Senest opdateret:
21. maj 2006
kl. 21:54
Nyheder Artikler Resultater Referater Debat Køb & Salg Guide Sæsonplan Links Kontakt

Hot Fudge og Icaros
strålede i regnen



- Af Filip Zwicky


Årets to første klassiske opgør i Skandinavien fandt begge sted i Klampenborg i lørdags, og det blev med gæste-sejre i begge opgør. Mens Lomitas-datteren Hot Fudge forsvandt væk fra konkurrenterne i hoppernes Mowerinaløb, indfriede Zafonic-sønnen Icaros sin favoritværdighed med en let sejr i Dansk 2000 Guineas.


Hot Fudge/Fernando Diaz vinder Mowerinaløb foran Antoinette/Sara Slot.
Foto Burt Seeger.

Lennart Reuterskiöld Jr kunne på en regnvåd lørdag vinde sin første klassiske sejr i Klampenborg, da Fernando Diaz med legende lethed red Hot Fudge til en overlegen fire længders sejr i Mowerinaløb. 12 heste var på plads i startboksen og Reuterskiöld Jr’s yngre bror Fredrik havde den klare toto-favorit i form af Casata.

Der blev lagt et godt tempo på opgøret fra start med Antoinette og Nashida som de forreste. Ved bakken og ind i opløbssvinget havde storoutsideren Nashida et par længders føring, Antoinette var ekstremt velgående på andenpladsen, mens Diaz gav Hot Fudge en perfekt rejse lige bag front-gruppen. Feltet spredte sig over hele banen i opløbet, men begivenhederne foregik indvendigt hvor Nashida stred tappert indtil Sara Slot fik overtaget med Antoinette. Samtidig kom Hot Fudge højere og højere op i tempo, og da hun endelig skiftede gear 200 meter fra mål det rigtig stærkt og hun forsvandt til slut væk fra Antoinette. Over mål var Hot Fudge fortsat på vej væk fra konkurrenterne, og præstationen var så afgjort i en klasse for sig.

Nashida holdt flot ved til tredjepladsen før Zoophia og My Dock, mens Casata ligesom sin staldveninde Zia skuffede stort som sidst og næstsidst – lige bagved et par andre skuffelser, Wido Neuroth-trænede Faster Sara og Luis Villarroels Choco Express, der aldrig sås med chance i det klassiske opgør.




Hot Fudge (SWE) v. Lomitas - Christian Church v. Linamix.
Foto Burt Seeger.

Mod Dansk Derby
Med sejren indløste Hot Fudge for alvor billetten til Dansk Derby, men om det inden da bliver en start i Dianalöpning eller Derby Trial Stakes er endnu ikke besluttet. ”Jeg er sikker på hun står Derbydistancen og hun udvikler sig fortsat, så vi er naturligvis rigtig spændte på Dansk Derby, der er hendes store hovedopgave i år”, fortalte en glad Lennart Reuterskiöld Jr efter Mowerina-sejren.


Stærk afstamning
Hot Fudges far Lomitas har sine meritter i orden – han var ubesejret som 2-årig i Tyskland, og som 3-årig var han tre-dobbelt Gruppe-1-vinder. Han vandt Grosser Preis von Baden (Gr.1) med syv længder foran Temporal, der tidligere havde henvist ham til andenpladsen i Tysk Derby (Gr.1), og sidenhen vandt han også Preis von Europa (Gr.1) med otte længder før Indica. Som avlshingst har Lomitas blandt andet produceret Arlington Million (Gr.1)-vinderen Silvano, Deutsches Derby (Gr.1)-vinderen Belenus og den flerfoldige Grade-1-vinder Sumitas. Hot Fudges mor Christian Church er selv ud af den mangfoldige franske championhingst Linamix og opdrættet af legendariske Jean-Luc Lagardere. Christian Church har med sit første afkom nu allerede fået en klassisk vinder, og hun har desuden en 2-årig hingst efter Duty Time og en 1-årig hingst efter Pennekamp, der begge bliver ret interessante at følge i fremtiden.



Icaros/Fredrik Johansson vinder Dansk 2000 Guineas før Django/Mark Larsen og Highway/Jose Luis Sanchez.
Foto Burt Seeger.


Let spil for Icaros
Dansk 2000 Guineas om 250.000 kroner havde en storfavorit i Wido Neuroth-trænede Icaros, og under sin faste makker Fredrik Johansson levede Zafonic-sønnen uden problemer op til den tunge byrde der har ligget på hestens skuldre siden han besejrede Peas And Carrots i Dansk Kriterium sidste efterår. Fredrik Johansson valgte en rolig indledning med Icaros, og ekvipagen placerede sig i den bageste del af feltet på bagsiden mens det gik stærkt foran med Highway/Jose Luis Sanchez og Mad Dog Slew/Manuel Santos. Rundt opløbssvinget forbedrede Icaros sin placering indvendigt i banen, og kort inde i opløbet skød han frem langs rails. Johansson virkede utrolig selvsikker i sin ridning, og han bad først sin hest om at strække rigtig ud efter han uden problemer havde ramt fronten et par hundrede meter fra målstregen. Udvendigt skød Django/Mark Larsen god fart, men hesten blev aldrig nogen rigtig trussel for Icaros og sluttede en godkendt nummer to. Tredjepladsen gik til Highway, der henviste sin stærkt afsluttende staldkammerat Indian Pale/Fernando Diaz til fjerdepladsen, mens Desert Victory blev femte.


