DIT BANNER HER?
Pris: 1.500 DKK pr. måned!
Ring +45 20 33 58 11


Senest opdateret:
21. maj 2004 kl. 17:39

Nyheder Artikler Resultater Referater Mailing-service Guide Sæsonplan Foreninger Links



Dobbelt Klassisk triumf
for Wido Neuroth



- Af Filip Zwicky


Klampenborg dannede Kr. Himmelfarts Dag rammen om årets to første klassiske løb i Skandinavien – Dansk 2000 Guineas og hoppernes Mowerinaløb. Dette blev indledningen på et klassisk korstog for Wido Neuroth, og Skandinaviens regerende championtræner trak sig ikke helt uventet sejrrigt ud af begge opgør.


Emilio/Kim Andersen slår Sibelius/Mark Larsen med kort hoved i Dansk 2000 Guineas.
Foto Burt Seeger.

Dansk 2000 Guineas over 1600 meter var med sine 250.000 kroner i samlet præmiesum dagens bedst betalte opgør, og efter afbud fra Guantanamo var der kun syv heste til at gøre op om den gode præmiesum. Af disse syv sadlede Wido Neuroth tre deltagere, og det var med Zalo som spillernes klart foretrukne. Men som så mange gange tidligere tog de fleste spillere – og staldens 1. jockey Fredrik Johansson fejl – og i stedet var det Kim Andersen der havde glæden af at sidde på ryggen af Kris-sønnen Emilio, som i sit første besøg på Klampenborgs græs efter en flot opløbskamp nedkæmpede Chess Racings tapre Sibelius/Mark Larsen til andenpladsen. Emilio og Sibelius lå bagest i feltet på bagsiden, og rundt opløbssvinget valgte Mark Larsen den korteste vej indvendigt med Sibelius, mens Kim Andersen søgte til udvendigt angreb. Kort inde i opløbet havde Sibelius koblet grebet, men som i hestens to tidligere starter i år havde han meget svært ved at følge den lige vej til målet og de længder Larsen havde vundet rundt sidste del af opløbssvinget fik Emilio indhentet ned gennem den lige strækning og på målstregen var den engelskfødte vallak et kort hoved foran sin svenske konkurrent.
Favoritten Zalo var bedst af de øvrige på tredjepladsen foran en meget positiv Turbo Man, mens den sidste præmie gik til Neuroths tredje deltager, No Exit.
Flemming Poulsen-trænede Hoo La Baloo, der havde taget turen fra Frankrig, sluttede lige uden for præmierækken, mens Zenato blev taget op af jockey Lennart Hammer på grund af en voldsom lungeblødning der desværre ser ud til at sætte en stopper for hingstens videre løbskarriere.

Mod Jockeyklubbens Jubileumslöpning
Stall Rios Emilio har nu vundet tre af karrierens fire første starter, og ligesom staldkammeraten Zalo bliver han nu matchet mod den svenske udgave af 2000 Guineas, Jockeyklubbens Jubileumslöpning i Stockholm den 8. juni.
Caroline Strömberg-trænede Sibelius går direkte imod Dansk Derby den 27. juni på Klampenborg, hvor han for første gang skal forsøges over en distance som er længere end 1600 meter. ”Med Night Shift som far har han naturligvis masser af fart, men hans mor Mondschein var selv stayerbetonet og vandt bl.a. Listed Race på Maisons-Lafitte over 2400 meter”, udtalte Sibelius’ ejer Benny Andersson efter løbet. Mondschein er i øvrigt netop i år blevet bedækket ved verdensstjernen Singspiel.


Funny Legend/Fredrik Johansson vinder Mowerinaløb foran udvendige Lady Clementine/Kim Andersen.
Foto Burt Seeger.

