|
Fredagens hovedbegivenhed på Klampenborg Galopbane, Blue Mary Sceptre Stakes over 2200 meter, udviklede sig til en helt forrygende opløbskamp imellem tre af Skandinaviens bedste hopper på distancen - Lumen, Vigelegere og Halfsong.

Lumen og Jacob Johansen var sidste par rundt tribunesvinget.
Foto Burt Seeger.
Det var utvivlsomt den bedste udgave af Sceptre Stakes Klampenborg havde været vært for i adskillige år, og løbet blev også én af de mest spændende og intense i nyere tid. Grundet den dybe græsbane blev løbet afviklet med flagstart, hvilket dog ikke fik den ringeste betydning, idet samtlige syv heste sprang perfekt af. På sidste del af bagsiden fik både Blue Myst og Rue d’Alsace store problemer med at hænge på de øvrige, og disse to havde allerede på dette tidspunkt mistet deres rolle i opgøret. Både Vigelegere, Lumen og Nightingale var prominente rundt opløbssvinget, mens La Petite Chinoise viste svaghedstegn og Halfsong var velgående indvendigt.

Lumen/Jacob Johansen vinder Blue Mary Sceptre Stakes foran Vigelegere/Mark Larsen.
Foto Burt Seeger.
Kort inde i opløbet trak Lumen fri af de øvrige, og det så længe ud til at hoppen kunne gå imod en sikker sejr, men alene over de sidste 150 meter blev både Vigelegere og Halfsong så nærgående, at Jacob Johansen kun med nød og næppe formåede at holde Lumen foran med kort hoved på målstregen. Vigelegere tog andenpladsen med det mindst mulige før Halfsong, hvorefter der var seks længder til Nightingale og La Petite Chinoise, som igen var langt foran de to sidste heste i mål.

Lumen vinder foran Vigelegere og Halfsong.
Foto Burt Seeger.
Det var Ole Larsen-trænede Lumens tredje store hoppeløbs-sejr på Klampenborg, idet hun tidligere i år ligeledes har triumferet i både Silca Legend Fawzia Stakes og Dexterity Hoppeløb. Verglas-datteren startede slet ikke som 2-årig, og som 3-årig nåede hun kun to starter hvilket resulterede i en debutsejr og en uheldig tredjeplads i Dansk Oaks. Ole Larsen overtog træningen af Lumen efter hendes første start i år, og siden har hun med stormskridt indtaget sin plads i den skandinaviske elite. Stall Lumens skimle hoppe starter allerede på søndag igen, når hun atter engang skal møde bl.a. Vigelegere i Lanwades Stud Stakes på Täby.

Sibelius/Mark Larsen viser sig bedst i Top Tyve Finalen foran Ballet Princess/Anette Jarven.
Foto Burt Seeger.
Sibelius bedst i Top Tyve Finalen
Caroline Strömberg fortsætter med at være spillernes ven på Klampenborg. Med en trio-procent langt over 80 har det virkelig kunne betale sig at inkludere den svenske træners heste i både vinder-, plads- og trio-spil, og denne fredag var det ikke spor anderledes, idet Strömberg startede fire heste, hvilket resulterede i en sejr og tre andenpladser.
I Top Tyve Finalen over 1500 meter sprang Sibelius som altid hurtigt ud af starboksen, og Mark Larsen dirigerede med det samme Night Shift-sønnen til front. Herfra fik Sibelius lov til at styre tingene selv, og selv om Ballet Princess satte et alvorligt spørgsmålstegn ned igennem opløbet, var der til slut intet at gøre imod feltets bedste hest, og Sibelius vandt sikkert med en længde. Ballet Princess havde hele fem længder til Tough Line på tredjepladsen. Sejren i Top Tyve Finalen var 40.000 kroner værd for Benny Anderssons Chess Racing, der snart kan se tilbage på endnu en flot Klampenborg-sæson med sine få, men utroligt talentfulde væddeløbere.

Miss August/Fernando Diaz besejrer Fado/Sara Slot og Mrs Moneybags/Manuel Santos i Our Martin Vandrepræmie.
Foto Burt Seeger.
Miss August i Our Martin Vandrepræmie
Sibelius’ halvsøster Vigelegere hentede som før omtalt andenpladsen i Blue Mary Sceptre Stakes, og i Our Martin Vandrepræmie over 1800 meter blev det endnu en andenplads til Strömberg/Chess Racing med Sibelius og Vigelegeres lillebror Fado, der efter to handicap-sejre på stribe måtte se sig slået til andenpladsen af Be My Chief-datteren Miss August, som under Fernando Diaz afsluttede stærkt yderst i banen og vandt med en halv længde. Mrs Moneybags, der ligesom Miss August løb med fire kilo mere på ryggen end Fado, gik atter godkendt til tredjepladsen foran Polemic og Smart Guy på de næste pladser.

