|
Rif Racing Aps' 6-årige brune vallak Zackery tog sagen i egen hånd og førte Equihelp Åbningsløb fra start til mål. Nu venter Dansk Jockey Club Cup (L) førstkommende lørdag.
Den ny-professionelle træner Peter Rif har haft mange glæder af Zackery igennem de sidste fire år. Som 2-årig vandt Domynsky-sønnen SM for 2-årige i Stockholm, og i fjor hentede Zackery to fine sejre på hjemmebanen i Klampenborg. Men som det ser ud nu, har Rif Racing ApS meget mere at se frem til med den bundærlige væddeløber, der på Klampenborgs premieredag i lørdags tog fusen på forhåndsfavoritterne og vandt en sikker sejr i Equihelp Åbningsløb over 1500 meter foran Sky Runner/Anette Jarvén og Magic Fact/Mark Larsen. Jockey Nicholas Cordrey havde på forhånd fået besked på at have Zackery så langt fremme som muligt når feltet rundede sidste del af opløbssvinget, og allerede få meter efter start havde Cordrey placeret hesten i front med Golden Gift og Magic Fact nærmest. Da feltet ramte opløbet var Zackery fortsat forrest, og på trods af ihærdige forsøg bagfra var der aldrig nogen som rigtig kunne true vinderen.

Zackery/Nicholas Cordrey vinder Equihelp Åbningsløb foran en godt afsluttende
Sky Runner/Anette Jarven og Magic Fact/Mark Larsen.
Foto Burt Seeger.
Mod Jockey Club Cup (L)
Sejren i Equihelp Åbningsløb indbragte Rif Racing ApS en førstepræmie på 20.000 kroner, men allerede på lørdag kan stalden føje endnu 50.000 kroner til præmiekontoen hvis det lykkes Zackery at stryge til tops i Dansk Jockey Club Cup (L) over 1800 meter. Her vil modstanden dog være endnu stærkere med navne som Binary File, Blue Mountain, Royal Experiment, Albaran og Ecology blandt de mulige modstandere. Peter Rif glæder sig dog til at se sin hest mod de bedste: ”Vi fandt i fjor ud af at han er bedst på distancer mellem 1600 og 1800 meter, og derfor gik vi bort fra den tidligere sprint-managering. Det har hidtil virket glimrende og selv om modstanden i Jockey Club Cup ser skræmmende ud, vil jeg ikke afvise at han kan gøre det endnu bedre end det han viste os i dag”, udtalte træneren efter løbet.
Zenato - rå Guineas-kandidat
Bare seks heste havde fundet vej til startboksen i 3-års Premieren over 1500 meter, hvor Stall Lambada på forhånd stod godt rustet med de to deltagere Double Ess og Zenato. Sidstnævnte havde udlandsprofessionelle Lennart Hammer på ryggen, og den 31-årige danske jockey fik rig mulighed for at bevise sin store kunnen. Kim Andersen lagde som man kunne forvente stærkt ud på ryggen af starthurtige Double Ess som hurtigt fik en tre længders føring på bagsiden og rundt opløbssvinget. Zenato blev placeret på andenpladsen og Lennart Hammer bad først sin hest om rigtig at rykke da feltet ramte opløbsstrækningen. Her kom de to staldkammerater hurtigt i clinch med hinanden, men det var kun for en kort bemærkning idet Zenato let gik forbi og siden kunne stryge hjem til en overlegen sejr. Double Ess holdt andenpladsen foran en positiv Breeders Friend.

