Senest opdateret:
17. februar 2006
kl. 22:36
Nyheder Artikler Resultater Referater Debat Køb & Salg Guide Sæsonplan Links Kontakt

Nyhedsarkiv: 2001 - 2002 - 2003 - 2004 - 2005

Nyhedsarkiv 2005


30.12.2005 Fredrik suveræn champ på Täby

Täby i Stockholm lukkede som den sidste skandinaviske galopbane året 2005 af torsdag eftermiddag, og det blev med en suveræn jockeychampion i svenske Fredrik Johansson. Fredrik red en enkelt vinder på finaledagen i form af 2-årige Loreley, og dermed nåede han op på i alt 38 sejre i den nu forgangne Täby-sæson. Hans nærmeste konkurrent til championtitlen, Per-Anders Gråberg, hentede ligeledes en enkelt sejr og sluttede året af med 33 vindere, mens Kim Andersen i form af to dagssejre nåede op på 32. Indtjeningsmæssigt var igen dog i nærheden af Fredrik Johansson, der med næsten 3,3 millioner på kontoen var mere end 300.000 kroner foran Kim Andersen.
Trænerchampionatet gik til Roy-Arne Kvisla, der hermed fik en fin afsked med Täby, inden han flytter trænervirksomheden til England i det nye år. Velridende Malin Svanberg blev lærlingechampion med 12 sejre, og Annika Källse blev amatørrytter-champ med seks vindere i 38 ridt.
Også på landsplan var Fredrik Johansson suveræn i Sverige, og med i alt 55 triumfer på de svenske baner havde han 10 sejres afstand til Per-Anders Gråberg på andenpladsen.


Fredrik Johansson blev en suveræn champion på både Täby og i hele Sverige som helhed.
Foto Catchlight.no.

