Senest opdateret:
8. maj 2006
kl. 12:18
Nyheder Artikler Resultater Referater Debat Køb & Salg Guide Sæsonplan Links Kontakt

Icaros på hårdt arbejde



- Af Filip Zwicky


Sidste års vinder af både Dansk Kriterium, SM for 2-årige og Breeders’ Trophy Juvenile, Wido Neuroth-trænede Icaros, kom på hårdere arbejde end forventet i sin sæsondebut, da han blev udfordret af Bent Olsen-trænede Smart Guy i The Shamrock Inn 2000 Guineas Trial.


IIcaros/Fredrik Johansson slår Smart Guy/Lennart Hammer i The Shamrock Inn 2000 Guineas Trial.
Foto Burt Seeger.

Icaros stod spillet til 14 for 10 i totalisatoren da bokslågerne sprang op til den ene af dagens tre hovedbegivenheder. Francisco Castro-trænede Highway var hurtigst ude af boksen under Jose Luis Sanchez. De nærmeste lå i en tæt klynge, mens Fredrik Johansson lå helt tilbage i det otte heste store felt på Icaros. I sidste del af opløbssvinget skød Django/Mark Larsen frem udvendigt i banen, mens Lennart Hammer fandt vej indvendigt med sæsondebuterende Smart Guy. Her kom også Icaros med i spillet, og som en kanonkugle speedede Zafonic-sønnen fra sin næstsidsteplads helt frem og så faktisk ud til at kunne afgøre løbet let, men han fik uventet hård modstand fra Smart Guy som tappert forsvarede sig hele vejen til målstregen, hvor han dog måtte se sig slået med en halv længde af den norske storfavorit.


Icaros og Smart Guy i tæt opløbskamp.
Foto Burt Seeger.

En rigtig flot sæsondebut af Smart Guy, der ser ud til at have overvintret fortræffeligt i stalden hos Bent Olsen, og han er nu en af hjemmebanens nye store kandidater til Dansk 2000 Guineas den 20. maj. Der skal dog absolut ikke tages noget fra Icaros, der i form af sin fine 2-årssæson måtte give hele tre kilo til Smart Guy, og når de to heste mødes næste gang bliver det fra lige vægt! Der var en længde ned til Django på tredjepladsen, hvorefter de to staldkammerater Highway og Indian Pale kom sammen over målstregen, mange længder efter de forreste.



My Dock/Dina Danekilde vinder Telefonselskabet.dk 1000 Guineas Trial før Hot Fudge/Jacob Johansen og Zia/Kim Andersen.
Foto Burt Seeger.



My Dock overraskede
Wido Neuroth havde også storfavoritten i Telefonselskabet.dk 1000 Guineas Trial hvor ubesejrede Faster Sara fik sæsondebut. Desværre blev Faster Sara sparket umiddelbart inden løbet og fik ødelagt sine chancer. Skaden blev efterfølgende bekræftet af banens dyrlæge, og Wido Neuroth var ængstelig for om skaden var så alvorlig at Kalanisi-datteren ikke vil nå at blive klar til Mowerinaløb om fjorten dage.

Klar var til gengæld Jan-Erik Pettersson-trænede My Dock, der under Dina Danekilde vandt sin anden sejr i træk. My Dock sejrede efter en medrivende opløbskamp med udvendige Hot Fudge og indvendige Zia, og det var kun en halv længde som kunne skille de tre første ad. My Dock gav endda et kilo til Hot Fudge, men hun havde også fordel af et løb i kroppen fra sæsondebuten på Jägersro. De øvrige betroede heste i 1000 Guineas Trial, Choco Express og Females Fun sluttede begge uden for præmierækken.

Der er dermed lagt op til et utrolig åbent Mowerinaløb for hopperne i denne sæson – på nuværende tidspunkt findes der ingen klar forhåndsfavorit, men de tre første gennem mål denne eftermiddag skal bestemt regnes med gode chancer for at udfordre Fredrik Reuterskiöld-trænede Casata. Og så er Faster Sara gået fra at være forhåndsfavorit til en mindre outsider – spændingen udløses lørdag den 20. maj!



Vigelegere/Sara Slot er helt alene på banen i The Irish Rover Breeders' Cup Trial.
Foto Burt Seeger.


Vigelegere uden konkurrence
Dagens tredje trial var The Irish Rover Breeders’ Cup Trial over 1800 meter, hvor forhåndsfavoritten hed Blue Mary. Men det blev Caroline Strömberg-trænede Vigelegere der totalt stjal billedet i det 1800 meter lange opgør, og under Sara Slot forsvandt hoppen tidligt i opløbet væk fra det øvrige felt og sejrede til slut knusende overlegent med små 10 længder før Nightingale/Dina Danekilde og William Tell/Manuel Santos.


Sara Slot og Vigelegeres modtages af Jessica Strömberg og Benny Andersson efter den overlegne sejr.
Foto Burt Seeger.

Sejren til Vigelegere blev endnu en triumf for Caroline Strömberg, Benny Anderssons Chess Racing og avlshoppen Mondschein, der som bekendt udover Vigelegere er mor til Sibelius.


Benny Andersson og Sara Slot var naturligvis glade efter sejren.
Foto Burt Seeger.