Funny Legend bedst i Mowerina
Hoppernes Mowerinaløb med 200.000 kroner i samlet præmiesum var på forhånd bygget op omkring en duel imellem hjemmehåbet Lady Clementine og Neuroths Funny Legend. Disse to var da også først i mål, men nogen decideret duel blev det aldrig – Funny Legend fik det bedste løb og var dermed også bedst til slut. Lady Clementines staldveninde Matchmaker lagde vældig hårdt ud fra start og feltet blev ganske langstrakt på bagsiden. Ved 1000 meter mærket fik Lady Clementine et grimt skrub hvilket næsten forårsagede et styrt, og ved indgangen til opløbssvinget lå hoppen fortsat nede bagved i det 13 heste store felt. Ind på opløbet holdt Matchmaker godt ved, men med 200 meter tilbage havde Funny Legend for alvor fået fat og under Fredrik Johansson skød Funambule-datteren frem til en ganske sikker sejr foran en heroisk afsluttende Lady Clementine udvendigt i banen. Lennart Hammer drev Dollar Dance op til en overraskende tredjeplads foran Matchmaker, mens de sidste penge gik til Kloetta.

Breeders er hovedopgaven
Funny Legends sejr og førstepræmiens 100.000 kroner bragte hoppens samlede præmiesum op på nærved 600.000 kroner i seks starter, og hun har fortsat aldrig været placeret dårligere end anden. Der venter hende ikke flere opgaver på Klampenborgs græs i år, og hendes fremtidige hovedopgaver er Breeders Trophy i Stockholm og Norsk Breeders Prize i Oslo.

Funny Legend er det første startende afkom ud af hoppen Leap Day Legend, der selv kun nåede at starte tre gange, hvoraf det blev til en enkelt sejr. Leap Day Legend er efter Norges velsagtens mest berømte avlshoppe – danskfødte Chief Legend - som i sin flotte karriere har bragt et hav af storløbsvindere såsom Blue Legend, Blue Chief, Noble Chief, Lyphard Chief, Big Chief og Media Legend. Sidstnævnte er i øvrigt mor til Longueville Legend, der som 2-årig bl.a. blev 4. i Phoenix Stakes (Gr.1) i Irland.

Wido vil være Klampenborg-Champ
Wido Neuroth kunne ikke andet end at være lykkelig over årets første klassiske dag i Skandinavien, og selv om vi næppe ser mere til hverken Funny Legend eller Emilio på Klampenborg i år, står træneren med så stærke kort på hånden til årets resterende storløb, at han tør bebude en udfordring af det championat som Søren Jensen stort set har haft monopol på i mere end et årti. ”Jeg har aldrig været Champion i København før, og det er et af mine mål at blive det i år”, udtalte Wido Neuroth inden hjemrejsen til Oslo.


Miss Lovely/Kim Andersen slår til i DR-TV Sprinten før udvendige
Compact Governess/Jacob Johansen og indvendige Sankodar/Mark Larsen.
Foto Burt Seeger.

Miss Lovely i sit livs form
Stutteri Skovmarkens nu 6-årige Magic Ring-datter Miss Lovely er i sit livs form i øjeblikket. Tidligere på året blev hun bedækket ved Cajun Cadet, og hun er nu inde i sin uigenkaldeligt sidste periode af en flot løbskarriere. Miss Lovely blev sendt til start i DR-TV Sprinten over 1200 meter med to sejre ud af lige så mange starter i år, heraf den seneste i det svenske storløb Scania Sprint. Og den tapre hoppe tog med Kim Andersen i bøjlerne årets tredje gevinst med en sikker halv længde foran Compact Governess/Jacob Johansen og Sankodar/Mark Larsen. Miss Lovely har allerede nu passeret 150.000 kroner i denne sæson, og næste start kan meget vel blive i Täby Vårsprint (L) over 1150 meter i Stockholm den 1. juni.


Womanizer/Ann-Charlotte K. Nielsen vinder en ovelegen sejr i Træner- og
HesteEjerForeningens Grand Prix Series 2. afdeling. Foto Burt Seeger.

Womanizer er tilbage
Da Elkær Stutteris Womanizer i starten af maj måned vandt på Jydsk Væddeløbsbane, var det den skimle vallaks første sejr siden Derby Trial Stakes tilbage i 2001. Handicapperen gav straks Womanizer fem kilo ekstra at bære på, men dette trodsede hesten totalt da han strøg hjem til endnu en let sejr – denne gang i Træner- og HesteEjerForeningens Grand Prix Series 2. afdeling over 2200 meter. Dette var lærling Ann-Charlotte Kirstine Nielsens første sejr nogensinde på Klampenborgs græs. Andenpladsen blev taget af Mamaia/Fredrik Johansson før en meget fin Polaris, der her gjorde sin første start siden sejren i sidste års Derby Consolation. Womanizer trænes af Johnny Reimer, der i vinterpausen overtog hesten fra Allan Nielsen.

