| 19.12.2007 |
Bedste danske årsrevy i mange år
Væddeløbsbladets årsrevy anno 2007 er nu kommet i handlen, og for første gang i mange år er den tilbage som et oplagt mandelgave-emne for galopentusiasterne.
Bladet indeholder nemlig hele 30 siders læsestof omhandlende dansk galopsport, heriblandt Cassinis Derbyeventyr, Hanne Bechmanns supersæson, den store Derbyfavorit Carpe Diem, features på Rock All og Bongo Bellos opdrætter Stutteri Nova og de to professionelle trænere Anja Runøe og Lars Jakobsen. Følg også Lars Kelp på Keeneland-auktionen i Kentucky og læs Dennis Madsens Galop Top 10 over både 2-årige, 3-årige og den ældre årgang.
Væddeløbsbladets Årsrevy koster 125 kroner incl. moms og kan bestilles hos Janne Holding på tlf. 39 96 20 24 eller via e-mail janne.vb@trav.dk.
|
|
|
| 18.12.2007 |
Nyt dansk syndikat køber brasiliansk Gruppe-3-vinder
Klampenborg-træner Lars Kelp har igennem mere end to år haft øjnene på den brasilianske hingst Quilboquet (Jules - Greystoke v. Tokatee), og for tre måneder siden lykkedes det ham at få sammensat et dansk syndikat til at købe hesten - og atter engang er det succesrige TLP Racing der står bag konsortiet.
Quilboquet er født den 28. august 2003 i Brasilien og har startet 11 gange i karrieren, hvoraf det er blevet til fire sejre og tre placeringer. Han debuterede som 2-årig i 2005 ved at vinde med 15 længder over 1100 meter, og han fulgte op med endnu en sejr over 1000 meter, inden han var kort slået til femtepladsen i et Gruppe-3-opgør.
Quilboquets næste start var ligeledes i Gruppe-3-sammenhæng, nemlig Grande Premio Nestor Jost (Gr.3) over 1400 meter, hvor han triumferede i uhyre overlegen stil. Præstationen blev fulgt op med en tredjeplads i et Gruppe-2-løb, inden han for første gang sluttede uplaceret i Gruppe-1-løbet Grande Premio Associacao Brasileira.
Quilboquet startede blot fire gange i 2007, og efter to forsøg i Gruppe-1-sammenhæng fandt han sig godt til rette i et Listed Race over 1600 meter - Classico Nelson Pereira (L) - inden han i sin sidste start blev nummer syv i et Gruppe-2-løb over samme distance.
"Jeg har fulgt Quilboquet siden han var to år gammel, og allerede efter debutsejren hvor han vandt med 15 længder var jeg sikker på at han noget særligt. Han døjede med problemer i hovene som 2-årig, hvilket betød at han måtte hvile i op mod et halvt år, og han blev sendt direkte ud i første ben af den brasilianske Triple Crown hvor han kun var slået med syv længder. Skulle vi have købt ham som 2-årig ville han have været enormt dyr, men på grund af de problemer han har haft er prisen heldigvis dalet igen, og den store fordel er at hovene nu er ordnet", forklarer Lars Kelp, der har installeret Quilboquet hos svenske Ulf Sjöholm hvor også Peas And Carrots stod imens han kom sig ovenpå sin karrieretruende skade forrige år.
"Hesten kom til Sverige for tre måneder siden, og han ser virkelig forrygende ud. Vi gør tingene lidt anderledes her i Skandinavien, og jeg er ret sikker på at vores fremgangsmåde vil forbedre hesten i forhold til det han viste i Brasilien", slutter en tilfreds Lars Kelp.
|

Quilboquet i Brasilien. Foto: Lars Kelp.

Quilboquet står opstaldet hos Ulf Sjöholm i Sverige inden han starter i Lars Kelps træning. Foto: Lars Kelp. |
|
| 17.12.2007 |
Ni avlshopper til Danmark efter auktionen i Deauville
Der blev i alt handlet ni avlshopper af danske stutterier under sidste uges auktion i franske Deauville, og det var for en samlet pris af 61.000 euro, svarende til ca. 460.000 danske kroner.
Stutteri Elverdam fik hammerslag på en snart 8-årige Berya (Septieme Ciel - Boreale v. Bellypha), der er ifolet den franske Derbyvinder Anabaa Blue. Berya startede to gange som 3-årig og hun har endnu ikke haft nogen startende afkom. Hendes mor Boreale vandt bl.a. Prix de Reservoirs (Gr.3) som 2-årig og som 3-årig var hun 2. i det franske 1000 Guineas, Prix Poule d'Essai des Pouliches (Gr.1).
Foruden Berya er Boreale mor til Listed-vinderen River Of Light og den Listed-placerede Si Je N'Avais Plus, og Elverdams nye hoppe er endvidere søster til den ustartede Dibenoise, som selv har produceret Prix Ganay (Gr.1)-vinderen Corre Caminos og Prix du Muguet (Gr.2)-vinderen Racinger.
Mormoderen Princess Tora er også Listed-vinder, og en anden af hendes døtre - Princess Lee - er mor til både Prix Morny (Gr.1) og Prix Salamandre (Gr.1)-vinderen Princesse Lida og Listed-vinderen Princesse Vali. Stutteri Elverdam betalte 14.000 euro for den veltrukne avlshoppe.
Det jyske Paganini Stud erhvervede sig den snart 6-årige hoppe Dyonisienne (Groom Dancer - Direcvil v. Top Ville), der har været placeret som 3-årig i Frankrig og endnu ikke har haft afkom på væddeløbsbanen. Moderen Direcvil er vinder som 3-årig og mor til to vindere.
Hun er ud af Listed-vinderen L'Irlandaise og dermed søster til Gruppe-2-vinderen Spring Star, Listed-vinderen La Groupie og den tidligere skandinaviske stjerne Irish Flight, som bl.a. vandt Swedish Open Mile (L) på Täby.
Dyonisienne er ifolet verdensstjernen Lando og kostede 11.000 euro.
York Stutteri sikrede sig for 16.000 euro den 8-årige hoppe Today (Royal Academy - Tootsiepop v. Robellino). Today er helsøster til den tyske 2-års Championhoppe El Maimoun, der bl.a. er vinder af Zukunfts-Rennen (Gr.2). Hun er i øvrigt også søster til en anden danskopstaldet avlshoppe, Paganini Studs Prickly Pear (Polar Falcon).
Andenmoderen Sticky Habit er vinder i England og foruden Tootsiepop har hun leveret Gruppe-2-vinderen Splendent og den fine avlshoppe Aim For The Top, som selv var Gruppe-3-vinder og er mor til bl.a. Listed-vinderen Polar Bear.
Today har haft et enkelt afkom på væddeløbsbanen i form af Danehill Dancer-sønnen Tomorrow's Dancer, der har været placeret som både 2- og 3-årig i Frankrig. Hun er solgt til Danmark ifolet ved den dobbelte Gruppe-1-vinder Xaar.
Bente Andreasen købte den 13-årige hoppe Tepana (Polish Precedent - Thea v. Surumu), der er halvsøster til Gruppe-2-vinderen Twen, den Gruppe-3-placerede The Blade og den Listed-placerede Thara. Moderen Thea er helsøster til den tyske Derby (Gr.1)-vinder Temporal.
Tepana var selv vinder i Tyskland, og i stutteriet har hun produceret to vindere, heriblandt 3-årige Seattle Tarha, der i år er vinder på Longchamp. Hoppen er ifolet Gruppe-3-vinderen Iron Mask og kostede 3.000 euro.
Gunnar Vestergaard købte for 2.000 euro 4-årige Manalous (Black Minnaloushe - Mary The Second v. Marju). Hun har løbet placeret og er blevet bedækket for første gang med Del Mar Derby (Gr.2)-vinderen Blackdoun.
Per Dahl erhvervede sig ligeledes for 2.000 euro den 16-årige tyske hoppe Kampada (Doyoun - Kamada v. Blushing Groom). Kampada var selv vinder i både Tyskland og Frankrig, og hun er halvsøster til Listed-vinderen Kanawar. Hoppen er ifolet den suveræne tyske Derby (Gr.1)-vinder Samum.
Stutteri Hjortebo var på pletten tre gange under Deauville-salget. For 6.500 euro sikrede stutteriet sig den blot 3-årige hoppe Misratah (Anabaa - Monadis v. Miswaki), der aldrig selv har startet men til gengæld er halvsøster til den Gruppe-3-placerede Mangayoh.
Moderen Monadis er selv ud af den dobbelte Grade-3-vinder The Wheel Turns og halvsøster til Listed-vinderen Vana Turns, som igen er mor til Kentucky Oaks (Gr.1) og California Derby (Gr.1)-vinderen Pike Place Dancer, Ohio Derby (Gr.2) og Louisiana Derby (Gr.3)-vinderen Petionville, og den Listed-vindende avlshingst Midnight Foxtrot. Misratah er ifolet Gruppe-1-vinderen Touch Of The Blues.
Stutteri Hjortebo betalte 4.000 euro for den 3-årige Nineta (Limnos - Michellisa v. Indian Ridge), en halvsøster til Kendor Dine der vandt både Prix Exbury (Gr.3) og Prix La Force (Gr.3). Andenmoderen Land Line er helsøster til Gruppe-2-vinderne Ancholia og Quay Line - sidstnævnte er mormor til den Irske Oaks (Gr.1)-vinder Pure Grain, og en anden søster, Shore Line, har produceret den dobbelte Juddmonte Lockinge Stakes (Gr.1)-vinder Soviet Line. Nineta bliver importeret til Danmark ifolet den firedobbelte Gruppe-1-vinder Slickly.
Endelig fik Stutteri Hjortebo hammerslag på den 3-årige hoppe Atlantid Winner (Grand Lodge - Atlantide v. Southern Halo). Atlantid Winners mor er vinder i Frankrig, ud af Gruppe-3-vinderen Action Francaise og søster til Black Type-vinderne Android, Art Moderne, Airline og Astorg. Tredjemoderen er ingen anden end legendariske Allez France, der var otte-dobbelt Gruppe-1-vinder med sejre i storløb som Prix de l'Arc de Triopmhe (Gr.1), Poule d'Essai des Pouliches (Gr.1), Prix de Diane (Gr.1) og Prix Ganay (Gr.1). Atlantid Winner kostede 2.500 euro og er ikke i fol.
|

Stutteri Elverdam købte avlshoppen Berya (Septieme Ciel) - en søster til Dibenoise som er mor til Prix Ganay (Gr.1)-vinderen Corre Caminos (billedet). Foto: Le Cheval Bleu. |
|
| 04.12.2007 |
Dano Masts første årgang på auktion i Deauville
To interessante fuldblodsauktioner står for døren i franske Deauville, hvor der fra den 8. til den 11. december vil blive handlet avlshopper og føl, mens den 12. december står i åringernes tegn.
Dansk Galopsports flagskib i det nye millennium, Dano Mast, er klar til at få sin første årgang på auktion, og Unfuwain-sønnen er faktisk repræsenteret på begge salg. På Vente d'Elevage - auktionen over føl og avlshopper - er Dano Mast far til lot 822, et hingsteføl ud af Trempolino-datteren Unbend.
Føllets mor har aldrig selv startet, men hun har i avlen produceret hurdleløbsvinderen Majorica. Føllet kommer i øvrigt fra samme moderlinje som den tidligere skandinaviske Championhoppe Eyeq.
Den 12. december skal hele fire åringer efter Dano Mast igennem ringen i Deauville, og specielt her bliver det interessant at følge hvordan den tidligere danske globetrotter vil blive modtaget.
Første afkom i ringen bliver lot 937, en brun hoppe ud af Lead On Time-datteren Lady Stapara, som selv vandt seks gange i karrieren og tidligere har produceret vinderne Elle Donne og Adeno, hvoraf sidstnævnte er Listed-placeret.
Herefter kommer lot 975, en hingst ud af Mont Paradis (Baryshnikov). Åringen er første afkom efter Mont Paradis, der var vinder over forhindringer og halvsøster til bl.a. Oak Tree Invitational Stakes (Gr.1)-vinderen Admise ud af Listed-vinderen Admiration.
Lot 1076 er en brun hingst efter Subotica-hoppen Aigle d'Illyria fra samme moderlinje som Prix Royal Oak (Gr.1)-vinderen Agent Double, Prix du Cadran (Gr.1)-vinderen Air De Cour og skandinaviske navne som Easy Boy og Royal Eleven.
Sidste Dano Mast-afkom igennem ringen i Deauville bliver lot 1158, en hoppe ved navn Dano Girl, ud af Blushing John-hoppen Folmanie. Folmanie vandt seks sejre i Frankrig og hun er mor til tre vindere ud af fire mulige.
Dano Mast løb i Stald Composits grøn-hvide farver og debuterede først som 3-årig i en klassisk sæson der indbragte ham andenpladser i både Dansk og Svenskt Derby. Som ældre hest slog Dano Mast for alvor igennem med sejre i både Prix Dollar (Gr.2), Prix Jean de Chaudenay (Gr.2), Stockholm Cup International (Gr.3), Scandinavian Open Championship (Gr.3), samt mindefulde tredjepladser i både Grosser Bugatti Preis (Gr.1) i og The Hong Kong Cup (Gr.1).
I alt sejrede Dano Mast 11 gange i karrieren, og alle sejre blev vundet mens han var i dansk træning hos Flemming Poulsen på Enghavelyst. Unfuwain-sønnen sluttede karrieren af i fransk træning og blev senere solgt som avlshingst til stutteriet Haras du Saz.
|

Dano Mast ved sin karrieres største sejr i Prix Dollar (Gr.2) på Longchamp i 2003. Foto France Galop.

Dano Mast takkes af sin daværende medejer Jeanette Olesen efter sejren i Prix Jean de Chaudenay (Gr.2) på Saint-Cloud i 2001.
Foto Scandinavian Raceweb. |
|
| 04.12.2007 |
Stolgas søster solgt for 37 millioner kroner i Newmarket
Muhtathir-datteren Satwa Queen - halvsøster til Stutteri Hjortebos snart 18-årige avlshoppe Stolga - gik mandag igennem ringen på Tattersalls December Mare Sale i Newmarket, og på helt ekstraordinær vis nåede prisen op på 3.400.000 guineas inden hammerslaget faldt til fordel for Sheikh Mohammeds agent John Ferguson.
De 3,4 millioner guineas svarer til et stykke over 37 millioner danske kroner, og det var med stor margin den højeste pris på salget, samtidig med at Sander Camillos tidligere europæiske rekord blev overgået.
Alan Cooper, racing manager for Niarchos-familien, lagde hårdt ud med buddene i konkurrence med Charlie Gordon-Watson, men som så ofte før meldte John Ferguson sig ind i legen til slut og satte sine konkurrenter til vægs.
Den 5-årige hoppe er vinder af seks løb i sin aktive karriere, og hun er bare blevet bedre og bedre som tiden er gået. Således sluttede hun 2007 med at vinde Prix de l'Opera (Gr.1) på Prix de l'Arc-dagen i Paris, og hun fik dermed omsider sin ultra-vigtige Gruppe-1-sejr efter i flere forsøg at have været tæt på. Foruden Prix de l'Opera (Gr.1) er Satwa Queen vinder af Prix Jean Romanet (Gr.2) to gange, Prix de Psyce (Gr.3), Prix Vanteaux (Gr.3), og i fjor sluttede hun anden gennem mål i netop Prix de l'Opera (Gr.1).
Ligesom Stutteri Hjortebos Stolga er Satwa Queen ud af avlshoppen Tolga, der ikke gjorde meget væsen af sig i sin løbskarriere, men til gengæld har været en overvældende succes i avlen. Foruden Satwa Queen er Tolga nemlig mor til Spadoun, der som 2-årig vandt Criterium de Saint-Cloud (Gr.1) og siden har været virksom i både den franske og engelske avl. Tolga har desuden produceret Listed-vinderen Anabella og den storløbsvindende hurdler Fier Danseur.
I den danske avl har Stolga også gjort fin reklame for sin moderlinje og hun har hidtil produceret to klassiske vindere i form af den svenske St. Leger-triumfator Eko Negresco og dette års danske 2000 Guineas-vinder Kronhjort. Derudover er Stolga mor til årets Fyensløbs-vinder Eko Arabian Night og det 2-årige talent Master Kid, der i sin første sæson er vinder og har været anden i Skandinavisk Opdrætningsløb.
Selv om Stolga snart runder 18 år vil hendes blod blive ved med at influere på den skandinaviske avl i mange år frem, idet hun lige nu har to aktive døtre i stutteriet. På Skovlund Opdræt går den 6-årige hoppe Ikon med et Final Appearance-føl i maven, mens Ikons helsøster - den et år ældre Breeders' Trophy Juvenile-vinder Raadyr - ejes af Martin Hjorth Jensen og Alexander Elsass og står opstaldet på York Stutteri.
Netop Raadyr havde sit første afkom med på Dansk Galops Åringsauktion i år - en hingst efter Academy Award som blev købt for 150.000 kroner af Lone Kaj-Nielsen og er gået i træning hos Bent Olsen. Stolgas seneste skud på stammen, den snart 2-årige Cajun Cadet-datter Marigold der er helsøster til Kronhjort, ejes ligeledes af Lone Kaj-Nielsen og trænes af Bent Olsen på Klampenborg.
Du kan se Stolgas søster Satwa Queen blive solgt i ringen på Tattersalls December Mare Sale ved at klikke her!
|

Gruppe-1-vinderen Satwa Queen blev solgt for 3.400.000 guineas i Newmarket mandag aften.
Foto: Tattersalls.

Satwa Queen er "moster" til dette års danske 2000 Guineas-vinder Kronhjort. Foto: US Photo.

- og hun er ligeledes moster til Breeders' Trophy Juvenile- og Pompøs Cup-vinderen Raadyr. Foto: US Photo. |
|
| 30.11.2007 |
Nyt fra Dansk Galop om IT, TV-produktion, træningsbane m.m.
Dansk Galop afholdt for nylig bestyrelsesmøde, hvor emner som ny IT, dopingkontrol, TV-produktion, minimumsvægt, fælles Breeders-program, sikkerhedsveste, fælles skandinavisk spil, ny træningsbane på Klampenborg og næste års åringsauktion blev drøftet.
Læs mere om disse emner på Dansk Galops hjemmeside - klik her!
|
|
|
| 30.11.2007 |
Flotte auktionsresultater i Newmarket for familien Elsass
Familien Elsass har haft en fin uge på Tattersalls December Foal Sale i Newmarket. I onsdags solgte York Stutteri og Stald Rainbow således lot 735, et fukst hingsteføl fra 13. januar efter Dubai Destination - Flamingo Flower v. Diesis for 42.000 guineas, svarende til ca. en halv million danske kroner. York Stutteri og Stald Rainbow købte i sin tid Flamingo Flower ifol ved Sakhee, og dette var den 8-årige hoppes føl nummer to.
Flamingo Flower har en fin afstamning som halvsøster til den tyske Championhoppe Flamingo Road, der både vandt Preis der Diana (Gr.2) (Tysk Oaks), Idee Hansa-Preis (Gr.2), mens hun var anden i Grosser Preis von Baden (Gr.1) og tredje i ELE Pokal (Gr.1) og BMW Deutsches Derby (Gr.1). Derudover er Flamingo Flower halvsøster til Gruppe-3-vinderen Flamingo Paradise og de Black Type-placerede Flamingo Queen, Flamingo Garden og Flamingo Dancer.
Torsdag var Alexander Elsass' Stald Rainbow igen i rampelyset, da lot 1065 - en fuks hingst efter Selkirk - Felucca v. Green Desert - gik igennem salgsringen. Føllet, der ejes i fællesskab mellem Stald Rainbow, Sam Bullard og Brook Stud blev solgt for 125.000 guineas - svarende til omkring halvanden million kroner.
Selkirk-sønnen er halvbror til bl.a. den tidligere Godolphin-hest Lateen Sails, der bl.a. sejrede i Prix Daphnis (Gr.3) og Glascow Stakes (L). Føllet stammer fra samme moderlinje som bl.a. den irske championhoppe Al Bahathri og hendes søn, den europæiske champion Haafd. Felucca har haft et enkelt startende afkom i Skandinavien i form af Luconic, der bl.a. vandt Tivoli Sprint Cup på Klampenborg.
|

York Stutteri og Stald Rainbows avlshoppe Flamingo Flower, hvis føl blev solgt for 42.000 guineas på Tattersalls December Foal Sale i onsdags. |
|
| 30.11.2007 |
Academy Award topper skandinavisk 2-årsstatistik
York Stutteri og Stutteri Hjortebos fællesejede Danehill-søn Academy Award bliver skandinavisk 2-årschampion i år. Med blot en måned tilbage af 2007 ligger den danske førsteårgangshingst en klar nummer ét på den liste Scandinavian Racing Bureau netop har offentliggjort pr. 28. november.
Statistikken viser at Academy Award med 14 startende afkom har opnået 10 sejre og 1.217.655 kroner i samlet indtjening. Andenpladsen indtages af svenske Pennekamp, der med 17 startende afkom har fået otte sejre og 741.880 kroner. Dermed var Pennekamp ca. 2000 kroner foran sidste års 2-årschampion Funambule, der indtager tredjepladsen før Richard Of York og Most Welcome. Kampen om andenpladsen er dog fortsat åben, idet der stadigvæk afholdes 2-årsløb i både Norge og Sverige efter statistikkens offentliggørelse.
Academy Awards første årgang på banen har med sin høje indtjening opnået 91.984 i snit per afkom, og han er naturligvis blevet hjulpet rigtig godt på vej af den danske 2-årsstjerne Lois Lane, hvis fire sejre inkluderede både Dansk Kriterium og Dansk Galops Auktionsløb.
Se SRB's samlede statistik med 117 listede hingste ved at klikke her...
|

Førsteårgangshingsten Academy Award (Danehill) bliver skandinavisk champion over 2-årige afkom i 2007.
Foto: Christina Hauschildt. |
|
| 28.11.2007 |
Rock All fortsætter karrieren over forhindringer
Dette års suveræne danske St. Leger-vinder, Bjarne P. Skutviks Kateb-søn Rock All, har forladt Lars Kelps stald på Klampenborg og ankommer i dag til England, hvor en ny karriere som forhindringshest hos træner David Pipe står for døren.
Lars Kelps rolle i Rock Alls karriere er dog ikke slut, idet han fremover vil agere som racing manager for hestens norske ejer, og Kelp ser meget frem til at opleve Rock All i de nye omgivelser over forhindringerne.
"Han er en rigtig god hest, der ikke kender til træthed endnu, og efter andenpladsen i Silbernes Band der Ruhr (L) i Tyskland er jeg også sikker på at han har klassen til at begå sig i rigtig godt selskab på de engelske forhindringsbaner. Spørgsmålet er naturligvis om han kan springe, men det får vi hurtigt at vide når han kommer i gang med træningen", fortæller Lars Kelp.
Rock Alls nye træner David Pipe har overtaget stalden fra sin far, den legendariske championtræner Martin Pipe, og der bliver dermed rig mulighed for hurtigt at få målt hestens talent.
"Hvis alt går vel med at få sprunget ham ind, regner vi med en start i løbet af fire til seks uger, og det endelige mål er naturligvis at få ham med til the Cheltenham Festival i marts 2008", slutter Lars Kelp.
|

Rock All sejrer her i Dansk St. Leger - nu fortsættes karrieren over forhindringer i England.
Foto: US Photo. |
|
| 27.11.2007 |
Download programmet til Øvrevoll på fredag - atter fuldt tilspil
Igen på fredag spilles der fra samtlige tre skandinaviske lande til den fælles norske millionpulje på Øvrevoll. I fredags var der en udbetaling på små 50.000 i V5-spillet, og det kan nok give blod på tanden til denne uges udgave.
Første løb starter kl. 15.15 og indskud til V5-spillet slutter ved tredje løbs start kl. 16.00. Flere danske trænere tager atter turen til Oslo, og de dansktrænede heste der starter på dagen inkluderer Lone Bagers One To Remember, Whispering Line, Line Prince, Tanzania og Shadow Leader, John Nielsens Charisma, Amber Lady, Coneyboy, Bull's Eye og Dickson, samt Bent Olsens Captain Grey.
Download og udskriv programmet direkte ved at klikke her!
|

John Nielsen-trænede Dickson vandt på Øvrevoll i fredags - kan han gøre det igen?. Foto: US Photo. |
|
| 26.11.2007 |
Mambo King og Calrissian skal til Dubai
Tirsdag den 11. december sender Lars Kelp to af staldens stjerneheste sydpå mod ørkenstaten Dubai, hvor der venter et vinterprogram med store opgaver. Både Mambo King og Calrissian har flere gange henrykket i 2007 - førstnævnte vandt Seeland Pokalløb (L) på Derby Dag, og Calrissian opnåede tredjepladser i både Svenskt og Norsk Derby, samt andenpladser i Treåringernas Elitlöpning på Täby og UBS Sprint-Preis (L) i Tyskland.
De to heste skal deltage i The Dubai International Racing Carnival der starter den 17. januar og løber frem til den 6. marts. Nogle få af de allerbedste Carnival-deltagere har en teoretisk mulighed for deltagelse på Dubai World Cup-aftenen i slutningen af marts, men det kræver en eller flere store præstationer i the Racing Carnival, eller en sejr på Super Thursday den 6. marts på Nad Al Sheba.
"Sidste år var vi blot halvanden længde fra at får Binary File med på World Cup-dagen, og med lidt mere viden om forholdene er jeg meget optimistisk denne gang. Calrissian har fortsat en stor udvikling foran sig, og han vil til at starte med blive matchet på distancer mellem 1600 og 1800 meter på både dirt track og græs. Det er ikke utænkeligt at han bliver meldt i den første Maktoum Challenge, og det store mål for os er at få ham kvalificeret til The Godolphin Mile (Gr.2) på World Cup-dagen", siger Lars Kelp og tilføjer at Mambo King højst sandsynligt også vil blive afprøvet på både græs og dirt.
De to dansktrænede heste vil blive ledsaget til Dubai af Lars Kelps storebror, den tidligere Derbyvindende jockey Kim Krøjsfeldt, der vil fungere som assistant trainer under hele forløbet.
Blot en enkelt anden skandinavisk træner følger med Lars Kelp til Dubai i år, og det er danske Niels Petersen, der fra sin stald på Øvrevoll sender danskopdrættede The Pirate og Pramms (L)-vinderen Salt Track af sted. Salt Track var også i Dubai i sidste sæson, hvor han leverede flere glimrende indsatser.
|

Mambo King bliver én af to danskopdrættede heste der skal kæmpe i Dubai - den anden er Niels Petersen-trænede The Pirate.
Foto: US Photo. |
|
| 23.11.2007 |
Kelp købte tre heste i Kentucky
Klampenborg-træner Lars Kelp var som før omtalt tilstede på Keeneland Sales i sidste uge, og foruden den følhoppe han købte for 40.000 US$ til Havreholms Stutteri fik han også hammerslag på to øvrige heste - en avlshoppe og et føl - som blev handlet til svenske kunder.
Lars Kelp købte den 10-årige avlshoppe Threeminuteappeal v. Exbourne - Appeal To Me v. Valid Appeal, der er ifolet Danzig-sønnen Belong To Me. Threeminuteappeal vandt fire gange som 4-årig, og i avlen har hun haft et enkelt startende afkom, den 3-årige Glitterman-søn Uno Way Calle, der har vundet to løb og 36.821 US$ i 2007.
Threeminuteappeal er søster til de Stakes-placerede For Elise og Restless Appeal, og sidstnævnte har selv produceret Stakes-vinderen Charming Colleen. Prisen for denne interessante avlshoppe var 12.000 US$.
Senere i forløbet sikrede Lars Kelp sig et fukst hingsteføl fra marts efter Nijinsky-sønnen Sky Classic og J P Hamer-datteren Cowgirl Wisdom. Føllets 20-årige far Sky Classic var firefoldig champion i både USA og Canada og hans sejre inkluderede bl.a. Rothmans International Stakes (Gr.1). I avlen er han blevet far til 47 Stakes-vindere og seks Champions, heriblandt Thornfield og Sky Conqueror.
Moderen Cowgirl Wisdom var uplaceret i to starter, og dette er hendes første føl. Hun er selv efter den Stakes-placerede hoppe My Virginia Reel, der tidligere har produceret fem vindere af i alt 35 løb. Hingsteføllet blev handlet for blot 4.500 US$.
|

Avlshoppen Threeminuteappeal (Exbourne) ifolet ved Belong To Me.

Lars Kelp inspicerer hingsteføllet efter Sky Classic (Nijinsky).

Avlshoppen Sisia er ifolet ved Whywhywhy og blev købt til Havreholms Stutteri. |
|
| 23.11.2007 |
Fælles skandinavisk spil til norsk millionpulje
Der resterer fortsat to løbsdage af sæsonen på Øvrevoll i Oslo, og på disse to dage er der åbnet for fælles skandinavisk spil. Dette betyder, at både Danmark, Norge og Sverige spiller til samme pulje i alle spilleformer.
Nordmænene er specielt glade for V5-spillet, og både i aften samt næste fredag forventes V5-puljen at overstige 1,5 millioner kroner.
Dantoto viser løbene direkte, og der kan spilles både i boderne og på nettet. Første løb starter allerede kl. 15.15 og hele programmet til Øvrevoll kan downloades ved at klikke her...
|
|
|
| 23.11.2007 |
Dopingmøde i Fredericia på mandag
Det sidste af tre temamøder om doping afholdes på mandag kl. 19 22 i Fredericia Messecenter. På mødet vil der bl.a. blive orienteret om, hvorledes man undgår uforudsete konsekvenser af medicinering af sine heste, og mødet er yderst relevant for alle galoptrænere. Prisen for deltagelse er kr. 50 og tilmelding er ikke nødvendig.
|
|
|
| 22.11.2007 |
Skadet Vigelegere fortsætter karrieren i avlen
Én af Skandinaviens absolut bedste hopper, Chess Racings 5-årige Vigelegere, kommer ikke tilbage på turfen i 2008, efter en skade har sat en definitiv stopper for hendes ellers så flotte karriere.
Vigelegere nåede at runde 1,1 million kroner i samlet præmiesum, og hun satte et forrygende punktum på karrieren da hun i sit livs sidste start opnåede en vigtig Black Type-sejr i Copenhagen Golden Mile (L) på Klampenborg. Be My Chief-datteren leverede her sin bedste præstation idet hun fra lige vægt besejrede Fly Society overlegent med fire længder, og hun gav endda et kilo til Crimson And Gold som var yderligere en halv længde efter på tredjepladsen.
Handicapper Pam Cordrey vurderede Vigelegeres præstation til et handicap på 91, hvilket blot er to kilo under Skandinaviens Dronning Funny Legend, der ligeledes har stoppet karrieren, og det må siges at disse to pragthopper vil blive stærkt savnet på det sportslige plan i det kommende år.
"Det var ikke meningen at Vigelegere skulle slutte karrieren så tidligt, specielt ikke efter hendes indsats i Golden Mile (L), men to uger efter løbet blev hun pludseligt halt uden nogen synlig forklaring, og sammen med hendes ejer Benny Andersson tog vi beslutningen om at sige stop og i stedet begynde at tænke på en fremtid i stutteriet", fortæller co-træner Berndt Strömberg til galopsport.dk.
Vigelegere blev fremstillet på Täbys åringsauktion i 2003 - året inden hendes storebror Sibelius triumferede i Dansk Derby - og reserveprisen på 250.000 svenske kroner blev ikke indfriet, hvilket betød at hoppen blev i Chess Racings varetægt. Dette har Benny Andersson nok ikke fortrudt, for hoppen udviklede sig til én af de bedste heste i Skandinavien og hun nåede at runde 1,1 million kroner i samlet præmiesum på blot 22 starter.
"Planen er nu at Vigelegere skal til England sammen med sin mor Mondschein, og de skal bedækkes ved engelske hingste i 2008, men vi har endnu ikke bestemt os for hvilke hingste det bliver. Mondschein skal ligeledes fole i England, men både hopper og føl vender hjem til Sverige igen", beretter Berndt Strömberg, der på trods af Vigelegeres exit fortsat kan se frem til at se tre af Mondscheins afkom på banen til næste år.
"Sibelius har haft en længere pause, og han kommer forhåbentlig tilbage med fornyet lyst til jobbet. Fado er en stor hest med yderligere udvikling gemt i sig og endelig glæder vi os meget til at se det sidste skud på stammen, Yodl. Han er efter Singspiel og ligesom sine søskende en sent udviklet type, der ikke nåede til start som 2-årig, men som meget vel kan blive lige så god som eller endnu bedre end sine ældre søskende", slutter Berndt Strömberg.
|

Vigelegere/Mark Larsen vinder Copenhagen Golden Mile (L) i 2007. Foto: US Photo.

Vigelegere, Mona Nørklit og Benny Andersson efter sejren i Skandinavisk Grand Prix 2006. Foto: US Photo.

Vigelegere. Foto: US Photo. |
|
| 16.11.2007 |
Havreholm køber avlshopper på Keeneland Sales
Havreholms Stutteri, opdrætter af bl.a. Peas And Carrots, fik igennem Lars Kelp torsdag hammerslag på avlshoppen Sisia (Chief Seattle - Regent's Honey v. Vice Regent) på Keeneland Sales i Kentucky.
Den snart 5-årige hoppe venter sit første føl til januar, og det tegner virkelig spændende idet hun er bedækket ved Mr Greeley-sønnen Whywhywhy, der foruden at vinde Futurity Stakes (Gr.1) som 2-årig også er far til årets vinder af Breeders' Cup Juvenile Turf, Nownownow - og Whywhywhys første årgang er vel at mærke først kommet på turfen i 2007!
Sisia var ustartet som 2-årig, og hun gik i avlen efter blot to starter som 3-årig. Hendes far Chief Seattle var selv anden gennem mål i Breeders' Cup Juvenile (Gr.1) i 1999, og i avlen har han produceret syv stakes-vindere, incl. den canadiske champion Shillelagh Slew.
Sisia er via sin mor, den ustartede Regent's Honey, halvsøster til hele fire Stakes-vindere i form af Shaxi Fortune, Mufattish, Regal Dreamer samt Three Card Willie, og hun er desuden søster til to Stakes-placerede heste og den ustartede hoppe Acts Of Prayers, der selv har produceret den brasilianske Gruppe-2-vinder Naperon.
Sisia kostede 40.000 dollars, og med den historiske lave dollarkurs svarer købet til ca. 200.000 danske kroner.
"Vi er nu ved at lægge planer for Sisias fremtid, og vi taler med Lars Kelp igen lidt senere på dagen. Vores idé er at hun skal blive i USA og fole i starten af januar. Herefter skal hun bedækkes igen ved en amerikansk hingst, og siden kommer hun hjem til Danmark med føl ved siden og forhåbentlig et nyt afkom i maven", fortæller Henrik Kristensen fra Havreholm Stutteri.
|

Havreholms nyerhvervede avlshoppe er ifolet Mr Greeley-sønnen Whywhywhy (billedet). Foto: Gainesway.

Whywhywhys første årgang i 2007 inkluderer Breeders' Cup Juvenile Turf-vinderen Nownownow.
Foto: Canadian Press. |
|
| 16.11.2007 |
Endnu en Aalborg-double på Øvrevoll
For anden uge i træk fik Provinsbanen Aalborg en dobbelt-sejr på Øvrevoll, og denne gang stod John Nielsen for det gode resultat, da Bull's Eye besejrede sin staldkammerat Dickson med en længde i Byrgin Revisjon Amatørløp over 1750 meter dirt track.
John Nielsen både træner og ejer begge heste, og han har sågar også opdrættet vindende Bull's Eye. Der var 19.000 kroner i førstepræmie, mens andenpræmien var 9.500 kroner værd.
|

Bull's Eye vinder Byrgin Revisjon Amatørløp på Øvrevoll.
Foto: Catchlight.no |
|
| 15.11.2007 |
Husk temamødet om doping i aften!
Kl. 19 22 i aften afholdes det andet af tre temamøder om doping. På mødet vil der bl.a. blive orienteret om, hvorledes man undgår uforudsete konsekvenser af medicinering af sine heste, og mødet er specielt vigtigt for alle trænere.
Mødet afholdes i Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20, Brøndby. Prisen for deltagelse er kr. 50 og tilmelding er ikke nødvendig. Det tredje og sidste temamøde afholdes mandag den 26. november i Fredericia. Klik hér
|
|
|
| 14.11.2007 |
Forn Vells "barnebarn" vinder af Victoria Derby (Gr.1)
Et af 80'ernes store danske væddeløbsikoner var Air Trooper-datteren Forn Vell, der i Franz Nutz' varetægt vandt 15 løb mellem 1300 og 2800 meter, heriblandt Sceptre Stakes og Fyensløbet.
Efter endt løbskarriere blev Forn Vell solgt til New Zealand, og fik sit første føl på Trelawney Stud, inden hun på en auktion på solgt videre til opdrætter Lawrence Redshaw. Hendes første føl, City Tycoon efter Citidancer, var Black Type-placeret som 2-årig inden han blev solgt til Hong Kong. Forn Vell fik efterfølgende de to afkom Fornaes efter Masterclass og Hammerskjold efter Classic Fame, og begge blev vindere.
Næste skridt for Forn Vell var at hun i 1996 blev sendt til hingsten Kaapstad, og resultatet blev hoppen Misskap, der grundet en skade aldrig selv kom til start. I stedet tog Lawrence Redshaw hende tilbage i avlsboksen for at videreføre Forn Vells blod. Hoppen blev to gange bedækket ved avlshingsten Danske, og det kom der afkommene Svaneke og Torben ud af.
Redshaw besluttede nu at sende Misskap til Gruppe-1-vinderen Golan, der efter at have bedækket på den nordlige halvkugle nu var First-Season-Sire på New Zealand. Resultatet af bedækningen blev hingsten Kibbutz, der blev sendt til Cambridge-træneren Murray Baker, for hvem han leverede en yderst lovende debut som tredje og derefter blev solgt til et australsk syndikat.
Der var mange penge på spil, og Lawrence Redshaw havde på dette tidspunkt ingen anelse om at det var den kommende Derby-vinder han her solgte til Australien. Kibbutz vandt Victoria Derby (Gr.1) og blev samtidig Golans første Gruppe-1-vinder.
Som mormor til Kibbutz har Forn Vell nu på trods af at hun stod på den sydlige halvkugle i størstedelen af sit liv været med til at skrive endnu et stykke spændende dansk avlshistorie. Godt nok var hoppen født i England og hun fik aldrig nogen afkom i Danmark, men hendes halvsøster Allwins har formået at blive den mest indflydelsesrige avlshoppe i nyere tid for dansk galopsport.
Allwins blev ligesom Forn Vell importeret fra England til Danmark af Frode Nygaard og Bent Mikkelsen, og også hun var trænet af Franz Nutz. Hun var knap tilredet da hun kom til Danmark som 4-årig, men Nutz fik det bedste ud af hende og hun nåede at vinde fem løb inden hun gik i avlen. Allwins' to første afkom var All Fair og All Right - begge efter Always Fair - og mens førstnævnte vandt både Dansk Kriterium og Svenskt Oaks, var sidstnævnte ubesejret som 2-årig og fulgte siden op med en klassisk triumf i Mowerinaløb.
I avlen har All Fair og All Right sat deres tydelige præg på sporten som mødre til store navne som New York, Blue Mary, Mayfair, Lady Clementine og mange flere.
Forn Vell og Allwins er ud af Porto Bello-datteren Newport fra 1976.
|

Forn Vell fotograferet da hun var i træning i Danmark. Foto: Franz Nutz.

