Senest opdateret:
23. august 2006
kl. 14:23
Nyheder Artikler Resultater Referater Debat Køb & Salg Guide Sæsonplan Links Kontakt

Brave Bongo Bello slog
til i Klampenborg Classic



- Af Filip Zwicky


Den 5-årige Asaasy-søn Bongo Bello har stort set forbedret sig for hver eneste af karrierens 18 starter, og den helt store kulmination kom lørdag eftermiddag, da han med Nicholas Cordrey på ryggen vandt Klampenborg Classic over 2400 meter.


Sibelius/Mark Larsen kommer først ind i tribunesvinget i Klampenborg Classic. Bongo Bello/Nick Cordrey ligger sidst i feltet.
Foto Burt Seeger.

100.000 kroners løbet fik den ventede start med Sibelius i teten, og Mark Larsen formåede at tage tempoet ud af løbet på bagsiden, hvor feltet var tæt samlet med Bongo Bello som agterlanterne. Med 1000 meter tilbage skruede Larsen op for tempoet med Sibelius, der hurtigt tog fem længder på de øvrige, og ind på opløbsstrækningen havde parret en klar føring.


Bongo Bello/Nicholas Cordrey vinder Klampenborg Classic foran Sibelius/Mark Larsen.
Foto Burt Seeger.

Sibelius kæmpede som altid heroisk, men da Cordrey for alvor fik gang i Bongo Bello og engagerede den tidligere Derbyvinder slap kræfterne op. Det blev en flot kamp hele vejen til målstregen, men Bongo Bello trak sig sejrrigt ud med en halv længde, hvorefter der var tre længder til Alnitak/Lennart Hammer på tredjepladsen. Dennes staldkammerat Eltizaam/Manuel Santos blev fjerde foran Crimson And Gold/Fernando Diaz, der ikke formåede at slå til denne gang.


Bongo Bello/Nicholas Cordrey vinder Klampenborg Classic foran Sibelius/Mark Larsen.
Foto Burt Seeger.

Sejren i Klampenborg Classic var Bongo Bellos femte i karrieren, og han har nu indløbet 166.050 kroner til sine ejere i Stald Aros. Handicapperen satte hesten to kilo op til 88, og spørgsmålet er om den på Stutteri Nova-opdrættede brune hingst ikke også kan fortsætte lidt endnu. Denne gang fik han for alvor bevist at han formår at spise kirsebær med de store!




Bongo Bello med sine glade ejere i Stald Aros.
Foto Burt Seeger.

Tre gange Hanne Bechmann!
Der er i disse uger virkelig en opblomstring at spore på Enghavelyst, hvor Hanne Bechmann og Søren Jensen deler træningskvarter. Efter en hidtil virusplaget sæson har Hanne Bechmann virkelig ramt topformen med sine heste nu, og det blev til tre sejre i dagens otte løb.


Action Time/Manuel Santos vinder sit livs første start i overlegen stil før Airboss/Juan Pinto og Kronhjort/Lennart Hammer.
Foto Burt Seeger.

Bechmann indledte allerede i dagens indledende opgør, Zwicky ApS 2-års Maidenserien over 1400 meter, hvor Red Rainbow-sønnen Action Time serverede en ren oddsbombe til 81 gange pengene! Action Time vandt i hænderne på Manuel Santos med en let længde før Søren Jensen-trænede Airboss/Juan Pinto, mens forhåndsfavoritten Kronhjort/Lennart Hammer faldt fra til tredjepladsen efter at have taget kommandoen ind på opløbet. Action Time ejes af Karen Holme-Madsen og fik gode 25.000 kroner i sit livs første væddeløb.


Action Time og Manuel Santos.
Foto Burt Seeger.


Kinky Spot fra start til mål
Hanne Bechmanns anden dagssejr blev vundet med den 5-årige hoppe Kinky Spot, der fortjent fik årets første sejr efter føring fra start til mål i anden War Admiral Handicap over 1600 meter. Kinky Spot er altid yderst stabil i sine præstationer på Klampenborg, og efter en mislykket udflugt til Jägersro var hun tilbage i bedste stil denne gang og hun vandt let med en længde foran Amatico/Susanne Vittarp og Bossa Nova/Bettina Wilson. Mas Media-datteren blev redet til sejr af Nicholas Cordrey, der som den eneste rytter vandt to gange denne lørdag.


