
La Petite Chinoise/Fernando Diaz stryger til tops i Lyngby Storcenter Dansk Oaks. Foto Burt Seeger.
I begyndelsen af indeværende sæson slog Lars Kelp sig efter en årrække i udlandet atter ned som træner på Københavns Galopbane i Klampenborg. Allerede i sit første comeback-år har Kelp bevist at han er en træner der skal regnes med i årene fremover, og det foreløbige højdepunkt kom på ’Damernes Dag’, hvor Kelp triumferede med La Petite Chinoise og Victory Emblem i Lyngby Storcenter Dansk Oaks og Det Grønne Områdes Auktionsløb.
Lyngby Storcenter Dansk Oaks årets fjerde og næstsidste klassiske løb i Klampenborg havde samlet et felt på 10 heste, heraf to fra Sverige, en enkelt fra Norge og resten fra Danmark. Forhåndsfavoritten var Wido Neuroth-trænede Wellvita, der gjorde comeback efter fire måneders løbspause grundet kraftig virus. At Wellvita fortsat mangler et godt stykke for at nå de samme højder hun grundlagde som 2-årig blev allerede synligt i sidste del af opløbssvinget, hvor Fredrik Johansson måtte arbejde indædt for at hænge på de forreste i feltet. Svenske Dibra/Dina Danekilde havde taget teten fra start i et godt tempo, og parret førte feltet ud på bagsiden med Angels Rushin og Swedish Charm hængende godt på bag sig. Både Athene og La Petite Chinoise holdt sig også på tæt hold, mens Nicholas Cordrey valgte en klog passiv indledning med outsideren Top Pearl. Rundt sidste del af svinget var forfølgerne stort set på højde med Dibra, og kort inde i opløbet gav Fernando Diaz marchordre til La Petite Chinoise, der med lethed forsvandt fra de øvrige og i ensom majestæt galopperede mod en overlegen sejr i Lyngby Storcenter Dansk Oaks. Der var hård kamp om andenpladsen, som i sidste ende tilfaldt den godt afsluttende Top Pearl, mens Athene tog tredjepladsen før Dibra og Wellvita. Det var La Petite Chinoises blot anden start i Skandinavien efter hun i sidste måned blev importeret fra England, hvor hun i træning hos Rae Guest nøjagtig havde nået at aflægge sin maidentitel i et handicap på Lingfield. Skønt Lars Kelp nu har overtaget trænergerningen for La Petite Chinoise var det glædeligt, at se Rae Guest besøge på sin gamle hjemmebane for at overvære Dr Fong-datterens triumf i Hoppernes Derby.
Kostede 28.000 guineas
La Petite Chinoise blev købt af York Stutteri i Newmarket på October Yearling Sales for to år siden. Prisen var 28.000 guineas, svarende til ca. 340.000 danske kroner. Trods Oaks-sejren har Kiddy Elsass’ øjesten ikke helt tjent sig selv hjem endnu, men med tre sejre i træk og klassisk hæder ser fremtiden vældig lys ud for hoppen, som Lars Kelp mener har Listed Race-kapacitet og muligvis kan løbe sig op blandt Skandinaviens bedste hopper på stayerdistancen.

Victory Emblem/Mark Larsen sejrer sikkert i Det Grønne Områdes Auktionsløb.
Foto Burt Seeger.
Mere Lars Kelp
Sejren i Lyngby Storcenter Dansk Oaks var kronen på værket for en helt igennem fantastisk dag for Lars Kelp. Tidligere på dagen havde Mark Larsen ført 2-årige Victory Emblem til en sikker sejr i Det Grønne Områdes Auktionsløb over 1400 meter. Victory Emblem, der havde indledt karrieren med to andenpladser, var denne gang skærpet så meget, at Larsen kunne sidde bomstille indtil begyndelsen af opløbet, hvor Victory Emblem angreb indvendigt i banen og hurtigt fik et overtag på forhåndsfavoritten Walk On By. Med 200 meter tilbage nærmede Nardello/Jacob Johansen sig i et stærkt angreb, men Victory Emblem havde et klart overtag hele vejen og sejrede til slut sikkert med halvanden længde før netop Nardello, der med hals afviste Kaiser Suzek/Cathrine Weilby til tredjepladsen. Victory Emblems sejr markerede samtidig den første storløbssejr til Provinsejendom.2003 A/S, der i sammenhæng med Lars Kelps opstart som Klampenborg-træner har begyndt en stor satsning i galopsporten, der virkelig ser ud til at bære frugt.