Forn Vell på folden på Hvidegården. Foto: Franz Nutz. |
|
| 14.11.2007 |
Temamøder om doping
Med Hestens Værn som initiativtager og med støtte fra bl.a. af Dansk Galop er der arrangeret tre temamøder i Ålborg den 13. november, København den 15. november og Fredericia den 26. november. Klik hér....
|
|
|
| 11.11.2007 |
Carpe Diem triumferede i Svenskt Kriterium
For anden gang på tre år trak Klampenborg-træner Lars Kelp sig sejrrigt ud af Svenskt Kriterium, og i kølvandet på Peas And Carrots' sejr i 2005 blev det denne gang en stor triumf for TLP Racings danskopdrættede Carpe Diem, der efter en forrygende afslutning udvendigt i banen kort før mål gik forbi forhåndsfavoritten Simian, der ellers havde ført hele vejen.
Carpe Diem lå langt tilbage undervejs i det 1730 meter lange opgør, og ind på opløbet havde Richard Of York-sønnen fortsat langt frem under chilenske Luis Santos, men hesten afsluttede forrygende og formåede til slut at stryge forbi til en sikker halv længdes sejr. Common Sense var kun et kort hoved efter på tredjepladsen, mens Mr Roxy Music sluttede fjerde lige bagved de forreste.
Førstepræmien i Svenskt Kriterium var 200.000 kroner værd, og dermed nåede Carpe Diem op over 350.000 kroner i samlet præmiesum i denne sæson. Richard Of York-sønnen sluttede sæsonen med samlet fire sejre, og hans seneste start sluttede med en triumf i Vinterfavoritternes Ærespræmie.
Carpe Diem slog dermed sin status fast som øjeblikkets forhåndsfavorit til Dansk Derby den sidste søndag i juni på Klampenborg, og som hesten udvikler sig skal der også dukke en virkelig god hest frem efter vinterpausen for at denne favoritværdighed for alvor kan trues.
Overraskelse i Götalandlöpning
Den korte udgave af Svenskt Kriterium, Götalandlöpning over 1200 meter, gav sejr til en ren oddsbombe i form af Lennart Reuterskiöld Jr-trænede Premier, der via en stærk udvendig afslutning nedkæmpede storfavoritten Opening Night og dennes staldkammerat Sevilla.
Premier, der er halvbror til det tidligere stortalent Glenury Royal, startede for anden gang i karrieren og stod til hele 40 gange indsatsen i totalisatoren. De to Lars Kelp-trænede deltagere Queen Mambo og Corteez Pride sluttede på fjerde og femtepladsen. Der var 100.000 kroner i førstepræmie i førstepræmie til Stall Question, som både er ejer og opdrætter af Premier.
Svenskt Kriterium Consolation gik til Lennart Reuterskiöld Jr's bror Fredrik Reuterskiöld, der kunne se sin storfavorit Mr Lonely Wolf have kontrol over løbet fra start til mål og til sidst vinde med tre lette længder før de to danske deltagere Thai Eleven og Clauses Star, mens Duriana og Amazer fik de sidste præmiepenge.
Red Dress On overlegen
Årets sidste Listed opgør i Skandinavien var Jockeyklubbens Avelslöpning (L) over 2400 meter, og her satte Red Dress On sine konkurrenter eftertrykkeligt på plads under sin træner Yvonne Durant. Red Dress On sejrede med 2½ længede foran Will Be og Auchroisk, mens toto-favoritten Bea Apache sluttede fjerde. Der var 140.500 kroner i førstepræmie til Stall Rio, der i fjor så Red Dress On vinde Svenskt Oaks over samme distance på Jägersro.
Lea Olsen sluttede året på Jägersro af med at vinde sin anden sejr i træk på hesten Stadium, og dermed tog hun amatørrytterchampionatet i Malmö. Både Trænerchampionatet, Jockeychampionatet og Lærlingechampionatet gik til chilenske aktører i form af Francisco Castro, Manuel Santos og Martin Rodriguez.
|
|
|
| 09.11.2007 |
Klampenborgs finaledag er aflyst
Efter baneinspektionen fredag kl. 12.00 er det blevet besluttet, at Klampenborgs Finaledag i morgen, lørdag, er AFLYST på grund af baneforholdene. Der vil IKKE være mulighed for en "ny løbsdag" i 2007, oplyses det på Klampenborg Galopbanes hjemmeside.
|
|
|
| 09.11.2007 |
Svenskt Kriterium og Jockeyklubbens Avelslöpning (L) i Malmö
På søndag afslutter Jägersro årets galopsæson med en flot storløbsdag, hvor både Svenskt Kriterium, Götalandlöpning og Jockeyklubbens Avelslöpning (L) er på programmet.
Svenskt Kriterium over 1730 meter er årets største opgør for de 2-årige heste på Jägersro, og vinderen tager 200.000 svenske kroner med sig hjem. 12 heste er skrevet til start, og de danske farver repræsenteres ved Lars Kelps Vinterfavorit Carpe Diem, som med Luis Santos på ryggen blandt andet skal dyste imod Fredrik Reuterskiölds ubesejrede Satang, Wido Neuroths duo Simian og Artie Bucco, Reuterskiöld Jr-duoen Al Calvados og Mr Roxy Music, samt ikke mindst Yvonne Durants Arcus, der senest vandt Breeders' Trophy Juvenile på Täby.
I den korte udgave af Svenskt Kriterium er Lars Kelp ligeledes repræsenteret - denne gang med Corteez Pride og Queen Mambo. Sidstnævnte leverede en virkelig lovende debut på Klampenborgs græs, og hvis lillesøsteren til Mambo King er lige så god på dirt'en kan hun blive en hård nød at knække.
Feltets favorit bliver højst sandsynligt Francisco Castro-trænede Opening Night, der var spillet helt ned i 1,1 i debuten på Jägersro, hvilket indikerer at der allerede her var rygter om et specielt stort talent.
Også i Jockeyklubbens Avelslöpning (L) er der dansk deltagelse. Inge Mette Dejgaard prøver lykken med 5-årige Nightingale, der ikke har vundet i år, men hun har til gengæld løbet stabilt og hentet mange placeringer.
Lars Kelp har vundet dette opgør to gange i løbet af de sidste tre år, og også denne gang er han repræsenteret med den 3-årige hoppe Coolmore Rocks. Coolmore Rocks har dog en del at finde den svenske Oaks-vinder Bea Apache, der vandt forprøven til dette opgør i overlegen stil.
Feltet krydres yderligere med Yvonne Durant-trænede Red Dress On, der i fjor vandt Svenskt Oaks over samme bane og distance, samt Tommy Gustafsson-trænede Novasky, der skal ud over 2400 meter for første gang siden hun sluttede tredje i Svenskt Oaks bag Xstase og Shangri La for to år siden.
De danske farver er rigt repræsenteret i Svenskt Kriterium Consolation, hvor fire af de 10 startende kommer fra Klampenborg. Lars Kelp starter All Grey, Hanne Bechmann kommer med Vida Nova, Desmond Scarlett håber på Thai Eleven og Brian Wilson satser på Clauses Star. Modstanden kan dog blive hård nok med konkurrenter som Mr Lonely Wolf, Hugh Wheels, Amazer, Daytime, Duriana og Io - sidstnævnte er helsøster til sidste års svenske Kriteriums-vinder Ilo og halvsøster til Icaros.
Første løb på Jägersro starter kl. 13.30, og der er programsat ni løb på Finaledagen.
|

Carpe Diem. Foto: US Photo.

Queen Mambo. Foto: US Photo.

Coolmore Rocks. Foto: US Photo. |
|
| 09.11.2007 |
Aalborg-double i norsk 2-årsløb
De to danske Aalborg-trænere John Nielsen og Lone Bager fik en flot start på torsdagens løb i Oslo. I Norsk Rikstoto Rekrutteringsløp over 1600 meter dirt track vandt John Nielsen-trænede Andy Capp/Nicolaj Stott nemlig let med en længde foran sin rejsekammerat Whisperingline/Mette Hanssen, der træners af Lone Bager. De to danskfødte heste fik henholdsvis 32.500 kroner og 16.250 kroner for anstrengelserne.
|
|
|
| 08.11.2007 |
Appel Au Maitre inviteret til Hong Kong International Races
Skandinaviens uovertrufne championhest i 2007, Wido Neuroth-trænede Appel Au Maitre, har fået en officiel invitation til deltagelse i The Hong Kong Vase (Gr.1) på Sha Tin den 9. december.
Wido Neuroth anmeldte tidligere hesten til løbet med håbet om at der ville blive plads i feltet, men med invitationen i hånden er Appel Au Maitre både sikret deltagelse samt dækning af alle rejseomkostninger såfremt der gives grønt lys fra den norske storstald.
"På nuværende tidspunkt har vi ikke lagt os fast på noget. Vi er meget beærede over at være inviteret til deltagelse i et af verdens største løb over 2400 meter græs, og Appel Au Maitre er virkelig godt tilpas efter rejsen til Frankrig, men det har været en lang sæson allerede og vi regner med at have en hest med yderligere udvikling i sig til næste år, så citronen skal ikke presses på nuværende tidspunkt, med mindre alting forløber optimalt", fortæller Wido Neuroth, der har indtil den 20. november til at bestemme sig for om Starborough-sønnen skal ud på sit livs hidtil længste rejse.
Afkom efter Pretty Girl til stalden
Én af Wido Neuroths største bedrifter som træner var da han i 2000 sadlede Polish Precedent-datteren Pretty Girl til andenpladsen i Tattersalls Houghton Sales Stakes bag den senere Champion Mozart, og Pretty Girl vandt sidenhen også Norsk 1000 Guineas.
Pretty Girl er selv halvsøster til Canadian International (Gr.1)-vinderen Mutamam, og hendes mor Petal Girl er halvsøster til selveste Mtoto og Savoureuse Lady, hvor sidstnævnte er mor til den tidligere Neuroth-trænede Delicieuse Lady som vandt Vinterfavoritterne i Klampenborg og siden selv blev mor til den franske Derby (Gr.1)-vinder Blue Canari.
På Tattersalls October Yearling Sales i sidste måned erhvervede Wido Neuroth sig en åring efter netop Pretty Girl, i form af en brun hoppe efter Dubai Destination (Kingmambo). Pretty Girls første afkom hedder Perfect Flight og er to år i 2007, hvor hun er vinder og placeret i England. Åringen kostede 32.000 guineas, og Neuroth skal træne hende for Stall Zuccini.
På samme auktion fik Appel Au Maitres ejer Stall Perlen hammerslag på en brun hoppe efter Singspiel - Reine de Neige v. Kris. Åringen er halvsøster til to vindere, og hendes ustartede søster Winning Girl har i avlen produceret Wizard Of Noz, der har været tredje i både Champagne Stakes (Gr.2) og Horris Hill Stakes (Gr.3).
Prisen for denne Singspiel-datter var 155.000 guineas, svarende til ca. 1,86 millioner kroner.
Endnu en Hawk Wing
Tidligere på året erhvervede Stall Perlen sig en Hawk Wing-åring for 440.000 euro - ca. 3,35 millioner kroner - og på den seneste Deauville-auktion i oktober fik Wido Neuroth endnu en Hawk Wing-søn til stalden. Den brune hingst er ud af Be My Guest-hoppen Touch Of Class, der tidligere har bragt den dobbelte Prix Dollar (Gr-2)-vinder Touch Of Land. Åringen ejes nu af Funny Legends forbindelser Stall E & F og kostede 40.000 euro.
"Unghestesiden ser bestemt ikke kedelig ud, og glem heller ikke at jeg allerede inden den danske åringsauktion købte to fine moderlivsimporter efter Sagacity og Okawango på Stutteri Hjortebo", forklarer Wido Neuroth.
Celeste - helsøster til Doctor Dino!
Én af de mest interessante og værdifulde hopper der overhovedet findes i Skandinavien lige nu er blot to år gammel og i træning hos Wido Neuroth. Det drejer sig om Muhtathir-datteren Celeste, der i sit livs første tre starter har vundet Stig Holms Memorial og været anden i bl.a. Vinterfavoriternas Pris bag Sirjoshua Reynolds.
Det mest interessante ved Celeste er dog, at hun som datter af Priolo-hoppen Logica er helsøster til Doctor Dino, der i år har henrykket på tre forskellige kontinenter med en lang række pragtresultater.
I foråret var Doctor Dino tredje bag Dylan Thomas i Prix Ganay (Gr.1) og han opnåede samme placering i både Singapore Airlines Cup (Gr.1) i Singapore og Arlington Million (Gr.1) i Chicago. Siden vandt han Man O'War Stakes (Gr.1) på Belmont Park, inden han tilbage i Europa senest var tredje i Champion Stakes (Gr.1).
"Derudover købte jeg faktisk en halvbror til Celeste og Doctor Dino efter Okawango - han var klaphingst og der var ikke den store interesse for ham på auktionen, men i dag er han vældig fin og har ligesom Celeste en spændende fremtid foran sig", slutter Wido Neuroth, der i år med sikkerhed kan kalde sig både Norsk og samlet Skandinavisk Championtræner når sæsonen slutter.
|

Appel Au Maitre er blevet inviteret til deltagelse i The Hong Kong Vase (Gr.1) i Hong Kong om en måned.
Foto: Catchlight.no |
|
| 08.11.2007 |
Maybach og Will Be officielt diskvalificerede i Norge
De to Bendik Bø-trænede heste Maybach og Will Be er nu officielt blevet diskvalificeret fra henholdsvis Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) og Erik O Steens Memorial (L) - to løb som fandt sted på den norske Derbydag den 26. august i år.
Både Maybach og Will Be aflagde positiv dopingprøve efter løbene, hvor de begge sluttede på andenpladsen i de respektive opgør. Maybach mistede dermed en andenpræmie på 260.000 norske kroner, mens Will Be mistede 100.000 kroner.
Diskvalificeringerne fra de norske storløb betyder dermed, at danskopdrættede The Pirate overtager andenpladsen i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3), mens Jan Olsen-trænede Here She Comes får tildelt andenpladsen i Erik O Steens Memorial (L).
De korrigerede resultatlister til de to storløb kan ses på Øvrevolls hjemmeside.
|
|
|
| 07.11.2007 |
Funny Legend til Footstepsinthesand
Om Funny Legends første afkom kommer til at hedde "Funny Footsteps" kan man kun gisne om, men sikkert er det nu, at Skandinaviens Turf Dronning i begyndelsen af 2008 skal bedækkes af 2000 Guineas (Gr.1)-vinderen Footstepsinthesand på det mægtige Coolmore Stud i Irland.
"Vi har efter en del overvejelser og diskussioner med Coolmore besluttet os for at sende Funny Legend til Footstepsinthesand. Vi tror at dette vil passe rigtig godt, idet han var miler og ligesom hende havde turn of foot", fortæller den ene af Funny Legends ejere, Norsk Jockeyklubs tidligere formand Terje Finnbråten.
Giant's Causeway-sønnen Footstepsinthesand nåede kun at starte tre gange i sin karriere inden en skade sendte ham direkte i avlen. Til gengæld vandt han alle tre løb, incl. Killavullan Stakes (Gr.3) som 2-årig, og han sæsondebuterede direkte med sejr i Newmarkets 2000 Guineas (Gr.1) som 3-årig, hvilket også blev hans sidste start.
Han bedækkede for første gang i fjor, og første årgang er dermed føl her i 2007. Bedækningstaksten for 2008 er 20.000 euro, svarende til ca. 150.000 danske kroner.
"Funny Legend står opstaldet på Barnane Stud nær Coolmore, og ifølge rapporterne har hun tilpasset sig lige så godt som efter hvert eneste af de løb hun vandt. Hun var en fantastisk væddeløber, og jeg tror ikke der er nogen andre heste i Skandinavien der nogensinde har vundet ni Listed- og to Gruppe-løb i karrieren. Det har været en drøm at være opdrætter og medejer af hende, og nu ser vi frem til en spændende avlskarriere, selv om resultaterne jo ikke altid lige bliver som man håber og forventer", slutter Terje Finnbråten.
|

Terje Finnbråten med et vinderfoto af Funny Legend under sidste års Championatsfest på Øvrevoll.
Foto: Catchlight.no

Coolmore-hingsten Foootstepsinthesand bliver Funny Legends første partner.
Foto: coolmore.com |
|
| 07.11.2007 |
Durant: "Sirjoshua" samme klasse som Appel Au Maitre
Stall Rio og Yvonne Durant havde endnu en stor aften på Täby i går, hvor dagens hovedbegivenhed Svealandlöpning for de 2-årige heste blev afgjort.
Sejren i det 1350 meter lange dirt track opgør gik til Kyllachy-sønnen Sirjoshua Reynolds, der i knusende overlegen stil henviste Egon og Swing That Cat til andenpladsen med syv længder. Sejren blev vundet i den hurtigste tid over distancen på Täby i år, og Yvonne Durant var efter sejren fuld af lovord oven på importens opvisning.
"Jeg red Appel Au Maitre som 2-årig, og denne hest har samme klasse", udtalte hestens træner/rytter efter sejren i Svealandlöpning, der indbragte 84.000 svenske kroner til Stall Rio.
Sirjoshua Reynolds kostede 60.000 guineas som åring og startede karrieren i England, hvor han efter at have aflagt sin maidentitel bl.a. var fjerde i Premio Primi Passi (Gr.3) på San Siro i Milano. Han fik sin skandinaviske debut i Norsk Kriterium som sjette bagved Latakia, men fik dog hurtigt taget revanche ved først at vinde et udskrevet løb med 8½ længde, og siden var han lige så overlegen i Vinterfavoriternas Pris.
Sirjoshua Reynolds' samlede præmiesum har nu rundet 400.000 kroner, og handicapper Pam Cordrey havde inden starten bedømt ham til en rating på 87, hvilket er et kilo mere end hun havde Appel Au Maitre til efter dennes 2-årssæson i fjor.
|
|
|
| 06.11.2007 |
Endnu en tysk åring til TLP Racing
Danske TLP Racing, der i år har fejret mange sejre på Klampenborg med engagementer i heste som Carpe Diem, Capisce og Phoenix Moric, har sammen med tre øvrige parter sikret sig endnu en tyskfødt åring, nemlig den brune hingst Silver Shadow v. Tiger Hill - Script Girl v. Lavirco.
Åringen, der blev købt privat for 55.000 euro, er andet afkom efter Script Girl, som selv er halvsøster til velkendte Shareholder. En anden halvsøster, Serenata, er desuden mor til den tyske 2000 Guineas (Gr.2)-vinder Santiago, der så sent som i forgårs også strøg til tops i det italienske Gruppe-2-opgør Premio Ribot i Rom.
Den brune hingsteåring var fremstillet som lot 432 på åringsauktionen i Baden-Baden, hvor blev købt tilbage, men nu er den altså endt på danske hænder og vil gå i træning på Klampenborg hos Lars Kelp.
|

TLP Racing har erhvervet sig en "nevø" til én af årets bedste 3-årige heste i Skandinavien, Shareholder.
Foto: Catchlight.no |
|
| 05.11.2007 |
Hammer tilbage i sadlen - stor kontrakt i Tyskland!
For præcis et år siden red danske Lennart Hammer karrierens sidste væddeløb. Det var i hvert fald planen dengang, men i 2008 gør én af Skandinaviens mest fremgangsrige jockeys gennem tiderne comeback på hesteryg.
"Jeg er netop vendt hjem fra Tyskland, hvor jeg i weekenden skrev kontrakt med min tidligere arbejdsgiver Erika Mäder", fortæller Hammer, der for blot to måneder siden var igennem en knæoperation som følge af et uheld mens han spillede fodbold med sin søn.
Genoptager frugtbart samarbejde
"Erika Mäder gav mig tilbage i starten af 90'erne chancen som 2. jockey i stalden, og jeg vandt 63 løb for hende i 1994 inden jeg skiftede til den tidligere championtræner Heinz Jentsch. Siden kom jeg tilbage til Mäder i 1999, hvor jeg som førstejockey blandt andet vandt Gruppe-1-løb med hesten Faberger, og vi havde mange store resultater med kendte heste som Up And Away og Tres Heureux", fortsætter Lennart Hammer, der var førstejockey hos Mäder indtil han blev tilbudt en af Tysklands største kontrakter med storhesteejeren Helmut von Fincks Gestüt Park Wiedingen.
"Efter min kontrakt med Helmut von Finck udløb følte jeg mig klar til at tage hjem til Danmark for at afslutte karrieren dér. Jeg var kommet mig over en alvorlig skade med en brækket ryg, men det var en meget stresset periode der bevirkede at mine batterier aldrig nåede at blive ladet helt op. Mine to sæsoner i Skandinavien var rigtig gode, jeg vandt bl.a. Norsk Derby to år i træk for Nils-Petter Gill, men ovenpå 15 år som udlandsprofessionel med stort set ingen ferie følte jeg i fjor for alvor at tiden var ved at være inde til at lægge støvlerne på hylden", siger Lennart Hammer.
Startede som buschauffør
Da de øvrige jockeys i foråret var klar til at genoptage hovedsæsonen i Skandinavien sad Lennart Hammer bag rattet på en bus nær bopælen i Helsinge, og på det tidspunkt var han klar til at dedikere arbejdslivet til et "normalt" job hvor han både kunne stå op sammen med familien og læse godnathistorier for sin søn Thore og den nyfødte datter Sofie.
Tiden væk fra galopsporten har dog givet Lennart Hammer mulighed for at genfinde gnisten og lysten til at ride væddeløb, og da muligheden for at genoptage karrieren med en stor kontrakt pludselig bød sig, valgte han at slå til - også selv om det betyder at familien efter to år i Danmark atter må rejse tilbage til Tyskland og huset i Nordsjælland må sættes til salg.
"Præcis hvad jeg har haft brug for"
"Dette år har været præcis det jeg har haft brug for, og for første gang meget lang tid føler jeg at mine både min krop og mit hoved er klar til jockey-livet igen. Jeg er utrolig spændt på at vende tilbage, og med 52 heste i stalden hos Erika Mäder skal der nok blive en del at se til. Det er dog ikke kun jockey-siden der trækker i mig, men også muligheden for så småt at overveje trænerkarrieren. Erika Mäder fortsætter i hvert fald nogle år endnu med at træne, men hun har allerede nu luftet idéen om at det kan blive mig der overtager den veletablerede virksomhed i Krefeld når den tid kommer", forklarer Hammer, der dog ikke vil lægge sig fast på noget i den retning endnu.
Kedelige piskeregler
På trods af at karrieren genoptages i Tyskland bliver det dog langt fra sidste gang jockeyen rider på skandinavisk grund, og samarbejdet med Nils-Petter Gill forventes at fortsætte når tiden tillader det.
"Jeg vil naturligvis meget gerne ride i Skandinavien, men set over en hel sæson er det svært at bevare sportsånden under de nuværende piskeregler, hvor det oftere og oftere ikke er de bedste heste der vinder, men snarere de mest ærlige. Det er surt at sidde på en hest som du ved er bedre end konkurrenten, men som er doven og savner en påmindelse med pisken. Det kan være utroligt frustrerende ikke at kunne ride sin chance 100%, og når man føler det sker igen og igen bliver det til sidst for meget. Det er jo i både vores, samt trænere, hesteejere og spillernes ånd at den bedste hest kommer først, og det manglende syn på den sportslige side i Skandinavien har været med til at bestemme hvorfor jeg vælger Tyskland".
Den umiddelbare fremtid for Lennart Hammer bliver, at han fortsætter genoptræningen af sit knæ her i Danmark indtil efter nytår, og allerede i begyndelsen af februar rejser han til Tyskland for at starte sin kontrakt.
"Jeg vil derned tidligt for at nå at ride et par uger på dirt'en, således at jeg er helt fit for fight når græssæsonen starter. Forhåbentlig går alting op i en højere enhed så min familie kan følge med mig med det samme, men det kommer naturligvis an på hvornår vi får huset solgt - det ligger i et skønt område i Nordsjælland, blot en halv time fra Klampenborg og København centrum", slutter Hammer med et glimt i øjet.
|

Lennart Hammer. Foto: Catchlight.no

Lennart Hammer vinder Norsk Derby 2006 med Negra Del Oro. Foto: Catchlight.no

Hammer og Negra Del Oro modtages af Nils-Petter Gill efter sejren i Norsk Derby 2006. Foto: Catchlight.no |
|
| 04.11.2007 |
Vanity Fair -spændende klassisk kandidat fra Elkær og Jensen
Som søster til Larch Ærespræmie og Pompøs Cup-vinderen Matchmaker, samt St. Leger-vinderen Liberty var Søren Jensen-trænede Vanity Fair en interessant debutant lørdag eftermiddag i Klampenborg, hvor hun under Kim Andersen cantrede til start som klar favorit i Zwicky 2-års Maiden Serien over 1200 meter.
Funambule-datteren fik en passiv rejse efter at have sat lidt til i starten, men da Kim Andersen lod hoppen strække ud i opløbet afgjorde hun i løbet af få galopspring opgøret og trak siden fra til en overlegen seks længders sejr før rutinerede Red For Danger/Jacob Johansen, som igen havde en længde til Hot Star/Per-Anders Gråberg.
anity Fair er både ejet og opdrættet af det altid stort satsende jyske Elkær Stutteri, og hun stammer fra én af Danmarks ældste moderlinjer. Vanity Fairs mormor Rush vandt bl.a. Mowerinaløb i netop Elkær Stutteris farver, og da hun allerede er halvsøster til en klassisk vinder i Liberty kan man naturligvis ikke andet end at vente med spænding på den lovende hoppes videre udvikling i 2008.
|

Vanity Fair/Kim Andersen vinder karrierens første start på Klampenborg. Foto: US Photo. |
|
| 04.11.2007 |
Fin andenplads til Calrissian i UBS Sprint-Preis (L)
Lars Kelp-trænede Calrissian svarede søndag eftermiddag for en rigtig god international præstation, da han sluttede på andenpladsen i UBS Sprint-Preis (L) over 1400 meter på én af Tysklands største baner, Köln.
Den 3-årige Efisio-søn var ude imod ældre heste for første gang i karrieren, og selv om han aldrig var i nærheden af at kunne true den overlegne vinder Alaska River/Andrasch Starke, kunne han under Torsten Mundry tage andenpladsen med en sikker længde. Calrissian havde aldrig tidligere løbet så kort som 1400 meter, og i løbet af sæsonen har han været ude over 2400 meter tre gange, heriblandt i både Norsk og Svenskt Derby, så at distancen denne gang blot var halvt så lang havde naturligvis sine spørgsmålstegn.
Calrissian gjorde det dog virkelig godt, og efter Rock Alls andenplads i et tysk Listed-opgør i sidste uge tyder det på, at Lars Kelp står med et stærkt skyts til næste års store opgør både i og udenfor Skandinavien.
|
|
|
| 02.11.2007 |
Calrissian til start i UBS Sprint-Preis (L) i Köln
For tredje gang på tre uger sender Klampenborg-træner Lars Kelp en af staldens 3-årige heste på storløbsrejse til Tyskland. Efter Shareholder den 13. oktober vandt Schimmel-Derby i Krefeld og Rock Alls andenplads i Silbernes Band der Ruhr (L) i Mühlheim i weekenden, bliver det på søndag Calrissians tur til at tage en tur sydpå.
Den fukse Efisio-søn, der både er opdrættet og købt på auktion i Tyskland, bringes til start i UBS Sprint-Preis (L) over 1400 meter i Köln, hvor han fra startspor ni møder 10 konkurrenter, heriblandt Peter Schiergen-trænede Alaska River, der senest var anden i Badener Sprint Cup (Gr.3), hvor han ikke alene besejrede flere af søndagens modstandere, men også en række af de bedste skandinaviske sprintere - King Quantas, Muskateer Steel, Miyasaki og Berry Chis.
Calrissian skal møde jævnaldrene Alaska River fra lige vægt, og der skal uden tvivl en præstation et godt stykke over 90 til for at den danskejede hingst har vinderchance. Interessant bliver det dog for første gang at se hesten over 1400 meter - Calrissian vandt sine to første starter over 1600 meter i foråret, og efter at have vundet over 2200 meter var han anden i Svenskt Derby Trial samt tredje i både Svenskt og Norsk Derby over 2400 meter, inden han senest var anden i Treåringernas Elitlöpning over milen.4
På trods af kampagnen over de længere distancer kan det absolut ikke afskrives at Calrissian vil vise sig allerbedst over de helt korte distancer, selv om han afstamningsmæssigt bærer stærkt stayerblod gennem sin mor Centaine, der selv vandt det tyske Oaks Preis der Diana (Gr.2) over 2400 meter. Centaine var dog også vinder over 1200 meter og sluttede tredje i Tysk 1000 Guineas (Gr.2) på milen, og med Efisio som far findes der en enorm mængde fart i kroppen på Calrissian - men hvor meget, det får vi at vide på søndag!
|

Lars Kelp og 3-årige Calrissian.
Foto: Carsten Rabjerg. |
|
| 02.11.2007 |
Thewayyouare vandt Criterium International (Gr.1)
Ejerkredsen bag den nye danske avlshingst Dexterity (Kingmambo) gned sig torsdag eftermiddag i hænderne efter afslutningen på det franske Gruppe-1-løb Criterium International på Saint-Cloud i Paris.
Sejren gik nemlig til Kingmambo-sønnen Thewayyouare, som med en halv længde henviste Hello Morning til andenpladsen. Ikke nok med at den Andre Fabre-trænede vinder er efter samme far som Dexterity - hesten er ligeledes nært relateret på moderlinjen, idet Thewayyouares mor Maryinsky er søster til Dexteritys mormor Monroe.
Foruden Thewayyouare er Maryinsky også mor til dette års sensationelle 3-årige hoppe Peeping Fawn (Danehill), og som tidligere omtalt findes der ikke mange moderlinjer der matcher Dexteritys med nært relaterede store navne som Gruppe-1-vinderne Jazil, Rags To Riches, Blush With Pride, Aviance, Chimes Of Freedom, Good Journey, Denon, Spinning World, Saddex, Chief Contender, Xaar, Yagli, Domedriver og El Gran Senor.
|

Målfotoet fra Criterium International (Gr.1) hvor Thewayyouare besejrer Hello Morning. Foto: France Galop. |
|
| 01.11.2007 |
Bent Olsen satser alt med ni startende heste på lørdag
Før årets næstsidste løbsdag i Klampenborg på lørdag er Bent Olsen den eneste der har nogen chance for at true førende Hanne Bechmann i kampen om Trænerchampionatet, men tiden er ved at løbe ud for Olsen, der lige nu ligger 63.125 kroner efter sin konkurrent fra Enghavelyst.
Bent Olsen har været championtræner på de øvrige danske galopbaner i Odense, Århus og Aalborg, og i år har han for længst også sikret sig Landschampionatet, men det kan kraftigt mærkes at det er championatet på Klampenborg samt muligheden for at blive historiens første træner der har opnået championatet på alle fire baner der for alvor trækker.
At Olsen mener det seriøst kan ses ud fra antallet af startende heste på lørdag, hvor stalden sadler ikke mindre end ni deltagere til eftermiddagens syv fuldblodsopgør. De to 2-årige heste Lovebird og Red For Danger bringes til start i Zwicky 2-års MaidenSerien, Ladyline forsøges i Amatørløbet, både Kat Dior og Star Quest kommer ud i Nelson Bunker Hunt Handicap, i Jägersro Handicap sætter træneren sin lid til Abbielou og Faahem, siden gælder det Amazing Vibe i Sofia Nordgren Handicap og til slut starter Rex Shipping i Charles Engelhard Handicap.
Et absolut "best case scenario" for Olsen-stalden vil indbringe i alt 107.500 kroner, hvilket naturligvis betyder at han vil gå et godt stykke i front, men der skal naturligvis en stor portion held til at det lader sig gøre. Både Red For Danger, Star Quest, Faahem og Amazing Vibe ligner dog et par gode sejrsemner, og hvis det virkelig går Olsens vej på lørdag kan han om ikke andet udløse endnu mere spænding om afgørelsen i trænerchampionatet inden Finaledagen den 10. november.
Hanne Bechmann starter kun en enkelt hest på lørdag, nemlig William Tell i Jägersro Handicap, og Starry Night-sønnen skal dermed konkurrere med både Faahem og Abbielou om førstepræmiens 15.000 kroner - en præmie der umiddelbbart ikke lyder af meget, men den kan i sidste ende vise sig at være utrolig vigtig.
William Tell kommer med tre andenpladser på stribe, og i alt er det blevet til fem andenpladser i 13 starter i denne sæson, så halvbroderen til Hongkong banker virkelig på til sin første sejr siden 3-årssæsonen.
|

Bent Olsen. Foto: US Photo. |
|
| 31.10.2007 |
Store danske handler i Newmarket
Der går mere end 1500 heste gennem ringen i Newmarket i denne uge, hvor Tattersalls arrangerer Autumn Horses In Training Sales.
Klampenborg-træner Bent Olsen og ejer Henrik Villadsen stod for et par opsigtsvækkende handler tirsdag, hvor de først fik hammerslag på lot 589, den 2-årige brune hingst Dan Tucket v. Dansili - Fanfare v. Deploy. Dan Tucket har startet hele 11 gange som 2-årig for Mick Channon, hvoraf de otte har været på græs. Tre af disse er resulteret i sejre, heraf et maidenløb tilbage i maj, samt to efterfølgende Nursery Handicaps.
Hingsten kommer til Danmark med et omskrevet formtal på 84, og Henrik Villadsen måtte slippe 38.000 guineas, svarende til ca. 450.000 danske kroner for Dansili-sønnen, der i øvrigt er ud af samme moderlinje som avlshingsten Mukaddamah.
Bent Olsen og Henrik Villadsen slog til igen ved lot 669, den 2-årige brune hingst Master Chef v. Oasis Dream - Miss Honorine v. Highest Honor, der har vundet en af sine otte starter i England, men til gengæld også har været ude i skrapt selskab.
Master Chef var i maj måned slået med 3½ længde i et maidenløb i Newmarket der blev vundet af Declaration Of War som siden har vundet Listed Race og været anden i Grand Criterium (Gr.1) i Paris. I samme opgør gik femtepladsen til Stall Rios Sirjoshua Reynolds, der her i Skandinavien sidenhen bl.a. har været overlegen vinder af Vinterfavoriternas Pris.
Master Chef aflagde i juli sin maidentitel over 1200 meter på Ascot, og derefter har han været testet i både Gruppe-2, Gruppe-3- og Listed-opgør, og hans bedste præstation har været sjettepladsen i Richmond Stakes (Gr.2) på Goodwood, hvor han var slået med 4½ længde af Middle Park Stakes (Gr.1)-2'eren Strike The Deal, der så sent som i fredags var fjerde i det nyindførte Breeders' Cup Juvenile Turf på Monmouth Park i New Jersey.
Master Chefs seneste start inden auktionen i Newmarket var i lørdags, hvor han i Doncaster var sjette i Coral Trophy Stakes (L), små seks længder bag vinderen Floristry. Oasis Dream-sønnen kostede 240.000 (guineas ca. 2,9 millioner kroner) som føl, og Henrik Villadsen handlede her hesten for en fjerdedel af dette beløb, nemlig 60.000 guineas, svarende til ca. 720.000 danske kroner. Dermed kan Bent Olsen om kort tid byde velkommen i stalden til de to nye heste, der samlet har en værdi af små 1,2 millioner kroner!
Også i Århus er der blevet satset penge på nye engelske heste, idet Kristian Andersen igennem Algarve Bloodstock indtil nu har sikret sig to heste. Den første er lot 661, den brune vallak Tirade v. Vettori - Elfin Laughter v. Alzao, der blev handlet for 1.700 guineas, og den lidt mere interessante er lot 725, den skimle hingst Classical World v. El Prado - Tetjkar v. Machiavellian, der har vundet en af sine fire starter for sin tidligere træner Sir Michael Stoute.
Classical World kostede 34.000 guineas, svarende til ca. 400.000 kroner og går ligesom Tirade i træning hos Torben Christensen i Århus.
|
|
|
| 30.10.2007 |
Er dette en kommende klassisk vinder?
Det var Hernando-datteren Hot Marta der med sin overlegne sejr i Basnæsløb stjal billedet på Klampenborg i lørdags, men i dagens 2-års maidenløb fik publikum en anden varm klassisk kandidat at se, da Lars Kelp gav debut til Stald 2 & 2's Queen Mambo i Zwicky 2-års Maiden Serien over 1200 meter.
Kelp har over de seneste uger ladet Fredrik Johansson varetage chancerne på en del af staldens heste, og trænerens hesteejere kan være taknemlige for denne disposition.
Allerede tidligt i opløbet havde den svenske jockey løbet i sin hule hånd, og efter at have givet Queen Mambo en lille puster i sidste del af svinget gav han hoppen en marchordre som prompte blev besvaret med et let ryk væk fra konkurrenterne.
Længe så staldkammeraten Corteez Pride/Carlos Lopez ud til at kunne indtage andenpladsen, men efter en stærk afslutning nåede Cut Royale/Cathrine Weilby forbi med en sikker længde. Der var dog langt frem til Queen Mambo, der sejrede overlegent med fem længder og virkelig gav løfter for sin videre fremtid.
Queen Mambo har dog ikke talentet fra fremmede, idet hun er ud af Kingmambo-datteren Gypsy Singer som ligeledes er mor til Kelp-staldens ældre stjerne Mambo King. Og netop Mambo King fuldendte dagen for Stald 2 & 2, da han ligeledes med Fredrik Johansson på ryggen legende let sejrede i Tortue Efterårshandicap over 1700 meter.
Mambo King vandt også dette løb som 3-årig, og den bløde efterårsbane er virkelig noget der passer Diktat-sønnen, som på Derby Dag også slog til i Seeland Pokalløb (L).
Andenpladsen i Tortue Efterårshandicap gik til Green Calibre/Jacob Johansen, mens Stald 2 & 2's anden deltager Shareholder/Manuel Santos efter en ikke optimal rejse måtte tage til takke med tredjepladsen.
|

Queen Mambo. Foto: US Photo.

Queen Mambo. Foto: US Photo.

Mambo King. Foto: US Photo. |
|
| 30.10.2007 |
Marc Stott-triple i Aalborg
Jockey Marc Stott sad på samtlige dagens tre galopløb mandag aften i Aalborg. Den unge rytter lagde ud med at vinde på ryggen af Narug i 2-års maidenløbet over 1500 meter, hvor Silca Legend-sønnen besejrede storfavoritten Whisperingline/Cathrine Weilby og Charisma/Nicolaj Stott.
I det efterfølgende handicap triumferede Marc Stott på ryggen af Lena Natt Och Dag-trænede Lot To Win, der skar målstregen først efter kamp med Moune Shine/Ann-Charlotte Nielsen og Entertainer/Cathrine Weilby.
Endelig sluttede Marc Stott dagen af med at vinde på ryggen af Pivotal-sønnen El Pequeno, men det holdt dog hårdt før sejren kom i land før Unbeatable med lillebror Nicolaj Stott i bøjlerne. Tredjepladsen gik til Odelavie/Ann-Charlotte Nielsen.
|

Narug/Marc Stott aflægger maidentitlen før Whisperingline.
Foto: US Photo. |
|
| 29.10.2007 |
Tre galopløb i Aalborg i aften
Ålborg Væddeløbsbane afvikler tre galopløb i aften med første start kl. 18.15 - et 2-årsmaidenløb, hvor Whisperingline (Cathrine Weilby) står med rigtig fine chancer for en sejr.
Hesten var senest nummer to i Klampenborg for 14 dage siden. I dagens andet løb jagter Moune Shine sæsonens femte sejr men får sikkert hård modstand af bl.a. Entertainer og Saint Pierre.
|
|
|
| 28.10.2007 |
Rock All nummer to i Silbernes Band der Ruhr (L)
Den danske St. Leger-vinder Rock All faldt med al ære i behold, da han søndag eftermiddag var til start i det tyske Listed-opgør Silbernes Band der Ruhr (L) over 3400 meter i Mülheim.
Under jockey Jean-Pierre Cavalho tog Rock All omgående fronten fra start og parret var fortsat førende da feltet ramte opløbet for sidste gang. Her var Rock All fortsat fint gående, men han kunne dog ikke dæmme op for 8-årige Lamantans angreb.
Lamantan og Alexander Göritz gik til slut let forbi den danske konkurrent og sejrede med to længder, og en overgang så andenpladsen ligeledes ud til at være i fare da Nur Bani afsluttede godt indvendigt i banen. Kateb-sønnen kæmpede dog heroisk og formåede at slå kontra på de sidste meter, hvilket skaffede ham andenpladsen og 4.400 euro.
Præstationen var endnu et bevis på at Rock All er inde i en helt fantastisk udvikling, og det bliver meget interessant at følge hvad Lars Kelp og norske Bjarne P. Skutvik vælger at gøre med den på Stutteri Nova-opdrættede hest til næste år, hvor en international karriere over forhindringer flere gange har været nævnt som en mulighed.
|

Rock All. Foto: US Photo. |
|
| 27.10.2007 |
Hot Marta alene på banen i Basnæsløb
Årets længste opgør for de 2-årige heste på dansk grund, Basnæsløb over 1700 meter på Klampenborg, blev en ren opvisning af Lennart Reuterskiöld-trænede Hot Marta, der under Manuel Santos virkelig fik revancheret sig for sine tre andenpladser i træk og med største lethed tog stikket hjem med godt 15 længder før Jolie Fleur og Hugh Wheels.
Jolie Fleur fik en meget uheldig rejse rundt opløbssvinget, hvor Mon Corazon trak hende langt ud i banen, men hun sluttede alligevel stærkt af og kunne fortjent tage andenpladsen for Kim Andersen.
Hot Marta er en hoppe i forrygende udvikling, og efter lørdagens opvisning kan man bestemt ikke udelukke at Hernando-datteren til næste år kan følge i staldveninden Hot Fudges fodspor og hjemtage et eller flere klassiske opgør på Klampenborg.
|

Lennart Reuterskiöld Jr-trænede Hot Marta vandt Basnæsløb med 15 længder. Foto: US Photo. |
|
| 26.10.2007 |
Aalborg-sejr på Øvrevoll
Aalborg-træner Lone Bager fik torsdag aften en sejr med hjem fra Øvrevoll, da hendes egen ejede Tanzania vandt Elgar Løp over velvoksne 2150 meter. Final Appearance-datteren sejrede overlegent med 3½ længde i hænderne på Dina Danekilde, og det var den 3-årige hoppes anden karrieresejr i 11 starter. Førstepræmien var 20.000 norske kroner værd for Lone Bager.
Dina Danekilde havde besøgt vindercirkelen en enkelt gang tidligere, hvilket var i dagens første opgør Exaltation Eliteløp over 2400 meter. Her red Danekilde den 4-årige Jacob Fretheim-trænede Cunami til en let halv længdes sejr foran Al Maradi//Carlos Lopez og Mick's Legend/Pascolina Pinto. I dette opgør var førstepræmien 30.000 norske kroner værd for familien Nagell-Erichsen.
|

Tanzania. Foto: Catchlight.no.

