|
Finaledagen på Klampenborg bød på en række spændende løb med de 2-åriges længste opgør Basnæsløb som hovedbegivenhed. Den ultimative styrkeprøve for den yngste årgang over 1800 meter havde samlet et godt felt på ni heste, og det var med Fredrik Reuterskiöld-trænede Al Bagari som klar favorit i 19:10.

Choco Express vinder Basnæsløb i sikker stil før Rue Flandrine og Lucky Life.
Foto Burt Seeger.
Det tunge græsunderlag havde allerede i de foregående løb vist sig at ”skille fårene fra bukkene” og hestene kom i det hele taget meget spredt i mål denne eftermiddag. Luis Villarroel valgte alligevel at tage teten fra start med fjerdefavoritten Choco Express, der anlagde et fint tempo på løbet med Django lige bag sig. Villarroel søgte naturligt langt ud i banen fra sit indvendige startspor og tog et bredt sving ind på opløbsstrækningen, hvor mange af deltagerne fortsat sås med chance. Django var den første til at falde fra, mens favoritten Al Bagari efter en rejse blandt de bageste havde sneget sig langt frem for Kim Andersen. Der var dog aldrig noget bid i Al Bagaris angreb, og i stedet var det dennes staldveninde Rue Flandrine der viste sig at være den største trussel for Choco Express. Der var dog ingen tvivl om løbets bedste hest på dagen, for Choco Express forsvarede sig fortræffeligt langs rækværket og holdt hjem til en sikker længdes sejr før Rue Flandrine, som igen havde fire længder til Lucky Life og Receptionist på de næste pladser. Al Bagari sluttede på en skuffende syvendeplads, men havde ifølge en skuffet træner Fredrik Reuterskiöld trådt forkert og var ikke kurant efter løbet.
Ultra-stærk afstamning
Intet kunne tages fra vindende Choco Express, der her sejrede for anden gang i karrieren. I starten inden var Richard Of York-datteren tredje bag Peas And Carrots i Vinterfavoritternes Ærespræmie, og hendes sejr i dag giver naturligvis endnu et boost til formen fra dette løb. At Choco Express har top-chance for at ende blandt årgangens absolutte fløjhopper til næste år er der absolut ingen tvivl om. Hun repræsenterer én af de stærkeste hoppelinjer en skandinaviskfødt hest kan fremvise, og det skal især blive spændende at følge Choco Express over de længere distancer i 2006. Hendes mor Boss Lady (v. Last Tycoon) vandt selv over 1600 meter som 3-årig, og i avlen er hun udover Choco Express mor til Priolo-hoppen High Priestess, der er vinder af fire fladløb på distancer mellem 2400 og 2800 meter. Derudover har High Priestess vist sig at være en glimrende forhindringshest med to sejre og fire andenpladser i sine første 10 starter. Dagen inden Choco Express vandt Basnæsløb var hendes søster i England således anden gennem mål i et Grade-3-løb over 3200 meter i en dyb græsbane på Down Royal, så det blev en flot weekend for familien der længere nede på moderlinjen sågar tæller sidste års Epsom Derby-vinder North Light.
Christina og Flemming Parris er forholdsvis nye hesteejere i galopsporten, og ægteparret kan nu gå en rigtig spændende vinter i møde med én af de klassiske favoritter til sæsonen 2006.

Fredrik Johansson kan for første gang i karrieren kalde sig Champion på Klampenborg.
Foto Burt Seeger.
Fredrik tog jockeytitlen
Kim Andersen har igennem de sidste 17 år siddet hårdt på Klampenborgs jockeychampionat, og kun Mark Larsen har siden slutningen af 1980’erne formået at fravriste Andersen et enkelt championat tilbage i 1999. Men i år fik Klampenborg en ny champion på ryttersiden i form af Fredrik Johansson, der med 18 sejre var tre foran Kim Andersen inden dagens otte sidste professionelle opgør.

Dancing May/Kim Andersen vinder dagens første opgør.
Foto Burt Seeger.

