|
Kampen om Trænerchampionatet på Klampenborg fik den på forhånd ventede høj-dramatiske afslutning mellem to heste trænet af henholdsvis Caroline Strömberg og Lars Kelp. Til slut var der dog jockeyen til forskel, og Mark Larsen takkede for Caroline Strömbergs store loyalitet ved at levere årets muligvis stærkeste finish set på en skandinavisk væddeløbsbane.

Celestine Stamp/Sara Slot vinder Hirsch Jacobs Handicap foran Fado/Mark Larsen.
Foto Burt Seeger.
Det stod klart, at Trænerchampionatets afgørelse allerede ville finde sted i dagens fjerde løb. Caroline Strömberg havde muligheden for at lægge yderligere 15.000 kroner til de godt 8.000 hun var foran Lars Kelp inden finaledagen, da hun sadlede favoritten Fado i Hirsch Jacobs Handicap over 2400 meter. Løbet blev afviklet med flagstart, og selv om Fado så godt ud ind på opløbet, kunne den 3-årige hest ikke stille noget op da Celestine Stamp og Sara Slot skød frem udvendigt for ham. Celestine Stamp trak overlegent fra og havde til slut fem længder til Fado, der var lige så sikker på andenpladsen før Wrams Boss og Tofastforyou. Andenpladsen til Fado gav 7.500 kroner til Strömbergs konto, og dermed lå presset på Lars Kelps 2-årige Sirius, der var storfavorit til at aflægge maidentitlen i det efterfølgende Zwicky 2-års Maiden Serien over 1300 meter.

Sirius/Manuel Santos aflægger maidentitlen i overlegen stil.
Foto Burt Seeger.
Der blev heller ikke nogen slinger i valsen for Sirius, der efter en skæv start hurtigt fandt frem forrest i feltet, og ind på opløbet havde Manuel Santos allerede fået styr på konkurrenterne. Sirius trak ganske let fra til slut og vandt med fem længder foran Loch Clutha/Nicolaj Stott og Ladyline/Lennart Hammer. Det var tredje karrierestart for lovende Sirius, der repræsenterer én af Skandinaviens bedste moderlinjer og bl.a. er halvbror til 56.000 guineas-hesten Desert Storm og helbror til Oaks-3’eren Choco Express. ”Dette var kun et arbejde frem imod Svenskt Kriterium næste søndag”, advarede Lars Kelp efterfølgende.

Sirius og Manuel Santos modtages af Hanne og Ole Wikke fra House Of Horses, der næste gang skal følge Sirius i Svenskt Kriterium.
Foto Burt Seeger.
Med Sirius’ sejr kom Lars Kelp i front i championatskampen inden dagens sidste 2-års maidenløb, og nu lå hele presset i stedet på Mark Larsens skuldre. Kelp havde selv Phoenix Flyer med i løbet, og Strömberg-trænede Downbeat skulle derfor slutte foran sin konkurrent for at championatet kunne gå til Sverige. Midt i opløbet lignede det umiskendeligt Kelp-jubel. Phoenix Flyer og Manuel Santos havde et klart greb, og indvendige Downbeat så ikke ud til at være meget for at gøre sit arbejde færdigt. Men med den ihærdigt kæmpende Mark Larsen på nakken blev Downbeat tvunget til at gøre sit bedste, og få hundrede meter fra mål fandt Fantastic Light-sønnen et ekstra gear der lod ham gå i clinch og siden forbi Phoenix Flyer.

Downbeat/Mark Larsen besejrer Phoenix Flyer/Manuel Santos og sikrer Trænerchampionatet til Caroline Strömberg.
Foto Burt Seeger.
Downbeat skar målstregen halvanden længde foran Phoenix Flyer. Strömberg halvanden længde foran Kelp, og championatsstriden var afgjort. Det første svenske trænerchampionat siden Mai Adielsson leverede kunststykket i 1983, og med tårerne trillende ned ad kinderne kunne Berndt og Caroline Strömberg modtage Downbeat og en synligt udmattet Mark Larsen i vindercirkelen. Strömbergs championat i Klampenborg er opnået med kun 31 starter, hvoraf det blev til ni sejre, 14 andenpladser og tre tredjepladser. Caroline Strömberg har ganske få heste i træning, men når nogle af hestene hedder Sibelius, Vigelegere og Django er der naturligvis ikke noget at klage over!

