DIT BANNER HER?
Pris: 1.500 DKK pr. måned!
Ring +45 20 33 58 11


Senest opdateret:
22. maj 2005 kl. 18:37

Nyheder Artikler Resultater Referater Mailing-service Guide Sæsonplan Foreninger Links



Klassiske roser til
Xstase og York Street



- Af Filip Zwicky


Årets to første klassiske opgør i Skandinavien, Dansk 2000 Guineas og hoppernes Mowerinaløb, fandt begge sted lørdag eftermiddag i Klampenborg, og det blev Norge og Sverige der delte løbene imellem sig.


Xstase/Fredrik Johansson kæmper indædt for sejren i Mowerinaløb mod indvendige Irish Corner/Manuel Martinez.
Foto Burt Seeger.

Wido Neuroth var atter engang taget til Klampenborg med transporten fyldt med favoritter, og den norske storstald stod på papiret bedst rustet i begge klassiske opgør. Således stillede Neuroth med tre deltagere i Mowerinaløb – Xstase, Solvana og Cut Siegerin – og disse var de tre eneste spillet til under 10 gange pengene i totalisatoren. Fredrik Johansson havde valgt at ride Trempolino-datteren Xstase, og valget skulle vise sig at være det rigtige på dagen, idet den talentfulde hoppe fulgte op på sejren i sæsondebuten med at vinde Mowerinaløb og førstepræmien på 100.000 kroner. Men Johansson måtte dog kæmpe indædt for sine procenter, idet Fredrik Reuterskiöld-trænede Irish Corner under Manuel Martinez leverede en helt igennem fantastisk indsats og gav vinderen kamp helt til stregen, og kun et kort hoved afgjorde løbet til Xstases fordel. Xstases to staldveninder Solvana og Cut Siegerin fulgte på de næste pladser, mens Lars Kelps Munay blev bedste dansktrænede hest i løbet på femtepladsen. Xstase, der i fjor vandt Svenskt Kriterium, startede for kun femte gang i karrieren og dette var hendes fjerde sejr.


Så tæt var de over mål i Mowerinaløb - sejren gik til Xstase/Fredrik Johansson (nærmest).
Foto Burt Seeger.

Stall Magnums fukse hoppe går nu videre mod sine øvrige klassiske opgaver i Skandinavien. Dagens baneunderlag i Klampenborg var bestemt ikke til hendes fordel, og hun vil være endnu bedre i en fast bane i fremtiden.


York Street/Manuel Santos vinder Dansk 2000 Guineas før Danish Hand/Manuel Martinez.
Foto Burt Seeger.

York Street bedst i 2000 Guineas
Efter afbud fra både Wild Cat Williams og Procol Harum var kun seks heste til start i Dansk 2000 Guineas om en kvart million kroner. Også her var Fredrik Johansson på ryggen af løbets storfavorit, Wido Neuroth-trænede Gaston, der i sin sæsondebut slog både York Street og Danish Hand i 2000 Guineas Trial. Ved denne lejlighed var Gaston et godt stykke bag York Street med bare 250 meter igen, men han skaffede sig sejren via hårdt arbejde udvendigt i banen. Taktikken var nøjagtig den samme denne gang for både York Street og Gaston, og Manuel Santos satte sig straks fra start på løbet med førstnævnte som fik lov at føre i fred ind på opløbet, hvor parret kunne holde sig i front hele vejen og til slut sejre med to overlegne længder før Danish Hand/Manuel Martinez, mens Fredrik Johansson aldrig rigtig fik sat samme skub i Gaston som i Guineas Trial.


York Street / Manuel Santos.
Foto Burt Seeger.

Efter løbet indberettede Fredrik Johansson dog til voldgiften, at favoritten viste tegn på halthed efter løbet. Det stod dog ganske klart, at York Street var den klart bedste hest på dagen, og hesten fik givet endnu en klassisk sejr til sin far Richard Of York, mens moderen, den storløbsvindende hoppe Pickabo Street, her fik sin første klassiske vinder..


Mission Possible holder hjem med en halv længde før udvendige Glenury Royal.
Foto Burt Seeger.

Mission Possible er Derbyfavorit!
Jyllandsløbs Testen – årets første vinderløb over 2200 meter i Klampenborg – havde samlet et forrygende felt med flere af de store forhåndsfavoritter til Dansk Derby på startlinjen. Mest betroet var Tommy Gustafssons ubesejrede Glenury Royal, der hidtil ikke havde været i nærheden af konkurrence på Täby. Glenury Royal fik samtidig et kilo af løbets mest meriterede hest, norske Mission Possible. Tiltro var der ligeledes til Bodil Hallencreutz-trænede Sea Stream, og Wido Neuroths sæsondebutant Final Party. Forhåndsfavoritterne klarede flot deres første møde med Klampenborgs tribunesving, og kort inde på bagsiden satte Espen Ski tempoet kraftigt i vejret med Mission Possible, der tog en klar føring før Sakiri og Glenury Royal på de nærmeste pladser. Ind på opløbsstrækning havde Glenury Royal fået bedre kontakt til Mission Possible, men Ski havde en masse gemt i sin hest der atter trak fra kort inde på det lige, og på trods af et hårdt forsøg kunne spanske David Delgado aldrig indhente Espen Ski som bar Mission Possible hjem til en halv længdes sejr før Glenury Royal. Tredjepladsen gik til Final Party, mens Glenury Royals rejsekammerat Sheik Dubai blev fjerde før Sea Stream. Med sejren konstituerede Mission Possible sig som øjeblikkets favorit til Dansk Derby den 26. juni, og efter denne kraftpræstation er det umiddelbart svært at se hvordan Glenury Royal skal få vendt formen på Groom Dancer-sønnen. Dog kom Stockholm-hesten en del nærmere til slut og i Derbyet er distancen 200 meter længere, så alting er naturligvis fortsat meget åbent. Mission Possible får endnu en start inden Dansk Derby, hvilket bliver i Lyches Minneløp over 2000 meter på hjemmebanen i Oslo.


