Vetrotex sejrede i Jydsk Derby

- Flemming Poulsen & co. rider videre på succesbølgen - Stutteri Elverdam endnu en gang i fokus - Choice vandt Petit Prix - Consolation-sejr til Keeneland - Clouseau fra start til mål i Champion Stakes.
- Af Filip Zwicky-Broström
Ceres Jydsk Derby blev med en fair afvikling og en medrivende opløbskamp til det gode sportslige indslag, som publikum havde gået og håbet på. Det gjaldt i første omgang den flotte sejr, som Vetrotex præsterede efter godt og eftertænksomt arbejde af jockey Mark Larsen. Det var også en bekræftelse af træner Flemming Poulsens fantastiske stald, som bare bliver bedre og bedre, for slet ikke at tale om Danmarks, og nu tør jeg godt at sige det lige ud, i særklasse største hesteejer Erik Olesen, samt dennes kompagnon Kristian Andersen, der endnu en gang fik ret i sin væddeløbs-politik om, at det betaler sig at vente med at starte hesten til den helt klar. Men skal vi en smule længere ind i den langt fra afsluttede historie om hingsten Vetrotex, fortjener opdrætterparret Rita og Peter Mathiassen fra Stutteri Elverdam uden tvivl en stor gestus fra hele den danske galopsport.
Først skal der redegøres for selve løbet, som fik en flot afgørelse mellem løbets to bedste heste - Vetrotex og Burry Boy. Søren Jensens Eko Ritz sørgede for et pænt tempo rundt på den lille Århusbane, mens Mark Larsen havde Vetrotex velplaceret langt fremme. Kim Andersen sørgede for at pakke Burry Boy ind rundt det første sving, og trak så hesten ud til avancement på bagsiden. Her var der dog allerede et stykke op til de førende, hvor Eko Ritz stadig var toneangivende, dog under pres fra Vetrotex. Ind på lige bane overtog Vetrotex hurtigt styringen, og det stod også hurtigt klart at Burry Boy var den eneste seriøse udfordrer. Men Kim Andersen fik aldrig nok fart i Burry Boy til for alvor at kunne true Vetrotex, der havde en lille længdes forspring i mål. Eko Ritz var tydeligt godt brugt undervejs, og han blev også slået til tredjepladsen af Nice Deal, mens feltets eneste hoppe, Cut So Sharp sluttede sidst i præmierækken.
Det var Vetrotex's tredje sejr ud af lige så mange mulige i år, og den samlede
præmiesum nærmer sig med hastige skridt de 200.000 kroner, efter den
mørkebrune hingst altså løb med førstepræmien på 150.000 kroner i Ceres
Jydsk Derby.
Vetrotex blev købt som
åring på Dansk Galops Åringsauktion i 1998 under navnet Gotti, men som alle
de andre heste der bliver
erhvervet af Stald Composit, fik Vetrotex sit "reklame-navn" i 1999.
Han hørte til første årgang af Richard Of Yorks afkom, som efter en lidt
kedelig start nu for alvor er ved at sætte sit navn fast herhjemme - for mindre
end to uger siden vandt Miss Et Toi Mowerinaløb, og efter Vetrotex's sejr i
Jydsk Derby skal de der stadigvæk kun har kritik til overs for Richard Of York
til at gå stille med dørene!
At Richard Of York har givet Vetrotex noget særligt er selvfølgelig tydeligt
at se, men en god hingst slår sjældent igennem uden en ekstra god hoppe - og
det må siges at være tilfældet med Vetrotex's mor, Natalja. Natalja (v.
Niniski) vandt i sin tid Dansk Avlsløb, og blev nummer to i Dansk
Opdrætningsløb, Mowerinaløb og Dansk Oaks. I avlen er Natalja mor til bl.a.
den klassiske vinder McGuire, og Break A Leg som var 2. i Mowerinaløb, samt
Nazia der sidste år vandt Svenskt Oaks Trial og ikke lang tid efter blev Dansk
Mester for 3-årige. Jo, Natalja har været meget nyttig i avlen, og der er al
grund til at tro på at hun bliver ved med dette lang tid endnu. Næste i
rækken af væddeløbere efter den 16-årige hoppe er Basin (v. Domynsky), som
er i træning hos Bent Olsen. Går man og drømmer om at få et afkom efter
Natalja inden for den nærmeste fremtid, skal man slå til i år, hvor Stutteri
Elverdam har helbroderen til Vetrotex gående. Natalja har desværre været
gold, og har således ikke fået noget føl i år.
At Rita og Peter Mathiassen på Stutteri Elverdam er særdeles dygtige
opdrættere og ligger helt i toppen herhjemme er gennem en lang årrække blevet
bevist med klassiske vindere som Rossard, Kazoo, All Fair, All Right, McGuire,
samt sidste års vinder af Jydsk Derby, Dufaux. Det er ganske enkelt fantastisk,
at et stutteri med så få hopper kan producere så mange heste med skandinavisk
Black Type.