Matchmaker/Kim Andersen slår sin staldveninde Tzatziki/Fernando Diaz i Nordea Pompøs Cup.
Foto Burt Seeger.
Matchmaker bedst i Nordea Pompøs Cup
Den korte udgave af Hoppernes Derby, Nordea Pompøs Cup over 1600 meter, blev et rent deja-vu af Larch Ærespræmie tidligere på sommeren. Dengang som nu blev løbet til et to hestes opgør mellem staldveninderne Tzatziki og Matchmaker, og det blev atter en gang med sidstnævnte som vinder. Kim Andersen havde Matchmaker tidligt af sted og parret fik lov at dirigere tempoet ind på den lige strækning, hvor Andersen længe sad helt stille inden han begyndte drivningen af Matchmaker. Jockeyen måtte dog kæmpe hårdere for sejren end han sikkert havde regnet med midt i opløbet, idet Tzatziki/Fernando Diaz kom i et kraftigt ryk med 200 meter tilbage og kæmpede hele vejen til stregen, hvor Matchmaker dog var en hals foran. Der var 50.000 kroner i førstepræmie til Matchmakers ejer og opdrætter Elkær Stutteri, der så Matchmaker vinde for tredje gang i år, og hoppens samlede præmiesum har nu oversteget 200.000 kroner.

Danish Shopping/Manuel Martinez slår til i York Stutteri Hoppeløb.
Foto Burt Seeger.
Danish Shopping igen!
York Stutteri Hoppeløb over 1300 meter havde en klar favorit i svenske Compact Governess, men atter engang ville Bent Olsen-trænede Danish Shopping det anderledes, og under Manuel Martinez gentog hoppen sejren fra Fawzia Stakes endda i sikker stil før Lake St Clair og Gold And Grey, som startede uden for totalisatorspillet. Danish Shopping har udviklet sig fortræffeligt i år, og efter den flotte opvisning går hun nu mod Semb Hovedgårds Hoppeløb (L) i Oslo. Foruden førstepræmiens 25.000 kroner vandt Danish Shopping en fribedækning ved Danmarks championhingst Richard Of York.
Johannes Fogs Ærespræmie til Tofastforyou
Johannes Fogs Ærespræmie over 2400 meter blev et rigtig tæt opgør, hvor kun ganske lidt kunne skille de tre første ad. Lærling Linda Bro havde sendt lavtvægtede Smiling Groom af sted i et hæsblæsende tempo fra start, og føringen holdt til langt inde i opløbet, hvor totofavoritten Tofastforyou for alvor kom op i fart. Samtidig fløj både Mamaia og Jolly Boy fremad og på de sidste meter var det næsten umuligt at skille de tre heste ad. På målstregen var Tofastforyou dog et kort hoved foran Mamaia, mens Jolly Boy var yderligere et kort hoved efter på tredjepladsen. Det var Tofastforyous tredje sejr i år, og den 7-årige hingst bliver fortsat bedre og bedre hele tiden. Hvor skal det ende henne?
Første 2-årssejr til Bent O.
Træner Bent Olsen, der nu har flyttet sit hestemateriale fra Hvidegården til Klampenborgs nye staldbyggeri, ser ud til at have ramt formen med sine heste nu. Foruden Danish Shoppings sejr kunne Bent Olsen glæde sig over at se årets første 2-årsvinder, da Blue Berry sejrede sikkert i Sky Radio 2-års MaidenSerien over 1300 meter. Det var Blue Berrys tredje karrierestart, og hoppen ser ud til at kunne gå mod større opgaver herfra.
Blue Berry er i øvrigt født og opvokset samme sted som Auktionsløbs-vinderen Victory Emblem nemlig på Stutteri Thorskovgaard, som købte mødrene til de to heste hos finske Amelie Ehrnrooth på det franske stutteri Haras de Bourgeville, som jo også står bag store navne som Valley Chapel og Farouge!

