Jydsk Væddeløbsbane
Onsdag den 29. april
- Af Kathrine Faarvang
Eko Deauville atter suveræn
For første gang i 1998 kunne Århus væddeløbsbane byde på
hele 3 galopløb, - med mange gode heste imellem. Flere
topjockeys var også mødt op, - blandt andet Mark Larsen og Kim
Andersen - så der var alt i alt lagt op til nogle spændende opgør
på græsset. Første løb var for nogle af provinsens bedste
sprintere. 8 deltagere skulle ud over distancen 1500
meter, hvor der på Århus-banen virkelig kommer fart over
feltet. Favoritten var på forhånd hoppen Salsa, der med en 3.
plads i sæsondebuten i Klampenborg allerede havde taget hul på
en ny god
sæson. Kim Andersen sad på ryggen af Rebuke, der på forhånd
var feltets dark horse, - på en god dag har han evnerne til at løbe
med op.
Rebuke var da også med oppe og sætte tempo på løbet, men
faldt hurtigt fra igen. Salsa overtog teten og var først ind på
lige bane, hvor fynske
Haidohart kom op og pressede den førende. Forbi havde
Haidohart dog ikke kræfter til at komme. I en god finish
yderst i banen nåede sidste efterårs sejrssluger Polimex op og
var lige ved at overrumple Salsa. Polimex og Salsa passerede målstregen
i samme tid - med Salsa som vinder - Haidohart fulgte en længde
efter. Salsa, der ejes af Elkær Stutteri og trænes af Allan
Nielsen blev redet til sejr af Mark Larsen.
Der var knap så megen spænding om resultatet i de næste 2 løb.
Først blev publikum vidne til en kraftpræstation af fynske
Nether Lane, der førte fra start til mål. Der var kun 5 heste i
løbet. Den Søren Jensen-trænede Malyfra så blændende ud i
paddocken og mange havde da også sat deres kryds ved ham. Nogen
stor rolle kom Malyfra dog aldrig til at spille. Rundt i sidste
sving forsøgte hingsten at komme op på siden af den skimlede
Nether Lane, men han afviste ethvert angreb og sejrede med flere
længder. Ned gennem opløbet kæmpede Mambo sig forbi Malyfra og
viste endnu engang, at hun altid går godt i Århus.
Nether Lane, der havde en knap så god sæson sidste år, viste
med sejren, at han er helt på toppen igen. Hesten ejes af
Lisbeth Langkilde, trænes af John Antonsen og blev redet til
sejr af Sussi Hald.
Aftenens sidste galopløb var forbeholdt 3 årige heste og der
var på forhånd lagt op til en duel mellem århusianske Le
Cartier og Eko Deauville, der trænes i Klampenborg. Efter afbud
fra førstnævnte var der dog ikke så meget spænding om
resultatet og klassehesten Eko Deauville levede da også fuldstændig
op til favoritværdigheden. Endnu engang blev føring fra start
til mål recepten på sejr. Fung Shui gik et godt løb og
sluttede 2. - dog noget på afstand. Tredie blev hoppen Why
Anita, der havde Mark Larsen i sadlen. Eko Deauville ligner
virkelig en hest, der er klar til større opgaver. Kim Andersen
gav ham en perfekt rejse og så trak han uden det mindste besvær
fra alle konkurrenter. En flot, flot præstation.
Hesten trænes af Søren Jensen og ejes af Stald Eko.