”Nu går vi mod Dansk Breeders’ Cup den 28. maj. Det var hendes første start i år, og jeg tror der findes endnu mere forbedring i hende. Det var skønt at se hende vinde på sådan en dejlig dag i Klampenborg”, sagde en glad Benny Andersson, der håber på genvalg til Sara Slot i bøjlerne på hesten til den store opgave om tre ugers tid. Vigelegere blev hævet fra 79 til 85 på dagens præstation.
Blue Mary sprang igennem bokslågerne inden start, og i selve opgøret var hun bleg allerede i opløbssvinget. Hun blev rapporteret halt efter løbet af sin træner Søren Jensen, og det bliver nu en kamp mod tiden at få hende klar til det der var hendes hovedopgave i år.


Casanova og Manuel Santos vinder legende let The Shamrock Inn Munster Cup.
Foto Burt Seeger.


"Tag godt imod Casanova"
Banespeaker Carsten Bundgaard kunne godt have vovet pelsen denne gang – for Desmond Scarlett-trænede Casanova var i sandhed tilbage i samme forfatning som vi så ham tidligt i 2-årssæsonen forrige år. I The Shamrock Inn Munster Cup over 1300 meter lagde Magic Ring-sønnen under Manuel Santos et hårdt tryk på førende Justthetwoofus i opløbssvinget, og kort inde på lige bane var favoritten knækket, hvorefter Casanova ufortrødent fortsatte i ensom majestæt og til slut vandt med næsten syv længder før Hongkong/Cathrine Weilby og Makavelli/Anette Jarven. Casanova ejes nu af Come Together Racing og Stald Rasjen, og den fukse hingst vandt i øvrigt i de samme farver som Desmond Scarletts tidligere stjernehest Otto, der vandt storløb som Produce Stakes, Dansk Kriterium og Klampenborg Store Sprint. Én af årets hovedopgaver for Casanova bliver netop Klampenborg Store Sprint, som Desmond Scarlett har vundet fire gange tidligere – én gang med Otto, og tre gange med Prime Match. Casanova blev hævet fem kilo for sejren og står nu i 85.


Faahem/Lennart Hammer aflægger maidentitlen i Norcornex Maiden Stakes
Foto Burt Seeger.


Faahem indfriede
Bent Olsen-trænede Faahem var ligesom Icaros spillet til 14 for 10 i totalisatoren, og han skuffede ikke sine mange tilhængere via en overlegen seks længders sejr i Norcornex Maiden Stakes over 1400 meter. Distancen passede uden tvivl Faahem bedre end i sæsondebuten, hvor han over 1800 meter blev fanget på de sidste meter af Sir Alexander. Denne gang kunne Faahem komme længere bagfra, og da han først kom op i gear kunne Lennart Hammer uden større sværdslag trække afgørende fra. Foxontheline var forbedret på andenpladsen, en længde foran Araar og Fado.



He Magic/Espen Ski slår La Parilla og Medusa i The Irish Rover Maiden Stakes
Foto Burt Seeger.

Bent Olsen fortsætter
Kort inden Faahem aflagde sin maidentitel havde Bent Olsen sadlet dagens første vinder, da Final Appearance-sønnen He Magic let med en længde sejrede for Espen Ski i The Irish Rover Maiden Stakes over 2200 meter. Det var He Magics sæsondebut, og han nød uden tvivl at få længere distance under hovene. Undervejs var staldkammeraten Nefertiti/Lennart Hammer toneangivende, men da løbet skulle afgøres viste He Magic sig stærkest og han henviste La Parrilla/Dina Danekilde til andenpladsen, mens debuterende Medusa/Kim Andersen blev tredje og totofavoritten Starlight’s Olli fjerde.



Naughty Lady/Dina Danekilde slår Maunsell's Road/Luis Villarroel i The Shamrock Inn Limerick Handicap.
Foto Burt Seeger.

2 x Dina og Sara
Dina Danekilde har startet denne sæson helt fantastisk, og for anden gang på årets tre første løbsdage kunne den danske jockey tage to sejre med hjem til Malmö. Dina vandt som før omtalt 1000 Guineas Trial med My Dock, og inden da havde hun indledt dagen med endnu en sikker halv længdes gevinst på ryggen af Karola Larssons Naughty Lady, der besejrede en klart forbedret Maunsell’s Road/Luis Villarroel, hvorefter der var mange længder ned til Metroline på tredjepladsen. Dina Danekilde fører Klampenborg-championatet med fem sejre, fem andenpladser og en enkelt tredjeplads, hvilket må siges at være imponerende.


White Precordia/Sara Slot vinder The Viking House Handicap.
Foto Burt Seeger.

Også Sara Slot klarede sig flot igennem løbsdagen, hvor hun foruden sejren med Vigelegere i Breeders’ Cup Trial også red Gina Rooth-trænede White Precordia først over stregen i The Viking House Handicap over 1600 meter. ”Jeg troede faktisk at jeg skulle have vundet på hende sidste gang, men hun tacklede ikke rigtigt banen på det tidspunkt, og i dag passede det hele meget bedre”, sagde en glad Sara Slot.



Wrams Boss/Anna-Maria Andersson afslutter dagen med at vinde Ballingarry Steel Amateur Cup.
Foto Burt Seeger.

Wrams Boss afsluttede
Dagen blev afsluttet med et svært amatørløb, hvor spillerne var i vildrede. Favoritten Mr Lotus startede således i 47 for 10, men han rakte kun til en tredjeplads denne gang. Sejren gik i stedet til Maria Persson-trænede Wrams Boss, som under Anna-Maria Andersson vandt med en længde før 9-årige Step Up/Lea Olsen. Wrams Boss fik dermed fulgt op fra sin gode andenplads i sæsondebuten på premieredagen og afsluttet en fin ”Irish Day at the Races” på Klampenborg Galopbane.