Senest opdateret:
26. juni 2006
kl. 20:12
Nyheder Artikler Resultater Referater Debat Køb & Salg Guide Sæsonplan Links Kontakt

Triumfen en kendsgerning
for Peas And Carrots



- Af Filip Zwicky


”Vi har ventet på dette her hele vinteren igennem, og det er fantastisk at det nu er lykkedes ovenpå alle de problemer vi har haft i foråret”. Sådan sagde Lars Kelp i minutterne efter karrierens største træner-triumf. Peas And Carrots vandt Brogaarden Dansk Derby til stående ovationer blandt publikum.


Peas And Carrots og Manuel Santos vinder Brogaarden Dansk Derby foran Django/Mark Larsen og indvendige Hot Fudge/Fernando Diaz.
Foto Burt Seeger.

Med Nablus som frontrunner fik Peas And Carrots det bedst tænkelige udgangspunkt i løbet, og Manuel Santos kunne placere storfavoritten udvendigt for den førende rundt tribunesvinget og ud på bagsiden, hvor også Polemic viste sig langt fremme. Allerede i begyndelsen af opløbssvinget begyndte Peas And Carrots’ overlegenhed at vise sig, og uden at Santos rørte en finger trak Peas And Carrots fra de øvrige med The Pirate nærmest. Ligesom i Derby Trial Stakes trak Final Appearance-sønnen længere og længere ud i banen, hvilket gav et spinkelt håb for både Mark Larsen og Fernando Diaz, der jagtede Peas And Carrots med henholdsvis Django og Hot Fudge. Ingen af udfordrerne var dog i stand til at røre monsteret, der i ensom majestæt galopperede over målstregen til det talstærke publikums store jubel.


Brigadier Waleed Zawawi, jockey Manuel Santos og træner Lars Kelp nyder Derby-triumfen med Peas And Carrots.
Foto Burt Seeger.

Der er intet så populært som en Derby-favorit der indfrier forventningerne, og i netop dette tilfælde var historien så imponerende, at selv konkurrenterne kunne klappe i respekt.


Brigadier Waleed Zawawi og træner Lars Kelp løfter Derby-trofæet.
Foto Burt Seeger.

Peas And Carrots sluttede tre længder foran Django, der yderligere havde to længder til Hot Fudge på tredjepladsen. The Pirate holdt godt ved til fjerdepladsen, mens Lucky Life tog de sidste præmiepenge. For den omanske ejer Dr. Omar Zawawi var Deryets førstepræmie på 400.000 kroner underordnet. For første gang nogensinde løb staldens kendte grøn/rød/hvide væddeløbsfarver nemlig først over stregen i et Derby, og det var det første mål for Zawawi da han i midten af november sidste år købte Peas And Carrots af Lars Kelp, efter at Final Appearance-sønnen havde vundet overlegent i både Vinterfavoritternes Ærespræmie og Svenskt Kriterium. ”Jeg vil gerne sige tak til kredsen omkring bag hesten, mange tak til Dr Zawawi for at han har ladet hesten blive i træning hos mig, det er en ære for både mig selv og dansk galopsport”, udtalte Kelp på engelsk i sejrsinterviewet.


Manuel Santos siger tak for turen til Peas And Carrots.
Foto Burt Seeger.

Manuel Santos var nærmest rørt til tårer efter sin karrieres anden Derbysejr, og jockeyen har tidligere givet udtryk for at Peas And Carrots hører til blandt de bedste 3-årige heste han nogensinde har redet. Fremtiden for Peas And Carrots byder på en optakt til Svenskt Derby på Jägersro i august, og efter planen sender Lars Kelp ham ud i Svenskt Derby Trial i midten af juli.


Peas And Carrots og Manuel Santos.
Foto Burt Seeger.

Derby-sejren med Peas And Carrots var naturligvis også en kæmpe triumf for Havreholms Stutteri på Fyn, der er et lille foretag med ganske få avlshopper. I Primo Dominie-datteren Dominet Hope har stutteriets indehaver Henrik Kristensen dog øjeblikkets måske mest værdifulde avlshoppe i hele Skandinavien, og dette kan forhåbentlig blive starten på mange store år i galopsporten for Havreholm.


Lars Kelp og Brigadier Waleed Zawawi modtager ærespræmier fra Derby-sponsoren Brogaarden.
Foto Burt Seeger.




Garderhusarerne fører Derby-feltet op.
Foto Burt Seeger.




