Specialist i aktivt kul
til vand- og luftrensning
Nyheder 2008 - 2. del
30.12.2008 Scandinavian Raceweb - nye visioner, nye udfordringer

Året 2008 synger på allersidste vers, Täby afholdt i søndags den sidste galopdag i Skandinavien, og snart kan et nyt galop-år skydes i gang. 2009 bliver uden tvivl et skæbnens år for hele industrien, ikke bare i Skandinavien, men også i resten af verden, hvor finanskrisen overalt har hærget og sat dybe spor.

Krisens indflydelse på galopsporten gav sig især til kende ved efterårets åringsauktioner, hvor gennemsnitspriserne markant faldt både i og udenfor Skandinavien. At Dansk Galops formand Nick Elsass i slutningen af november som følge af finanskrisen valgte at sætte Stumpedyssegård til salg og afvikle sine aktiver i ét af Skandinaviens førende stutterier, York Stutteri, førte endnu flere spørgsmål med sig. Spørgsmål som galopsport.dk forhåbentlig har givet vores læsere oplysende svar på i den efterfølgende tid.

En dør lukkes; en ny åbnes
Men når det nu er sagt, så står galopsporten faktisk historisk stærkt i krisetider. I USA opnåede fuldblodshesten Seabiscuit at skabe flere avisoverskrifter end Hitler i årene efter børskrakket på Wall Street og den efterfølgende depression, og på Klampenborg Galopbane beskrives årene under og især lige efter 2. Verdenskrig som de allerbedste i banens snart 100-årige historie.

Hvad enten der er tale om Seabiscuit i Californien, eller efterkrigstid i København, så må nøgleordet være sammenhold. For krisetider fører også nye muligheder med sig, og det er de muligheder der skal gribes i 2009. Mange af de forskellige mennesker undertegnede har talt med igennem den seneste tid er af den opfattelse, at når det kommer til spil – gambling – er folk faktisk mindre forsigtige når økonomien er presset. De er mere villige til at tage chancer i håb om hurtige indtægter. Ergo skal der igen arbejdes hårdt for at skaffe markedsandele, og at kløften imellem de forskellige samfundsklasser er blevet mindre, kan ligeledes blive en væsentlig fordel.

Nye udfordringer
Scandinavian Raceweb har siden 1997 fungeret som nyhedskilde for rigtig mange læsere. Vores statistik viser, at mere end 1.000 unikke brugere klikker ind på siden hver eneste dag året rundt, og dermed stiger ansvaret også for levering af sagligt og troværdigt materiale.

Sideløbende med redigeringen af galopsport.dk har Scandinavian Racewebs hovedområde været at bistå Klampenborg Galopbane med presse- og publikumsrelaterede emner. I det kommende år bliver struktureringen dog anderledes, og Scandinavian Raceweb vil ikke længere blive drevet dør om dør med Klampenborg Galopbane og Dansk Galop i Hestesportens Hus.

Omstruktureringen danner baggrund for en række af de nye visioner jeg ønsker ført ud i livet for galopsporten som helhed. Først og fremmest vil der blive satset hårdt på rekruttering af nye sponsorer og mulighederne for specielle events på løbsdage – et endnu uopdyrket, men kæmpe aktiv, der skal bygges op omkring tidligere erfaringer høstet talrige steder på jordkloden.

Goffs Bloodstock Sales
Scandinavian Raceweb fortsætter i 2009 som samarbejdspartner med det førende irske auktionsfirma Goffs Bloodstock Sales. Som det skandinaviske løbs- og avlssystem er bygget op, vil der naturligvis fortsat være brug for ivrig tilgang af ungheste, løbsheste og avlshopper, og i et land som Irland, hvor der hvert år produceres langt flere heste end markedet kan bære, er der fantastiske muligheder for at sikre sig alle typer heste med prægtige afstamninger til langt mere fordelagtige priser end øvrige steder i Europa.

Igennem mit arbejde som Skandinaviens repræsentant for Goffs Bloodstock Sales vil jeg altid være behjælpelig i alle henseender med henblik på indkøb på Goffs’ auktioner – yderligere information finder du på galopsport.dk/goffs.

Lancering af nyt website i 2009
I takt med at Scandinavian Raceweb lægger stilen om, vil Galopsport.dk i løbet af de kommende måneder også gennemgå en række forandringer. Der planlægges lanceringen af en ny og mere tidssvarende webside, der samtidig skal danne baggrund for en bredere dækning, muligheder for gæste-blogs, lettere tilgang til annoncering og meget mere.

Din informationskilde
Det overordnede mål for Scandinavian Raceweb i 2009 og 2010 er, at lade virksomheden vokse og blive en stadig større kilde til informationer og løsninger inden for galopsporten. Scandinavian Raceweb råder i dag over et stærkt kontaktnet over hele verden, lige fra internationale organisationer, journalister og fotografer til udenlandske jockeys og agenter inden for alle genrer. Vi etablerer gerne kontakter på tværs af grænser, og tager hele tiden udgangspunkt i at vores service skal være til glæde og gavn for industrien i hele Skandinavien.

Til slut vil jeg sige tak til alle annoncører og sponsorer, der igen og igen viser enorm opbakning til Galopsport.dk. Det er personerne og virksomhederne bag logoerne der gør, at vi nu tager hul på vores 13. sæson online – mange tak for det!

I ønskes alle et godt og lykkebringende 2009.

Filip Zwicky
Scandinavian Raceweb

Makkerparret Bent Olsen og Jacob Johansen i minutterne efter Master Kids sejr i Dexia Dansk Derby 2008.
Foto US Photo.
30.12.2008 Cordrey afsluttede 2008 bedst

Jockey Nicholas Cordrey kunne ikke tænke sig en bedre afslutning på 2008, efter han på årets sidste løbsdag i Skandinavien vandt fire gange i træk på Täby.

Cordrey lagde ud med at vinde på den 2-årige Final Appearance-søn Chicago, derefter blev det til endnu en 2-årssejr med Funambule-sønnen Ellis Lad, og efter at have hjemtaget Guldhandikap med Soy Asturiano, vandt den danske jockey sin tredje 2-årssejr på ryggen af El Gran Lode-datteren Peggy Sue. Dagens to øvrige opgør blev vundet af rytterne Per-Anders Gråberg og Kim Andersen.

Nicholas Cordrey vandt tilbage i 2001 hele syv løb ud af otte mulige på Jägersro, så bedriften på Täby var ikke nogen personlig rekord, men mon ikke de fire sejre er med i tankerne når den dygtige rytter ser tilbage på 2008. Årets største triumf for Nicholas Cordrey er dog uden tvivl sejren i Capinordic Scandinavian Open Championship (Gr.3) på Klampenborg, hvor han red Erna van Doorn-trænede Chinese Mandarin først over stregen foran Peas And Carrots og Dan Tucket.

2-årige Ellis Lad var den ene af Nicholas Cordreys i alt fire dagssejre på årets sidste galopdag i Skandinavien.
Foto Stefan Uppström.
22.12.2008 Hammer i Top-10 på den tyske jockeyliste

Danske Lennart Hammer kan snart se tilbage på en ganske flot comeback sæson i tysk galopsport, hvor han efter alt at dømme kommer til at slutte blandt de 10 bedste ryttere.

Hammer har haft en forrygende afslutning på året, og alene i sandbanesæsonen er det blevet til 12 vindere, hvilket lige nu bringer ham op på i alt 36 sejre og en samlet ottendeplads i jockeychampionatet - én mere end Terry Hellier og to flere end Andreas Suborics.

Det tyske jockeychampionat går igen i år til Eduardo Pedroza, der med 90 sejre er otte foran Filip Minarik på andenpladsen. Rent pengemæssigt er Andrasch Starke dog helt overlegen med mere end 1,3 millioner euro i indredne præmier og en sejrsprocent på 22.

Lennart Hammer.
Foto Catchlight.no.
22.12.2008 Patrick Wahl i julehopla på Täby

Stockholm-træner Patrick Wahl havde gavesækken frem søndag eftermiddag, hvor han sadlede hele tre vindere i dagens otte opgør på Täby. Den første var endda en double med de to danskopdrættede 2-åringer Picnic og El Marati.

Picnic og El Marati indtog de to første pladser i et vinderløb over 2000 meter med Jacob Johansen på ryggen af vinderen, der her tog sin karriers anden sejr. Begge heste er opdrættet på Stutteri Hjortebo. Patrick Wahl fulgte op i Krafft Treårselit Finalen over 1600 meter, hvor Oscar vandt let med tre længder for Per-Anders Gråberg.

Endelig kunne Patrick Wahl slutte dagen af med sejr i Triohandikap over 1600 meter, da lærling Ninni Westerlund red Chorusso først over stregen.

Patrick Wahl.
19.12.2008 Academy Award tilbage på Hjortebo i 2009

Årets suveræne championavlshingst i Danmark, Danehill-sønnen Academy Award der ejes i samarbejde mellem York Stutteri og Stutteri Hjortebo, kommer i 2009 til at stå opstaldet på sidstnævnte stutteri.

Siden erhvervelsen af Academy Award har de to danske topstutterier skiftedes til at have hingsten opstaldet, og i 2009 var turen således kommet til York Stutteri. Men grundet det igangværende salg af Stumpedyssegård, er det blevet besluttet at lade Academy Award stå på Hjortebo i den kommende bedækningssæson.

Her vil faderen til to af årets Derby-vindere stå opstaldet sammen med den nye Danehill-hingst Simbad og Sadler's Wells-sønnen Final Appearance. Cajun Cadet, der ligesom Academy Award var ejet i fællesskab mellem Stutteri Hjortebo og York Stutteri, er solgt til det nordjyske Stutteri Poulsensminde, hvorfra han vil komme til at bedække i 2009. Academy Award vil fortsat uændret være ejet i fællesskab mellem York og Hjortebo.

Academy Award opstaldes igen i 2009 på Stutteri Hjortebo.
17.12.2008 Klampenborg: Positivt driftsresultat og præmiestigninger på vej

Ovenpå finanskrisens verdensomspændende hærgen har der huseret mange negative rygter omkring den samlede danske galopsport og Klampenborg Galopbane. Er banen konkurstruet? Kan der overhovedet afvikles løb i 2009? Galopsport.dk har talt med KGs administrende direktør Tom Christensen.

"Det bedste regnskab i 20 år"
Er Klampenborg blevet ramt af finanskrisen? "Nej, jeg kan konstatere, at KG er gået ram forbi finanskrisen her i 2008, hvilket afspejler sig i, at vi for syvende år i træk kommer ud med et positivt driftsresultat. I år endda efter afskrivninger og renter, hvilket gør det til det bedste regnskab i 20 år, og det er til stor tilfredshed hos både banens bestyrelse og mig selv.

Hvad er hovedårsagen til det positive resultat?
"Først og fremmest har vi igen haft et kraftigt stigende aktivitetsniveau på banen, også uden for løbsdage, hvor specielt erhvervsarrangementerne fortsat bliver en større plusfaktor i den daglige drift. Dertil har vi haft et rigtig flot år på sponsorsiden, hvilket lover godt for fremtiden, og jeg kan allerede nu afsløre, at de to hjørnesten i vores sponsormarked, Dexia og Capinordic, begge er vendt tilbage med positive tilkendegivelser for den kommende sæson 2009".

Hvad skal det positive driftsresultat bruges til?
"Jeg sidder lige nu med drifts- og præmiebudgetterne for 2009, og som tingene ser ud på nuværende tidspunkt, er der basis for præmiestigninger på i hvert fald mellem 300.000 og 400.000 kroner. Min plan er at stigningerne primært skal anvendes i de ordinære løb".

Et stort kritikpunkt blandt de aktive er de nuværende træningsforhold på Klampenborg. Hvordan ser situationen ud her?
"Jeg er naturligvis helt enig med de aktive om, at de nuværende forhold langt fra er tidssvarende, og der har igennem længere tid været arbejdet på en løsning omkring etableringen af en ny kunststofbane. I den seneste tid er arbejdet intensiveret, og vi har haft repræsentanter fra både Cushion Track, Polytrack og Mac Track - alle med hjemsted i England - på besøg. Opførelsen af den nye træningsbane er dog dybt afhængig af Hestesportens Finansierings Fond, idet vi behøver støtte til godt og vel halvdelen af en bruttoomkostning på mellem 6,5 og 7 millioner kroner, og vi forventer en afgørelse fra fondens side sidst på foråret. Får vi grønt lys her, vil opførselstiden være mellem ni og 12 uger fra første spadestik".

Hvordan ser staldsituationen ud på banen?
"Desværre er Lars Kelps tidligere stald i skrivende stund for en stor del stadigvæk ledig, men vi vælger indtil videre at have is i maven, idet vi søger en yngre, fremadstræbende, professionel træner til at overtage lejemålet. Til gengæld er der fyldt godt op hos hele vores stab af professionelle trænere, og det bliver sikkert svært at finde mere boksplads når først vi runder 1. februar. I det hele taget er jeg meget benovet over den store bredde der i løbet af få år er opstået på trænersiden, og det faktum at der de sidste fire sæsoner har været lige så mange forskellige champions på Klampenborg, beviser virkelig hvor skærpet konkurrencen er blevet. Det har samtidig også bevirket, at Klampenborg-trænernes resultater i hele Skandinavien nærmest har været rekordagtige i det snart forgangne år".

Hvordan ser sæsonplanen ud for 2009?
"Den kommende sæsonplan er i forhold til 2008 ændret ved at vi får 22 løbsdage, hvilket er to dage mindre end i år. Der er dog kun tale om en nedgang på tre fuldblodsløb, og som helhed er jeg vældig tilfreds med sæsonplanens udformning".

Går du på juleferie med ro i sindet?
"Ja, men vi har rigtig mange nye opgaver at tage fat på straks i det nye år, og de kommende måneder frem imod sæsonstarten bliver langt fra stille. Men med et rutineret banepersonale og en stærkt sammentømret administrativ stab, synes jeg at vi står rigtig godt rustet til det kommende års udfordringer. Vi glæder os alle sammen til sæsonpremieren den 18. april".

Klampenborg Galopbanes administrerende direktør, Tom Christensen.
16.12.2008 Navngiv din åring inden 1. januar og spar 1.000 kroner

Dansk Galop påminder ejere af åringer - heste født i 2007 - om, at det frem til 31. december er gebyrfrit at navngive hestene. Fra 1. januar er prisen for navngivning 1.000 kroner.

15.12.2008 Nick Elsass: Klampenborg lever i bedste velgående

”At York Stutteri trapper ned har overhovedet ingen indflydelse på Klampenborg Galopbanes drift og fremtid”, fortæller Nick Elsass i dette interview til galopsport.dk.

Den 26. november udsendte Dansk Galops formand Nick Elsass meddelelsen om, at Stumpedyssegård i Hørsholm var sat til salg, og at der dermed bliver droslet kraftigt ned på York Stutteris aktiver inden for fuldblods- og varmblodssporten. Siden er det gået stærkt med handlen af følhopper og føl, og mere end halvdelen af stutteriets fuldblodsheste har allerede fået nye ejere over hele Skandinavien.

Salget af Stumpedyssegård er utvivlsomt et kraftigt stød i mellemgulvet på den samlede danske galopsport, idet teamet bag York Stutteri igennem 15 år konstant har været blandt landets førende opdrættere og især igennem de senere år har tilført fuldblodssporten en lang række internationale blodlinjer. Savnet af York Stutteri vil absolut kunne mærkes fremover, men sportens aktive og ikke mindst hesteejere og sponsorer kan dog være sikre på, at Klampenborg Galopbane ikke bliver berørt af ændringerne.

Mogens Poulsen er hovedaktionær
Efter pressemeddelelsen ramte medierne, bredte uroen sig i staldene på og omkring Klampenborg Galopbane, idet Nick Elsass er aktionær i selskabet. Elsass maner dog med rette alle bekymringer til jorden: ”Det er rigtigt, at jeg ejer en andel af Klampenborg Galopbane, men det er ikke ”min” bane. Banens formand Mogens Poulsen er hovedaktionær og han har dermed ene og alene majoriteten i firmaet. At Stumpedyssegård og York Stutteris heste sælges har således overhovedet ingen indflydelse på Klampenborg Galopbanes fremtid. Banen lever i bedste velgående, og projektet om en ny træningsbane skrider planmæssigt fremad”, forklarer Nick Elsass.

Driften er i hænderne på Danske Spil
Nick Elsass var sammen med Mogens Poulsen i perioden fra 1992 til 2000 med til at gøre Klampenborg Galopbane gældfri, men siden hele hestesporten kom på Tipsnøglen i begyndelsen af det nye millennium, har det været Hestesportens Finansierings Fond som via midler fra Danske Spil har sørget for banens daglige drift. ”Min personlige økonomi har således absolut intet med Klampenborg Galopbanes økonomi at gøre”, fortsætter Nick Elsass.

Er du på vej ud af dansk galopsport?
Så afgjort nej! York Stutteri går på en kraftig slankekur, og hvor længe kuren varer er uvist. Vi har valgt at være yderst forsigtige, men skulle det vise sig, at vi har været for pessimistiske omkring hele situationen, vil jeg ikke afvise at York Stutteri fortsætter i en endog noget mindre målestok”, svarer Nick Elsass hurtigt på spørgsmålet.

Hvad med din formandspost i Dansk Galop?
Jeg er jo valgt som formand for Dansk Galop af foreningens medlemmer, og bestyrelsesposten i Hestesportens Finansierings Fond er jeg blevet udpeget til af Kulturministeren, så jeg fortsætter naturligvis ufortrødent mit arbejde for den samlede danske galopsport. Dansk Galop har 150 års jubilæum i 2009, og jeg kan i den forbindelse allerede nu afsløre, at Hendes Majestæt Dronningen har bekræftet sin tilstedeværelse ved jubilæumsdagen og personligt møder op til storløbet Royal Grand Prix (Skandinavisk Grand Prix, red.), den 20. september”, slutter Nick Elsass med en slet skjult stolthed, der indikerer, at hjertet fortsat banker ivrigt for Klampenborg Galopbane og dansk galopsport som helhed.

