Senest opdateret:
18. september 2006
kl. 14:08
Nyheder Artikler Resultater Referater Debat Køb & Salg Guide Sæsonplan Links Kontakt

Django fik fortjent
sin klassiske sejr



- Af Filip Zwicky


Efter andenpladser i både Dansk 2000 Guineas og Dansk Derby, samt tredjepladsen i Norsk Derby, var det helt fortjent at Caroline Strömberg-trænede Django endelig fik sin klassiske sejr i Nordea Dansk St. Leger på Klampenborg.


Django/Mark Larsen vinder Dansk St. Leger foran Phoenix Moric/Lennart Hammer og Czardas Kadett/Mette Hanssen.
Foto Burt Seeger.

Django cantrede under Mark Larsen til start som storfavorit i årets sidste danske klassiker, og den veltrukne Acatenango-søn så på intet tidspunkt i opgøret ud til at skuffe sine mange tilhængere. Kim Andersen lagde pacen fra start med Polemic, der dog havde nogle problemer med at komme rundt tribunesvinget. Parret holdt dog føringen ud på bagsiden, hvor Django hele tiden lå som en skygge på andenpladsen. Rundt opløbssvinget kom feltet nærmere bagfra, men Django var let galopperende og hesten blev trukket længst ud i banen hvor han hurtigt fik et lille overtag.


Django/Mark Larsen.
Foto Burt Seeger.

Både Czardas Kadett, Phoenix Moric og Lights And Stars var også for alvor kommet op i omdrejninger, og en overgang lå de fem forreste nærmest helt lige. Django var dog foran hele tiden, og over de sidste 200 meter rykkede han afgørende fra og sejrede til slut sikkert med to længder foran tapre Phoenix Moric/Lennart Hammer, der havde en halv længde til Czardas Kadett/Mette Hanssen på tredjepladsen, mens Polemic og Lights And Stars fik de sidste præmiepenge.


Django/Mark Larsen.
Foto Burt Seeger.

Django startede for syvende gang i denne sæson, og med sejren røg årets samlede indtjening op på 595.650 kroner. Den brune vallak ejes af Mona Nörklit og Chess Racings Benny Andersson, der strålede om kap med solen efter St. Leger-sejren. Helt tilbage i 1989 hentede Benny Andersson Nijinsky-datteren Red Guitars til Skandinavien, hvor hun vandt sit første løb over netop St. Leger-distancen 2800 meter på Täby foran Derby-vinderen Flying Galivant.


Træner Caroline Strömberg, Mona Nörklit og Benny Andersson modtager Django og Mark Larsen efter sejren i Nordea Dansk St. Leger.
Foto Burt Seeger.

Benny Andersson beholdt Red Guitars i avlen, hvor hun blev mor til et par kapable væddeløbere, heriblandt Elmaamul-datteren Präriens Drottning. Én af de største glæder ved fuldblodssporten for Benny Andersson er netop avlen, og han vælger omhyggeligt blandt nogle af verdens bedste avlshingste til sine i forvejen veltrukne hopper. Präriens Drottning blev ført til den mangeårige tyske Champion-hingst Acatenango, og resultatet af denne bedækning fik altså sit foreløbige klimaks i Dansk St. Leger på Klampenborg. ”Nu går vi mod Svenskt St. Leger og håber at formen holder”, sagde den glade ejer og opdrætter efter sejren.



Vigelegere/Mark Larsen vinder Clarion King Skandinavisk Grand Prix foran Calistoga/Fernando Diaz.
Foto Burt Seeger.

Mere Strömberg, Chess og Larsen
Den varme efterårslørdag blev nærmest uforglemmelig for Caroline Strömberg, Benny Andersson og Mark Larsen. Kort tid inden sejren i Nordea Dansk St. Leger havde trioen nemlig fejret endnu en storløbssejr – denne gang i Clarion King Skandinavisk Grand Prix over 1800 meter, hvor Be My Chief-datteren Vigelegere en smule overraskende kunne besejre genopstandne Calistoga/Fernando Diaz og Fly Society/Kim Andersen. Tough Line var med til at lægge pacen fra start under Yvonne Durant, mens Passport/Jacob Johansen og Vigelegere fulgte kort efter. Ind på opløbet trak Passport fra i midten af banen, Vigelegere skød frem udvendigt for denne, mens Kim Andersen gjorde klar til angreb alleryderst på ryggen af den store favorit Fly Society. De fire heste kæmpede alle tappert hele vejen til målstregen, men til slut viste Vigelegere sig bedst på dagen og vandt med en halv længde foran fantastiske Calistoga, der efter næsten to års løbspause var tilbage i bedste forfatning og henviste Fly Society og staldkammeraten Passport til de næste pladser.


Mona Nörklit og Benny Andersson modtager Vigelegere og Mark Larsen efter sejren i Skandinavisk Grand Prix.
Foto Burt Seeger.

Der var 100.000 kroner i førstepræmie til Vigelegere, der virkelig er vokset igennem klasserne i år. Hun indledte sæsonen med en overlegen sejr i Breeders Cup Trial. Derefter var hun anden bag Blue Mary i selve Breeders’ Cup, og siden er det blevet til andenpladser i både Fawzia Stakes og Breeders’ Trophy Stayer, samt tredjepladsen bag Funny Legend i Coolmore Matchmaker Stakes (L). Vigelegere har hidtil stået lidt i skyggen af sin ældre bror, Derby-vinderen Sibelius, men det er ikke utænkeligt at den flotte hoppe til næste år kan nå de samme højder.



Fado/Ricardo Ramallo vinder Amatør Trofæ Serien.
Foto Burt Seeger.