Zenato/Lennart Hammer er knusende overlegen i 3-års Premieren over 1500 meter.
Foto Burt Seeger.
Top-afstammede Zenato har i første omgang Dansk 2000 Guineas på programmet, men senere hen skal det også blive meget spændende at se Acatenango-sønnen over de længere distancer hvor i realiteten hører hjemme. ”Han vil uden tvivl forbedre sig når han kommer ud på længere distancer, og egentlig vinder han kun på sin klasse i dag”, fortalte Lennart Hammer efter sejren. Zenatos mor Zephyrine er i øvrigt søster til både Gruppe-1-vinderen Mutamam og den i Skandinavien kendte Pretty Girl.
Eko Sacher mod Dansk Derby
Bent Olsen-trænede Eko Sacher nåede aldrig at aflægge sin maidentitel i fjor, men med fine præstationer lige bag de bedste i årgangen kunne det ikke være andet end forventet at han i sin sæsondebut endelig ville få hul på bylden. Den langt galopperende Final Appearance-søn blev sendt til front straks fra start i 3-års MaidenSerien over 1800 meter og for jockey Yvonne Durant gik det i realiteten kun ud på at holde den friske hingst i ro og siden styre højre rundt om banen, for Eko Sacher var den overlegent bedste hest på dagen. Ingen af de seks konkurrenter kom nogensinde ind i kampen, og Eko Sacher vandt afstoppet med mange længder foran den urutinerede debutant Athene, som vi nok får at se i vindercirkelen så snart hun får lov at galoppere rundt tribunesvinget. En godkendt præstation var der også fra Bendt Jensen-trænede I’m Back, som var hægtet af feltet på bagsiden men siden sluttede fint af til tredjepladsen.

Eko Sacher/Yvonne Durant er en varm derbykandidat efter sin opvisning i 3-års Maiden Serien.
Foto Burt Seeger.
Dansk Derby bliver uden tvivl hovedopgaven for Eko Sacher i år, og faktisk er han den første hingst i årgangen der virkelig leverer et ’Derby-indtryk’ på Klampenborgs græstæppe. Vi får forhåbentlige flere af den slags at se, men Eko Sachers præstation kommer ikke til at gå i glemmebogen foreløbig.
To til Nick & Mark
Ingen af trænerne kunne tage fra Klampenborg med mere end en enkelt sejr, men det kunne til gengæld de to danske ryttere Nicholas Cordrey og Mark Larsen. Foruden sejren i Equihelp Åbningsløb red Nick Cordrey Olle Stenström-trænede Cappuccino til sejr i www.galopbane.dk Handicap over 1600 meter. Cappuccino er en halvbror til den tidligere 2000 Guineas-vinder Just A Friend, og den danskfødte Cajun Cadet-søn gjorde her sin første start på Klampenborg.

Cappuccino giver Nicholas Cordrey dagens anden sejr i www.galopbane.dk Handicap.
Foto Burt Seeger.
Mark Larsen sad i Signorinetta Handicap op på Peter Jardbys Tenor Sax, og efter et veldisponeret ridt afgjorde jockeyen allerede løbet rundt sidste del af opløbssvinget hvor Tenor Sax sneg sig op indvendigt for førende Tony og uden anstrengelser overtog fronten for siden at vinde i meget sikker stil. Larsen afsluttede også dagen med at sejre på ryggen af Anna Nilsson og Christian Usingers Titchi Witchi, som i vinterpausen er skiftet fra Gurli Madsen til Desmond Scarletts varetægt. Titchi Witchi var yderst velforberedt til opgaven og vandt i sikker stil foran Impasto/Peter Jarven og Feuer-Star/Bettina Wilson.
Svensk dominans
Som så mange gange før var de svenske farver dominerende på Klampenborgs premieredag, og således gik fem af dagens otte løb til heste trænet på den modsatte side af Øresundsbroen. Anette Jarven-trænede Cut Legend/Sofie Danielsson vandt årets første løb på græsset i Amatørtrofæ Serien og Jan-Erik Petterssons Grey Medallion/Fredrik Johansson fik endelig aflagt sin maidentitel i Baden-Baden Maidenløb.
Der var næsten også svensk dominans blandt publikum, og de svenske spillere var i høj grad med til at løfte banens omsætning med mere godt 20% i forhold til hvad Klampenborgs direktør Tom Christensen på forhånd havde håbet på. ”Det blev en start over al forventning, en rigtig flot måde at starte den nye sæson på”, kunne Christensen smilende konstatere efter dagens sidste løb hvor omsætningen rundede 91.000 kroner ud af de ca. i alt 1,8 millioner der blev spillet for på premieredagen.
|