Cunami. Foto: Catchlight.no. |
|
| 25.10.2007 |
Basnæsløb - er Hot Marta den stærkeste?
Med 60.000 kroner i samlet præmiesum er Basnæsløb lørdagens bedst betalte opgør i Klampenborg, men det er med sin distance på 1700 meter også lig med årets længste opgør for de 2-årige. Det er normalt et løb hvor de stærkeste gør op om sejren, og selv om årets udgave er 100 meter kortere end tidligere, skal der nok blive tale om lidt af en styrkeprøve for den yngste årgang.
Med 12 heste i startboksen er der fuldt hus i Basnæsløb, men en hest der så absolut skinner i øjnene som klar favorit er Lennart Reuterskiöld Jr-trænede Hot Marta, der i sine tre første karrierestarter har været henvist til andenpladsen hver gang.
I sin debut blev Hernando-datteren nummer to bag fine Capisce, derefter løb hun ind i talentfulde Hongkong Legend, og efter længe at have set ud til at blive storløbsvinder i Vinterfavoritternes Ærespræmie trak hun til slut alligevel det mindste strå i mod Carpe Diem.
I Basnæsløb møder Hot Marta ingen af ovennævnte, og ud fra hendes stayertrukne afstamning bliver dagens ekstra 100 meter blot en fordel. For at vinde i dag skal Hot Marta dog kunne besejre seks konkurrenter der allerede har smagt sejrens sødme. Heriblandt Hans-Inge Larsens Inchrory-søn Just Nu, der lagde ud med at vinde karrierens to første starter over henholdsvis 1000 og 1200 meter i Malmö og Stockholm.
Søren Jensen står med den på papiret værste konkurrent til Hot Marta i form af Jolie Fleur, der for to uger siden var anden bag stortalentet Satang i Breeders’ Trophy Juvenile Consolation på Täby. Hvordan Jolie Fleur så kommer til at tackle den længere distance er lidt af et spørgsmål, og feltet ser umiddelbart ud til at rumme flere mere distancesikre kort. Et plus til Jolie Fleur er det dog at Søren Jensens førstejockey Kim Andersen har valgt at sidde på hende frem for staldveninden Anchors Away.
Også i dette opgør lader Bent Olsen kanonerne med to startende, og der bliver et spændende gensyn med Captain Grey som i sin seneste start let fik aflagt maidentitlen over 1400 meter og sagtens så ud til at kunne klare yderligere distance under hovene. Captain Greys staldkammerat Mon Corazon leverede en glimrende indsats som anden bag Carpe Diem i Kriterium Consolation, og også her skal det blive interessant at se hvad den ekstra distance kan gøre.
Brian Wilson har ligeledes to startende i form af Clauses Star og Clauses Cherie, og af disse virker førstnævnte som den stærkeste efter sin lette maidensejr over 1600 meter for to uger siden. Clauses Cherie har dog ikke gjort sig bort i sine seneste starter, og også hun kan måske drage fordel af de ekstra meter.
Hanne Bechmann står ikke tilbage for sine kollegaer hvad antallet af startere angår, og i Basnæsløb sætter hun sin lid til Derriere Lui og Vida Nova. Førstnævnte var slået med mange længder af Clauses Star i debuten og skal naturligvis forbedre sig væsentligt for at kunne vende denne form, mens Vida Nova skal forsøge at rette op på de to seneste skuffende præstationer. Kan Vida Nova til gengæld nå samme højder som ved fjerdepladsen i Dansk Kriterium og kan hun drage fordel af dagens distance ja, så er hun måske den værste konkurrent til Hot Marta.
|

Svenske Hot Marta har lagt ud med tre andenpladser i træk - senest i Vinterfavoritternes Ærespræmie bag Carpe Diem - på lørdag bliver hun klar favorit i de 2-åriges længste opgør, Basnæsløb. Foto: US Photo. |
|
| 25.10.2007 |
Rock All på international stayer-opgave
Dette års danske St. Leger-vinder, Lars Kelp-trænede Rock All, bringes på søndag til start i det tyske storløb 72. Silbernes Band der Ruhr (L) over 3400 meter i Mülheim.
Den norskejede Kateb-søn satte eftertrykkeligt storfavoritten Django på plads i Dansk St. Leger over 2800 meter i september, og senest viste han sig også at være for stor en mundfuld for bl.a. Bongo Bello i Two Mile Race over 3200 meter på Klampenborg.
Det er disse to suveræne opvisninger som har givet Lars Kelp mod til at sende den på Stutteri Nova-opdrættede hest af sted til Tyskland, hvor 10 modstandere venter i kampen om førstepræmiens 12.000 euro.
Kelp havde for kort tid siden Shareholder til start i Krefelds Schimmel-Derby, hvilket resulterede i sejr, og forventningerne til Rock All er også store på trods af den på papiret hårde konkurrence fra navne som Soterio, Carus og Jump For You. Rock All kommer ind i løbet med vægten 54,0 kilo og rides af Jean-Pierre Cavalho.
Silbernes Band der Ruhr (L) skal efter tidsplanen gå kl. 16.00 søndag eftermiddag.
|

Den danske St. Leger-vinder Rock All starter i Silbernes Band der Ruhr (L) på søndag. Foto: US Photo. |
|
| 24.10.2007 |
Big Player besejrede Calrissian i Treåringernas Elitlöpning
Den dynamiske Stockholm-duo Bendik Bö og Per-Anders Gråberg fejrede tirsdag aften endnu en storløbstriumf da Gråberg red Noverre-sønnen Big Player til en ganske overlegen sejr i Treåringernas Elitlöpning på Täby.
Big Player skød til front straks fra start og fik selskab udvendigt af Fujisan/Yvonne Durant, mens de øvrige forhåndsfavoritter Cattleman's Clipper/Fredrik Johansson, Calrissian/Manuel Santos og Woy Woy/Jacob Johansen var placeret længere tilbage i feltet.
I starten af opløbssvinget trak Manuel Santos Calrissian et spor ud i banen og den danske hest startede øjeblikkeligt et stærkt avancement der bragte ham op som tredje i ved indgangen til opløbet. Her stod det hurtigt klart at løbet skulle afgøres mellem Calrissian og Big Player, men efter at have været oppe på siden af Big Player og lignet en reel trussel blev galopspringene til sidst meget korte for Calrissian, der til slut måtte takke af og nøjes med andenpladsen 3½ længde efter vinderen.
Der var 132.500 kroner i førstepræmie til Big Blayers ejer Dionysos og det var den engelskfødte hingsts femte sejr i 11 karrierestarter.444444444
Jagodin er tilbage!
Efter at have været den etablerede stayerkonge i Skandinavien siden 2003 har Lennart Reuterskiöld Jr-trænede Jagodin haft en sæson under middel i år, og indtil tirsdag aften var han fortsat uden sejr i 2007.
Men denne gang ville den langt galopperende Be My Guest-søn det anderledes, og i dagens første afdeling af V65-spillet var Jagodin tilbage i sin gamle forfatning, da han over 3000 meter fuldstændigt udklasserede tre andre top-stayer navne som staldkammeraten Lavirdan, Steelwolf og Farouge med mere end 20 længder!
Jagodin blev redet af den opblomstrende chilenske rytter Carlos Lopez, der efter at have taget det roligt under den første omgang satte angrebet ind på bagsiden og derefter uden at se sig tilbage fløj forbi konkurrenterne. Førstepræmien var 50.000 svenske kroner til Stall Gransäters 7-årige vallak, der her vandt sin karrieresejr nummer 12 i 39 starter.
Squeeze That Lemon indfriede forventningerne
Klampenborg-træner Lars Kelp havde sendt 2-årige Squeeze That Lemon med til Stockholm, og det viste sig som en god disposition. Den veltrukne Lemon Drop Kid-datter var en uheldig taber af Stig Holms Memorial på Jägersro i sin forrige start, og senest tacklede hun som favorit ikke den bløde græsbane i Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg, men tilbage på dirt track fik hun vist hvor hun kommer fra og under Fredrik Johansson sejrede hun overlegent med fem længder før danskopdrættede Duriana/Lisa Magnusson.
Det var antageligt sidste start i år for Squeeze That Lemon, der går en spændende 3-årssæson i møde, idet der skal en god hoppe til for at kunne matche hende på favoritunderlaget, og umiddelbart ligner Svenskt Derby en af hovedopgaverne for den amerikanskfødte hoppe.
|
|
|
| 22.10.2007 |
TLP Racing købte Lomitas-søn i Baden-Baden
Klampenborg-træner Lars Kelp var i weekenden på auktion i Baden-Baden, hvor han for to år siden erhvervede to af Skandinaviens i dag bedste 3-årige heste - Calrissian og Shareholder.
Kelp fik på vegne af TLP Racing hammerslag på en enkelt åring, nemlig lot 433, en fuks hingst efter Lomitas - Shaabra v. Rainbow Quest. Åringen er dermed halvbror til Søren Jensen-trænede Envollee, som TLP Racing ligeledes er involveret i.
Moderen Shaabra er halvsøster til selveste Ransom O'War, der var Champion 3-årig i Tyskland i 2003 hvor han vandt Bayerisches Zuchtrennen (Gr.1) og derudover var anden i Deutsches Derby (Gr.1).
Prisen for den flot afstammede åring var 30.000 euro, svarende til ca. 225.000 danske kroner.
|
|
|
| 22.10.2007 |
Team Good Girl købte to åringer i Newmarket
Ejerkredsen bag den 3-årige superhoppe Good Girl fik i sidste uge reinvesteret en del af de mange penge Mas Media-datteren har indtjent i sin klassiske sæson, og med træner Hanne Bechmann ved roret fik syndikatet hammerslag på to åringer på tredjedagen af Tattersalls October Yearling Sale i Newmarket.
Første åring var lot 1430, en skimmel hingst efter Highest Honor - Luna Mareza v. Saumarez. Luna Mareza er vinder af Prix Corrida (Gr.3) samt placeret 2. i Grand Prix d'Evry (Gr.2), og i avlen har hun tidligere produceret tre vindere fra fire startende afkom.
Åringens moderlinje er virkelig stærk, idet andenmoderen Luna Maya er helsøster til den franske 2-års Champion Long Mick, samt halvsøster til så store navne som Prix Saint-Alary (Gr.1)-vinderen Luna Wells og ikke mindst Gruppe-1-vinderen Linamix, der i en lang årrække har været Frankrigs største beskelernavn. Stald Bakkehave m.fl. betalte 15.000 guineas for den veltrukne åring.
Senere på dagen var holdet bag Good Girl på spil igen, og også denne gang faldt valget på en skimmel hingst, denne gang efter Daylami - Chania v. In The Wings. Chania var i sin aktive karriere anden i både Pretty Polly Stakes (Gr.2) og og Irish 1000 Guineas Trial (L), og i avlen har hendes to første afkom begge vundet, heriblandt åringens helsøster Corfu, der sejrede fire gange i sin klassiske sæson i Frankrig.
Andenmoderen Chalon er vinder af Coronation Stakes (Gr.2) på Ascot, samt Child Stakes (Gr.3) og Nell Gwyn Stakes (Gr.1) i Newmarket, og hun er selv mor til bl.a. den dobbelte gruppe-1-vinder Creator. Desuden er hun helsøster til Listed-vinderen Elegance In Design, som igen er mor til den irske Oaks (Gr.1)-vinder Dance Design. Åringen blev handlet for blot 8.000 guineas.
|

Holdet bag superhoppen Good Girl efter sejren i Sofierolöpning på Jägersro.
Foto: US Photo. |
|
| 21.10.2007 |
Appel Au Maitre sjette i Prix du Conseil de Paris (Gr.2)
Wido Neuroth-trænede Appel Au Maitre kunne ikke følge op på sine to Derby-sejre og triumfen i Stockholm Cup (Gr.3), da han søndag eftermiddag var til start i Prix du Conseil de Paris (Gr.2) på Longchamp.
Under Fredrik Johansson sluttede Appel Au Maitre lige uden for præmierækken - på sjettepladsen - ca. 11 længder bag vindende Montare/Christophe Lemaire, der efter hård kamp akkurat kunne holde irske Arch Rebel/Ioritz Mendizabal bag sig til andenpladsen.
Fredrik Johansson lå under hele rejsen udvendigt på feltet med Appel Au Maitre, der i starten af løbet virkede overfrisk, men siden faldt udmærket til ro. Johansson forsøgte at sætte angrebet ind ca. 600 meter fra mål, men den skandinaviske Champion manglede med det samme farten til at kunne følge de øvrige og på trods af at han fik alle chancer, rakte evnerne ikke til en plads i præmierækken denne gang.
|

Appel Au Maitre og Fredrik Johansson måtte tage til takke med sjettepladsen i Prix du Conseil de Paris (Gr.2) søndag eftermiddag på Longchamp. Foto: Catchlight.no. |
|
| 20.10.2007 |
Classic Line og Kronhjort storløbsvindere i Århus
Klampenborg-træner Bent Olsen satte lørdag eftermiddag et eftertrykkeligt punktum på den danske storløbssæson, da han vandt begge dagens hovedbegivenheder på Jydsk Væddeløbsbane i Århus.
Den Jydske Vinterfavorit for den yngste årgang blev både højdramatisk og desværre hårdt skæmmet af et grimt uheld rundt det første sving, hvor forhåndsfavoritten Miss Mariko brækkede ned og sendte Kim Andersen til jorden. Andersen klarede sig helskindet, men den tragiske hændelse krævede dog Miss Marikos liv. Den fremragende ambassadør for avlshingsten Silca Legends første årgang havde vundet to af sin karrieres første tre starter, og det var med stor sandsynlighed én af bedste heste i hele årgangen der her gik bort.
Tilbage til den Jydske Vinterfavorit, hvor Marc Stott dikterede pacen på ryggen af veltrukne Cayenne, mens de to Bent Olsen-heste Classic Line og Hongkong Legend ikke var langt bagefter. Ind på opløbsstrækningen så Hongkong Legend stærkest ud af de tre forreste, og midt i opløbet så Mark Larsen ud til at have sikret sig et greb, men ligesom ved det seneste besøg på Jydsk Væddeløbsbane kunne Hongkong Legend slet ikke håndtere sidste del af opløbet, hvor han i to omgange brød alvorligt ud i banen og satte mange længder over styr.
Mark Larsen formåede at holde sig på ryggen af Mull Of Kintyre-sønnen til målstregen var skåret, hvorefter han måtte kaste sig af hesten. Sejren var i stedet gået til staldveninden Classic Line, som med Cathrine Weilby på ryggen vandt sin tredje storløbssejr i Provinsen og dermed sikrede sig den ekstra 2-årsbonus på 50.000 kroner som Elkær Stutteri havde udsat.
Netop Elkær Stutteri står bag andenhesten Cayenne, der indkasserede 27.300 kroner og endelig viste lidt af den klasse som den lovende afstamning indbyder til. Fjerdepladsen gik til endnu en Bent Olsen-deltager, Vivaldi, mens Sydney og Siena fik de sidste præmiepenge i opgøret.
Kronhjort blev "Danmarksmester"
I foråret vandt Lone Kaj-Nielsens Kronhjort Dansk 2000 Guineas i overlegen stil, men han havde ikke vundet siden. I DM for 3-årige over 2000 meter havde han dog fået en på papiret god chance for at tage endnu en storløbssejr - og selv om det holdt hårdt kunne han skære målstregen først under Jacob Johansen.
Cajun Cadet-sønnen måtte kæmpe bravt for at besejre Flywithme/Mark Larsen, og til sidst måtte han ligeledes dæmme op for en forrygende afslutning af staldkammeraten Da Vinci/Luis Villarroel, som akkurat nåede andenpladsen og dermed sikrede Bent Olsen en double. Førstepræmien var 50.000 kroner værd for Kronhjort.
|

Classic Line (tv) vinder Den Jydske Vinterfavorit foran Cayenne og udvendige Hongkong Legend.
Foto: Ole Hindby.

Kronhjort (th) besejrer indvendige Da Vinci og Flywithme i DM for 3-årige. Foto: Ole Hindby. |
|
| 19.10.2007 |
Appel Au Maitre til start i Paris
På søndag starter Stall Perlens 3-årige superstjerne Appel Au Maitre for første gang siden den overlegne sejr i Stockholm Cup International (Gr.3). Starborough-sønnen sendes nemlig til fransk galops højborg Longchamp, hvor han skal dyste i Prix du Conseil de Paris - et Gruppe-2-løb over 2400 meter med 130.000 euro i samlet præmiesum.
Wido Neuroths dobbelte Derby-vinder kommer til at møde otte konkurrenter i opgøret, heriblandt André Fabres efteranmeldte Kocab, som senest var anden i Coupe de la Maisons-Laffitte (Gr.3), og ikke mindst den fine irske gæst Arch Rebel, der kommer med en frisk andenplads fra Diamond Stakes på Fairyhouse.
Appel Au Maitre rides ligesom ved hingstens tre seneste triumger af Fredrik Johansson. Se startlisten til Prix du Conseil de Paris her...
|

Appel Au Maitre og Fredrik Johansson kæmper for en Gruppe-2-sejr i Paris på søndag. Foto: Kanal 75. |
|
| 19.10.2007 |
Academy Award-double i Norsk Mesterskap for 2-åringer
Successen fortsætter for førsteårgangshingsten Academy Award (Danehill). Torsdag aften sluttede hans to afkom Wannabeawarded og Schubert henholdsvis første og anden gennem mål i Norsk Mesterskap for 2-åringer, mens den tidligere storløbsvinder Orkan måtte tage til takke med tredjepladsen.
Wannabeawarded, der er født på dansk grund men opdrættet i Norge, så ud til at trives godt over velvoksne 1600 meter og havde ikke de mindste problemer med at hjemtage sejren med tre længder, hvorefter Schubert måtte kæmpe hårdt for at holde den godt afsluttende Orkan bag sig på stregen.
Førstepræmien i løbet var 72.500 kroner og det var første karrieresejr for den Hallvard Soma-trænede hoppe, der er endnu et storløbsvindende afkom efter Hernando-datteren Mish.
Ilo bedst i Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer
I Norsk Mesterskap for 3-åringer havde Mish ligeledes et afkom med i form af Zafirah, men hun måtte dog tage til takke med tredjepladsen bag suveræne Ilo, der med Fredrik Johansson i bøjlerne sejrede let med en længde før Northern Pal. Førstepræmien i dette opgør var ligesom for de 2-årige 72.500 norske kroner.
|

Wannabeawarded besejrer Schubert i Norsk Mesterskap for 2-åringer.
Foto: Catchlight.no.

Ilo vinder uden problemer Norsk Mesterskap for 3-åringer.
Foto: Catchlight.no. |
|
| 17.10.2007 |
Calrissian, Cattlemans Clipper og Woy Woy mødes på tirsdag
Der er lagt op til et virkelig stærkt opgør for den klassiske årgang, når Täby på tirsdag er vært for Treåringernas Elitlöpning over 1600 meter dirt track. 10 heste er skrevet til start, og der bliver tale om et stormøde mellem bl.a. Lars Kelp-trænede Calrissian, Lennart Reuterskiölds Woy Woy, Bendik Bös Big Player og Vanja Sandrups Cattleman's Clipper.
Den danske udfordrer Calrissian har ikke gjort noget forkert i år, hvor han har opnået tre sejre i seks starter. Efisio-sønnen måtte indkassere karrierens første nederlag i Svenskt Derby Trial bag Luca Brasi, og siden var han tredje i både Svenskt og Norsk Derby bag vindende Appel Au Maitre.
Formen fra Svenskt Derby var upåklagelig, idet Appel Au Maitre foruden at vinde Norsk Derby også triumferede i Stockholm Cup International (Gr.3), og Luca Brasi har fulgt op med at besejre selveste Peas And Carrots i SFK Jubileumslöpning (L).
En anden interessant faktor der tæller i Calrissians favør er at han efter tre starter over 2400 meter nu kommer tilbage over milen, og med den fremragende speed han har vist i sine løb kan han vise sig meget svær at dæmme op for når angrebet sættes ind.
Lennart Reuterskiöld-trænede Woy Woy har haft en nærmest utrolig 3-årssæson, og efter han blot nåede at vinde en enkelt gang i fem starter som 2-årig er han blomstret gevaldigt op i 2007. Woy Woy har startet syv gange i Skandinavien og han har endnu ikke prøvet at tabe. Den fukse vallak har været testet på både græs og dirt track, over distancer fra 1600 og op til 2600 meter, men hidtil har ingen været i stand til at true ham på disse breddegrader.
Årets eneste nederlag for Woy Woy blev indkasseret i tyske Baden-Baden, hvor han i et Listed Race over 1600 meter blev henvist til tredjepladsen af Andorn og Waky Love, men præstationen kan ikke betegnes som andet end virkelig god, og der hersker ingen tvivl om at City On A Hill-sønnen har alle de kvaliteter der skal til for at udvikle sig til en virkelig tophest i Skandinavien.
Vanja Sandrup-trænede Cattleman's Clipper har vundet fem af årets otte starter, og indtjeninigsmæssigt er han den langt mest vindende hest i feltet. Dette skyldes ikke mindst sejren i Breeders' Trophy Classic over 1950 meter i slutningen august, hvor han med det mindst mulige henviste fine Ellicat til andenpladsen.
Siden har Cattleman's Clipper slået gode ældre heste i et handicap på Jägersro, og Ellicat har også bekræftet formen ved at besejre den ældre hoppeelite i Lanwades Stud Stakes (L) på Täby. Cattleman's Clippers udvikling ser derfor ikke ud til at være slut endnu, og papiret er han helt oppe og matche både Calrissian og Woy Woy.
Det samme gør sig gældende for Big Player, der på trods af en svipser over samme distance senest på Täby har været ultra stabil med to sejre og fire andenpladser i syv starter. Distancen passer glimrende for den engelskfødte hingst, og Bendik Bö har gang på gang trukket sig sejrrigt ud af vigtige opgør i denne sæson.
Yvonne Durant havde en af karrierens største dage i søndags med tre storløbssejre, og i Fujisan har hun mulighed for at videreføre successen. Fujisan har vundet to af sine tre starter i Skandinavien, og som staldens form er lige nu kan det bestemt ikke afvises at Durant har endnu et es i ærmet.
Øvrige luringer findes måske i Francisco Castros trio River Boy, Flying Falk og Mummy's Lodge, af hvem førstnævnte muligvis kan vise sig som den stærkeste. River Boy havde en lang pause efter Dansk 2000 Guineas, men han fik et flot comeback med andenpladsen i Rosengårdlöpning bag Royal Miswaki og vil givet være endnu mere skærpet til den kommende opgave.
Claes Björling sætter sin lid til Hunting Call, mens Al Calvados der er ny i Ole Larsens træning skal forsøge at genfinde sin tidligere form der har indbragt ham seks sejre og en andenplads bag Good Girl i Sofierolöpning.
Der rides om i alt 265.000 svenske kroner i Treåringernas Elitlöpning, hvoraf de 132.500 kroner går til vinderen. Løbet rides af sidste afdeling af V65, anden afdeling af Dagens Dubbel, og samtlige opgør sendes direkte på Dantoto Racing Live med start kl. 18.20.
|

Calrissian vinder her på Jägersro, med Cattleman's Clipper i baggrunden. Foto: Carsten Rabjerg.

Cattleman's Clipper besejrer Ellicat i Breeders' Trophy Classic på Täby.
Foto: Carsten Rabjerg.

Woy Woy har endnu ikke tabt på en skandinavisk bane i 2007.
Foto: US Photo. |
|
| 16.10.2007 |
Pull The Plug sørgede for dansk sejr i Frankrig
Den danske hesteejer Alexander Elsass fik tirsdag eftermiddag endnu en sejr i det franske, hans 2-årige Pulpit-datter Pull The Plug nåede først over stregen i Prix de Gardanne over 1200 meter på Marseille Borely.
Pull The Plug trænes af Rodolphe Collet og vandt her sin anden sejr i syv starter. Førstepræmien var fine 13.000 euro og det er ikke umuligt at næste start for hoppen bliver i Skandinavien. "Vi påtænker at efteranmelde hende i Svealandlöpning den 6. november på Täby, men først må jeg have en rapport fra vores træner om hvordan hun er kommet over løbet", fortalte Alexander Elsass kort efter sejren i Marseille.
Svealandlöpning rides over 1350 meter dirt track og har i øjeblikket stærke navne som Siirjoshua Reynolds, Egon og Ille Faciet med på anmeldelseslisten. Svealandlöpning er åben for efteranmeldelse frem til på fredag den 19. oktober.
|
|
|
| 16.10.2007 |
Miss Mariko favorit i Den Jydske Vinterfavorit
Jydsk Væddeløbsbane i Århus byder lørdag eftermiddag på ikke mindre end syv velbesatte galopløb, og årets sidste store løbsdag i Provinsen har både Den Jydske Vinterfavorit, Dansk Mesterskab for 3-årige samt de to traditionsrige opgør Moesgård Handicap og Marselisborg på programmet.
Dagens bedst betalte opgør er Den Jydske Vinterfavorit over 1550 meter for den yngste årgang, hvor præmiesummen er 124.000 kroner. Ni 2-årige heste bringes til start, og Bent Olsen-trænede Classic Line får her endnu en chance for at score den eftertragtede bonus på 50.000 kroner.
Hoppen har tidligere på året vundet både Produce Stakes og Aalborg 2-års Mesterskab, men senest var hun dog uden chance overfor Søren Jensen-trænede Miss Mariko i 2-åringernes Stayerprøve i netop Århus.
Miss Mariko bringes til start igen, og Silca Legend-datteren jagter her sin tredje sejr på stribe. De øvrige konkurrenter inkluderer gode navne som Classic Lines staldkammerater Vivaldi og Hongkong Legend, Elkær Stutteris to veltrukne individer Siena og Cayenne, Hovmans halvbror Superman, samt Dancing Girl og Sydney.
Kronen på værket?
I Dansk Mesterskab for 3-årige er der lagt op til et glimrende væddeløb med topnavne som Kronhjort, Flywithme, Miss Saigon og Da Vinci blandt de startende. Kronhjort vandt Dansk 2000 Guineas i foråret, og siden har han leveret flere rigtig gode præstationer. Kronhjort kunne ikke matche Shareholder i sin seneste start, men formen fik et rigtig godt boost da Shareholder vandt Schimmel-Derby i Tyskland, så hvis Kronhjort finder godt rundt på Jydsk Væddeløbsbane må han blive meget svær at slå over 2000 meter.
Flywithme udfordrer
Elo Ervolder-trænede Flywithme har været en sand fornøjelse at følge i denne sæson, hvor hun har sejret hele fire gange, heriblandt i både 1000 Guineas Trial, 3-års Sprinten og to afdelinger af BE Profilers 3-års Serie. Nu jagter hun sin femte sejr, og den er bestemt ikke uden for rækkevidde. Miss Saigon har været meget svingende i sine præstationer i år, men såfremt hun fungerer optimalt udgør hun også en stor trussel mod Kronhjort, der i sin staldkammerat Da Vinci ligeledes har en farlig konkurrent i kampen om førstepræmiens 50.000 kroner.
Mange med stærk form
I Marselisborg Handicap over 2150 meter kæmper otte gode deltagere om 63.000 kroner, og intet kan være afgjort på forhånd med navne som Fusilier, Green Calibre, Pearl Of York, Unit One, Amazing Vibe, Fargo, Smart Guy og Polemic på startlinjen.
|

Miss Mariko. Foto: Ole Hindby.

Kronhjort. Foto: US Photo.

Fusilier. Foto: US Photo. |
|
| 15.10.2007 |
Fire trænere bag nyt konsortiumsprojekt
De fire trænere Niels Petersen (Øvrevoll), Lennart Reuterskiöld Jr. (Jägersro), Fredrik Reuterskiöld (Jägersro) og Lars Kelp (Klampenborg), blev på den netop overståede åringsauktion i Stockholm enige om et ganske originalt træningsprojekt.
Lars Kelp fik hammerslag på lot 89, den fukse hoppe Graphiella efter Terroir - Jade's Jewel v. Mukaddamah. Efterfølgende indgik Kelp en noget speciel aftale med sine tre skandinaviske trænerkollegaer, idet åringen i fremtiden skal trænes på skift med tre måneder hos hver træner.
"Hoppen er nu ankommet hos Lennart Reuterskiöld Jr., hvor den skal stå i tre måneder. Herefter transporteres hun til Niels Petersen i Norge, dernæst til Fredrik Reuterskiöld på Jägersro og siden bliver det tre måneder hos mig", forklarer Lars Kelp om det bemærkelsesværdige program.
Graphiella var sidste lot i ringen på Täbys åringsauktion og hammerslaget faldt på 32.000 svenske kroner.
|

Lot nummer 89 - Graphiella v. Terroir - Jade's Jewel v. Mukaddamah. |
|
| 15.10.2007 |
Yvonne Durants dag i Stockholm
Den Täby-stationerede norske træner/jockey Yvonne Durant havde en af karrierens bedste dage, da hun søndag eftermiddag hjemtog hele tre storløb i Sveriges hovedstad.
Yvonne lagde ud i Svenskt St. Leger over 2800 meter, hvor hun på ryggen af Tommy Gustafsson-trænede Watson akkurat holdt sig foran Premier Cru/Nicholas Cordrey og sikrede sig førstepræmiens 203.000 plus 50.000 kroner i svensk-bonus. Watson vandt her for tredje gang i karrieren og Be My Chief-sønnen har vist sig som et glimrende køb fra Tommy Gustafssons side, idet han blot betalte 17.000 svenske kroner for den velafstammede hest på Täbys åringsauktion i 2005. Watson er opdrættet af det danske Bastian Stud And Racing og født i Sydsverige.
Yvonne Durant fulgte op på den klassiske triumf ved at vinde Breeders' Trophy Juvenile over 1350 meter dirt track på ryggen af Most Welcome-sønnen Arcus, der tog sin tredje sejr i fire starter via en stærk afslutning udvendigt i banen. Endnu stærkere gik det for Mr Roxy Music, der akkurat ikke nåede frem på stregen og måtte tage til takke med andenpladsen foran Common Sense, Itsagroom og Hermion.
Den danske 2-årsdronning Lois Lane havde svære betingelser fra startspor 11 og efter en rejse blandt de forreste i tredje spor var der til slut udsolgt og hun sluttede sjette gennem mål. Førstepræmien i Breeders' Trophy Juvenile var 211.292 kroner. Arcus ejes af Stall Rio og trænes af Yvonne Durant.
Selv samme konstellation - Stall Rio og Yvonne Durant - stod også bag vinderen af Vinterfavoriternas Pris - Sirjoshua Reynolds - der førte fra start til mål. Yvonne Durant dikterede pacen undervejs i løbet og kort inde på opløbsstrækningen fandt Kyllachy-sønnen et ekstra gear, hvilket efterlod konkurrenterne chanceløse. Sirjoshua Reynolds vandt overlegent med syv længder foran Celeste/Fredrik Johansson og Ille Faciet/Dina Danekilde, mens den norske Kriteriumsvinder Latakia aldrig rigtig kom ind i opgøret efter at have ligget sidst fra start.
|
|
|
| 15.10.2007 |
Peas And Carrots blev Listed-vinder
Zawawi Racing og Lennart Reuterskiöld Jr. fik endelig en Black Type-sejr med den på Havreholm Stutteri opdrættede Peas And Carrots, da Final Appearance-sønnen søndag eftermiddag tog stikket hjem i Songline Classic (L) over 2000 meter dirt track på Täby.
Manuel Santos valgte en rolig indledning med Peas And Carrots, men rundt opløbssvinget begyndte den langt galopperende hest at hente terræn på de forreste og ned gennem opløbsstrækningen endte opgøret i en fight mellem Peas And Carrots og Maybach, der sloges rigtig godt under Kim Andersen. Til slut var den danskopdrættede stjerne dog den stærkeste og han sejrede med en halv længde, hvorefter der var seks længder ned til staldkammeraten Crimson And Gold på tredjepladsen.
Sejren var 119.000 kroner værd for Peas And Carrots, der her vandt årets tredje sejr i seks starter, og selv om han tidligere i karrieren har vundet storløb som Vinterfavoritternes Ærespræmie, Svenskt Kriterium, Dansk Derby og Dansk Breeders' Cup, var dette den første Black Type-triumf og hesten beviste at han for alvor kan regnes som en frontfigur i næste års skandinaviske storløb.
|
|
|
| 15.10.2007 |
Ellicat slog den ældre hoppeelite i Lanwades Stud Stakes (L)
Erna van Doorn-trænede Ellicat havde blot lidt en enkelt nederlag inden hun for første gang i karrieren skulle møde en række af Skandinaviens bedste ældre miler-hopper, og med sin faste makker Jacob Johansen på ryggen skuffede hun ikke sine tilhængere, idet hun med kort hoved holdt sig foran den ellers stærkt afsluttende Red Dress On/Kim Andersen og vandt Lanwades Stud Stakes (L) over 1600 meter på Täby.
Ellicat havde vundet fem af sine seks tidligere starter, men dette var unægteligt et stort skridt op ad stigen, men hun leverede en fortræffelig præstation, godt hjulpet af Jacob Johansen der nærmest selv har fået vinger i denne sæson.
Tredjepladsen gik til Jan Olsen-trænede Here She Comes/Nicholas Cordrey, mens forhåndsfavoritten Novasky/Fredrik Johansson måtte nøjes med fjerdepladsen før Hot Fudge/Manuel Santos.
Et navn manglede naturligvis i Lanwades Stud Stakes (L), og det var Funny Legend, der har sluttet karrieren og er på vej til Irland hvor en bedækning venter hos mægtige Coolmore. Ligesom Funny Legend er Ellicat efter Funambule, men på trods af den imponerende sejrsstatistik og karrierens første Listed-sejr er der alligevel et godt stykke vej for Ellicat såfremt hun skal opnå de samme resultater som Funny Legend - men man kan heller ikke sige andet, end at Ellicat er godt på vej!
Jacob Johansen føjede endnu en god sejr til statistikken, da han på ryggen af Fredrik Reuterskiölds talentfuldte Pennekamp-søn Satang sejrede overlegent med tre længder før Søren Jensen-trænede Jolie Fleur i Breeders' Trophy Juvenile Consolation. Satangs vindertid i opgøret var et helt sekund hurtigere end Arcus' tid i hovedløbet, og hesten er fortsat ubesejret i karrierens to første starter.
|
|
|
| 13.10.2007 |
Shareholder triumferede i det tyske Schimmel-Derby
Lars Kelp-trænede Shareholder fortsatte lørdag eftermiddag sine fine årsstatistik på græs, da han med Terry Hellier på ryggen ganske ubesværet triumferede med trekvart længde i 3. Henkel Schimmel-Derby over 2050 meter i tyske Krefeld.
Den 3-årige Act One-søn kom til Tyskland som ubesejret på græs i 2007, og efter den overlegne sejr i Derby Milen på Øvrevoll samt detroniseringen af den danske 2000 Guineas-vinder Kronhjort sidste fredag var der al grund til at tro på en stor præstation i det tyske opgør. Shareholder tjente 8.000 euro for sejren og gav pengene fem gange igen i totalisatoren.
Løbets to mest betroede heste, N'oubliez Jamais og Chiron, der begge står efter et officielt handicap på 90, sluttede som henholdsvis femte og sjette gennem mål.
|

Shareholder/Terry Hellier.
Foto: US Photo. |
|
| 12.10.2007 |
Manduro sluttede som verdens bedste hest
The International Federation of Horseracing Authorities (IFHA) har nu udgivet den seneste liste over verdens bedste væddeløbsheste, denne gang dækkende perioden fra 1. april til og med 7. oktober 2007.
Monsun-sønnen Manduro, der var forhåndsfavorit til Prix de l'Arc de Triomphe (Gr.1) men desværre blev skadet to uger inden løbet og aldrig kommer til start igen, topper IFHAs liste med en rating på 130. Den tyskfødte hingst leverede for træner André Fabre en række fantastiske præstationer over forskellige distancer - lige fra sejren i Prix Jacques le Marois (Gr.1), Prince Of Wales' Stakes (Gr.1) over 2000 meter og Prix Foy (Gr.2) over 2400 meter.
Andenpladsen på den officielle liste deles mellem Prix de l'Arc de Triopmhe (Gr.1)-vinderen Dylan Thomas og Derby-vinderen Authorized, der begge står på 128. Kentucky Derby (Gr.1)-vinderen Street Sense deler fjerdepladsen med Preakness Stakes (Gr.1)-vinderen Curlin.
Verdens bedste hoppe er officielt Darjina (123), der i år har besejret selveste Ramonti (123) i Prix du Moulin (Gr.1). Andenpladsen blandt hopperne indtages af Aidan O'Brien-trænede Peeping Fawn (122), der har vundet Gruppe-1-løb i træk, mens Rags To Riches og Indian Ink følger efter med en rating på 121.
Septimus er nu den højestratede stayer i verden med 122 i rating. Septimus imponerede så stort i Doncaster Cup (Gr.2) at han er gået foran sine staldkammerater Yeats (121) og Scorpion (120) der sluttede henholdsvis første og anden i Irish St. Leger (Gr.1).
Efter sin overbevisende sejr i Prix de l'Abbaye de Longchamp (Gr.1) i søndags er Benbaun (120) nu oppe på siden af Sakhee's Secret og australske Miss Andretti.
IFHA's liste over verdens førende heste kan i sin helhed ses ved at klikke her!
|

Manduro (tv) nedkæmper Dylan Thomas i Prince Of Wales' Stakes (Gr.1). |
|
| 12.10.2007 |
Ny chance for Listed-sejr til Peas And Carrots
Zawawi Racings danskopdrættede Peas And Carrots får på søndag endnu en mulighed for at vinde karrierens første Black Type-løb, når han bringes til start i Songline Classic (L) over 2000 meter dirt track på Täby.
Final Appearance-sønnen kommer med to andenpladser i træk i bagagen, hvor han uden diskussion blev besejret af to bedre heste - først Appel Au Maitre i Stockholm Cup (Gr.3) og siden Luca Brasi i SFK Jubileumslöpning (L). På søndag slipper Peas And Carrots for begge konkurrenter, og dertil havde han to af det kommende opgørs mest skræmmende konkurrenter, Highway og Maybach, et godt stykke bag sig på Jägersro.
Det bliver Peas And Carrots' første start på Täby, men banens dirt track bør ikke blive nogen stor forhindring for den langt galopperende hest, der med en sejr her vil kunne øge sin præmiekonto med 119.500 svenske kroner.
Endnu en danskopdrættet hest er med i det prestigefulde opgør, nemlig Primatico-sønnen The Pirate, der senest vandt en pligtsejr i Holger Danske Cup på Klampenborg. Inden da havde The Pirate været tredje i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) på Øvrevoll, så skulle han gå hen og besejre Peas And Carrots på søndag vil det ikke være så stor en overraskelse.
De øvrige deltagere i løbet er Highway, Crimson And Gold, Essex, Moltas, Maybach, Carlos Paz og Pecoiquen.
|

Peas And Carrots. Foto: US Photo. |
|
| 12.10.2007 |
Vinterfavoriternas Pris - årets bedste 2-årsløb
Täby Galopp afslutter på søndag banens storløbssæson med et rent festfyrværkeri af opgør for de bedste heste, og programmet tæller opgør som Svenskt St. Leger, Songline Classic (L), Breeders' Trophy Juvenile, Lanwades Stud Stakes (L) og Vinterfavoriternas Pris.
Sidstnævnte løb over 1600 meter har samlet 11 heste, hvoraf de ni er importer, og det tegner uden tvivl til at blive årets stærkeste 2-årsløb i Skandinavien. Niels Petersen ankommer med Tertullian-datteren Latakia (Espen Ski), der i sin seneste start vandt en let sejr i Norsk Kriterium og helt klart vil sætte pris på den ekstra distance her.
Latakia møder bl.a. Wido Neuroths storløbsvinder Celeste (Fredrik Johansson), Francisco Castro-trænede Gone East (Nicholas Cordrey), Annika Källses spændende Bahri-søn Ille Faciet (Rebecca Colldin) og ikke mindst Yvonne Durants Sirjoshua Reynolds, der med sit handicap på 86 er feltets højest ratede hest.
Sirjoshua Reynolds sluttede dog bagved Latakia i Norsk Kriterium, så selv om der på søndag er syv kilo imellem de to heste på tallet, må afgørelsen mellem dem forventes at være noget mere tæt.
Der rides om 389.500 svenske kroner i Vinterfavoriternas Pris, og løbet er lig med anden afdeling af Dagens Dubbel, hvilket betyder at Dantoto viser løbet direkte kl. ca. 16.05.
|

Den norske Kriteriumsvinder Latakia er blandt favoritterne i Vinterfavoriternas Pris på Täby.
Foto: Catchlight.no. |
|
| 11.10.2007 |
Lois Lane indtager Täby i Breeders' Trophy Juvenile
Hanne Bechmann-trænede Lois Lane har vundet fire af sin karrieres første fem starter, og triumferne inkluderer bl.a. storløbene Dansk Galops Auktionsløb og Dansk Kriterium. På søndag starter Academy Award-datteren for første gang uden for Klampenborg, når hun med sin faste makker Cathrine Weilby bringes til start i Breeders' Trophy Juvenile på Täby i Stockholm.
Løbet rides over 1350 meter dirt track, og det bliver dermed også Lois Lanes første forsøg på dette underlag. Umiddelbart bør skiftet til dirt ikke blive noget problem for Lois Lane, der både har aktionen og afstamningen til at kunne klare udfordringen, og det bør noteres at moderen Lois vandt tre af sine fem starter på netop Täbys dirt track.
Om Lois Lane får favoritværdigheden på søndag er svært at vurdere, for hun skal krydse klinger med 15 konkurrenter der inkluderer den ubesejrede hingst Livigno, som senest vandt Skandinavisk Mesterskab for 2-åringer på Øvrevoll med mere end fem længder.
Ligesom Lois Lane bliver det første start på dirt for Livigno, og denne gang venter der konkurrenter som allerede har bevist at de klarer underlaget til perfektion.
Lois Lane får selskabet i transporten af staldveninden Vida Nova, men derudover består feltet af heste trænet i Sverige og Norge.
|

Lois Lane kæmper om en førstepræmie på 211.292 svenske kroner i Stockholm på søndag. Foto: US Photo. |
|
| 11.10.2007 |
Endnu en storløbssejr til Maxim's på Jägersro
Lennart Reuterskiöld Jr. har haft stor glæde af den 6-årige argentinske topsprinter Maxim's siden hesten blev importeret til Sverige starten af 2007. Torsdag eftermiddag vandt Lode-sønnen sin fjerde sejr på ni starter, da han under Manuel Santos ikke havde de mindste problemer med at forsvare sit tal på 91 i Malmö Hösthandicap over 1200 meter på Jägersro.
Løbet havde deltagelse af flere skandinaviske sprinter-esser, og ikke uventet tog Media Hora/Martin Rodriguez spids fra start, med Maxim's og Hide And Seek/Kim Andersen efter sig. Media Hora førte til kort inde i opløbet, hvor Maxim's koblede grebet og derefter forsvandt væk til en overlegen fem længders sejr og førstepræmiens 75.000 svenske kroner.
Media Hora holdt hjem til andenpladsen før Hide And Seek, mens Relampago Plus blev fjerde før Hardy Norseman og totalisatorfavoritten Solvana, der endte lige uden for præmierækken. Det var tredje sejr på stribe for Maxim's, der ejes af Stall Gransäter. Maxim's vandt i foråret Jägersro Sprint (L) over 1200 meter, og på den svenske Derby Dag var han atter først over stregen i Zawawi Cup (L), så med dagens overbevisende triumf er der ikke længere nogen tvivl om at Lennart Reuterskiöld Jr. står med Jägersros absolut største sprinterstjerne.
|
|
|
| 11.10.2007 |
To sejre til Nicolaj Stott i Malmö
Det unge danske ryttertalent Nicolaj Stott havde en god torsdag eftermiddag på Jägersro, idet han to gange var først over stregen. Lærlingen lagde allerede ud i dagens første opgør, hvor han på ryggen af Per Strömberg-trænede Alocacoc sejrede sikikert i So Long-Handicap over 1200 meter. Et par løb senere var han atter på pletten, denne gang med Francisco Castro-trænede Barros Jarpa, der legende let tog sig af Sailor Girl-Handicap over 1730 meter.
Dagens to 2-årsløb på Jägersro gik til henholdsvis Francisco Castrog og Wido Neuroth. Castro sadlede Verglas-sønnen Golden Metalimo/Martin Rodriguez i Sobine-Löpning over 1200 meter, mens Neuroths Simian som den eneste maiden i feltet sejrede overlegent i Kvicken-Löpning over 1600 meter.
Dagen blev afsluttet med endnu en sejr til danske Lea Olsen, der på ryggen af Stadium vandt Wendes Artilleriregementes Cup over 1730 meter.
|
|
|
| 11.10.2007 |
Åringsauktion i Stockholm på lørdag
I fjor afviklede Stockholms Åringsauktioner e.f. historiens hidtil bedste åringsauktion i Sverige, og de tidligere rekorder for både gennemsnitspris og dyreste åring blev overgået.
Efter 10 forhåndsafbud bringes i alt 82 åringer under hammeren på lørdag, hvor Tattersalls-auktionarius Alastair Pim står for at lede slagets gang. Kvaliteten på de fremstillede åringer ser fremragende ud, og lørdagens Gruppe-2-sejr på Longchamp for avlshingsten Indian Lodge har givet en række opdrættere endnu mere spænding. Indian Lodge er bl.a. repræsenteret som far til første afkom efter Breeders' Trophy Classic-vinderen Silana
Man kan forestille sig at auktionens dyreste lot kommer tidligt igennem ringen, idet Buck Racing præsenterer lot nummer 5 - en fuks hingst efter Trempolino og Most Welcome-datteren Simply Katie. Denne gode afstamning gør hingsten til helbror til selveste Xstase, der selv var vinder af både Svenskt Kriterium, Mowerinaløb, Svenskt Oaks og Scandinavia Cup (L). Åringen er endvidere halvbror til fine On Light, og en anden søster - See Me - er selv mor til den svenske Oaks-vinder Red Dress On.
Der kommer afkom efter i alt 26 forskellige hingste i ringen i Stockholm, og blandt disse findes både svenske, danske og internationale navne såsom Ballingarry, Carnival Dancer, Domedriver, Eishin Dunkirk, El Gran Lode, Final Appearance, Fraam, France, Funambule, Heart Of Oak, Homme d'Honneur, Idaho Quest, Inchrory, Indian Lodge, King Charlemagne, Lord Of Men, Malvernico, Medecis, Mirio, Most Welcome, Mujahid, Nicolotte, Samum, Silca Legend, Slickly, Songline, Swedish Shave, Terroir, Trempolino og Tumbleweed Ridge.
Den første åring går i ringen på Täby Park Hotel kl. 13.30, og der vil være fremvisning af åringer og frokostbuffet mellem kl. 9.30 og 12.00. Du kan se fotos af de fremstillede åringer og downloade hele Auktionskataloget ved at klikke her....
|

Lot nr. 5, hingst v. Trempolino - Simply Katie v. Most Welcome.