Nick Elsass. Foto US Photo.

Udvalgte fotos fra Stumpedyssegård i Hørsholm.
21.11.2008 McDream vandt igen på Øvrevoll

Cajun Cadet-sønnen McDream, der er første startende afkom efter den tidligere skandinaviske Championhoppe Wings Of A Dove, er fortsat ubesejret efter sit livs anden start på Øvrevoll torsdag aften.

Den Cathrine Erichsen-trænede vallak vandt en let sejr under Carlos Lopez, denne gang over 1600 meter dirt track. Andenpladsen gik til forhåndsfavoritten Louisiana, som igen havde en halv længde til Omimmi på tredjepladsen.

McDream, der kostede hele 300.000 kroner på Dansk Galops Åringsauktion i fjor, kan dermed gå på velfortjent vinterferie med to sejre i samme antal starter, og han overvintrer uden tvivl som en varm klassisk kandidat.

McDream. Foto Roger Svalsrød.
21.11.2008 Stutteri Hjortebo bliver Skandinavisk Opdrætterchampion

Ifølge den seneste statistik fra Scandinavian Racing Bureau, er danske Stutteri Hjortebo ikke til at hente i kampen om det skandinaviske opdrætterchampionat. Med tæt på 3,7 millioner præmiekroner er stutteriet mere end 900.000 kroner foran nummer to, Gilles og Aliette Florien, der har opdrættet Appel Au Maitre.

Tredjepladsen indtages lige nu af norske Stall EOS foran Mill Ridge Farm, mens Havreholms Stutteri ligger femte. Mest vindende svenske stutteri på dette tidspunkt af året er Stall Lambada med 1,66 millioner præmiekroner.

Søren og Jette Hjorth Jensen fra Stutteri Hjortebo bliver Skandinavisk Championdrætter i 2008.
Foto US Photo.
21.11.2008 Tillykke, Wido

Det er hverken til at se eller mærke, men Skandinaviens regerende Championtræner Wido Neuroth fylder 60 i dag, fredag den 21. november. Galopsport.dk ønsker et varmt tillykke med det skarpe hjørne.

19.11.2008 Susan Gylling Andersen får Kirsten Rausings Stipendium

Det bliver den nye danske opdrætter Susan Gylling Andersen der i år kan modtage Kirsten Rausings Stipendium til minde om Margareta Wettermark.

"Kirsten Rausings Stipendium dækker TBS's Management Course på British Racing School mellem den 9. og 11. december, og derefter er jeg inviteret til at besøge Kirsten Rausing på Lanwades Stud i Newmarket. Kurset indebærer undervisning i opdrætning af heste, lige fra ifoling til foling og forberedelse til auktion.", fortæller Susan Gylling Andersen.

Susan Gylling Andersen, der tidligere i år så sine to første føl komme til verden på Stutteri Mink i Holbæk, har valgt at satse stort på fuldblodssporten, og foruden de to føl efter de tyske avlshingste Dashing Blade og Black Sam Bellamy, ejer Stutteri Mink også den 2-årige hoppe Mink Soraya efter Kentucky Derby-vinderen Strike The Gold. Mink Soraya er netop gået i træning hos Vanja Sandrup på Jägersro.

Kirsten Rausing (tv) har i år givet sit stipendium til minde om Margareta Wettermark til danske Susan Gylling Andersen.
18.11.2008 Skadet Fredrik Johansson rider ikke mere i år

Svenske Fredrik Johansson har redet sit sidste løb i 2008. Stjernejockeyen døjer med en skulderskade, der har fulgt ham igennem det meste af efteråret og nu trænger til pause fra yderligere belastning.

"Jeg ved ikke helt hvornår skaden opstod, men den stammer højst sandsynligt fra et fald i Tyskland i sommer, hvor jeg landede på den venstre skulder. Jeg har været på sygehuset i dag og er blevet sprøjtet i skulderen, og lægen siger at jeg nu skal holde mig i ro i tre uger, hvorefter der tages stilling til om jeg skal opereres", fortæller Fredrik Johansson, der igen i år er Skandinaviens mest vindende jockey med mere end 4,3 millioner svenske kroner i indvundne pengepræmier, heriblandt sejre i både Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) og Stockholm Cup International (Gr.3) med Appel Au Maitre.

Johansson har ligeledes nydt endnu en stor sæson uden for Skandinaviens grænser, og han vandt i 2008 sin karrieres anden Gruppe-1-sejr med Adlerflug i Deutschland-Preis, mens det med samme hest blev til en andenplads i Grosser Preis von Baden (Gr.1).

En skulderskade sætter nu en stopper for resten af Fredrik Johanssons sæson. Foto Catchlight.no.
16.11.2008 80.000 kroner til John Balliol på Täby

Dagen efter sin store aften ved Klampenborg Awards, kunne Bent Olsen tillægge endnu en 2-årsvinder, da John Balliol ganske enkelt aflagde sin maidentitel over 1200 meter dirt track på Täby søndag eftermiddag.

Henrik Villadsens Indian Lodge-søn startede for sjette gang i år, og efter flere flotte præstationer på både Klampenborg og i Provinsen, kunne han endelig vinde sit livs første sejr. Bent Olsen sendte dog ikke John Balliol hele vejen til Stockholm for blot at se hesten vinde, men naturligvis også for at få fingre i den sejrsbonus der gives til svenskopdrættede heste.

John Ballion kunne nemlig foruden førstepræmiens oprindelige 30.000 kroner tillægge 50.000 kroner ekstra, og han bragte dermed sin samlede præmiesum op på over 170.000 svenske kroner.

Olsen og Johansen var tæt på at få endnu en 2-årssejr i dagens indledende opgør, hvor Indian Well dog måtte nøjes med andenpladsen bag stærkt afsluttende Peggy Sue/Rafael Schistl.

Stutteri Hjortebo, der ligesom Bent Olsen og Jacob Johansen var på podiet ved lørdagens Klampenborg Awards, kunne denne søndag glæde sig over at se deres opdræt El Marati/Rebecca Colldin vinde direkte i sin debut over 1600 meter dirt track. Final Appearance-sønnen besejrede stortalentet Key Of Danzig/Manuel Martinez med det mindst mulige og gav dermed fine løfter for sin fremtid.

Løbsdagen bød på dobbeltsejre til både Kim Andersen og lærling Annelie Hollstenius. Andersen vandt både Treårseliten over 1350 meter med Way Ahead og Järnhandikap med Fellwind, mens Annelie Hollstenius sejrede i Guldhandikap med Snow Runner og det afsluttende Arabhästhandikap med Bandelero Grande.

Bent Olsen-trænede John Balliol tjente 80.000 kroner ved at aflægge maidentitlen på Täby. Foto bent-olsen.dk
16.11.2008 Lone Kaj-Nielsen den store vinder ved Klampenborg Awards

I fjor var det Hanne Bechmann der sad tykt på uddelingen af Klampenborg Awards, men i år blev scenen overtaget af den nykårede Championtræner Bent Olsen, der var på scenen hele fire gange. Aftenens helt store vinder var dog hesteejer Lone Kaj-Nielsen, der fik statuetter for både Årets 2-årige Hest, Årets 3-årige Hest og Årets Hest.

I det hele taget blev aftenen til én stor fest for Team Bent Olsen, idet stalden foruden trænerens eget championat og tre Awards ligeledes kunne fejre Lea Olsens femte Amatørrytter Championat og staldjockey Jacob Johansens andet jockeychampionat på stribe.

Jägersro-træner Lennart Reuterskiöld Jr. havde to prisvindere i Peas And Carrots og Hot Fudge, og det var sidstnævntes ejer Sonja Söderberg der med humor og fortællelyst formåede at varme salen rigtig godt op.

Sådan blev Klampenborg Awards 2008 fordelt:

Årets 2-årige Hest:
REVENTON (DEN)

Årets 3-årige Hest:
MASTER KID (DEN)

Årets Ældre Hingst / Vallak:
PEAS AND CARROTS (DEN)

Årets Ældre Hoppe:
HOT FUDGE (SWE)

Årets Handicapper:
RED MARTEENEY (GB)

Årets Hest:
REVENTON (DEN)

Årets Amatørrytter:
LEA OLSEN

Årets Lærling:
MARTIN RODRIGUEZ

Årets Jockey:
JACOB JOHANSEN

Årets Træner:
BENT OLSEN

Årets Opdrætter:
STUTTERI HJORTEBO

Årets Avlshingst:
ACADEMY AWARD

Lone Kaj-Nielsen blev aftenens helt store vinder. Foto US Photo.

Bent Olsen, Lea Olsen og Jacob Johansen. Foto US Photo.

Hot Fudges ejer Sonja Söderberg modtog prisen for Årets Ældre Hoppe. Foto US Photo.

Søren Hjorth Jensen og Nick Elsass delte prisen for årets Champion Avlshingst - Academy Award. Søren Hjorth kunne derudover tillægge prisen som årets Champion Opdrætter med Stutteri Hjortebo. Foto US Photo.

Le Tølbøll modtog prisen Årets Handicapper, der blev vundet af Red Marteeney. Foto US Photo.

Lea Olsen tog sit femte Amatørrytter Championat. Foto US Photo.

Jacob Johansen blev Jockeychampion for andet år på stribe. Foto US Photo.
14.11.2008 Lars Kelp køber avlshoppe i Kentucky

Agent Lars Kelp købte fredag den 6-årige avlshoppe Sweeten på Keeneland Sales i Kentucky. Hoppen er købt til et svensk parnerskab med opdrætter Göran Åsheim i spidsen. Prisen var 13.000 US$.

Sweeten er ud af en stærk moderlinje, og hendes egen mor La Princesa (Latin American) er selv halvsøter til selveste Real Quiet, der både vandt Kentucky Derby (Gr.1) , Preakness Stakes (Gr.1) og tre andre Grade-1-løb, samt var anden i Belmont Stakes (Gr.1).

En anden af La Princesas søskende, hoppen Mining My Business, har allerede vist sine evner til at avle videre, idet hun er mor til Grade-2-vinderen Real Cozzy, der samtidig har været anden i både Mother Goose Stakes (Gr.1) og Kentucky Oaks (Gr.1).

Sweetens far Cherokee Run var Champion Sprinter i USA og vandt bl.a. Breeders' Cup Sprint (Gr.1). I avlen har han leveret champions som Grade-1-vinderne War Pass, Chilukki og Yonaguska.

Hoppen, der selv er ustartet, har i år et føl efter Quiet American der dermed er meget tæt relateret til Real Quiet, og hun er købt i fol ved Holy Bull, der står til en bedækningstakst på 15.000 US$.

Lars Kelp under sidste års Keeneland Sale.
12.11.2008 Berner Olsen køber Gruppe-1-vindende avlshingst

Den danske opdrætter Berner Olsen har erhvervet den 13-årige Rainbow Quest-søn Special Quest, der lige nu står opstaldet i Chile. Hingsten kommer til Danmark med store resultater bag sig - både som væddeløber og beskeler.

Special Quests karriere foregik på begge sider af Atlanten, idet han som 2- og 3-årig hørte til blandt sin årgangs bedste i Frankrig med sejre i bl.a. Criterium de Saint-Cloud (Gr.1) og Prix Noailles (Gr.2), samt en tredjeplads i Prix Lupin (Gr.1) og fjerdeplads i Grand Prix de Paris (Gr.1).

Senere på 3-årssæsonen blev han eksporteret til USA, hvor han over de næste to år vandt to gange incl. Millenium Mile Handicap (L) og var 2. i Bay Meadows Handicap (Gr.3) samt tredje i American Handicap (Gr.2) og Stenlein Handicap (L).

Efter endt løbskarriere gik Special Quest i avlen i Chile, hvor han allerede i sin første årgang producerede en Stakes-vinder i Yo Quisiera. Endnu gik det i hans anden årgang, hvor sønnen Special Bull blev Gruppe-3-vinder over 2000 meter græs, og desuden vandt to af hans øvrige afkom Stakes løb.

De to største resultater for Special Quest står hestene Tumaco og Paula's Girl dog for. Tumaco vandt Copa de Plata-Italo Traversa (Gr.1) over 1500 meter græs, og Paula's Girl vandt i år Chiles 1000 Guineas Stakes (Gr.1) over 1600 meter dirt track.

Paula's Girl har derudover været anden i Gruppe-2 og tredje i Gruppe-1, og hun tilhører en årgang efter Special Quest der blot lød på 12 navngivne føl og syv startende heste.

I Skandinavien findes to afkom efter Special Quest, nemlig før omtalte Tumaco og ligeledes chilenskfødte Born To Win, der som bedst har vist 87 i skandinavisk form. Born To Win var Stakes-placeret i Chile før hun kom til Skandinavien, og på disse breddegrader har hun vundet over 1600 meter græs på Øvrevoll og bl.a. været anden til Funny Legend i Semb Hovedgård Hoppeløp (L) samt tredje i M&T Klaveness' Minneløp (L) og Lanwades Stud Stakes (L).

"Special Quest står lige nu i karantæne i Chile, men han ankommer til Danmark inden jul og er således klar til næste års bedækningssæson i Danmark", fortæller Berner Olsen.

Berner Olsens nye avlshingst Special Quest er søn af mægtige Rainbow Quest (foto).
09.11.2008 Erroll slog Inchiline i Svenskt Kriterium

Svenskt Kriterium blev et rent to hestes opgør mellem feltets to højest handicappede heste, hjemmehåbet Inchiline og Stockholmgæsten Erroll. Sejren faldt ud til sidstnævnte, der samtidig var med til at sikre Per-Anders Gråberg jockeychampionatet på Jägersro.

Patrich Wahl-trænede Errol kom til Svenskt Kriterium med to sejre i tre starter, heriblandt en triumf i Svenskt Mesterskap for 2-åringer, men han startede her for første gang på Jägersro og for første gang over 1730 meter. Per-Anders Gråberg fik placeret sin hest perfekt fra start bag førende Inchiline, der trak læsset fra start til ind på opløbet, hvor Erroll skød frem udvendigt for den førende. På dette tidspunkt var de to heste milevidt foran resten af feltet, og de kæmpede hårdt ned gennem opløbet for førstepræmiens 250.000 kroner.

Til slut viste Erroll sig som den stærkeste, og han trak fra til en sikker 2½ længdes sejr, mens der var 11 længder ned til tredjehesten The One And Only, mens Picnic og Sin Cocos tog de sidste præmiepenge.

King Charlemagne-sønnen Erroll bragte sin samlede præmiesum op på 457.000 kroner i blot fire starter, og dertil kommer naturligvis også den svenskbonus på 50.000 kroner han fik for at vinde sit første løb tidligere på sæsonen. Altså et slutfacit på over en halv million kroner!

Erroll/Per-Anders Gråberg vinder Svenskt Kriterium.
Foto Scanrace.dk
09.11.2008 Royal Legend bedst i Götaland-löpning

Mec-Com Götaland-Löpning over 1200 meter havde 12 heste til start og en klar favorit i Hanne Bechmann-trænede Royal Legend, der kom med formen i orden fra sin overlegne sejr i Breeders' Trophy Juvenile på Täby. Silca Legend-datteren havde trukket et svært udvendigt startspor i løbet, men hun var endnu engang lynhurtig fra start og havde føringen langs rails rundt opløbssvinget, hvilket sikrede hende den kortest mulige rejse.

Ned gennem opløbet kom Our Decision og Graphiella nærmere, men de formåede aldrig at true Royal Legend, der i hænderne på Cathrine Weilby til sidst kom i mål to lette længder foran Our Decision. Førstepræmien var 100.000 kroner værd for Royal Legend, der dermed blev nåede op over 350.000 kroner i samlet præmiesum for sæsonen, der foruden de to storløbssejre også har budt på en andenplads i Dansk Kriterium og en tredjeplads i Skandinavisk Opdrætningsløb.

Royal Legend/Cathrine Weilby var bedst i Götaland-Löpning.
Foto Scanrace.dk
09.11.2008 Også dansk sejr i Kriterium Consolation

Inden Royal Legend hentede Götaland-löpning hjem til Enghavelyst, havde Søren Jensen-trænede Tinkerbell sørget for dansk succes i Svenskt Kriterium Consolation. Hoppen tog hurtigt greb om føringen fra start, og siden kunne Kim Andersen diktere pacen hele vejen ind på opløbet, hvor ingen viste sig i stand til at kunne udfordre den veltrukne Richard Of York-datter.

Tinkerbell skar målstregen to længder foran Red Cadet, Swedish Girl og Honey Rider, der ikke havde meget imellem sig. Sejren var 50.000 kroner værd for danske Toca Racing, der dog fik mere end rigeligt dramatik for pengene efter løbet, idet Tinkerbell kort efter målpassagen kastede Kim Andersen af og fortsatte alene ud på bagsiden.

Kim Andersen kom dog på benene igen efter at have sundet sig lidt, og Tinkerbell blev også indfanget forholdsvis hurtigt, således at indvejningen kunne gå rigtigt til.

Tinkerbell/Kim Andersen tog sig af Svenskt Kriterium Consolation.
Foto Scanrace.dk
09.11.2008 Omstart i Jockeyklubbens Avelslöpning (L)

Jockeyklubbens Avelslöpning (L) over 2400 meter blev ligeledes en dramatisk affære, idet langt størstedelen af feltets ryttere ikke opdagede at der var omstart, og det gik først op for dem da de kom forbi publikum efter at have redet godt 700 meter.

Omstarten betød at hverken Inquitte eller Irish Smile kom til start, og selve løbet bød på en outsidersejr til Lennart Reuterskiöld Jr-trænede Auchroisk, som endelig kunne tage sæsonens første sejr i sit 10. forsøg. Auchroisk, der både er ejet og opdrættet af Stall Question, blev redet til sejr af Rafael Schistl og tjente 156.000 kroner ved sejren.

