Træner Caroline Strömberg har haft en helt fantastisk sæson i Klampenborg i år. Naturligvis med Sibelius’ sejre i Dansk Derby og Dansk St. Leger som højdepunkterne, men Vinjett beviste i lørdagens Sceptre Stakes at hun efter en skuffende sæson er tilbage i topform.

Vinjett/Dina Danekilde vinder Sceptre Stakes med kort hoved før Ringaling/Jacob Johansen.
Efter afbud fra Singita var bare seks hopper til start i det 2200 meter lange opgør. Royal Eleven/Mark Larsen var spillernes klare favorit, mens Vinjett der vandt løbet i fjor ikke havde mange venner i totalisatoren denne gang. Fredrik Johansson valgte en offensiv indledning i bøjlerne på Godsfilly der førte feltet rundt tribunesvinget og ud på bagsiden i et meget moderat tempo. Ved bakken begyndte Mark Larsen at presse en anelse på med Royal Eleven, mens Dina Danekilde fik et perfekt løb i ryggen på førerhesten. Rundt opløbssvinget havde Godsfilly udspillet sin rolle og i stedet tog Royal Eleven over udvendigt i banen sammen med Top Pearl. Længe så opgøret ud til at dreje sig om disse to, men 250 meter fra mål ændrede billet sig fuldstændigt da både Vinjett og Ringaling skød frem i midten og hurtigt trak en længde fri af de øvrige. De to svenske gæster sloges hoved ved hoved til målstregen var nået, og her havde Vinjett den mindst mulige fordel. Top Pearl var bedst af de øvrige på tredjepladsen, mens Runaway Bride i sidste galopspring stjal fjerdepladsen fra Royal Eleven.
Det var således andet år i træk at Vinjett trak sig sejrrigt ud af efterårets største hoppe-opgør på Københavns Galopbane, og hendes ejerkreds kunne glæde sig over gode 50.000 kroner i førstepræmie.

Estella/Dina Danekilde aflægger sin maidentitel i første forsøg i sikker stil før Phoenix River/Kim Andersen.
Mere Dina
Jockey Dina Danekilde fik dermed taget sæsonen første storløbssejr på Klampenborg og sejren var tilmed hendes anden på dagen. Tidligere havde den dygtige rytter vundet en overlegen to længders sejr med Peter Jardbys 2-årige Estella, der debuterede i Sky Radio 2-års MaidenSerien over 1500 meter. Kort inde i opløbet så det ellers ud til at storfavoritten Phoenix River havde greb om tingene, men da Estella først satte angrebet ind var Phoenix River skakmat, men han bjergede sig dog hjem til andenpladsen før fint afsluttende Sea Stream. Estella fik her en væddeløbsdebut med absolut mersmag og hendes evner ser ud til at kunne række langt i den klassiske sæson.

Makaira/Sara Slot vinder Kgl. Hofjuvelerer Hertz Ærespræmie før indvendige Alfailak/Kim Andersen.
Eftertragtet ærespræmie til Makaira
Kgl. Hofjuvelerer Hertz Ærespræmie har efterhånden pyntet i adskillige skandinaviske hjem, men det er aldrig lykkedes en hesteejer at vinde det flotte sølvfad til evig besiddelse, hvilket kan ske ved at samme ejer vinder løber løbet tre gange. 11 deltagere var til start i dette års udgave af det traditionsrige handicap over 1500 meter med fynske Harewood End som favorit. Søren Jensen-trænede Makaira havde længe danset om den varme grød, men hver gang havde han skuffet sine tilhængere og denne gang var tiltroen til ham ikke nær så stor som tidligere. Makaira har det dog med at slå til når det ikke på forhånd er forventet, og i partnerskab med jockey Sara Slot kunne han med en sikker længde vinde løbet før indvendige Alfailak og stabile Cantemerle, mens Grand Patron holdt godt ved til fjerdepladsen før Lady Ashborne. Det var Makairas første sejr i år, men måden han vandt på indikerer at en ny sejr snart er på vej.

Miss Commotion/Linda Bro stryger til tops i Irish Racegoers Clubs Ærespræmie.
Miss Commotion i topform
Bodil Hallencreutz-trænede Miss Commotion var den mindst betroede hest i Irish Racegoers Clubs Ærespræmie over 1600 meter. Hoppen bar dog lav vægt og med yderligere to kilos lettelse i form af lærling Linda Bro var scenen sat til en sand opvisning for Great Commotion-datteren som vandt let med en længde før Lake St Clair og Bazouka Apache, som havde angivet pacen fra start. Der var 18.000 kroner i førstepræmie til Miss Commotions svenske ejere i Stall Cinderella.

Mary Mary/Fredrik Johansson aflægger sin maidentitel før Lady Chablis/Kim Andersen.
Et godt køb
Succes-træner Lars Kelps hesteejer Provinsejendomme A/S ser ud til at have gjort et fint køb i den 2-årige Lord Of Men-datter Mary Mary, som i dagens indledende 2-års maidenløb vandt en let sejr før Lady Chablis og Dancing May. Mary Mary blev redet til sejr af Fredrik Johansson, der i alt kunne fejre to dagssejre, idet han senere på dagen også sørgede for at Gunnar Ferdinand-trænede Red Attack kunne aflægge sin maidentitel i Mill Reef Handicap over 1800 meter.
Dollar Dance overlegen
Ellerslie Løb over 1500 meter var udskrevet perfekt for både danske Hitman og svenske Dollar Dance, der i år har leveret flotte resultater i de klassiske løb men dog endnu aldrig havde vundet løb. Distancen var dog en del i underkanten for Hitman og da banen ikke blev helt så blød som kredsen omkring hesten havde håbet på, blev løbet et straffespark for Dollar Dance, der under Kim Andersen viste sig knusende overlegen og sejrede med fem længder før netop Hitman som igen havde tre længder til Cece Runner på tredjepladsen. Der var 12.000 kroner i førstepræmie til Dollar Dances ejer Sten Thynell i Stall Lambada.
Kim Andersen fik endnu en sejr med hjem fra Klampenborg, da han i DM Prep Race red Pearl Of York først over stregen i sikker afstand til Mr Perfect og Flirting Groom. Pearl Of York kom direkte fra en sejr i Norsk Breeders Prize Consolation, og hun ser ud til at være en hoppe York Stutteri kan få glæde af i Skandinavien til næste år.

Dygtige Sara Slot hentede ligesom Fredrik Johansson, Kim Andersen og Dina Danekilde to sejre denne lørdag.
Sara doublede også
Ligesom sine kollegaer Dina Danekilde, Fredrik Johansson og Kim Andersen fik Sara Slot også to sejre med hjem denne eftermiddag. Sara afsluttede dagen med at ride Finn Ind Sting først over stregen i Mumtaz Mahal Handicap over 1300 meter før Shereel/Dina Danekilde og Ballet Princess/Puk Ervolder. Det var Finn Ind Stings anden sejr i år, og den fine ’efterårshest’ skal nok nå at bringe flere glæder til sin ejer Stall Finn Ind og træner Inge Mette Dejgaard inden sæsonens udløb.