29.12.2005 Eyeq går til Danehill-sønnen Oratorio

Danmarks bedste hoppe igennem de seneste år, ABM Racings Eyeq, har definitivt sluttet sin løbskarriere og bliver allerede den første uge i det nye år transporteret til Irland, hvor hun på det verdensberømte Coolmore Stud skal bedækkes ved én af de bedste Danehill-sønner nogensinde, den tre-dobbelte Gruppe-1-vinder Oratorio. Eyeq fik sit helt store gennembrud som 4-årig i 2004, da hun i Søren Jensens varetægt først slog den skandinaviske hoppeelite i Bloomers' Vase (L) på Täby og derefter leverede karrierens højdepunkt ved at vinde med kort hoved i Fährhofer Stutenpreis (Gr.3) på Hamburg-Horn i det tyske Derbymeeting. Siden fulgte Eyeq op med en tredjeplads i Polar Cup (Gr.3) i konkurrence med Skandinaviens bedste hingste, og hun opnåede i 4-årssæsonen et handicap på 91. 5-årssæsonen i 2005 bød på mange skuffelser for Eyeq, der aldrig kom til at vise samme format som året forinden. Hun sluttede fjerde i Bloomers' Vase (L) og startede herefter tre gange i Tyskland - først med en sjetteplads i Fährhofer Stutenpreis (Gr.3), dernæst var hun fjerde i Bremer Stutenmeile (L), og hun sluttede sin løbskarriere med en sidsteplads i et Listed Race i Köln - et løb hvor hun allerede tidligt kastede geværet og aldrig sås med chance. "Det var en skuffende sæson for os med Eyeq, og umiddelbart efter hendes sidste start i Tyskland opdagede dyrlægen en vandcyste i hendes højre bagben, hvilket naturligvis kan have haft indflydelse på hendes præstationer i år", forklarer AMB Racings indehaver Bernt Dahl. Uheldene var dog langt fra ovre endnu. ABM Racing havde besluttet at Eyeq med sin gode afstamning og flotte løbskarriere skulle sættes til salg på December Sales i Newmarket, og Cadeaux Genereux-datteren blev også tilmeldt og opført i kataloget, men kun 14 dage inden auktionen blev hun meget syg og tabte sig mange kilo. Derudover blev hun også ramt af kolik, og Bernt Dahl valgte at tage hende hjem på stutteriet i Jylland, da afrejsen til Newmarket allerede her var umulig at gennemføre. "Hendes sygdom var bare endnu et af de frustrerende uheld der ramte os i 2005, men vi lader os ikke slå ud, og vi må bare bede til at 2006 bliver mere vellykket", fortsætter Bernt Dahl, der har valgt at ofre bedækningsafgiften på næsten 400.000 danske kroner for at sende Eyeq til Danehill-sønnen Oratorio.
Oratorio var i Aidan O'Briens kyndige træning allerede en stjerne i svøb som 2-årig hvor han sejrede fire gange og hentede to andenpladser i seks starter. Hans største 2-årstriumf var uden tvivl sejren i Grand Criterium (Gr.1) på Prix de l'Arc-dagen i Paris, hvor han besejrede Early March og Layman med et kort hoved. Som 3-årig sæsondebuterede Oratorio med en fjerdeplads bag staldkammeraten Footstepsinthesand i 2000 Guineas Stakes (Gr.1), og han fulgte op med andenpladsen bag Dubawi i Irish 2000 Guineas (Gr.1). Efter at være sluttet uplaceret i Epsom Derby (Gr.1) og tredje i St. James' Palace Stakes (Gr.1) fik Oratorio omsider vist sin verdensklasse, da han slog Derbyvinderen Motivator i både Eclipse Stakes (Gr.1) og Irish Champion Stakes (Gr.1). Oratorio var herefter storfavorit i Champion Stakes (Gr.1) i Newmarket, men han måtte efter en uheldig rejse nøjes med fjerdepladsen bag David Junior. Hingstens karriere blev afsluttet på Belmont Park i Breeders Cup Classic, hvor han for første gang skulle prøves på dirt track. Dette var ingen succes, og Oratorio sluttede 12 længder bag vindende Saint Liam. Hans tre fremragende Gruppe-1-sejre har dog sikret ham en plads blandt det nye års virkelig spændende "first-season-sires" der inkluderer store navne som Motivator, Shamardal, Dubawi og Azamour.
"Eyeq skal af sted til Irland så hurtigt som muligt i det nye år, men det bliver først når vejret tillader det. Den første måned opstaldes hun på et nabostutteri til Coolmore, og hun skal så bedækkes ved Oratorio i februar", slutter Bernt Dahl, der går et virkelig spændende 2006 i møde som både opdrætter og hesteejer. Stutteriets egen avlshingst Silca Legend står over for sin tredje bedækningssæson, og publikum får atter glæden af at opleve Swedish Open Mile (L)-vinderen Binary File, der efter moden overvejelse har fået endnu et år på turfen i Skandinavien.


ABM Racings superhoppe Eyeq skal i begyndelsen af det nye år til Irland og bedækkes ved den tredobbelte Gruppe-1-vinder Oratorio.
Foto Burt Seeger.










Oratorio/Kieren Fallon vinder Eclipse Stakes (Gr.1) på Sandown i 2005. I 2006 skal han bedække Eyeq på Coolmore i Irland.
Foto Coolmore.com.

