BURT SEEGER FOTOGRAFI APS
Bestilling af billeder:
+45 40 87 20 22
Burt@mail.dk



Senest opdateret:
30. oktober 2005
kl. 11:35

Nyheder Artikler Resultater Referater Debat Køb & Salg Guide Sæsonplan Links Kontakt



Mageløse Mambo King suveræn i Tortue


- Af Carsten Bundgaard


Hvad der på forhånd lignede en af de blødere dage i Klampenborg, blev i stedet til en af årets bedste enkeltstående sportslige præstationer. Signeret Mambo King.


Mambo King/Lennart Hammer vinder en overlegen sejr i Tortue Efterårshandicap før distancerede Sibelius og Alkadem.
Foto Burt Seeger.

Årets norske derbytoer var feltets enlige treåring i Tortue Efterårshandicap, og der var ikke ligefrem novicer blandt konkurrenterne. Sidste års derbyvinder Sibelius blev spillet til favorit, og jockeyen Mark Larsen valgte også et offensivt oplæg med løbets topvægt. Initativet holdt til 400 meter hjem. Så lukkede Lennart Hammer Hansen op for hanerne i Mambo King, og det foregik i et tempo, som ganske ikke fandtes i benene denne eftermiddag blandt modstanderne.


Mambo King/Lennart Hammer.
Foto Burt Seeger.

Placeret klistret op ad rails sejrede Mambo King efter behag. Med hele seks længder ned til Sibelius på andenpladsen, mens hårdt betroede Tough Line havde en offday som sidste hest.
"Det var en herlig optakt til Treåringernes Elitelöpning på Täby", sagde en velfornøjet medejer Jeppe Eisner efter sejren, op opdrætteren Nick Elsass fra York Stutteri ønskede ikke at modsige Jeppe Eisner.
"Nej det var meget flot", konstaterede opdrætteren, mens man spejdede forgæves efter træneren Lars Kelp ved præmieoverrækkelsen. ""Lars er i USA til Breeders' Cup-dagen", beretter Nick Elsass, der selv på tirsdag siger good bye til sønnen Alexander Elsass og hans bedre halvdel i de kommende seks måneder. "Vi skal til Australiens største stutteri Arrowfield for at dygtiggøre os", siger Alexander Elsass, der forventer at være tilbage i Danmark når Københavns Galopbane siger goddag til 2006. Mambo King slutter altså sæsonen i Treåringernes Elitelöpning, som man kan følge direkte på DanToto Racing Live. Der vil være spil fra Danmark til samtlige løb i Stockholm tirsdag den 8. november.


Lucky Life/Mark Larsen aflægger maidentitlen i 2-års MaidenSerien 1.
Foto Burt Seeger.

Lillebroderen måtte aflives
Mambo King-opvisningen faldt kort efter at dens lillebror Castor ulykkeligt måtte aflives efter dens debut i 2-års MaidenSerien, hvor toåringen kom til skade under løbet som favorit i totoen.
"Så forfærdeligt", sagde opdrætteren Nick Elsass. Løbet blev en smal sag for svenskfødte Lucky Life med trænersønnen Mark Larsen i sadlen. Parret fik kontrol tidligt i opløbet, og den Ole Larsen-trænede unghest vandt sikkert foran en godkendt Antoinette.


Lucky Life/Mark Larsen.
Foto Burt Seeger.

Ole Larsen har i det hele taget sit materiale på toppen, uden man dog kan drage nogen som helst sammenligning med trænerens storhedstid med dansk licens, med klassiske sejre på samlebånd.


Mamazita/Kristina Kanstrup slår Casanova/Marc Stott.
Foto Burt Seeger.

Jägersro-træneren fik en vinderbuket med hjem mere, da formtoppede Mamazita tog anden sejr på stribe. Kristina Kanstrup Nielsen sad på vinderen, der afviste et udmærket angreb fra 26:10-favoritten Casanova. Mamazita er en af de heldigvis stadigt flere andelsheste i sporten. I ejerkredsen indgår Karin Blomgren, der har været en trofast tilskuer til løbene på banen i 45 år!!


Mamazita/Kristina Kanstrup.
Foto Burt Seeger.

"Men ingenting sportsligt slår det at være med i en hest som vinder. Det er en skøn fornemmelse", sagde den sympatiske hesteejer efter sejren.




Titchi Witchi/Lennart Hammer vinder.
Foto Burt Seeger.


Double til Usinger
Hjemmetræneren Christian Usinger fik to sejre til stalden på Hvidegården. Begge med andelsheste til høje odds, og begge iført Lennart Hammer Hansen på ryggen! Titchi Witchi var første ben i doublen. Fik det løb som passer bedst. En rejse lige bagved de førende, hvor jockeyen kan spare speeden længst mulig. Titchi Witchi afviste sikkert Be My Circus Star til oddset 14,92.