Auchroisk/Rafael Schistl efter sejren i det dramatiske Jockeyklubbens Avelslöpning (L). Foto Stefan Olsson / Cavok.se.
09.11.2008 Golden Metalimo fik omsider revanche mod Swing That Cat

Finaledagens bedst betalte opgør, Skånskan Sport Hurricane-Löpning over velvoksne 2650 meter havde en fornem startopstilling med årets svenske Derbyvinder Swing That Cat som den klare forhåndsfavorit.

Det var første gang Cat Thief-sønnen skulle prøve kræfter med den lange distance, og selv om han kæmpede til det sidste, måtte han indkassere et knebent nederlag til Derby-3'eren Golden Metalimo, der akkurat satte hovedet forrest på stregen.

Golden Metalimo, der trænes af Francisco Castro, blev redet til sejr af Manuel Santos og fik hele 371.000 kroner for triumfen, der samtidig var en flot revanche for nederlaget i Derbyet.

Swing That Cat formåede dog med andenpladsens 170.660 kroner at runde to millioner kroner i samlet præmiesum i år, mens Golden Metalimo har passeret 800.000 kroner sammenlagt. Slet ikke dårligt, når man tager i betragtning at de to importerede heste kostede henholdsvis 10.000 US$ på Keeneland og 33.000 € på Goffs som åringer.

Tredjepladsen i Hurricane-Löpning gik til danskejede Carpe Diem, der endnu engang leverede en hæderlig præstation og sluttede som bedste skandinaviskfødte hest i feltet. Carpe Diem nærmede sig de to forreste med stormskridt op mod målstregen, men han fik en længere rejse rundt opløbssvinget og formåede ikke at indhente det tabte terræn.

Golden Metalimo/Manuel Santos besejrer Derbyvinderen Swing That Cat/Manuel Martinez med kort hoved. Foto Scanrace.dk

Det tætte opløb mellem Golden Metalimo og Swing That Cat.
Foto Scanrace.dk
09.11.2008 Gråberg-trippel sikrede Jockeychampionatet

Der var allerede på forhånd lagt op til en sand gyser i kampen om jockeychampionatet på Jägersro. Inden finaledagen førte Jacob Johansen med en enkelt sejr foran Martin Rodriguez og Rafael Schistl, mens Per-Anders Gråberg var to vindere efter den førende.

Martin Rodriguez lagde ud med at vinde dagens første løb på araberhesten Topspeed Kossack, og dermed nåede han op på samme antal sejre som Jacob Johansen. Siden fulgte Rafael Schistl op med en sejr på Auchroisk, hvilket ligeledes bragte ham op på samme antal sejre som Rodriguez og Johansen.

Per-Anders Gråberg hang fortsat også på i striden via sin Kriteriums-sejr med Erroll, og da han så red årets næstsidste opgør hjem på ryggen af 2-årige Trainer's Trial, betød det, at årets allersidste væddeløb på Jägersro skulle afgøre hvem der blev Champion.

Gråberg sad op på næstfavoritten Monte Zuma, Schistl red favoritten Sal Tessio, mens både Rodriguez og Johansen måtte følge løbet fra jockeyrummet. Da feltet ramte opløbet i det 1600 meter lange 2-årsløb, var der ingen tvivl om, at kampen stod mellem to heste. Monte Zuma mod Sal Tessio, Gråberg mod Schistl. Allerede her smuldrede Jacob Johansens championatsdrømme, men den levede i bedste velgående for de to kæmpende ryttere, der begge red for gud og fædreland og løbet til en fremragende finalefest.

Til sidst fik rutinen overtaget, og Monte Zuma fik den afgørende halve længde på debuterende Sal Tessio, hvilket også betød at Per-Anders Gråberg på en helt forrygende afslutning stjal jockeychampionatet for øjnene af sine tre konkurrenter.

Per-Anders Gråberg kunne med triumfen i Svenskt Kriterium, samt sejre i årets to sidste opgør kåres som Championjockey på Jägersro. Foto Stefan Olsson / Cavok.se.
09.11.2008 Shareholder anden i Tysklands Schimmel-Derby

Hanne Bechmann-trænede Shareholder var søndag eftermiddag ude efter en gentagelse af sidste års triumf i Schimmel-Derby over 2050 meter på den tyske bane Krefeld. Efter hård kamp måtte den 4-årige vallak dog bøje sig med kort hoved overfor konkurrenten Inambari.

Shareholder var spillet til favorit i 18:10 i den tyske totalisator, men Terry Hellier måtte se sejren gå til sin kollega Andreas Suborics og Inambari, der var tredjefavorit i 61:10.

Andenpladsen i løbet var 1.300 euro værd for Stald 2+2.

Shareholder.
Foto Catchlight.no.
08.11.2008 Johansen i pole position inden søndagens finale på Jägersro

Klampenborgs championjockey Jacob Johansen kom lørdag eftermiddag et godt skridt nærmere på at vinde rytterchampionatet på Jägersro, da han red Shadows Fall først over stregen i Trio/LördagsKomben. Johansen er nu alene i spidsen i championatskampen inden finaledagen i morgen.

Sejren med Shadows Fall var Jacob Johansens syttende på Jägersro i 2008, og han er dermed en enkelt pind foran Martin Rodriguez og Rafael Schistl, der begge har vundet 16 gange. Danskeren er dog også klart foran på antallet af andenpladser, hvilket betyder at både Rodriguez og Schistl er nødt til at vinde mindst to løb på finaledagen for at kunne blive champion.

Jacob Johansen har skaffet sig ridt i hele 10 af Kriteriumsdagens 11 opgør for de professionelle ryttere, og han har herigennem rig chance for at forsvare sig mod sine truende konkurrenter. Brasilianske Schistl har dog kun en enkelt ridt mindre, mens Martin Rodriguez har syv.

Både Per-Anders Gråberg, Manuel Santos og Fredrik Johansson kan endnu også lugte jockeychampionatet, og der er således hele seks ryttere med hæderspladsen inden for rækkevidde. Følg med i optakten til Jägersros Kriteriumsdag ved at klikke her!

Jacob Johansen kom et skridt nærmere Jägersros jockeychampionat med sin sejr i Trio/LördagsKomben.
Foto US Photo.
07.11.2008 Overlegen sejr til Wings Of A Doves første debutant

I 2002 og 2003 henrykkede hun selv på de skandinaviske væddeløbsbaner, og torsdag aften debuterede hendes første afkom med en knusende overlegen sejr på Øvrevoll. Wings Of A Doves 2-årige søn McDream kan meget vel være på vej mod en stor klassisk sæson i 2009.

Træner Cathrine Erichsen måtte for et år siden af med 300.000 kroner for at sikre sig Cajun Cadet-sønnen McDream på Dansk Galops Åringsauktion. McDream var første levende afkom efter vidunderhoppen Wings Of A Dove, der i sin aktive karriere vandt ni gange og indløb mere end en million kroner og blandt andet var genstand for én af de mest medrivende opløbskampe på Jägersro nogensinde, da hun på den svenske Derbydag i 2002 besejrede fantastiske Pretty Girl med mindst mulige afstand i Scandinavia Cup.

Torsdag aften gav Cathrine Erichsen debut til McDream i et maidenløb over 1100 meter dirt track, og med lærling Jan-Erik Neuroth i sadlen sejrede hesten uhyre overlegent med fire længder til forhåndsfavoritten Solan/Carlos Lopez og yderligere to længder til Flying Home/Manuel Santos på tredjepladsen.

Sejren var 21.000 kroner værd for McDream, hvis ejere i Libra Racing ikke kunne ønske sig en bedre begyndelse for det mægtige talent. Den brune vallak, der er opdrættet på danske Stutteri Hjortebo, kan meget vel få en klassisk kampagne i Danmark til næste år, idet han både er tilmeldt Dansk 2000 Guineas og Derby Serien.

McDream aflægger maidentitlen på Øvrevoll. Foto Roger Svalsrød.

McDream/Jan-Erik Neuroth.
Foto Roger Svalsrød.
06.11.2008 Verdens eneste føl efter George Washington til salg

I årene 2005 og 2006 henrykkede Aidan O'Brien-trænede George Washington en hel væddeløbsverden, og Danehill-sønnen fik endda tilnavnet "Gorgeous George" i industriens medier.

George Washington afsluttede sin 2-årssæson med at vinde både Phoenix Stakes (Gr.1) og National Stakes (Gr.1), og som 3-årig debuterede han direkte på Newmarkets Rowley Mile i 2000 Guineas (Gr.1), hvilket han vandt som en unik champion med 2½ længdes afstand til den senere Derbyvinder Sir Percy.

Senere kronede George Washington sin fantastiske sæson med triumfen i QE II Stakes (Gr.1) på Ascot, og efter en sjetteplads i Breeders' Cup Classic (Gr.1) bag Invasor på Churchill Downs' dirt track, blev Ballydoyle ikonet pensioneret som væddeløber med en stor fremtid som avlshingst på Coolmore.

I foråret 2007 viste det sig dog, at George Washington var 99,9 % ufrugtbar, og Coolmore tog hurtigt beslutningen om at sende hingsten tilbage i træning for i stedet at pensionere det 3-årige klassiske håb Holy Roman Emperor, der ligeledes er efter Danehill.

George Washingtons vej tilbage til sin stjernestatus som væddeløber blev dog ikke let, og han måtte nøjes med en fjerdeplads og to tredjepladser i de tre europæiske Gruppe-1-løb han deltog i, inden det for andet år i træk gjaldt en start i Breeders' Cup Classic (Gr.1) - denne gang på den regnvåde bane Monmouth Park i New Jersey.

Sejren iBreeders' Cup Classic gik til amerikanske Curlin, men løbet blev i den grad skæmmet af et tragisk uheld, der kostede Europas helt George Washington livet. Gorgeous George blev taget op i opløbet af sin jockey Mick Kinane og måtte efterfølgende aflives på banen. Historien om den fantastiske væddeløber endte brat, og vi får aldrig rigtig chancen for at se om han kunne slå igennem i avlen.

Men - en enkelt hoppe formåede George Washington dog at få i fol, nemlig Rainbow Quest-datteren Flawlessly, der tidligere har produceret Gruppe-3-vinderen Ombre Legere og Old Vic-hoppen Flawly, som igen er mor til den franske Derby-2'er Best Name.

Flawlessly folede den 4. februar i år et brunt hoppeføl på Irish National Stud, det første og eneste afkom i verden efter Gorgeous George. Hoppeføllet vil uden tvivl få stor opmærksomhed, når det den 21. november går gennem auktionsringen på sidstedagen af Goffs November Foal Sale, og selv om man helt sikkert godt kunne have tænkt sig en stærkere moderlinje end det er tilfældet, bliver det højst interessant at se hvor meget de interesserede købere vil gå for at få fingre i det unikke føl.

Hvor meget føllet kommer til at koste er svært at sige, men umiddelbart er der vel ganske stor sandsynlighed for at køberen hedder - Coolmore!

Dette brune hoppeføl fra 4. februar i år er det første og eneste afkom efter superstjernen George Washington. Hun fremstilles på Goffs November Foal Sale den 21. november.
05.11.2008 Sæsonfinale med Svenskt Kriterium på Jägersro

På søndag åbner Jägersro portene for sidste gang i år, og det bliver til et brag af en sæsonfinale med 12 programsatte løb, inklusiv de 2-åriges største opgør, Svenskt Kriterium, samt øvrige perler som Jockeyklubbens Avelslöpning, Götalandlöpning, Malmö Hösthandicap og det yderst veldoterede Hurricane-löpning.

Svenskt Kriterium er med en halv million kroner i samlet præmiesum blot dagens næstbedst betalte opgør, men løbet regnes alligevel som dagens hovedbegivenhed, og årets udgave tegner atter meget lovende.

Francisco Castro har et godt sejrsemne i Inchiline, der senest vandt en meget let sejr i Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg og således skal forsøge at gå i Peas And Carrots' fodspor, idet han ligeledes kom fra en overlegen triumf i netop Vinterfavoritterne da han for tre år siden strøg til tops i Svenskt Kriterium.

Inchiline rides af brasilianske Rafael Schistl, som efter kun to måneder i sadlen på Jägersro er meget tæt på at kunne kalde sig jockeychampion i Skåne. Schistl har lige nu samme antal sejre som både Jacob Johansen og Martin Rodriguez, og antallet af sejre de tre ryttere imellem på finaledagen kommer altså til at spille en afgørende rolle. Tilmed spøger både Per-Anders Gråberg, Manuel Santos og Fredrik Johansson i kulissen med henholdsvis 15 og 14 sejre, så intet er afgjort endnu.

371.000 til vinderen i Hurricane-löpning
I dagens bedst betalte opgør, Hurricane-löpning over 2650 meter, er der lagt op til endnu en svensk Derby-revanche med Derbyvinderen Swing That Cat som den klare favorit imod navne som Carpe Diem, Golden Metalimo og Vamp.

Hverken Swing That Cat, Carpe Diem eller Golden Metalimo har tidligere prøvet kræfter med de lange distance, og derfor kommer Vamp ind i løbet som lidt af en joker efter sin andenplads i Norsk St. Leger bag Dan Tucket.

Der er 371.000 kroner til vinderen, og med blot en tredjeplads i opgøret vil Swing That Cat runde to millioner kroner i samlet indtjening i karrierens første 13 starter.

Åbent Listed Race
Jockeyklubbens Avelslöpning (L) for de 3-årige og ældre hopper tegner mere åbent end længe set, og med 13 startende ekvipager skal der nok blive rift om en god udgangsposition. Årets svenske Oaks-vinder Double Up er nu tilbage på Jägersro, hvor hun bl.a. møder argentinske Vas og andre formstærke navne som Aneebee, Will Be og Grafitti.

Ny storløbssejr til Royal Legend?
Hanne Bechmann-trænede Royal Legend imponerede rigtig stort ved sin sejr i Breeders' Trophy Juvenile over 1350 meter på Täby, og hun bliver uden tvivl favorit i den korte udgave af kriteriet, Götalandlöpning over 1200 meter. Inden sejren i Stockholm var Royal Legend anden i Dansk Kriterium bag Reventon, men foran den senere Vinterfavorit Inchiline, hvilket må siges at være skudsikker form.

Royal Legend skal for første gang testes på Jägersros dirt, men med tanke på at både faderen Silca Legend og mormoderen Intruder vandt storløb på underlaget, bør Royal Legend ikke få problemer med at klare skærene, og hun er desuden hurtig fra start til at overkomme det ellers svære udvendige startspor.

V65 og Dagens Dubbel
Foruden de sportslige oplevelser byder Jägersro også på både V65 og Dagens Dubbel, så man kan ganske enkelt ikke forlange mere af finaledagen i Øresundsregionen.

Download Jägersros løbsprogram til søndag - klik her!

Får Francisco Castro endnu mere at smile af efter Svenskt Kriterium?. Foto US Photo.

Fredrik Johansson, Manuel Martinez og Swing
Foto Galoppbilder.se.

Er Royal Legend hurtig nok til endnu en storløbssejr?
Foto Galoppbilder.se
03.11.2008 Nu kan du stemme på dine favoritter til Klampenborg Awards

Lørdag den 15. november afholder Klampenbor Galopbane sin årlige championatsfest med hyldest af både de to- og firebenede aktører. Som publikum har du mulighed for at få indflydelse på seks af Awards-kategorierne, du skal blot huske at stemme inden torsdag kl. 23.59. Læs mere her...

01.11.2008 Escargot var stærkest i Basnæsløb

Sæsonen på Klampenborg blev sluttet af lørdag eftermiddag, og det blev med sejr til Hanne Bechmann-trænede Escargot i dagens hovedbegivenhed, Basnæsløb over 1800 meter for de 2-årige heste.

Final Appearance-sønnen, der ikke tidligere havde vundet, fandt sig som ventet rigtig godt til rette over den lange distance, og under Cathrine Weilby havde han ingen problemer med at henvise Henrik og Castle Sting til de næste pladser med halvanden længde.

Escargot måtte først overleve en protest indgivet af Castle Stings træner Ole Larsen, men efter voldgiftens afgørelse kunne hesten fortjent hyldes for sejren i de 2-åriges længste opgør på dansk grund. Førstepræmien var 30.000 kroner værd for Escargots ejerkreds i Come Together Racing.

River Hill i Benny Jensen Memorial
Benny Jensen Memorial over 1600 meter gav den ventede favoritsejr til Annika Sjökvist-trænede River Hill, der vandt for anden uge i træk på Klampenborgs græs. Denne gang måtte River Hill dog kæmpe en del mere end i sidste uge for at kunne holde de to storoutsidere Gold Ribbon og Sportschau bag sig.

Jacob Johansen Jockeychampion
Spændingen i kampen om jockeychampionatet bød på spænding til det allersidste. Kim Andersen skulle inden løbsdagen vinde fire løb uden at Jacob Johansen kom til fadet, og efter en fantomstart på dagen med tre sejre i dagens tre første opgør, sørgede Andersen virkelig for at sætte pres på sin kollega.

Stillingen var nu 19-19 i sejre, men da Jacob Johansen havde et klart forspring i andenpladser, var endnu en sejr påkrævet for at Kim Andersen kunne vinde championatet. Det tætteste Kim Andersen herefter kom på championatet var en andenplads på ryggen af Szuma i Axel Thorngren Handicap, hvor Zazoo og Juan Pinto på trods af to kilos overvægt vandt sæsonens tredje triumf.

Olsen klar Trænerchamp
Kampen om trænerchampionatet var for længst afgjort, og selv om Bent Olsen ikke fik nogen sejr med hjem fra Klampenborgs finaledag, sluttede han dog mileskridt foran sine trænerkollegaer.

Søren Jensen havde en flot finaledag med sin yngste årgang, idet han i begge dagens 2-årsmaidenløb trænede de to første heste gennem mål. I Zwicky 2-års Maiden Serien A vandt Valley's Pride foran Catson, og i det efterfølgende opgør levede debutanten Fairwind til fulde op til de store forventninger fra sit prøveløb, og Flyinfact-datteren havde ingen problemer med at henvise staldkammeraten Abruzzo/Nicholas Cordrey til andenpladsen. Begge Jensens 2-årsvindere blev redet til sejr af Kim Andersen, mens Nicholas Cordrey red andenhestene.