The Ugly Duckling/Lennart Hammer vinder sikkert foran Paramax/Cathrine Weilby.
Foto Burt Seeger.
Andersen tilbage på tronen
Efter at have mistet jockeychampionatet til Fredrik Johansson i fjor, har Kim Andersen fra årets start været virkelig fokuseret på at genvinde titlen på sin hjemmebane i Klampenborg, men det holdt hårdt og på selve finaledagen havde både Lennart Hammer og Sara Slot alle muligheder for at fratvinge Andersen førstepladsen.
Lennart Hammer, der startede dagen med en enkelt sejr mindre end Kim, lagde yderligere et pres idet han red The Ugly Duckling til sejr i dagens første løb, Kingston Town Handicap over 2400 meter. Hammer viste sin store styrke i finish-situationen og dirigerede The Ugly Duckling hjem til en let halvanden længdes sejr foran Paramax/Cathrine Weilby og Freedom Boy/Sara Slot. Det var Bent Olsens første sejr i alt for lang tid, men Klampenborg-træneren har haft sin hidtil bedste sæson i karrieren og havde denne kommentar efter sejren: ”Mine heste har været på retur de sidste to måneder, men de er blevet brugt på andre tidspunkter og jeg er utrolig glad ovenpå denne sæson. Og det var skønt at få en sejr på årets sidste løbsdag”.

Alocacoc/Kim Andersen besejrer Mamazita/Teres Linden.
Foto Burt Seeger.

Kim Andersen afsadler Alocacoc efter sejren i Bill Hartach Handicap.
Foto Burt Seeger.
Slog contra
Kim Andersen havde i Bill Hartach Handicap over 1400 meter en på papiret svær opgave på ryggen af Per Strömberg-trænede Alocacoc, der i totalisatoren var spillet til 262:10. Alocacoc var hurtigt af sted indvendigt i banen og styrede tempoet helt fremme sammen med Mamazita/Teres Lindén. Ind på opløbsstrækningen skød Lennart Hammer frem med Sofie, vel vidende at han med en sejr ville ligge alene i front i championatskampen. Sofie viste dog træthedstegn nogle hundrede meter fra mål, hvor Mamazita lignede vinderen. Her viste Kim Andersen dog hvor inderligt han ville genvinde championatet, og på nærmest mirakuløs vis formåede han at slå contra med en ellers tydeligt slået Alocacoc, der skød frem og slog Mamazita med en halv længde over målstregen. Sofie holdt tredjepladsen, og Lennart Hammer måtte sande at hans første championat på Klampenborg nu hang i en meget tynd tråd.
Det lykkedes heller ikke for Hammer at vende skuden, og efter Mark Larsen havde vundet Gunsynd Handicap med Lady Ashborne og Cathrine Weilby havde hjemført Santa Claus Handicap på ryggen af Akira, kunne Kim Andersen selv sætte tingene på plads i årets sidste opgør for de professionelle jockeys, Araber Finalen over 1400 meter, hvor han på ryggen af El Wodkine sejrede overlegent med fem længder før Milord/Sara Slot og Neiron/Juan Pinto. Kim Andersen vandt Klampenborgs Jockeychampionat for 17. gang!

Ifconnect Sacc og Christel Ernst vinder årets sidste løb på Klampenborg - Amatør Finalen - foran Red Attack og Bossa Nova.
Foto Burt Seeger.
Lea Olsen Amatør-Champ igen
Kampen om Amatørchampionatet kunne heller ikke blive mere spændende. Inden dagens sidste løb havde Patrick Wilson og Lea Olsen lige mange sejre, lige mange andenpladser, men Patrick Wilson havde en tredjeplads mere end Lea, hvilket betød at Wilson ”bare” skulle holde sig foran Lea i Amatør Finalen over 1800 meter. Dette var dog lettere sagt end gjort, og mens sejren gik til svenske Ifconnect Sacc/Christel Ernst, red Lea Olsen og Patrick Wilson deres helt eget løb i kampen om andenpladsen. Lea med to kilos overvægt på Red Attack, Patrick på sin egen Bossa Nova. Det blev et indædt opgør, men til slut var Red Attack den stærkeste og han tog andenpladsen foran Bossa Nova. Lea foran Patrick, og dermed gik Amatørrytterchampionatet ligesom i fjor til Bent Olsens datter foran Brian Wilsons søn. Patrick Wilson har dog stor ære af den forgangne sæson, der bl.a. bød på sejr i HM Dronningens Ærespræmie på Scandinavian Open-dagen.
Susanne Vittarp klar lærlingechamp
Den unge lærlingekomet Nicolaj Stott havde inden finaledagen en teoretisk mulighed for at fange Susanne Vittarp i kampen om Lærlingechampionatet, men det krævede dog fire sejre. Stott formåede ikke at vinde, og selv om Vittarp ikke havde meget mere held med sine ridt, kunne hun dog med sæsonens fem vindere med klar besked kalde sig Lærlingechampion for første gang i karrieren.
|