The Ugly Duckling/Lennart Hammer.
Foto Burt Seeger.

Betalingen var endnu bedre, da The Ugly Duckling hentede sin første sejr i tilværelsen. Lennart Hammer Hansen ventede til 11. time med angrebet, og det rakte til sejr til over 30 gange indsatsen foran Lady Mara og længe førende Fantastic Night.
"Andelsheste tiltaler mig meget", beretter Christian Usinger. "Folk kan være med i sporten for små penge og have det rigtig sjovt sammen om deres hobby. Jeg har et nyt projekt igang. En lillesøster til Casanova. Vi udstykker hende i 10 andele, og en part kan holdes for cirka 1000 kroner om måneden med alt inkluderet", informerer Christian Usinger.

.


Minnie/Dina Danekilde slår staldveninden Call Girl/Mark Larsen dagens Claiming Race.
Foto Burt Seeger.

Syvende sejr til Minnie
Stutteri Nova-opdrættede Minnie fortsætter med at forbløffe. Hoppen vandt salgsløbet legende let for Dina Danekilde, og det blev oven i købet til dobbeltsejr til træner Louise Møller-stalden med Call Girl som runner up. Men Minnie kom ikke med træneren hjem til det nordjydske. Arado-datterens nye hjem er nemlig i det svenske. Sofie Roslund var en af to som bød 35.000 kroner, og pigen fra Sverige vandt lodtrækningen om retten til at overtage årets sensationshest i Danmark, som indledte sin udvikling hos dens tidligere træner Helle Christensen, som nu desværre må forlade sporten på professionel vis.


Louise Møller smiler lykkeligt efter endnu en triumf på Klampenborg.
Foto Burt Seeger.

"Helbredet rækker ikke længere", sukker Franz Nutz-eleven. Minnie har vundet samtlige sine syv løb i år på danske baner. Kun den tidligere John Nielsen-trænede Rusty Whistle har sejret mere i Danmark i en og samme sæson, med otte førstepladser. Også Gilbert Of York blev handlet i salgsløbet, og også her blev den nye ejer fundet ved lodtrækningen for et bud på 35.000 kroner. Træner Peter Rif serverer nu havren for Gilbert Of York.



Hot Fudge/Jacob Johansen aflægger maidentitelen før Mrs Moneybags/Fredrik Johansson.
Foto Burt Seeger.


Tre sejre mere til svenske stalde
Det blev atter en indbringende dag for trænerne i Sverige på grønsværen i Klampenborg. Foruden to sejre til Ole Larsen blev det til tre øvrige førstepladser, hvor navnlig toåringen Hot Fudge ligner et løfte for fremtiden.
Løbets næstmindst spillede hest overraskede stort da dens afslutning rakte til debutsejr, velforberedt af Jägersro-træneren Lennart Reuterskiöld Jr.


Hot Fudge/Jacob Johansen.
Foto Burt Seeger.

I sadlen Jacob Johansen, som henviste Mrs Moneybags/Fredrik Johansson til pladsen bag vinderen. "Jeg er nu ikke så overrasket", bekendtgjorde Lennart Reuterskiöld Jr. efter sejren til oddset 41,27 "Det er en hoppe som vi har ambitioner med i årgangsløbene til næste år".


Stealin' og Luis Villarroel vinder efter føring fra start til mål.
Foto Burt Seeger.

Peter Lindoff hedder en kommende prof-træner i Sverige. Efter en serie år som medarbejder i diverse stalde, føler svenskeren sig nu moden til at forsøge sig i de selvstændiges rækker. Peter Lindoff havde bare en hest med til Klampenborg, og det var nok til sejr. Stealin' med Luis Villaroel var svaret i V5-spillets åbningsløb med sikre to længder til Early Born.


Cece Runner/Libor Kranat afviser Dancing May/Kim Andersen.
Foto Burt Seeger.

Anden Klampenborg-sejr i træk kom til Cece Runner. Den ejes og trænes af Malin Roth, der havde givet genvalg til Libor Kranat efter sejren forleden, og den beslutning kom Malin Roth ikke til at fortryde. Libor Kranat red et fint offensivt løb på Cece Runner. Vinderen blev presset til slut af Dancing May og Kim Andersen, men det lykkedes ikke banens forsvarende jockeychampion at reducere Fredrik Johanssons forspring. Der adskiller således fortsat tre sejre mellem rytterne inden finaledagen, så det ligner Johansson i smoking til championatsfetsen fredag den 18 november.