Hold øje med Fado
Man kan ikke sige andet end at de var de ”skakternede” farvers dag i Klampenborg. Benny Andersson og Caroline Strömberg havde dårligt fået armene ned oven på sejrene i Skandinavisk Grand Prix og Dansk St. Leger, før de endnu engang måtte en tur i vindercirkelen. Denne gang var det Vigelegeres helbror Fado, der endelig taget karrierens første sejr i Amatør Trofæ Serien over 2400 meter. Fado var nær styrtet kort efter start, men Ricardo Ramallo formåede at blive siddende, og på trods af flere trafikproblemer undervejs kunne parret til slut styre mod en sikker længdes sejr foran Mark/Patrick Wilson og Mr Sand/Sergio Poncino, der akkurat holdt sig foran Rusty Line/Gisela Jardby.


Caroline Strömberg og Benny Andersson nyder den store dag på Klampenborg.
Foto Burt Seeger.

”Fado har haft mange problemer hidtil, men han er en stor flot hest der har haft brug for en masse tid, og nu hvor vi har fået løst problemerne tror jeg det er en hest man godt kan holde øje med i fremtiden”, fortalte Berndt Strömberg efterfølgende.




Coolmore Rocks/Manuel Santos aflægger maidentitlen foran Copperfield/Kim Andersen.
Foto Burt Seeger.


Coolmore Rocks - imponerende 2-årsvinder!
Dagens første afdeling af Zwicky 2-års Maiden Serien over 1300 meter havde en række interessante navne på startlisten. Både Silver Shadow, Copperfield og King Of York lå i den dyre ende på sidste års danske åringsauktion, men det blev en endnu dyrere import der løb med sejren i form af Coolmore Rocks. Den brune hoppe var under Manuel Santos med fremme fra start, og kort inde i opløbet koblede hun endeligt grebet og trak siden fra til en overlegen tre længders sejr foran en anden fin debutant, Copperfield/Kim Andersen, mens Czardino/Sara Slot nåede tredjepladsen efter en langsom start.

Den fashionabelt trukne hoppe Coolmore Rocks er efter Danehill-sønnen og 7-dobbelte Gruppe-1-vinder Rock Of Gibraltar og blev købt på Breeze-Up i England for 46.000 guineas, svarende til over en halv million danske kroner. Hun ejes af Cat Racing og trænes på Klampenborg af Lars Kelp.




Woy Woy/Jacob Johansen vinder foran Flywithme/Kim Andersen.
Foto Burt Seeger.

Så lykkedes det for Woy Woy
Lennart Reuterskiöld har en fin hest i 2-årige Woy Woy, men hidtil havde City On A Hill-sønnen mødt en eller to overmænd i sine første fire starter. I anden afdeling af 2-års Maiden Serien var Woy Woy dog endelig klar til karrierens første sejr, der blev vundet let med halvanden længde foran Flywithme/Kim Andersen, der fik en mislykket start men afsluttede stærkt og snart må være klar til at vinde karrierens første sejr. Der var fem længder til Siparo/Juan Pinto på tredjepladsen, mens den længe førende totofavorit Comx skuffende dalede ned på fjerdepladsen foran Ladyline.


Nightingale og Teres Linden vinder Stayer Pokalen foran Tofastforyou/Sara Slot.
Foto Burt Seeger.

Stayer Pokalen til Nightingale
Stayer Pokalen over 3200 meter blev en overlegen triumf for Lone Kaj Nielsens Nightingale, der med Teres Linden på ryggen stort set førte fra start til mål og på intet tidspunkt følte sig truet af konkurrenterne. Nightingale stak fra feltet rundt opløbssvinget, og kom i ensom majestæt ind på opløbet, hvor kun indvendige Tofastforyou/Sara Slot kunne stille et lille spørgsmålstegn, men der var for langt op til Final Appearance-datteren der vandt med fire længder. Tofastforyou blev anden, mens Counterfeit blev tredje foran storfavoritten Alnitak der ikke klarede hele den krævende distance. Sejren i Stayer Pokalen var 20.000 kroner værd, og træner Inge Mette Dejgaard fortalte efterfølgende at der kan komme to storløb på programmet for Nightingale i efteråret i form af Sceptre Stakes på Klampenborg og Jockeyklubbens Avelslöpning på Jägersro.


Twiddle/Teres Linden vinder Claiming Race foran storfavoritten Balfour.
Foto Burt Seeger.

Teres Linden fik endnu en sejr med hjem til Sverige, da hun vandt med sin egen-trænede Twiddle i Claiming Race over 1400 meter. Twiddle besejrede højst overraskende Balfour, der var hele 20 kilo bedre inde i opgøret end sin konkurrent.




Amatico/Susanne Vittarp vinder efter hård opløbskamp foran Red Marteeney/Le Tølbøll.
Foto Burt Seeger.

Ny sejr til Amatico
For tredje gang i år var Elo Ervolder-trænede Amatico først over målstregen, og lige som ved de to tidligere tilfælde var det med lærling Susanne Vittarp i bøjlerne Amatico sejrede efter en medrivende opløbskamp foran Red Marteeney/Le Tølbøll og Riccoolio/Nicolaj Stott.
Eftermiddagen bød desuden på et dødt løb, idet Wrams Boss/Louise Møller og Royal Engagement/Le Tølbøll skar målstregen samtidig i Twenty Grand Handicap over 1600 meter.


Indvendige Royal Engagement/Le Tølbøll og udvendige Wrams Boss/Louise Møller krydser måstregen samtidig til "dødt løb".
Foto Burt Seeger.