Desværre har Stutteri Elverdam også oplevet modgang, især gennem det sidste
halve år, hvor stutteriet har mistet hovedparten af deres godt trukne føl -
men lad os alle sammen krydse fingre for at Vetrotex' sejr er incitament nok
til, at Rita og Peter Mathiassen kan fortsætte deres store arbejde, som ganske
enkelt er uundværligt for den danske avl.
Choice vandt Petit
Prix
Inge Mette Dejgaards heste har
gennem den seneste måned døjet med virus, hvilket medførte at hun måtte
opgive at starte flere af hendes klassiske kandidater i foråret. En af disse er
hoppen Choice (v. Dunphy), der efter to skuffende præstationer på Jägersro og
Klampenborg endelig var klar igen efter overstået sygdom. Efter afbud fra
Feuer-Cat, Troubleshooter og Eko
Kramer, var der kun seks heste til start i Petit Prix, der er et
konsolationsløb for de heste som ikke magter distancen 2200 meter i det jydske
derby. En af forhåndsfavoritterne, Power Supply stod helt stille i starten og
missede endnu en gang flere længder. Choice var derimod hurtigt af sted og Mark
Larsen
lagde sig i front rundt svinget. På bagsiden øgede Choice føringen, og det
virkede som om feltets øvrige jockeys bare ventede på, at Choice skulle miste
pusten. Men da hestene kom ind på lige bane fandt Mark Larsen et ekstra gear i
Choice, som forsvarede sig fremragende og vandt sikkert foran Dunbar/Kim
Andersen og Power Supply/Puk Ervolder. Der var 28.000 kroner i førstepræmie
til Choice, der ejes af anpartsforeningen Dream Team, og der mindede lidt om en
banegård på græsset, da Choice skulle fotograferes efter sejren - men dejligt
at se, at så mange menneske kan tage del i glæden efter en flot præstation.
Choice er efter avlshoppen What A Love, og søster til bl.a. Silver Blue, der
for 11 år siden vandt Dansk Opdrætningsløb, og Barishnikov, som både vandt
Produce Stakes og Petit Prix.
Keeneland vandt
Consolation
I Jydsk Derby Consolation
indfriede Søren Jensen-trænede Keeneland endelig sin favoritværdighed og tog
karrierens første sejr i hård kamp med indvendige Falk, som var tæt på at
levere en ægte sensation for Torben Christensen og lokale Kristian Andersen.
Søren Jensens anden deltager, Novamail, havde længe været toneangivende, men
ind på lige bane var det Keeneland som overtog og længe så ud til at skulle
vinde sikkert. Men så fik Stewart McCann gang i Falk, der indvendigt ikke var
mange centimeter fra at snyde Keeneland. Novamail gik lidt i stå på den lige
bane, men holdt sin tredjeplads foran Fourier og Silver Jean. Ligesom i Petit
Prix, var der 28.000 kroner i førstepræmie til Keeneland, der er ejet af Stald
Bakkehave og opdrættet af Poul Kemp Andersen. Keeneland er faldet efter
Basiluzzo og nyligt afdøde Gorgeous Rose, hvis bedste resultat i avlen hidtil
har været med hoppen Lamborghini, der vandt løb i Tjekkiet, men mon ikke
Keenelands sejr i Jydsk Derby Consolation skal regnes højere end dette?
Clouseau fra start til
mål i Champion Stakes
Århus Charter Jydsk Champion
Stakes var med sin samlede præmiesum på 85.000 kroner dagens næstbedst
betalte opgør. Hanne Bechmann-trænede Clouseau testede banen for tre uger
siden, hvor han var knebent slået af Lions Itchiban, som også var blandt
konkurrenterne i dag - dog var Clouseau bedre inde vægtmæssigt denne gang.
Nicholas Cordrey havde Clouseau hurtigt af sted og førte feltet rundt første
gang sammen med netop Lions Itchiban. Rundt opløbssvinget måtte Lions Itchiban
dog slippe taget, mens Clouseau fortsatte i godt tempo ind på lige bane. Her
dukkede River Foyle op i et stærkt angreb og kom nærmere og nærmede op mod
målstregen, men Clouseau reddede sig hjem. Owner's Equity fik en noget
besværlig rejse, men sluttede rigtig godt af til tredjepladsen foran Lions
Itchiban og The Hero.
Sejren i Jydsk Champion Stakes var Clouseaus første, siden han i debuten som
3-årig vandt foran selveste Dano-Mast - hvilket ikke er noget som nogen andre
end lige Valley Chapel kan prale af at have gjort!
Jydsk Væddeløbsbane
omsatte i alt for lidt over 1,2 millioner kroner, og i selve Ceres Jydsk Derby
lød omsætningen på ca. 185.000 kroner. Generelt var omsætningen, på trods
af mindre felter, højere i de seks galopløb end de resterende travløb, så
det skandinaviske galoppublikum var godt repræsenteret i Århus på denne
sidste søndag i maj.