Lennart Reuterskiöld overrækker Our Martins Vandrepræmie til sin søn, Lennart Reuterskiöld Jr.
Foto Burt Seeger.
Miss August, der tidligere i år vandt Breeders’ Trophy Consolation på Täby for træner Wido Neuroth, startede denne gang i Lennart Reuterskiöld Juniors varetægt, men kort efter løbet blev hoppen overtaget af en helt tredje, nemlig den fynske træner/opdrætter Gert Larsen, der erhvervede hesten for 35.000 kroner. En pris, der nærmest er uhørt billig når man tager i betragtning, at Miss August er halvsøster til både On Light og Xstase og selv er oppe i et handicap på 78. Gert Larsen beholder den 3-årige hoppe i træning og sigter nu mod Dansk Breeders’ Cup næste år, inden Miss August bliver endnu et flot tilskud til den danske avl.

Doktor Rut/Fernando Diaz aflægger maidentitlen foran Czardino/Sara Slot.
Foto Burt Seeger.
Mere Junior og Diaz
Sejren i Our Martin Vandrepræmie var ikke dagens eneste succes for duoen Lennart Reuterskiöld Jr. og Fernando Diaz. I Zwicky 2-års Maiden Serien over 1500 meter red Diaz nemlig Sewerin Ekmans Doktor Rut til en sikker sejr foran Czardino (Caroline Strömberg igen) og Flywithme. Doktor Rut havde ingen problemer med at tackle banen, og hun hver en meter af opløbsstrækningen alt under fuld kontrol. På trods af at det var tredje start på Klampenborg for Czardino, så Trempolino-sønnen stadigvæk ikke ud til at føle sig hjemme på bagsiden, og han havde lang vej frem da feltet ramte opløbet. Czardino sluttede dog godt af og skal nok blive en hest der er værd at følge på længere distancer fremover.

Estoy Enamorada/Luis Villarroel vinder karrierens første sejr foran Phoenix Moric/Lennart Hammer og Intigold/Le Tølbøll.
Foto Burt Seeger.
Double til Gunnar Ferdinand
Træner Gunnar Ferdinand havde en strålende fredag eftermiddag, og han kunne fornøjet tage hjem med to sejre i bagagen. Den første kom i Vincenz Vogel Løb over 1400 meter, hvor 4-årige Estoy Enamorada endelig vandt karrierens første sejr. Luis Villarroel red et taktisk klogt løb, idet han valgte at sidde helt stille til langt ind i opløbet på hoppen, der normalt stopper op så snart hun kommer i front.

Træner Gunnar Ferdinand kunne smilende modtage Estoy Enamorada og Luis Villarroel efter sejren.
Foto Burt Seeger.
Da Villarroel endelig gav Estoy Enamorada marchordre havde hun ingen problemer med at nedkæmpe storfavoritten Phoenix Moric og vinde med en sikker længde.

Red Attack/Luis Villarroel vinder Sailor Handicap foran Finn Ind Sting/Teres Lindén.
Foto Burt Seeger.
Gunnar Ferdinand og Luis Villarroel rundede også dagen, da Red Attack sejrede for anden uge i træk denne gang i Sailor Handicap over 1800 meter. Finn Ind Sting gik endnu et godt løb til andenpladsen foran Mr Martin, som fik et comeback med mersmag.

Royal Engagement/Le Tølbøll vinder sin tredje sejr på stribe.
Foto Burt Seeger.
Royal Engagement i topform
Jørgen og Le Tølbøll har deres heste i helt forrygende form i øjeblikket, og sidste afdeling af dagens V5-spil blev til en ny Klampenborg-triumf for Royal Engagement, der her tog sin tredje sejr i træk. Den tidligere svenske St. Leger-vinder elsker de bløde efterårsbaner, og han kunne med lethed trække to længder fri af Pearl Of York og dermed indfrie favoritværdigheden.

Joint Instruction og Teres Lindén er begge i absolut topform.
Foto Burt Seeger.
En anden personlighed i storform er svenske Teres Lindén, der både som træner og jockey fejrer den ene sejr efter den anden. Sidste lørdag var Teres Lindén først over stregen tre gange, og denne fredag vandt hun en overlegen sejr med egentrænede Joint Instruction, der besejrede Cyrano og Flying Colours med tre længder. Teres deler nu ottendepladsen i jockeychampionatet med Jacob Johansen og Mark Larsen alle tre ryttere har opnået syv sejre.

Klampenborgs direktør Tom Christensen overrækker ærespræmie i Top Tyve Finalen til Caroline Strömberg,
der i øjeblikket fører trænernes championatskamp foran Søren Jensen og Lars Kelp.
Foto Burt Seeger.
Hård kamp om championaterne!
Jockeychampionatet i Klampenborg føres i øvrigt af Kim Andersen og Lennart Hammer, der begge har 16 sejre. Kim er dog i form af flest andenpladser i førertrøjen. Trænerchampionatet føres lige nu af Caroline Strömberg, der er 41.000 kroner foran Søren Jensen, som igen er 14.000 kroner foran Lars Kelp. Med kun fire løbsdage tilbage lægger det op til den mest spændende championatskamp i mange år på Klampenborg Galopbane!
|