26.12.2005 Hoo La Baloo vandt Grade-2 på Sandown

Den 4-årige franskfødte Unfuwain-søn Hoo La Baloo, der som 2-årig var i træning hos Flemming Poulsen i Klampenborg, vandt mandag eftermiddag Stan James Wayward Lad Novices' Chase (Grade 2) over 3200 meter på Sandowns store "boxing-day" meeting. Hoo La Baloo kom alene i mål, idet hans tre konkurrenter alle styrtede undervejs i løbet, og Ruby Walsh kunne med lethed styre den brune vallak over sidste forhindring uden nogen som helst modstand. Hoo La Baloo havde dermed ført hele vejen fra start til mål, og han bekræftede endnu engang sine store evner over forhindringerne. Førstepræmien lød på lidt over 30.000 engelske pund og sejren var Hoo La Baloos femte over forhindringer i seks forsøg. Træner Flemming Poulsen var glædeligt overrasket over nyheden om hans tidligere Vinterfavorit-4'er, der var med på det hold der i vinteren 2003/2004 drog til Chantilly i Frankrig. "Han vandt løb i Danmark men var ikke god nok til at gøre sig rigtig gældende i fladløb her i Frankrig. Han ble solgt ud af stalden i et "claiming-race" for 20.000 euro hvilket vi egentlig betragtede som en rimelig god pris, idet han havde vist et handicap på 80 som sit højeste. Siden har han vist store evner over forhindringerne, og efter at have vundet tre gange i Frankrig kom han til Paul Nicholls i England, hvor spring-karrieren bare er eskaleret helt vildt", fortæller Poulsen, der ikke ærgrer sig over at have mistet så stort et talent ud af stalden. "Nej, jeg er ikke ærgerlig over det, det glæder mig at der er blevet noget stort ud af ham. Jeg træner jo heste med henblik på fladløb, og i denne del af sporten kunne jeg ikke få mere ud af ham. Jeg havde ikke selv skænket det en tanke, at han skulle vise sig at være så god en chaser", beretter Poulsen og fortsætter: "Men nu er det da klart at mine øjne er blevet åbnet over for forhindringssporten, og jeg har nogle emner i min stald der måske kan vise sig at være nye spring-talenter, så jeg vil sige at jeg bestemt har lært noget af denne "grimme-ælling-historie".
De engelske bookmakere har nu noteret Hoo La Baloo som et prospekt til Arkle Chase i Cheltenham, og William Hill har ham endda helt nede i 10-1 efter mandagens opvisning. Træner Paul Nicholls udtalte til Racing Post at der dog kun er 50 procents chance for at hesten kommer til Cheltenham, idet Hoo La Baloo er afhængig af at løbe højre rundt på banen. Den næste opgave for ham ser dermed ud til at blive the Queen Mother Celebration Chase på Sandown, hvor dagens triumf netop blev en kendsgerning.


21.12.2005 Stinking Bishop vandt med 12 længder

Ganske som forventet kunne Stall Rios 2-årige Fantastic Light-søn Stinking Bishop torsdag eftermiddag vinde sin fjerde sejr på stribe, da hingsten for første gang var ude over velvoksne 2000 meter dirt track på Täby i Stockholm. Stinking Bishop blev sendt af sted som spillernes favorit i 1,16 for 10, og under Fredrik Johansson efterlod hesten sine konkurrenter chanceløse tidligt i opløbet og forsvandt væk med 12 længder ned til andenhesten Dreamshower, mens Nashida indtog tredjepladsen efter at have ført feltet ind på opløbsstrækningen. Fredrik Johansson og Stinking Bishops træner Roy Arne Kvisla er begge førende i Täbys championatskamp inden årets sidste løbsdag på torsdag, og succes-duoen hentede endnu en sejr på den svenske hovedstadsbane, da Joesakic sejrede i Triumph-Serien over 2400 meter.
Dagens bedst betalte opgør, Vinterserien Sprinters, gik til Michael Kahn-trænede Cavorting, der under Yvonne Durant førte hver en meter af distancen og sejrede let med seks længder før de ældre konkurrenter Thaqueef og Just Michael - heste som 3-årige Cavorting gav henholdsvis seks og fire kilo. Den talentfulde Polar Falcon-søn har nu vundet seks af årets otte starter og indløbet 172.000 svenske kroner. Han bliver utvivlsomt et rigtig godt tilskud til den ældre sprinterelite i 2006.