Fly Society/Kim Andersen vinder Forårs Cup før indvendige Magic Fact.
Foto Burt Seeger.

Fly Society mod stjernerne!
I Forårs Cup over 1600 meter var et stærkt felt på ni heste samlet i kampen om 60.000 kroner, og det var med den tidligere 2- og 3-års Champion Arlberg som favorit i sit skandinaviske comeback. Der blev sat godt fart på løbet fra start med Arlberg, Feaat og Magic Fact helt fremme, mens Kim Andersen vanen tro lod Fly Society galoppere sig stille og roligt ind i legen. Ind på opløbet valgte Lennart Hammer den indvendige vej med Magic Fact som tidligt satte Feaat af, mens Arlberg blev forsøgt længere ude i banen. Fly Society var kommet helt frem i forreste geled uden at Kim Andersen endnu havde trykket på knappen, og da han endelig gav Flyinfact-sønnen marchordre fløj hesten med det samme i clinch med Magic Fact, og de to heste kæmpede indædt hele vejen til målstregen, hvor Fly Society var et kort hoved foran sin modstander. Cabriac viste gryende form to længder efter på tredjepladsen, mens Arlberg faldt fra til slut og sluttede fjerde. Ligesom det var tilfældet med Gaston, rapporterede Fredrik Johansson efterfølgende til voldgiften, at Arlberg viste tegn på halthed efter løbet. Intet kunne dog tages fra Fly Society, der ser ud til at være på direkte vej imod den skandinaviske miler-elite. Dagens præstation var uden tvivl den bedste nogensinde af ’flyvemaskinen’, der muligvis kan fuldføre den mission hans far Fliyinfact grundet en skade aldrig fik mulighed for – at blive den bedste miler i Skandinavien!


Day Tripper og Jacob Johansen er knusende overlegne i Grand Prix Seriens 2. afdeling.
Foto Burt Seeger.

Day Tripper overlegen
Træner Helena Fylking har fået en rigtig flot start på denne sæson, og i Træner- og HesteEjerForeningens Grand Prix Series anden afdeling sadlede hun 5-årige Day Tripper, der et par skuffende præstationer på Jägersros dirt track nu var tilbage på Klampenborgs græs, hvor han i sine tre tidligere starter havde vundet to gange – heriblandt sidste års Breeders Cup Consolation. Day Tripper fik lov til at gå i front i sit eget tempo, og ind på opløbet kunne Jacob Johansen se sig tilbage og konstatere at ingen af konkurrenterne kom nærmere. Spectacular Tide-sønnen vandt fuldstændig afstoppet med mange længder ned til Rusty Line, der med kort hoved henviste 3-årige Nardello til tredjepladsen. Day Tripper er nu klar til finalen i Grand Prix-serien, hvor han med en lignende præstation vil blive meget svær at hamle op med.

Touch Wood elskede banen
Kun fem heste var til start i Bossa Nova Handicap over 2200 meter, og det var med sidste års Derbyvinder Sibelius som totofavorit. Bettina Wilson havde fra start outsideren Touch Wood fremme i forreste geled, og ud på bagsiden øgede hun parrets føring og fik klogt udnyttet bundvægten 57 kilo i den regnvåde bane. Touch Wood havde fortsat nogle længder ned til forfølgerne ind på opløbet, og Fleetwood-sønnen havde aldrig problemer med at afvise ethvert angreb og til slut sejre med to flotte længder før godt afsluttende Mapoloni og indvendige Tofastforyou, mens Sibelius blev fjerde og Jolly Boy femte. Touch Wood ser ud til at have udviklet sig endnu mere ind i 5-årssæsonen, og når han får de optimale forhold skal der en rigtig god stayer til at slå ham.


Touch Wood/Bettina Wilson vinder Bossa Nova Handicap.
Foto Burt Seeger.

Dagen i øvrigt
Hanne Bechmann-trænede Shangri La fik i sit livs fjerde forsøg aflagt maidentitlen over 1600 meter for jockey Nicholas Cordrey. Mas Media-datteren brugte sig meget inden starten og nægtede længe at gå ind i boksen, men da hun først kom af sted var hun hele tiden langt fremme og kunne til slut afgøre løbet med en længde til Theresa og de to Lambada-heste Tit For Tat og Listen Daddy.Amatør Trofæ Serien 4 gav årets første sejr til 10-årige Finn Ind Sting, der ikke er blevet mere troværdig med alderen, men han beviste dog at viljen fortsat er der på de gode dage, og via en stærk indvendig afslutning under eks-professionelle Pernille Hansen fløj Finn Ind Sting til sidst forbi Mr Lotus/Gisela Jardby og Akira/Therese Hansson. Efter at have indledt året med en hel del andenpladser fik Lisa Gautier endelig vundet årets første sejr på Klampenborg, da 4-årige Caerful klarede sit første møde med distancen 2200 meter virkelig fint og under Manuel Santos sejrede let med to længder i Lady Beaverbrook Handicap. Andenpladsen gik her til Cobalt Express, mens Seeland, Ashiba og Scareless tog resten af pengepræmierne i løbet.