Svenske Liz-Marie Åkerberg havde ligeledes en flot finaledag på Klampenborg med to dagssejre i form af Steel Fantasy og Maximus. Sidstnævnte strøg først over stregen i årets sidste væddeløb.

Escargot/Cathrine Weilby vinder Basnæsløb før Henrik og Castle Sting. Foto US Photo.

Fairwind/Kim Andersen aflægger maidentitlen foran Abruzzo/Nicholas Cordrey. Foto US Photo.

Valley's Pride/Kim Andersen slår Catson/Nicholas Cordrey. Foto US Photo.

River Hill/Martin Rodriguez vandt for anden uge i træk - denne gang vandt han Benny Jensen Memorial. Foto US Photo.

Zazoo/Juan Pinto. Foto US Photo.

Steel Fantasy/Anette Svensson nedkæmper Stolen Summer. Foto US Photo.

Maximus og Annelie Hollstenius vinder årets sidste løb på Klampenborg. Foto US Photo.
31.10.2008 Boom i handler af startklare heste til Skandinavien

De skandinaviske købere har virkelig været i vælten på de internationale auktioner de sidste to uger. I sidste uge blev der alene til Danmark købt 15 heste på Doncasters Horses In Training auktion, og på den netop overståede Autumn HIT i Newmarket blev der handlet 28 heste til Skandinavien.

Klik på lot nummeret herunder for at se katalogside på heste købt på Horses In Training Sales i Newmarket:

Lot Navn År Far Mor Køber Pris
Guin.
7 Road To Hucking
(GER)
2005 Pentire Reine Rouge Annelie
Larsson
800
19 Count Almaviva (USA) 2006 Rossini Mimi
Kat
Annelie
Larsson
3.000
198 Rio Del Oro (USA) 2006 Touch
Gold
Diablo's
Girl
Yvonne
Durant
800
206 Lyonesse
(GB)
2006 Dr Fong Lyna Yvonne Durant 800
288 Tiger
Goddess
(IRE)
2006 Verglas Googoosh Lars
Kelp
20.000
340 Nothing To Worry (IRE) 2006 Noverre Rahika
Rose
Madeleine
Smith
1.500
348 Mesyaal
(GB)
2006 Alhaarth Rowaasi Yvonne
Durant
2.000
421 Dalkey Girl (IRE) 2005 Raise A
Grand
Tosca Hans-Inge Larsen 1.200
439 Escapist
(GB)
2006 Dubai
Destination
Elude Bodil Hallencreutz 1.500
534 Just A
Dancer
(IRE)
2005 Choisir New Foundation Barry McGann 800
648 Advocator (IRE) 2006 Cape
Cross
Knight's Baroness Sigyn Dyssell 1.000
698 Hotel Du
Cap (GB)
2003 Grand
Lodge
Miss
Riviera
Golf
Madeleine Smith 7.000
798 Light The
Fire (IRE)
2006 Invincible
Spirit
Rouge
Noir
Kvisla Racing 36.000
800 Red Junior (GB) 2006 Red
Ransom
Island Destiny Bent
Olsen
12.000
822 Predict
(GB)
2006 Oasis Dream Procession Bent
Olsen
2.500
870 Caressing (GB) 2006 Kyllachy Ella
Lamees
Barry McGann 1.200
890 Sharav
(GB)
2006 Monsieur
Bond
May
Light
Lennart Reuterskiöld 2.000
902 Smart Enough
(GB)
2003 Cadeaux
Genereux
Good Enough Fredrik
Reuterskiöld
16.000
925 Strike Command (USA) 2006 Van
Nistelrooy
Caftimae Peter Jardby 4.000
1046 Smokey Storm
(GB)
2006 One Cool Cat Marisa Bent
Olsen
30.000
1124 Exhibition
(IRE)
2005 Invincible Spirit Moonbi Ridge Lars
Kelp
22.000
1400 Marchpane (GB) 2005 Olden
Times
Ecstasy Johan
Møller
1.500
1448 A Little
Tricky (GB)
2006 Tobougg Composition Reuterskiöld Jr. 1.000
1479 Dubai
Samurai (GB)
2005 Dubai Destination Eishin Eleuthera Lars
Kelp
4.500
1501 Gone Fast (USA) 2005 Gone
West
Abita Stall Rio 17.000
1552 Berkeley Castle
(USA)
2004 Mizzen
Mast
Bristol Channel Sigyn Dyssell 800
1578 Paveroc
(GB)
2005 Royal Applause Take Liberties Lars Kelp 8.000
1584 Artistic
Light (GB)
2005 Fantastic Light Artisia Yvonne Durant 800

Bent Olsen stod for tre køb for i alt 44.500 guineas på det netop overståede Tattersalls Horses In Training Sales i Newmarket. Foto Scanrace.dk.
31.10.2008 Basnæsløb afrunder sæsonen i Klampenborg

Klampenborg Galopbane står foran sæsonens sidste løbsdag i morgen, og det bliver med et flot program med otte gode spilleløb. Dagens hovedbegivenhed er det traditionsrige Basnæsløb, der med sin lange distance 1800 meter er det mest krævende opgør på dansk grund for den yngste årgang.

Ovenpå en 2-årssæson der har budt på mange aflyste løb grundet for få heste, vækker det optimisme, at vi på årets sidste løbsdag kan afholde tre opgør med samlet 25 startende 2-årige. Alene i Basnæsløb bringes 10 deltagere til start, og vi ser ud til at have et helt åbent opgør i vente.

Handicapper Pam Cordrey har nu sat generalhandicappet for en del af de 2-årige heste der har startet, og Basnæsløbs højest handicappede hest er Søren Jensen-trænede Tinkerbell, en helsøster til Breeders’-vinderne New York og Blue Mary.

Tinkerbell har kun en enkelt start bag sig, nemlig da hun ganske enkelt aflagde maidentitlen her på banen den 9. august foran Clauses Polly og Clauses May Be. Vi har ikke set hende siden, men med tanke på, at Kim Andersen har valgt hende ud af Søren Jensens i alt tre deltagende heste i opgøret, må man gå ud fra at formen er hvor den skal være.

Jensen sadler udover Tinkerbell også Streckers Red Ale og Sitano. Sidstnævnte debuterede med en andenplads bag Risky Lady den 21. september, men var senest slået med 15 længder til sjettepladsen af Inchiline i Vinterfavoritternes Ærespræmie. Sitano prøves i dag med blinkers, og den bløde bane og lange distance bør bestemt kun være en fordel for Lomitas-sønnen, der er halvbror til sidste uges Sceptre Stakes-2’er Envollee.

Escargot på distancen?
Hanne Bechmann-trænede Escargot har haft en udmærket 2-årssæson, dog uden endnu at vinde, men hans generalhandicap på 70 vidner om, at han hører til blandt de bedre maidens. Escargot var senest lige uden for pengene i Vinterfavoritternes Ærespræmie, 11 længder bag Inchiline, og også han bør kunne drage fordel af den ekstra distance denne gang.

Lords Lady – ubesejret på græs!
Johan Reuterskiöld kunne i sidste uge fejre sin første sejr som træner, da Nottingham vandt Tortue Efterårshandicap. I Basnæsløb starter den yngste Reuterskiöld-bror Lord Of Men-hoppen Lords Lady, der har vundet en enkelt af sine fire starter. Denne sejr kom dog i hendes hidtil eneste start på græs i Göteborg, og meget kunne tyde på, at hun er bedre på dette underlag end hjemmebanens dirt track.

Fra Sverige kommer ligeledes Ole Larsen med Slickly-sønnen Castle Sting, der i lærling Shane Karlssons fire kilos vægtlettelse har en klar fordel på den lange distance og det krævende bløde underlag. Castle Sting er søn af den tidligere Vinterfavorit- og Fawzia Stakes-vinder Castle Queen, og hans debut som tredje bag talentfulde Härkila var bestemt hæderlig, så hesten kan sagtens være et sejrsemne her.

Debutant fra Jørgen Hovgaard
Jørgen Hovgaard sadler i Basnæsløb sin egen veltrukne hingst Mocabejho, der kommer på lidt af en opgave i debuten over den lange distance og med et kilos overvægt på ryggen. Christer Hederud kommer tilbage til Klampenborg med Flashline, der gjorde det godt i sine tre første starter på græsset, inden han senest var slået med 18 længder af Royal Legend i Breeders’ Trophy Juvenile på Täbys dirt. Tilbage på græsset kan han sagtens vise sig farlig, og på papiret skal han ikke være langt fra afgørelsen.

Bent Olsen satte allerede henover sommeren sine trænerkollegaer skak mat i championatskampen, og Olsen har ikke hvilet på laurbærrene siden. I Basnæsløb står han med et stærkt kort i form af stabile Henrik, der er kommet nærmere og nærmere sejren i sine tre første starter. Brian Wilson-trænede King First har ligeledes forbedret sig fra start til start, og måske kan den ekstra distance i dag give ham bedre fodfæste undervejs.

Tinkerbell/Kim Andersen har ikke startet siden hun aflagde maidentitlen den 9. august - er hun fortsat ubesejret efter lørdagens Basnæsløb?. Foto US Photo.
31.10.2008 Tidligere Klampenborg-træner Manfred Neuendorf er død

Af Carsten Bundgaard

Den forhenværende Klampenborg-træner Manfred Neuendorf afgik her til morgen ved døden efter kort tids sygdom. Manfred Neuendorf blev 82 år. Manfred Neuendorf blev født i Tyskland men det var i Danmark han levede det meste af tiden i dejlige omgivelser i Nordsjælland.

Manfred Neuendorf drev en mindre stald i Klampenborg. I flere sæsoner i samarbejde med datteren Michaela Neuendorf, der var en af de første piger som slog igennem i den skandinaviske galopsport.

Manfred Neuendorf var forinden stutterimester på det sydsjællandske fuldblodsstutteri Christiansminde. Det blev hans første træf med galopsporten i Danmark.

Manfred Neuendorf bevarede kontakten med galopsporten, også da han valgte at lukke stalddøren. Han blev udnævnt til baneforvalter på Klampenborg Galopbane. Et job han bestred med samme professionelle indstilling, som kendetegnede hans arbejde med hestene på først Christiansminde, og dernæst i Domino-stalden, som senere blev overtaget af Gert Hansen.

Manfreds Neuendorf var en fighter som foretrak de lyse sider af livet selvom han oplevede mere modgang end de fleste, da han som far mistede både sin datter Michaela og hendes bror.

Manfred Neundorf efterlader sig hustruen Brigitta og datteren Andrea, som fylder 50 i dag.

Manfred Neuendorf begraves på fredag kl. 13.00 ved Nivå Kirke.

Æret været hans minde.

31.10.2008 Ny direktør på Aalborg Væddeløbsbane

Efter kun to år på posten har Jesper Elbæk valgt at stoppe som direktør for Aalborg Væddeløbsbane, og han afløses på posten af banens hidtidige bestyrelsesformand Palle Bjørnstrup. Den nye direktør er 62 år og kommer fra et koordinatorjob hos reklamefirmaet Par No 1. Som ny formand for banen har bestyrelsen valgt Svend Gerlif.

31.10.2008 Afskedsreception for Desmond Scarlett

Klampenborg-træner Desmond Scarlett sadler i morgen sin sidste hest på Klampenborg Galopbane, og i den forbindelse afholdes der afskedsreception ved Dominostalden kl. 10.00 med kaffe og rundstykker.

28.10.2008 El Classico snød favoritterne i Mischa Kahns Minneslöpning

Der var tre store favoritter i form af Arcus, Hansinger og Simian i Mischa Kahns Minneslöpning tirsdag aften på Täby, men det blev i stedet Patrick Wahl-trænede El Classico der med Rebecca Colldin på ryggen kunne føre fra start til mål og tage førstepræmiens 148.500 svenske kroner.

El Classico sprang hurtigst ud fra sit indvendige startspor, og da han fik lov at stikke med et par længder ind på opløbsstrækningen blev der pludselig for langt frem for spurtstærke Simian, der kom faretruende nær på de sidste meter, men alligevel måtte se sig henvist til andenpladsen med en hals, hvorefter der var en længde til Archived, Arcus og Hansinger på de næste pladser.

Der var anden karrieresejr i blot seks starter for Peintre Celebre-sønnen El Classico, der tilbage i januar måned debuterede med en overlegen seks længders sejr på Täbys dirt. Hesten blev herefter skadet, og han nåede ikke at blive klar til årets store mål - Svenskt Derby - idet han først blev klar igen få uger inden løbet og i stedet startede i Derby Consolation med en andenplads bag Calvados.

Siden blev det til to tredjepladser for den irskfødte hingst, inden han tirsdag aften fik en forløsende storløbssejr. "Jeg var bange for at 1600 meter var for kort for ham, men alting løste sig og jeg har altid haft store forventninger til denne hest. Der er helt sikkert meget mere udvikling i ham fremover", sagde en glad træner Patrick Wahl efter sejren i det tidligere Treåringernas Elitöpning, der nu har fået navn efter ét af svensk galopsports største trænernavne gennem tiderne, afdøde Michael Kahn.

El Classico/Rebecca Colldin vinder Mischa Kahns Minneslöpning på Täby. Foto Stefan Uppström.
28.10.2008 V65 med Mischa Kahns Minneslöpning på Täby - og Dantoto!

Tirsdag aften står i V65-spillets tegn på Täby, og der er fuldt tilspil til samtlige 11 løb via Danske Spil. Hovedbegivenheden er Mischa Kahns Minneslöpning over 1600 meter dirt track, hvor otte heste kæmper om en førstepræmie på 148.500 kroner.

De to forhåndsfavoritter i Mischa Kahns Minneslöpning kommer begge fra Norge i form af Cathrine Erichsen-trænede Hansinger og Wido Neuroths Simian. De to heste har mødt hinanden deres to seneste opgør, hvilket er resulteret i en sejr til hver. Simian henviste Hansinger til andenpladsen i Rosengårdlöpning over 1200 meter på Jägersro, mens det blev den omvendte rækkefølge i Norsk Jockeyklubs 3-års Sprint på Øvrevolls græs.

Yvonne Durant har stort set altid en finger med i spillet når storløbene skal afgøres på Täby, og Arcus har hun atter et rigtig godt kort til start. Arcus har vundet tre af årets fire starter, og han er ubesejret over 1600 meter i år, dog er det første gang han starter på dirt'en i 2008.

Patrick Wahls talent El Classico har endnu ikke gjort meget forkert, det samme kan siges om Are Hyldmo-trænede Archived, Bendik Bøs Better Built har også tal til at kunne blande sig, og så er feltets eneste dansktrænede hest, Bent Olsens Marezzo, ligeledes spændende at følge ovenpå hans seneste andenplads bag Skandinaviens bedste 3-årige hest Dan Tucket på Klampenborg.

Bent Olsen indleder i øvrigt V65-spillet med en rigtig stor chance, når Master Chef er til start som favorit i Final-Sprint over 1200 meter dirt track. Der er 50.000 kroner i førstepræmie i opgøret, og Master Chef har dermed chancen for at vinde årets femte sejr og nå forbi en halv million kroner i årets samlede indtægt.

Følg med i spiludviklingen, spil og se aftenens løb direkte via Danske Spil - klik her!

Simian er på jagt efter årets fjerde storløbssejr i Mischa Kahns Minneslöpning på Täby i aften.
Foto Stefan Olsson / Cavok.se.
28.10.2008 Syvende årssejr til Fine Paladine i Aalborg

Det har været et fantastisk år for de to helsøskende Superman og Fine Paladine. Begge heste startede 2008 fra et lavt handicap, og mens Superman har udviklet sig til én af årets bedste 3-årige med storløbssejre i både Dansk St. Leger og DM for 3-årige, har 4-årige Fine Paladine løbet sig op gennem handicapklasserne med syv imponerende sejre.

Sejr nummer syv blev vundet mandag aften på Aalborg Væddeløbsbane, hvor Palatal-datteren efter et flot og afventende ridt af lærling Amanda Harbjerg, ganske let strøg forbi Air Force Eleven og vandt en sikker sejr der endnu engang beviste hvor meget udvikling der fortsat findes. Fine Paladine er i øvrigt halvsøster til de to topheste Hovman og Lights Out, så generne fejler ikke noget hos datteren af superproduceren Skee The Feen.

Ligesom Superman er Fine Paladine både ejet og opdrættet af Stutteri Poulsensminde, der ser ud til at have endnu mere at se frem til i 2009, for sejrsfesten ser langt fra ud til at være slut.

Aftenens anden galopløb i Aalborg blev vundet af Lea Olsen på John Nielsens Odelavie.

Fine Paladine/Amanda Harbjerg besejrer Air Force Eleven/Mark Larsen i Aalborg.
Foto Ole Hindby.

Odelavie/Lea Olsen.
Foto Ole Hindby.
27.10.2008 Desmond Scarlett indstiller trænerkarrieren

Dansk galopsport mister her ved sæsonens udgang endnu en professionel træner, idet Desmond Scarlett efter mange år i sporten har valgt at indstille trænergerningen.

Desmond Scarlett, der tidligere havde stald på Damgården og sidenhen flyttede til Dominostalden på Klampenborg Galopbane, kan se tilbage en flot karriere som både jockey og træner, og især 2001 bliver et år han aldrig vil glemme. Det var nemlig her øjestenen Cut Champion både vandt en klassisk double med sejrene i Dansk 2000 Guineas og Dansk Derby.

Scarletts aktive karriere indenfor galopsporten startede allerede tilbage i 1961, hvor han som 16-årig kom i lære på Epsom Downs. I 1967 rejste han til Norge, og to år senere til Danmark, hvor han har været lige siden. Hans første klassiske vinder som træner var Baby Queen, der vandt Dianalöpning i 1993.