21.12.2005 Stinking Bishop mod sin fjerde sejr i træk på Täby

Stall Rio har i den 2-årige irskfødte hingst Stinking Bishop en rigtig fin hest for fremtiden. Fantastic Light-sønnen indledte sin karriere den 22. september over 1200 meter dirt track med en andenplads bag kapable Kawa Heart, og godt tre uger senere blev han sat op i distance til 1600 meter, hvorfra han på trods af fortsat at løbe urutineret kunne aflægge maidentitlen med en halv længde foran Flying Fraam. Stinking Bishop kunne, ligeledes over 1600 meter, vinde det såkaldte "match-race" den 17. november foran danskopdrættede Albinoni, og for blot en uge siden var han atter først over stregen i et 2-årsvinderløb hvor han efter en udvendig rejse let afgjorde foran én af Täbys bedste juveniles, Dancing Steel. Tre sejre i fire starter er dermed det foreløbige facit for Stinking Bishop, der trænes af norske Roy Arne Kvisla som er på vej mod en ny trænerkarriere i England. Kvisla er sikker på at hjemtage trænerchampionatet på Täby i år, idet hans heste har indløbet mere end 2,5 millioner svenske kroner i den svenske hovedstad, og trænerens sejrsprocent ligger på flotte 20,1 procent. Torsdag eftermiddag bringer Kvisla endnu engang Stinking Bishop til start, denne gang over 2000 meter, og modstanden er i det hele taget svær at få øje på. Værste konkurrent kan blive Hans-Inge Larsen-trænede Nashida, der er en helsøster til bl.a. Derby-vinderen Vetrotex. Nashida vil sikkert synes om skridtet op i distance, men det bliver svært at hamle op med Stinking Bishop, som ligeledes ligner en type der vil sætte pris på 2000 meter - distancen hvorpå hans berømte far Fantastic Light i Godolphins blå farver vandt både The Hong Kong Cup (Gr.1), Prince Of Wales' Stakes (Gr.1) samt et af de bedste væddeløb nogensinde i Europa, nemlig da han i Irish Champion Stakes (Gr.1) med det mindst mulige slog den dobbelte Derby-vinder Galileo, der her måtte indkassere karrierens første nederlag nogensinde.


Fredrik Johansson fører jockeychampionatet på Täby - Stinking Bishop kan give ham endnu en sejr torsdag eftermiddag.
Foto Kanal 75.

20.12.2005 Invertiel og Fredrik Johansson nummer to i Deauville

Pia Brandt-trænede Invertiel, der i sommer sluttede på andenpladsen bag Albany Hall i Svenskt Derby, formåede ikke at vinde årets første sejr tirsdag eftermiddag, hvor han var bragt til start over 1500 meter dirt track i franske Deauville. Under Fredrik Johansson var Invertiel helt fremme udvendigt fra start, og ind på den lige bane nærmest cantrede Royal Academy-sønnen sig i front uden at den svenske jockey endnu havde givet nogen form for marchordre. Samtidig nærmede forhåndsfavoritten O'Torou sig under kraftig drivning, men Invertiel lignede med 250 meter tilbage en klar vinder. Da Johansson endelig gav ham marchordre, fandt han dog ikke meget og bar fortsat præg af at være urutineret. Føringen holdt til ganske kort før mål, hvor O'Torou kunne gå sikkert forbi og sejre med lidt over en halv længde. Invertiel holdt andenpladsen og tjente godt 21.000 kroner. På løbets sjetteplads indløb Flemming Poulsen-trænede Power Of Wind, der her gjorde sit livs tredje start og atter viste tegn på forbedring - Selkirk-sønnen kan sagtens vise sig at være en hest Poulsen kan få masser af glæde af i handicapsammenhæng til næste år.


Stall Rios 3-årige Invertiel slutter på andenpladsen for Fredrik Johansson i Deauville.
Foto France Galop.

