DIT BANNER HER?
Pris: 1.500 DKK pr. måned!
Ring +45 20 33 58 11


Senest opdateret:
26. oktober 2004 kl. 10:05

Nyheder Artikler Resultater Referater Mailing-service Guide Sæsonplan Foreninger Links



Royal Engagement sejrede med kort hoved



- Af Filip Zwicky




Royal Engagement/Louise Møller vinder med det mindst mulige før
Red Ember/Cathrine Weilby og La Petite Chinoise/Kim Andersen.

Den tidligere svenske St. Leger-vinder Royal Engagement trak sig i lørdags sejrrigt ud af Tortue Efterårshandicap efter en forrygende tæt opløbskamp, hvor kun et kort hoved kunne skille vinderen og de to næste gennem mål, Red Ember og La Petite Chinoise, som løb ’dead heat’.

Med en vægt på bare 50 kilo i den bløde bane havde jockey Louise Møller allerede på forhånd taktikken klar med råstærke Royal Engagement. Straks fra start blev Hernando-sønnen forceret helt frem i feltet, hvor han som ventet fik følgeskab af to af de øvrige bundvægtede heste Smiling Groom og Royal Eleven, samt 3-årige La Petite Chinoise. Der blev sat et hårdt tempo på løbet og feltet var godt spredt ind i opløbssvinget, men ved indgangen til den lige strækning var der igen god samling og stort set alle sås med vinderchance. Royal Engagement var faldet en smule tilbage rundt sidste del af svinget, mens La Petite Chinoise i stedet havde taget over helt ude ved rækværket. Samtidig fandt Red Ember plads mellem heste og 250 meter fra mål så netop disse to heste ud til at skulle gøre op om sejren. Louise Møller gav dog aldrig op, og i absolut sidste øjeblik fik hun presset Royal Engagement helt frem til og siden forbi Red Ember og La Petite Chinoise. Banens voldgift kunne ikke skille de to sidstnævnte og dømte dødt løb på andenpladsen, mens Danish Shopping var bedst af de øvrige på en fjern fjerdeplads.

Gurli Madsen-trænede Royal Experiment er nu seks år gammel, men efter en skuffende sæson i fjor ser han endelig ud til at være oppe i de omdrejninger som gjorde ham til én af de bedste i 98-årgangen. Det var hestens femte karrieresejr, og hans samlede præmiesum nærmer sig trekvart million kroner.


Caroline og Berndt Strömberg modtager Vigelegere og Mark Larsen i vindercirkelen.

Vigelegere i fin debut
I dagens første udgave af Sky Radio 2-års Maiden Serien over 1400 meter gav Caroline Strömberg debut til Chess Racings mørkebrune hoppe Vigelegere, som er halvsøster til årets Derby- og St. Leger-vinder Sibelius. Alene af den grund var der stor opmærksomhed rettet imod Be My Chief-datteren, og på trods af at hun skulle løbe med to kilos overvægt var hun gjort til kneben favorit i totalisatoren. Mark Larsen, der også har været Sibelius’ faste makker i den snart forgangne sæson, gjorde det udover at ride med to kilos overvægt heller ikke lettere for Vigelegere, idet han red direkte til front og lod hoppen trække læsset hele vejen. Feltet trak langt ud i banen i opløbet, og Vigelegere så ud til at have problemer 300 meter ude, men hun formåede dog at holde sig foran hele vejen og vandt til slut temmelig sikkert med en længde til godt afsluttende Danish Hand, der med kort hoved henviste Feuer Claus til tredjepladsen. Vigelegere er andet startende afkom efter Rainbow Quest-hoppen Mondschein, der ser ud til at være et rent scoop i den skandinaviske avl. Til næste år har Chess Racing en 2-årig helsøster til Vigelegere klar, mens der krydses fingre for at Mondschein til næste år foler et velskabt føl efter verdensstjernen Singspiel. Det tyder i hvert fald på, at Mondschein ikke har produceret sin sidste klassiske vinder!


Slew Prince/Jacob Johansen aflægger sikkert maidentitlen før Eko Arabian Night/Cathrine Weilby.