Lot nr. 50, hoppe v. Indian Lodge - Silana v. Duty Time. |
|
| 11.10.2007 |
Shareholder til start i Schimmel-Derby
Lars Kelp-trænede Shareholder vandt i fredags en knusende overlegen sejr i Our Martin Vandrepræmie, hvor han fra lige vægt detroniserede 2000 Guineas-vinderen Kronhjort.
Den 3-årige tyskfødte Act One-søn er ubesejret på græs i år, og på lørdag sættes hans klasse på en ny prøve når Kelp sender ham til start i Schimmel-Derby over 2050 meter på den tyske bane Krefeld uden for Köln.
Løbet er - som navnet antyder - forbeholdt skimle heste, og i alt syv deltagere er skrevet til start i opgøret der har en samlet præmiesum på 15.000 euro. Shareholder skal blandt andet krydse klinger med gode navne som Listed-vinderen N'oubliez Jamais, der i fjor også var anden i Tysk St. Leger (Gr.2).
Også Dr Andreas Boltes Listed-vinder Chiron bringes til start, men derudover ligner modstanderne overkommelige for Shareholder, der bestemt ikke har tabt på forhånd med tanke på den fantastiske udvikling han har gennemgået i sin klassiske sæson.
Ligesom ved sejren på Klampenborg i fredags sidder tyske Terry Hellier op på Shareholder, der med en sejr i løbet kan føje 8.000 euro - godt 60.000 kroner - til sin præmiekonto.
|

Stald 2 & 2's 3-årige Shareholder starter i Schimmel-Derby i Krefeld på lørdag. Foto: Catchlight.no. |
|
| 09.10.2007 |
Mambo King fører an i Top Tyve Finalen
Lørdagens hovedbegivenhed på Klampenborg er det veldoterede ”Top Tyve Finalen”, et løb forbeholdt de heste der igennem sæsonen har optjent point i ”Top Tyve Serien”. Syv deltagere er klar til start, og feltet føres an af Lars Kelp-trænede Mambo King, der med topvægten 62 kilo møder en række heste i rigtig god form.
Mambo King kommer direkte fra andenpladsen i Skandinavisk Grand Prix, hvor han ligeledes bar topvægt og var meget stor i sit nederlag til Calistoga. Tidligere på året sejrede den danskopdrættede Diktat-søn i Pokalløb (L), og da han senest atter var tilbage på den kortere distance beviste han at det er her han finder sig bedst til rette.
På lørdag skal Mambo King ud over 1500 meter, hvilket måske kan virke lige skarpt nok, men til gengæld vil den bløde efterårsbane passe ham perfekt og med den form Lars Kelps heste har vist på det seneste er hingsten ikke til at komme udenom i løbsdagens bedst betalte opgør.
Hanne Bechmann er lige nu godt 70.000 kroner foran Bent Olsen i kampen om årets Trænerchampionat, og de to konkurrenter er ligeledes repræsenteret i Top Tyve Finalen.
Bechmann sætter endnu engang sin lid til staldens gentleman Hongkong, der med sejren i Klampenborg Store Sprint rundede 200.000 kroner i årets samlede indtjeningen, og nu har mulighed for at føje 40.000 kroner til præmiesummen. Hongkong er i fremragende form, han klarer både underlag og distance uden problemer, og selvtilliden er naturligvis i top efter han tog karrierens hidtil største triumf for to uger siden.
Bent Olsen satser alt på at fange Hanne Bechmann, og træneren sadler i Top Tyve Finalen to deltagere i form af Green Calibre og Smart Guy. Staldens førstejockey sidder op på Green Calibre, der kommer fra en andenplads i Göteborgs Stora Pris bag Ole Larsen-trænede Kaiser Suzek, som ligeledes er med i lørdagens opgør.
Bendt Jensen prøver lykken med Bologne, der ikke har startet siden slutningen af juli men tidligere har vist god form ud på efteråret, og endelig tager Bodil Hallencreutz turen fra Jägersro med fine Fox, i sit seneste besøg her på Klampenborg opnåede en flot andenplads i Racing Bowl bag Diaghilew.
Bongo Bello mod ny stayer-sejr
Provinsens stolthed, Torben Christensen-trænede Bongo Bello, bliver klar favorit i Two Mile Race over 3200 meter distancen han også vandt på senest i Stayer Pokalen. Asaasy-sønnen skal denne gang krydse klinger med både den nybragte danske St. Leger-vinder Rock All og råstærke Hoffmann, så publikum kan godt forvente at få masser af spænding for pengene.
Kgl. Hofjuvelerer Hertz Ærespræmie
13 heste bringes til start i LördagsKomben over 1400 meter, der er lig med det traditionsrige handicap Kgl. Hofjuvelerer Hertz Ærespræmie. Feltet rummer adskillige formstærke navne som bl.a. Golden Gate, Never Hide, Lady Chablis, for ikke at tale om Faahem, der senest var anden bag Hongkong i Klampenborg Store Sprint.
|

Mambo King. Foto: US Photo.

Hongkong. Foto: US Photo.

Bongo Bello. Foto: US Photo. |
|
| 09.10.2007 |
Carpe Diem vandt Vinterfavoritternes Ærespræmie
Efter en flot og yderst medrivende opløbskamp lykkedes det fredag eftermiddag Lars Kelp-trænede Carpe Diem at besejre svenske Hot Marta/Martin Rodriguez i Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg.
Carpe Diem vandt her årets tredje sejr i fem starter, og han beviste med sejren at der er meget mere i vente fra ham i fremtiden. Dagens anden begivenhed, Sceptre Stakes, blev vundet af Hot Martas staldveninde Hot Fudge, der ikke havde nogen som helst problemer med at henvise Envollee til andenpladsen.
Hot Fudge blev ligesom Carpe Diem redet til sejr af dagens mand på jockeysiden, Manuel Santos. I Our Martin Ærespræmie var Lars Kelp på færde igen, denne gang med Shareholder, der uden problemer knuste 2000 Guineas-vinderen Kronhjort fra lige vægt.
|

Carpe Diem/Manuel Santos besejrer Hot Marta/Martin Rodriguez i Vinterfavoritternes Ærespræmie. Foto: US Photo. |
|
| 04.10.2007 |
To Goffs-åringer til Danmark - og endnu en til Stall Castro
Klampenborg-træner Søren Jensen kan fredag rejse hjem fra Irland med to nyerhvervede åringer i transporten. Den første blev købt på sidstedagen af Goffs Millio nSale, hvor det franske MAB Agency fik hammerslag på lot 534, en brun hoppe efter Elusive City - Dark Hyacinth v. Darshaan.
Åringen er halvsøster til den Listed-placerede hoppe Dark Indian, som selv er mor til Breeders' Cup Handicap (Gr.2)-vinderen Valbenny. Åringen er desuden fra samme familie som den tidligere engelske Championhoppe Dibidale, avlshingsten Missionary Ridge og Prix de l'Arc de Triomphe-vinderen Tony Bin. Prisen for Elusive City-datteren var 26.000 euro.
På førstedagen af Goffs Sportsman's Sale var Søren Jensen og MAB Agency igen på banen med købet af lot 701, en fuks hoppe efter Noverre - Over Rating v. Desert King. Moderen Over Rating løb placeret som 3-årig og selv er hun ud af October Stakes (L)-vinderen Well Beyond og dermed halvsøster til Gruppe-3-vinderen Out Of Reach.
Well Beyond er selv søster til selveste Zaizafon, der foruden at være Gruppevinder uden tvivl er mest berømt for at være mor til avlshingstene Zafonic og Zamindar. Hammerslaget faldt på 19.000 euro for Noverre-datteren.
Begge åringer skal i træning hos Søren Jensen og blev købt på vegne af henholdsvis Stald Airborne og Stald Seeland. "Det er to vældig fine og interessante åringer, og vi er meget glade for udfaldet af auktionen. Tilgangen af de nye heste betyder dog også at ejerkredsen må skifte lidt ud i det eksisterende materiale, og derfor er både sidste års Breeders' Prize Classic-vinder Fairmay og 3-årige Optimic sat til salg til højestbydende", kommenterer Søren Jensen fra Irland.
Francisco Castro købte torsdag sin sjette åring under sit besøg på Goffs, og denne gang blev det lot 651, en brun hingst efter Soviet Star - Lasting Chance v. American Chance. Åringens mor Lasting Chance er vinder af British Columbia Breeders' Cup Oaks (Gr.3) og hun har tidligere produceret hoppen Dapple Dawn, der er tredobbelt vinder i 2007. Francisco Castro fik hoppen for 16.000 euro.
|

Lot 534 v. Elusive City - Dark Hyacinth v. Darshaan blev gennem MAB Agency købt til Danmark på sidstedagen af Goffs Million Sale.
Foto: Goffs. |
|
| 03.10.2007 |
Yderligere to åringer til Castro på Goffs Million
Francisco Castro sluttede onsdag årets Goffs Million Sale af med at købe to åringer foruden de tre han i forvejen havde erhvervet sig på de to første auktionsdage.
Først fik den chilenske Jägersro-træner hammerslag på lot 464, en brun hingst efter Royal Applause - Bibi Karam v. Pershian Bold. Moderen er vinder og Listed-placeret og helsøster til Royal Whip Stakes (Gr.3)-vinderen Baba Karam. Åringen har to ældre søskende - 3-årige Bold Bibi der er vinder af to løb som 3-årig i 2007 og den endnu ustartede Lord Peter Flint. Prisen for hingsten var 55.000 euro.
Endelig fik Francisco Castro for blot 20.000 euro hammerslag på en brun hingst efter Key Of Luck - Elegant Bloom v. Be My Guest, og hvis afstamningen lyder bekendt så er det fordi åringen har samme mor som de i Skandinavien så succesrige heste Rolo Tomasi og Zuccini Wind.
Rolo Tomasi vandt 10 løb i Frankrig, England og Skandinavien og blev Skandinavisk Championsprinter i 2000, mens han var trænet af Wido Neuroth. Lillesøsteren Zuccini Wind vandt ligeledes i Neuroths varetægt bl.a. den danske klassiker Mowerinaløb.
Udover Rolo Tomasi og Zuccini Wind har Elegant Bloom også produceret Elegant Ridge, der som aktiv var anden i Tysk 1000 Guineas (Gr.2) og Buena Vista Handicap (Gr.2), samt den Listed-placerede Summer Sunset. For blot 20.000 euro, svarende til ca. 150.000 danske kroner, ser det virkelig ud til at Castro har fået meget for pengene i denne spændende åring.
Goffs Million Sale sluttede onsdag, og sidstedagens dyreste lot blev en Indian Ridge-søn ud af Caerleon-datteren Alleluia, der ligesom gårsdagens rekordåring efter Albanova er ud af svenske Kirsten Rausings fantastiske AL-familie. Åringen blev solgt til Charles Gordon Watson for 600.000 euro.
Mens dette års Million Sale nu er overstået, fortsætter begivenhederne på det irske auktionshus både torsdag og fredag i form af Goffs Sportsman Sale.
|
|
|
| 03.10.2007 |
Kan Master Kid tage revanche i Vinterfavoritterne?
Bent Olsen var ikke den eneste der havde store forventninger til Master Kid i Dansk Kriterium, og han var således heller ikke den eneste der var skuffet efter Academy Award-sønnens præstation som syvende bag vindende Lois Lane. Master Kid fik en fin rejse undervejs, men han svarede aldrig op da Jacob Johansen gav ham marchordre.
Bent Olsen fandt efterfølgende ingen synlig årsag til Master Kids præstation, og at hesten på fredag bringes til start i Vinterfavoritternes Ærespræmie er også et udtryk for at både Olsen og Johansen har været tilfredse med hans fremskridt siden Kriteriet.
Neuroth udfordrer
Master Kid skal dog ikke forvente at få noget foræret i Vinterfavoritterne, og slet ikke med tanke på at Skandinaviens championtræner Wido Neuroth har meldt sin ankomst med Morten Buskops Final Appearance-søn Hermion, der ligesom Master Kid er opdrættet på danske Stutteri Hjortebo.
Hermion har blot en enkelt start bag sig, og Neuroth lod ham debutere over dagens distance hjemme på Øvrevoll. Her vandt Hermion ganske enkelt, og præstationen har været nok til at træneren har valgt at sende den brune vallak på den lange rejse fra Oslo. Ligesom ved debutsejren rides Hermion af chilenske Carlos Lopez, der erstatter den skadede Fredrik Johansson.
Lopez har haft en helt forrygende sæson i år, og han har blandt andet vundet både Norsk Oaks og Norsk St. Leger, hvilket uden tvivl har givet ham ekstra selvtillid i de afgørende situationer.
Mere i Capisce?
Søren Jensen-trænede Capisce har indledt karrieren på fin vis med en enkelt sejr samt en tredjeplads i Dansk Galops Auktionsløb og senest andenpladsen i Dansk Kriterium, hvor hun sluttede foran både Vida Nova og Master Kid som hun møder igen i dag.
Det er svært at spå om hvordan Capisce klarer dagens længere distance, men hun har helt sikkert kapaciteten til at kunne blande sig i slutstriden, og det største spørgsmål er nok hvad hun siger til det nu ekstremt bløde efterårsunderlag.
Hanne Bechmann-trænede Vida Nova har endnu ikke vundet i sine fire første starter, men hun har til gengæld vist sine store evner ved flere tilfælde senest i Dansk Kriterium hvor hun sluttede fjerde bagved Lois Lane. Vida Nova sluttede ved denne lejlighed godt af udvendigt i banen, og dagens ekstra 200 meter ser ud til at passe hende glimrende.
Hellier forstærker Squeeze That Lemon
Lars Kelp har virkelig vind i sejlene her i efteråret, og så sent som i sidste uge vandt han årets anden klassiske sejr med Rock All i Dansk St. Leger. På lørdag sætter Kelp sin lid til amerikanskfødte Squeeze That Lemon, der var meget uheldig i sin seneste start på Jägersro, og Lemon Drop Kid-datteren kunne meget vel have vundet Stig Holms Memorial med en bedre rejse.
I dag forstærkes Squeeze That Lemon med den tyske stjernejockey Terence Hellier, og når man tænker på at Hellier ved sine få tidligere besøg her på banen både har vundet Derby, 2000 Guineas, Scandinavian Open (Gr.3), Pokalløb (L), Opdrætningsløb og Golden Mile (L), ja så er det vel heller ikke umuligt at han kan styre Squeeze That Lemon hjem til sejr i Vinterfavoritternes Ærespræmie.
Hvem griber dagen?
Squeeze That Lemons staldkammerat Carpe Diem kommer fra en frisk sejr i Kriterium Consolation, men han skal dog stadig ud og bevise at han også kan matche de bedste i årgangen.
Feltet består desuden af nogle interessante outsider i form af Bent Olsens Royal Highness der senest aflagde maidentitlen i Göteborg, Jan Olsens Batistuta der ser ud til at rumme meget forbedring, samt de to svenske gæster Hot Marta og Hugh Wheels.
|

Master Kid. Foto: US Photo.

Hermion. Foto: US Photo.

Carpe Diem. Foto: US Photo.

Terry Hellier. Foto: US Photo. |
|
| 02.10.2007 |
Kirsten Rausing bag åring til 18 millioner kroner
Andendagen af Goffs Million fik et brag af en afslutning, da Kirsten Rausings Staffordstown Stud sendte en skimmel hoppe i ringen som det tredjesidste lot.
Den engelskfødte hoppe efter Sadler's Wells løb nemlig helt op i 2.400.000 euro før agent Demi O'Byrne fik hammerslaget på vegne af Mr John Magnier. Hoppen er første afkom efter Alzao-datteren Albanova, der i Kirsten Rausings farver vandt Preis von Europa (Gr.1) og to øvrige Gruppe-1-løb i Tyskland.
Albanova er desuden helsøster til den dobbelte Champion Stakes (Gr.1)-vinder Alborada og fra samme familie som den franske 2000 Guineas (Gr.1)-vinder Aussie Rules og superhopperne Yesterday og Quarter Moon, der begge ligesom den fremstillede åring er efter Sadler's Wells.
Kirsten Rausings AL-familie er ikke uden grund blevet betegnet som én af verdens stærkeste moderlinjer, og i Danmark er familien repræsenteret ved den tidligere Rausing-hoppe Alioli, der nu står opstaldet på Stutteri Hjortebo og bl.a. er mor til sidste års dobbelte storløbsvinder Air Force Eleven. Også Peas And Carrots stammer fra denne sublime moderlinje, der går direkte tilbage til legendariske Mumtaz Mahal.
Prisen på 2.400.000 euro svarer til ca. 18 millioner danske kroner, og dermed blev hoppen den dyreste åring solgt på en europæisk auktion i hele fem år. Det var dermed endnu en milepæl for svenske Kirsten Rausing, der i fjor toppede Goffs Million Sale da hun solgte en lillesøster til Dragon Dancer for 2.000.000 euro. Denne åring var efter hoppen Alakananda og dermed ligeledes ud af den eftertragtede AL-familie.
Endnu en åring til Francisco Castro
Francisco Castro købte to åringer på førstedagen af Goffs Million, og tirsdag fulgte træneren op med endnu et køb. Denne gang var det lot 328, en brun hingst efter Elusive City og Danzig-hoppen Tarziyana.
Åringen har tre startende søskende hvor samtlige har vundet, og moderen Tarziyana er helsøster til selveste Prix du Jockey Club (Gr.1)-vinderen Top Ville. Francisco Castro fik hammerslag på hingsten for 32.000 euro.
|

Kirsten Rausings Staffordstown Stud fik 2.400.000 euro, svarende til 18 millioner danske kroner, for denne skimle Sadler's Wells-datter på andendagen af Goffs Million.
Foto: Goffs. |
|
| 02.10.2007 |
Castro købte Montjeu-søn på førstedagen af Goffs Million
Jägersros championtræner Francisco Castro kom mandag eftermiddag godt i gang på Goffs Million Sale i Irland, hvor han fik hammerslag på to heste.
Første køb blev lot 40, en brun hingst efter Invicible Spirit og Indian Ridge-datteren Indienne. Indienne er helsøster til Gruppe-3-vinderen St Clair Ridge og fra samme familie som avlshingsten Superlative. Prisen for Invincible Spirit-sønnen var blot €17.000, svarende til godt 125.000 danske kroner.
Castros mest interessante køb på førstedagen af Goffs Million var dog lot 93, en brun hingst efter den alt succesrige Sadlers Wells-søn Montjeu og Mr Prospector-datteren Looking For Gold.
Den velafstammede årings mor er dermed helsøster til selveste Seeking The Gold, der foruden at være dobbelt Gruppe-1-vinder også har haft en yderst succesrig avlskarriere som far til bl.a. Dubai Millennium, Seeking The Pearl og Jazil. Looking For Gold er endvidere halvsøster til Grade-1-vinderen Fast Play og Grade-3-vinderen Stacked Pack.
Den nyindkøbte Montjeu-åring er bror til fire vindere i USA og Japan og kostede €70.000, hvilket svarer til ca. 520.000 danske kroner.
|

Francisco Castro fik mandag hammerslag på denne søn af Montjeu for €70.000. Foto: Goffs. |
|
| 02.10.2007 |
Søster til Academy Award vandt C L Weld Park Stakes (Gr.3)
I søndags strøg den succesrige nye danske avlshingst Academy Awards lillesøster Eva's Request til tops i C L Weld Park Stakes (Gr.3) over 1400 meter på The Curragh i Irland. Den 2-årige hoppe trænes af Mick Channon og blev redet til sejr af Mick Kinane, og det var hendes anden karrieresejr.
Eva's Request blev handlet på Goffs Million Sale i fjor, og i går gik en halvbror til Academy Award gennem ringen på samme salg. Hingsten der er efter den irske 2000 Guineas-vinder Bachelor Duke blev solgt til Joanna Morgan for €60.000.
|
|
|
| 01.10.2007 |
Equip Hill overlegen vinder af Polens største væddeløb
Bendik Bö-trænede Equip Hill, der for små to måneder siden vandt Scandinavian Open Championship (Gr.3) på Klampenborg, tog søndag eftermiddag endnu en storløbssejr for jockey Per-Anders Gråberg.
Denne gang var det i Polens hovedstad Warzava, hvor den svenskfødte stjerne i overlegen stil krydsede målstregen 4½ længde før nærmeste konkurrent i Wielka Warszavska over 2600 meter.
Førstepræmien i løbet var 160.000 kroner for Equip Hill, der alene i år har vundet storløb i fire forskellige lande - Kapps Stora Pris i Sverige, Valley Chapel Memorial (L) i Norge, Scandinavian Open (Gr.3) i Danmark, og så endelig Wielka Warszavska i Polen.
Bendik Bö kunne også glæde sig over at staldens anden deltager, Steelwolf/Luis Villarroel, sluttede som femte i opgøret.
|

Equip Hill har nu vundet storløb i både Sverige, Norge, Danmark og Polen i 2007. Foto: US Photo. |
|
| 01.10.2007 |
Flemming Poulsen-sejr i Frankrig
Flemming Poulsen har det med at prikke formen med sine heste her ud på efteråret, og søndag eftermiddag sadlede den danske Chantilly-træner en vinder på den franske forstadsbane Dieppe.
Sejren kom i hus over 2200 meter med den 3-årige hoppe Minar Salam, der ejes af græske Konstantinos Valvis, og løbet blev vundet efter kamp med Lamotte D'Argy-trænede Deja Super. Feltet rummede heste fra stortrænere som Andre Fabre, Hans Albert Blume, Ellie Lellouche, Henri Pantall og Jonathan Pease, mens ejere som Michael Tabor, Sheikh Mohammed, Stall Röttgen og Wildenstein måtte se sig besejret af Minar Salam.
Det var blot tredje karrierestart for Danehill Dancer-datteren, som startede karrieren på henholdsvis Chantilly og Longchamp.
|

Minar Salam. Foto: US Photo. |
|
| 30.09.2007 |
Hongkong spurtede fremragende i Klampenborg Store Sprint
Familiien Bechmanns 6-årige Hot Run-søn Hongkong vandt lørdag eftermiddag sin karrieres hidtil største triumf, da han med Cathrine Weilby på ryggen trak sig sejrrigt ud af Klampenborg Store Sprint over 1200 meter.
På trods af den samlede præmiesum på 165.000 kroner havde kun fire heste fundet vej til startboksen, men på trods af de få deltagere blev løbet både seværdig og spændende affære. Kun Star Quest måtte melde sig ud af legen tidligt i opløbet, og indvendigt var den svenske gæst Tiberius Caesar velgående efter at have ført fra start. Faahem så godt ud midt i banen, men ingen af disse kunne svare op da Cathrine Weilby for alvor fik gang i Hongkong, der spurtede forbi begge konkurrenter yderst i banen og til slut sejrede med halvanden længde.
Tiberius Caesar mistede atter engang aktionen ved kæden og måtte se Faahem tage andenpladsen. Førstepræmien i Klampenborg Store Sprint var 100.000 kroner, og dermed tog Hanne Bechmann et yderligere skridt imod trænerchampionatet.
Bent Olsen havde dog både første og fjerdehesten gennem mål, og da han efterfølgende fulgte op med en double i Zwicky 2-års MaidenSerien i form af Captain Grey og Ihaveadream så regnestykket ikke længere katastrofalt ud for Olsen, der efter løbsdagen i lørdags er 108.500 kroner efter Hanne Bechmann.
|

Hongkong og Cathrine Weilby vinder Klampenborg Store Sprint før Faahem/Jacob Johansen.
Foto: US Photo.

Captain Grey/Manuel Santos aflægger maidentitlen før Ihaveadream/Jacob Johansen. Begge heste trænes af Bent Olsen.
Foto: US Photo. |
|
| 29.09.2007 |
Rock All den stærkeste i Dansk St. Leger
Årets sidste klassiske opgør på Klampenborg, Dansk St. Leger over 2800 meter, havde sidste års vinder Django som den store favorit, men sejren gik i stedet til 3-årige Rock All, der under Fernando Diaz var med til at præge opgøret med et hårdt tempo undervejs, og den entaktede Kateb-søn viste sig i sidste ende som den stærkeste da han på fornem vis afviste Djangos angreb i opløbet og til slut kunne sejre overlegent med tre længder før sin trætte konkurrent.
Det var Rock Alls anden karrieresejr, og hesten gav et endnu et godt bevis på træner Lars Kelps fantastiske evne til at sætte sine heste op til minuttet. Den danskopdrættede hest ejes af norske Bjarne P. Skutvik, der her fik sin første klassiske sejr.
|

Rock All/Fernandoi Diaz vinder Dansk St. Leger foran Django/Mark Larsen og Polemic/Nicholas Cordrey.
Foto: US Photo. |
|
| 28.09.2007 |
Miss Mariko let vinder af 2-åringernes Stayerprøve
Den nye danske avlshingst Silca Legend har ligesom sin "kollega" Academy Award virkelig fået slået sit navn fast med sin første årgang, og fredag aften kunne hingsten fejre sin første storløbssejr, da datteren Miss Mariko strøg hjem til en ganske let sejr i 2-åringernes Stayerprøve på Jydsk Væddeløbsbane i Århus.
Nicolaj Stott gav den Søren Jensen-trænede hoppe en perfekt rejse nogle længder bag de førende Classic Line og Siena, som begge lagde ud i et hæsblæsende tempo der især tog pusten ud af førstnævnte. Ind på opløbet havde Miss Mariko fat i de forreste, og hun trak herefter ganske let fra de øvrige og kom i mål foran godt afsluttende Vivaldi/Eduardo Pedroze, mens Siena/Marc Stott holdt godt ved til tredjepladsen før Cut The Wind, Fabiola og Centennial.
Kort før mål styrtede Le Tølbøll da hendes hest Hongkong Legend helt umotiveret brød ud i banen og sprang over hegnet ind i banens vindercirkel. Både hest og rytter slap heldigvis uden mén.
Førstepræmien i 2-åringernes Stayerprøve var 64.000 kroner, og det var samtidig andet år i træk Søren Jensen og Familien Bustrup kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret - i fjor vandt de nemlig med Miss Saigon.
Ny sejr til Flywithme
Elo Ervolder-trænede Flywithme vandt tidligere på sæsonen en afdeling af BE Profilers 3-års Serie på Fyn, og her gentog Funambule-datteren kunststykket efter at have nedkæmpet længe førende Marine Parade i sidste galopspring.
Mark Larsen valgte en afventende taktik med Flywithme, men allerede ved indgangen til opløbet så hoppen ud til at kunne trække afgørende fra. Marine Parade og Le Tølbøll kæmpede dog heroisk ved rails og det var med det absolut mindst mulige parret måtte se sig slået.
Der var 59.000 kroner i førstepræmie til Birgit Næblerød og Bjarne Rungsted, der ejer Flywithme, og det var samtidig den nyttige hoppes fjerde sejr i år. Forhåndsfavoritten Hoffmann kunne ikke drage fordel af at have den tyske verdensstjerne Eduardo Pedroza på ryggen, og hesten sluttede på sjettepladsen.
Fusilier tog Århus Store Handicap
Lars Jakobsen-trænede Fusilier beviste endnu engang at han elsker et blødt græsunderlag, og i Århus Store Handcap over 2000 meter kunne han efter at have ligget næstsidst undervejs spurte fremragende og under Mark Larsen trække fra til en overlegen sejr før Priceless Second/Louise Møller.
Sejren var 15.000 kroner værd for Stald Seaside, der købte halvbroderen til Pivotal på auktion England inden 3-årssæsonen, og Fusilier har indtil nu givet sine ejere flere store glæder på turfen.
|

Miss Mariko. Foto: US Photo.

Flywithme. Foto: KM Foto. |
|
| 28.09.2007 |
Johansson skadet - Larsen overtager Django
Fredrik Johansson havde på papiret en fin fredag aften på Jägersro, hvor han trak sig sejrrigt ud af både Stig Holms Memorial (dødt løb) og Scania Sprint, men bag kulisserne gik det knapt så godt for den svenske stjernerytter.
"Da jeg sprang af Celeste efter Stig Holms Memorial vred jeg om på det knæ som i forvejen har voldt mig smerter, og selv om jeg styrede Solvana hjem til sejr i Scania Sprint var det meget smertefuldt og jeg bliver nu nødt til at hvile knæet i et par uger, selv om det går ud over både mit ridt på Django i Dansk St. Leger i morgen, samt andre gode chancer i storløb i Tyskland", sukker Fredrik Johansson.
Fredrik Johansson skulle i morgen have siddet op på storfavoritten i Dansk St. Leger, Caroline Strömberg-trænede Django, men efter jockeyens afbud er tøjlerne straks blevet givet videre til Mark Larsen, der ligesom Johansson sejrede to gange fredag aften - dog i Århus. Det var netop Mark Larsen der red Django først over stregen i sidste års udgave af Dansk St. Leger.
|

Fredrik Johansson er skadet.
Foto: Catchlight.no. |
|
| 28.09.2007 |
Luca Brasi besejrede Peas And Carrots
For andet år på stribe trak Jägersros championtræner Francisco Castro sig sejrrigt ud af SFKs Jubileumslöpning (L), og ligesom i fjor var det med en 3-årig hest.
Sejren gik til Singspiel-sønnen Luca Brasi, der under Manuel Martinez førte hver en meter af opgøret og leverede endnu en fantastisk præstation på dirt'en. Rundt opløbssvinget øgede Luca Brasi tempoet og satte staldkammeraten Highway/Nicholas Cordrey af, mens storfavoritten Peas And Carrots nærmede sig faretruende.
Ind på opløbsstrækningen så Peas And Carrots en kort overgang ud til at kunne gå forbi sin konkurrent, men Luca Brasi gav sig aldrig og kunne til slut atter trække fra Peas And Carrots til en sikker halvanden længdes triumf.
Tredjepladsen gik til Maybach/Per-Anders Gråberg foran Highway og Red Dress On/Yvonne Durant. Det var første Listed-sejr til Luca Brasi, der tidligere på året var anden bag Appel Au Maitre i Svenskt Derby, og præmien var gode 134.000 svenske kroner.
Francisco Castro lagde dermed yderligere afstand til Lennart Reuterskiöld Jr. i kampen om Jägersros trænerchampionat, og udover sejren med Luca Brasi kunne Castro ligeledes glæde sig over vindere som El Rey/Carlos Lopez og Gone East/Nicholas Cordrey. Reuterskiöld Jr. fik dog også en sejr på aftenen i form af Auchroisk/Carlos Lopez.
|

Luca Brasi.
Foto: Webartist.dk |
|
| 28.09.2007 |
Solvana fra start til mål i Scania Sprint
Hoppernes Scania Sprint over 1200 meter på Jägersro havde en klar favorit i Wido Neuroth-trænede Solvana, og den 5-årige hoppe skuffede ikke sine mange tilhængere med en let fem længders triumf i hænderne på Fredrik Johansson.
Andenpladsen gik til sidste års vinder Philitagain/Carlos Lopez, mens Xaara/Per-Anders Gråberg blev trejde.
Solvana kom direkte fra en andenplads i Täby Open Sprint Championship (Gr.3), men dette var hendes første sejr i år og hun blev belønnet med 126.000 kroner i førstepræmie.
Wido Neuroth og Fredrik Johansson blev også noteret for sejren i de 2-årige hoppers Stig Holms Memorial, men her måtte de dog dele triumfen med Fredrik Reuerskiöld og Jacob Johansen, idet der blev dømt dødt løb mellem Reuterskiölds Pretty Pretty Face og Neuroths Celeste.
På tredjepladsen sås en yderst uheldig Squeeze That Lemon, der ikke på noget tidspunkt i opgøret havde racing luck og Manuel Santos fik ned gennem opløbet en ordentlig lektion af Fredrik Johansson, idet den svenske jockey kynisk holdt Santos lukket inde på rails og dermed aldrig gav den dansktrænede hest chance for at komme ud til angreb. Til slut måtte det konstateres at den bedste jockey vandt, og den bedste hest blev tredje.
|
|
|
| 28.09.2007 |
Orkan blæste hjem i Norsk Auksjonsløp
For tredje år i træk var det et afkom efter den norske avlshingst Oktan der trak sig sejrrigt ud af Øvrevolls Auktionsløp torsdag aften. Efter sejre til Goodrun og Oblancs de to foregående år var turen denne gang kommet til Annike Bye Nunez-trænede Orkan, der til 17 gange pengene strøg til tops under Fernando Diaz og vandt med en længde før Aquila Flyer, der igen havde en længde til Fortaleza, Ticmotor og Maria Møy. Førstepræmien var 172.500 kroner for The Norwegian Stud og Stall Vamos.
Aftenens første opgør på Øvrevoll var ligeledes for de 2-årige, og her fik den tidligere skandinaviske championhoppe Shaisa sit første sejrende afkom, da Academy Award-sønnen Schubert vandt let med halvanden længde før Joupalike og Angelina. Schubert trænes af Jacob Fretheim, ejes af familien Nagell-Erichsen og blev redet til sejr af Nicholas Cordrey.
|

Orkan/Fernando Diaz vinder Norsk Auksjonsløp. Foto: Catchlight.no.

Shaisas søn Schubert aflægger maidentitlen. Foto: Henning Døvle. |
|
| 27.09.2007 |
Roy Arne Kvisla vender hjem til Skandinavien - men hvor?
Den norske toptræner Roy Arne Kvisla valgte for få år siden at rykke teltpælene op fra sit træningscenter på Täby og flytte til Lambourn i England med opbakning fra stort satsende Stall Rio. Siden er Kvisla flyttet til galopsportens højborg Newmarket, og for få uger siden leverede træneren et topresultat med 2-årige Zeu Tin Tin, der sluttede på fjerdepladsen i Goffs Million Fillies på The Curragh. Fjerdepladsen i millionopgøret var 43.919 pund.
Torsdag morgen fortæller Roy Arne Kvisla dog til galopsport.dk, at eventyret i England ser ud til at lakke mod enden, og at han højst sandsynligt atter vender tilbage til Skandinavien ved først givende lejlighed.
"Mine hesteejere har valgt at bakke ekstra op om sporten i Skandinavien fremover, og derfor vender deres interesse sig atter mod især Sverige. Jeg har 13 heste i træning herovre, hvor nogle står for at skulle sælges og andre er på skadeslisten. Det er lidt anderledes end på Täby, hvor jeg trænede over 42 heste. Jeg vil ikke lægge skjul på at jeg meget gerne ville blive i Newmarket, men sådan bliver det ikke og nu gælder det om at finde et passende træningssted i Skandinavien, men det er ikke let med den store mangel på bokse omkring både Täby og Jägersro", fortæller Roy Arne Kvisla.
|

Roy Arne Kvisla. Foto: Catchlight.no. |
|
| 27.09.2007 |
Da Capo for Django i Dansk St. Leger?
Årets sidste klassiske opgør på dansk grund står for døren, og det gælder den ultimative styrkeprøve Dansk St. Leger over 2800 meter, hvor deltagerne skal kæmpe om en førstepræmie på 100.000 kroner.
Som det eneste sted i Skandinavien er Dansk St. Leger åbent for både 3- og 4-årige heste, og løbet har tiltrukket otte deltagere fordelt på seks 4-årige og to 3-årige deltagere. Den helt store favorit findes i Caroline Strömberg-trænede Django, der vandt Dansk St. Leger i fjor, og tilmed har taget det afgørende spring op i den skandinaviske stayerelite i denne sæson med sejre i både Murphy’s Irish Stout Cup og Summer Cup her på Klampenborg.
Djangos på papiret værste konkurrent i Dansk St. Leger er Søren Jensen-trænede Phoenix Moric, der faktisk sluttede på andenpladsen i sidste års udgave af løbet. Phoenix Moric måtte se sig besejret med to længder af Django ved denne lejlighed, og kan han komme lige så tæt på i dag må det betegnes som en virkelig flot præstation af Richard Of York-sønnen, der har haft en flot sæson med en enkelt sejr og hele fire andenpladser. Præmiekontoen fejler heller ikke noget, idet han med 294.561 præmiekroner på nuværende tidspunkt har tjent dobbelt næsten dobbelt så meget som Django.
Ole Larsen har haft en storartet sæson i år, men efter at have ført kampen om trænerchampionatet i en længere periode har han nu måtte abdicere til femtepladsen. I Dansk St. Leger har Larsen dog chancen for at avancere helt op på tredjepladsen såfremt Lucky Life leverer overraskelsen og stryger helt til tops. Lucky Life sluttede tidligere på året anden i Dansk Breeders Cup bag Peas And Carrots, og siden har han vundet en enkelt gang på græsset i Göteborg.
Feltet krydres af de to 3-årige kandidater Rock All og Sirius. Førstnævnte har gjort et fint indtryk i flere af sine starter i år, hvor han hver eneste gang har været kastet for løverne. Kateb-sønnen sluttede lige uden for præmierækken i Norsk Derby, og senest var han fjerde gennem mål i Scandinavian Classic Challenge bag topnavne som Great Gambo, Cassini og Aladar.
Dagens start bliver den første over 2800 meter for Rock All, og det samme gør sig gældende for Sirius, der efter en sygdomsplaget sæson virkelig slog tilbage i sin seneste start på Øvrevoll, hvor han efter en forrygende afslutning nåede andenpladsen i Breeders Prize Sprint. I dag er distancen en helt anden, men dette burde slet ikke være nogen bagdel for Sirius, der har vældig høj kapacitet når bare han fungerer optimalt.
Fire gør op om Klampenborg Store Sprint
På trods af en præmiesum på 165.000 danske kroner har blot fire heste fundet vej til startboksen i Klampenborg Store Sprint det største sprint-opgør på dansk grund!
Bent Olsen og Hanne Bechmann kæmper i øjeblikket en indædt kamp om Klampenborgs trænerchampionat, og efter sidstnævntes storløbssejr i sidste uge har hun nu 90.000 kroner ned til Olsen på andenpladsen. Dette kan der dog laves om på i dag, men det kræver at Olsens to aspiranter Faahem og Star Quest begge slutter foran altid stabile Hongkong og duoen kan nok også forvente skrap modstand fra Tiberius Caesar, der har kapacitet til at vinde dagens opgør, men i flere omgange har haft meget svært ved at tackle sidste del af Klampenborgs opløb.
|

Caroline Strömberg-trænede Django vandt Dansk St. Leger foran Phoenix Moric i fjor. På lørdag er begge heste atter til start i løbet, og meget kunne tyde på en gentagelse. Foto: US Photo.