Kinky Spot/Nicholas Cordrey vinder sæsonens første sejr.
Foto Burt Seeger.

Første afdeling af War Admiral Handicap gik til Jan-Erik Pettersson-trænede Namking, der tog sin anden Klampenborg-sejr i træk for lærling Nathalie Andersson. Namking sejrede overlegent med fire længder foran ifolede Only Penang/Marc Stott og Honfleur/Manuel Martinez.




Namking tager sin anden Klampenborg-sejr på stribe for lærling Nathalie Andersson.
Foto Burt Seeger.

Årets tredje til Lights And Stars
Hanne Bechmanns tredje dagssejr blev vundet i Free And Gay Handicap over 2400 meter, hvor Ballet Prince-sønnen Lights And Stars virkelig formåede at rejse sig oven på et par skuffende præstationer. Under Juan Pinto nedkæmpede Lights And Stars den svenske gæst Estella/Gustavo Solis med en sikker længde, mens Nightingale/Dina Danekilde leverede endnu en flot præstation på et underlag der normalt ikke er til hendes fordel. Det var årets tredje sejr for Lights And Stars, der både er ejet og opdrættet af Leif Schubert.


Udvendige Lights And Stars/Juan Pinto besejrer Estella og Nightingale.
Foto Burt Seeger.

Endelig, Phoenix Moric
Søren Jensen-trænede Phoenix Moric har haft store forventninger tilknyttet sig hele foråret, men hidtil havde Richard Of York-sønnen ikke formået at leve op til disse. Søren Jensen havde i flere omgange beskyldt de hurtige sommerbaner for skuffelserne, og denne gang skulle Phoenix Moric så bevise trænerens påstand. Og Søren Jensen fik ret! På det regnbløde græsunderlag vandt Phoenix Moric nemlig en let sejr på en længde foran forhåndsfavoritten Fusilier/Cathrine Weilby og Red Marteeney/Le Tølbøll, og dermed fik hesten en fin generalprøve inden den kommende søndags start i Derby Milen på Øvrevoll, hvor konditionerne vil være nogenlunde de samme som ved dagens sejr.


Phoenix Moric/Lennart Hammer aflægger maidentitlen foran Red Marteeney/Le Tølbøll.
Foto Burt Seeger.

Mrs Chippy væltede mange V5-spillere
I Smolensko Handicap over 1600 meter blev det store spadestik til årets tredje V5-bonus på 200.000 kroner taget, da Sofie Roslund-trænede Mrs Chippy og Gustavo Solis forsvandt væk til en overlegen seks længders sejr foran Feuer Claus/Juan Pinto og Next Express/Mark Larsen. Mrs Chippy vandt til 22 gange pengene, og da Lights And Stars senere tog sig af sidste afdeling var det altså endnu engang kun en enkelt dygtig spiller der stod tilbage med den rigtige V5-kombination – og han kunne glædeligt modtage 200.000 skattefrie kontanter for sin bon der havde kostet 216 kroner!



Finish First/Dina Danekilde vinder ydest i banen årets fjerde sejr foran Windhover/Manuel Martinez og Red Attack/Teres Linden.
Foto Burt Seeger.

Finish First er ikke til at stoppe
Helle Christensen-trænede Finish First startede for 10. gang i år – og for 10. gang var han også blandt de to første i mål. Stald Great Joys fukse vallak vandt nemlig sin fjerde årssejr i Singspiel Handicap over 2200 meter, efter at have dikteret pacen hele vejen for Dina Danekilde. Konditionerne var ellers ikke til Basiluzzo-sønnens fordel denne gang, idet han bare hele 65 kilo og samtidig var ude i en blød bane der ikke er hans foretrukne underlag. Men formen er bare helt i top hos hesten, der efter kamp med kort hoved kunne henvise Windhover/Manuel Martinez til andenpladsen, med Red Attack/Teres Linden yderligere en længde efter på tredjepladsen. Finish First har nu indløbet 82.000 kroner i denne sæson, og selv om handicappet nærmer sig de 70, så er det sikkert ikke sidste gang vi har set ham i vindercirkelen i denne sæson.