"Jeg vil gerne takke mine kunder for mange fantastiske oplevelser med de heste, som gennem tiden er blevet mig betroet. Ligeledes takker jeg de mange, som har redet og hjulpet til med de mange daglige gøremål i stalden. Væddeløbssporten har været omdrejningspunktet i størstedelen af mit liv, men min tid fremover vil blandt andet komme til at handle om opgaver i film og reklamebranchen, som jeg før har beskæftiget mig en del med", siger Desmond Scarlett, der vandt karrierens sidste storløb på Derby Dagen i fjor, hvor Copperfield strøg til tops i Larch Ærespræmie.

Desmond Scarlett.
Foto Scandinavian Raceweb.
26.10.2008 Bedste Breeders' Cup nogensinde for Europa

Årets store Breeders' Cup Day på Santa Anita Park i Californien blev ren historisk, da det ikke alene lykkedes en europæisk deltager at vinde Breeders' Cup Classic (Gr.1) for første gang nogensinde - det blev også til yderligere fire europæiske triumfer, hvilket aldrig er sket tidligere.

Dagens helt store stjerne blev John Gosdens 3-årige Raven's Pass, der efter en helt fantastisk kampagne hvor han er blevet bedre fra start til start, formåede at gøre det som så utroligt mange europæiske heste har forsøgt igennem de seneste 24 år - nemlig at vinde Breeders' Cup Classic (Gr.1). Løbet blev i år redet på Santa Anitas syntestiske underlag pro-ride, hvilket på forhånd havde givet de europæiske deltagere en hjælpende hånd.

Men med amerikanernes helt Curlin blandt konkurrenterne var der alligevel ikke den helt store tiltro til, at sejren skulle gå til Europa. Frankie Dettori red at mønsterridt på Raven's Pass, der fra lågerne gik op og til feltet ramte opløbet ikke forlod Curlins skygge. De to heste var placeret i den bageste del af feltet i løbets indledende fase, og da Robbie Albarado så småt begyndte sit avancement på Amerikas champion rundt opløbssvinget, fulgte Dettori ganske let med og gjorde klar til angreb udvendigt for Curlin.

Kort efter feltet ramte opløbsstrækningen havde Curlin fået overtaget, men glæden blev kortvarig, for Raven's Pass havde endnu mere speed og overrumplede yderst samtlige konkurrenter med en massiv spurt der bragte ham alene i front på få galopspring. Curlin kæmpede stadig heroisk, men farerne lurede også indvendigt, hvor irske Henrythenavigator skød rigtig god fart og en kort overgang så ud til at blive farlig, hvis Raven's Pass skulle blive træt.

Det gjorde Elusive Quality-sønnen dog aldrig, og han skar til slut målstregen en og trekvart længde foran Henrythenavigator, mens storoutsideren Tiago kæmpede sig op helt fra næstsidstepladsen og snød Curlin for tredjepladsen.

Slutfacit blev altså to 3-årige europæiske heste på de første pladser i Breeders' Cup Classic (Gr.1), og fantastisk nok har netop Raven's Pass og Henrythenavigator mødt hinanden adskillige gange igennem sæsonen. Henrythenavigator var bedst i foråret, hvor han både slog Raven's Pass i 2000 Guineas (Gr.1), St James' Palace Stakes (Gr.1) og i Sussex Stakes (Gr.1), men Raven's Pass havde taget revanche i de to hestes seneste møde i QE II Stakes (Gr.1), og denne gang fik hingsten sat kronen på værket i løbet der kroner årets Champion i verden.

Mere Dettori og Gosden
Frankie Dettori og John Gosden havde forinden høstet endnu en Championship-triumf under Breeders' Cup, nemlig i Breeders' Cup Juvenile Turf (Gr.1), hvor Donativum efter en fremragende opløbskamp nedkæmpede Aidan O'Brien-trænede Westphalia. Også her var der altså tale om en double til Europa og igen var det med Gosden foran O'Brien.

Frankrig tog sig af Breeders' Cup Mile (L) med vidunderlige Goldikova, der under Olivier Peslier leverede en afslutning der bringer minderne tilbage til Miesques dobbeltsejr i selv samme løb i 1987 og 1988. Miesque blev dengang redet til sejr af Freddie Head, og netop Head træner i dag Goldikova.

Conduit i Turf'en
Den engelske St. Leger-vinder Conduit, trænet af Sir Michael Stoute og redet af Ryan Moore, endte som en ganske let vinder af Breeders' Cup Turf (Gr.1) - et løb, hvor Aidan O'Brien-teamets løbstaktik virkelig gav bagslag. Pacemakeren Red Rock Canyon lagde et hæsblæsende tempo på løbet, og storfavoritten Soldier Of Fortune lagde sig lige bag sin staldkammerat fra start.

Allerede inden opløbssvinget var Red Rock Canyon færdig, og det efterlod Johnny Murtagh alene fremme i spidsen med langt til målstregen. Murtagh var ridende hele svinget rundt, og han kunne naturligvis ikke holde Soldier Of Fortune i gang, da angrebene først blev sat ind bagfra.

I stedet udnyttede Conduit sin gode stamina, og kunne let henvise Eagle Mountain og Dancing Forever til de næste pladser, mens Soldier Of Fortune måtte nøjes med at blive fjerde.

Se hele Breeders' Cup Classic (Gr.1) fra Santa Anita Park ved at klikke her!

Frankie Dettori fejrer sejren i Breeders' Cup Classic (Gr.1) med sit Flying Dismount.
25.10.2008 Hot Fudge gentog sejren i Bodfari Street Sceptre Stakes

Årets udgave af Bodfari Street Sceptre Stakes resulterede i en tro kopi af sidste års opgør, idet de to første pladser blev indtaget af Hot Fudge og Envollee. Hot Fudge tog omgående teten fra start og førte hver eneste meter af opgøret, uden på noget tidspunkt at være truet.

Superhoppen sejrede til slut overlegent med tre længder foran staldveninden Envollee, der her gik sæsonens bedste løb og havde lige så stor afstand til 3-årige Vanity Fair på tredjepladsen.

Kim Andersen var i sadlen på Hot Fudge, ligesom han var det ved hoppens seneste sejr i Göteborg. Hot Fudge vandt her årets fjerde sejr og rundede 400.000 kroner i samlet præmiesum i indeværende sæson.

Udover førstepræmien på 50.000 kroner vandt Hot Fudge en fribedækning ved avlshingsten Bodfari Street, der i år for første gang lagde navn til det prestigefulde hoppeløb.

Dramatik i Tortue
Eftermiddagens anden hovedbegivenhed på Klampenborg, Tortue Efterårshandicap over 1800 meter, resulterede i en ganske let sejr til Johan Reuterskiöld-trænede Nottingham, der med Rafael Schistl på ryggen let trak fra konkurrenterne i sidste del af opløbet og sejrede sikkert med to længder foran Shareholder og Aladar.

Inden da havde Nottingham dog voldt trafikproblemer for især Aladar, og træner Ole Larsen nedlagde efterfølgende protest mod vinderen. Protesten blev dog afvist, og sejren markerede dermed også Johan Reuterskiölds første sejr som professionel træner efter han i begyndelsen af september overtog sin far Lennart Reuterskiölds trænervirksomhed på Jägersro.

Sessan fin debutvinder
I Zwicky 2-års Maiden Serien over 1200 meter gav Inge Mette Dejgaard debut til Cajun Cadet-datteren Sessan, en halvsøster til Smart Guy, og på trods af at være feltets mindst betroede hest, vandt Sessan en ganske besnærende sejr under Cathrine Weilby efter føring fra start til mål.

Sessan afviste uden de store problemer alle angreb i opløbet, og vandt til slut let med trekvart længde foran Dee Dee og forhåndsfavoritten Biggie. Der var 25.000 kroner plus danskbonus i førstepræmie til Sessan, der ejes af årets helt store hesteejernavn på Klampenborg, Lone Kaj-Nielsen.

De øvrige vindere af dagens blot seks løb var Mamazita/Shane Karlsson, River Hill/Martin Rodriguez og Hit My Bird/Kim Andersen. V5-spillet blev ikke løst.

Hot Fudge/Kim Andersen vinder Bodfari Street Sceptre Stakes.
Foto US Photo.

Nottingham/Rafael Schistl.
Foto US Photo.

Johan Reuterskiöld vandt karrierens første trænersejr med Maria Westmanns Nottingham.
Foto US Photo.

Sessan/Cathrine Weilby aflægger maidentitlen i sit første forsøg.
Foto US Photo.
24.10.2008 Poulsen skal træne søn af Dano-Mast

Danske Flemming Poulsen skal til næste år varetage træningen af en søn af den danske verdensstjerne Dano-Mast fra sit træningscenter i franske Chantilly. Dano-Masts tidligere delejer, Stald Composit, erhvervede i starten af ugen den 1-årige hingst Your Song på Deauvilles oktoberauktion.

Dano-Mast, der vandt Gruppe-2-løbene Prix Dollar og Prix Jean du Chaudenay, samt var tredje i både Hong Kong Cup (Gr.1) og Grosser Bugatti Preis (Gr.1), står i dag opstaldet som avlshingst i Frankrig, og her har han blandt andet fået tilført den Listed-vindende hoppe Ballade Viennoise (Cricket Ball), som udover også at være Gruppe-3-placeret, allerede har gjort sig gældende i avlen med tre vindende afkom ud af lige så mange mulige - heriblandt den 11-dobbelte vinder Un Amor, der ligeledes er Listed-placeret.

"Åringen er en tro kopi af Dano-Mast, både hvad angår udseende og temperament, og jeg håber selvfølgelig, at han senere hen vil gøre sin far ære på væddeløbsbanerne", fortæller ejer Erik Olesen, der gav 26.000 euro for hingsten.

Se katalogsiden for Dano-Mast sønnen ved at klikke her...

Your Song, åring efter Dano-Mast, blev købt for 26.000 euro af Stall Composit og går i træning hos Flemming Poulsen i Chantilly.
24.10.2008 El Miracle alligevel Skandinavisk 2-års Mester

Ole Larsen-trænede El Miracle var på den norske Derbydag først over stregen i Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer på Øvrevoll, men blev efterfølgende deklasseret til tredjepladsen af den norske voldgift. Ole Larsen valgte at anke sagen til den højere voldgiftsret, der nu har omstødt dommen og givet sejren tilbage til den oprindelige vinder.

Der var stort postyr på den norske Derby Dag den 24. august efter dagens 2. løb, Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer. Storoutsideren El Miracle overraskede stort set alt og alle ved at vinde storløbet under trænersønnen Mark Larsen, mens Catching The Storm og Picture Perfect blev henvist til de næste pladser.

Uden at afhøre hverken El Miracles jockey Mark Larsen eller Picture Perfects pilot Fernando Diaz, valgte den lavere voldtgiftsret på Øvrevoll at deklassere vinderen til tredjepladsen for en hændelse ganske kort før målstregen, hvor løbet i manges øjne reelt var afgjort.

"Min far appelerede allerede kendelsen lige efter deklasseringen havde fundet sted, og jeg fortalte El Miracles ejer Bjørn Nitschke, at han roligt kunne drikke et glas sejrschampagne på trods af deklasseringen, for jeg kunne med sikkerhed stå inde for, at voldgiftens afgørelse var forkert. Jeg blev aldrig kontaktet af voldgiften til afhøring, så allerede her var der tale om en grov procedurefejl", siger El Miracles jockey Mark Larsen. I dag, to måneder efter storløbet, er afgørelsen endelig offentliggjort, og den faldt altså ud til Skåne-staldens fordel.

Den Højere Voldgiftsret på Øvrevoll, bestående af Knut Austad, Bjørn Finnbråten og Ragnar Wormdahl, kunne efter gennemgang af videooptagelserne konstatere, at Catching The Storm, der senere fik tildelt sejren, faktisk var den hest der generede de to øvrige heste ned gennem opløbet. Finnbråten og Wormdahl er yderligere af den opfattelse, at der er begået en sagsbehandlingsfejl ved ikke at afhøre hverken Mark Larsen eller Fernando Diaz før de afgjorde den endelige rækkefølge i mål.

Det tredje voldgiftsmedlem, Knut Austad, mente ikke at Den Højere Voldgiftsret var i stand til at ændre på den allerede afsagte dom, men flertallet talte altså til El Miracles fordel, hvorved Funambule-sønnen tildeles sejren og førstepræmien på 115.000 norske kroner. Catching The Storm flyttes ned til sin oprindelige placering som nummer to, mens Picture Perfect bliver tredje.

El Miracle skar målstregen først i Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer, men blev derefter deklasseret til tredjepladsen. Nu har hesten fået sejren tilbage.
Foto Hesteguiden.com.
23.10.2008 Endnu en ny avlshingst til Stutteri Løkkemarken

Fynske Stutteri Løkkemarken fortsætter med at optrappe bestanden af avlshingste, og det fynske stutteris nyeste erhvervelse er den 7-årige Mark Of Esteem-søn Team Player - en bror til verdensstjernerne Opera House og Kayf Tara.

Ligesom det er tilfældet med Monsun-sønnen Royal Major, som Stutteri Løkkemarken erhvervede sig for en måned siden, kommer Team Player fra en fortid i træning hos Flemming Poulsen i franske Chantilly. Hingsten, der kostede ca. 2,4 millioner kroner som åring, nåede kun at starte to gange i sin karriere uden at vinde, men han har uden tvivl blodet til at blive en top-avlshingst.

Storebroderen Opera House (Sadler's Wells) var vinder af storløb som King George VI & Queen Elisabeth Diamond Stakes (Gr.1), Coronation Cup (Gr.1) og Eclipse Stakes (Gr.1), mens det bl.a. blev til en tredjeplads i Prix de l'Arc de Triomphe (Gr.1). Opera House er i dag avlshingst i Japan, hvor han har haft enorm succes med adskillige vindere på højeste niveau.

Team Player er desuden halvbror til Kayf Tara (Sadler's Wells), der i Godolphins farver vandt både Ascot Gold Cup (Gr.1) og Irish St. Leger (Gr.1) to gange. Og ikke nok med det - han er også halvbror til Zee Zee Top (Zafonic), der vandt Prix de l'Opera (Gr.1). Alle er de ud af den fantastiske hoppe Colorspin (High Top), der selv vandt Irish Oaks (Gr.1) og desuden er søster til Moyglare Stud Stakes (Gr.1)-vinderen Necklace.

Team Player, der i sin aktive karriere var ejet af danske BS Racing Sarl, er klar til sin første bedækningssæson i Danmark i 2009.

Én af Japans bedste væddeløbere, Meisho Samson, er søn af Team Players Gruppe-1-vindende halvbror, Opera House.
23.10.2008 Täby-double til Jacob Johansen

Jacob Johansen kunne torsdag drage fra Stockholm med en double i bagagen, efter han havde vundet to af Lunchens V4-afdelinger. Jacob lagde ud med sejr på ryggen af Maja Persson-trænede Lucky Heart, der vandt sin karrierens 15. sejr over 1200 meter dirt track.

I dagens tredje løb var Johansen igen på pletten, denne gang med Hans-Inge Larsens Shadows Fall, der virkelig har fundet formen her i efteråret og nu tog sin anden triumf på stribe.

I dagens femte og sidste opgør måtte Jacob dog nøjes med andenpladsen på ryggen af Ole Larsens debuterende danskopdrættede 2-åring Run For Me, der ikke kunne true rutinerede Terre Adélie og Nicholas Cordrey.

Jacob Johansen vandt to gange under Täbys V4-omgang.
Foto US Photo.
22.10.2008 Hot Fudge storfavorit i Bodfari Street Sceptre Stakes

Årets sidste storløb på Klampenborg Galopbane står for døren på lørdag, hvor fem hopper dyster om sejren og førstepræmiens 50.000 kroner i Bodfari Street Sceptre Stakes over 2200 meter. Én deltager skiller sig specielt ud, nemlig Lennart Reuterskiöld Jr-trænede Hot Fudge.

Hot Fudge er forsvarende vinder af Sceptre Stakes, idet hun med adskillige længder henviste Envollee til andenpladsen i sidste års udgave. Envollee er atter med blandt konkurrenterne, men der skal en helt unik fremgang til, såfremt hun eller en af de tre andre deltagere skal kunne true Lomitas-datteren, der kommer med to friske sejre i træk.

Hot Fudge startede senest over 2400 meter i Göteborg, hvor hun under Kim Andersen førte fra start til mål og med tre længder kunne henvise årets norske og danske Oaks-vinder Distant Star til andenpladsen, med yderligere 12 længder ned til tredjehesten What Budget.

I starten forinden var Hot Fudge først over stregen i Skandinavisk Grand Prix her på banen, og hun leverede ved denne lejlighed sin til dato bedste præstation nogensinde ved let at henvise Fly Society til andenpladsen. Øvrevoll Stutteris tophoppe kommer dermed til Klampenborg i absolut topform, og selv om hun med sine 62 kilo på ryggen må give vægt til samtlige fire konkurrenter, burde dette ikke kunne stikke en kæp i hjulet for hendes tredje sejr på stribe, og fjerde i alt i 2008.

Envollee får optimale forhold
Hot Fudge har måske sin værste konkurrent i Bodfari Street Sceptre Stakes i form af staldveninden Envollee, der i fjor indtog andenpladsen i opgøret. Envollee har været et stor skuffelse i år, og hun har på intet tidspunkt formået at leve op til hverken formen fra 3-årssæsonen i Frankrig eller hendes første sæson i Skandinavien i fjor.

Den veltrukne In The Wings-datter har hele tiden været afhængig af en blød bane for at vise sit bedste, og for første gang i år får hun nu muligheden for at udfolde sig under de helt rigtige forhold. Det rækker måske ikke helt til at matche Hot Fudge, men hun er absolut god nok til at blive nummer to.

Amazing Vibe på distancen?
Bent Olsen-trænede Amazing Vibe gør det som regel meget stabilt, og hun har formået at slutte i præmierækken i 15 af sine hidtil 19 karrierestarter. Kateb-datteren startede senest på Øvrevoll, hvor hun sluttede sidst i meget stærkt selskab, og tilbage på Klampenborg skal hun nok finde helt andre takter frem. Eneste lille spørgsmålstegn kan være distancen, idet hun har gået sine bedste løb omkring milen og uden tvivl vil blive hårdt testet i den bløde bane.