Hvor meget forbedring er der i Sirius?. Foto: US Photo. |
|
| 26.09.2007 |
Appel Au Maitre springer Prix Dollar (Gr.2) over
I går bekendtgjorde Hanne Bechmann at den tredobbelte klassiske vinder Good Girl ikke kommer til start på Chantilly næste torsdag, og nu ser det også ud til at Wido Neuroths 3-årige Appel Au Maitre springer den planlagte start i Paris over.
Neuroth havde tidligere givet udtryk for at Prix Dollar (Gr.2) meget vel kunne blive næste opgave for Appel Au Maitre, men den skandinaviske championtræner forklarer nu til norske TGN, at hesten højst sandsynligt ikke bringes til start på Longchamp lørdag den 6. oktober. Neuroth fortæller, at alt fortsat går fint med den dobbelte Derbyvinder, men at han efter fiire starter i træk over 2400 meter er noget betænkelig ved at skulle sætte Starborough-sønnen ned i distance.
"Jeg er ikke sikker på at 2400 meter er hans optimale distance, men jeg ønsker at give ham en start mere over denne distance for at vide hvor vi står, inden vi laver ændringer", udtaler Neuroth til TGN og fortsætter: "Vi prøver os formentlig i Baden-Baden i Tyskland eller i et andet løb på Longchamp to uger senere end planlagt".
|

Appel Au Maitre kommer næppe til start i Prix Dollar (Gr.1).
Foto: Catchlight.no. |
|
| 26.09.2007 |
Første Listed-sejr til Peas And Carrots?
Fredag aften skal Zawawi Racings danskopdrættede Peas And Carrots forsøge at vinde karrierens første Listed Race, når han stiller til start i Skånska Fältrittklubbens Jubileumslöpning (L) over 2400 meter med 134.000 svenske kroner i samlet præmiesum.
SFKs Jubileumslöpning (L) har samlet ni deltagere, hvoraf de fem kommer fra starter i enten Scandinavian Open Championship (Gr.3) og Stockholm Cup International (Gr.3). Lennart Reuterskiöld-trænede Peas And Carrots startede i begge opgør, og efter en femteplads i førstnævnte opnåede han senest en storartet andenplads bag Appel Au Maitre på Täby.
På fredag starter Final Appearance-sønnen for tredje gang i sit liv på Jägersros dirt track, og med sin status som ubesejret på dette underlag vil han angiveligt også tiltvinge sig favoritværdigheden på trods af konkurrenter som Farouge, Jagodin, de tidligere vindere af løbbet Highway og Maybach, Bent Olsens stabile Alnitak, Oaks-vinderen Red Dress On, det nye stjernefrø Amaethon samt ikke mindst 3-årige Luca Brasi, der nu er tilbage på dirt'en hvor han har imponeret enormt i år.
SFKs Jubileumslöpning (L) ligger som anden afdeling af Dagens Dubbel på Jägersro, og løbet bliver derfor vist på Dantoto Racing Live kl. ca. 21.00.
|

Peas And Carrots kan tage karrierens første Listed-sejr på fredag.
Foto: US Photo. |
|
| 25.09.2007 |
Good Girl starter ikke i Chantilly
Stald Bakkehave med fleres tredobbelte klassiske vinder Good Girl kommer alligevel ikke til at afslutte sæsonen med en start i Chantilly i begyndelsen af oktober. Det fastslår superhoppens træner Hanne Bechmann tirsdag morgen.
"Good Girl virker lidt træt ovenpå en lang sæson, og det er der heller ikke noget at sige til, idet hun jo allerede var i aktion på årets første løbsdag og tilmed har rejst en del. Vi kan mærke på hende at hun ikke helt er oppe i de omdrejninger der skal til for at starte i et internationalt storløb, og derfor har vi valgt at give hende en fortjent vinterpause og vente med udlandseventyret til næste år", fortæller Hanne Bechmann, der i øjeblikket fører trænerchampionatet i Klampenborg med 90.000 kroner ned til Bent Olsen.
Hanne Bechmann overtog førertrøjen i lørdags da 2-årige Lois Lane vandt Dansk Kriterium, og den danske 2-årsdronning er i modsætning til Good Girl ikke på vej i vinterhi.
"Hun står meldt i både Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg den 5. oktober, Breeders' Trophy Juvenile på Täby den 14. oktober og Svenskt Kriterium i begyndelsen af november, og ingen af disse opgaver er taget af tapetet endnu, spørgsmålet er bare om vi skal starte i Vinterfavoritterne eller tage direkte til Stockholm. Hun tog løbet i lørdags på strålende vis og virker allerede nu klar til næste opgave", siger Hanne Bechmann.
|

Fantomhoppen Good Girl slutter alligevel ikke sæsonen af i Frankrig. Foto: US Photo. |
|
| 25.09.2007 |
Miss Mariko blev første vinder efter Silca Legend
I lørdags fik den nye danske avlshingst Silca Legend sin første vinder på turfen, da Søren Jensen-trænede Miss Mariko sejrede overlegent med fem længder i et maidenløb over 1200 meter.
Kim Andersen havde Miss Mariko med fremme fra start, og allerede i opløbssvinget så jockeyen ud til at have tingene under kontrol på ryggen af det 2-årige talent. Silca Legend-datteren viste en forbløffende accelerationsevne da Andersen gav marchordre, og præstationen lover godt for hoppens næste opgave, der allerede bliver på fredag i Den Jydske Stayerprøve i Århus.
Miss Mariko blev fremstillet på Dansk Galops Åringsauktion i fjor, hvor hun blev købt tilbage, men efterfølgende blev hun erhvervet af familien Bustrup og sat i træning hos Søren Jensen. Dermed er Miss Marikos forbindelser de samme som fine Miss Saigon, der netop vandt Stayerprøven på Jydsk Væddeløbsbane i fjor. Se startlisten til storløbsdagen på JVB her...
|

Silca Legend-datteren Miss Mariko aflægger maidentitlen i overlegen stil på Klampenborg. Foto: US Photo |
|
| 23.09.2007 |
Kaiser Suzek vandt Göteborgs Stora Pris
Ole Larsen-trænede Kaiser Suzek vandt søndag eftermiddag sæsonens tredje sejr, da han under Dina Danekilde trak sig sejrrigt ud af Göteborgs Stora Pris over 1600 meter i Göteborg.
Den danskopdrættede vallak sejrede med en halv længde før Bent Olsen-trænede Green Calibre/Jacob Johansen, hvorefter der var endnu en halv længde til Half Pint Bill/Mark Worrell på tredjepladsen. Førstepræmien i det velbetalte opgør var 76.000 kroner, og så kom sejren blot en uge efter Ole Larsen vandt Breeders Prize Sprint med Kaiser Suzeks lillebror Emil.
Tidligere på dagen havde Bent Olsen og Jacob Johansen taget en sejr sammen, da 2-årige Royal Highness vandt for første gang i karrieren. Ballet Prince-sønnen, der er første afkom efter den tidligere 2- og 3-årsstjerne Princess Royal, havde en halv længdes afstand til Amazer/Fernando Diaz, mens der var yderligere fem længder til Thai Brown/Teres Linden på tredjepladsen.
Jacob Johansen rundede desuden dagen af med endnu en sejr, da han på ryggen af Woy Woy vandt Doncasterlöpning over 2600 meter med en halv længde før What Budget, som han endda måtte give hele otte kilo. Det var Woy Woys syvende sejr i otte starter i år, og hestens eneste nederlag i 2007 har været i tyske Baden-Baden som tredje i et stærkt Listed Race. Det har virkelig været en jubelsæson for Stall Reuterskiölds 3-årige stjerne!
Med sejren i dagens sidste opgør i Göteborg tog Jacob Johansen fronten i det skandinaviske jockeychampionat, hvor han med 57 sejre er en enkelt pind foran Per-Anders Gråberg, mens Fredrik Johansson der i går vandt to sejre på Klampenborg ligger tredje med 52 sejre.
|

Kaiser Suzek vandt Göteborgs Stora Pris. Foto: US Photo (Arkiv). |
|
| 22.09.2007 |
Glimrende tredjeplads af Miyasaki på Newbury
Rune Haugen-trænede Miyasaki leverede årets hidtil stærkeste præstation, da han fredag eftermiddag indtog tredjepladsen i Dubay Duty Free Cup (L) over 1400 meter på Newbury.
Chilenskfødte Miyasaki, der havde danske Jacob Johansen på ryggen, var slået 3½ længde af Geoff Wragg-trænede Hotel Du Cap, og han var blot en halv længde bag storfavoritten Asset, der tidligere i år bl.a. har været anden i Golden Jubilee Stakes (Gr.1) på Royal Ascot. Langt bag sig havde Miyasaki i øvrigt den tidligere Pramms Memorial (L)-vinder Vortex.
Tredjepladsen var 2.800 pund værd for Miyasaki, der ejes af norske Lagulise Racing.
|
|
|
| 21.09.2007 |
Carlos snød Dina i Norsk St. Leger
Chilenske Carlos Lopez vandt torsdag aften sin anden klassiske sejr inden for få uger på Øvrevoll, da han på ryggen af Tommy K. Nilsson-trænede Zababa Sacc strøg til tops i Norsk St. Leger efter at have ført hver en meter af den lange distance.
Lopez tog omgående hånd om teten og undervejs fik han lullet de øvrige ryttere godt og grundigt i søvn. Lopez skruede en anelse op for tempoet rundt opløbssvinget, hvilket forårsagede at et par af de øvrige heste fik problemer med at hænge på, heriblandt forhåndsfavoritten Aladar der faldt ned som sidste hest. Zababa Sacc fik dermed et godt hul til konkurrenterne, og Prince Firebird-sønnen havde ikke de store problemer med at afvise det alt for sene angreb fra Aladar og Dina Danekilde.
Zababa Sacc vandt til slut let med en længde og tog dermed førstepræmiens 125.000 norske kroner. Det var i øvrigt karrierens tredje sejr i otte starter for den brune hingst, der ser ud til at kunne udvikle sig til en udmærket ældre stayer. Tredjepladsen gik til Bent Olsen-trænede Arabian Word, der efter at have været sat lidt i starten af opløbet fik kæmpet sig fint tilbage i Jacob Johansens stærke hænder, mens pusten både gik af Supergill og Act Two i sidste del af opgøret.
Zababa Sacc er både ejet og opdrættet af Stutteri Saccracing, som selv ejede hestens mor Evelip Sacc. Det var amatørtræner Tommy K. Nilssons første klassiske triumf.
|

Carlos Lopez rider Tommy K. Nilsson-trænede Zababa Sacc først over stregen i Norsk St. Leger på Øvrevoll.
Foto: Catchlight.no. |
|
| 20.09.2007 |
To Keeneland-åringer til Niels Petersen
Danske Niels Petersen, der driver sin alt fremgangsrige træningsvirksomhed på Øvrevoll i Oslo, høster i øjeblikket frugterne af årets succes med navne som The Pirate, Francis og Salt Track.
I øjeblikket er der fuld gang i Keeneland-auktionen i Kentucky, og Niels Petersen har igennem sin agent Börje Olsson fået hammerslag på to hingste. Tirsdag var Olsson mellemhandler på lot 2808, en brun hingst efter Sunday Break - Star Cloud v. Eastern Echo.
Faderen Sunday Break er født i Japan og efter Mr Prospector-sønnen Forty Niner ud af Storm Cat-datteren Catequil. Sunday Break vandt bl.a. Peter Pan Stakes (Gr.3) og var tredje i både Belmont Stakes (G1) og Wood Memorial (Gr1). Hans første årgang er 2 år i 2007.
Åringens mor Star Cloud er ustartet og har i avlen produceret to afkom hvoraf begge er vindere. Hun er selv søster til Stakes-vinderen Demons Cloud. Prisen var 30.000 US$ og hesten blev købt til Oslo Racing Stables.
Onsdag var Börje Olsson på spil igen, og denne gang fik han hammerslag på lot 3129, en brun hingst efter Came Home - Our Majestic Cat v. Tabasco Cat. Came Home er efter endnu en Mr Prospector-søn, Gone West, ud af Clever Trick-hoppen Nice Assay. Came Home vandt som aktiv bl.a. Pacific Classic Stakes (G1) og hans første årgang er to år i 2007, hvor 61 har startet og de 30 vundet.
Åringens mor Our Majestic Cat vandt to løb, og hendes første afkom har startet placeret som 2-årig i år. Our Majestic Cat er desuden halvsøster til den dobbelte Grade-1-vinder Schossberg og Listed-vinderen San Romano, og hendes søster Wilusa er selv mor til Stakes-vinderen Wiry Willie. Åringen kostede 42.000 US$ og gik til Stall Grenerie.
|

Niels Petersen kan snart byde to amerikanske åringer velkommen til stalden på Øvrevoll. Foto: Catchlight.no. |
|
| 20.09.2007 |
Jacob Johansen i aktion på Newbury
Jockey Jacob Johansen skal fredag en tur til engelske Newbury, hvor han danner par med Rune Haugen-trænede Miyasaki i Dubai Duty Free Cup (L) over 1400 meter. Chilenskfødte Miyasaki har vundet to gange i år hjemme på Øvrevoll, men det kniber fortsat med at slå til uden for Norge, hvor den tidligere sydamerikanske Gruppe-1-vinder ikke har fået meget ud af anstrengelserne.
Senest var Miyasaki til start i Baden-Baden Cup (L) i Tyskland, hvor han efter at have ført størstedelen af vejen faldt helt fra i opløbet og sluttede sidst. "Nu prøver vi igen at sætte ham ned i distance og håber at det vil passe ham bedre, for han har en enorm kapacitet som vi desværre kun har oplevet i glimt", beretter Rune Haugen, der har tilbragt den seneste uge i franske Chantilly, hvor det seneste sydamerikanske millionindkøb - den 3-årige argentinske sprinter Greco Tom - lige nu står opstaldet.
"El Greco vandt et Gruppe-1-løb i Argentina i sin sidste start inden han kom til Europa, og han er en utrolig interessant hest. Han er tilmeldt Prix de l'Abbaye (Gr.1) på Arc-dagen den 7. oktober, men der findes også et Listed Race over 1100 meter til ham dagen efter i Chantilly, så vi har endnu ikke besluttet os for hvor han får sin europæiske debut", slutter Rune Haugen.
|

Rune Haugen-trænede Miyasaki møder bl.a. Vortex i Dubai Duty Free Cup (L) på Newbury. Foto: Catchlight.no. |
|
| 19.09.2007 |
Endnu uvished om omfanget af Saras skade
Jockey Sara Slot har brugt størstedelen af 2007 på at kæmpe sig tilbage efter hun i foråret brækkede benet under morgentræningen. Den 19. august var hun endelig tilbage i sadlen, men hendes comeback varede desværre mindre end en måned, idet hun i lørdags atter blev skadet på den nye galopbane Strandängen ved Blommeröd.
"Hesten jeg sad på ville ikke ind i boksen, så den fik en blindkappe på. Den ramte boksen hårdt på sin venstre side og det gik udover det samme ben som jeg brækkede i foråret", fortæller Sara Slot, der blev kørt til sygehuset i Lund.
"Jeg har store smerter og går med krykker igen, idet jeg ikke kan støtte på benet. Desværre kan jeg ikke få nogen klar besked om skadens omfang, og det er derfor uvist hvornår jeg kan ride igen. Gipsen skal af om to uger, og så må jeg bede til at denne pause ikke bliver lige så lang som den foregående", slutter Sara Slot.
|

Sara Slot. Foto: US Photo. |
|
| 19.09.2007 |
Appel Au Maitre mod Prix Dollar (Gr.2)
Skandinaviens championtræner Wido Neuroth bekræftede onsdag middag overfor galopsport.dk, at den norske superstjerne Appel Au Maitre nu matches mod en start i det franske Gruppe-2-løb Prix Dollar lørdag den 6. oktober.
Appel Au Maitre er ubesejret i Skandinavien, hvor han efter sin fjerdeplads i BMW Deutsches Derby (Gr.1) har vundet både Svenskt og Norsk Derby samt Stockholm Cup International (Gr.3). Wido Neuroth og Stall Perlen vil formentlig bruge Prix Dollar (Gr.2) som en katapult til at opnå en invitation til Hong Kong International Races i december, men først skal alting klappe her i de sidste par uger frem til Prix de l'Arc-weekenden.
"Hesten har det fint efter Stockholm Cup, og såfremt jeg er tilfreds med hans træningsarbejder i tiden frem mod Arc-weekenden, så bliver Prix Dollar hans næste opgave", udtaler Neuroth sig. Netop Prix Dollar (Gr.2) har tidligere været genstand for skandinavisk succes, idet Flemming Poulsen-trænede Dano-Mast vandt løbet i 2002, mens den dengang John Gosden-trænede Binary File blev nummer tre i samme opgør.
I øvrigt kom Dano-Mast til Prix Dollar (Gr.2) efter at have vundet en overlegen sejr i netop Stockholm Cup International (Gr.3), så man kan håbe at den fantastiske norske hingst er på vej til at gå i den tidligere danske globetrotters fodspor.
Prix Dollar betegnes dog som Europas mest prestigefulde Gruppe-2-løb, og løbet tiltrækker sig grundet sin placering i Arc-weekenden altid stærke kandidater fra både Tyskland, England og Frankrig. Således blev sidste års opgør en forrygende afslutning mellem to af Europas allerbedste heste - Soldier Hollow og Manduro.
|

Stall Perlens skandinaviske 3-års Champion Appel Au Maitre matches nu for alvor mod Prix Dollar (Gr.2) den 6. oktober på Longchamp i Paris.
Foto: Kanal 75. |
|
| 19.09.2007 |
Bent Olsen og Jacob Johansen urørlige i Landschampionatet
Den dynamiske danske duo bestående af træner Bent Olsen og jockey Jacob Johansen har haft et helt fantastisk samarbejde på de danske baner i 2007, og beviset findes i den seneste udgave af Dansk Væddeløbskalender, hvor Dansk Galop har offentliggjort landsstatikkerne pr. 19. september.
Bent Olsen har sadlet 20 vindere på de danske baner og den samlede præmiesum er nået op på 1.225.700 kroner. Bent Olsens nærmeste konkurrent hvad angår antallet af sejre er Aalborg-træner Tina Mortensen der har opnået ni vindere, mens Hanne Bechmann med 786.900 kroner er nummer to på præmielisten.
Med næsten 450.000 kroners afstand til Hanne Bechmann virker Bent Olsen helt urørlig i kampen om det samlede landschampionat, mens der naturligvis fortsat er stor spænding når det gælder de to træneres hjemmebane Klampenborg, hvor der lige nu blot er 5.000 mellem dem i Olsens favør.
Hos rytterne har Jacob Johansen nu rundet 25 årssejre, hvilket er 10 mere end Marc Stott der indtager andenpladsen med 15 vindere, mens Dina Danekilde og Nicholas Cordrey begge har krydset målstregen først 14 gange. Dermed burde championatet være i sikre hænder hos Jacob Johansen, endda selv om han skulle vælge at tage på tidlig vinterferie.
Blandt de danske opdrættere er Stutteri Hjortebo heller ikke til at hente, idet de er 700.000 kroner foran nummer to. Hjortebo er oppe på 1.032.750 kroner i indtjening, mens Berner Olsen på andenpladsen har opnået 335.900 og York Stutteri ligger nummer tre med 317.800 kroner.
Blandt avlshingstene fører Final Appearance, hvis 37 startende afkom har opnået 14 sejre og 823.438 kroner. Nummer to er Cajun Cadet med 22 startende afkom, 12 sejre og 642.650 kroner, mens Richard Of York er på tredjepladsen med 43 startende afkom, 11 sejre og 608.700 kroner. Primatico, der i år har haft stor succes med sin yngste årgang i form af storløbsvinderne Belle Blanche og Classic Line, for ikke at glemme 4-årige The Pirate, ligger nummer fire på listen med 24 startende afkom, otte sejre og 530.850 kroner. På femtepladsen findes førsteårgangshingsten Academy Award, der med fem startende afkom har opnået fem sejre og 445.000 kroner i samlet præmiesum.
Lærlingechampionatet føres lige nu af Nicolaj Stott med otte sejre i 117 ridt, og han følges nærmest af Martin Rodriguez med fem sejre i 39 ridt og Nathalie Andersson med tre sejre i 18 ridt. Derudover har Line Juhl Nielsen og Josephine Linö hver en enkelt sejr bag sig på de danske baner.
Endelig er der amatørrytterne, hvor Lea Olsen med syv vindere har to sejres forspring til Rikke Munk Sørensen på andenpladsen, og herefter følger Tinna Hovgaard og Frida Nilsson med hver tre vindere.
Se de fuldstændige danske landsstatistikker pr. 19/9 ved at klikke her!
|

Jacob Johansen styrer sikkert imod det danske landschampionat.
Foto: US Photo.

Lea Olsen vinder løb overalt i Skandinavien - og hun er også godt på vej imod et nyt dansk championat blandt amatørrytterne. Foto: US Photo. |
|
| 19.09.2007 |
Listed-vindere mødes i Skandinavisk Grand Prix
Lørdagens anden hovedbegivenhed på Klampenborg er Skandinavisk Grand Prix over 1800 meter, og ligesom i Dansk Kriterium er der 200.000 danske kroner på højkant i opgøret der er forbeholdt skandinaviskopdrættede heste.
Løbet tegner vældigt åbent, og det kan muligvis udvikle sig til endnu et glimrende opgør mellem vinderen af Dansk Jockey Club (L), Calistoga, og vinderen af Seeland Pokalløb (L), Mambo King. Begge heste er skræmmende gode når de får optimale betingelser, og fælles for dem er at de senest har været ude over ”forkerte” distancer og nu kommer tilbage på 1800 meter.
Flyveren tilbage…
Én af publikums absolutte yndlinge er Stall Airbornes Fly Society, der desværre ikke har fået så meget ud af årets fire starter. Han var anden bag Vigelegere i Golden Mile (L), men var senest sidst over mål i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) på Øvrevoll, så man kan sætte et kraftigt spørgsmålstegn ved formen. Der er til gengæld ingen tvivl om at Fly Society har kapacitet til at vinde såfremt han genfinder tidligere tiders form, og han er naturligvis en spændende outsider.
Se startlisten til hele løbsdagen - klik her...
|

Mambo King ved sejren i Seeland Pokalløb (L) den 24. juni.
Foto: US Photo. |
|
| 18.09.2007 |
Dansk Kriterium - duel mellem Lois Lane og Master Kid?
Det fineste opgør på dansk grund for den yngste årgang Dansk Kriterium skal afgøres på lørdag, og det bliver med ni fine ekvipager til start over 1400 meter i kamp om en samlet præmiesum på 200.000 kroner.
Hanne Bechmann-trænede Lois Lane kommer med en frisk sejr fra Dansk Galops Auktionsløb i bagagen, men denne gang skal hun krydse klinger med Bent Olsens stortalent Master Kid, der var foran hende da de senest mødtes i Skandinavisk Opdrætningsløb.
Lois Lane har i løbet af sin karrieres fire første starter været en ren drøm for sin ejerkreds Cartoons Racing, der købte hende for 60.000 kroner på Dansk Galops Åringsauktion i fjor. Academy Award-datteren vandt sine to første starter, hvorefter hun måtte indkassere sit hidtil eneste nederlag i Skandinavisk Opdrætningsløb bag Belle Blanche og Master Kid.
Lois Lane fik dog hurtigt oprejsning, da hun den 2. september førte fra start til mål og sejrede ganske overlegent i Dansk Galops Auktionsløb med en kvart million kroner i førstepræmie. Dermed har hoppens samlede indtjening nu rundet 330.000 kroner og det er slet ikke slut endnu!
Master Kid udvikler sig…
Såfremt Lois Lane vinder Dansk Kriterium overtager Hanne Bechmann igen førertrøjen fra Bent Olsen i kampen om trænerchampionatet, men Olsen har sit skyts klar i form af Master Kid, der ligesom Lois Lane er efter Academy Award og opdrættet på Stutteri Hjortebo.
Master Kid debuterede i midten af juli, hvor han måtte se sig besejret af den mere rutinerede Classic First. Master Kid var allerede i sin anden start ude i storløbssammenhæng, og han præsterede en virkelig fornem afslutning til andenpladsen i Skandinavisk Opdrætningsløb bagved Belle Blanche, men foran både Lois Lane og Classic First.
Efter denne præstation var den brune hingst storfavorit til at aflægge maidentitlen for to uger siden, og han skuffede ikke sine mange tilhængere idet sejren blev vundet i opvisningsstil under Jacob Johansen, der efterfølgende har udtalt til Galoppen, at såfremt der kommer vand i banen op til Dansk Kriterium, har han svært ved at se hvem der skal kunne matche Master Kid.
|

Lois Lane. Foto: US Photo.

Master Kid. Foto: US Photo. |
|
| 18.09.2007 |
To nye positive dopingprøver fra samme træner
Skandinavien er blevet ramt af to nye positive dopingprøver, og ligesom ved de tre tidligere tilfælde er det Täby-træner Bendik Bö der er ansvarlig.
Dopingsagerne drejer sig denne gang om den norske Derby Dag på Øvrevoll, hvor to heste er testet positive for koffein. Bendik Bö havde tre starter på den norske hovedstadsbane den 26. august - Hannah's Dream der sluttede sidst i Sanderstølen Cup, Maybach der blev nummer to i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) samt Will Be som sluttede på andenpladsen i Erik O Steens Memorial (L), men det er dog kun to af de førnævnte heste der blev testet.
I forvejen er Bö-hestene Sekhmet, Saucy Heart og Poliaurea blevet diskvalificeret fra deres respektive sejre hvor de efterfølgende blev testet positive for præparatet. Sidstnævnte vandt Margareta Wettermarks Memorial (L) under den svenske Derby Dag på Jägersro.
Læs mere om dopingtilfældene på Skandinavisk Galopps website - klik her...
|
|
|
| 18.09.2007 |
Første klassiske sejr til Dina Danekilde på torsdag?
Den danske jockey Dina Danekilde står torsdag aften med et godt kort på hånden i jagten på at vinde sit første klassiske løb. Dina sidder op for sin i arbejdsgiver Ole Larsen på MTM Racing og Habitale House AB's Aladar i Norsk St. Leger over 2800 meter, og parret møder blot fem konkurrenter i kampen om førstepræmiens 125.000 norske kroner.
Aladar har haft en flot klassisk sæson i år, hvor han i juni måned vandt Derby Trial Stakes på Klampenborg for sin tidligere træner Birgitte Nielsen. Efter løbet blev Inchrory-sønnen solgt, og hestens nye forbindelser kunne glæde sig over den efterfølgende andenplads i Dexia Dansk Derby, hvor kun Cassini blev for god. Senest var Aladar tredje i Scandinavian Classic Challenge på Täby, og på torsdag starter han for første gang på Øvrevoll, hvor begge hans forældre fejrede så mange store triumfer.
Aladars værste konkurrent over den velvoksne distance kan meget vel blive Arnfinn Lund-trænede Act Two, der fulgte Salongold helt til dørs i Norsk Derby Trial, inden han blev syvende i selve Derbyet.
Øjeblikkets førende træner i Klampenborg, Bent Olsen, er på udkig efter sin anden klassiske sejr - denne gang med Diesis-sønnen Arabian Word, der rides af staldjockey Jacob Johansen. For samtlige seks deltagere i Norsk St. Leger gælder det, at de aldrig tidligere har været ude over 2800 meter, så på denne baggrund kan løbet måske vise sig at blive meget åbent. De tre øvrige deltagere i opgøret er Supergill, Spirit Du Logis og Zababa Zacc.
|

Aladar (tv) var anden bag Cassini i Dexia Dansk Derby i juni. På torsdag kan han give Dina Danekilde karrierens første klassiske sejr i Norsk St. Leger. Foto: US Photo. |
|
| 17.09.2007 |
Søn af Eishin Dunkirk blev dyrest på Norsk Åringsauktion
Mr Prospector-sønnen Eishin Dunkirk, som det svenske stutteri Rävdansen netop har erhvervet fra sine tidligere japanske ejere, blev rigtig godt modtaget da han for første gang havde afkom på en skandinavisk åringsauktion.
Lørdag blev den norske åringsauktion afholdt på Bolstad Stutteri og Ridesenter, og det dyreste individ på auktionen var en fuks hingst efter netop Eishin Dunkirk og den tidligere tophoppe Romola (Wolfhound), der blev solgt til træner Niels Petersen i kommission for Stall Grenerie.
Prisen løb op i 250.000 norske kroner.
Eishin Dunkirk er født i USA, men havde sin aktive løbskarriere i Japan hvor han vandt tre løb og tjente godt 2,5 millioner danske kroner.
Hingsten har sine papirer i orden som søn af allestedsnærværende Mr Prospector og den irske 1000 Guineas (Gr.1)-vinder Forest Flower, og allerede nu har han bevist at han kan levere vindere på væddeløbsbanen, idet to af hans i alt tre startende afkom i Japan har sejret, og den tredje startende har opnået fem andenpladser.
Den fukse årings mor Romola vandt Peugeot Pokalløb for Hopper to gange, og derudover var hun anden gennem mål i både Jockeyklubbens Avelslöpning og Peugeot Pokalløb for Hopper, samt to gange fjerde i Coolmore Matchmaker Stakes. Hun er desuden halvsøster til den tredobbelte engelske Listed-vinder Midnight legend.
|

Mr Prospector-sønnen Eishin Dunkirk blev godt modtaget på den norske Åringsauktion. |
|
| 17.09.2007 |
Mislykket premiere på Strandängen - Sara Slot skadet igen
Arrangørerne af premieren på den nye Blommeröd-bane på Strandängen havde ikke Lykkens Gudindes opmærksomhed søndag eftermiddag, hvor regnen piskede ned over græsset og forårsagede mange rytterløse heste undervejs. Baneforholdene blev til slut så kritiske, at banens dyrlæge valgte at indstille de to sidste opgør, heriblandt dagens hovedbegivenhed, Araberderbyet.
Jockey Sara Slot, der for mindre end en måned siden gjorde comeback efter en fire måneder lang pause grundet et kompliceret benbrud, var ligeledes meget uheldig, da hun inden starten på dagens første løb blev skadet igen og måtte køres på sygehuset i banens ambulance. Vi håber på at kunne bekendtgøre omstændighederne omkring Sara Slots skade senere her på siden.
|
|
|
| 16.09.2007 |
Emil slog til i Breeders Prize Sprint
Træner Ole Larsen havde en fin søndag eftermiddag på Øvrevoll, idet 3-årige Emil vandt sin karrieres tredje sejr i otte starter og dermed tjente 273.000 kroner som vinder af Breeders Prize Sprint over 1350 meter.
Emil, der blot nåede en enkelt start som 2-årig, har udviklet sig hastigt i sin klassiske sæson og denne gang kom karrierens højdepunkt efter en hård opløbskamp med Oblancs og den stærkt afsluttende Sirius, der i sidste galopspring nåede tredjepladsen.
Jacob Johansen havde Emil placeret langt fremme fra start, hvor Johnny Reimer-trænede Cut Best mistede sin jockey Luis Villarroel efter mindre end 100 meter. Ind på opløbet satte Johansen angrebet ind på Emil, der hurtigt gik i clinch med indvendige Oblancs/Espen Ski. De to heste kæmpede hårdt for sejren, men Oblancs blev også snydt for andenpladsen da den stærkt afsluttende Sirius nærmest fløj op mod målstregen under Manuel Santos. Desmond Scarlett-trænede Copperfield tog løbets fjerdeplads før Special Friend, der ligesom vinderen trænes af Ole Larsen.
|

Emil/Jacob Johansen vinder Breeders Prize Sprint før stærkt afsluttende Sirius/Manuel Santos og indvendige Oblancs/Espen Ski.
Foto: Catchlight.no. |
|
| 16.09.2007 |
Neuroth-double i Norsk Breeders Prize
Wido Neuroth sadlede for første gang i syv år vinderen af Norsk Breeders Prize, og det blev endda til en dobbelt-sejr for Skandinaviens championtræner da Ilo efter en stærk afslutning nedkæmpede sin staldkammerat Great Gambo og til slut vandt let med en længde, hvorefter der var halvanden længde til tredjehesten Premier Cru, som med kort hoved henviste May Spirit til fjerdepladsen.
Neuroths førstejockey Fredrik Johansson havde valgt at sidde op på Great Gambo efter hestens flotte sejr i Scandinavian Classic Challenge på Täby, og i stedet var Ilos tøjler overladt til Kim Andersen, der dermed red Lorofino-sønnen for første gang siden parret sammen vandt Svenskt Kriterium i fjor. ”Wido gav mig i paddocken besked på at holde mig lidt bag de forreste og forsøge at vinde løbet løbet på speed, og rideordren sad lige i øjet”, fortalte Kim Andersen efter sejren.
Ilo vandt tre af sine fire starter i fjor og hans samlede præmiesum løb op i 449.000 kroner, men på trods af at der i 2007 hidtil var kommet 226.000 kroner ind på kontoen havde lillebroderen til mægtige Icaros ikke helt levet op til forventningerne. ”Han blev skadet i Svenskt Derby og fik derfor en lille pause til at blive helt i orden igen. I dag gik han et flot løb, og det skærpede ham nok at få blinkers på for første gang”, udtalte Wido Neuroth sig efter sejren i Norsk Breeders Prize, der var 409.500 kroner værd for Stall EOS, der både er ejer og opdrætter af Ilo.
Med den fornemme double i Breeders Prize ser Wido Neuroth også ud til at have det norske championat i sin hule hånd, efter at Rune Haugen ellers havde overtaget tronen de seneste to år. I år har Haugen dog nærmest været anonym i forhold til de seneste par sæsoner, og med 3-årige navne som Appel Au Maitre, Ilo og Great Gambo har Wido Neuroth ikke været en let konkurrent i 2007.
|

Ilo og Kim Andersen skærer målstregen som sikre vindere af Norsk Breeders Prize.
Foto: Catchlight.no.

Ilo efter sejren. Foto: Catchlight.no. |
|
| 16.09.2007 |
Miss The Boat besejrede Funny Legend
Semb Hovedgård Hoppeløp (L) over 1800 meter var lig med den uigenkaldeligt sidste optræden på skandinavisk grund for vidunderhoppen Funny Legend, der blev bragt til start i opgøret som tårnhøj favorit.
Det blev paradoksalt nok ikke til sejr i karrierens sidste start for Funny Legend, idet hendes sædvanlige fantomafslutning ikke kunne dæmme op for Arnfinn Lund-trænede Miss The Boat, der førte hver en meter af opgøret og akkurat kunne afvise Funny Legend med ”et mulehår” på målstregen.
Miss The Boat vandt her for ottende gang i 24 starter, og allerede i sin forrige start rundede hun en million i årets samlede præmiesum efter sejre i både Walter Nilsens Minneløp (L) og Erik O Steens Memorial (L). Her fik Miss The Boat årets tredje Listed-sejr, og hun vil måske allermest blive husket som hesten der besejrede mægtige Funny Legend. Jan Olsen-trænede Here She Comes blev tredje før Negra Del Oro og Grove Cherry. Førstepræmien var 90.000 kroner værd for Miss The Boats ejer Stall Fun Game.
|

Miss The Boat/Pascolina Pinto holder Funny Legend/Fredrik Johansson bag sig med mindst mulige afstand. Foto: Catchlight.no. |
|
| 16.09.2007 |
Mere succes for Petersen og Ski - nu i Norsk Kriterium!
Tattersalls Norsk Kriterium over 1350 meter græs blev endnu en triumf for Oslo Racing Stables, træner Niels Petersen og jockey Espen Ski. Duoen Ski og Petersen vandt i sidste uge både Holger Danske Cup i Klampenborg samt Nickes Minneslöpning (L) og Täby Open Sprint Championship (Gr.3) i Stockholm, og denne søndag blev det til endnu en triumf hjemme på Øvrevoll, da tyskfødte Latakia strøg hjem til en let sejr i det norske Kriterium foran Irish Blues/Per-Anders Gråberg og totalisator-favoritten Distant Star.
Sejren var 140.000 kroner værd for Oslo Racing Stables, der virkelig har succes i øjeblikket og heller ikke er bange for at satse store summer for at kunne være med i toppen af den skandinaviske hesteejerstatistik.
|

Latakia/Espen Ski vinder Norsk Kriterium før Irish Blues/Per-Anders Gråberg. Foto: Catchlight.no. |
|
| 16.09.2007 |
To storløbssejre til Bent Olsen i Aalborg
Klampenborg-træner Bent Olsen red videre på succesbølgen ved Aalborgs store galopdag i går, hvor træneren sadlede vinderen af både Aalborg 2-års Mesterskab og 3. afdeling af BE Profilers 3-års Serie.
I Aalborg 2-års Grand Prix fulgte Classic Line op på triumfen fra Produce Stakes ved at henvise Centennial og staldkammeraten Mon Corazon til de nærmeste pladser. Cathrine Weilby var i sadlen på Classic Line, der førte fra start til mål og nu har vundet to af sine tre første karrierestarter og allerede har rundet 100.000 kroner i samlet indtjening.
I tredje afdeling af BE Profilers 3-års Serie over 1800 meter levede Hoffmann op til favoritværdigheden, og under Jacob Johansen klarede hesten at give vægt til konkurrenterne og besejre Marine Parade og Fighting Mood. Det var Hoffmanns blot anden start for Bent Olsen, idet hesten blev sendt i træning hos Klampenborg-træneren i dagene op til Norsk Derby i slutningen af august.
Det veldoterede Limfjordshandicap over 1500 meter endte på lokale hænder, der Fair Run på trods af tre kilos overvægt kunne vinde for Marc Stott. De næste pladser gik til William Tell og Affarati.
Den svenske træner Lena Natt Och Dag kunne tage glad hjem fra det nordlige Jylland med to sejre i bagagen. Den første kom i Væddeløbets Publikums Ærespræmie med Beauchamp United/Juan Pinto, og senere rundede Per-Anders Gråberg dagen af med at vinde på ryggen af Lot To Win. Også Dina Danekilde fik to sejre med hjem til Malmö i form af Unbeatable og Tanzania.
|

Classic Line førte fra start til mål og vandt overlegent i Aalborg 2-års Grand Prix for Cathrine Weilby.
Foto: Ole Hindby.

Hoffmann/Jacob Johansen vinder BE Profilers 3-års Serie. Foto: Ole Hindby. |
|
| 14.09.2007 |
Bent Olsen med gode kort på hånden i Aalborg
Aalborg Væddeløbsbane står foran årets største dag på galopfronten, når banen i morgen, lørdag, byder velkommen til hele otte galopløb med Aalborg 2-års Grand Prix, BE Profilers 3-Års Series 3. afdeling og Limfjordshandicap som hovedbegivenheder.
Klampenborg-træner Bent Olsen er i øjeblikket i førertrøjen på sin hjemmebane, og han tager turen til Aalborg med syv heste i transporten. Heraf kommer de tre ud i Mikkels Hestetransport Aalborg 2-års Mesterskab over 1500 meter med 122.000 kroner i samlet præmiesum.
Der bliver et interessant gensyn med den hurtige Primatico-datter Classic Line, der for en måned siden sejrede i Produce Stakes på Fyn, og i mellemtiden har været klart godkendt som fjerde i Dansk Galops Auktionsløb bag Lois Lane. Classic Line får denne gang Cathrine Weilby på ryggen, idet Jacob Johansen har valgt at ride staldkammeraten Vivaldi, som senest leverede en fremragende præstation i Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer på Øvrevoll, hvor han var fjerde bag vindende Livigno. Bent Olsens tredje deltager i opgøret er Mon Corazon, der i år har vundet i Stockholm og siden har mødt skrap modstand.
Johnny Reimer sadler den brune hingst Cut The Wind, der senest var tredje bag Classic Line i Produce Stakes og sikkert vil synes om den ekstra distance denne gang. Primatico-sønnen har endnu ikke vundet, hvilket ligeledes gør sig gældende for de seks øvrige deltagere i Aalborg 2-års Mesterskab.
Også i BE Profilers 3-års Serie over 1800 meter står Bent Olsen med et par fine aspiranter i Hoffmann og Helado, og førstnævnte må efter sin fornemme femteplads i Norsk Derby bag Appel Au Maitre så afgjort stå med favoritværdigheden, på trods af at han må give vægt til samtlige konkurrenter.
Limfjordshandicap over 1500 meter med 92.500 kroner i samlet præmiesum ser ud til at være et af dagens mest åbne opgør med ni jævnbyrdige formheste til start. Torben Wedel Nielsen sadler formstærke Fargo, der kommer med en andenplads fra græsset i Göteborg, Hanne Bechmann prøver lykken med William Tell der senest blot var fem længder bag The Pirate i Holger Danske Cup, Bent Olsen har to aspiranter i formforbedrede My Dock og Abbielou, mens løbets outsidere måske skal findes blandt Pearl Of York, Fair Run, Affarati, Sir Alexander og Sofie.
Se startliste og spil online til Aalborg Væddeløbsbane - klik her!
|

Bent Olsen lader kanonerne til Aalborgs store galopdag.
Foto: Burt Seeger. |
|
| 13.09.2007 |
Tredje sejr i træk til Cattlemans Clipper
Vanja Sandrup-trænede Cattlemans Clipper tog torsdag eftermiddag sin tredje sejr i træk og årets femte i alt, da han med Fredrik Johansson i sadlen forsvarede sit nye handicap 83 på bedste vis og med hals kunne henvise Rockbranglen/Martin Rodriguez til andenpladsen.
Det var første start for Richard Of York-sønnen siden han nedkæmpede Ellicat i Breeders' Trophy Classic på Täby den 28. august, og den 3-årige brune vallak fik atter engang bevist at han også kan matche gode ældre heste. I det slagne felt fandtes nemlig øvrige navne som El Gouna, Be Alert og Halfsong.
Chilenske Carlos Lopez, der i tirsdags vandt Norsk Oaks med Lars Kelp-trænede Our Actress, fortsatte sin fine formfremgang og sejrede to gange inden for V4 - første gang på ryggen af Staffan Lidbeck-trænede Nazgul der vandt for anden gang i træk, og senere red han ligeledes Lennart Reuterskiöld Jr-trænede Macleod's til årets første sejr.
Reuterskiöld Jr besøgte også vindercirkelen to gange, idet hans 2-årige Pennekamp-søn Mr Roxy Music i sit tredje forsøg fik aflagt maidentitlen under Manuel Santos. Dagens andet 2-årsløb blev en ren Castro-double da Sevilla/Manuel Martinez henviste sin staldkammerat Golden Metalimo/Martin Rodriguez til andenpladsen.
En double mere var der også for den danske avlshingst Final Appearance, idet Eko Monte Bello/Per-Anders Gråberg vandt Norman-Handicap over 2400 meter før Half Sadlers/Nathalie Andersson.
|
|
|
| 13.09.2007 |
Norsk Kriterium og Breeders Prize i Oslo på søndag
Der er rigtig mange penge på højkant søndag eftermiddag i Norge, hvor Øvrevoll afholder en perlerække af storløb i et program der bl.a. inkluderer Norsk Kriterium Norsk Breeders Prize Classic, Breeders Prize Sprint, Champion Hurdle og Semb Hovedgård Hoppeløp (L).
Dagens bedst betalte opgør er Breeders Prize Classic over 2000 meter græs, hvor 15 deltagere er klar til at dyste om en førstepræmie på 409.500 norske kroner. Hele Skandinavien er stærkt repræsenteret, og blandt hjemmehåbene står Wido Neuroth som altid stærkt med sin duo Great Gambo og Ilo. Fredrik Johansson har valgt at sidde op på Great Gambo, som han senest red først over stregen i Scandinavian Classic Challenge på Täby i søndags.
Ilo har døjet med sygdom og har derfor ikke startet siden Svenskt Derby, men over den aktuelle distance har Lorofino-sønnen tidligere bevist at han hører til blandt de allerbedste i årgangen og det bliver Kim Andersen der varetager hestens chancer denne gang.
De danske farver er repræsenteret ved Johnny Reimer-trænede Cut Kadet, Desmond Scarlett-trænede Marron og Søren Jensen-trænede May Spirit, mens Sydsverige sætter sin lid til Ole Larsens duo Handsome Boy og Silver Shadow.
Favoritværdigheden ser ud til at falde på Neuroth-duoen med et lille plus til Great Gambo, men Hallvard Soma stiller til start med fine Zafirah, der i år har to storløbssejre i bagagen og aldrig giver sig uden kamp.
Danske favoritter i Sprinten
I Breeders Prize Sprint over 1350 meter græs er der 273.000 norske kroner til vinderen, og Søren Jensen står her med en rigtig fin chance i form af hurtige Miss Saigon, der senest gjorde et flot comeback efter mere end to måneders løbspause og sejrede i Pompøs Cup på Klampenborg. Miss Saigon har tilmed fordel af at kende Øvrevoll fra i fjor, hvor hun sluttede på andenpladsen i Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer.
Desmond Scarlett kommer med duoen Copperfield og Air Force Eleven, der begge tidligere har vundet storløb og især Copperfield har i år vist stærk form ved sejren i Larch Ærespræmie, hvilket sikkert gør ham til de flestes favorit til sejren på søndag.
Øvrige danske chancer findes der i Johnny Reimer-trænede Cut Best, Bent Olsens Phoenix Flyer og Hanne Bechmann-trænede Sirius, mens Ole Larsen ligeledes har en af de varme forhåndsfavoritter i Emil, der ikke har gjort meget forkert i år og senest var en godkendt fjerde i Rosengårdlöpning på Jägersro.
Sang Real i Norsk Kriterium
Norsk Kriterium over 1350 meter græs for de 2-årige heste har samlet ni startende, og her bliver det interessant at følge hvor langt Sang Reals form fra andenpladsen i Dansk Galops Auktionsløb kommer til at holde, når Pistachio-sønnen møder en række gode importer.
Formen er svær at bedømme på konkurrenterne, men Wido Neuroth og Fredrik Johansson er normalt altid at finde i afgørelsen i Norsk Kriterium, som de i partnerskab har vundet fire gange i løbet af de sidste ni år. Johansson og Neuroth står denne gang bag Distant Star, der vandt sine to første karrierestarter, men senest var ni længder bag staldkammeraten Lech i The Heatherwold Cup.
Niels Petersen har ligeledes stalden i fremragende form, og her kan han sammen med Espen Ski følge op på sidste uges triumftog såfremt Tertullian-datteren Latakia viser yderligere fremgang fra tredjepladsen i The Heatherwold Cup, hvor hun var mere end seks længder foran Distant Star i mål.
Yvonne Durant kommer med den interessante Kyllachy-søn Sirjoshua Reynolds, der starter for første gang i Skandinavien efter at have vundet sit maidenløb på den engelske bane Brighton, og hingsten kan desuden henvise til en fin fjerdeplads i det italienske Gruppe-3-løb Premio Primi Passi.
Kan Here She Comes true Funny Legend?
Starterne kommer hurtigt efter hinanden for Skandinaviens ukronede dronning Funny Legend, der på søndag starter for femte gang inden for to måneder, men løbskarrieren lakker også mod enden for Funambule-datteren, der har vundet seks af årets syv starter og så sent som i søndags også let tog sig af Coolmore Matchmaker Stakes (L) på Täby.
Denne gang gælder det Semb Hovedgård Hoppeløp (L) over 1800 meter - et opgør hun ligesom det var tilfældet i Stockholm har mulighed for at vinde for tredje år på stribe! Funny Legend skal ud i en rigtig spændende dyst mod Arnfinn Lund-trænede Miss The Boat, der er helt fantastisk på sin hjemmebane og nu får 200 meter at løbe på i forhold til sidste gang de to heste mødtes.
Feltet inkluderer desuden Jan Olsen-trænede Here She Comes, der virkelig har fundet melodien og senest vandt en yderst imponerende sejr i York Stutteris Hoppeløb på Klampenborg. Ole Larsen-trænede Lumen har efterhånden lidt at revanchere efter et par præstationer under sit normale niveau, og sidste års norske Derbyvinder Negra Del Oro jagter fortsat sæsonens første placering blandt de tre første.
Mere succes for Neptune Joly?
Hanne Bechmann-trænede Neptune Joly vandt på den norske Derby Dag en flot sejr over forhindringerne efter hård kamp med Rune Haugens Mick Jerome, og der er lagt op til endnu et rigtig spændende opgør mellem disse to heste i Sats Champion Hurdle over 3800 meter. Der er 102.000 kroner i førstepræmie i opgøret, og feltet tæller øvrige fine forhindringsheste som Lights Out, Richard Dancer, Taniec og Omoto Sando.
|

Great Gambo. Foto: Burt Seeger.

