|
Efter sidste år at have opnået tredjepladser i både Breeders’ Trophy Mile og Svenskt Breeders’ Trophy, samt en andenplads i Norsk Breeders’ Prize, fik Tovarich Racings 4-årige Blue Mary endelig den eftertragtede Breeders-sejr, da hun søndag eftermiddag strøg til tops i Klampenborgs udgave om 400.000 kroner.

Blue Mary/Kim Andersen vinder Ernst & Young Dansk Breeders' Cup før Vigelegere/Mark Larsen og William Tell/Manuel Santos.
Foto Burt Seeger.
Regnen piskede ned i den danske hovedstad fra den tidlige morgenstund, og banen blev på få timer forvandlet til en styrkeprøve hvor kun de stærkeste kunne klare sig. For tre af forhåndsfavoritterne, Blue Mary, Vigelegere og Xstase var regnen ikke specielt velkommen og løbet tegnede pludselig endnu mere åbent end på forhånd forventet.
Louise Møller var først ude af startboksen på ryggen af Justthetwoofus, der anlagde en god pace på bagsiden hvor feltet allerede var spredt godt ud. Mark Larsen valgte at blive indvendigt i banen med Vigelegere, mens både Blue Mary og Xstase blev taget mere roligt indledningsvis. Rundt opløbssvinget skød Xstase frem udvendigt, men Justthetwoofus holdt fortsat sin føring og Louise Møller valgte den korteste vej ind på den lige bane og var pludselig ensom i fronten, mens de øvrige frontfigurer trak helt ud til rækværket.

Kim Andersen var en lykkelig mand efter Breeders-sejren.
Foto Burt Seeger.
Kim Andersen var i sidste del af svinget omkring fem længder bag de forreste med en særdeles velgalopperende Blue Mary. Andersen valgte at sætte sit angreb ind midt i banen, men hoppen trak længere mod rails for hvert galopspring og endte faktisk helt inde ved Justthetwoofus. Blue Mary havde på dette tidspunkt ramt fronten og Kim Andersen kunne på de sidste 50 meter kigge sig over skulderen og konstatere at udvendige Vigelegere ikke kunne nå frem. Sejren var en kendsgerning med to lette længder.
Vigelegere tog andenpladsen for Mark Larsen, mens William Tell/Manuel Santos leverede en stor overraskelse som tredje før næstfavoritten Xstase. Justthetwoofus var meget træt på de sidste 50 meter men holdt heroisk hjem til den sidste præmie.

Træner Søren Jensen modtager sammen med Tovarich Racing Blue Mary i vindercirkelen.
Foto Burt Seeger.
Det bli'r i familien
Blue Marys Breeders’ Cup-sejr var endnu en triumf for Allwins-familien som Stutteri Elverdam var ophav til da de importerede hoppen fra England. Allwins blev selv mor til de klassisk vindende hopper All Fair og All Right, der selv har produceret storløbsvindere på samlebånd. All Right er mor til storløbsvinderen Lady Clementine, Kriteriums- og Jyllandsløbs-2’eren Sir Spencer samt det spændende klassiske prospekt Sir Alexander, mens All Fair har produceret store navne som Breeders’ Prize-vinderen New York, Opdrætningsløbsvinderen Mayfair, 2000 Guineas-2’eren Manomission og så naturligvis Blue Mary der er den hidtil mest vindende af dem alle. Avlshoppen All Fair ejes af York Stutteri, der også har opdrættet Richard Of York-datteren Blue Mary. Søren Jensen forestår træningen af Blue Mary, og efter en svag sæsonstart fik den regerende championtræner atter engang bevist, at det gælder ikke om vinde de første, men om at vinde de største.
Cut Siegerin i Consolation
Breeders’ Cup Consolation resulterede i en let to længders sejrtil Hanne Bechmann-trænede Cut Siegerin/Nicholas Cordrey, der med to længder besejrede staldveninden Theresa/Cathrine Weilby. Løbet blev længe ført af starthurtige Mamazita, som ville have udløst endnu en kæmpe gevinst på 250.000 kroner i V5-spillet, men Mamazita kunne ikke svare op på hverken Cut Siegerin eller Theresas angreb til slut. Den tidligere danske Kriteriumsvinder Cut Siegerin havde fra sæsonstarten selve Breeders’ Cup som hovedopgave, men kredsen omkring hende valgte i stedet Consolation, hvilket resulterede i en sejrspræmie på 30.000 kroner. Cut Siegerins sejrstid havde dog været god nok til en tredjeplads i hovedbegivenheden. Hoppen, der er halvsøster til Derby-vinderen Cut Champion, ejes af familien Brendholdt.

