DIT BANNER HER?
Pris: 1.500 DKK pr. måned!
Ring +45 20 33 58 11


Senest opdateret:
5. juli 2004 kl. 13:09

Nyheder Artikler Resultater Referater Mailing-service Guide Sæsonplan Foreninger Links



The winner takes it all



- Af Filip Zwicky


I rundt regnet 20 år har Benny Andersson, Chess Racing, satset hårdt for at nå det største inden for væddeløbssporten – at vinde Derby. Søndag eftermiddag lykkedes det endelig for det tidligere ABBA-medlem at se sin hest løbe først over stregen i Dansk Derby – og så var det med en hest som han selv har opdrættet!

14 heste var til start i Dano Mast Dansk Derby om 800.000 kroner – løbet tegnede vældig åbent med en hel flok forhåndsfavoritter som på papiret var meget svære at skille ad. Caroline Strömberg-trænede Sibelius hørte til blandt disse favoritter; dog havde han aldrig tidligere været forsøgt på distancer længere 1600 meter, og skeptikerne havde på forhånd sat store spørgsmålstegn ved Night Shift-sønnens distanceformåen. Men Sibelius havde absolut intet besvær med at klare de 2400 meter, og hestens overlegne sejr på fem længder er én af de mest overlegne i mange år i Dansk Derby. Jockey Mark Larsen serverede et perfekt indvendigt ridt til sin hest, og da feltet ramte opløbet var Sibelius allerede helt fremme og på trods af at hesten blev trukket langt ud i banen holdt han sig i behørig afstand af sine konkurrenter hele vejen til målstregen, som han skar foran Athene/Jacob Johansen, mens der var hårdt kamp om tredjepladsen, som endte hos storoutsideren California Bullet/Jacob Johansen. Lige bag California Bullet fulgte Hitman/Manuel Santos og norske Don Pascal/Manuel Martinez, mens Friends Forever og Fly Society akkurat ikke nåede en plads i præmierækken.


Sibelius/Mark Larsen vinder en overlegen sejr i Dano Mast Dansk Derby.

Med norsk hovedlag
Mange opmærksomme tilskuere observerede ved sidste mandags ’Derbygalop’ at Sibelius entrede græsset iført et usædvanligt sæt blinkers – kaldet et ’norsk hovedlag’. Efter at have redet Sibelius tre gange og senest muligvis have tabt sejren i Dansk 2000 Guineas på grund af hestens manglende evne til at koncentrere sig, havde Mark Larsen fået idéen at påføre Sibelius et par skyklapper som først bliver taget i brug de sidste 350 meter af løbet. Sibelius var feltets bedste hest, og sejren havde med al sandsynlighed også været en realitet selv om han ikke havde båret nogen form for blinkers, men bemærkes skal det dog, at Sibelius trak afgørende fra sine 13 konkurrenter i netop det øjeblik han blev skærpet af skyklapperne.


Benny Andersson modtager Sibelius og Mark Larsen i vindercirkelen efter Derby-triumfen.

Mens sejren med Sibelius var jockey Mark Larsens tredje i Derby-sammenhæng, var det både første gang for træner Caroline Strömberg og ejer Benny Andersson – og triumfen blev behørigt fejret i vindercirkelen med glædestårer og syngen med på den svenske nationalmelodi. Benny Andersson købte selv Sibelius’ mor Mondschein på auktion i England som åring, og hoppen gjorde det ganske flot i sin aktive karriere, hvor hendes bedste præstation var en sejr over 2400 meter i et Listed Race på Maisons-Laffitte. Andersson, der ikke alene har satset stort på indkøb af heste, men også på egen avl, valgte efter opfordring fra flere avlseksperter at sende Mondschein til avlshingsten Night Shift, og hendes første afkom har nu hjemtaget Dansk Derby. Det bliver rigtig spændende at følge Mondscheins afkom i fremtiden – de to næste af slagsen er begge efter Be My Chief, mens Benny Andersson i år har ladet hende bedække med intet mindre end verdensstjernen Singspiel.


Træner Caroline Strömberg sammen med Benny Andersson og Carolines datter Jessica.

Mod Svenskt Derby
Efter den overlegne sejr i Dano Mast Dansk Derby lever Benny Anderssons drøm om også at vinde Derbyet i sit hjemland videre i bedste velgående, og chancen vil være bedre end nogensinde før når Sibelius til august skal tørne ud på Jägersros dirt track i kampen om førstepræmiens 1.000.000 kroner – her forventes modstanden at blive en del stærkere end i den danske udgave med navne som Ihla Grande og Farouge blandt de heste som fortsat opretholder engagement i løbet. Efter opvisningen i Dansk Derby er der dog ingen som kan afskrive Sibelius – end ikke i Skandinaviens stærkeste selskab.