Binary File/Terrence Hellier vinder Hangover Square Pokalløb (L) foran Fly Society/Kim Andersen og Mambo King/Manuel Santos.
Foto Burt Seeger.

Binary File i Hangover Square Pokalløb (L)
Lars Kelp kan efter Derby-dag meget vel have fravristet Søren Jensen den championtitel han har haft patent på igennem de seneste 13 år, og Peas And Carrots var ikke Kelps eneste trumf-kort denne søndag. I Pokalløb (L) over 1800 meter vandt 8-årige Binary File nemlig sin karrieres første sejr på Klampenborg, da han let med en længde besejrede den klare favorit Fly Society, hvorefter staldkammeraten Mambo King var tredje.


Terrence Hellier og Binary File.
Foto Burt Seeger.

Binary File blev redet til sejr af den tyske topjockey Terry Hellier, der fik fulgt flot op på sit seneste Klampenborg-besøg i 2004, hvor han vandt både Skandinavisk Opdrætningsløb, Golden Mile (L) og Scandinavian Open Championship (Gr.3). Binary File ejes af Milo Racing og Light Valley Stud, og det var Nureyev-sønnens anden Listed-sejr i år, idet han begyndelsen af maj også vandt Pramms Memorial (L) på Jägersro.


Starten går til Hangover Square Pokalløb (L).
Foto Burt Seeger.




Antoinette/Sara Slot stryger til tops i Seeland Larch Ærespræmie.
Foto Burt Seeger.

Antoinette bedst i Seeland Larch Ærespræmie
Seeland Larch Ærespræmie over 1600 meter resulterede i en let sejr til Inge Mette Dejgaard-trænede Antoinette, der under Sara Slot var klar totalisatorfavorit. Bettina Wilson lagde fornuftigt en god pace på løbet med de noget entaktede Starlight’s Olli, mens Sara Slot fik et perfekt løb i ryggen på den førende. I opløbet så Starlight’s Olli længe lysende ud, men da Sara for alvor fik gang i Antoinette afgjorde parret løbet og snuppede førstepræmiens 100.000 kroner, mens Zoophia blev tredje før Bells Of York og Castle Ritchie.


Antoinette besejrer indvendige Starlight's Olli.
Foto Burt Seeger.

Antoinette kom direkte fra en andenplads i Mowerinaløb bag Hot Fudge, og denne flotte form blev altså bekræftet da Hot Fudge blev tredje i Derbyet. Antoinette ejes af Lone Kaj-Nielsen, der næppe tidligere har haft en hest med Antoinettes kapacitet – Dansk Oaks kan blive årets helt store opgave for Mas Media-datteren, og publikum har uden tvivl meget at glæde sig til fremover.


Lone Kaj Nielsen, opdrætterparret Nina Falck og Gert Larsen samt træner Inge Mette Dajgaard
modtager Sara Slot og Antoinette efter sejren i Seeland Larch Ærespræmie.
Foto Burt Seeger.




He Magic/Lennart Hammer slår Fargo/Manuel Santos i First Marine Insurance Derby Consolation.
Foto Burt Seeger.


He Magic vandt First Marine Insurance Derby Consolation
First Marine Insurance Derby Consolation var på papiret et meget jævnt opgør mellem flere heste, men da løbet skulle afgøres var Bent Olsen-trænede He Magic i en klasse for sig, og næstfavoritten trak i opløbet fra til en overlegen tre længders sejr for Lennart Hammer. Andenpladsen gik til Fargo/Manuel Santos, mens Mark/Espen Ski atter var klart forbedret på tredjepladsen før Medusa/Fredrik Johansson og Quint Essentials/Fernando Diaz. Løbets favorit Red Bob sluttede langt tilbage i det slagne felt, og var bare én af flere Søren Jensen-heste der skuffede på Derby-Dag. Med sejren i First Marine Insurance Derby Consolation fulgte 50.000 kroner til Stald Racing4All, der helt sikkert også har meget mere i vente fra He Magic senere hen.



Lumen/Dina Danekilde overrumpler Vigelegere/Mark Larsen i Silca Legend Fawzia Stakes.
Foto Burt Seeger.


Lumen chokerede i Silca Legend Fawzia Stakes
Silca Legend Fawzia Stakes fik en overraskende vinder i Ole Larsen-trænede Lumen, der på en sen afslutning let strøg forbi længe førende Vigelegere og sejrede med to længder for Dina Danekilde. Mark Larsen dikterede tempoet fra start med Vigelegere, der i begyndelsen af opløbet så ud til at være sluppet væk fra de formodet værste konkurrenter Halfsong, Blue Mary og La Petite Chinoise.