Ny sejr til Eko Sacher
Jyllandsløbs Testen har tradition for at fremvise nogle rigtig fine stayere, og dette var også tilfældet i dette års udgave, hvor der dog var ærgerligt frafald af Søren Jensens Derbykandidat Fly Society, som måtte stå over på grund af feber.


Eko Sacher/Nicholas Cordrey slår Pivoline/Peter Jarven med kort hoved.
Foto Burt Seeger.

Bent Olsens derbyhest Eko Sacher skulle for første gang rundt tribunesvinget, og jockey Nicholas Cordrey valgte klogt at tage svinget i noget nær travetempo. Svinget bød dog alligevel på højdramatik, idet Senorita brød ud og startede en kædereaktion som resulterede i at Friends Forever fik sendt Jacob Johansen på en lufttur, hvorefter hesten fortsatte mod pull-up gården. Tilbage til løbet, som blev til en meget tæt opløbsduel mellem Pivoline/Peter Jarven og Eko Sacher – førstnævnte var i front hele vejen, men akkurat på målstregen nåede Eko Sacher forbi og vandt med det mindst mulige. Final Appearance-sønnen får sikkert en start mere rundt svinget, inden det gælder Dansk Derby i slutningen af juni. Pivoline går nu mod Jyllandsløb, hvor hun må stå med gode chancer ovenpå sin fine udvikling.

Athenes forløsning
Efter at have startet karrieren med to andenpladser, havde Søren Jensen valgt at skærpe 3-årige Athene med blinkers i Nearco Handicap over 2200 meter. Athene skulle for første gang ud mod ældre heste, og idet hun fortsat var maiden var det kun en sejr der talte hvis derby-drømmene skulle holdes i live. Athene levede også op til sin enorme favoritværdighed, og efter en tilbagetrukket rejse undervejs satte Kim Andersen angrebet ind med hoppen kort inde i opløbet, hvorefter ekvipagen let gik forbi førende Prins Consent og til slut vandt overlegent med fire længder. Athene blev for sejren hævet til 74 i handicap, hvilket bør betyde at den forløsende Derby-billet er i hus for Final Appearance-datteren, hvis helsøster Amusement blev nummer to i Derbyet bag Vetrotex for fire år siden.

Dramatisk maidenløb
Dagens maidenløb blev et dramatisk et af slagsen, som heldigvis ikke forårsagede skade på nogen. Rio Dancer kom af sted uden Nicholas Cordrey på ryggen, men hesten fortsatte ufortrødent videre og i sidste del af opløbssvinget havde den indhentet den forreste del af feltet som inkluderede indvendige Close Fisted, Cyrano samt storfavoritten Breeders Friend. Breeders Friend var den første som stod for tur, da Rio Dancer pludselig brækkede kraftigt ind i banen og kun Mark Larsens sublime balance gjorde at der ikke skete endnu et styrt i løbet. Herefter gik det udover Close Fisted, mens helt indvendige Cyrano slap for yderligere genering. Dramatikken blandt de forreste gav i stedet mulighed for de to udvendige deltagere Ritzy og Ballet Princess til at slå til, og i sidste ende blev det også disse to der gjorde op om sejren, med Ballet Princess om den bedste. Ballet Prince-datteren trænes af Elo Ervolder og ejes af denne sammen med Susanne Hansen.

Ny sejr til Feuer-Star
Dagen blev indledt med Amatør Trofæ Serien over 1600 meter, og her blev der fart på fra starten med Brian Wilson-trænede Feuer-Star i front under Christian Usinger. Feuer-Star elsker at være i front alene, og han fik lov til at bestemme alting undervejs, og selv om kræfterne slap en smule op til sidst var der aldrig tvivl om udfaldet og den 5-årige vallak kunne let tage sæsonens anden sejr.

Dagens 9. og sidste løb resulterede i sejr til Maria Persson-trænede Be Lucky, som under sin faste partner Sara Slot nedkæmpede Over The Rainbow/Louise Møller, mens stabile Volmer/Nicholas Cordrey tog tredjepladsen.