20.12.2005 Rådgiver opfordrer til mere fokus på spillerne

Den amerikanske forfatter og marketing konsulent Gibson Carothers afholdt i sidste uge et foredag på University of Arizona, og gav her udtryk for, at væddeløbssporten burde tackle det universelle problem med at tiltrække nye mennesker til sporten ved at overbevise dem om mulighederne inden for spillet. Gibson Carothers er et tidligere bestyrelsesmedlem på Canterbury Park med baggrund i international markedsføring for blandt andet Burger King og Pepsi. Han forklarede i sit foredrag, at væddeløb ikke er blevet "solgt" på den rigtige måde, men at industrien først og fremmest bør indse hvem de har som mål, og hvad de i det hele taget skal "sælge". "Vi har glimrende markedsmuligheder lige nu, idet spilleglæden er stor overalt. Vi befinder os i informationsalderen, og teknologien forbedres for hver eneste dag", fortalte Carothers og påpegede at væddeløbsindustrien hellere skulle markedsføre sig selv som et "spil" frem for en "sport", hvilket vil medføre interesse fra nye fans der ikke alene søger øgede finansielle muligheder, men også intellektuelle udfordringer. Carothers henviste til bl.a. poker som et godt eksempel på hvad en stor del af verdens befolkning kredser om i dag. "Navnet er hestevæddeløb. Det er hvad I sælger lige nu. Det I skal opnå er, at forklare det nye publikum at der virkelig kan vindes penge i dette spil. Man kan vinde, og man kan besejre spillet over en periode", fortsatte Carothers og citerede den tidligere amerikanske præsident Thomas Jeffersons ordsprog: "The harder I work, the luckier I get". "Det er et fremragende ordspil at tillægge hestesporten. Væddeløbssportens fremtid ligger hos spillerne, og poker har allerede vist vejen. For hvorfor er poker så attraktivt et spil? Fordi det er let? Nej, det er åbenbart ikke derfor. Folk tiltrækkes af det fordi det kræver evner, og fordi man ikke spiller mod banken, men imod hinanden. Det samme gælder for hestevæddeløb", sluttede Gibson Carothers sit foredrag.



15.12.2005 Kim Andersen i hopla på Täby

Kim Andersen kunne nyde en kold torsdag eftermiddag i Stockholm med tre dagssejre på menuen. Andersen lagde ud i Vinterserien Stayers 1 over 2400 meter, hvor han red Bo Neuman-trænede Ancellia til sejr med kort hoved før Lavirdan/Jacob Johansen og Steelwolf/Yvonne Durant. Sejren var 40.000 kroner værd for Stockholm-hesten. I Krafft Treårsserie - Final over 1600 meter med 100.000 kroner i samlet præmiesum var Kim Andersen også på pletten, denne gang i bøjlerne på Patrick Wahl-trænede Memory, der let med tre længder henviste Polar Bear/P.A. Gråberg og den sent afsluttende Valbonne/David Delgado til de næste pladser. Her var førstepræmien 50.000 kroner. Allerede i det efterfølgende løb kom den tredje dagssejr for Kim Andersen, der knusende overlegent med 11 længder sejrede med Are Hyldmo-trænede Runaway Style før Wonky Donkey/Nick Cordrey. Det var Runaway Styles anden sejr i træk på Täby på en uge.
I dagens 2-årsløb over 1600 meter viste Roy-Arne Kvisla-trænede Stinking Bishop endnu engang at han er en hest med fremtiden for sig. Fantasti Light-sønnen vandt sin tredje sejr på stribe da han under Fredrik Johansson kunne trække let fra næstfavoritten Dancing Steel efter en rejse udvendigt i tredje-fjerde spor. Stall Rios fine 2-åring rundede dermed de 100.000 kroner i samlet præmiesum for sæsonens fire starter, og det skal blive interessant at se hvor langt Stinking Bishop kan række til næste år i England, hvorfra hans norske træner Roy-Arne Kvisla får base i 2006.


Kim Andersen sejrede tre gange på Taby torsdag eftermiddag.
Foto Scandinavian Raceweb.

14.12.2005 Starry Night, far til Derbyvinderen Reflection, er død

Én af Danmarks førende avlshingste igennem en årrække, Starry Night, gik i sidste uge bort efter at angreb af kompliceret tarmslyng. Den 25-årige Northern Dancer-søn stod opstaldet i Nordjylland hos Tina og Flemming Salomonsen, der i fjor erhvervede sig hingsten fra Bechmann Stud, selv importerede hesten til Danmark i 1988. Starry Night blev far til bl.a. Derbyvinderen Reflection, Oaks-vinderen Silver Prelude, St. Leger-vinderen McGuire samt et stort antal storløbsvindere incl. Against All Odds, der var Listed-vinder i Tyskland.


26.11.2005 Peas And Carrots' løb udskudt grundet snevejr i Paris

Omar Zawawis nyerhvervede Final Appearance-søn Peas And Carrots kommer ikke til start på Saint-Cloud søndag eftermiddag. Snevejr i Paris har umuliggjort betingelserne for at afholde løb, og hele løbsdagen er dermed indstillet. Der vil i morgen, søndag, blive taget stilling til om de syv væddeløb i stedet skal afvikles mandag eller tirsdag.