Hongkong/Cathrine Weilby (th) besejrer Thai Express i Gentofte Kommunes Ærespræmie.
Foto Burt Seeger.
Stor dag for Hanne Bechmann Hanne Bechmann har haft en svær sæsonstart med meget sygdom i sin stald, og årets første fem løbsdage havde bestemt ikke været nogen dans på roser for Enghavelyst-træneren. Det blev der dog vendt godt og grundigt rundt på denne søndag, og stalden kunne i alt fejre tre sejre. Foruden Cut Siegerin og Theresas double i Breeders’ Consolation kunne familiens eget opdræt Hongkong hjemtage Gentofte Kommunes Ærespræmie efter en medrivende opløbskamp med Thai Express/Kristina Kanstrup. Hongkong lagde ud i et hæsblæsende tempo under Cathrine Weilby og førte med adskillige længder rundt opløbssvinget. I opløbet fik den godt afsluttende Thai Express dog godt fat, men Hongkong kæmpede tappert og satte hovedet først på målstregen. Der var seks længder ned til Ballet Princess på tredjepladsen, mens Diaghilew og El Gouna fik de sidste præmiepenge.
Lige inden sejren i Gentofte Kommunes Ærespræmie havde Hanne Bechmann sadlet endnu en vinder, nemlig 4-årige Lights And Stars, der vandt karrierens første sejr under chilenske Juan Pinto. Lights And Stars var som en fisk i vandt i den bløde bane og havde ingen problemer med at bære 64 kilo over de 2200 meter. Han kom i mål to længder foran formstærke Finish First/Dina Danekilde, hvorefter der var mange længder til Paramax på tredjepladsen. Hestene kom ind med meget spredt margin i dette opgør, og der var således mere end 18 sekunder mellem vindende Lights And Stars og Take Off på sidstepladsen.

Metroline/Pernille Hansen vinder HKH Prinsesse Benediktes Ærespræmie.
Foto Burt Seeger.
Royalt sølvtøj til Pernille Hansen
Det traditionsrige opgør HKH Prinsesse Benediktes Ærespræmie for de kvindelige amatørryttere blev desværre ramt af tre afbud, hvilket gjorde at kun syv deltagere gjorde op om sejren. Det blev alligevel et flot og seværdigt opgør, hvor Allan Thelix’ 6-årige Metroline sejrede med en halv længde før forhåndsfavoritten Naughty Lady/Lea Olsen. Metroline blev redet til sejr af ex-professionelle Pernille Hansen, og det var Helenikos-sønnens anden sejr på tre starter i år.

HKH Prinsesse Benedikte overrækker sin ærespræmie til Pernille Hansen.
Foto Burt Seeger.
Tredjepladsen gik til Breeders’ Hope/Cia Nordström, hvorefter Namking/Nathalie Andersson og længe førende Casual Question/Gisela Jardby sluttede op.
Polemic ind i Derbybilledet
Udover Sir Alexander der aflagde sin maidentitel på Premieredagen har det været småt med Derbyemner i Søren Jensens stald. Denne søndag fik stalden dog et nyt godt kort på hånden i form af Polish Precedent-sønnen Polemic, der for første gang blev testet over distancen 2200 meter. Kim Andersen lagde offensivt ud i den bløde bane og på bagsiden fik han følgeskab af næstfavoritten Beefiftytwo/Mark Larsen. I sidste del af opløbssvinget stod det dog allerede klart at Polemic trivedes som en fisk i vandet, og Kim Andersen kunne uden problemer overtage teten og forsvinde væk til en sejr på mere end 20 længder. Beefiftytwo var 12 længder fri af tredjehesten Pingus, mens Earl Of York og Nefertiti sluttede op i præmierækken. Polemic fik et handicap på 75 for præstationen, hvilket i teorien burde være nok til at indløse Derbybilletten, og det er ikke utænkeligt at Elkær Stutteris eget opdræt nu går direkte ud årets hovedopgave søndag den 25. juni.
Sikker sejr til Late Night Love
Dagens andet 3-års maidenløb var over 1500 meter og havde Bodil Hallencreutz-trænede Trans Vision som kneben favorit. Sejren gik dog til næstfavoritten Late Night Love, der under Espen Ski sikkert afviste sæsondebuterende Nat King Cool/Mark Larsen til andenpladsen. Der var derefter langt til en forbedret Swedish Dancer/Manuel Martinez på tredjepladsen. Late Night Love trænes af Katharina Stenefeldt på Jägersro og ejes af Stall Boba KB.
Splendid Party!
Den tredje og sidste indledende afdeling af Træner- og HesteEjerForeningens Grand Prix Serie blev vundet af Håkan Crantz-trænede Splendid Party, der med Luis Villarroel på ryggen sejrede sikkert foran Sakiri/Nicholas Cordrey og Lady Ashborne/Fredrik Johansson. Feltet kom for en gangs skyld meget tæt samlet i mål, og ikke meget kunne skille de seks første ad. Det var anden sejr i træk for Splendid Party, der sammen med de øvrige kvalificerede skal dyste i Grand Prix-finalen lørdag den 10. juni.
Wrams Boss sluttede af - igen!
Svenske Maria Persson har fået rigtig god form på 4-årige Wrams Boss, der i årets første tre starter på Klampenborg har opnået to sejre og en andenplads. Wrams Boss rundede løbsdagen af med at vinde Troy Handicap med tre længder under Louise Møller. Andenpladsen gik til Mr Lotus/Kim Andersen, mens Eko Kramer/Manuel Santos holdt godt ved til tredjepladsen efter at have ført feltet ind på opløbet. Wrams Boss har endnu ikke så mange starter bag sig, og der er al mulig grund til at tro på at han yderligere kan forbedre sit forholdsvis lave handicap i de kommende starter.
|