Princess Royal vandt Dansk Kriterium

Slog Cut Champion efter hård kamp - Prime Match disket i Super Sprint 3

- Analyse af Stine Juncher

1. løb. 2-års Maiden Serien.
I 2-års Maiden Serien fik publikum en kommende stjerne at se. Flemming Poulsen-trænede Fanfare Dotdk stod nærmest stille da startboksen åbnede sig og mistede adskillige længder. På et tidspunkt var der ca. 25 længder op til de førende. Efter 200 meter var feltet blevet meget langstrakt. De førende var Cut Diamond, Novacat og Go To Fortunen. Herefter var der 2 længder til My Yorka og langt ned til resten af feltet.
Rundt svinget avancerede Eko Park stærkt sammen med Deetah, mens Rickard også viste sig udvendigt. Ind i opløbet var Deetah slået og Rickard overtog teten. Sara Slot gik i midten med Fanfare Dotdk, som fra sin 7-8. plads eksploderede i et utroligt angreb på de sidste 100 meter og gik forbi indvendige Rickard. Cut Diamond blev tredje foran Go To Fortunen og Nocacat. Fanfare Dotdks præstation var helt i særklasse, og der sigtes nu på en evt. start i den svenske vinterfavorit.

2. løb. All Right Mile.
I All Right Mile over 1600 meter blev det til endnu en sejr til gamle Senador, som var hurtigt ude af boksen sammen med Bodfari Street. På bagsiden overtog Makebelieve Island og Bodfari Street fronten foran Senador og Roushan.
Rundt opløbssvinget gik Roushan og Senador frem sammen med Bodfari Street, og de tre heste fulgtes ad ned gennem opløbet. Efter en fin opløbskamp vandt Senador løbet med en længde før Roushan og Bodfari Street.

3. løb. Belle De Crecy Handicap.
Svenske Two Terms Friend fejrede sin fjerde sejr i træk på Klampenborg, da hesten under Luis Villarroel vandt Belle De Crecy Handicap med 2 længder foran Secret d'Amour og en godt afsluttende Shabaash. Efter at feltet havde været samlet på bagsiden, var der stor bredde de sidste 400 meter. Secret d'Amour førte, men mistede kræfterne da Two Terms Friend kom frem indvendigt.

4. løb. Dansk Kriterium Consolation.
Dansk Kriterium Consolation gav sejr til favoritten Hackman, der vandt utrolig let og afstoppet for Graham Wragg.
Hackman var hurtigt ude af boksen sammen med Eko Campanile, mens Apple Green fik en dårlig start. Mark Larsen red hårdt for at få Apple Green frem i front sammen med Novagun. Herfra var der på bagsiden 5-6 længder ned til Eko Campanile, Garryson og Womanizer.
Rundt svinget gik Novagun indvendigt, Apple Green i midten, og udvendigt trak Hackman let fra med 200 meter tilbage til sejr på mange længder. Garryson spurtede stærkt på de sidste 150 meter og fangede Novagun på stregen.
Efter løbet udtalte Hackmans træner Sven Christensen, at næste opgave bliver Vinterfavoritterne, og at de ekstra 200 meter ved den lejlighed vil passe hans hest perfekt. Hackman er efter Final Appearance og Sceptre Stakes-vinderen Skee The Feen.

5. løb. Dansk Kriterium 2000.
De 2-årige hestes største opgør på dansk grund, Dansk Kriterium om 300.000 kroner over distancen 1400 meter, blev vundet af Princess Royal foran favoritten Cut Champion.
Inden løbet var der problemer med Wido Neuroths outsider Theatry, som ikke var meget for at gå i startboks. Den norske gæst sprang også sidst ud af boksen, mens Cut Champion, Timo og Take A Risk var først af sted. De første 6-7 heste lå tæt samlet, mens resten var spredt på bagsiden.
Rundt opløbssvinget førte svenske Timo kort foran Cut Champion, mens Kim Andersen avancerede udvendigt på Princess Royal. Nicholas Cordrey gik den korteste vej ind på det lige med Cut Champion og Princess Royal trak til angreb i midten. Med 200 meter tilbage var det kun en kamp mellem Cut Champion og Princess Royal, der skiftedes til at føre og sørgede for dagens mest seværdige opløbskamp. Over mål havde Princess Royal et lille overtag og henviste storfavoritten til andenpladsen, mens Timo, Monsieur Et Toi og Tough Line var de næste i præmierækken.
Princess Royal er faldet efter Richard Of York - Princesse Ilt, opdrættet på York Stutteri, ejet af Stall Lambada og trænes af Søren Jensen. Det var den tredje storløbssejr for Princess Royal, der har haft en fantastisk 2-årssæson. Efter en tredjeplads i debuten vandt hun både Skandinavisk Opdrætningsløb og Auktionsløb, inden hun var kort slået af Cut Champion i Produce Stakes. I Dansk Kriterium fik den talentfulde hoppe således revanche, og det bliver interessant at følge hendes udvikling til næste år.

6. løb. Grey Express Handicap.
Grey Express Handicap gav favoritsejr til svenske Dhore, som efter kamp slog River Foyle. Mohawk var hurtigt af sted og tog føringen med to længder ned til Dhore, River Foyle, Pure Nobility, Blæddeprinsen, Omaro og Way Of Walking. Denne rækkefølge blev stort set holdt hele vejen ind på det lige. I opløbet blev Mohawk og River Foyle indvendigt, mens Dhore gik til angreb udvendigt i banen. River Foyle fik et lille overtag og så længe ud til at skulle vinde, men Jacob Johansen fandt et ekstra gear i Dhore, som til sidst gik forbi og vandt foran River Foyle, Mohawk, Blæddeprinsen og Pure Nobility.

7. løb. Super Sprint 3.
Super Sprint over 700 meter blev som forventet vundet af sprinterkongen Prime Match, men efter voldgiftens afgørelse blev hesten diskvalificeret for trængning kort efter start. Feltet kom samlet af sted med Prime Match først foran Gipsy La og Chok-Di. Prime Match trak endnu en gang ud i banen og generede flere af løbets deltagere, heriblandt Ayers Rock, som var tæt på styrt. Le Tølbøll måtte også tage Gipsy La hårdt op for at stabilisere den. Da Gipsy La kom i gang igen spurtede den meget stærkt frem og kom i front, men kunne ikke true Prime Match til sidst. Voldgiften vurderede, at Prime Match var til så stor gene i løbet, at den helt skulle diskvalificeres, og herefter blev Gipsy La kåret som vinder foran Chok-Di og Smokebush.

8. løb. Cut Legend Handicap.
Brian Wilsons Pole Position fik endnu en årssejr, da hesten med Bettina Wilson i sadlen vandt Cut Legend Handicap. Der var et moderat tempo på løbet, feltet var langstrakt på bagsiden. Medusa Sacc førte foran Normandie, Pinafore og Albinona. Ind på opløbet spredte feltet sig og Pinafore overtog kommandoen med to længder til Medusa Sacc. Pinafore startede indvendigt i banen, men sluttede af i midten udvendigt for Solpojken, mens Pole Position angreb stærkt udvendigt og nåede forbi til sejr.