Copperfield. Foto: Burt Seeger.

Sang Real. Foto: Burt Seeger.

Here She Comes. Foto: Burt Seeger. |
|
| 13.09.2007 |
Dramatik i årets sidste galopløb på Fyn
Fyens Væddeløbsbane, der nu officielt er omdøbt til Royal Canin Arena, afholdt onsdag aften årets to sidste galopløb, og dagen blev indledt med Hendes Majestæt Dronning Ingrids Mindeløb over 1800 meter, hvor publikum fik en utrolig tæt opløbskamp mellem Lea Olsen på Fantastic Night og Nann Skovsgaard på Ocean's Eleven.
De to alt fremgangsrige jyske amatørryttere skar målstregen samtidig, men Lea Olsen trak det længste strå med Fantastic Night, der trænes af i Århus af Johnny Reimer. Tredjepladsen gik til Premier Times/Louise Sheldon, mens Priceless Second/Torben J. Antonsen og Dylan/Birgitte Voetmann tog de sidste præmiekroner. 5-årige Fantastic Night ejes af Niels Wortmann Christensen, der fik 10.000 kroner for sejren.
Dagens andet, og årets sidste galopløb var Lensbaron Berners Ærespræmie over 1650 meter, og også her var Nanna Skovsgaard indblandet i afgørelsen idet hun var først over stregen på ryggen af Fine Paladine, men efter protest fra norske Jan-Erik Neuroth blev Fine Palaine korrekt deklasseret til andenpladsen og Neuroths hest Elegant Girl fik tildelt sejren.
Elegant Girl er både ejet og opdrættet af Stutteri Skovmarken og trænes i Aalborg af Tina Mortensen. Final Appearance-datteren er helsøster til kapable Kaiser Suzek og halvsøster til bl.a. Emil, og dette var hoppens første sejr i syv karrierestarter. Førstepræmien i opgøret var 9.000 kroner.
|

Fantastic Night/Lea Olsen besejrer udvendige Ocean's Eleven/Nanna Skovsgaard i HM Dronning Ingrids Ærespræmie. Foto: KM-Foto.

Der var ikke langt imellem Fantastic Night og Ocean's Eleven over målstregen. Foto: KM-Foto.

Fine Paladine/Nanna Skovsgaard skærer målstregen før Elegant Girl/Jan-Erik Neuroth. Efter protest blev der lavet om på rækkefølgen.
Foto: KM-Foto. |
|
| 12.09.2007 |
Tre heste testet positive hos Täby-træner Bendik Bö
Täby-træner Bendik Bö, der i år har haft en helt fantastisk sæson med storløbsvindere på samlebånd, er ansvarlig for positive dopingprøver på tre af staldens heste. Det forbudte middel er koffein, de positive A-prøver er nu sendt til yderligere analyse i Frankrig.
Bendik Bö flyttede fra Norge til Sverige i fjor og overtog en stor del af Roy Arne Kvislas heste, og i dag er trænerens ansvarlig for mere end 80 væddeløbere på Täby.
"Da jeg fik at vide at tre af mine heste er blevet testet positive undersøgte jeg straks omstændighederne, og fandt ud af at der var spor af koffein i hestenes foder. Jeg vil ikke hænge leverandøren ud, men kan fortælle at der ikke er tale om foder som anvendes af nogen anden træner. Jeg har brugt det i flere år uden nogen problemer, men i netop dette parti har der vist sig at være spor af koffein. Aftalen med leverandøren er nu opsagt, og vi er gået over til et andet fodermærke", fortæller Bendik Bö til svenske ATG.
Bendik Bö trænede både første og tredjehestene gennem mål i Scandinavian Open Championship (Gr.3) på Klampenborg den 5. august, og dopingprøven på vindende Equip Hill var negativ, oplyser Dansk Galops direktør Peter Knudsen.
|

Bendik Bö sammen med Equip Hill og Per-Anders Gråberg efter sejren i Scandinavian Open. Dopingprøven fra løbet var negativ. Foto: Burt Seeger. |
|
| 11.09.2007 |
Kelp-double i Norsk Oaks - Our Actress slog Coolmore Rocks
2007 har ikke ligefrem været nogen dans på roser for Klampenborgs vice champion Lars Kelp, der tidligt på året mistede Peas And Carrots ud af stalden og siden måtte pensionere Binary File, men tirsdag aften var der for alvor tale om oprejsning da den danske træner fik en dobbeltsejr i Norsk Oaks på Øvrevoll.
Sejren i det klassiske opgør gik til Act One-datteren Our Actress, der i sin femte start vandt karrierens første sejr efter et veldisponeret ridt af chilenske Carlos Lopez, der som den eneste valgte den korteste vej rundt opløbssvinget og dermed stjal værdifulde længder ind på opløbsstrækningen.
Our Actress måtte dog kæmpe hårdt for at holde staldveninden Coolmore Rocks/Olivier Peslier bag sig, og der var blot en hals imellem dem på målstregen, hvorefter der var tre længder til Tarjoo, What Budget og Ask Don't Tell på de næste pladser.
Our Actress var i træning i England som 2-årig, og da Lars Kelp overtog hende sidste efterår havde han ikke regnet med at stå med hende i vindercirkelen i et klassisk opgør. "Jeg sagde til tøserne der ejer hesten, at hun var lidt af en kamel og at vi bare måtte prøve at få det bedste ud af hende. Jeg tror faktisk at hun er endnu bedre på dirt track, og derfor sigter vi nu imod Jockeyklubbens Avelslöpning på Jägersro", fortalte Lars Kelp, der har vundet netop dette opgør to gange inden for de sidste tre år med henholdsvis La Petite Chinoise og Mrs Moneybags.
"Coolmore Rocks kom først rigtigt i gang for fem uger siden, og hun har gjort det fantastisk. Meningen med hende er at vi skal finde et lettere Listed Race et sted på kontinentet", fortsatte Kelp om Rock Of Gibraltar-datteren, der var stor i nederlaget under den franske verdensstjerne Olivier Peslier.
Førstepræmien i Norsk Oaks gav 125.000 norske kroner til Lady Doc, Birthe Müllertz og Kiddy Elsass, der tidligere har fejret store triumfer sammen med bl.a. Breeders' Trophy-vinderen Correze.
Sejren med Our Actress var ikke dagens eneste for chilenske Carlos Lopez, der i Norsk Rikstoto Rekrutteringsløp over 1600 meter red 2-årige Hermion først over stregen med halvanden længdes afstand til Amazer/Fernando Diaz og staldkammeraten Artie Bucco/Fredrik Johansson.
Hermion er efter Final Appearance og opdrættet i Danmark på Stutteri Hjortebo. Det 2-årige talent ejes af i Danmark bosatte Morten Buskop, men trænes på Øvrevoll af Wido Neuroth. Der var 32.500 kroner i førstepræmie til Hermion.
|

Our Actress/Carlos Lopez holder hjem foran Coolmore Rocks/Olivier Peslier i Norsk Oaks på Øvrevoll. Begge hopper trænes i Danmark af Lars Kelp. Foto: Catchlight.no.

Glæde i vindercirkelen efter Norsk Oaks. Our Actress og Carlos Lopez modtages af træner Lars Kelp, samt delejerne Birthe Müllertz og Kiddy Elsass. Foto: Catchlight.no.

Hermion aflægger maidentitlen for Carlos Lopez. Foto: Catchlight.no. |
|
| 11.09.2007 |
Europas største førstepræmie over milen - i Tyrkiet!
- Af Ivan Mortensen
På Veliefendi-banen ved Istanbul i Tyrkiet, blev der i lørdags gennemført et af de helt store væddeløbsprogrammer med afviklingen af Bosphorus Cup, et Gruppe-2-løb over 2400 m. med en førstepræmie på $ 400.000.
Løbet blev vundet af hingsten Bussoni (GER), født 2001 v. Goofalik (USA). Efter at have ført i et moderat tempo undervejs, kunne jockey Andreas Suborics relativt nemt holde den af Han Albert Blume trænede hest i to længders afstand over mål til Pressing (IRE) og tredjehesten Laverock (IRE).
I Topkapi Trophy, et Gruppe-2-løb over 1600 med med Europas største førstepræmie på $ 600.000 blev det til sejr for den lokale stjernehingst Sabirli (TYR), født 2001 v. Strike The Gold (USA). Sædvanen tro overspurtede Sabirli sine konkurrenter de sidste 200-300 meter til sin 22. sejr og mere end $ 2,428,000.
Hesten er trænet af C. Kurt og blev redet af Tyrkiets bedste jockey Halis Karatas med flere end 2523 vindere på 10 år. Der var også lokale heste på anden og tredjepladsen ved Ribella (IRE) og Trip To The Moon (TUR).
|

Bussoni.

Sabirli. |
|
| 10.09.2007 |
Olivier Peslier på Coolmore Rocks i Norsk Oaks
Selv om Norsk Oaks tirsdag aften bliver uden deltagelse af Skandinaviens bedste 3-årige hoppe Good Girl, ser de danske sejrschancer gode ud i form af den Lars Kelp-trænede duo Our Actress og Coolmore Rocks.
I alt 14 hopper bringes til start i det klassiske opgør, hvor der ligesom i den danske udgave er 125.000 kroner til vinderen. Rock Of Gibraltar-datteren Coolmore Rocks vandt den 19. august den danske Oaks-forprøve Fabellaløb i ganske sikker stil foran Amazing Vibe og Our Actress, og da hun ikke var anmeldt i Dansk Oaks har hun haft en lille pause efter sejren på Klampenborg.
Coolmore Rocks har været sparsomt startet hidtil i karrieren, og starten i Fabellaløb var blot hendes anden i år. Det amerikanskfødte talent bør ud fra sin seneste præstation ikke få problemer med distancen 2400 meter, og hun får endvidere yderligere hjælp af ét af fransk galopsports allerstørste navne gennem tiderne på jockeysiden - selveste Olivier Peslier, der tager turen fra Paris til Oslo for at varetage hoppens chancer i det klassiske opgør.
Oaks-feltets to højest handicappede deltagere er Patrick Wahl-trænede Made In Sweden (Nicholas Cordrey) og Fredrik Reuterskiölds Congress Woman (Gustavo Solis), mens Strapina (Dina Danekilde) der tidligere på året choksejrede i Norsk 1000 Guineas skal forsøge at vinde sit andet klassiske løb.
Norsk Oaks rides tirsdag aften kl. 19.35 på Øvrevoll. Download program her!
|

Coolmore Rocks ved sejren i Fabellaløb. Tirsdag aften gælder det Norsk Oaks på Øvrevoll. Foto: Burt Seeger. |
|
| 10.09.2007 |
Bent Olsen 500 kroner foran Hanne Bechmann
Trænerchampionatet på Klampenborg Galopbane har over de to seneste løbsdage udviklet sig til en intens kamp mellem Hanne Bechmann og Bent Olsen, og efter lørdagens begivenheder i Ordrup Mose har Olsen overtaget føringen med 500 kroner foran sin konkurrent på Enghavelyst.
Bent Olsen havde en forrygende dag hvor han sadlede de to 2-årsvindere Master Kid og Marezzo, og derudover var Kronhjort en hæderfuld nummer to i Portland Meadows Løb, mens Zoophia blev tredje i Mikael Jacobsson Handicap og Royal Highness opnåede samme placering bag Marezzo i Zwicky 2-rås Maiden Serien.
Hanne Bechmann forsvarede dog staldens ære flot, og selv om det ikke blev til nogen sejre denne løbsdag kunne hun glæde sig over Hongkong og William Tell, der sluttede henholdsvis anden og fjerde gennem mål i Holger Danske Cup, og desuden var Lights And Stars og Finish First anden og tredje over stregen i et Lærlinge/Amatør Handicap.
Stillingen efter løbsdagen i lørdags er dermed den, at Bent Olsen har overtaget førertrøjen med en samlet præmiesum på 741.300 kroner, mens Hanne Bechmann er oppe på 740.800 kroner. Derefter er der et stykke ned til Ole Larsen med 569.000 kroner, mens de næste to pladser indehaves af Søren Jensen og Lennart Reuterskiöld Jr.
De nuværende statistikker for Klampenborg Galopbane kan ses på banens website www.galopbane.dk under "Statistikker" i menuen "Sport".
|

Bent Olsen og Lone Kaj-Nielsen modtager 2-årige Master Kid og Jacob Johansen efter lørdagens sejr i Erik Knudsens Ærespræmie.
Foto: Burt Seeger. |
|
| 09.09.2007 |
Petersen og Ski vandt både Gruppe-3 og Listed
Det blev en rigtig fin weekend for den dansk-norske duo Niels Petersen og Espen Ski, der efter lørdagens sejr i Holger Danske Cup med The Pirate kunne følge op med to storløbssejre søndag eftermiddag på Täby.
Første sejr kom i hus da argentinsk-fødte Salt Track afsluttede bedst af alle i Nickes Minneslöpning (L) over 1600 meter dirt track og kort før mål fangede længe førende Pecoiquen/Yvonne Durant, mens Crimson And Gold tog tredjepladsen før de to staldkammerater Maybach og Moltas.
Det var årets anden Listed-sejr for Salt Track, der i maj måned vandt Pramms Memorial (L) på Jägersro efter et lignende løbsoplæg af Espen Ski.
Francis - fra handicapper til Gruppeløbs-vinder
Devicen var stort set den samme da Niels Petersen sadlede den 9-årige vallak Francis i Täby Open Sprint Championship (Gr.3) over 1150 meter græs. Francis lå placeret langt tilbage undervejs og havde langt frem til Solvana/Fredrik Johansson da feltet ramte opløbet, men via en stærk afslutning udvendigt i banen formåede Francis kort før mål at koble grebet på Neuroth-hesten og vinde med en halv længde.
Francis, der ligesom Salt Track ejes af stort satsende Oslo Racing Stables, er endnu et rent H.C. Andersen-eventyr i stil med "Den Grimme Ælling", for hesten kom først til start som 4-årig og fristede i flere år en tilværelse et godt stykke fra eliten. Hans handicap lå konstant et sted midt i 60'erne helt frem til 2005, hvor han så småt begyndte at forbedre sig og i slutningen af sidste sæson havde han kæmpet sig op i slutningen af 70'erne.
Her i 2007 har Francis virkelig udviklet sig til en topsprinter, og efter sejr i Øvrevoll Sprint Cup og tredjepladsen i Norsk Jockeyklubs Sprintløp (L) var han denne søndag i september bedre end nogensinde. Sejren i Täby Open Sprint Championship (Gr.3) indbragte Francis en lige så stor sejrspræmie som Appel Au Maitre i Cup'en, nemlig ca. 375.000 danske kroner, hvilket betød at Emperor Jones-sønnen næsten fordoblede sin hidtige præmiesum fra sin 45 første karrierestarter!
|

Francis, jockey Espen Ski og træner Niels Petersen. Foto: Catchlight.no. |
|
| 09.09.2007 |
Endnu en storløbssejr til Sweet Fox Fever
Fredrik Reuterskiöld-trænede Sweet Fox Fever debuterede på den svenske Derbydag med at vinde Malmö Stads Pris. Søndag eftermiddag startede hun for anden gang i karrieren, og det resulterede i endnu en storløbssejr.
Stormin' Fever-datteren, der blev købt på åringsauktionen på Keeneland, Kentucky, sidste efterår, beviste dermed at hun også fungerer glimrende på græs, og efter en hård opløbskamp lykkedes det Fernando Diaz at tvinge hoppen et kort hoved foran længe førende Irish Blue/Fredrik Johansson, hvorefter der var små tre længder til Melody Star/Nicholas Cordrey på tredjepladsen.
Førstepræmien i Amacitalöpning var 97.000 svenske kroner, og Sweet Fox Fever bragte dermed sin samlede præmiesum op over 200.000 kroner efter sine to første starter.
|
|
|
| 09.09.2007 |
Hvilken dag for Johansson og Neuroth - tre storløbssejre!
Det kommer ikke bag på nogen når duoen Wido Neuroth og Fredrik Johansson vinder storløb på samlebånd, og det stærkeste samarbejde i skandinavisk galopsports historie fortsatte med tre storløbssejre på Stockholm Cup-dagen.
Udover Appel Au Maitres storslåede opvisning i selve Cup'en hjemtog Neuorth og Johansson både Coolmore Matchmaker Stakes (L) og Scandinavian Classic Challenge. I førstnævnte var det dagens største favorit Funny Legend der severede endnu en toppræstation og uden problemer gik fra sidste til førsteplads i løbet af få galopspring og til sidst afgjorde let med halvanden længde før Novasky/Kim Andersen og den godt afsluttende Will Be/Lisa Bivemark.
Sejren var 131.500 kroner værd for Stall E & F's vidunderhoppe Funny Legend, der desuden vandt endnu en fribedækning ved én af det irske avlsimperium Coolmore Studs hingste. Det var tredje år i træk at Funny Legend sejrede i netop dette opgør.
I det nyindførte Scandinavian Classic Challenge for 3-årige skandinaviskfødte heste viste Fredrik Johansson igen sin overlegenhed på den skandinaviske jockeyscene, da han på ryggen af Great Gambo formåede at snyde hele feltet rundt opløbssvinget og sikre sig værdifulde længder på både Aladar og favoritten Cassini.
Great Gambos føring holdt sikkert hele vejen til målstregen, hvor Duty Time-sønnen der sluttede femte i Dansk Derby kunne tage revanche mod sin overmand fra det opgør, Cassini, mens Aladar var lige i hælene til tredjepladsen foran dansktrænede Rock All.
Sejren var 200.000 svenske kroner værd for Great Gambos ejer Stall Party, og alt i alt kunne Wido Neuroth og Fredrik Johansson se tilbage på "en dag på kontoret" hvor det sammen lykkedes dem at indbringe over en million svenske kroner. Desuden var Fredrik Johansson anden gennem mål med Hans-Inge Larsen-trænede Irish Blues i Amacitalöpning, hvilket øgedes hans samlede indredne præmiesum med 48.500 kroner.
|

Wido Neuroth og Fredrik Johansson havde endnu en "god dag på kontoret". Foto: Catchlight.no. |
|
| 09.09.2007 |
Elsass' Marshall tog ny sejr i Frankrig
Alexander Elsass-ejede Marshall, der i 2005 var i dansk træning, har fundet melodien igen for sin nye træner Rod Collet, og søndag eftermiddag vandt den 7-årige Anabaa-søn for tredje gang i fire starter i år, da han på provinsbanen Divonne-Les-Bains sejrede med halvanden længde i Prix de Miribel over 2400 meter. Sejren var 5.500 euro værd for den tidligere Gruppe-3-vinder, der nu vandt for fjerde gang i Alexander Elsass' farver på de franske baner.
På Longchamp var ligeledes danske BS Racing Sarl tæt på at opnå endnu en dansk triumf, da Flemming Poulsen-trænede San Luis med kort hoved blev henvist til andenpladsen i et 16 heste stort Quinté-løb over 1800 meter. Bering-sønnen har for alvor fundet melodien nu, og der må efter alt at dømme ligge en sejr og vente på hesten her i efteråret. Andenpræmien i opgøret var 9.500 euro værd.
|

Så tæt var BS Racing Sarls Bering-søn San Luis på at vinde et Quinté-løb på Longchamp. Foto: France Galop. |
|
| 09.09.2007 |
Appel Au Maitre vandt Cup'en (Gr.3) med otte længder
Først var det Svenskt Derby på Jägersro. Dernæst Norsk Derby på Øvrevoll. Og søndag eftermiddag indtog Stall Perlens 3-årige Appel Au Maitre Täby med en skånselsløs udklassering af sine konkurrenter, da han under Fredrik Johansson vandt Stockholm Cup International (Gr.3) med hele otte længder foran den danskopdrættede stjerne Peas And Carrots, der igen havde tre længder til sin staldkammerat Jagodin på tredjepladsen, mens Bent Olsen-trænede Alnitak blev fjerde før Angel De Madrid.
Den engelske gæst Sudan, der i juni vandt Gruppe-1-løbet Gran Premio di Milano var helt under isen og allerede på bagsiden måtte jockey Richard Hughes være hårdt efter ham, for derefter at opgive ævret og tage hesten op kort inde i opløbet.
Hvilken opvisning!
Fredrik Johansson serverede endnu engang et fejlfrit ridt, og allerede i slutningen af opløbssvinget kunne den svenske superstjerne kigge sig over begge skuldre og konstatere at der ingen konkurrence var at finde. Appel Au Maitre havde fuld kontrol over en velgående Peas And Carrots, og ingen af feltets øvrige deltagere havde mulighed for at levere samme acceleration som Starborough-sønnen, der blev redet i hænderne til målstregen og leverede en opvisning der næsten kunne sammenlignes med den Collier Hill præsterede i samme opgør for et år siden.
Førstepræmien i Stockholm Cup International (Gr.3) var ca. 375.000 kroner værd for Appel Au Maitre, der fortsat er ubesejret i Skandinavien med to Derby-sejre og en Gruppe-3-triumf i bagagen, og derudover har han naturligvis også al ære af sin andenplads fra Union-Rennen (Gr.2) og fjerdepladsen i BMW Deutsches Derby (Gr.1).
Bedre end Valley Chapel
Men Appel Au Maitre er endnu bedre nu end han var ved fjerdepladsen på Hamburg Horn for to måneder siden, og det vil være altoverskyggende spændende at se ham tilbage i kamp mod en række af kontinentets bedste heste, hvilket vi kun kan håbe bliver en realitet som afslutning på en sæson der aldrig tidligere er blevet leveret af en 3-årig hest i skandinavisk træning.
Appel Au Maitre overgår sin forgænger Valley Chapel, og kapacitetsmæssigt er han på nuværende tidpunkt endnu længere fremme end Danmarks tidligere internationale flagskib Dano-Mast - spørgsmålet er i virkeligheden som der nogensinde har været en bedre hest i Skandinavien, og svaret er højst sandsynligt et nej.
Boldene jonglerer i luften
Wido Neuroth jonglerer nu med en masse bolde, og sammen med ejerparret Bente og Magne Jordanger skal han nu lægge en plan for resten af sæsonen. Den sikre udgave vil naturligvis at starte i Svenskt St. Leger på Täby, hvor han atter engang vil knuse sine jævnaldrene konkurrenter. Alternativt har Wido Neuroth kigget på et Gruppe-3-løb i Baden-Baden, men den på papiret mest interessante opgave er naturligvis Prix Dollar (Gr.2) lørdag den 6. oktober på Longchamp Paris.
Adgangsbillet til Hong Kong?
Wido Neuroth luftede allerede i februar måned idéen om, at såfremt Appel Au Maitre blev så god som han håbede og regnede med, så kunne en start i Paris meget vel komme på tale, idet netop sejren i Prix Dollar (Gr.2) var det der i 2002 gav Flemming Poulsen-trænede Dano-Mast "adgangsbilletten" til deltagelse i the Hong Kong Cup (Gr.1) på Sha Tin i december. Appel Au Maitre opretholder endnu sit engagement i Prix Dollar (Gr.2), men om det også bliver den næste opgave for den fukse hingst må vi vente lidt endnu med at finde ud af.
|

3-årige Appel Au Maitre knuste al modstand i Stockholm Cup International (Gr.3) og vandt med otte længder før Peas And Carrots og Jagodin. Foto: Kanal 75.

Fredrik Johansson og Appel Au Maitre efter sejren i Stockholm Cup International. Foto: Kanal 75. |
|
| 07.09.2007 |
"Dronningemøde" i Coolmore Matchmaker Stakes (L)
Der er lagt op til endnu en sportslig lækkerbisken i Stockholm på søndag, når Coolmore Matchmaker Stakes (L) skal afgøres.
Feltet rummer ni tophopper der kæmper om en samlet præmiesum på 263.000 svenske kroner over 1950 meter græs. Den store favorit hedder naturligvis Funny Legend, og den Wido Neuroth-trænede fantomhoppe har gang på gang vist sin suverænitet mod sit eget køn - og i år har hun tilmed taget det ekstra store skridt og vundet både Stockholms Stora Pris (Gr.3) og Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) i konkurrence med Skandniaviens bedste hingste.
Funny Legend skal på søndag møde otte gode konkurrenter med Tommy Gustafsson-trænede Novasky som den muligvis værste modstander. Novasky har fået et helt fantastisk comeback efter lang skadespause og Diaghlyphard-datteren har vundet samtlige tre starter i år, heriblandt Bloomers' Vase (L) og Cinnamon Challenge.
Feltet tæller også Ole Larsen-trænede Lumen, der efter sin imponerende sæsondebut i Fawzia Stakes og tredjepladsen i det tysk Listed Race har skuffet lidt i sine to seneste starter i Scandinavian Open (Gr.3) og Erik O Steens Memorial (L).
Lennart Reuterskiöld Jr's Hot Fudge, der i fjor vandt både Dansk Oaks og Mowerinaløb på Klampenborg, sæsondebuterede med en sikker sejr i Dexterity Hoppeløb men var siden uforståeligt langt slået i Erik O Steens Memorial (L) bag Miss The Boat.
Bendik Bö har haft en ren jubelsæson i år, og her stiller hjemmebanetræneren op med to gode kort i form af Poliaurea og Will Be. Poliaurea vandt senest Margareta Wettermarks Memorial (L) på Jägersro hvor hun slog både Polliwilline, Negra Del Oro og Auchroisk som hun her møder igen, og Will Be kommer med hele fire andenpladser i træk i stærkt selskab - dog var hendes seneste placering lige bag Miss The Boat på Øvrevoll sæsonens klart stærkeste.
Coolmore Matchmaker Stakes rides som dagens femte løb med start kl. 14.55.
|

Funny Legend står på spring til årets sjette sejr i syv starter i Stockholm på søndag. Foto: Catchlight.no |
|
| 06.09.2007 |
Royal Miswaki bedst i Rosengårdlöpning
Jägersros store 3-årsløb Rosengårdlöpning over 1200 meter blev torsdag eftermiddag vundet let af Wido Neuroth-trænede Royal Miswaki, der efter at have ligget sidst ind på den lige strækning nærmest fløj forbi konkurrenterne i opløbet og trak til en let to længders sejr under Fredrik Johansson.
Royal Miswaki henviste River Boy til andenpladsen, mens Stormy Grey blev tredje før Emil og Not Secret. Førstepræmien i opgøret var 155.500 svenske kroner, og det var karrierens anden sejr i syv starter for Stall Perlens Royal Academy-søn, der tidligere på året var anden bag Champollion i Jockeyklubbens Jubileumslöpning.
|
|
|
| 06.09.2007 |
Good Girl kan afslutte sæsonen i Frankrig
Stald Bakkehave m.fl.'s fantastiske 3-årige hoppe Good Girl er ifølge sin træner Hanne Bechmann kommet godt over søndagens store opvisning i Dansk Oaks, og Mas Media-datteren ville have haft mulighed for at vinde sit fjerde klassiske løb i Norsk Oaks på tirsdag, men kredsen omkring hoppen valgte at springe løbet over.
I stedet kan det meget vel tænkes at Good Girl får lov at afslutte sin fantastiske sæson i Frankrig, hvor Hanne Bechmann har et Listed Race i kikkerten.
"Good Girl er kommet fint over søndagens løb, men hun er altid en smule stiv efter hun har løbet og med tanke på en kommende international opgave valgte vi at springe turen til Oslo i næste uge over", fortæller Hanne Bechmann og fortsætter:
"Vi har fundet et Listed Race for hopper over 2000 meter på Chantilly torsdag den 4. oktober, men der skal først anmeldels til løbet i slutningen af september, så vi har ikke lagt os fast på noget endnu - men vi kunne alle godt tænke os at se hende i international konkurrence inden hun skal på velfortjent vinterpause".
Løbet i Chantilly hedder Prix Charles Laffitte (L) og er for 3-årige hopper der ikke har vundet Gruppeløb i 2007. Løbets samlede præmiesum er 52.000 euro med halvdelen til vinderen.
|

Hanne Bechmann-trænede Good Girl og jockey Nicholas Cordrey kan komme til at afslutte årets stærke partnerskab i Frankrig. Foto: US Photo. |
|
| 05.09.2007 |
Cassini favorit i Scandinavian Classic Challenge
På søndag afholder Täby for første gang nogensinde det nye storløb Microsoft Scandinavian Classic Challenge over 2400 meter med 400.000 svenske kroner i samlet præmiesum. Opgøret er forbeholdt skandinaviskfødte heste og feltet har samlet 12 deltagere med den danske Derbyvinder Cassini som forhåndsfavorit.
Cassini har startet tre gange siden Derbytriumfen i Klampenborg, og senest var han anden i Norsk Derby, fem længder bag suveræne Appel Au Maitre. Monsun-sønnens græsform over 2400 meter er dermed helt upåklagelig, og på trods af at dette bliver hans første start på Täby må han tilhøre en af Cup-dagens store favoritter.
Cassini skal dog først krydse klinger med bl.a. Lennart Reuterskiöld Jr's duo Tebheagnaneilan og Bea Apache, hvor sidstnævnte er vinder af Svenskt Oaks hjemme på Jägersro og førstnævnte gang på gang har gjort det fantastisk i klassisk sammenhæng. Bea Apache er den mest distancestærke af de to, men hendes græsform ligger til gengæld et stykke under hvad hun har vist hjemme på Jägersros dirt track.
Wido Neuroth sadler Great Gambo, der efter sin femteplads bag Cassini i Dexia Dansk Derby har været tredje i Svenskt Derby Trial, anden i Svenskt Derby Consolation og senest tredje bag Cattlemans Clipper og Ellicat i Breeders' Trophy Classic. Great Gambo passer uden tvivl bedst over søndagens 2400 meter og han kan muligvis blive den allerværste konkurrent til Cassini.
Interessant bliver det også at gense Ole Larsen-trænede Aladar over 2400 meter græs. Inchrory-sønnen besejrede Cassini over 2200 meter i Derby Trial Stakes på Klampenborg og fulgte siden op med en andenplads bag netop Cassini i selve Derbyet.
Der findes en enkelt dansktrænet hest i feltet, Lars Kelp-trænede Rock All, der har startet i virkelig hård konkurrence i år, og senest sluttede han lige uden for præmierækken i Norsk Derby - otte længder bagved Cassini.
Der er 200.000 kroner i førstepræmie i Microsoft Scandinavian Classic Challenge, og programbladet til hele Stockholm Cup International-dagen kan downloades ved at klikke her!
|

Cassini/John Fortune vinder Dexia Dansk Derby foran Aladar/Dina Danekilde. På søndag mødes de igen i Scandinavian Classic Challenge på Täby. Foto: US Photo.

Den svenske Oaks-vinder Bea Apache. Foto: US Photo. |
|
| 04.09.2007 |
Appel Au Maitre mod engelsk Gruppe-1-vinder i Cup'en
Täby får prominent besøg på søndag når den engelske toptræner Michael Jarvis kommer på besøg med den 4-årige fukse hingst Sudan, der skal starte i Stockholm Cup International (Gr.3) med en førstepræmie på 50.000 euro, svarende til ca. 375.000 danske kroner.
Sudan kommer til Stockholm med et omregnet formtal på 97, og Peintre Celebre-sønnens seneste start den 17. juni indbragte ham sejren i Gran Premio di Milano (Gr.1) på San Siro, hvor han under Frankie Dettori sejrede med mindst mulige margin før Hattan.
Sejren i det italienske Gruppe-1-løb var Sudans første Black Type-triumf, og dette års udgave af Gran Premio di Milano må vel betegnes som ét af de ringeste Gruppe-1-løb i Europa set ud fra deltagernes tidligere præstationer. Der hersker dog ingen tvivl om at Sudan er en hest med høj kapacitet, hvilket hans præstationer bag Rail Link i storløb som Grand Prix de Paris (Gr.1) og Prix Niel (Gr.2) naturligvis vidner om.
Sudans værste konkurrent i opgøret ser ud til at blive den dobbelte Derbyvinder Appel Au Maitre, der inden han indtog de skandinaviske baner med overlegne Derbysejre på Øvrevoll og Jägersro leverede sit største internationale resultat som fjerde i BMW Deutsches Derby (Gr.1) bagved Adlerflug.
Appel Au Maitre får i form af sin status som 3-årig fire kilo mindre på ryggen af Sudan, men den engelske gæst drager dog en vis fordel af at Stocholm Cup International (Gr.3) ikke er udskrevet med "penalty" for Gruppe-1-vindere - dette betyder, at hesten løber med samme vægt som de øvrige ældre heste i feltet.
Foruden Sudan og Appel Au Maitre byder løbet også på store profiler som Scandinavian Open (Gr.3)-vinderen Equip Hill og dennes staldkammerat Steelwolf, formstærke Miss The Boat og Farouge, norske Angel De Madrid, Bent Olsens stabile Alnitak og endelig Lennart Reuterskiöld Jr's duo Jagodin og Peas And Carrots.
Peas And Carrots har ikke startet siden han noget skuffende måtte nøjes med femtepladsen bag Equip Hill i Scandinavian Open (Gr.3) den 5. august, men Final Appearance-sønnen viste sig efter løbet at døje med en overbelastning som han øjeblikkeligt blev behandlet for, og han er nu atter fit for fight til søndagens store opgave, hvor han atter får chancen for at bevise om hans evner også rækker i international konkurrence.
Startlisten til Stockholm Cup International (Gr.3) ser således ud:
| Nr. |
Navn |
Vægt |
Jockey |
Hcp. |
| 1 |
Steelwolf (GB) |
59 |
L. Villarroel |
87 |
| 2 |
Jagodin (IRE) |
59 |
C. Lopez |
89 |
| 3 |
Appel Au Maitre (FR) |
55 |
F. Johansson |
93 |
| 4 |
Angel De Madrid (CHI) |
59 |
J. Fortune |
90 |
| 5 |
Sudan (IRE) |
59 |
S. Sanders |
97 |
| 6 |
Equip Hill (SWE) |
59 |
P-A. Gråberg |
93 |
| 7 |
Miss The Boat (GB) |
57 |
J. Johansen |
92 |
| 8 |
Farouge (FR) |
59 |
Y. Durant |
90 |
| 9 |
Peas And Carrots (DEN) |
59 |
M. Santos |
90 |
| 10 |
Alnitak (USA) |
59 |
K. Andersen |
88 |
|

Appel Au Maitre. Foto: Catchlight.no

Peas And Carrots. Foto: US Photo.

Equip Hill. Foto: Catchlight.no

Miss The Boat. Foto: Catchlight.no |
|
| 03.09.2007 |
Fredrik Johansson kort hoved fra ny Gruppe-1-triumf
Det var lige ved og næsten for Fredrik Johansson, da han søndag eftermiddag jagtede sin karrieres anden Gruppe-1-sejr. Johansson var i sadlen på den tyske Derbyvinder Adlerflug i Grosser Preis von Baden (Gr.1), og den svenske stjernejockey var utrolig tæt på at kunne servere endnu en stor overskrift i de tyske medier, men efter en fantastisk hård duel med Andrasch Starke på Quijano måtte Fredrik til slut tage til takke med andenpladsen, slået med kort hoved.
Der var tre længder fra de to forreste ned til tredjehesten Egerton, der blev efterfulgt af Youmzain og Axxos.
Andenpladsen var 60.000 euro værd for Gestüt Schlenderhan, og det store spørgsmål er nu om kredsen omkring hesten tager chancen og går til Prix de l'Arc de Triomphe (Gr.1) i Paris søndag den 7. oktober. Muligheden er bestemt til stede, og efter at have redet In The Wings-sønnen i sine to seneste starter kan et genvalg af Fredrik Johansson naturligvis heller ikke udelukkes.
|

Fredrik Johansson var tæt på en ny Gruppe-1-sejr i Tyskland.
Foto: Catchlight.no |
|
| 01.09.2007 |
Ny gennemsnitsrekord på Dansk Galops Åringsauktion
Med en samlet omsætning på 3.531.000 DKK blev slog Dansk Galops Åringsauktion lørdag eftermiddag alle hidtige rekorder. Således blev sidste års rekord overgået med hele 17,6%.
Dyreste åring var lot 12, en brun hingst efter Cajun Cadet - Wings Of A Dove v. Hernando, der var fremstillet af Stutteri Hjortebo. Hesten blev solgt til den norske stortræner Cathrine Erichsen for 300.000 DKK.
Se resultater af Dansk Galops Åringsauktion - klik her!
|
|
|
| 31.08.2007 |
Johansson på Adlerflug i Grosser Preis von Baden (Gr.1)
Svenske Fredrik Johansson er ikke at finde på startlisten til Klampenborgs storløbsdag på søndag, og grunden er at han i stedet er fløjet til Tyskland for at ride den tyske Derbyvinder - Adlerflug - i Grosser Preis von Baden (Gr.1) med en samlet præmiesum på en kvart million euro.
Det bliver Adlerflugs første start siden han med Fredrik Johansson på ryggen strøg først over stregen med syv overlegne længder i BMW Deutsches Derby (Gr.1) på Hamburg Horn, og der er altså tale om en virkelig spændende fortsættelse af samarbejdet mellem Johansson, Baron von Ullmanns Gestüt Schlenderhan og træner Jens Hirschberger.
Det 2400 meter lange opgør har 150.000 euro i førstepræmie og har i alt tiltrukket ni deltagere - Egerton/Torsten Mundry, Mountain High/Ryan Moore, Prince Flori/Adrie de Vries, Quijano/Andrasch Starke, Sommertag/Terence Hellier, Youmzain/Richard Hughes, Adlerflug/Fredrik Johansson, Axxos/Eduardo Pedroza og First Stream/Christophe-Patrice Lemaire.
|

Fredrik Johansson vinder her BMW Deutsches Derby (Gr.1) med Adlerflug, og på søndag gælder det Grosser Preis von Baden (Gr.1). |
|
| 31.08.2007 |
Nu flyver skandinaviske trænere gratis til auktioner i Irland
Skandinaviske trænere vil fra 1. september i år kunne flyve gratis til Irland i forbindelse med irske auktioner - og tilbuddet er ikke betinget af køb af heste.
Irish Thoroughbred Marketing, der er Irlands officielle marketingsorgan inden for fuldblodssporten, har igennem flere år sørget for at refundere engelske træneres flybilletter til de irske salg, men fra og med i morgen er tjenesten udvidet til hele Europa, og trænerne skal blot huske at medbringe flybilletten eller deres e-ticket til ITMs sekretariat på det pågældende salg.
|
|
|
| 31.08.2007 |
Derbyvinderen Sir Percy til Kirsten Rausings Lanwades Stud
Kirsten Rausings Lanwades Stud havde i går glæden af at præsentere endnu en ny avlshingst på det succesrige stutteri i Newmarket, og denne gang er der tale om en dobbelt champion - den engelske Derbyvinder Sir Percy (Mark Of Esteem - Percy's Lass v. Blakeney), der udover sin flotte klassiske sæson også var ubesejret som 2-årig og vinder af Racing Post Trophy (Gr.1).
Sir Percy kommer dermed til at stå opstaldet samme sted som Breeders' Cup Mile (Gr.1)-vinderen Domedriver, og øvrige topnavne som Hernando, Selkirk og With Approval.
"Vi er stolte over at se en Derby-vinder slutte sig til Lanwades, og med sin fremragende afstamning og sine løbspræstationer bliver han af stor værdi for både hjemlige og udenlandske hoppeejere", fortæller Kirsten Rausing om Sir Percy, der vil starte sin første bedækningssæson i 2008 til en pris på 8.000£.
|

Sir Percy (længst væk) vinder efter fremragende opløbskamp The Derby (Gr.1) på Epsom med kort hoved før Dragong Dancer (5), Dylan Thomas og udvendige Hala Bek. |
|
| 30.08.2007 |
En kvart million til vinderen i et meget åbent Auktionsløb
For et år siden gik de igennem ringen på Dansk Galops Åringsaution, og på søndag kæmper de om en samlet præmiesum på 400.000 kroner, hvoraf en kvart million går til vinderen.
Der er 11 deltagere til start i Dansk Galops Auktionsløb, og heraf har de otte allerede nu smagt sejrens sødme. Tilsammen kostede de 11 Auktionsløbsdeltagere 1.138.000 kroner da de blev handlet på York Stutteri i fjor, og ser man bort fra Cut Royale der blev købt tilbage til opdrætterne for 300.000 kroner, var den dyreste af de startende i dag Lars Kelp-trænede All Grey, der blev købt af Stall Cinco for 240.000 kroner.
All Grey har to starter bag sig, og efter en tredjeplads i debuten bag Capisce og Hot Marta var hun senest klar til at aflægge maidentitlen, hvilket skete efter hård kamp med Breeze-Up-importen Hongkong Legend.
Capisce har solid vinderform
Capisce, der er helsøster til topnavne som New York og Blue Mary, ser ud til at have den bedste vinderform i feltet, og at Kim Andersen har valgt hoppen frem for staldveninden Jolie Fleur bør være en rettesnor til spillerne om at hun står med en absolut topchance her.
Skemaet herunder viser hvor meget de 11 auktionsløbsdeltagere kostede på Dansk Galops Åringsauktion i fjor.
| Nr. |
Navn |
Pris DKK |
|
| 1 |
Carpe Diem |
35.000 |
|
| 2 |
Sang Real |
36.000 |
Tilbage |
| 3 |
Cut Royale |
300.000 |
Tilbage |
| 4 |
Lois Lane |
60.000 |
|
| 5 |
Classic Line |
30.000 |
|
| 6 |
Vida Nova |
80.000 |
|
| 7 |
Capisce |
150.000 |
|
| 8 |
Daytime |
17.000 |
|
| 9 |
All Grey |
240.000 |
|
| 10 |
Rinaldo |
75.000 |
|
| 11 |
Jolie Fleur |
115.000 |
|
|

Lois Lane. Foto: US Photo.

Carpe Diem. Foto: US Photo.

All Grey. Foto: US Photo.