Icaros/Fredrik Johansson.
Foto Burt Seeger.

Efter løbet nedlagde Jose Luis Sanchez protest mod Fredrik Johansson for trængning, men denne blev hurtigt og helt korrekt afvist af voldgiften, idet Icaros aldrig var i nærkontakt med sin konkurrent.


Icaros (SWE) v. Zafonic - Impetouos Air v. Warning.
Foto Burt Seeger.

Mange opgaver forude
Icaros har mange store opgaver foran sig i år, og den næste bliver Jockeyklubbens Jubileumslöpning på Täby den 13. juni. Derefter skal kredsen omkring den brune hingst beslutte sig for om Icaros skal prøves i Dansk Derby, eller om man skal vælge ”det sikre” og starter i Larch Ærespræmie over 1600 meter. Dernæst kommer de højt doterede Breeders-opgør mellem 1600 og 2000 meter i Sverige og Norge, hvor Icaros står til at kunne levere et rent million-korstog. Icaros har hidtil tjent ca. 780.000 kroner, og der skal gå meget galt hvis ikke han minimum fordobler sin indtjening i løbet af 2006!


To Lorofino-sønner kæmper om sejren i Jyllandsløbs Testen. Trym/Lennart Hammer slår Nablus/Fredrik Johansson.
Foto Burt Seeger.


Trym vandt Jyllandsløbs Testen
Årets første vinderløb for de 3-årige over 2200 meter lignede i første omgang en ren sportslig lækkerbisken, men feltet blev unægtelig amputeret via afbud fra to af vinterens varmeste derbykandidater, Peas And Carrots og Little Prince.
Når dette er sagt blev løbet som håbet både flot og dramatisk. Dramatisk fordi både Dalei og Medusa havde store problemer med at komme rundt tribunesvinget. Flot fordi de to Lorofino-sønner Trym og Nablus virkelig gav løfter for at de er med hvor det gælder når Dansk Derby rides den sidste søndag i juni. Nablus havde bagdel af både sit manglende kendskab til banen samt at det var hans sæsondebut. Fredrik Johansson måtte allerede være efter hingsten på bagsiden for at holde trit med Medusa og Dalei, mens Lennart Hammer kunne sidde helt stille med en velgående Trym. Udvendigt i banen var sæsondebuterende Love Affair fint gående for Nicholas Cordrey og hun lignede et godt bud blandt de tre første.

Direkte til Derbyet?
Kort inde i opløbet havde både Medusa og Dalei udspillet deres rolle, og i stedet tog Trym over midt i banen, mens Nablus skød frem under hård drivning indvendigt. Længere ude viste Quint Essentials sig, men det stod hurtigt klart at han ville få for langt frem denne gang. Nablus kæmpede bravt, men måtte til slut overgive sig overfor Trym der som forventet var yderligere forbedret i forhold til sæsondebuten – både grundet et løb i kroppen, men også idet han for første gang fik distance under benene. Bent Olsen var naturligvis meget tilfreds med Trym, der altså fortsat er ubesejret i 2006. ”Han beviste i dag at distancen slet ikke er noget problem, så det er ikke umuligt at vi nu går direkte til Dansk Derby, men vi har selvfølgelig muligheden for at give ham endnu et løb i kroppen i Derby Trial Stakes”, sagde en glad Bent Olsen.

Lorofino-double
Wido Neuroth havde heller ikke noget at være ked af med Nablus, der kun var slået med en længde af Trym – endda på trods af at det som før nævnt var årets første start og at han tilmed måtte give Trym et kilo. ”Jeg har lige nu to heste til Dansk Derby. Nablus og Icaros. Om de begge går efter Derbyet er uvist, men Nablus kommer i hvert fald”, sagde en tilfreds Neuroth efterfølgende. Jyllandsløbs Testen blev i øvrigt en triumf for både avlshingsten Lorofino og Stall EOS. Lorofino er nemlig far til både Trym og Nablus, og begge heste er opdrættet af netop Stall EOS. Stall EOS er også både ejer og opdrætter af 2000 Guineas-vinderen Icaros, så dagen stod virkelig i nu afdøde Erik Otter Steens tegn.




Caerless/Anette Jarven vinder Grand Prix Seriens anden afdeling med kort hoved før Senta/Kim Anersen.
Foto Burt Seeger.