Kamji og lærling Marc Stott sejrer i Lyngby-Taarbæk Kommunes Ærespræmie.
Foto Burt Seeger.
Marc Stott har vind i sejlene
Desmond Scarletts unge lærling Marc Stott har virkelig vind i sejlene lige nu, og han har stort set vundet løb hver eneste løbsdag han har redet igennem den seneste måned. Marc Stotts tre kilos lettelse er virkelig noget de skandinaviske trænere kan bruge, og i Lyngby-Taarbæk Kommunes Ærespræmie (SöndagsTrio/Komben) red Stott Gert-Åke Åberg-trænede Kamji til en sikker sejr før Rut, der igen havde en halv længde til Ballet Princess på tredjepladsen. Med sejren overtog Marc Stott førstepladsen i Lærlingechampionatet fra Kristina Kanstrup.
Godt går det også for lærling Linda Bro, der nu er vendt hjem til Danmark efter et års læretid i Stockholm. Linda Bro tog sin første årssejr på Klampenborg, da hun red Marianne Lohmann-trænede Harewood End til sejr i Lyngby Handelsforenings Ærespræmie over 1600 meter. Sejren kom i hus efter hård kamp med Neogel, mens Maphard afsluttede stærkt fra køen til tredjepladsen.
Titchi Witchi overlegen i Magasins Ærespræmie
Christian Usinger både ejer og træner den 6-årige hoppe Titchi Witchi, og denne søndag fik Usinger tilmed glæden af at bringe Titchi Witchi først over stregen i Magasins Ærespræmie. Titchi Witchi var tidligt med helt fremme, og ind på opløbet forsvandt parret væk fra de øvrige konkurrenter og sejren var aldrig i fare. Først på en fjern andenplads ankom Cobalt Express, mens Kate’s Kalejdoskop blev tredje. Magasin havde i lighed med flere dagens øvrige store sponsorer udsat både ærespræmie og æresdækken til vinderen.
Æresdækken var der også til Oaks-dagens første vinder, Jan-Erik Pettersson-trænede Grey Medaljon, der med Fredrik Johansson på ryggen vandt sin karrieres anden sejr i Sjælsø Gruppens Ærespræmie efter kamp med kort hoved før en klart forbedret Triple Net.
Århundredets mest populære sejr?
Københavns Galopbane afholdt denne søndag den flotteste ’Damernes Dag’ i adskillige år. Dagen bød på flot sport, men især også på tilskuerarealet var det en fryd at se et væld af mennesker nyde det store arbejde Leif Schubert havde lagt i begivenheden.

Kate Hjort er jublende lykkelig efter 6-årige Volmers første karrieresejr i KHs Jubilæumsløb.
Foto Burt Seeger.
At dagens sidste væddeløb skulle få publikum op af stolene og storme mod vindercirkelen havde dog ikke engang Leif Schubert regnet med, men dette var en kendsgerning efter Taarbæk Kros 6-årige Volmer for første gang i sit liv og efter et væld af andenpladser endelig skar målstregen som vinder af KH’s Jubilæumsløb. Volmer kom fra en anonym position undervejs pludselig frem i midten af banen med 250 meter tilbage, hvilket fik publikum helt fra gavlen af den nye tribune til Racing Club til at skrige ad fulde halse. Selv de spillere der havde spillet favoritten Finn Ind Sting begyndte at råbe Volmer ind, og den ultimative opbakning hjalp i sidste ende Volmer til sejr med kort hoved før netop Finn Ind Sting. Volmers sejr fik folk fra alle steder på Klampenborg til at samles omkring vindercirkelen vedvarende ovationer, fælles glæde og jubelscener en masse. I dette korte øjeblik blev Klampenborg grebet af den stemning der andre steder i verden gør væddeløb til nationalsport. Volmers sejr gav endelig publikum mulighed for at åbne op for sluserne og leve sig med ind sporten som det gøres på verdens største væddeløbsbaner. Sejren var i sandhed vigtig for ejer Kate Hjort, men på sigt kan Volmers ’historiske triumf’ også vise sig vigtig for galopsporten i Danmark. Galoppens publikum kom i hvert fald et dejligt skridt videre!
|