17.11.2005 Stinking Bishop vandt "match-race" på Täby

Seks heste var meldt til start i et 2-årsløb over 1600 meter dirt track og med 60.000 kroner i samlet præmiesum på Täby torsdag eftermiddag. Inden løbsdagen blev både Boysie Brigador og Steel Fantasy slettet, og få timer inden løbets start måtte Michael Kahn også stryge forhåndsfavoritten Dancing Steel. Dermed var der kun tre deltagere tilbage, og da debutanten Racing Dataphone nægtede at nærme sig startboksen måtte personalet til slut opgive og sætte løbet i gang med kun to deltagende heste. Dette "match-race" stod mellem Roy Arne Kvislas talentfulde Fantastic Light-søn Stinking Bishop/Fredrik Johansson og Bo Neumans danskopdrættede Albinoni/Jessica Lindberg. De to duellanter fulgtes ad i et pænt tempo ind på opløbet, hvor Fredrik Johansson kunne sidde helt stille på ryggen af Stinking Bishop, mens Albinoni flere gange blev mindet om opgaven. Med 150 meter tilbage fik Stinking Bishop endelig marchordre, hvorefter han trak afgørende fra til en sikker længdes sejr. Der var 30.000 kroner i førstepræmie til Stall Rio, mens Albinonis ejer Stall Kris kunne glæde sig over at få 15.000 kroner med hjem. Vinder-oddset på Stinking Bishop var 1,15, mens man kunne få 2,5 på Albinoni. Pladsspillet udgik helt af totalisatoren, hvilket medførte tilbagebetaling til spillerne.
Roy-Arne Kvisla og Fredrik Johansson tog sig også af eftermiddagens hovedbegivenhed på Täby, Ulriksdals Minneslöpning over 1600 meter dirt track, hvor Moltas fulgte op på sidste uges sejr i Treåringernas Elitlöpning med en sikker sejr før Zico/Manuel Santos. Der var 50.000 kroner i førstepræmie til Moltas, som her vandt årets fjerde sejr og rundede 370.000 kroner i vundne præmiepenge.


Fredrik Johansson sejrede to gange torsdag eftermiddag på Täby.
Foto Burt Seeger.

17.11.2005 Peas And Carrots i Listed Race på Saint-Cloud

Året er endnu ikke slut for Lars Kelps 2-årsstjerne Peas And Carrots. Allerede i den kommende weekend transporteres Final Appearance-sønnen nemlig til Paris, hvor han lørdag den 26. november skal ud i det 1600 meter lange Listed Race Prix Isonomy om 47.000 euro på Longchamp. "Peas And Carrots er kommet rigtig godt over løbet i søndags, og grunden til at vi vælger at rejse til Frankrig allerede en uge inden løbet er, at det nu er blevet rigtig koldt i Danmark og vi vil gerne undgå både nattefrost og islag på træningsbanen", beretter Lars Kelp, der både træner og ejer skandinaviens højestratede 2-årige hest. "Det bliver en stor mundfuld at komme ud i et Listed Race i Frankrig, men hesten er i topform lige nu og er han i lige så fin stand næste lørdag anser jeg en placering blandt de tre første som højst sandsynlig", fortsætter Kelp, der selv er helt bevidst omkring muligheden for at Peas And Carrots aldrig returnerer til Danmark efter løbet. En 2-årig hest med en Official Rating på 100 (90 i skandinavisk handicap), er nemlig mange penge værd internationalt set, og skulle Peas And Carrots nå nye højder på Saint-Cloud vil der uden tvivl komme fristende tilbud til Klampenborg-træneren på den danskopdrættede hest.


Peas And Carrots starter næste lørdag i Prix Isonomy (L) på Saint-Cloud. Foto Burt Seeger.

