Scariff Bay og Mark Larsen tilbage med sejr

Den 30. juli kom Mark Larsen ud for et meget grimt styrt med hesten Scariff Bay - I dag vandt parret en let sejr i Zwicky Ærespræmie om 30.000 kroner. Eko Radisson SAS viste stort potentiale i 2-års-løbet - Lyngby Taarbæk Kommunes Ærespræmie gik til Søren Jensen-trænede Nordic Gift med Kim Andersen. 3 sejre til Søren Jensen, 2 til Kim Andersen.

Scariff Bay tilbage
Familien Bispelunds dyre import, den 3-årige hingst Scariff Bay, havde indtil sit uheld sidst i juli ikke gjort meget forkert i på de danske baner, hvor det var blevet til 3 sejre og 2 Scariff Bay/Mark Larsen vinder sikkert foran Jaleen/Dickieandenpladser i 5 starter. Scariff Bay var også storfavorit i Århus for tre uger siden, men et dramatisk styrt satte en stopper for hingstens flotte præstationsrække. Værst gik det dog ud over jockey Mark Larsen, der pådrog sig en kraftig hjernerystelse og således hverken var i stand til at ride på Scandinavian Open Championship-dagen på Klampenborg, eller på den Svenske Derby-dag ugen efter.
I dag var Scariff Bay og Mark Larsen tilbage sammen i Zwicky Ærespræmieløb om 30.000 kroner, hvor Luis Villaroel-trænede Xochimilco var gjort til favorit på grund af gode resultater og en klar vægtfordel. Xochimilco, der er lillebror til storløbsvinderen Mr Umut, kom dog aldrig til at være med i afgørelsen, der stod imellem Brian Wilson-trænede Jaleen og Bent Olsens Scariff Bay. George Dickie kunne dog intet stille op på ryggen af Jaleen, for Scariff Bay var bare en klasse bedre end de øvrige deltagere. Caerleon-sønnen rundede med denne sejr de første 100.000 kroner i denne sæson, men ingen tvivl om, at Scariff Bay er klar til de større opgaver i næste sæson.

Eko Radisson SAS den bedste 2-åring?
Championtræner Søren Jensen har allerede vist, at hans 2-års stald er den klart bedste i Danmark. Med de to første gennem mål i Opdrætningsløb, Mayfair og Miss Et Toi, samt 2-års-løbs vinderen Belle De Crecy, har træneren et stærkt hold af sportens yngste, og i dag kom endnu en af slagsen!
Eko Radisson SAS, der ligesom Mayfair og Belle De Crecy blev købt på Dansk Galops Åringsauktion sidste år, var toneangivende hele vejen fra start i Richard Of York Ærespræmieløb, og havde ingen problemer med at forsvare sin føring over for en ellers godt angribende Jackpot/Jacob Johansen og Washington/Fernando Diaz. Washington er også trænet af Søren Jensen. Kim Andersen, der red Eko Radisson SAS til sejr, udtalte efter løbet, at den brune hingst efter Dear Doctor - Trout måske er staldens allerbedste 2-åring - dette er store ord i betragtning af Mayfairs opvisningssejr i årets første store 2-årsløb, men hvis championjockeyen vurderer rigtigt, får sportens øvrige trænere mere end svært ved at vippe Søren Jensen af pinden når Auktionsløb, Dansk Kriterium og Vinterfavoritternes Ærespræmie skal afvikles senere på sæsonen.

Jensen/Andersen tog også hovedløbet
Dagens hovedbegivenhed, Lyngby-Taarbæk Kommunes Ærespræmie over 1800 meter, blev til endnu en triumf for duoen Søren Jensen/Kim Andersen, da Nordic Gift vandt endnu en sejr. Nordic Gift har haft en strålende sæson i år, hvor det foreløbig er blevet til 3 sejre, 1 anden- og tredjeplads i 6 starter. Nordic Gift er både ejet og opdrættet af Eileen Jørgensen, der fik 15.000 kroner i førstepræmie. På de nærmeste pladser fulgte Le Migon/Nicholas Cordrey og Kates Whip/Mark Larsen.

Tornado spurtede stærkt til sejr
Sherzad Ærespræmieløb over 1300 meter, der var forbeholdt jockey-lærlinge med dansk licens, samt amatørryttere med mindst 10 starter, så længe ud til at skulle give en meget overraskende sejr til Bent Olsens Suivez La Trace/Katya Bøtcher, der tog en stor føring på bagsiden og var klart i front ind på den lige bane. Selv om konkurrenterne kom tættere på, lignede det længe sejr til Suivez La Trace, men på de sidste meter fik Alexander Elsass presset Tornado forbi helt ude i banen. På tredjepladsen fulgte en ligeledes godt afsluttende African Step under Ulf Sjøholm.

Bettina Wilson udbyggede sin føring
Brian Wilson havde en flot dag med flere gode placeringer, og kronen på værket blev sat i 3. løb, Opus 57 Ærespræmieløb, hvor trænerens kone, Bettina, red Jet Lag til en sikker sejr før Arctic Envoy/Diaz og Palish/Ødegaard. Det var Bettina Wilsons 5 sejr, og hun fører nu meget klart Klampenborgs amatørrytterliste med 3 sejre ned til Thomas Sandstød som deler andenpladsen med Peter Jarven, Anne Nimand Jansen og Alexander Elasss.

Har Olympic Line fundet melodien?
Den nu 4-årige Olympic Line fik en meget positiv start på karrieren ved at slå den senere 2-årsstjerne Cut Courier, men lige siden er det gået meget op og ned for den mørkebrune vallak, der efter at have forladt Frank Stewarts stald har stået hos Nils Lindgren i Sverige sidste sæson. Efter 6 skuffende resultater i år er Olympic Line blevet sat i træning hos Hanne Bechmann, hvilket ser ud til at være en fremragende ide. I Brother Chris Ærespræmieløb over 1600 meter gav Olympic Line nemlig opvisning og vandt dagens mest overlegne - og overraskende - sejr under Thomas Bertelsen. På andenpladsen fulgte Neon Deion/Andersen og North Star/Beatrice Marsing.

Midnight Magic gav Søren Jensen sin 3. sejr
I dagens 7. og sidste løb, Ballet Prince Ærespræmieløb over 2400 meter, gik sejren til Midnight Magic og Fernando Diaz, der for første gang i år fik sin bløde bane at løbe på. Midnight Magic blev sidste år kåret som Årets Hest på Jydsk Væddeløbsbane, og storebroderen Sovereign Magic vandt bl.a. Dansk St. Leger. Midnight Magic er ejet af Stald Santos & Stald Amanda og trænet af Søren Jensen (billedet), der her tog dagens 3. sejr.

Klampenborg Hesteejerforening havde endnu en gang arrangeret en flot væddeløbsdag, hvor der udover de gode sponsor-løb, også blev budt på opvisning i verdens ældste boldsport, polo, samt tre ponygalopløb for ryttere under henholdsvis 12, 16 og 18 år.