Let sejr til Slew Prince
Dagens andet opgør i 2-års Maiden Serien over 1600 meter havde Bent Olsen-trænede Procol Harum som favorit, men sejren gik i stedet til Hans-Inge Larsen-trænede Slew Prince, der efter at have løbet mod Skandinaviens bedste 2-årige heste i sin seneste start havde fart og styrke nok til at afgøre løbet med en sikker længde før Eko Arabian Night og Procol Harum. Slew Prince er en moderlivsimport efter Midyan og Seattle Slew-datteren Slew Of Fortune. Han er opdrættet på det succesrige Stutteri Elverdam, som blandt andet står bag fremragende navne som Rossard, Kazoo, All Fair, All Right og Vetrotex. Slew Prince ser ud til at kunne forbedre sig meget over vinteren og måske har Hans-Inge Larsen og Bo Jardby en rigtig god hest for fremtiden.


Never Hide/Linda Bro sejrer i Colin Handicap før Golden Gate/Kristina Kanstrup.

Double til Linda Bro
Lærling Linda Bro er i absolut topform lige nu, og hun gav også denne lørdag bevis på sine kundskaber på hesteryg, idet hun som den eneste rytter formåede at vinde to gange. I Colin Handicap over 1200 meter red hun Ole Larsen-trænede Never Hide først over stregen efter kamp med en halv længde før Golden Gate/Kristina Kanstrup. Never Hide, der netop var blevet solgt, stod til mere end 20 gange indsatsen og rystede derfor langt de fleste spillere. Allerede i det efterfølgende Peintre Celebre Handicap var Linda Bro igen først over stregen – denne gang med Lone og Finn Pedersens Second Interest, der sikker med en længde slog Druid/Anette Jarven og Caught Short/Mark Larsen.
Med sine to sejre overtog Linda Bro føringen i kampen om Klampenborgs lærlingechampionat , og hun er inden årets finaledag en enkelt sejr før Kristina Kanstrup og Marc Stott.


Cut Di Campione/Kim Andersen vinder før Basin/Louise Møller (skjult indvendigt)

Cut Di Campione tilbage
I fjor gav Final Appearance-sønnen Cut Di Campione store løfter for fremtiden ved blandt sin tredjeplads i Vinterfavoritternes Ærespræmie, og han overvintrede faktisk som én af forhåndsfavoritterne til Dansk Derby. Alt havde dog hidtil slået fejl for helbroderen til Cut Champion, der kom alt for sent i gang i foråret og slet ikke kunne leve op til de store forventninger. Cut Di Campione gjorde denne gang sin første start for træner Gerry Harrison og sin nye ejer Marianne Hirsbro, og det resulterede i en fin sejr efter kamp med kort hoved før Basin/Louise Møller, mens Merlin besatte tredjepladsen halvanden længde bag de forreste. Det er ganske sikkert at Cut Di Campione har kapaciteten til at stige yderligere i graderne, og han bliver en interessant hest at følge fremover.

Dagen i øvrigt
To amatørryttere smagte sejrens sødme på årets næstsidste løbsdag. I Amatør Trofæ Serien tog Aalborgs ’darling’ Nanna Skovsgaard sin første sejr på Klampenborg da hun på ryggen af Mrs Fox nedkæmpede totofavoritten Imperial Stout med en halv længde, hvorefter der var tre længder til Dylan/Birgitte Voetmann på tredjepladsen. Det var Mrs Fox’s første start på Klampenborg, men mon ikke træner Agneta Silverstolpe påtænker at starte den 3-årige hoppe i København igen i 2005?

I Shergar Handicap over 1600 meter kunne Jan Olsen på trods af at være i professionel konkurrence trække sig sejrrigt ud af en ultra-tæt opløbsduel med både Nicholas Cordrey og Kim Andersen. På stregen havde Jan Olsen sin egen Flying Colours forrest, mens Red Attack/Nicholas Cordrey måtte indkassere sæsonens sjette andenplads med kort hoved før Lucky At Last/Kim Andersen, som sprang skævt ud af startboksen og i det hele taget fik et uheldigt løb – se op for denne hest næste gang!