Elmanda sørger for Kim Andersens anden dagssejr - og holdt kortvarigt liv i kampen om jockeychampionatet.
Foto Burt Seeger.
Andersen fik dog hurtigt sørget for stor spænding i regnskabet, da han sikrede sig sejren to af dagens tre første løb med henholdsvis Dancing May i Hambletonian 3-års Handicap over 1800 meter og Elmanda i Araberløbet. Dermed var Kim kun en enkelt sejr fra at overtage førstepladsen, og med en lille håndfuld rigtig gode ridt så chancerne virkelig gode ud for et titelforsvar.

Mrs Moneybags aflægger maidentitlen før Starlight's Ollie og debutanten Polemic.
Foto Burt Seeger.
Fredrik Johansson svarede dog op i 2-års MaidenSerien hvor han red Lars Kelp-trænede Mrs Moneybags først over stregen med tre sikre længder til Starlight’s Olli og yderligere tre længder til den veltrukne debutant Polemic som mistede en del længder i starten men alligevel formåede at indtage tredjepladsen afgjort en hest med en stor fremtid foran sig.
Mrs Moneybags ejes af Stall Mokamo, og samme stald sørgede ligeledes for at slå Johanssons championtitel helt fast LördagsTrio/Komben, hvor Duty Time-sønnen Next Venture sikkert kunne afvise Bologne med en halv længde, hvorefter der var langt ned til Kim Andersen og Pearl Of York på tredjepladsen. Dermed blev slutfacit 20 sejre til Fredrik Johansson, der vandt sit første championat på Klampenborg. Kim Andersen sluttede med 17 sejre, mens Mark Larsen kravlede op som nummer tre efter at have vundet Daylami Handicap på ryggen af Birgitta Paulsson-trænede Sammy’s Jewel.

Lea Olsen sikrer sig amatørrytter-championatet på ryggen af Bent Olsens Cadiline.
Foto Burt Seeger.
Lea og Marc også i vælten
Bent Olsen sadlede i den afsluttende udgave af Amatør Trofæ Serien 3-årige Cadiline med håbet om at dette ville give Lea Olsen en førsteplads i amatørrytter-championatet. Og ganske rigtigt, Cadiline var velforberedt til opgaven og Primatico-sønnen sejrede knusende overlegent med 10 længder før Rational Rose/Nicolaj Stott og Nardello/Martin Hibel. Lea Olsen var forståeligt jublende lykkelig da hun krydsede målstregen og dermed i 11. time kunne sikre sig championatet.

Udvendige Never Hide/Marc Stott slår Lady Ashborne/Cathrine Weilby.
Foto Burt Seeger.
Lærling Marc Stott var i forvejen på førstepladsen i lærlingenes titelkamp, men han fik cementeret sin triumf i Commander In Chief Handicap, da han på ryggen af Never Hide vandt med en halv længde før Lady Ashborne og Flying Colours i dagens mest tætte opløbskamp.

Træner Christian Usinger fik rundet en flot sæson af med The Ugly Duckling,
der vinder årets sidste løb i overlegen stil for jockey Lennart Hammer.
Foto Burt Seeger.
Usinger sluttede af
Årets sidste galopløb i Klampenborg, Kent Desormeaux Handicap over 2200 meter blev afviklet ved flagstart, og resulterede i en ren opvisning af Christian Usinger-trænede The Ugly Duckling, der her sejrede for anden uge i træk for Lennart Hammer, der tog chancen helt indvendigt i banen som stort set ikke havde været brugt hele løbsdagen igennem. En rigtig disposition, som resulterede i at The Ugly Duckling nok kommer til starte 2006 fra et væsentligt højere tal end de 57 han var ude efter her. The Ugly Duckling, som ejes af Squires Racing, er i øvrigt en halv-storebror til selveste Fly Society, og efter at have været plaget af skader igennem stort set hele karrieren kan The Ugly Duckling virkelig være på vej til at flyve op igennem klasserne til næste år.
Nyt fremgangsår for Klampenborg
Dermed sluttede sæsonen 2005 i Klampenborg, og det blev atter et år med fremgang i både spillet, programsalget, præmiesummerne, sponsorindtægterne samt stigning i publikumsbesøget og antallet af startende heste. For første gang i mange år lå baneomsætningen sågar over 400.000 kroner pr. Løbsdag og banespillet steg med hele 6 procent per løb. Københavner-banen slår portene op igen til sæson 2006 i midten af april næste år.
|