Jolie Fleur (th) og Vida Nova.
Foto: US Photo. |
|
| 30.08.2007 |
Good Girl mod sin tredje klassiske triumf
Dansk Oaks 2007 ”Hoppernes Derby” skal afgøres på søndag, og årets næstsidste klassiske opgør på dansk grund har samlet et felt på ni deltagere i kampen om en førstepræmie på 125.000 kroner. Der er næppe nogen tvivl om, at Hanne Bechmann-trænede Good Girl bliver den helt store favorit, og Mas Media-datteren har fuldt fortjent denne rolle efter sine fantastiske opvisninger sæsonen igennem.
Good Girl, der blev handlet på Dansk Galops Åringsauktion i 2005, indledte året med en knusende overlegen maidensejr på Klampenborg, og hun fulgte derefter op med to fantastiske præstationer i både Mowerinaløb og Dianalöpning, inden hun i sit første og hidtil eneste forsøg over 2400 meter måtte se sig besejret i Dexia Dansk Derby den 24. juni.
Good Girl fik dog hurtigt oprejsning, da hun mindre end to uger senere førte fra start til mål i Altamira-Löpning på Jägersro, og senest overvandt hun på samme bane et svært udvendigt startspor og leverede måske sin bedste præstation hidtil da hun i selskab med hingstene tog sig af den korte udgave af Svenskt Derby Sofierolöpning.
I dag skal Good Girl tilbage over 2400 meter, hvilket er den eneste distance hun har tabt på i år, men til gengæld er søndagens modstand ikke af samme kaliber som i Derbyet, og hun har på papiret et godt stykke ned til de værste konkurrenter.
Good Girl har ikke alene chancen for at lave et ”klassisk hattrick”, hun kan også gå direkte i fodsporene på sin helsøster Shangri La, der vandt Dansk Oaks tilbage i 2005 for samme træner og jockey.
|

Good Girl kan score et klassisk "hattrick" i Dansk Oaks på søndag.
Foto: US Photo. |
|
| 29.08.2007 |
Da Vinci overlegen i Breeders' Trophy Consolation
Bent Olsen-trænede Da Vinci er virkelig blomstret op her i sin 3-årssæson, og tirsdag aften vandt Itsabrahma-sønnen sin anden sejr på Täby, da han under Jacob Johansen strøg til tops i Breeders' Trophy Consolation over 1950 meter med 50.000 svenske kroner i førstepræmie.
Da Vinci, der ejes i Danmark af Kirsten Merete Juncher m.fl., tog her sit livs tredje sejr i 10 starter, og hestens samlede præmiesum nåede op over 170.000 kroner, ligeledes godt hjulpet af hans sejr i Breeders' Trophy Mile Consolation for en måned siden.
Da Vincis mor Il-X vandt som aktiv Fawzia Stakes i Klampenborg, og hun har masser af succes for tiden, idet hun ligeledes er mor til Classic Line, der for kort tid siden vandt Produce Stakes i Odense og på søndag stiller til start i Dansk Galops Auktionsløb med en kvart million kroner i førstepræmie.
Derudover har Il-X tidligere produceret fine navne som Norwegian Sun, Mamazita og Friends Forever, så hun har bestemt vist sig at være en stabil producer i den danske avl for sin ejer Berner Olsen.
|

Da Vinci og Jacob Johansen.
Foto Webartisk.dk. |
|
| 29.08.2007 |
Cattlemans Clipper fældede Ellicat i Breeders' Trophy Classic
Efter fem sejre i lige så mange starter måtte Erna van Doorn-trænede Ellicat tirsdag aften indkassere karrierens første nederlag, da superhoppen med kort hoved blev henvist til andenpladsen af Cattlemans Clipper i millionopgøret Breeders' Trophy Classic på Täby.
Jacob Johansen serverede ellers den perfekte rejse for Ellicat, der kom godt af sted fra startspor to og kunne lune sig indvendigt bag de førende hele vejen ind på opløbsstrækningen, hvor hun fik marchordre og umiddelbart så ud til at gå imod endnu en storløbssejr.
Men indvendigt fandt Manuel Martinez plads til angreb med Cattlemans Clipper, der straks engagerede Ellicat, og de to heste kæmpede en fantastisk kamp hele vejen til målstregen hvor de skiftedes til at have hovedet først, men på ægte "Richard Of York-manér" trak den Jägersro-trænede brune vallak til slut det længste strå, og Manuel Martinez beviste endnu engang hvor stor en gevinst for Skandinavisk galopsport han er.
Cattlemans Clipper er efter Richard Of York og Bal du Seigneur-datteren Seductive Girl, han ejes af SGS III og vandt her sin karrieres femte sejr i 12 starter. Med førstepræmiens 559.500 svenske kroner sneg hestens samlede indtjening sig op over 800.000 kroner.
Tredjepladsen i opgøret gik til Great Gambo/Fredrik Johansson, mens Ellis Dancer/Per-Anders Gråberg nøjagtig fik henvist Aladar/Dina Danekilde til løbets femteplads. De to sidste præmier i løbet gik til Mr Dark Wolf og Tebheagnaneilan.
|

Vanja Sandrup-trænede Cattlemans Clipper besejrer Ellicat med kort hoved i Breeders' Trophy Classic.
Foto Kanal 75. |
|
| 29.08.2007 |
Flot tirsdag i Frankrig for Flemming Poulsen
Flemming Poulsen havde en rigtig fin tirsdag eftermiddag i franske Deauville, hvor det blev til en en sejr og en andenplads for den danske træner.
I dagens første opgør, Tiercé-opgøret Prix de la Suisse Normande over 2000 meter viste Stald Composit Aps' Albany Hall fremgang ved at slutte på andenpladsen bag vinderen The Devil, og der er nu håb for at hesten kan komme til start på selve Prix de l'Arc-dagen i Paris søndag den 7. oktober. Andenpræmien i opgøret var 9.120 euro.
Poulsen rundede dagen af med at vinde Prix des Gorges Saint-Aubert med BS Racing Sarls 4-årige Bering-søn San Luis, der her vandt sin karrieres første løb efter at have døjet med mange problemer lige siden 2-årssæsonen. Førstepræmien i opgøret var 11.500 euro. Både Albany Hall og San Luis blev redet af Ioritz Mendizabal.
|

BS Racing Sarls 4-årige San Luis vinder karrierens første sejr i Deauville. Foto: France Galop. |
|
| 27.08.2007 |
Shareholder viste høj klasse i Derby Milen
Lars Kelp-trænede Shareholder var godt tilfreds med at være tilbage på græsset, da han blev bragt til start i Derby Milen på Øvrevoll. Act One-sønnen vandt sin sæsondebut hjemme på Klampenborg, og efter tre mislykkede forsøg på Jägersros dirt track var han atter som en fisk i vandet med græs under hovene, og på en fremragende afslutning gik han let forbi størstedelen af feltet i opløbet og sejrede til slut overlegen med fire længder foran Simano, der igen var to længder foran Flying Falk og Dunaroni.
"Shareholder bliver en rigtig god hest med tiden. Han er langt fra færdigudviklet, og nu ved vi at han skal blive på græsset fremover. Han rummer masser af kapacitet og givetvis er han endnu bedre over længere distancer. Der er ikke nogen deciderede planer for ham i resten af sæsonen, så vi tager en dag ad gangen og glæder os til næste år, idet han vil have rigtig godt af en ekstra vinter på ryggen", fortalte Lars Kelp efter søndagens sejr der indbragte 100.000 kroner til ejerkredsen i Stald 2 & 2.
|

Shareholder/Manuel Santos vinder Derby Milen på Øvrevoll.
Foto: Catchlight.no |
|
| 27.08.2007 |
Funny Legend satte alle på plads med ny Gruppe-3-sejr
Hun stopper ikke med at henrykke. Stall E & F's fremragende tophoppe Funny Legend vandt ikke alene Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) - hun tordnede ned gennem opløbet med ørerne fremme og trak fra til en uforglemmelig 2½ længdes triumf før Maybach og danskopdrættede The Pirate.
Funambule-datteren tjente dermed en million kroner i førstepræmie, og både Fredrik Johansson og Wido Neuroth savnede nærmest ord for at beskrive superhoppen efter præstationen på Øvrevoll. Der blev sat et godt tempo på løbet fra start med Hovman i front, men akkurat som han ramte opløbet mistede han sin rytter Luis Santos der efterfølgende fik flere af feltets heste over sig og måtte køres til sygehuset med en brækket arm.
Midt i opløbet sås mange af deltagerne med vinderchance og det føltes som om et meget tæt opløb var undervejs, men da Fredrik Johansson gav marchordre til Funny Legend fandt hun et gear der var de andre ukendt, og den store publikumsfavorit fik stående klapsalver på vej mod målstregen.
"De næste opgaver bliver nok i de større hoppeløb her i Skandinavien, og så funderer vi på at afslutte hendes karriere med en start et sted i Europa - måske i Italien", fortalte Wido Neuroth efter sejren i Marit Sveaas Minneløp, der var hoppens anden Gruppe-3-sejr i år.
|

Funny Legend/Fredrik Johansson vinder Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) på Øvrevoll. Foto: Catchlight.no

Funny Legend og Fredrik efter sejren. Foto: Catchlight.no

Delejer Terje Finnbråten tager imod Funny Legend og Fredrik Johansson. Foto: Catchlight.no

Wido Neuroth siger tak for godt arbejde til sin førstejockey Fredrik Johansson. Foto: Catchlight.no |
|
| 27.08.2007 |
Appel Au Maitre atter overlegen i Peugeot Norsk Derby
Stall Perlen, Wido Neuroth og Fredrik Johansson havde endnu en helt fantastisk Derby Dag, og blot to uger efter at trioen havde skrevet sig ind i de svenske historiebøger, blev successen fulgt op med endnu en Derbysejr på Øvrevoll, da Starborough-sønnen Appel Au Maitre endnu engang viste sig knusende overlegen overfor sine skandinaviske konkurrenter og vandt med fem overlegne længder før den danske Derbyvinder Cassini/John Fortune, mens Lars Kelp-trænede Calrissian ligesom Appel Au Maitre gentog sin placering fra det svenske derby som tredje gennem mål.
Fredrik Johansson valgte en mere offensiv taktik denne gang end i den svenske udgave, og jockeyen placerede sin hest udvendigt som femte fra start mens danske Rock All trak læsset i front. Ind på opløbet overtog Bent Olsen-trænede Hoffmann kommandoen, men Appel Au Maitre havde allerede på dette tidspunkt fuld kontrol over slaget, og da han endelig fik marchordre trak han uden problemer fra de øvrige og strøg hjem til endnu en fantastisk Derbysejr.
Cassini sluttede endnu engang stærkt af, og den danske Derbyvinder var bedst af de øvrige, men mødte bare en hest af højere klasse og var stor i nederlaget. Lars Kelp-trænede Calrissian gjorde muligvis karrierens sidste start over Derbydistancen, og da han er en udpræget milertype er det tegn på høj klasse at han har formået at tage to tredjepladser i Derby-sammenhæng.
Fjerdepladsen gik til en mere anonym Luca Brasi, der lader til at være en klasse bedre på dirt track, og Galoppens Venner kunne glæde sig over en storartet præstation af Hoffmann, der holdt hjem til femtepladsen.
Førstepræmien var 550.000 kroner værd for Stall Perlen, der i Appel Au Maitre har fået en hest uden sidestykke, og lige nu er det vel kun fantasien der sætter grænser for hvor langt hesten kan komme til at række internationalt.
Træner Wido Neuroth har tidligere luftet muligheden for at en start i endnu et Gruppeløb på kontinentet - muligvis som springbræt til en start i Hong Kongs International Races hvor Dano-Mast for fem år siden sensationelt hentede en tredjeplads i Hong Kong Cup (Gr.1).
|

Appel Au Maitr skyder over målstregen som overlegen vinder af Peugeot Norsk Derby. Foto: Catchlight.no

Appel Au Maitre og Fredrik Johansson. Foto: Catchlight.no

Bente og Magne Jordanger fra Stall Perlen fejrer Derby-triumfen med Wido Neuroth og Fredrik Johansson. Foto: Catchlight.no

Wido Neuroth med den måske bedste hest han nogensinde har trænet. Foto: Catchlight.no |
|
| 24.08.2007 |
Fra triumf til tragedie på Øvrevoll
Wido Neuroth har som vanligt sørget for at tage godt for sig af retterne i de norske 2-årsløb, og dominansen fortsatte torsdag aften da træneren vandt The Heatherwold Cup over 1350 meter græs hjemme på Øvrevoll med stortalentet Lech.
Dashing Blade-sønnen blev redet til sejr af Fredrik Johansson, og parret henviste let Arnfinn Lund-trænede Gillsan/Kim Andersen til andenpladsen, hvorefter der var halvanden længde til Niels Petersens Latakia/Espen Ski på tredjepladsen.
Det var anden karrierestart for Lech, der i sin debut den 19. juli havde sejret let med 3½ længde i et maidenløb, og allerede her havde Wido Neuroth løftet sløret for at den mørkebrune hingst meget vel kunne komme til at tilhøre årgangstoppen. Der var 75.000 norske kroner i førstepræmie til Lech, der ejes af Stall Limone som købte ham på åringsauktionen i Baden-Baden i fjor for 28.000 euro.
At der kan være så uendelig kort fra triumf til tragedie blev på sørgeligste vis bekræftet, da Lech på vej tilbage til vindercirkelen trådte forkert og brækkede bagbenet. Hesten måtte aflives på banen foran publikum, og en hesteejer, træner og jockeys værste mareridt blev en realitet for Stall Limone, Wido Neuroth og Fredrik Johansson. Og det er selvfølgelig ekstra sørgeligt for galopsporten som helhed at miste et så ungt kæmpetalent på denne måde.
Double til Haugen og Larsen
Rune Haugen og Mark Larsen fik en fin optakt til den norske Derbydag på søndag, idet duoen vandt to sejre med henholdsvis 3-årige Vasileus og 6-årige Suffolk County.
|

Lech og Fredrik Johansson vandt The Heatherwold Cup på Øvrevoll, men få minutter senere mistede den talentfulde hingst på sørgeligste vis livet. Foto: Catchlight.no

Vasileus/Mark Larsen besejrer Lach/Kim Andersen efter hård opløbskamp. Foto: Catchlight.no |
|
| 23.08.2007 |
Kieren Falllon gæster Øvrevoll på søndag
Søndag eftermiddag får Øvrevoll besøg af manden der af mange betegnes som verdens bedste jockey - irske Kieren Fallon, der til daglig er førstejockey for det mægtige Ballydoyle imperium og træner Aidan O'Brien.
Fallon har igennem sin aktive karriere været én af sportens mest kontroversielle personligheder, og hans karriere har budt på mange op- og nedture, ofte med meget korte intervaller. Tilbage i 1993 fik Fallon et halvt års udelukkelse efter at have forsøgt at vælte en anden jockey af hesten efter målstregen, han mistede sit job hos den legendariske træner Henry Cecil efter adskillige rygter om Cecils kones affære med "en førende jockey", han har været flittig gæst på diverse afvænningsklinikker, og inden for de sidste par år har han både været involveret i en gigantisk eftersøgning for "race-fixing" som indtil videre fortsat holder ham fra at ride i England. Dertil blev han sidste år taget med kokain i blodet på en løbsdag i Frankrig, hvilket udløste en verdensomspændende karantæne som først udløb i første halvdel af juni.
Allerede i sit første ridt efter karantænens udløb viste Fallon sin magi, da han hjemme i Irland vandt for sin arbejdsgiver Aidan O'Brien, og siden har karrieren fortsat med de vanlige op- og nedture - Gruppe-1-sejre efterfulgt af ture til retten i England, et voldsomt styrt i Grand Prix de Paris (Gr.1) som gjorde at han "mistede" sejren med Peeping Fawn i Irish Oaks (Gr.1) dagen efter.
Så sent som i søndags sejrede Fallon på ryggen af Myboycharlie i det franske Gruppe-1-opgør Prix Morny i Deauville, og den kommende søndag gælder det altså tre ridt på den norske Derbydag.
Fallon er booket til tre ridt for Norges championtræner Rune Haugen, og han lægger ud med en rigtig god chance i Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer på ryggen af Stall Trick or Treats ubesejrede Livigno, der er ubesejret efter karrierens to første starter som begge er foregået på Täby. Funambule-sønnen har vundet begge sejre efter føring fra start til mål, og nu hvor distancen er 200 meter længere kan Livigno måske få hårdt brug for Kieren Fallons finishstyrke som ingen anden rytter i verden kommer i nærheden af.
Fallon sidder endvidere op på den norske 1000 Guineas-vinder Strapina i Derby Milen, og i dagens bedst betalte opgør, Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) med en million kroner i førstepræmie danner ireren par med 4-årige Art Attack, der vandt tre af sine fire starter i Tyskland i fjor, men hidtil ikke har vundet i årets tre første starter i Skandinavien.
|

Kieren Fallon. Foto: Jockeysroom.com

Her ses Kieren Fallon i baggrunden ved Täbys internationale jockeyturnering. I forgrunden Sveriges superstar Fredrik Johansson og bagved skimtes også Mark Larsen. Foto: Jockeysroom.com. |
|
| 21.08.2007 |
Fly Society udfordrer Funny Legend i Marit Sveaas (Gr.3)
Søndagens rent sportslige højdepunkt på Øvrevoll bliver Gruppe-3-opgøret Marit Sveaas Minneløp over 1800 meter, hvor der er fuldt hus med 15 heste i startboksen. Førstepræmien i opgøret er en rund million norske kroner, og løbet har tiltrukket heste fra hele Skandinavien, samt to gæster fra England og en enkelt fra Tyskland.
Søren Jensen har i løbet af de siste ugers tid vist gryende form i stalden på Enghavelyst, og han sender staldens fløjhest Fly Society til start i millionløbet. Stald Airbornes Flyinfact-søn har blot startet tre gange i år, og senest var han for tredje år i træk nummer to i Golden Mile (L) hjemme på Klampenborg.
"Flyveren" sluttede i fjor på femtepladsen bag vindende Binary File, og selv om konkurrencen ikke ser lettere ud i år kan den herlige fighter aldrig afskrives.
Det store hjemmebanehåb i Oslo er naturligvis Wido Neuroth-trænede Funny Legend, der efter en række år som totalt dominerende blandt de skandinaviske hopper nu også for alvor har slået igennem mod hingstene, hvilket hun gjorde med sejren i Stockholms Stora Pris (Gr.3) på Täby i foråret. Funny Legend kommer til start med to overlegne fem længders sejre i bagagen, og den fremragende hoppe kan her sætte kronen på værket for en helt igennem utrolig løbskarriere.
Rune Haugen sadler duoen Art Attack og Angel De Madrid, og Cathrine Erichsen prøver lykken med genopstandne Hovman, der senest choksejrede i Polar Cup (Gr.3) på Øvrevoll. Fly Society og Hovman er ikke de eneste danskopdrættede hest i storløbet, idet Niels Petersen-trænede The Pirate også får chancen i den hårdest tænkelige konkurrence.
Fra England kommer Richard Guest med den 4-årige Kalanisi-søn European Dream, der har vundet fire af sine syv starter i år - alle sammen i handicaps. David Elsworth sadler Montjeu-sønnen Snoqualmie Boy, der ikke har vundet i årets fire første starter, men han har dog gode placeringer bag sig i både større handicaps, samt Listed- og Gruppeløb.
Tyske Uwe Ostmann bringer en virkelig interessant 3-årig hingst til start i form af Dashing Blade-sønnen Forthe Millionkiss, der i år sæsondebuterede i Frankrig med en tredjeplads bag den senere tyske 2000 Guineas-vinder Aviso, og siden har han været kort slået af Gruppe-1-heste som Donaldson og Soldier Hollow. Forthe Millionkiss kommer i form af sin alder ind i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) med mindre vægt på ryggen end konkurrenterne, og han ligner en virkelig god vinderchance.
Hele Derbyprogrammet kan downloades direkte ved at klikke her!
|

Fly Society. Foto: US Photo.

Funny Legend. Foto: Catchlight.no.

Hovman. Foto: Catchlight.no. |
|
| 21.08.2007 |
Appel Au Maitre mod Luca Brasi og Calrissian i Norsk Derby
Der er lagt op til et brag af et revancheopgør når Øvrevoll på søndag slår portene op til årets største galopdag i Norge - med Peugeot Norsk Derby som den folkelige hovedbegivenhed.
15 heste er starterklæret i opgøret, og favoritten til førstepræmiens 550.000 kroner bliver naturligvis Stall Perlens fantastiske Appel Au Maitre, der efter en andenplads i Union-Rennen (Gr.2) og fjerdepladsen i Tysk Derby (Gr.1) senest var knusende overlegen i Svenskt Derby (L) på Jägersro.
Denne gang kommer Starborough-sønnen tilbage på græs, hvor han ifølge både sin træner Wido Neuroth og jockey Fredrik Johansson er mange gange bedre end hvad han viste på Malmös dirt track.
Appel Au Maitre har trukket startspor syv, og indvendigt for sig har han Lars Kelp-trænede Calrissian, der to uger tidligere var tredje i Svenskt Derby. Også Lars Kelp er sikker på at Calrissian vil være langt bedre på græs, men til gengæld kan man stille større spørgsmålstegn til Efisio-sønnen distanceformåen såfremt banen bliver meget krævende.
Francisco Castro-trænede Luca Brasi sluttede imellem Appel Au Maitre og Calrissian i Svenskt Derby, og han vil uden tvivl også få mange venner i totalisatoren denne gang, men spørgsmålet er om han kan omsætte sin fine dirt track-form til græsset igen.
Den danske Derbyvinder, Arnfinn Lund-trænede Cassini, er ligeledes blandt de startende og han vil uden tvivl sætte pris på at være tilbage over 2400 meter på Øvrevolls græs. Cassini sluttede femte i Svenskt Derby, og tilbage i sit rette element burde han ikke være dårligere stillet her.
Rune Haugen har altid haft store forhåbninger til Golan-sønnen Salongold, og hesten vandt senest Norsk Derby Trial efter hård opløbskamp med Act Two, der ligeledes er med i feltet på søndag.
Calrissians staldkammerat Rock All bringes ligeledes til start, og Danmark er desuden repræsenteret ved Bent Olsen-trænede Hoffmann, der senest var 10. i Svenskt Derby og helt sikkert også vil synes godt om at komme tilbage på græs.
Peugeot Norsk Derby rides kl. 16.55 søndag eftermiddag på Øvrevoll, og hele Derbyprogrammet kan downloades direkte ved at klikke her!
|

Appel Au Maitre - vinder af Svenskt Derby 2007. Foto: US Photo.

Cassini - vinder af Dansk Derby 2007. Foto: US Photo. |
|
| 20.08.2007 |
Neuroth og Haugen købte tilsammen for 12,5 millioner
De to norske fløjtrænere Wido Neuroth og Rune Haugen havde ikke glemt tegnebogen på hotelværelset under åringsautionen i Deauville, og de to trænere købte tilsammen heste for 1.660.000 euro - svarende til ca. 12,5 millioner danske kroner!
Wido Neuroth fik igennem sin agent Peter Doyle hammerslag på lot 178, en brun hingst efter Hawk Wing - She Is Zen v. Zieten for 440.000 euro.
Hawk Wing var tredobbelt Gruppe-1-vinder med sejre i National Stakes (Gr.1), Eclipse Stakes (Gr.1) og Juddmonte Locking Stakes (Gr.1), og hans første årgang er to år i 2007. Åringens mor She Is Zen har en 2-årig efter Numerous i træning i Irland, og hun er selv søster til Prix Ganay (Gr.1)-vinderen Execute, Grand Prix d'Evry (Gr.2)-vinderen Tout Ou Tard og Prix Quincey (Gr.3)-vinderen Ing Ing.
Tredjemoderen Girl Friend vandt bl.a. Prix Maurice de Gheest (Gr.3) og hun har udover She Is Zens mor produceret Gruppe-3-vinderen Comrade In Arms.
Øvrevolls championtræner Rune Haugen stod ikke tilbage for sin trænerkonkurrent, og for den nette sum af 600.000 euro, svarende til ca. 4,5 millioner danske kroner, købte træneren i første omgang lot 114 - en brun hingst efter 2000 Guineas (Gr.1)-vinderen King's Best og Danseuse Indienne v. Danehill. Danseuse Indienne er helsøster til Prix Ganay (Gr.1)-vinderen Indian Danehill, som i dag er succesrig avlshingst.
Åringen får en del at leve op til, idet han er bror til Prix Quincey (Gr.3)-vinderen Devious Indian og Prix de Lutece (Gr.3)-vinderen Etendard Indien, og hesten er i øvrigt ud af samme familie som Gruppe-1-vinderne Poliglote, Special Ring og Antheus.
Haugen var på banen igen ved lot 147, en brun hingst efter Montjeu - Luminosity v. Sillery. Montjeu vandt som aktiv 11 sejre, heriblandt både Irish Derby (Gr.1), Prix du Jockey Club (Gr.1), King George (Gr.1) og Prix de l'Arc de Triomphe (Gr.1), og i avlen slog han med det samme igennem som den hidtil bedste søn af Sadler's Wells med afkom som Hurricane Run, Motivator, Scorpion og Authorized.
Moderen Luminosity var selv vinder og i avlen har hun tidligere produceret den amerikanske Grade-2-vinder Little Treasure og den Listed-placerede Année Lumiére. Andenmoderen Bague Bleue er Listed-vinder og helsøster til firedobbelte Gruppe-1-vinder Bigstone. Prisen for Montjeu-sønnen var 400.000 euro, svarende til ca. tre millioner danske kroner.
Endelig fik Rune Haugen hammerslag på lot 194, en brun hingst med navnet Theoderich efter Singspiel og Be My Guest-datteren Tryphosa. Hingsten er dermed halvbror til Haugens 4-årige Tertullus.
Singspiel opnåede i sin aktive karriere at blive alle tiders mest vindende hest i verden, hvilket skete i form af sejre i Canadian International (Gr.1), Japan Cup (Gr.1), Juddmonte International Stakes (Gr.1), Coronation Cup (Gr.1) og Dubai World Cup (L). I avlen er Singspiel bl.a. far til Dubai World Cup (Gr.1)-vinderen Moon Ballad, og på disse breddegrader har han en temmelig velkendt søn med navnet Bosun's Watch.
Moderen Tryphosa repræsenterer én af de stærkeste tyske moderlinjer - hun vandt selv Tysk 1000 Guineas (Gr.2) og var tredje i det franske Oaks - Prix de Diane (Gr.1) - og i avlen har hun tidligere produceret den Listed-placerede Tainos, den nidobbelte japanske vinder Tanana og naturligvis Tertullus, som i fjor sejrede i Norsk 2000 Guineas.
Tryphosa er selv halvsøster til den fantastiske tyske Gruppe-1-vinder Turfkönig, Listed-vinderen Tocopilla og Gruppe-3-vinderen Tiberius Caesar, der i dag trænes i Sverige af Fredrik Reuterskiöld. En anden søster til Tryphosa - Thesi - er i øvrigt mormor til den dobbelte Prix Dollar (Gr.2)-vinder Touch Of Land.
Prisen for Theoderich var 220.000 euro, svarende til ca. 1,6 millioner kroner, og dermed fik Haugen tilsammen handlet for i overkanten af ni millioner kroner på auktionen i Deauville. Hestene blev købt i samarbejde mellem Stall Nor og Lagulise Racing.
|

Rune Haugen købte tre heste for en samlet pris af ni millioner kroner.
Foto: Catchlight.no.

Haugen købte bl.a. en halvbror til 2000 Guineas-vinderen Tertullus.
Foto: Catchlight.no.

Wido Neuroth købte en Hawk Wing-søn for over 3,2 millioner kroner.
Foto: US Photo. |
|
| 19.08.2007 |
Lars Kelp og Søren Jensen købte heste for 1,5 millioner
Årets Yearling Sale i Deauville slutter først mandag, men allerede nu er de to Klampenborg-trænere Søren Jensen og Lars Kelp godt tilfredse efter at de tilsammen har indkøbt heste for mere end halvanden millioner danske kroner.
Lars Kelp fik igennem MAB Agency i første omgang hammerslag på lot 82, en brun hingst efter den High Chaparral og Lomitas-datteren Zaza Top. High Chaparral vandt i sin aktive karriere både Budweiser Irish Derby (Gr.1), Irish Champion Stakes (Gr.1) Racing Post Trophy (Gr.1) og Breeders' Cup Turf (Gr.1) to gange, og Sadler's Wells-sønnens første årgang er nu to år gamle.
Åringens mor Zaza Top vandt fire løb i Tyskland, heriblandt Hoppegartener Stutenpreis der Dreijährigen (L), og hun var derudover bl.a. placeret 2. i Premio Dormello (Gr.3) i Italien. Zaza Top er i avlen mor til Galileo-sønnen Zoe Dream, der i år har vundet to gange i fire starter i Frankrig, og hun har desuden en 2-årig hoppe efter Anabaa i træning i Tyskland.
Åringen er opdrættet af tyske Gestüt Fährhof og blev handlet for 100.000 euro, svarende til godt og vel 750.000 danske kroner.
Lars Kelp og MAB Agency var senere på spil igen og fik hammerslag på lot 217, en hingst efter den nye australske avlshingst Reset og Mondrian-datteren Diandrina.
Zabeel-sønnen Reset vandt som aktiv Australian 2000 Guineas (Gr.1) og Futurity Stakes (Gr.1), og dette er hans første årgang.
Åringens mor Diandrina vandt tre gange og var desuden placeret tre gange i kun otte starter i Tyskland, og hendes første afkom er en 2-årig hingst efter Xaar, der ligeledes trænes i Tyskland.
Diandrina er efter den tyske Championhoppe Diasprina, og dermed er hun søster til den tyske 1000 Guineas (Gr.2)-vinder Diacada og Championhoppen Desidera, som igen har produceret den tyske Derby-2'er Dickens.
Åringen er i øvrigt nært relateret til lot nummer to på Dansk Galops Åringsauktion, en brun hingst efter Silca Legend og hoppen Dianella, som selv er ud af en søster til Diandrina. Prisen for åringen var 35.000 euro, svarende til ca. 260.000 danske kroner.
Søndag aften fik Søren Jensen sammen med MAB Agency handlet lot 271, en hoppe efter Elusive City og Ashkalani-datteren Saskya's Dream.
Elusive City vandt som aktiv Prix Morny (Gr.1), og hans første årgang er på auktion nu. Moderen Saskya's Dream er vinder i Frankrig og i avlen har hun produceret Barathea-sønnen Epimethee, der er vinder af fire løb i Frankrig, og i år har hun en 2-årig hoppe efter Hawk Wing.
Saskya's Dream er selv halvsøster til Listed-vinderen Sweet Story og Kaldoun-datteren Shy Lady, der selv er mor til St. James' Palace Stakes (Gr.1)-vinderen Zafeen. Fra samme familie kommer bl.a. Godolphins Gruppe-2-vinder Diffident og Breeders' Cup Mile (Gr.1)-vinderen Opening Verse.
Hoppeåringen kostede 70.000 euro, svarende til ca. 520.000 kroner, og hun blev købt i kommission for Stald Seeland.
|
|
|
| 17.08.2007 |
Funny Legend fortsætter sejrsmarchen
Skandinaviens bedste hoppe, Stall E&F's Funny Legend, fortsatte torsdag aften sejrsmarchen da hun tog sæsonens fjerde sejr i Fearnleyløpet over 1800 meter.
Det velbetalte opgør, der er forbeholdt norskopdrættede heste, blev nærmest en ren walkover for den Wido Neuroth-trænede Funambule-datter, der efter afbud fra den formodet værste konkurrent Firello let kunne henvise Nicki Hill til andenpladsen med 5½ længde.
Som sædvanligt havde Funny Legend Fredrik Johansson på ryggen, og næste opgave for parret bliver i Marit Sveaas Minneløp (L) på den norske Derbydag 26. august.
|

Funny Legend efter sejren i Fearnleyløpet. Foto: Catchlight.no. |
|
| 16.08.2007 |
Virker SOC-formen for Django?
Klampenborgs V65-dag på søndag danner ramme om to storløb i form af Klampenborg HesteEjerForenings Racing Bowl over 1400 meter og Klampenborg Classic over 2400 meter.
Begge opgør har en samlet præmiesum på 100.000 kroner, og i sidstnævnte løb får vi et glædeligt gensyn med tre af deltagerne fra forrige søndags Scandinavian Open Championship (Gr.3) - Django, Alnitak og Bongo Bello.
Dertil krydres løbet med Calistoga som i foråret vandt Dansk Jockey Club Cup (L), Fyensløbs-vinderen Eko Arabian Night og endelig den svenske gæst Xaarist der kommer med en frisk sejr fra en LördagsTrio/Komb på Jägersro.
Diaghilew forsvarer titlen i Racing Bowl
Der er ligeledes seks heste til start i Klampenborg HesteEjerForenings Racing Bowl, hvor favoritten hedder Tiberius Caesar. Den Fredrik Reuterskiöld-trænede gæst lignede længe en vinder i Københavns Store Handicap, men han mistede aktionen få hundrede meter fra mål og måtte i stedet tage til takke med tredjepladsen, to længder bag vindende Crimson And Gold.
Senest leverede Tiberius Caesar endnu en flot præstation som tredje bag Hovman i Polar Cup (Gr.3) på Øvrevoll, og denne form kommer uden tvivl til at række rigtig langt i dagens opgør, hvor Tiberius Caesar nærmest er "kastet ind" med blot 56 kilo på ryggen, hvilket er tre kilo mindre end topvægten Diaghilew, der i år har vundet tre af sine fire starter men senest var oppe mod overmagten i Copenhagen Golden Mile (L).
Hanne Bechmann kommer med altid stabile Hongkong, der på Scandinavian Open-dagen vandt Margrethe Trocks Ærespræmie med hele 72 kilo på ryggen, Bent Olsen sadler Jydsk Champion Stakes-vinderen Green Calibre, Bodil Hallencreutz sætter sin lid til velafstammede Fox, mens Ken Stott har feltets eneste hoppe i form af veltrukne Lulla, der er en halvsøster til superhoppen Lumen.
Flot Oaks-test i Fabellaløb
Fabella Løb over 2200 meter har samlet et flot felt på 12 hopper, der pudser formen af inden en eventuel start i Dansk Oaks søndag den 2. september. Lars Kelp har tre gode kort på hånden i form af Comx, Our Actress og Coolmore Rocks, Søren Jensen prøver lykken med May Spirit og Lexmark, og blandt de øvrige udfordrere finder man talentfulde Solid Snake og Brian Wilsons successhoppe Bella Donna.
Alt i alt en rigtig fin test her kun 14 dage inden "Hoppernes Derby".
|

Django. Foto: US Photo.

Diaghilew vinder sidste års Racing Bowl foran Fox og Hongkong. Alle tre er til start igen i år. Foto: US Photo.

Coolmore Rocks. Foto: US Photo. |
|
| 16.08.2007 |
Classic Line slog Classic First i Produce Stakes
Helle Christensen-trænede Classic First var den store forhåndsfavorit i Produce Stakes på Fyens Væddeløbsbane onsdag aften, men Cajun Cadet-sønnen blev overrumplet af Bent Olsen-trænede Classic Line, der under en offensivt ridende Luis Santos tog fronten fra start i et hæsblæsende tempo. Den brune hoppe havde et klart forspring til forfølgerne Classic First og Cut The Wind ind på opløbsstrækningen, og ingen formåede at stille noget op mod den fine debutant som til slut vandt ganske overlegent.
Classic First tog andenpladsen foran Cut The Wind, mens Centennial, Royal Highness og Gameboy fik de sidste præmiepenge med hjem fra Odense.
Førstepræmien var 46.500 kroner værd for Classic Line, der er opdrættet af Berner Olsen og ejet af Michael Simonsen. Classc Line blev således årets anden 2-årige storløbsvinder efter Danzig-sønnen Primatico, der ligeledes er far til Opdrætningsløbsvinderen Belle Blanche. Produce Stakes-vinderen er ud af Fawzia Stakes-vinderen Il-X og dermed halvsøster til gode vindere som Friends Forever, Mamazita, Norwegian Sun og ikke mindst 3-årige Da Vinci.
|
|
|
| 13.08.2007 |
Fremvisning af Binary File og auktionsåringer på York Stutteri
På fredag den 17. august kl. 16.00 holder York Stutteri i Hørsholm "Åbent Hus" med fremvisninger af stutteriets 10 auktionsåringer, der skal i ringen på Dansk Galops Åringsauktion lørdag den 1. september.
Foruden fremvisningen af åringerne præsenterer York Stutteri også deres nye avlshingst for 2008, Nureyev-sønnen Binary File, ligesom både Academy Award, Cajun Cadet og Richard Of York vil være at finde på stutteriet. Richard Of York blev i foråret erklæret ufrugtbar, hvilket øjeblikket satte avlskarrieren i stå, men ifølge York Stutteris indehaver Nick Elsass er der nu fornyet håb om at få Rainbow Quest-sønnen tilbage i avlen ved hjælp af en speciel medicin der bl.a. kan stabilisere enzymerne i blodet hos hesten.
De 10 åringerne som fremvises på fredag er efter hingstene Richard Of York, Academy Award, Funambule og Domedriver.
|

Der er åringsfremvisning på York Stutteri fredag eftermiddag.
Foto: York.dk. |
|
| 12.08.2007 |
Good Girl bedst i Sofierolöpning
På trods af den svære udgangsposition fra spor 12 lykkedes det søndag eftermiddag Stutteri Bakkehave med fleres superhoppe Good Girl at vinde Sofierolöpning over 1730 meter på Jägersro.
Mas Media-datteren fik ikke den hurtigste start, men Nicholas Cordrey havde hende hurtigt oppe i omdrejninger og inden det skarpe første sving havde jockeyen sin hest placeret i andet/tredje spor, hvorefter parret kunne styre slagets gang hele vejen til målstregen. Rundt opløbssvinget koblede Good Girl grebet på førende Lam Of Mull, og den danske duo førte hele vejen ned gennem opløbet for til sidst at afvise et par gode angreb fra Al Calvados/Per-Anders Gråberg og Mr Dark Wolf/Carlos Lopez.
Sejren lød på to lette længder for Good Girl, der trænes på Enghavelyst af Hanne Bechmann, er opdrættet af Brdr. Vang-Lauridsen & Bechmann Stud, og som tidligere nævnt ejes af Stald Bakkehave m.fl.
Netop Stald Bakkehave, alias Gurli Olesen og Karsten Birk, vandt her deres sejr nummer 100, hvilket må siges at høre til sjældenhederne inden for dansk galopsport! Sejren var den femte i årets sejs første starter for Good Girl, der næste gang atter skal prøve kræfter med distancen 2400 meter i Dansk Oaks hjemme på Klampenborg.
Læs meget mere fra den svenske Derbydag her...
|

Good Girl/Nicholas Cordrey vinder Sofierolöpning. Foto: US Photo.

Good Girl modtages i vindercirkelen af Stald Bakkehave og den øvrige glade ejerkreds. Foto: US Photo. |
|
| 12.08.2007 |
Appel Au Maitre i særklasse i Svenskt Derby (L)
Inden Svenskt Derby (L) blev der talt i floskler om "spil til ét mål", "én hest alene på banen" og meget mere. Og da slaget skulle slås viste flosklerne sig at være velvalgte, for der var vitterligt aldrig nogen tvivl om hvem der er Skandinaviens bedste hest lige nu - Stall Perlens 3-årige Appel Au Maitre levede med største lethed op til favoritværdigheden og vandt millionopgøret med fem overlegne længder før Francisco Castro-trænede Luca Brasi og Lars Kelps danske håb Calrissian.
Fredrik Johansson havde fra første galopspring fuld tiltro til kraftværket under ham, og da der en overgang efter start blev småt med plads, valgte han i stedet for at kæmpe om placeringerne at holde Appel Au Maitre lidt tilbage. Johansson tog det fortsat roligt da feltet ramte bagsiden for anden gang, alt imens Flying Falk førte an i front med Calrissian liggende lige bag sig.
På et tidspunkt havde Fredrik Johansson faktisk sin værste konkurrent Manuel Martinez i sin hule hånd, idet Luca Brasi ikke havde plads til sit fremstød, men Johansson lod alligevel Martinez komme ud og forklarede efter løbet at det var helt bevidst for at Appel Au Maitre kunne få en hest at løbe med over sidste del af distancen.
Rundt opløbssvinget fløj Luca Brasi og Appel Au Maitre forbi samtlige konkurrenter, og Manuel Santos som ellers havde givet Calrissian den helt optimale indvendige rejse sad pludselig lukket inde som ren sorteper og måtte se de to modstandere stryge forbi udvendigt for sig. På toppen af opløbsstrækningen kiggede Johansson sig en gang tilbage - måske for at se om der var nogen fare bagfra, men nok allermest for at illustrere at Appel Au Maitre havde totalt styr på Luca Brasi.
Da Starborough-sønnen fik endelig marchordre trak han omgående fra i et eksplosivt ryk, og hesten øgede sin føring hele vejen til målstregen som han skar i ensom majestæt til stor norsk jubel.
Sejren var 790.000 svenske kroner værd for Appel Au Maitres ejere Bente og Magne Jordanger fra Stall Perlen, der her skrev sig ind i historiebøgerne som oftest sejrende ejere af Svenskt Derby gennem tiderne. Tidligere har Stall Perlen triumferet i dette løb med Chirac, Valley Chapel og Val De Mar, og Appel Au Maitre blev deres fjerde vinder.
Alle er de blevet trænet af Wido Neuroth og redet af Fredrik Johansson, og både Neuroth og Johansson skrev sig sammen med Stall Perlen ind i den svenske historie idet det var deres henholdsvis niende og femte sejr i netop dette opgør.
Aldrig tidligere havde en hest med et generalhandicap på 93 været til start i Svenskt Derby, og Appel Au Maitre kom direkte fra en fjerdeplads i Tysk Derby (Gr.1), som i øvrigt blev vundet af Fredrik Johansson på Adlerflug. "Næste start bliver højst sandsynligt Norsk Derby, og derefter sigter vi enten på Stockholm Cup (Gr.3) eller en ny internation opgave", udtalte en glad og rørt Wido Neuroth efter Derby-sejren på Jägersro.
|

Appel Au Maitre/Fredrik Johansson skærer målstregen som suveræn vinder af Svenskt Derby. Der var fem længder til Luca Brasi/Manuel Martines og yderligere tred længder til Calrissian/Manuel Santos.
Foto: US Photo.