Caerless chokerede i Grand Prix Serien
2.afdeling af Træner- og HesteEjerForeningens Grand Prix Serie fik en meget overraskende vinder i form af Lisa Gautier-trænede Caerless, der under Anette Jarven besejrede Senta/Kim Andersen med kort hoved efter en medrivende opløbskamp. Caerless var med fremme udvendigt hele vejen, og hun kæmpede bravt selv om Senta i flere omgange så ud til at kunne gå forbi. Tredjepladsen gik til Kinky Spot, mens Day Tripper og Kilbarri tog de sidste penge.2.afdeling af Træner- og HesteEjerForeningens Grand Prix Serie fik en meget overraskende vinder i form af Lisa Gautier-trænede Caerless, der under Anette Jarven besejrede Senta/Kim Andersen med kort hoved efter en medrivende opløbskamp. Caerless var med fremme udvendigt hele vejen, og hun kæmpede bravt selv om Senta i flere omgange så ud til at kunne gå forbi. Tredjepladsen gik til Kinky Spot, mens Day Tripper og Kilbarri tog de sidste penge.



Starlight's Olli aflægger maidentitlen for Bettina Wilson.
Foto Burt Seeger.

Endelig, Starlight's Olli!
Brian Wilson-trænede Starlight’s Olli hentede tre andenpladser i syv starter som 2-årig, og 2006 var blevet indledt med en tredje- og fjerdeplads. I sit livs 10. start opnåede den 3-årige Moto-Starlight-søn endelig sin første sejr, da han under Bettina Wilson førte samtlige 1800 meter i 3-års Maiden Serien og til slut vandt med to længder før Fado/Mark Larsen og The Pirate/Manuel Santos. Starlight’s Olli er både ejet og opdrættet af Claus Reinhold Andersen, der i år virkelig satser på hestene i Wilson-stalden. Løbets skuffelse var Lars Jakobsen-trænede Fusilier, der slet ikke kunne leve op til sæsondebuten som anden bag Alnitak. Fusilier var med fremme indtil 250 meter fra mål, men faldt til slut helt ned som sjette.


Bongo Bello/Kim Andersen vinder Farandole Handicap før Jolly Boy/Manuel Santos.
Foto Burt Seeger.

Flot sæsondebut af Bongo Bello
Torben Christensen har rigtig fin form på sin stald lige nu, og i Farandole Handicap fik både han og Stald Aros et lille plaster på såret ovenpå det meget kedelige tab af det 3-årige klassiske håb Picasso, der måtte aflives for små to uger siden.
5-årige Bongo Bello gav løfter for en stor sæson, da han under Kim Andersen gik fra sidste til første plads og overlegent slog Jolly Boy/Manuel Santos med to længder. Bongo Bello vandt to gange i syv starter sidste år, og det ser unægtelig ud til at Asaasy-sønnen får flere besøg i vindercirkelen her i 2006.



Media Hora/Jose Luis Sanchez vinder Super Sprint før udvendige Casanova/Manuel Santos.
Foto Burt Seeger.

Lynhurtige Media Hora
Når det gælder hurtighed er der ikke mange heste i hele Europa der kan matche Francisco Castro-trænede Media Hora. Den chilenske sprinter er lynende hurtig på de første meter, og denne lørdag kunne han føje endnu en Super Sprint over 600 meter til sine meritter. Under Jose Luis Sanchez vandt Media Hora med en let længde før den godt afsluttende Casanova/Manuel Santos og det 10-årige fart-es Bal de l’Ile.


Step Up/Gisela Jardby vinder Amatør Trofæ Serien.
Foto Burt Seeger.

Step Up i topform
Anki Svedberg-Karlsson-trænede Step Up lader sig ikke trykke med at han er blevet ni år gammel, og i sin vanlige stil sneg han sig op indvendigt under Gisela Jardby og vandt Amatør Trofæ Serien med en halv længde før Night Time/Sabina Leo, der havde været toneangivende hele vejen. Der var dødt løb på tredjepladsen mellem Procol Harum/Lea Olsen og Liguster/Simone Gallego-Pedersen. Spillerne skal især lægge mærke til sidstnævnte næste gang, idet Liguster var mange længder efter feltet på bagsiden og i starten af opløbet, men han leverede en helt forrygende afslutning og bør være sejrsklar næste gang.


Tasmania Dream/Espen Ski slår Finish First/Dina Danekilde.
Foto Burt Seeger.

Tasmania Dream afsluttede
Dagens sidste opgør, Slip Anchor Handicap over 2200 meter havde Finish First som favorit, men den formstærke handicapper måtte denne gang se sig henvist til andenpladsen af Bendt Jensen-trænede Tasmania Dream, som under Espen Ski forsvarede sig rigtig godt og sejrede med en længde. Forever blev tredje før Carnet Apache og en pænt afsluttende Finn Ind Sting.


God bedring, Jacob!
Da dagen var slut kunne man ikke andet end at skænke en tanke med god bedring til uheldige Jacob Johansen, der i torsdags fik en skulderskade i forbindelse med et styrt på Jägersro. Jacob får nu minimum tre ugers ufrivillig pause, og skaden betød også at han måtte afstå fra sine ridt på Guineas-dagen i Klampenborg. Dette kostede den danske jockey en sejr i Mowerinaløb med Hot Fudge, to andenpladser med Jolly Boy og Senta, en tredjeplads med The Pirate samt sejren i dagens sidste opgør med Tasmania Dream.

Vi glæder os til snart at se Jacob Johansen tilbage i sadlen igen!