Lumen vinder Fawzia Stakes for Dina Danekilde.
Foto Burt Seeger.

Men bedst da Vigelegere så ud til at kunne gå mod sejren, skød Lumen frem og havde på de sidste meter ingen problemer med at vinde sit livs anden sejr til stor glæde for Stall Lumen, der består af både danske og svenske hesteejere.


Træner Ole Larsen modtager Lumen og Dina Danekilde efter sejren i Silca Legend Fawzia Stakes.
Foto Burt Seeger.

Vigelegere holdt andenpladsen foran storfavoritten Halfsong, mens Blue Mary blev en flot nummer fire før sæsondebuterende La Petite Chinoise. Førstepræmien var 50.000 kroner værd, og samtidig vandt Lumen en fribedækning ved avlshingsten Silca Legend, hvis første årgang kommer på auktion til efteråret.


Marron/Manuel Santos vinder Petré Toddler's Trophy foran Miss Saigon/Kim Andersen og Air Force Eleven/Nicholas Cordrey.
Foto Burt Seeger.

Marron vandt Petré Toddler's Trophy
Desmond Scarlett har altid været lidt af en troldmand hvad angår den yngste årgang, og i Petré Toddler’s Trophy over 1200 meter havde han to 2-årige heste til start. Sejren gik til Stald Rasjens Be My Chief-søn Marron, der viste et kæmpe talent og sluttede fremragende af fra sidste- til førsteplads under Manuel Santos. Det var staldkammeraten Air Force Eleven/Nicholas Cordrey der lagde bedst ud, og Cajun Cadet-sønnen førte faktisk til kort før mål hvor Marron gik forbi, og til slut nåede ligeledes debuterende Miss Saigon/Kim Andersen ligeledes forbi til andenpladsen. Forhåndsfavoritten Belvedere kunne ikke følge op på sin fornemme debutsejr og blev fjerde, mens Cut Best blev nummer fem.
Der var 35.000 kroner i førstepræmie til Marron, der ser ud til at gå en lysende fremtid i møde. Desmond Scarlett vandt netop dette 2-årsløb på Derby for to år siden med Casanova, så der er også en hel del at leve op til for Marron.



Dina Double
Tre ryttere formåede at vinde to løb hver på Derby-dag. Udover Manuel Santos lykkedes det nemlig også for både Dina Danekilde og Lennart Hammer. Dina fulgte op på Fawzia Stakes-sejren med at ride Double Ess til sejr i GP-Reklame Ærespræmie over 1600 meter. Løbet blev indledt hæsblæsende med Son Altesse klart i front, men midt i opløbet slap kræfterne op for Son Altesse, og i stedet skød Double Ess frem og vandt med en let længde før Estoy Enamorada/Susanne Vittarp og Chiefs Lady/Cathrine Weilby. Double Ess trænes af Ole Larsen, der dermed vandt sin anden sejr på Derby-Dag på atter beviste at han ikke har mistet taget med at have sine heste i topform på den sidste søndag i juni.

Larsen og Danekilde var meget tæt på at få et hattrick på dagen, idet Kaiser Suzek blev slået med det mindst mulige til andenpladsen af Poker/Marc Stott i Dantoto’s Ærespræmie. Ole Larsen havde sågar også tredjehesten gennem mål i form af Never Hide/Louise Møller.

Lennart Hammer fulgte op på He Magics Consolation-sejr da han trods tre kilos overvægt tog en overlegen fem længders sejr på Anja Runøe-trænede Eko Arabian Night i Tattersalls Grand Cup. Eko Arabian Night var knusende overlegen i opgøret og havde nærmest favoritten Bongo Bello/Jacob Johansen og Jolly Boy/Sara Slot, hvorefter Pearl Of York og Ganagun sluttede op. Der var 25.000 kroner i førstepræmie til Stall Eko, der ligeledes modtog en voucher på 2.000 engelske pund til én af Tattersalls auktioner i efteråret.

Derby-Dagen blev afsluttet med en Provins-sejr i House Of Horses Ærespræmie, hvor Le Tølbøll bedømte pacen perfekt på ryggen af Skyharbor, der førte hele vejen fra start til mål og vandt med to længder før godt afsluttende Ballet Princess/Sara Slot og Robinson/Anette Jarven.

*Øvrige fotos fra Derby-Dagen følger senere her på denne side.