Foto: US Photo. |
|
| 10.08.2007 |
Pistachios første startende afkom vandt på Øvrevoll
Den på Bechmann Stud-opstaldede avlshingst Pistachio kunne ikke have fået en bedre start på stutteri-karrieren! Torsdag aften var Unblest-sønnens første afkom til start i Norsk Rikstoto Rekrutteringsløp over 900 meter på Øvrevoll, og det blev til øjeblikkelig succes!
2-årige Sang Real trænes af Arnfinn Lund, som selv havde både Pistachio og moderen Little Erica i sin varetægt som aktive, og vallakken leverede et strålende indtryk ved at sejre let med en halv længde i hænderne på Pascolina Pinto. Andenpladsen gik til tyske Quanero, mens Neuroth-debutanten Simian ikke kunne leve op til favoritværdigheden og sluttede tredje.
Sang Real var i ringen på Dansk Galops Åringsauktion i fjor, og efter torsdagens fine debutsejr matches han nu imod Dansk Galops Auktionsløb søndag den 2. september.
Pistachio står i dag opstaldet på Bechmann Stud i Nordsjælland, hvor han i år har bedækket i omegnen af 10 hopper, heriblandt Working Girl, der er mor til både Oaks-vinderen Shangri La og den højaktuelle dobbelte klassiske vinder Good Girl. Pistachio har ligeledes bedækket netop Shangri La, samt andre spændende navne som China Moon, Summer Beauty og Taos halvsøster Tenfore.
Mens Stutteri Hjortebo-opdrættede Sang Reals far Pistachio nu står opstaldet i Danmark, er hans mor Little Erica eksporteret til Pakistan, hvor hun til næste år venter føl efter den ligeledes i Pakistan-opstaldede hingst Santiago Matias.
|

2-årige Sang Real og Pascolina Pinto efter debutsejren torsdag aften på Øvrevoll. Foto: Catchlight.no. |
|
| 10.08.2007 |
Good Girl favorit trods svært startspor i Sofierolöpning
Hanne Bechmann-trænede Good Girl har vundet fire af årets fem starter, heriblandt Mowerinaløb på Klampenborg, Dianalöpning på Täby og senest Altamiralöpning på Jägersro.
På søndag er hun tilbage på sidstnævnte bane, hvor hun på den svenske Derby Dag bringes til start i Hänt Extra Sofierolöpning over 1730 meter med 448.000 kroner i samlet præmiesum.
Good Girl bliver utvivlsomt klar favorit i opgøret, men hun har dog en række gode konkurrenter imod sig, og dertil skal hun først og fremmest overvinde det udvendige startspor 12, som bestemt ikke er nogen fordel på den aktuelle distance. Mas Media-datteren har tidligere vist sig hurtig fra start, og det bliver hun også nødt til at være på søndag, hvis ikke hun enten skal havne langt ude i sporene eller længere tilbage i feltet rundt det første sving.
Ligesom ved sejrene i Mowerinaløb og Altamiralöpning får Good Girl Nicholas Cordrey i sadlen, og de på papiret værste konkurrenter findes i Rune Haugen-trænede Lam Of Mull og succesrige Bendik Bös Täby-duo Al Calvados og Russian Roulette. De danske farver repræsenteres foruden Good Girl også af Lars Kelp-trænede Shareholder, der nu er tilbage omkring milen efter to starter over længere distance.
Førstepræmien i Sofierolöpning er 224.000 kroner og løbet kan ligesom samtlige andre opgør på den svenske Derby Dag følges direkte på Dantoto Racing Live, og der kan spilles til løbene via danskespil.dk.
|

Hanne Bechmann-trænede Good Girl bliver på trods af det svære startspor 12 med sikkerhed spillernes favorit i Sofierolöpning på søndag.
Foto: US Photo |
|
| 08.08.2007 |
Appel Au Maitre indtager Jägersro på søndag
Søndag eftermiddag åbner Jägersro portene til årets største galopdag i Malmö - den svenske Derby Dag med 11 løb på programmet og en samlet præmiesum på 3.569.000 svenske kroner.
Dagens altoverskyggende begivenhed er naturligvis Svenskt Derby (L) over 2400 meter, og her kommer et stærkt felt på 15 heste til start. Derby-deltagerne har et gennemsnitligt handicap på 80, og feltets helt store stjerne er naturligvis Wido Neuroth-trænede Appel Au Maitre, der efter sin fremragende fjerdeplads i BMW Deutsches Derby (Gr.1) med sikkerhed bliver klar favorit til førstepræmiens 790.000 kroner.
Den fukse Starborough-søn var ubesejret i to starter som 2-årig, hvor han sluttede af med at vinde Vinterfavoriternas Pris på Täby, og i år har han lagt ud på de tyske baner - først med en fjerdeplads bag Gruppe-1-2'eren Shrek, siden blev han nummer to i det tyske Derby Trial "Union Rennen (Gr.2)" bag den senere Gruppe-1-2'er Axxos, og senest sluttede han efter en uheldig rejse stærkt af til fjerdepladsen bag Adlerflug i det tyske Derby (Gr.1) i Hamborg.
Ligesom i Union-Rennen (Gr.2) rides Appel Au Maitre af Wido Neuroths førstejockey Fredrik Johansson, der med en sejr uden tvivl vil skabe overskrifter i de tyske medier, idet han hans navn virkelig er kommet i søgelyset efter Derbysejren i Hamborg.
Er Luca Brasi god nok?
Jägersros championtræner Francisco Castro er endelig kommet igennem den lange sygdomsperiode i stalden, og Luca Brasis utrolige opvisning i Svenskt Derby Trial hvor han i et hårdt ryk splittede hele feltet ad rundt opløbssvinget, var et bevis på at Singspiel-sønnen om nogen kan være den der kan give give Appel Au Maitre modstand på søndag.
Luca Brasi besejrede i Derby Trial Lars Kelp-trænede Calrissian, der hidtil var ubesejret og gik endnu et flot løb, dog uden på noget tidspunkt at virke faretruende mod vinderen. Lars Kelp klagede efter løbet over, at sandet på Jägersro var alt for løst, og træneren virkede overbevist om at formen på Luca Brasi kan vendes i deres forestående møde på søndag.
Cassini jagter ny Derbysejr
Arnfinn Lund-trænede Cassini vandt på den sidste søndag i juni Dexia Dansk Derby på Klampenborg, og nu skal Monsun-sønnen forsøge at vinde endnu et Derby, men det bliver en langt hårdere opgave denne gang. Sidste års svenske Kriteriumsvinder Ilo er også med i legen, og interessant bliver det ligeledes at følge Pia Brandts franske gæst High Court og den svenske Oaks-vinder Bea Apache.
Læs om samtlige Derby-heste og meget mere på Jägersros website - klik her!
|
|
|
| 07.08.2007 |
Peas And Carrots behandlet efter SOC-skuffelsen
Lennart Reuterskiöld Jr-trænede Peas And Carrots var storfavorit i 19 for 10 da lågerne gik op til Scandinavian Open Championship (Gr.3) i søndags, men Final Appearance-sønnen fik aldrig vist sin store klasse og faldt fra i afgørelsen til løbets femteplads, godt otte længder bag vindende Equip Hill.
Dagen efter opgøret blev Peas And Carrots grundigt undersøgt, og mens der heldigvis ikke var nogen spor af gene fra hestens tidligere karrieretruende skade, viste det sig dog at hans højre knæ var kraftigt overbelastet.
"Overbelastningeni knæet har højst sandsynligt været undervejs i et stykke tid, men hesten er så frygtløs at ingen af os som har redet ham i det daglige har kunne mærke noget som helst på ham. I det sidste arbejde inden Scandinavian Open gik han fantastisk, men selve reaktionen kom først da det for alvor gik stærkt i søndags. Vi har allerede nu behandlet ham i knæet, og efter nogle dages træningspause vil vi igen være i stand til at forberede ham mod den næste store opgave som bliver Stockholm Cup International i september", forklarede Lennart Reuterskiöld Jr. mandag eftermiddag til galopsport.dk.
|

Peas And Carrots fulgte godt med i Scandinavian Open indtil en overbelastning i højre knæ viste sig. Foto: US Photo |
|
| 02.08.2007 |
Zafirah snød Cassini og Kronhjort
Vinderen af Dexia Dansk Derby, Arfinn Lund-trænede Cassini, og Bent Olsens 2000 Guineas-vinder Kronhjort var de klart mest betroede heste i Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer torsdag aften på Øvrevoll, men det blev i stedet Hallvard Soma-trænede Zafirah der kunne trække sig sejrrigt ud af storløbet med en førstepræmie på 115.000 norske kroner.
Cassini kom som i sin sædvanlige stil langsomt fra start, mens Kronhjort hurtigt var med fremme blandt de forreste på bagsiden. Ind på den lige strækning overtog Kronhjort føringen og galopperede længe i front, mens John Fortune stille og roligt arbejdede sig op gennem feltet med Cassini.
200 meter fra mål havde Cassini næsten fat i Kronhjort, men indvendigt for de to heste angreb Manuel Santos på ryggen af Zafirah, og Cajun Cadet-datteren skød bedst fart af alle på det sidste stykke og kunne til slut sejre let med en længde foran Cassini, der med hals henviste Kronhjort til tredjepladsen. Fjerdepladsen gik til Naja, mens Dunaroni blev femte.
Zafirah ejes af Stall Heia og hun er opdrættet i Danmark af Per Olav Svendsen. De danske farver klarede sig derfor strålende i de skandinaviske mesterskaber, for ikke nok med at Kronhjort også er danskopdrættet på Stutteri Hjortebo, så kommer fjerdehesten Naja ligeledes fra et dansk stutteri - nemlig Stutteri Elverdam.
|
|
|
| 02.08.2007 |
Salongold vandt Norsk Derby Trial
Norges championtræner Rune Haugen fremviste torsdag aften et godt Derbyemne på Øvrevoll, da Golan-sønnen Salongold trak det længste strå i Peugeot Derby Trial 2200 meter.
Salongold var tidligt med fremme, og ind på opløbet trak hesten let fra de øvrige, men Mark Larsen måtte arbejde for ridepengene de sidste 300 meter, idet både Act Two/Pascolina Pinto og Salongolds staldkammerat Spirit Du Logis/Jacob Johansen nærmede sig kraftigt. Spirit Du Logis nåede aldrig helt frem, men Act Two så en overgang ud til at kunne koble grebet på Salongold, der dog kæmpede videre så snart han fik sin konkurrent op på siden, og han vandt til slut løbet med hals.
"Han kunne have vundet med 15 længder for han har så meget klasse, men han er fortsat en stor baby og da han kom i front vidste han ikke hvad han skulle. Han er et godt kort til Norsk Derby, men hans chancer havde nok været større såfremt løbet kom om tre måneder i stedet for tre uger", sagde Mark Larsen efterfølgende til Norsk Rikstoto.
"I Derbyet prøver vi uden blinkers", supplerede Rune Haugen, der kommer til at kæmpe hårdt for at bibeholde sit trænerchampionat i 2007, for især Wido Neuroth ser ud til at have en række nye stjerner klar i den yngste årgang. Neuroth startede løbsdagen med at sadle to 2-årsvindere - først vandt den debuterende Cajun Cadet-datter Fortaleza/Fredrik Johansson et maidenløb, og dernæst havde Wido Neuroth de to første gennem mål i storløbet Eivind Eckbo Legats Vandrepokal med henholdsvis Distant Star/John Fortune og Celeste/Fredrik Johansson.
|
|
|
| 02.08.2007 |
Hovman "genopstod" i Polar Cup (Gr.3)
De fleste regnede med at tiden i den skandinaviske elite var et overstået kapitel for danskopdrættede Hovman, men den 8-årige Kateb-søn har langt fra sagt farvel endnu, hvilket han torsdag aften slog fast med sejren i det norske Gruppe-3-løb Polar Cup over 1350 meter på Øvrevoll i Oslo.
Med Luis Santos på ryggen fulgte Hovman efter førende Ihla Grande på bagsiden, og kort inde i opløbet havnede han i front, hvor indvendige Tiberius Caesar lignede den værste trussel. Ved "vejen" havde Hovman dog kontrol over sin svenske konkurrent, men over de sidste 100 meter blev Hovmans galopspring meget korte, og han nåede kun med nød og næppe at holde sidste års Polar Cup-vinder, franske Ricine, bag sig på målstregen.
Tiberius Caesar holdt ved til tredjepladsen, mens de sidste præmiepenge gik til Wazir og Salt Track. Førstepræmien var 300.000 kroner værd for Hovman, der her vandt karrierens første Gruppe-3-løb, og træner Cathrine Erichsen var tydeligt rørt efter den store sejr.
"Han har givet os så mange glæder, men vi har også været fast besluttet på at han ikke skulle ende karrieren i de lavere klasser. Jeg måtte næsten knibe mig i armen da han kom ned igennem opløbet, det var som om han stod op fra de døde", berettede Cathrine Erichsen efter sejren.
|
|
|
| 01.08.2007 |
Tager Kronhjort revanche mod Cassini?
Vinderen af Dexia Dansk Derby 2007, Arnfinn Lund-trænede Cassini, bringes torsdag aften til start for første gang siden han sejrede i det klassiske opgør på Klampenborg. Det sker på hestens hjemmebane Øvrevoll, hvor han med John Fortune i sadlen stiller op som favorit i Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer over 1800 meter græs.
Cassini har vundet tre af sine fire karrierestarter, og da hans eneste nederlag var i Klampenborgs Derby Trial Stakes som anden bag Aladar, er han fortsat ubesejret hjemme i Oslo og i morgendagens opgør ser kun én hest ud til at være i stand til at true ham.
Fra Danmark kommer Bent Olsen nemlig med 2000 Guineas-vinderen Kronhjort, der var meget uheldig i sidste del af Dexia Dansk Derby hvor han blev mast i en sandwich forårsaget af sin "barndomsven" Premier Cru.
Kronhjorts sejr i Dansk 2000 Guineas var foran en række gode importer, og den klasse Cajun Cadet-sønnen viste ved denne lejlighed gør at han bestemt har alle chancer for at kunne true Cassini over 1800 meter.
Ny fransk sejr i Polar Cup (Gr.3)?
I fjor trak Francois Rohaut-trænede Ricine sig sejrrigt ud af Polar Cup (Gr.3) over 1350 meter på Øvrevoll, og den nu 5-årige hoppe er tilbage igen for at forsvare titlen. Hun møder bl.a. sidste års 2'er Solvana, Pramms Memorial (L)-vinderen Salt Track, Täby Vårsprint (L)-vinderen Steve's Champ , Täby Open Sprint (Gr.3)-vinderen og Francisco Castros topsprinter Pipoldchap.
|

Kronhjort. Foto: US Photo

Cassini. Foto: US Photo |
|
| 31.07.2007 |
Binary File erstatter Richard Of York fra 2008
Pressemeddelelse:
York Stutteri har sikret sig den skandinaviske galop-champion fra 2006, Binary File som ny avlshingst. Nureyev-sønnen har været i kikkerten hos York Stutteri efter den regerende Skandinaviske Champion Avlshingst Richard of Yorks alt for tidlige pension.
Det var et stort held og velvilje fra ejerne, som gjorde, at vi kunne erhverve denne pragtfulde miler-stayer fra Light Valley Stud & Stald Milo. Binary File har et stort hul at fylde ud på stutteriet, men han har så absolut vist evnerne, der skal til. Hans ”Toughness” og ”Turn of Foot” sammenlagt med hans fantastiske evne til at håndtere både dirttrack og græs på alle distancer fra 1600 til 2400 meter er sjældent set mage”.
Binary File har udmærket sig ved at have vundet storløb i alle tre skandinaviske lande, bl.a. Marit Sveaas Minnelop, Øvrevoll, Gr.3, 1800 m, (2006), Hangover Square Pokalløb, Klampenborg, L., 1800m, (2006), Pramms Memorial, Jägersro, L., 1730 m, (2006), Swedish Open Mile, Täby, L., 1600m, (2005).
Desuden har Binary File vist at hans kompetencer rækker langt udover de skandinaviske baner med solide præstationer i England, Frankrig, Tyskland og Dubai bl.a. vinder af Persimmon Homes Strensall Stakes, York, L., 1750m (2002), placeret 2. i Prix Dollar Fouquet's Barriere, Longchamp, Gr.2, 1950m, (2002), placeret 4. i Dubai Duty Free Cup, Newbury, L., 1400 m (2002), placeret 4. i Steventon Stakes, Newbury, L., 2000 m (2003), placeret 4. i JAXX Pokal Hamburger Meile, Hamburg, Gr.3, 1600m (2006) samt placeret 5. i Lahan Burj Nahaar Stakes, Nad Al Sheba, Gr. 3, 1600m (2007).
Binary File er efter den fantastiske Nureyev, Champion 3-årig miler i Europa i 1980, der har haft forrygende succes i avlen som både ”sire” og ”sire of sires”. far til vindere af over 1500 væddeløb, 135 Stakes vindere, 61 Gruppe eller Graded Stakes vindere, og 23 Gruppe/Grade 1 vindere og 9 Champions, inklusiv Theatrical, Peintre Celebre, Zilzal, Stravinsky, Wolfhound, Spinning World, Polar Falcon, Fasliyev, Soviet Star, Atticus, Great Commotion og mange flere.
Binary File er ud af Rainbow Quest-hoppen Binary, vinder af Prix Des Tuileries, Saint Cloud, L., 2000 m (1996), samt placeret 2. i Prix de Psyche, Deauville, Gr.3, 2000 m (1996), og 5. i Prix Cleopatre, Saint Cloud, Gr.3, 2100 m (1996). Binary er helsøster til Bequeath vinder Fred Archer Stakes, Newmarket, L., 2400 m (1996) samt halvsøster til avlshingsten Bal Harbour vinder af Gala Stakes, Kempton Park, L. 2000 m (1996) samt Superlative Stakes, Newmarket, L., 1400 m (1993) placeret 2. i Prix Gontaut-Biron, Deauville, Gr.3, 2000 m (1996), og placeret 3. i Hardwicke Stakes, Royal Ascot, Gr.2, 2400 m (1995).
Dermed er én af de bedste væddeløbere set i Skandinavien sikret for de skandinaviske avlere. Han påbegynder sin avlskarriere i 2008 på York Stutteri. Et kuriosum er det, at Binary File er opdrættet i USA af Prince Kahlid Abdullah, Juddmonte Farms samme ejer som nyligt afdøde Rainbow Quest Richard of Yorks far!
|

Nureyev-sønnen Binary File kommer fra 2008 til at erstatte pensionerede Richard Of York som avlshingst på York Stutteri. Foto: Catchlight.no. |
|
| 31.07.2007 |
Peas And Carrots favorit i Scandinavian Open (Gr.3)
For første gang i løbets historie har Scandinavian Open Championship (Gr.3) tiltrukket sig ”fuldt hus” med 15 startende heste, og det bliver med deltagelse fra både Sverige, Norge, Danmark og Tyskland. Sidstnævnte land er repræsenteret ved Dr. Andreas Bolte-trænede Caudillo, der rides af engelske James A. Quinn.
Hjemmeholdet består af Mambo King, Alnitak og Provinsens stolthed Bongo Bello. Fra Norge kommer Rune Haugens trio Storm Trooper, Alpino Chileno og Mick Jerome, samt Kjell Ivar Brekstad-trænede Road To Mandalay, og de svenske farver er rigt repræsenterede med navne som Highway, Zenato, Steelwolf, Equip Hill, Lumen, Django og naturligvis fantastiske Peas And Carrots, der i fjor vandt Dansk Derby og i år har gjort et forrygende comeback ovenpå sin karrieretruende skade med to sejre i lige så mange starter.
Peas And Carrots bliver antagelig spillernes favorit i Scandinavian Open, men tre af hans konkurrenter står faktisk lige så godt til i opgøret, og faktisk er det blot seks kilo som skiller de 15 deltagere.
Ole Larsens superhoppe Lumen har kun lidt et enkelt nederlag på Klampenborg i sin karriere, og i fjor vandt hun både Fawzia Stakes, Dexterity Ærespræmie og Sceptre Stakes her på banen. I år har hun hidtil formået at gentage succesen i førstnævnte opgør, og senest var hun en flot nummer tre i et Listed Race i Tyskland.
Norske Road To Mandalay har en virkelig imponerende afstamning, og han bliver meget spændende at følge i sin første start over 2400 meter i Skandinavien.
Øjeblikkets helt store succestræner på de skandinaviske baner er Stockholm-baserede Bendik Bö, som sadler to heste i dagens hovedbegivenhed. Bedste chance af disse er Equip Hill, der har vundet sine sidste tre starter og senest slog den skandinaviske stayerelite i Valley Chapel Memorial (L) på Øvrevoll.
Og hvad med Django, der er ubesejret på Klampenborg i år, og senest vandt SOC-optakten Summer Cup med legende lethed? Der er i sandhed lagt op til et pragtfuldt internationalt opgør på Klampenborg i dag!
”Flyveren” mod Crimson And Gold i Golden Mile (L)
Copenhagen Golden Mile (L) over 1600 meter har tiltrukket syv kandidater, og på forhånd ligner det en dyst mellem hjemmehåbet Fly Society og svenske Crimson And Gold, der senest vandt Københavns Store Handicap. Også tophoppen Vigelegere er med blandt favoritterne, mens formstærke Diaghilew er i outsiderens rolle sammen med Green Calibre, Heathwood og Fox.
Årets første storløb for de 2-årige
Skandinavisk Opdrætningsløb er lig med det første store opgør for den yngste årgang på Klampenborg, og feltet ser rigtig godt ud med ubesejrede Lois Lane i favoritrollen mod spændende udfordrere som Carpe Diem, Classic First, Master Kid og Mr Lonely Wolf. Her kæmpes der om 150.000 kroner over distancen 1200 meter.
Gensyn med Hot Fudge
I Dexterity Ærespræmie er der et glædeligt gensyn med Hot Fudge, der i fjor vandt både Mowerinaløb og Dansk Oaks. Desværre pådrog Hot Fudge sig en skade i starten af sæsonen og derfor får hun først sin længe ventede sæsondebut i dag. Hot Fudge skal give vægt til bl.a. Søren Jensens Envollee, hvilket måske kan blive svært med tanke på at hoppen starter for første gang i 2007.
HM Dronningens Ærespræmie
Traditionen tro er HM Dronningens Ærespræmie også på programmet denne første søndag i august, og her dyster de mandlige amatørryttere om sejren, æren og en personlig audiens hos Hendes Majestæt Dronningen på Amalienborg Slot. Syv heste er til start i opgøret, heriblandt formstærke navne som Fado, Day Tripper og Dando.
Der er i alt 10 løb på programmet, vi byder på SöndagsTrio/Komben i Scandinavian Open Championship (Gr.3), SuperTrio i dagens 9. løb, Margrethe Trocks Ærespræmie, og naturligvis en stor V65-omgang fra 3. til 8. løb.
|

Peas And Carrots. Foto: US Photo

Crimson And Gold. Foto: US Photo

Lois Lane. Foto: US Photo

Hot Fudge. Foto: US Photo |
|
| 29.07.2007 |
Eko Arabian Night uden konkurrence i Fyensløbet
Anja Runøe-trænede Eko Arabian Night var sat op til minuttet, da han lørdag eftermiddag nærmest sablede sine konkurrenter ned i Fyns største væddeløb, Fyensløbet over 2300 meter med 120.000 kroner i samlet præmiesum.
Med Mark Larsen på ryggen sejrede Final Appearance-sønnen overlegent foran Fusilier/Luis Santos og William Tell/Cathrine Weilby, mens Søren Jensen-duoen Polemic/Juan Pinto og Seeland Empire tog sig af de sidste præmier.
Sejren var 60.000 kroner værd for Eko Arabian Night, der leverede endnu et stort resultat for Stutteri Hjortebos avlshoppe Stolga, der ligeledes er mor til 2000 Guineas-vinderen Kronhjort og talentfulde Master Kid som næste søndag starter i Skandinavisk Opdrætningsløb på Klampenborg.
Mark Larsen i centrum
Sejren med Eko Arabian Night gav et ægte hattrick for jockey Mark Larsen, der havde vundet eftermiddagens to forrige løb. I anden afdeling af BE Profilers 3-års Serie over 1650 meter red han Elo Ervolder-trænede Flywithme til en klar triumf før Helado/Kim Andersen og Fighting Mood/Nicolaj Stott, og i det efterfølgende opgør var han lige så overlegen på ryggen af Lars Jakobsen-trænede Perfectionist, som med fem længder henviste Affarati/Nicolaj Stott og Crostini/Luis Santos til de nærmeste pladser.
Én hver til Stott-brødrene
Brødrene Marc og Nicolaj Stott fik hver en sejr med hjem fra Odense. Den yngstre bror Nicolaj startede dagen med sejr på ryggen af Karen Grethe Jensen-trænede Shahama, og Marc fulgte straks op med at vinde med Jette Mose Hansens nyimport Betsen. Dagens sidste galopløb blev vundet af allestedsnærværende Jacob Johansen, der sejrede på ryggen af Inge Mette Dejgaard-trænede Dylan.
|

Eko Arabian Night/Mark Larsen på vej mod sejren i Fyensløbet.
Foto: TC-Racing.dk

Flywithme/Mark Larsen vinder 2. afdeling af BE Profilers 3-års Serie.
Foto: TC-Racing.dk

Betsen/Marc Stott.
Foto: TC-Racing.dk

Perfectionist/Mark Larsen.
Foto: TC-Racing.dk
|
|
| 26.07.2007 |
Syvende sejr i træk til Woy Woy
Stall Reuterskiöld HB og Minnestad ABs 3-årige fukse vallak Woy Woy vandt torsdag eftermiddag sin syvende sejr på stribe, da han med Jacob Johansen i sadlen hjemtog Treårslöpning 1 over 1950 meter med fire lette længder på Täby.
Woy Woy fik sin sædvanlige afventende rejse bag de forreste undervejs, men allerede rundt opløbssvinget var hesten helt fremme i første række, og da Jacob Johansen gav marchordre efterlod City On A Hill-sønnen hurtigt de øvrige som statister. Andenpladsen gik til Inside Straight/Gustavo Solis, mens Faldor/Fredrik Johansson blev tredje.
Med førstepræmiens 35.000 kroner har Woy Woy nu passeret en kvart million kroner i samlet præmiesum, og selv om det tog ham fem starter som 2-årig at få aflagt maidentitlen, har han virkelig vist sig som en stor gevinst for sine ejere med syv sejre i streg, hvoraf de seks er vundet i denne sæson.
Næste start for den Lennart Reuterskiöld-trænede væddeløber kan meget vel blive udenfor Skandinavien, idet han er meldt i det tyske Listed-opgør Preis des Casinos Baden-Baden over 1600 meter søndag den 26. august.
Løbet er forbeholdt 3-årige heste og anmeldelseslisten rummer flere gode navne som bl.a. Peter Schiergens Lovely Tiger, men Woy Woy vil på grund af at han aldrig har vundet løb med specielt høje førstepræmier komme rigtig godt ind i løbet, og med fortsat udvikling kan hesten godt gå hen og blive et interessant emne i denne sammenhæng.
|

Woy Woy vandt torsdag eftermiddag sin syvende sejr i træk.
Foto: US Photo (Arkiv). |
|
| 26.07.2007 |
En gentleman takker af - Binary File på pension
Torsdag formiddag, blot fire dage inden starterklæringen til Scandinavian Open Championship (Gr.3), meddelte kredsen omkring tophesten Binary File, at hestens karriere nu indstilles.
Binary File, der igennem sin lange karriere blev bedre og bedre og i fjor toppede med sejrene i Pramms Memorial (L), Pokalløb (L) og Marit Sveaas Minneløp (Gr.3), nåede blot at starte to gange i Skandinavien efter hjemkomsten fra vinteropholdet i Dubai.
"Binary File har døjet med småproblemer efter en boksskade, og vi ville definitivt ikke kunne nå Scandinavian Open, men vi var naturligvis opsatte på at få ham klar til at forsvare sejren i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) på den norske Derbydag. Desværre er dette også ude af billedet nu, og i stedet for at presse yderligere har vi valgt at lade ham gå på velfortjent pension", fortæller Binary Files delejer Michael Stounberg.
Nureyev-sønnen stopper dermed karrieren på fire friske ben, og med sine flotte resultater og fashionable afstamning er en plads i avlen stensikkert næste stop - spørgsmålet er bare om det bliver i Skandinavien eller et andet sted på kloden. "Vi har allerede haft flere forespørgsler, både fra de nordiske lande, men også fra steder langt væk fra Skandinavien. Vi vil allerhelst se ham virke i den skandinaviske avl, og derfor vil prisen også være lavere såfremt et af de hjemlige stutterier ønsker at købe ham", fortsætter Michael Stounberg.
At Binary File som avlshingst vil passe glimrende til Skandinavien er der næppe nogen tvivl om. Hans eminente løbshoved krydret med evnen til at klare både dirt track og græs på alle distancer fra 1600 til 2400 meter er et stort plus, og så er han søn af legendariske Nureyev (Northern Dancer), der har haft gigantisk succes som både far og farfar med afkom som Peintre Celebre, Zilzal, Stravinsky, Wolfhound, Spinning World, Soviet Star, Fasliyev, Polar Falcon, Great Commotion og mange flere.
Binary File sluttede sin karriere med syv sejre og over tre millioner kroner i samlet præmiesum. Han startede karrieren i England hos John Gosden, for hvem han bl.a. vandt Strensall Stakes (L) i York og var anden i Prix Dollar (Gr.2) bag Dano-Mast. Som 6-årig blev han af Stald Milo og Light Valley Stud importeret til Danmark og sat i træning hos Søren Jensen, der i 2005 sadlede ham til sejr i Swedish Open Mile (L).
I karrierens sidste sæsoner blev Binary Files trænet af Lars Kelp, og foruden triumferne i Skandinavien formåede hingsten at klare sig i den skarpe internationale konkurrence i Dubai, og han var ikke langt fra at kvalificere sig til deltagelse på selve World Cup-dagen.
Binary Files sidste karrierestart blev på hjemmebanen i Klampenborg, hvor han på Derbydag for lidt over en måned siden var fjerde bag staldkammeraten Mambo King i Seeland Pokalløb (L).
Tak for mange gode oplevelser!
|

Binary File/Kim Andersen vinder Pramms Memorial (L) på Jägersro. Foto: US Photo

Binary File/Manuel Santos vinder Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) på Øvrevoll.
Foto: US Photo

Binary File slapper af i sin boks under opholdet i Dubai. |
|
| 24.07.2007 |
Youko nedkæmpede Phoenix Moric i Breeders' Trophy Stayer
Succes-duoen Bendik Bö og Per-Anders Gråberg var atter flyvende tirsdag aften på Täby med sejre i to af dagens hovedløb.
Dagens bedst betalte opgør, Breeders' Trophy Stayer over 2400 meter med 822.242 kroner i samlet præmiesum, red Gråberg Diaghlyphard-sønnen Youko først over stregen efter hård kamp med Søren Jensen-trænede Phoenix Moric/Kim Andersen og den godt afsluttende Auchroisk/Manuel Santos.
Det var Youkos blot anden sejr i karrieren, men den var uden tvivl velvalgt i betragtning af førstepræmiens 411.121 kroner. Phoenix Moric fik 205.561 kroner for andenpladsen og fordoblede næsten sin samlede præmiesum på denne ene start.
|
|
|
| 24.07.2007 |
Bendik Bö-double i Swedish Open Mile (L)
Bendik Bö er øjeblikkets mest "hotte" skandinaviske træner, og hans stald på Täby producerer vindere på samlebånd. Tirsdag aften stod Bö ikke alene for sejren i Breeders' Trophy Stayer - han serverede også en ren double i Swedish Open Mile (L) over 1600 meter, hvor Moltas/Per-Anders Gråberg uden de store problemer afviste angrebet fra sin staldkammerat Maybach/Johan Lindberg og vandt let med halvanden længde.
Tredjepladsen gik til længe førende Wazir, mens The Pirate leverede endnu en stor præstation som fjerde før Ecology. Førstepræmien var 127.500 kroner værd for svenskfødte Moltas, der her vandt karrierens ottende sejr i 28 starter og han nærmer sig med hastige skridt en million på den samlede præmiekonto.
|
|
|
| 24.07.2007 |
Fortryllende comeback af Ellicat
Her på galopsport.dk udråbte vi for få uger siden Hanne Bechmann-trænede Good Girl som Skandinaviens 3-års Dronning, men titlen kom tirsdag aften atter i spil da Funambule-datteren Ellicat endelig fik sin sæsondebut efter otte måneders løbspause. Og så var det endda i storløbssammenhæng!
Ellicat blev bragt til start i Breeders' Trophy Mile over 1600 meter på Täby, og under sin faste makker Jacob Johansen fløj den fukse hoppe hjem til en sikker længdes sejr før Tebheagnaneilan/Manuel Santos og Premier Cru/Nicholas Cordrey.
Ellicat vandt i fjor samtlige sine fire starter, heriblandt både SM for 2-årige, Breeders' Trophy Juvenile og TGAB's Auktionslöpning, og hendes samlede præmiesum røg efter tirsdagens store triumf op over trekvart million svenske kroner. Ellicat ejes af Stall Amska og trænes af Erna van Doorn i Stockholm.
Fjerdepladsen gik til Cattleman's Clipper, der kunne henvise Copperfield til femtepladsen, mens Monza og Ellis Dancer fik de sidste præmiepenge. Både Ole Larsen-trænede Aladar og Wido Neuroth-trænede Ilo, der sluttede henholdsvis anden og tredje gennem mål i Dansk Derby, havde store trafikproblemer undervejs og sluttede henholdsvis ottende og 12. gennem mål.
|

Ellicat/Jacob Johansen.
Foto: Isola Racing / Sofia Nordin. |
|
| 24.07.2007 |
Breeders' Trophy Mile Consolation til danske Da Vince
Breeders' Trophy Mile Consolation blev vundet af Bent Olsen-trænede Da Vinci, der med veloplagte Manuel Martinez trak fra til en let 2½ længdes sejr før Interlotte/Jacob Johansen og Airboss/Kim Andersen der løb dødt løb om andenpladsen.
Det var Da Vincis anden karrieresejr og den første i år, men Itsabrahma-sønnen havde ved sin fjerdeplads i Larch Ærespræmie senest vist gryende form og denne gang slog han til i "trøstløbet" til Breeders' og hentede derved 50.000 kroner i førstepræmie. Da Vinci ejes af Kirsten Merete Juncher m.fl.
|
|
|
| 24.07.2007 |
Turtle Due vandt efter to års pause
Efter næsten to års pause gjorde Torben Wedel Nielsens seksårige vallak Turtle Due (Rikke Munk Sørensen) come-back med manér i Aalborg og vandt overlegent med 9 længder. Limerick (Marc Stott) og Gold Winner (Simone Gallego-Pedersen) var henholdsvis anden og tredje i mål.
Aftenens andet galopløb i Aalborg blev vundet af El Pequeno og Marc Stott, som til højre ses ved præmieoverrækkelsen efter sæsonens anden sejr. T.v. ses tvillingesøstrene Lone Kaalund Thiel og Mette Søndergaard, som ejer og træner hesten. El Pequeno, der er en femårig vallak efter Pivotal, har p.g.a. benproblemer kun startet seks gange i sin karriere.
|


Fotos: Ole Hindby. |
|
| 23.07.2007 |
Brian Wilson-sejr på Jägersro
Brian Wilson fulgte søndag eftermiddag op på lørdagens sejr i Klampenborg med Bossa Nova, da 3-årige Kinnari vandt karrierens første sejr i Trio/SöndagsKomben på Jägersro. Take Risks-datteren blev redet til sejr af Luis Santos, og hoppen blev efter løbet rapporteret som en mulig aspirant til Rosengårdlöpning over samme bane senere på sæsonen.
|
|
|
| 23.07.2007 |
Fredrik Johansson fjerde i Deutschland Preis (Gr.1)
Fredrik Johansson fik søndag årets anden Gruppe-1-placering i Tyskland, da han red Hans Albert Blume-trænede Dickens til en fjerdeplads i Deutschland Preis (Gr.1) over 2400 meter i Düsseldorf. Sejren gik til sidste års tyske Derbyvinder Schiaparelli, der fik lov at føre hele vejen under Andrasch Starke og til slut formåede at holde 3-årige Conillon bag sig med kort hoved.
Fredrik Johansson havde problemer med at få Dickens til at slappe af undervejs og parret lå sidst ind på opløbet, hvor der blev plads til angreb ved rails. Dickens afsluttede fint og kunne med kort hoved snuppe fjerdepladsen.
Set med andre skandinaviske øjne var Conillons andenplads i Gruppe-1-løbet endnu et boost til Wido Neuroth-trænede Appel Au Maitre, der faktisk sluttede foran Conillon i Union-Rennen (Gr.2) tidligere på sommeren.
|
|
|
| 20.07.2007 |
Danske Breeders-heste indtager Stockholm på tirsdag
De danske farver er stærkt repræsenterede når Täby først kommende tirsdag byder op til årets første store Breeders' Trophy-dag med Breeders' Trophy Stayer, Breeders' Trophy Mile og Breeders' Trophy Mile Consolation på programmet.
Breeders' Trophy Stayer over 2400 meter er forbeholdt de 4-årige heste og har en samlet præmiesum på 822.243 kroner, hvoraf halvdelen tilfalder vinderen. 11 heste bringes til start, og Søren Jensen står med en fin duo i form af Phoenix Moric/Kim Andersen og Fairmay/Nicholas Cordrey.
Førstnævnte var senest anden over samme distance i Tattersalls Grand Cup på Derby Dag i Klampenborg, og inden da havde Richard Of York-sønnen både vundet Breeders' Cup Trial og været fjerde i selve Dansk Breeders' Cup på Klampenborg, hvor Fairmay var femte. Fairmay har allerede en Breeders-triumf i bæltet, idet hun i fjor strøg til tops i Norsk Breeders' Prize på Øvrevoll.
Ole Larsen sender ligeledes et spændende hold til Stockholm, og i Breeders' Trophy Stayer sætter han sin lid til Lucky Life, der ikke har vundet siden 2-årssæsonen, men til gengæld har været anden i både Breeders' Cup Trial og Breeders' Cup - i sidstnævnte gav han selveste Peas And Carrots kamp til stregen!
Phoenix Moric vil givetvis få favoritværdigheden på tirsdag, og skulle det ende med sejr for den danske gæst vil han næsten fordoble sin nuværende præmiesum.
Åbent Breeders' Trophy Mile
Breeders' Trophy Mile over 1600 meter med 536.020 kroner i samlet præmiesum har samlet fuldt hus med 15 startende heste, og publikum ser endelig ud til at få et gensyn med den ubesejrede 2-årsstjerne Ellicat, der starter for første gang i år efter en pause på otte måneder.
Ellicat møder bl.a. Wido Neuroth-trænede Ilo, der i fjor vandt Svenskt Kriterium og i år både har taget sig af Lyches Minneløp og Norsk Rikstoto 3-årsløb, samt været tredje i Dexia Dansk Derby.
Også i dette opgør er Ole Larsen stærkt repræsenteret i form af Aladar, der senest var anden i Dexia Dansk Derby bag Cassini, men distancen kan dog vise sig at være i underkanten for den stayertrukne danskopdrættede Inchrory-søn.
Desmond Scarlett tager turen til Stockholm med fukse Copperfield, der senest vandt en let sejr i Larch Ærespræmie på Derby Dag, hvilket var i hestens blot anden start i år. Der vil helt sikkert være yderligere forbedring i Copperfield, og han ligner det bedste dansktrænede bud på sejren.
Lars Kelp sender Eko Flamingo ud i opgøret, og den starthurtige hoppe har fået det favorable spor ét, hvilket højner chancen for en topplacering.
Patrick Wahl prøver lykken med talentfulde Premier Cru, der senest var fjerde gennem mål i Dexia Dansk Derby på Klampenborg, hvorefter han helt korrekt blev diskvalificeret for trængning.
I Täbys program beskrives det som om Premier Cru selv blev generet og dermed mistede chancen for sejren, men virkeligheden er naturligvis at den store vallak trak kraftigt ind i banen og derved ødelagde løbet for flere af konkurrenterne, heriblandt Champollion og Kronhjort. På tirsdag er Premier Cru rytterforbedret med Nicholas Cordrey på ryggen, og han har tidligere vist fart nok til at klare sig på milen.
God chance til Airboss i Consolation
Søren Jensen har gode chancer for at tage en "double" på Täby, idet han smart har valgt at sende Airboss ud i Breeders' Trophy Mile Consolation i stedet for at kaste ham for løverne i hovedopgøret.
Airboss vandt i fjor Dansk Kriterium over 1400 meter, hvor han allerede i starten af opløbet havde afgjort løbet via masser af speed. I år har Airboss startet tre gange over de længere distancer, og det står helt klart at han ikke besidder de samme stayeregenskaber som sine gode søskende Amusement og Athene. Konkurrencen i Consolation ser ikke skræmmende ud, og såfremt Airboss vender tilbage til sin tidligere form bliver han svær at besejre.
Søren Jensen sadler foruden Airboss også Bedandbeauty og Optimic, men værste konkurrent kan meget vel blive Lars Kelp-trænede Phoenix Flyer, der senest var ganske kort slået til tredjepladsen i et udmærket 3-årsløb på Jägersro. Phoenix Flyer har gået karrierens to bedste løb på dirt track, og det lader til at dette er hans foretrukne underlag.
Bent Olsen har et interessant kort i Da Vinci, som blot var 4½ længde bag Copperfield i Larch Ærespræmie og kan være i yderligere fremgang nu. Der rides om 100.000 i Consolation, og halvdelen tilfalder vinderen.
|

Phoenix River (forrest) og Lucky Life mødes igen - denne gang i Breeders' Trophy Stayer. Foto: US Photo.

Fairmay vandt Norsk Breeders' Prize i 2006. Foto: Catchlight.no.

Copperfield vandt senest Larch Ærespræmie - nu gælder det Breeders' Trophy Mile. Foto: US Photo.

Airboss vandt Dansk Kriterium i fjor, men har skuffet i år. På tirsdag er han for første gang i denne sæson på rette distance. Foto: US Photo. |
|
| 20.07.2007 |
Funny Legend overlegen i M & T Klaveness' Minneløp (L)
Torsdag aften vandt Wido Neuroth-trænede Funny Legend sit livs 21. sejr, da hun knusende overlegent vandt Morten & Torvald Klaveness' Minneløp (L) over 1600 meter. Som vanligt havde Fredrik Johansson Funambule-datteren placeret langt tilbage undervejs, men da pladsen til angrebet endelig kom skød superhoppen let frem og afgjorde i få galopspring opgøret med fem længder før Pulliwilline/Yvonne Durant og Miss The Boat/Pascolina Pinto, mens Vigelegere/Mark Larsen sluttede godt af til fjerdepladsen foran danske Here She Comes/Nicholas Cordrey.
Dette var Funny Legends første sejr i Morten & Torvald Klaveness' Minneløp (L), og førstepræmien var 125.000 norske kroner værd. "Det er uigenkaldeligt sidste sæson for hende, og så må vi se om vi kan finde en passende hingst til hende", fortalte Stald E & F's repræsentant Terje Finnbråten i det efterfølgende sejrsinterview på Øvrevoll.
Dagens anden hovedbegivenhed, Major Chr. F. Michelets Minneløp over 2800 meter blev vundet af Stutteri Hjortebo-opdrættede Brown Tea/Carlos Lopez, der overlevede en voldgiftssag imod Arnfinn Lund-duoen Omoto Sando/Kim Andersen og Mick's Legend/Pascolina Pinto. Final Appearance-sønnen Brown Tea trænes af Olle Stenström i Stockholm, og det var hestens tredje sejr i 2007.
Tidligere på dagen havde Wido Neuroth for anden uge i træk serveret en overlegen 2-årsvinder i form af Dashing Blade-sønnen Lech, som med Fredrik Johansson på ryggen henviste Maria Møy/Carlos Lopez til andenpladsen med 3½ længde. Lech, der er opdrættet i Tyskland, kommer ifølge Wido Neuroth til at tilhøre årgangstoppen i år og næste opgave bliver formentlig The Heatherwold Cup hjemme på Øvrevoll.
|

Funny Legend/Fredrik Johansson vinder Morten & Torvald Klaveness' Minneløp (L) på Øvrevoll.
Foto: Catchlight.no. |
|
| 19.07.2007 |
Luca Brasi og Manuel Martinez bedst i Svenskt Derby Trial
Francisco Castro-trænede Luca Brasi viste sig torsdag eftermiddag fra sin |