Moune Shine fra Århus
Torben Christensen tager turen fra Århus med stabile Moune Shine, som kan glæde sig over endnu en flot sæson. Moune Shine vandt et handicap her på banen i foråret, og siden har hun fortsat med at levere stabile resultater både her og i Provinsen. I dag får modstanden et kraftigt skridt opad, men hun er sikker på at klare distancen og er på papiret ikke langt fra andenpladsen.

Endelig er der feltets eneste 3-årige islæt, Vanity Fair, hvis halvsøster Liberty vandt netop Sceptre Stakes to gange, og der er således en del at leve op til. Vanity Fair har ikke startet siden fjerdepladsen i Dansk Oaks i starten af september, og dagsformen er derfor svær at vurdere.

Hot Fudge ved sejren i Skandinavisk Grand Prix.
Foto US Photo.
18.10.2008 Let spil for Inchiline i Vinterfavoritterne

Francisco Castros 2-årige Inchiline kan gå vinteren i møde som forhåndsfavorit til næste års danske Derby, efter en ganske overlegen fire længders sejr i Seeland Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg.

Under tidens jockeynavn Rafael Schistl var Inchiline med fremme fra start, hvor parret udvendigt pressede på indvendige Scat. Rundt opløbssvinget kom Hot Chestnut godt med og havde vel et lille overtag ind på den lige strækning, men da Inchiline først fik lov at strække ud på den bløde bane, var der ikke længere nogen konkurrence, og Songline-sønnen blev mere overlegen for hvert galopspring.

Hot Chestnut havde yderligere seks længder til Inchilines staldkammerat Una Hora på tredjepladsen. Una Hora mistede endnu engang nogle længder i starten, men på en sen afslutning nåede Kateb-datteren akkurat at sætte hovedet foran hjemmebanens bedste hest, Marigold, mens Escargot kunne tage de sidste præmiepenge før Sitano.

Inchilines sejr i Seeland Vinterfavoritternes Ærespræmie var endnu en flot formbesked fra årets danske Kriterium, hvor vinderen var den tredobbelte storløbsvinder Reventon, og andenhesten den senere Breeders' Trophy Juvenile-vinder Royal Legend.

Inchiline var ved denne lejlighed tredje, og der er ingen tvivl om at den længere distance og bløde underlag var med til at gøre underværker denne gang. Inchiline er dermed en værdig Vinterfavorit, og allerede nu står det klart, at han både klarer banen, distancen og går på alle slags underlag.

Sejren var 75.000 kroner værd for den svenskopdrættede vallak, der både trænes og ejes af Francisco Castro på Jägersro.

Endnu en sejr til Schistl
I Härkila Ærespræmie over 2400 meter vandt sidste års danske Derby-2'er, Ole Larsen-trænede Aladar, årets første sejr, da han med Rafael Schistl på ryggen med mindst mulige margin besejrede Bent Olsen-trænede Arabian Word.

Aladar var med fremme som anden fra start og ind på opløbet koblede Inchrory-sønnen grebet på længe førende Cavewarrior. I stedet skød Arabian Word frem indvendigt for Aladar, og de sidste 250 meter af løbet sloges de to heste hoved ved hoved, og der måtte forstørret målfoto til at skille de to heste ad på stregen.

Tredjepladsen gik til Stockholm-gæsten Montparnasse, mens Woy Woy og Cavewarrior tog de sidste præmiepenge. Bongo Bello fik aldrig med udfaldet at gøre, efter at være totalt hægtet af ind på opløbet.

Debutsejr til Härkila
I Zwicky 2-års Maiden Serien over 1400 meter gav Søren Jensen debut til den irskfødte Elusive City-datter Härkila, der efter et imponerende prøveløb var spillet til klar favorit.

Hoppen tabte halvanden længde i starten, men Kim Andersen havde hurtigt kontakt til feltet igen og kunne tage det stille og roligt indtil opløbet, hvor han gav marchordre til hoppen udvendigt i banen.

Härkila skød bedst fart af alle, men hun løb meget grønt da hun først kom i front, og Kim Andersen måtte trække hende ind i banen til udfordreren Biggie, der formåede at give favoritten hæderlig kamp til 100 meter fra stregen, hvor Härkila trak endeligt fra til en let længdes sejr.

Der var fem længder fra de to første til Castle Sting, der indtog tredjepladsen før Streckers Red Ale og Grandezza. Førstepræmien var 25.000 kroner værd for Stald Seeland, der købte den 2-årige hoppe for 32.000 euro på Goffs Million Sale i fjor.

Opening Night i Hofjuvelerer Hertz Ærespræmie
Ét af efterårets traditionsrige handicaps for de 3-årige og ældre heste på Klampenborg er Hofjuvelerer Hertz Ærespræmie, og i år gik sejren til 3-årige Opening Night, der vandt helt efter behag i hænderne på Jacob Johansen.

Opening Night skiftede for kort tid siden træningskvarter fra Jägersro til Bent Olsen på Klampenborg, og den kommende championtræner har fået sat fin skik på den ellers noget iltre Academy Award-søn, som her tog årets første sejr for sine svenske ejere i Stall Lillö.

Løbsdagen bød i øvrigt på årets anden sejr til Hanne Bechmann-trænede Finish First, samt en træner-double for Anja Runøe, der kunne se både Tripoli og Duncan løbe først over stregen. Begge heste ejes af Lone og Jens Westh og blev redet til sejr af Nicolaj Stott.

Inchiline/Rafael Schistl vinder en afstoppet sejr i Seeland Vinterfavoritternes Ærespræmie. Foto US Photo.

Francisco Castro både ejer og træner Inchiline. Foto US Photo.

Härkila/Kim Andersen aflægger maidentitlen i første forsøg foran Biggie/Nicolaj Stott. Foto US Photo.

Opening Night/Jacob Johansen vinder en let sejr i Hofjuvelerer Hertz Ærespræmie. Foto US Photo.

Træner Anja Runøe, lærling Nicolaj Stott og ejerparret Lone og Jens Westh vandt to sejre denne løbsdag med henholdsvis Tripoli og Duncan. Foto US Photo.
16.10.2008 Sikker sejr til Classical World på Jägersro

Torben Christensen-trænede Classical World rundede torsdag eftermiddag en flot 3-årssæson af med en sikker sejr i George Killick-Handicap over 2200 meter på Jägersro. El Prado-sønnen startede for første gang på Jägersros dirt track og slog en række gode ældre heste.

Ann-Charlotte Nielsen, der har været skimlens faste partner på nær ved andenpladsen i Jyllandsløbet i juni, gav hesten en afventende rejse og lod selv hesten galoppere sig ind i løbet på bagsiden, hvor han skar glimrende fart og nåede op indvendigt bag de førende rundt opløbssvinget.

Classical World sad hårdt på biddet i sidste del af svinget, og da der blev plads til angreb indenfor velgående Amaethon speedede Århus-gæsten forrygende til sejren en længde foran Amaethon og med yderligere syv længder til Cattleman's Clipper på tredjepladsen.

Kristian Andersens hest afsluttede dermed sin første sæson i Skandinavien med en sejr og 36.000 kroner i førstepræmie, og facit for året blev fire sejre og to andenpladser i seks starter med godt en kvart million kroner i indvundne præmier. Samtidig fik han bevist, at han også tackler dirt'en på Jägersro, hvilket unægtelig åbner for en del ekstra muligheder i 2009.

"Han går nu på vinterferie, og da han fortsat er en noget klejn hest, tror jeg der er mere udvikling at finde til næste år, hvor Pramms Memorial måske kan blive en af forårets store opgaver", sagde en glad træner Torben Christensen efter sejren på Jâgersro.

Classical World og jockey Ann-Charlotte Nielsen. Foto US Photo.
16.10.2008 Swing That Cat gjorde sin pligt

Den svenske Derbyvinder Swing That Cat gjorde denne torsdag sin første start på hjemmebanen siden triumfen for mere end to måneder siden, og Cat Thief-sønnen gjorde sin pligt via en sikker sejr under Manuel Martinez. Hestens på papiret værste konkurrent, Golden Metalimo, stod af meget tidligt i løbet og i stedet viste Bent Olsen-trænede Montgomery sig som den eneste trussel imod storfavoritten.

På trods af et ihærdigt forsøg og fire kilo mindre på ryggen, kunne Montgomery aldrig komme helt tæt på Swing That Cat, der fik den bedst tænkelige udblæsning før det går løs i årets sidste store opgave - Hurricanelöpning over 2650 meter på Jägersros finaledag søndag den 9. november.
*
Rafael Schistl fortsætter sin uhørte sejrsrække
Årets helt store komet på den skandinaviske jockeyhimmel er uden tvivl den unge brasilianske jockey Rafael Schistl, der på kun en måneds tid har formået at ryge helt op blandt de førende ryttere på Jägersro.

Schistl vandt i foråret Täby Vårsprint (L) med Relampago Plus, men det er først efter ankomsten til Jägersro han har fået chancen i løb, og det er hidtil blevet belønnet med utrolige 17 sejre i blot 43 starter og en sejrsprocent på 40!

Den 18. september vandt Rafael Schistl tre løb på Jägersro, den 28. september red han fem vindere, heriblandt Luca Brasi i SFK Jubileumslöpning (L). Han fulgte siden op den 10. oktober med endnu en triple på Jägersro, derefter red han Luca Brasi til en ny overlegen sejr i Songline Classic (L) på Täby, og i dag blev det til en ny double med henholdsvis Bodil Hallencreutz-trænede Au Pair og Fredrik Reuterskiölds 2-årige debutant Mirona.

Brasilianeren er nu oppe på 15 sejre på Jägersro, hvilket er én mere end øjeblikkets førende jockey, Manuel Santos, og med den fart Rafael Schistl har på, er det alt andet end utænkeligt, at han på sæsonens to sidste løbsdage på Jägersro formår at holde sig helt toppen af jockeylisten - vel at mærke med ganske få ridt.

Swing That Cat/Manuel Martinez. Foto Stefan Olsson / Cavok.se.

El Classico ved en tidligere sejr i januar måned på Täby.
Foto Sofia Nordin / Isolaracing.se

16.10.2008 Helt åben Vinterfavorit i Klampenborg

Årets sidste storløb for de 2-årige heste på Klampenborg står for døren, når Seeland Vinterfavoritternes Ærespræmie på lørdag skal afgøres. 10 deltagere bringes til start, og heraf står de otte med fortsat engagement til Dexia Dansk Derby 2009, hvilket betyder, at der er god chance for at vinderen af løbet kan gå vinteren i møde som ”Derbyfavorit”.

Seeland Vinterfavoritternes Ærespræmie over 1600 meter tegner til at blive en helt åben affære. Der findes ingen af årets tidligere storløbsvindere med i opgøret, og kun tre af deltagerne har tidligere smagt sejrens sødme i form af Inchiline, Keep On Flying og Marigold.

Francisco Castro-trænede Inchiline har ikke gjort meget forkert i karrierens fem første starter, og efter et par hæderlige præstationer over korte distancer viste han sig knusende overlegen i sin første start over 1600 meter hjemme på Jägersro, hvor han aflagde maidentitlen med hele 16 længder. Dette blev fulgt op med en andenplads i Juvenile Mile over samme distance, inden han senest var slået med to længder til tredjepladsen i Dansk Kriterium af Reventon og sidste søndags Breeders’ Trophy Juvenile-vinder Royal Legend.

Denne form bør række rigtig langt i dagens selskab, og nu hvor Inchiline kender Klampenborg og samtidig får 200 meter længere distance end i Kriteriet, kan Songline-sønnen meget vel blive en hård nød at knække i Seeland Vinterfavoritternes Ærespræmie. Francisco Castro sender endvidere Inchilines staldveninde Una Hora ud, og denne helsøster til sidste års St. Leger-vinder Rock All leverede et ganske fint indtryk i debuten for en uge siden, hvor hun hentede masser af mark i opløbet og sluttede tredje bag vindende Dirtybird.

Hot Chestnut på græs?
Lennart Reuterskiöld Jr og Øvrevoll Stutteri var ganske tæt på at vinde Vinterfavoritternes Ærespræmie i fjor, hvor Hot Marta blev slået med hals af Carpe Diem. I år er der måske lagt op til revanche når Hot Chestnut for første gang gæster Klampenborg. Den amerikanskfødte Horse Chestnut-søn debuterede med en andenplads over 1600 meter på Jägersro for en måned siden, og havde ved denne lejlighed gigantiske 21 længder ned til tredjehesten.

Mere udvikling i Marigold?
Bent Olsen har indtil siddet på samtlige store 2-årsløb på Klampenborg med fremragende Reventon, der nu er gået på fortjent vinterferie og i stedet overlader scenen til sin ”moster” Marigold. Cajun Cadet-hoppen, der er helsøster til sidste års 2000 Guineas-vinder Kronhjort og halvsøster til årets Derbyvinder Master Kid, fik i sit fjerde forsøg aflagt maidentitlen foran sidste uges overlegne vinder Dirtybird, og der er ingen tvivl om at der fortsat findes masser udvikling i Marigold.

Scat – lillebror til Django!
Da Caroline Strömberg-trænede Scat gik sit prøveløb her på Klampenborg i begyndelsen af september, lignede han en usleben diamant, men efter en godkendt andenplads i debuten på Jägersro, løb han skuffende gangen efter i Göteborg. Lillebroderen til Django prøves i dag med blinkers, og hvis det kan hjælpe til med at skærpe koncentrationen, kan Scat meget vel være hesten der hjemtager sejren i dag.

Duo fra Jensen
Søren Jensen sadler en fin duo i Keep On Flying og Sitano, hvor førstnævnte er den mest rutinerede. Keep On Flying vandt Auktionsløbs Consolation her på banen i starten af september, og siden er det bl.a. blevet til en andenplads bag Sin Cocos i Den Jydske Vinterfavorit. Sitano har blot nået at starte en enkelt gang, hvor han over 1200 meter aldrig var i stand til at matche lynhurtige Risky Lady. Sitano, der bl.a. er halvbror til kapable Envollee, vil ud fra alle betragtninger drage stor fordel af dagens 1600 meter, og han er et rigtig godt bud på feltets joker.

Ny storløbssejr til Bechmann?
Det er efterhånden snart halvanden måned siden vi sidst så Hanne Bechmann-trænede Escargot i aktion i Capinordic Auktionsløb, hvor han sluttede syv længder efter vindende Reventon. Inden da var Escargot anden bag Sin Cocos i Produce Stakes, og hesten har i det hele taget ikke gjort meget forkert i karrierens fire første starter. I dag kommer den langt galopperende Final Appearance-søn for første gang ud over 1600 meter, og det kommer uden tvivl være en klar fordel.

Tom Pedersen har ved Lars Kelps trænerstop overtaget ansvaret for Stald Meycos Titbit Rose, der i en enkelt af sine fire første starter har vist et udmærket potentiale, nemlig med andenpladsen bag Keep On Flying i Auktionsløbs Consolation, mens Brian Wilson-trænede King First stille og roligt har forbedret sig. Dog kommer han denne gang ud i væsentlig hårdere modstand og vil sikkert være mere end tilfreds med en plads i præmierækken.

Marigold aflagde let maidentitlen i sin seneste start, hvor hun slog Dirtybird, der ligeledes blev en let vinder i sin næste start. Hvor langt rækker denne form for lillesøsteren til Master Kid og Kronhjort?. Foto US Photo.

Keep On Flying er én af Søren Jensens i alt to deltagere i Seeland Vinterfavoritternes Ærespræmie.
Foto US Photo.
16.10.2008 Tre galopløb i Århus i aften

Jydsk Væddeløbsbane afvikler tre galopløb torsdag aften. I dagens første løb skal Akada Cha Cha forsøge at vinde sin femte sæsonsejr, men Desmond Scarlett-trænede Cacao har vist god form på Klampenborg i sine seneste starter og bliver sikkert vanskelig at slå.

I aftenens tredje galopløb er Stald Bakkehaves treårige vallak Derriere Lui klar favorit til at aflægge sin maidentitel. Hesten var senest nummer tre i Dansk St. Leger og er adskillige kilo bedre inde i løbet end sine konkurrenter.

Derriere Lui (rød/hvid) blev i sin seneste start tredje i Dansk St. Leger bag Superman og Marron - mon ikke denne form rækker til en maidensejri aften?.
Foto US Photo.
16.10.2008 Fem nye ryttere bestod licensprøve i Aalborg

I de senere år har tilgangen af nye ryttere til sporten været bekymrende lille, men forleden blev der afholdt licensprøve på Aalborg Væddeløbsbane, hvor fem unge ryttere skulle dokumentere, at de er klar til at ride væddeløb - og alle bestod!

Fire af de fem ryttere kommer fra ponygaloppen og man ser nu resultatet af det store arbejde, som Lone Kaalund Thiel udfører for dansk ponygalop.

Af Peter Knudsen.

Det store arbejde med ponygaloppen har medfødt fire nye licenserede ryttere i Aalborg.
15.10.2008 Curlin, Henrythenavigator og Duke Of Marmalade i BC Classic

På trods af det ærgerlige afbud fra Big Brown i næste lørdags Breeders' Cup Classic (Gr.1) på Santa Anita Park i Los Angeles, bliver Nordamerikas største væddeløb for 3-årige og ældre heste alligevel en stor sportslig perle med mødet mellem verdens bedste hest, Curlin, og Aidan O'Briens championduo Duke Marmalade og Henrythenavigator.

Curlin fik i går grønt lys af sine forbindelser til et forsøg på en gentagelse af sidste års triumf i Breeders' Cup Classic (Gr.1), hvor han nærmest gik alene over banen på den regnvåde dirt track på Monmouth Park i New Jersey. Årets udgave af Classic bliver dog redet under helt andre forhold, idet løbet for første gang nogensinde afvikles på polytrack, et syntetisk underlag der er langt mere fjedrende end de dirt-baner Curlin ellers har været vandt til at løbe på.