Stærk 2’er
På Derbyets andenplads fulgte den stærke Final Appearance-datter Athene, som ikke fik den bedste rejse i verden, men alligevel formåede at slutte stærkt af og sikre sig pladsen nærmest vinderen med sikker afstand til resten af feltet. Athene fulgte dermed i sin storesøster Amusements fodspor – Amusement blev nemlig for akkurat fire år siden også nummer to i Dansk Derby. Athene er i en forrygende udvikling, og at hun allerede nu er langt nok fremme til en sådan præstation lover rigtig godt for hoppens videre karriere – på nuværende tidspunkt skal der dukke en virkelig god hoppe op til at kunne true hende i Dansk Oaks til september.
Tredjehesten California Bullet leverede ligesom Athene en forrygende afslutning, der vidner om stor styrke. Det var California Bullets første start over 2400 meter, og der hersker ikke længere nogen tvivl om det er over de længere distancer den danskejede, men svensktrænede hest skal gøre sig gældende i fremtiden.



Matchmaker/Kim Andersen (th) nedkæmper staldveninden Tzatziki/Lennart Hammer i Larch Ærespræmie.

Jensen-double i Larch og Consolation
Championtræner Søren Jensen havde fire deltagere med i selve Derbyet – Athene tog andenpladsen, men hverken Fly Society (7), Nakia (9) eller Lady Clementine (12) formåede at slå til. Til gengæld tog Jensen sig af både Larch Ærespræmie og Derby Consolation. I førstnævnte sadlede træneren tilmed en double i form af Matchmaker/Kim Andersen og Tzatziki/Lennart Hammer, der udkæmpede en flot duel de sidste 200 meter med Matchmaker som vinder. De to staldveninder trak let fra det øvrige felt, som over målstregen blev anført af Top Pearl efterfulgt af Thai Express og Citizen Kane. Matchmaker, som ejes af Elkær Stutteri, fik 100.000 kroner for sejren i Larch Ærespræmie.


Novaduke/Kim Andersen vinder en overlegen sejr i Derby Consolation.

I Derby Consolation var Novaduke/Kim Andersen som de fleste spillere havde regnet ud den klart bedste hest, og den sent udviklede lillebror til gode heste som Novakey og Novapearl kunne ned langs opløbet trække fra til en overlegen sejr på tre længder før Sinatra/Lennart Hammer, der havde ligeså bred margin til Pure Magic på tredjepladsen. Førstepræmien i Derby Consolation indbragte Novadukes ejer Sto Nova AB 50.000 danske kroner.


Killaden/Fredrik Johansson vinder Hangover Square Pokalløb (L) før indvendige Hovman/Mark Larsen.

Pokalløb (L) til Killaden
Derbydagen bød på yderligere to storløb – Hangover Square Pokalløb (L) for hingstene og Silca Legend Fawzia Stakes for hopperne. I førstnævnte trak Wido Neuroth-trænede Killaden sig sejrrigt ud med en let længde foran længe førende Hovman, som holdt stærkt ved til der manglede 100 meter, hvor han måtte give sig for det stærke angreb i midten af banen. Calistoga sluttede fint af til tredjepladsen før Jubilation og Bazooka Apache. Killaden tjente 100.000 kroner til sin ejer Erik Otter Steen.


Danish Shopping choksejrer i Silca Legend Fawzia Stakes for Yvonne Durant.

Derbydagens helt store overraskelse kom i Silca Legend Fawzia Stakes over 1800 meter, hvor norske Kimola og svenske Halfsong stillede til start som klare favoritter – Halfsong klarede sig bedst af disse ved at besætte andenpladsen, men sidste års Derbyvinder var chanceløs i kampen mod Bent Olsen-trænede Danish Shopping, som efter forrygende finishridning af Yvonne Durant strøg helt til tops og vandt med en længde til odds 258 for 10 satsede kroner. Danish Shopping viste allerede i fjor at hun er en fin hoppe – hun var 2. bag Amalia i Mowerinaløb og vandt senere BE Profilers 3-års Serie i Provinsen, men at hun var god nok til at sætte en række af Skandinaviens bedste hopper på plads var alligevel noget af en overraskelse. Sejren i Fawzia Stakes blev belønnet med 50.000 kroner til Stall Polish.

Casanova alene på banen
Derbydagen blev indledt med årets første løb for den yngste årgang – og måske så vi her den bedste 2-årige hest i dansk træning siden Pompøs! Desmond Scarlett-trænede Casanova var spillet til Derbydagens største favorit, efter at have gået alene over banen i sit prøveløb. Nu skulle Magic Ring-sønnen også bevise at han kunne levere varen i løb, og det blev virkelig gjort med besked. Nicholas Cordrey behøvede aldrig gøre andet end at styre Casanova hele vejen rundt, og efter at have ført hele vejen ind på opløbet i et friskt tempo sagde Casanova farvel og tak til de fem øvrige konkurrenter og cantrede hjem i overlegen stil. Efter denne opvisning kan storløb på kontinentet meget vel komme på tale, men mest sandsynligt er det dog at Desmond Scarlett går efter at gøre ’rent bord’ i de hjemlige storløb. Casanova, der fik 30.000 kroner for sejren, ejes af Jan Frøhlke og er opdrættet på Paganini Stud.


Ny 2-årsstjerne? Casanova var helt overlegen for jockey Nicholas Cordrey.