Netop polytrack'en menes også at give de europæiske heste der kommer fra kampagner på græs en større chance, og Curlins forbindelser har siden introduktionen af årets Classic på polytrack været meget kritiske og draget stor tvivl om hvorvidt Curlin skulle udsættes for en start på et underlag han aldrig tidligere har startet på.

Aidan O'Brien er fortsat på jagt efter sin første sejr i Breeders' Cup Classic (Gr.1), idet det nærmeste han har været er andenpladsen med Giant's Causeway. O'Brien, der i fjor havde et katastrofalt Classic da staldens øjesten George Washington måtte aflives efter at være brækket ned i løbet, håber på oprejsning med denne 3-årige Henrythenavigator, der i år er vinder af hele fire Gruppe-1-løb med både 2000 Guineas i England og Irland, samt Sussex Stakes og St. James' Palace Stakes blandt triumferne.

4-årige Duke Of Marmalade har ligeledes haft en jubelsæson, hvor det blev til hele fem Gruppe-1-triumfer på stribe, inden han senest var syvende bag brilliante Zarkava i Prix de l'Arc (Gr.1). Inden da havde han vundet løb som Prix Ganay (Gr.1), Tattersalls Gold Cup (Gr.1), Prince Of Wales' Stakes (Gr.1), King George (Gr.1) og Juddmonte International Stakes (Gr.1).

Hvilken af de to O'Brien-aspiranter Johnny Murtagh vælger bliver først offentliggjort i næste uge, men O'Brien har allereden nu booket én af USAs absolut bedste ryttere, John Velazquez, til at sidde op på staldens second-string.

Breeders' Cup Classic (Gr.1) får højst sandsynligt også deltagelse af John Gosden-trænede Raven's Pass, der efter andenpladser i både 2000 Guineas (Gr.1) og Sussex Stakes (Gr.1) bag Henrythenavigator, samt et nederlag til den franske milerchampion Tamayuz i Prix Jean Prat (Gr.1), senest fik vendt formen på Henrythenavigator i QE II Stakes (Gr.1).

Årets Breeders' Cup-meeting på Santa Anita bliver ligesom i fjor afholdt over to dage - fredag den 24. og lørdag den 25. oktober.

Steve Asmussen-trænede Curlin er efter sine sejre i bl.a. Breeders' Cup Classic (Gr.1) og Dubai World Cup (Gr.1) verdens mest vindende hest gennem tiderne.
Foto Andrew Watkins.
14.10.2008 Program, vægt- og startliste til Øvrevoll

Øvrevoll Galopp har i øjeblikket serverproblemer med deres website ovrevoll.no, men programmet til fredag med fælles skandinavisk spil, samt vægt- og startliste kan downloades her fra galopsport.dk. Klik på linksene herunder for at åbne pdf-filerne.

Program - fredag den 17. oktober - fælles skandinavisk spil
Startliste - fredag den 17. oktober
Vægtliste - fredag den 24. oktober

Et alternativt link til Øvrevoll Galopp finder du her: ovrevoll.rikstoto.no/

Foto Hesteguiden.com
14.10.2008 Zarkava slutter karrieren - første stop Dalakhani

Ganske som man kunne forvente, tog Aga Khan mandag beslutningen om at indstille karrieren for sin ubesejrede Prix de l'Arc (Gr.1)-vinder Zarkava, der nu går en avlskarriere i møde med første stop hos samme ejers Dalakhani, som selv vandt Arc'en i 2003.

Aga Khan og hans forfædre har over generationer altid formået at bringe romantikken frem i væddeløbssporten, og at bringe et føl til verden efter to Prix de l'Arc (Gr.1)-vindere er ikke noget der sker ofte. Dalakhani vandt Arc'en for fem år siden i samme farver som Zarkava, for samme træner, Alain de Royer-Dupre, og med samme jockey, Christophe Soumillon, i sadlen.

Zarkava trækker sig sig tilbage som ubesejret i syv starter, med fem Gruppe-1-triumfer i bæltet, mens Dalakhani i sine ni karrierestarter opnåede otte sejre, hvoraf de fire var i Gruppe-1-sammenhæng - heriblandt både Prix du Jockey Club, Prix Lupin og naturligvis Prix de l'Arc.

"Der er ingen der er mere kede af ikke at skulle se Zarkava løbe igen end teamet bag hesten og mig selv, men vi har besluttet at indstille hendes karriere fordi hun er et uvurderligt aktiv for Aga Khan Studs, idet båderen alderen og kvaliteten på vores avlshoper spiller en essentiel rolle", fortæller Aga Khan i en pressemeddelelse.

Aga Khan Studs har i tre på hinanden efterfølgende år produceret tre fantastiske hopper i form af Mandesha, Darjina og Zarkava, men med Arc-sejren sidste søndag er ubesejrede Zarkava den ubestridt største af dem alle - ja, faktisk én af de allerstørste gennem tiderne!

Christophe Soumillon kaster sin hjelm ud blandt publikum efter den spektakulære Arc-sejr med vidunderhoppen Zarkava.
Foto US Photo.
14.10.2008 Kentucky Derby-vinderen Big Brown skadet og pensioneret

Det bliver med sikkerhed ikke til det exceptionelle møde mellem de to champions Curlin og Big Brown i det forestående Breeders' Cup Classic (Gr.1) på Santa Anitas polytrack den 25. oktober. Kentucky Derby (Gr.1)-vinderen Big Brown har nemlig med øjeblikkelig virkning sluttet karrieren med en alvorlig skade.

"Det er tragisk. Big Brown var i fantastisk form, vi havde gjort alt for at forberede ham optimalt op til mødet med Curlin i Classic, men hesten rev halvdelen af hoven af under et træningsarbejde på Aqueduct", fortæller hestens delejer Michael Iavarone til bloodhorse.com.

Big Brown slutter dermed karrieren efter syv sejre i otte starter, heriblandt både Kentucky Derby (Gr.1), Preakness Stakes (Gr.1) og Haskell Invitational (Gr.1). Boundary-sønnens eneste nederlag kom i det tredje ben af the US Triple Crown, Belmont Stakes (Gr.1), hvor han blev taget op og kom skadet hjem til stor skuffelse for hele væddeløbsnationen, der for alvor havde øjet chancen for at få den første amerikanske Triple Crown-vinder i præcis 30 år.

Big Brown starter til næste år sin avlskarriere på Three Chimneys Farm i Kentucky, der i mange år var hjem fra Triple Crown-vinderen Seattle Slew, og i dag også huser Kentucky Derby (Gr.1)-vinderen Smarty Jones.

Karrieren er slut for årets mægtige Kentucky Derby-vinder Big Brown.
12.10.2008 Dansk sejr i Breeders' Trophy Juvenile

Hanne Bechmann-trænede Royal Legend viste sig søndag eftermiddag helt overlegen i Breeders' Trophy Juvenile over 1350 meter dirt track på Täby. Under Nicholas Cordrey førte Silca Legend-datteren fra start til mål og vandt afstoppet med fire længder foran Snia og John Balliol.

Royal Legend er endnu et godt bevis på, at den danske avlshingst Silca Legend er kraftigt undervurderet blandt de skandinaviske opdrættere, og med et temmeligt beskedent materiale har han igen i år et afkom med helt fremme blandt de bedste 2-årige, ligesom det var tilfældet i fjor med Miss Mariko.

Royal Legend er ud af den ustartede Royal Filly, der selv er ud af storløbsvinderen Intruder, så moderlinjen fejler bestemt heller ikke noget på hoppen, der her vandt karrierens første sejr i kølvandet på andenpladsen bag Reventon i Dansk Kriterium.

Royal Legend ejes af Niels Varming Andersen, Kjems Racing og F Westergaard, der kunne indkassere 210.000 svenske kroner for storløbssejren i Stockholm.

Andenpladsen i opgøret gik til den fint afsluttende Snia, der som datter af Funambule og gode Santa Clara leverede en flot indsats i sit livs kun anden start, og også hun ligner et godt emne til næste års klassiske opgør. Bent Olsen kunne glæde sig over endnu en fin præstation af John Balliol, der endnu ikke har smagt sejrens sødme, men her beviste at der uden tvivl ligger en maidensejr og venter på ham i år - og i form af at han er svenskfødt og dermed har ret til 50.000 kroners bonus, går Bent Olsen velsagtens efter en start på Jägersro i hestens næste start.

Shade Of Pale alene på banen i Svenskt St. Leger
Årets udgave af Svenskt St. Leger lignede på forhånd ikke den stærkeste af slagsen, og det viste sig også at blive rent spil til ét mål for Yvonne Durant-trænede Shade Of Pale, der med træneren selv på ryggen vandt uhyggeligt overlegent med otte længder foran Calvados og den svenske Oaks-vinder Double Up.

Shade Of Pale kunne notere 221.000 kroner for den klassiske sejr, og hestens ejer Stall Rio havde dagen forinden erhvervet sig hestens halvsøster efter Final Appearance på Stockholms Åringsauktion for 220.000 kroner.

Luca Brasi overlegen i Songline Classic (L)
Francisco Castro-trænede Luca Brasi, der i sin seneste start blæste alle konkurrenter omkuld i SFK Jubileumslöpning (L) på Jägersro, viste at han er mindst lige så god på Täbys dirt track, da han førte fra start til mål i Songline Classic (L) over 2000 meter.

Med brasilianske Rafael Schistl på ryggen var Luca Brasi hurtig fra start og overtog tidligt føringen med staldkammeraten Highway lige bag sig. Rundt opløbssvinget satte Singspiel-sønnen tempoet op, og ingen af de bagved liggende var derefter i stand til at følge ham.

Luca Brasi vandt overlegent med fem længder foran Snow Runner og Highway, der akkurat kunne holde Crimson And Gold og Quilboquet bag sig. Der var 154.000 kroner i førstepræmie til Luca Brasi, der mere og mere ligner Skandinaviens konge på dirt'en, hvis man ser bort fra Appel Au Maitre der besejrede ham i Svenskt Derby i fjor.

Netop derfor ligner Pramms Memorial (L) et helt oplagt emne for Luca Brasi til næste forår, og der skal uden tvivl en rigtig god international deltager til for at besejre ham på Jägersro når han er bedst.

To storløbssejre til Neuroth og Johansson
Naturligvis gik Täbys sidste storløbsdag i 2008 ikke forbi uden kraftig indblanding fra Wido Neuroth og Fredrik Johansson, der sammen vandt to af dagens storløb.

I Lanwades Stud Stakes over 1600 meter red Johansson den Neuroth-trænede Grafitti til en halv længdes triumf før Ellicat/Jacob Johansen, med Sweet Fox Fever/Manuel Martinez yderligere to længder efter som tredje. Sejren i Lanwades Stud Stakes (L) var karrierens første for 3-årige Grafitti, der er efter stjernehingsten Dansili og ejet af Familien Nagell-Erichsen.

I Vinterfavoriternas Pris satte Wido Neuroth på de to første pladser med henholdsvis Stall Perlens Handsome Hawk og Stall E&F's Touch Of Hawk, begge efter Coolmore-hingsten Hawk Wing.

Handsome Hawk kom direkte fra en overlegen sejr i Norsk Kriterium, og som stjerneklar favorit vandt hesten ganske let foran sin staldkammerat, der også ser ud til at udvikle sig kraftigt fra start til start. Førstepræmien medførte 230.000 kroner til Stall Perlen, der igen i år har høstet den ene store triumf efter den anden med relativt få, men kostbare, heste - heriblandt naturligvis Appel Au Maitre og Touch Of Hawk.

"Dette er den bedste 2-årige hest jeg nogensinde har redet", sagde Fredrik Johansson efter løbet. Med til historien hører, at Fredrik Johansson ikke selv red Appel Au Maitre som 2-årig, idet han var udstationeret som jockey for Roy Arne Kvisla i England da den skandinaviske champion selv vandt netop Vinterfavoriternes Pris i 2006 under Eddie Ahern.

Royal Legend/Nicholas Cordrey vinder Breeders' Trophy Juvenile.
Foto Stefan Olsson / Cavok.se.

Royal Legend/Nicholas Cordrey.
Foto Stefan Olsson / Cavok.se.

Shade Of Pale/Yvonne Durant vandt Svensk St. Leger.
Foto Stefan Olsson / Cavok.se.

Handsome Hawk/Fredrik Johansson vinder Vinterfavoriternas Pris.
Foto Stefan Olsson / Cavok.se.

Luca Brasi/Rafael Schistl vinder Songline Classic (L).
Foto Stefan Olsson / Cavok.se.

Se flere store fotos fra Täby på www.tabygalopp.se og www.cavok.se.
12.10.2008 Durant og Stall Rio i centrum på Stockholms åringsauktion

Täby-træner Yvonne Durant og Stall Rio var lørdag eftermiddag i centrum ved Stockholms åringsauktion, hvor duoen sammen stod for købet af auktionens dyreste åring, en hoppe efter Final Appearance - See Me der gik for 220.000 svenske kroner. Åringens storebror, Breeders Trophy-vinderen Shade Of Pale, vandt søndag også Svenskt St. Leger.

Yvonne Durant fik desuden også hammerslag på en hingst efter Eishin Dunkirk for 125.000 svenske kroner på en auktion der fulgte tidens trend med nedgang i forhold til 2007, mens svenskerne kunne dog glæde sig over, at årets resultat stadigvæk var bedre end for tre år siden i 2005.

Se det samlede resultat af Åringsauktionen i Stockholm - klik her!

12.10.2008 Airboss overraskede i Holger Danske Cup

Lørdagens hovedbegivenhed på Klampenborg, Holger Danske Cup, resulterede i en noget overraskende sejr til Søren Jensen-trænede Airboss, der under Dina Danekilde nedkæmpede Smart Guy med et kort hoved, mens de to forhåndsfavoritter Da Vinci og Fly Society sluttede tredje og fjerde.

Airboss, der i sin seneste start havde vundet et Claiming Race hvor han var sat til salg for 36.000 kroner men ikke blev solgt, vandt her 50.000 kroner i løbet der var forbeholdt danskopdrættede heste og dertil for første gang blev afviklet som et handicap.

Airboss vandt som 2-årig Dansk Kriterium, og efter en skuffende 3-årssæson har han klaret sig ganske godt som 4-årig hvor det hidtil er blevet til tre sejre. Richard Of York-sønnen blev rapporteret solgt inden Holger Danske Cup, hvilket indikerer at der er blevet gjort en rigtig god handel fra købers side.

Dooneq i TV2 Sprinten
I TV2 Sprinten over 1100 meter var Bent Olsen-trænede Nassau Style spillet til storfavorit, men hesten måtte denne gang tage til takke med tredjepladsen, mens sejren gik til svenske Dooneq/Per-Anders Gråberg, der nedkæmpede Lois Lane med en sikker længde. Førstepræmien i TV2 Sprinten var 25.000 kroner, og Dooneq fik her en fortjent sejr efter mange stabile præstationer igennem året på Klampenborg.

Sir Bastian i Sonnys Ærespræmie
Lisa Gautier-trænede Sir Bastian vandt i Sonnys Ærespræmie over 2200 meter sin første sejr siden han som 3-årig vandt Derby Trial Stakes over samme distance. Den veltrukne Winged Love-søn sejrede let med to længder foran Lights And Stars, mens staldkammeraten og lillebroderen Szuma blev tredje.

Dirtybird indfriede favoritværdigheden
I Zwicky Made in Denmark for danskopdrættede 2-årige maidens fik Inge Mette Dejgaard-trænede Dirtybird uden problemer vundet sin første sejr under Cathrine Weilby.

Funambule-datteren, der er nært relateret til Holger Danske Cup-vinderen Airboss og opdrættet på samme stutteri, viste allerede i sin debut et stort potentiale med andenpladsen bag rutinerede Marigold, og denne gang kunne ingen true hoppen, der ejes af Stald Ras.

Andenpladsen gik til Henrik, der med hals henviste debutanten Una Hora til tredjepladsen. Førstepræmien i Zwicky Made In Denmark var gode 40.000 danske kroner.

Flere overraskelser i V5-spillet
Dagens V5-spil bød på flere overraskelser, og allerede i første afdeling kom den første, da Torben Christensen-trænede Indian Nigela/Ann-Charlotte Nielsen sejrede overlegent med tre længder foran Fabiola og storfavoritten Condor, der kom tilbage efter en længere skadespause.

I anden afdeling red Annelie Hollstenius Rock Of Kildare først over stregen til mere end 16 gange pengene, og efter Dooneq og Sir Bastians sejre kunne Bendt Jensen-trænede Zazoo vinde sin anden sejr på stribe, da han med Juan Pinto på ryggen vandt dagens tætteste opløbskamp med hals foran Miadonna, mens både Finish First, Pauls Pride og Rex Shipping alle sluttede inden for en halv længde af hinanden på stregen. Zazoos sejr bragte dagens V5-spil op i 10.693 kroner til seks rigtige rækker.

Airboss vinder Holge Danske Cup foran Smart Guy.
Foto US Photo.

Dooneq vinder TV2 Sprinten. Foto US Photo.

Sir Bastian vinder Sonnys Ærespræmie. Foto US Photo.

Dirtybird vinder Zwicky Made in Denmark. Foto US Photo.

Dirtybird. Foto US Photo.

Indian Nigela. Foto US Photo.

Rock Of Kildare. Foto US Photo.

Zazoo. Foto US Photo.
10.10.2008 Sikker St. Leger-sejr til Dan Tucket

Klampenborg-træner Bent Olsen vandt fredag eftermiddag årets tredje klassiske triumf, da Henrik Villadsens Dan Tucket sikkert landede Norsk St. Leger med halvanden længde foran godt kæmpende Vamp og med yderligere halvanden længde til Come On Deer og Artie Bucco på de næste pladser.

Dan Tucket blev taget ganske roligt fra start af Jacob Johansen, der placerede sig med i det otte heste store felt. Rundt opløbssvinget avancerede Dan Tucket sammen med Vamp, men hvor der blev redet på samtlige konkurrenter, kunne Johansen sidde bomstille på ryggen af Dansili-sønnen, der var den sidste hest af biddet og uden tvivl vandt ud fra det faktum, at han var en klasse bedre end konkurrenterne.

Årets norske Derby- og 1000 Guineas-vinder Theatrical Award klarede ikke den hårdføre distance 2800 meter og måtte tidligt i opløbet melde udsolgt, efter aldrig rigtig at have været inde i løbet. Hoppen endte på løbets femteplads.

"Han er bedst i en let bane, så dagens forhold var ikke optimale. Han er absolut en hest der kommer til at gøre sig i den ældre elite", sagde en glad Jacob Johansen, der tidligere i år ligeledes red Dan Tucket først over stregen i Norsk 2000 Guineas og ligesom Bent Olsen vandt årets tredje skandinaviske klassiker.

"Med to klassiske sejre plus sejren i Jyllandsløbet og en tredjeplads i Scandinavian Open går Dan Tucket nu på en velfortjent vinterferie. Han er en mægtig hest, der har mange store opgaver foran sig til næste år", sagde en glad Bent Olsen, der indtil i fjor aldrig havde vundet et klassisk opgør. Nu har han vundet fire! Førstepræmien var 125.000 norske kroner værd for den engelskfødte hingst, der dermed rundede 600.000 kroner i samlet præmiesum i år, og i betragtning af at Henrik Villadsen i fjor gav ca. 450.000 kroner for hesten, må det siges at have været en alletiders investering.

Hansinger fik revanche mod Simian
I Norsk Jockeyklubs 3-års Sprint over 1200 meter havde Bent Olsen chancen for endnu en sejr med Master Chef, der dog måtte tage til takke med tredjepladsen bag Cathrine Erichsen-trænede Hansinger og Wido Neuroths Simian. Hansinger kom med en andenplads i bagagen fra Rosengårdlöpning på Jägersro, hvor han blev besejret af Simian, men denne gang blev rollerne byttet om, og Hansinger kunne under Carlos Lopez sejre ganske sikkert til førstepræmiens 100.000 kroner.

Corteez Pride aflivet
Det nyindførte store 3-årsløb blev desværre ramt af et tragisk uheld, da Lars Kelp-trænede Corteez Pride kort inden opløbssvinget brækkede benet og straks måtte aflives. Corteez Pride startede for kun syvende gang i karrieren, og han kom med to overlegne sejre fra Klampenborg, der gav løfter for at han i løbet af ganske kort tid kunne udvikle sig til en rigtig elitesprinter.

Bent Olsen, Tine Hansen, Jacob Johansen og Dan Tucket har haft et forrygende 2008 - fredag eftermiddag blev det til endnu en klassisk sejr på Øvrevoll i Norsk St. Leger.
Foto Hesteguiden.com.
10.10.2008 20 bokse på Klampenborg udlejes fra 1. november

På søndag sadler Lars Kelp karrierens sidste hest, når Rock All bringes til start på Täby. Den snart forhenværende professionelle træner har opsagt sin lejekontrakt på Klampenborg Galopbane til udgangen af denne måned, hvilket betyder at der bliver mellem 15 og 20 bokse ledige i det få år gamle staldbyggeri på Klampenborg.

Stalden er beliggende direkte på Klampenborg Galopbane med adgang til en ny overdækket "walk machine", træningsbanen og i kort afstand til Dyrehavens store arealer og ridestier.

Klampenborg søger en professionel træner, der kan løfte arven efter Lars Kelp, der i sin relativt korte periode som træner på anlægget stod bag store navne som Derbyvinderen Peas And Carrots og øvrige store navne som La Petite Chinoise, Munay, Our Actress, Carpe Diem og ikke mindst Calrissian, der i sin seneste start vandt Täby Open Sprint Championship (Gr.3) i Stockholm.

Se mere ved at klikke her (pdf-fil)!

Calrissian er én af de mange gode heste, der har været trænet på det snart ledige staldbyggeri på Klampenborg.
10.10.2008 Benny Andersson købte åring for 6,5 millioner på Tattersalls

Den svenske hesteejer og stjernemusiker Benny Andersson, der i Skandinavien løber sine heste under navnet Chess Racing, stod torsdag bag hammerslaget på dagens dyreste åring på Tattersalls October Yearling Sale Part 1 - en Montjeu-søn til 650.000 guineas.

Den skimle hingst er ud af Danehill-datteren Danaskaya, der i 2002 var Champion 2-y-o Filly i Irland og bl.a. var tredje i Cheveley Park Stakes (Gr.1) og anden i Lowther Stakes (Gr.2).

Danaskaya har et enkelt tidligere startende afkom i form af 3-årige Kayd Kodaun, der er vinder en enkelt gang i sine hidtil fem karrierestarter, og dertil har hun 2-årige Liaskaya, som endnu er ustartet.

Danaskaya er i øvrigt søster til Listed-vinderen Modeeroch og halvsøster til den Listed-placerede Chinese Whisper, der ligesom den nyerhvervede åring er efter Montjeu.

Åringen går efter Benny Anderssons eget udsagn i træning hos John Dunlop i England. Se katalogsiden ved at klikke her!

Lot 459 v. Montjeu - Danaskaya v. Danehill blev købt for 650.000 guineas på Tattersalls October Yearling Sale. Solgt til svenske Benny Andersson gennem agent Peter Doyle.
09.10.2008 Mine That Bird gør god reklame for dansk stutteri

Danske Havreholms Stutteri på Fyn købte i fjor avlshoppen Sisia på Keeneland Sales i Kentucky, og i foråret fik hoppen et hingsteføl efter Whywhywhy. Inden Sisia og føllet blev importeret til Danmark blev hun bedækket ved Grade-1-vinderen Birdstone, der har haft stor succes med sin første årgang her i 2008.

I søndags løb Birdstone-sønnen Mine That Bird for fjerde gang i karrieren, og efter sejre i sine tre første starter, tog hesten skridtet op i Grade-3-sammenhæng, hvilket resulterede i en halv længdes sejr i Grey Stakes over 1800 meter på Woodbine i Canada.

Samme dag havde Birdstone endnu et afkom til start i Mazarine Stakes (Gr.3) for hopper, hvor hans datter Livin Lovin blev nummer to.

Havreholms Stutteri venter deres Birdstone-føl til verden i begyndelsen af næste år, og som hingstens afkom vinder frem i Nordamerika, ser det virkelig ud til at det danske stutteri har gjort en god disposition med valget af Grindstone-hingsten, der som 3-årig besejrede Smarty Jones i Belmont Stakes (Gr.1) og sidenhen også strøg til tops i Travers Stakes (Gr.1).

Birdstone stod i foråret til en bedækningstakst på 10.000 US$, men denne pris bliver med garanti forhøjet efter de fornemme resultater i 2008. "Det var Lars Kelp der fandt hoppen på Keeneland Sales, og det var ligeledes ham der rådede os til at beholde hende i USA og satse på bedækningen ved Birdstone"", slutter Henrik Kristensen.

Sisia med sit føl efter Whywhywhy. Hoppen er nu i fol ved Birdstone.
09.10.2008 Ladbrokes taber sag om norsk spillemonopol

Det engelske bookmakerfirma Ladbrokes tabte i går den langtrukne retssag omkring spillemonopolet i Norge. Ladbrokes forsøgte allerede i 2004 om at få licens til at udbyde spil i Norge, hvilket blev afslået, og heller ikke i den efterfølgende retssag er det altså lykkedes bookmakeren at få ønsket opfyldt.

Ladbrokes forsøger i øjeblikket at nedlægge spillemonopolet i flere andre europæiske lande, heriblandt Holland og Danmark. Hos Danske Spil er resultatet af den norske retssag ikke uventet:

"Sagen der netop er afsluttet i Norge svarer i princippet til den samme sag som Ladbrokes tabte i Danmark tilbage i 2006, så jeg er ikke overrasket over udfaldet. Vi forventer heller ikke, at der sker yderligere i sagen omkring spillemonopolet her i landet, med mindre regeringen udfører en liberalisering af spillet eller Ladbrokes får medhold fra enten Højesteret eller EU-domstolen", siger Danske Spils informationschef Thomas Rørsig til galopsport.dk.

Bookmakere i aktion på engelsk væddeløbsbane.
08.10.2008 Dan Tucket mod Theatrical Award i Norsk St. Leger

To af årets helt store 3-årsstjerner i Skandinavien, Bent Olsens Dan Tucket og Marianne Tveters Theatrical Award, tørner fredag eftermiddag sammen i Norsk St. Leger over 2800 meter - en distance, som ingen af hestene tidligere har prøvet kræfter med.

Theatrical Award rundede 1,2 millioner kroner da hun i sin seneste start vandt Breeders' Prize Classic på Øvrevoll, og inden da havde hun både vundet Norsk 1000 Guineas og Norsk Derby. Alt i alt fem sejr i årets seks starter.

Dan Tucket har startet syv gange i år, og det har været med fire sejre til følge. Dansili-sønnen vandt tidligere på sæsonen først Jyllandsløbet i Århus, og derefter nedkæmpede han Sirjoshua Reynolds i Norsk 2000 Guineas, inden han blev en hæderfuld tredje i Scandinavian Open Championship (Gr.3).

Dan Tucket har i år tjent under halvdelen af hvad Theatrical Award har opnået, men Klampenborg-hesten har til gengæld opnået et handicap på 92, hvilket er syv kilo højere end Theatrical Awards. Fredagens norske St. Leger rides dog over en distance som ingen af deltagerne før har prøvet kræfter med, og hvem der er stærkest i sidste ende bliver naturligvis vældig interessant at få afgjort.

Det resterend felt inkluderer bl.a. Wido Neuroth-trænede Artie Bucco, der i midten af juli tilføjede Theatrical Award årets hidtil eneste nederlag i Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer - et løb Funambule-sønnen vandt overlegent med seks længder.

Gode danske chancer i Norsk Jockeyklubs 3-års Sprint
Dan Tucket er ikke den eneste danske topchance ved fredagens løb på Øvrevoll. I Norsk Jockeyklubs 3-års Sprint over 1200 meter starter Bent Olsen nemlig Master Chef, mens Lars Kelp sadler Corteez Pride.

Master Chef vandt VG Sprinten over 900 meter på norske Derby Dag, og senest var han en flot femte i Täby Open Sprint Championship (Gr.3), blot tre længder efter Calrissian. Corteez Pride har været sparsomt startet i år, men han udvikler sig med stormskridt og kommer direkte fra to yderst overlegne sejre på Klampenborg.

De to danske gæster skal dog krydse klinger med en række stærke sprintere som Latakia, Hansinger og ikke mindst Simian, der har vundet sine seneste tre starter og med sit tal på 87 er feltets næsthøjest handicappede deltager efter Master Chef.

Der er fælles skandinavisk spillepulje til Øvrevoll fredag eftermiddag, og der kan således spilles direkte til samtlige løb via Danske Spil samtidig med, at løbene bliver vist direkte på Dantoto Racing Live. Gå til Danske Spil - klik her!

Dan Tucket. Foto Hesteguiden.com.

Theatrical Award.
Foto Hesteguiden.com.

Corteez Pride. Foto US Photo.
08.10.2008 St. Leger, Breeders', Vinterfavorit og to gange Listed

Täby blænder søndag eftermiddag op for endnu en flot løbsdag med en lang række store opgør på programmet. Årets sidste svenske klassiker, Svenskt St. Leger, har dansk deltagelse af Søren Jensen-trænede Anchors Away, der bl.a. møder Breeders’ Trophy Classic-vinderen Shade Of Pale og genopstandne Le Roi.

I Vinterfavoriternas Pris over 1600 meter græs står Wido Neuroths ubesejrede Handsome Hawk med stor chance efter sin lette sejr i Norsk Kriterium, mens Hanne Bechmanns danske Kriteriums-2’er Royal Legend udfordrer de stærke hjemmebanehåb i Breeders’ Trophy Juvenile med en førstepræmie på over 200.000 kroner.

I Songline Classic (L) er der lagt op til et spændende møde mellem Luca Brasi, Maybach, Quilboquet og flere af Skandinaviens øvrige dirt specialister, og dagens andet Listed-opgør, Lanwades Stud Stakes, byder på navne som Ellicat, Aneebee og Sweet Fox Fever. Endelig starter Lars Kelp trænerkarrierens sidste hest, når Rock All går ud i et forhindringsløb over 3800 meter.

Download program og og læs mere om Täbys storløbssøndag - klik her!

Tager Quilboquet revanche mod Luca Brasi i Songline Classic (L)?. Foto US Photo.
06.10.2008 Vidunderlige Zarkava stadig ubesejret efter Arc'en

Aga Khans 3-årige vidunderhoppe Zarkava skrev sig søndag eftermiddag ind i historiebøgerne som vinder af verdens største galopløb på græs, Prix de l'Arc de Triomphe, da hun med Christophe Soumillon på ryggen let henviste sidste års runner up Youmzain til andenpladsen på Longchamp.

Den ubesejrede Zamindar-hoppe, der kom med tre Gruppe-1-sejre i træk i bagagen, fik ligesom i Prix Vermeille (Gr.1) en skæv start på løbet, idet hun kort efter at være sprunget ud af boksen sprang akavet til siden og igen måtte indtage sidstepladsen på bagsiden.

Belgiske Christophe Soumillon red dog iskoldt og med fuld tiltro til Zarkava, der i blev trukket ud til angreb midt i opløbet og derefter med største lethed gik forbi hver eneste konkurrent og til slut sejrede ganske overlegent. Youmzain afsluttede ligesom i fjor forrygende, men han var langt fra at kunne true vinderen. På tredjepladsen var der dødt løb mellem Soldier Of Fortune og It's Gino, mens den stærkt betroede femdobbelte Gruppe-1-vinder Duke Of Marmalade endte uden for præmierækken.

Zarkava, der både er ejet og opdrættet af Aga Khan og trænet af Alain Royer-Dupre, blev den første hoppe til at vinde Prix de l'Arc de Triomphe (Gr.1) siden 1993, hvor Urban Sea vandt løbet. Urban Sea er i avlen blevet mor til Gruppe-1-vinderne Galileo og Black Sam Bellamy, og Zarkava går også en stor fremtid i møde i avlen, hvor hun som ubesejret Champion bliver endnu et rigtig stort aktiv for Aga Khan.

Skandale i Prix de l'Abbaye (Gr.1)
Prix de l'Arc-dagen på Longchamp levede desværre ikke op til det store setup med den nye storsponsor Qatar, og dagens helt store skandale var omstarten i Europas største sprintopgør Prix de l'Abbaye (Gr.1) over 1000 meter lige ud, hvor startboksen ikke åbnede sig for nummer 18 Fleeting Spirit.

Løbet startede dog for de øvrige deltagere, hvoraf flere af rytterne ikke opdagede omstarten. Værst gik det ud over den ungarske superhest Overdose, der udførte hele distancen. Jockey Andreas Suburics opdagede først omstarten da han kom forbi publikum og så fadæsen på storskærmen, og det var naturligvis et gigantisk antiklimaks for kredsen omkring ungareren, der kunne have skrevet verdenshistorie med sin 11. sejr i lige så mange starter i Gruppe-1-løbet.

Prix de l'Abbaye (Gr.1) blev i stedet redet som dagens sidste løb, uden deltagelse af Overdose og flere øvrige deltagere, og sejren gik til Freddie Head-trænede Marchand d'Or, der vandt i præcis samme tid som Overdose havde henlagt distancen på tidligere på dagen.

Se Prix de l'Arc de Triomphe (Gr.1) med engelsk optakt og kommentator - klik her!

Zarkava/Christophe Soumillion vinder Prix de l'Arc de Triomphe (Gr.1). Foto US Photo.

Zarkava og Christophe Soumillon. Foto US Photo.

Christophe Soumillon.
Foto US Photo.
04.10.2008 Sin Cocos gjorde rent bord og Superman Dansk Mester i Århus

Det blev træner Hanne Bechmanns lørdag på Jydsk Væddeløbsbane, da Sin Cocos og Superman tog sig af dagens to hovedbegivenheder, Den Jydske Vinterfavorit og Dansk Mesterskab for 3-årige.

Niels Varming Andersens Sin Cocos indledte et favoritpræget V5-spil med en halv længdes sejr i Den Jydske Vinterfavorit over 1550 meter foran Søren Jensen-trænede Keep On Flying, Harley og Lady Sarah.

Ligesom ved Ecossais-datterens tre tidligere sejre i Produce Stakes, Aalborg 2-års Mesterskab og 2-åringernes Stayerprøve havde Sin Cocos chilenske Juan Pinto i bøjlerne, og den på Stutteri Løkkemarken-opdrættede hoppe blev dermed den første til at vinde samtlige fire løb i Provinsens 2-års Grand Slam-serie. Førstepræmien var 49.000 kroner værd for Niels Varming Andersen.

I Dansk Mesterskab for 3-årige over 2000 meter satte Sin Cocos' staldkammerat Superman kronen på værket for en fremragende klassisk sæson, der så sent som for en uge siden også bød på en triumf i Dansk St. Leger.

Superman og Nicholas Cordrey sejrede ganske sikkert foran 2000 Guineas-vinderen Cut Royale, med staldveninden Vida Nova som tredje før Clauses Star, Vivaldi og Siena. Førstepræmien i løbet var 50.000 kroner for Palatal-sønnens ejer og opdrætter Stutteri Poulsensminde, der kort forinden havde set Supermans helsøster Fine Paladine vinde sæsonens sjette sejr i hænderne på Nicolaj Stott.

Hanne Bechmann rundede sin flotte dag i Århus af med endnu en sejr, da Nicholas Cordrey red William Tell først over stregen foran Red Bob og Polemic.

Sin Cocos blev den første til at vinde samtlige fire løb i Provinsens Grand Slam Serie. Foto Ole Hindby.

Superman - nu både St. Leger-vinder og Dansk Mester.
Foto US Photo.
For flere nyheder fra 2008 - klik her!