15.11.2005 Søren Jensen på vej ind i de voksnes rækker

Af Carsten Bundgaard

På fredag vil man se Søren Jensen på kun halv arbejdskraft i stalden på Enghavelyst, og årsagen skyldes nu ikke dovenskab.
Klampenborgs championtræner fylder nemlig rundt. 50 år står der på visitkortet. Det er 24 år siden, at galopbanen i Klampenborg kunne byde træneren velkommen på holdet. Året forinden havde Søren Jensen leveret et af de mest opsigstvækkende resultater i banens lange historie.

Nemlig da Music Streak som debutant pulveriserede de såkaldte modstandere i Dansk Kriterium, og som om det ikke var nok fulgte staldkammeraten Masai trop som nærmeste vidne på afstand. Søren Jensen fik sit definitive gennembrud i 1977, da vennen Rae Guest red Søren Jensen-trænede Ascot til sejr i Dansk Derby.
Ascot var opdrættet af Verner Juel Rasmussen på Stutteri Mariesminde i Århus, som få måneder senere så sit travopdræt Vixi Bird vinde Dansk Trav Derby med Jørn Laursen. Det var første gang i verdenshistorien, at en opdrætter stod med vinderen af både galop- og travderbyet i et og samme år.

Brdr. Strecker valgte at flytte over Storebælt
Efter mange år som kunder hos træner Benny Jensen valgte modebrødrene Jørgen & Ole Strecker at flytte deres store hestehold til Søren Jensens stald i Odense, og det blev en formiddabel periode for både ejere og træner. Anført af superhoppen Pompøs, der efter en andenplads på Prix de l'Arc-dagen blev handlet til en araber for et beløb i millionstørrelsen.
Familien Strecker og Søren Jensen vandt storløb på samlebånd. Med heste som Tony Vale, Kiss Me Quick, Free And Gay, Rocket, Federico og Music Streak med flere.
Music Streak løb ved flere lejligheder i Europas absolut hårdeste konkurrence, uden at falde igennem. Legendariske Lester Piggott red ham ved en enkelt lejlighed på Longchamp i Paris.
"
En hest som passer fortrinligt til rundbanerne i USA", sagde Piggott efterfølgende til medejeren Jørgen Strecker, som dog valgte at spille på det sikre kort - i boksen under Søren Jensens kyndige opsyn.
Søren Jensen driver sin virksomhed med Enghavelyst som base. Også i år slutter han i Skandinaviens Top5 selvom der også var en smule ridser i lakken i løbet af sæsonen. Søren Jensen er en af de flotteste ambassadører for dansk galopsport nogensinde, og han står klar til at modtage familien og sportens venner på sin store dag på fredag, med kick off klokken 13.00 i lokalerne hos naboen Jeppe Eisner i Atelier Eisner.



Championtræner fylder 50 år på fredag. Med reception for familie og venner fra kl. 13.00 i Atelier Eisner på Enghavevej 4 i Klampenborg.

14.11.2005 Peas And Carrots viste 90 i Svenskt Kriterium

Den på Stutteri Havreholm opdrættede Final Appearance-søn strøg søndag eftermiddag op blandt de ypperste 2-årige heste i Skandinavien nogensinde, da han med syv længders margin pulveriserede Täbys Xaara og Øvrevolls Icaros i Svenskt Kriterium på Jägersro. Mandag eftermiddag afgav Skandinaviens handicapper Pam Cordrey sin dom, og hun hævede Peas And Carrots fra 85 til 90! En rating der ikke er set i Skandinavien siden 2002, hvor Arlberg fik samme rating efter sin overlegne sejr i Vinterfavoriternas Pris på Täby. To år tidligere fik Wido Neuroth-trænede Pretty Girl et tal på 92 efter sin andenplads bag Mozart i Tattersalls Houghton Sales Stakes, hvilket virkelig sætter Lars Kelps fantastiske vallaks præstation i relief. "Jeg har udregnet handicappet i løbet på tre forskellige måder, og i alle tre tilfælde er jeg kommet til det samme resultat. Han er en fantastisk hest, der ser ud til at have endnu mere udvikling gemt i sig, og jeg tror ikke vi har set det bedste fra ham endnu", udtaler Pam Cordrey mandag eftermiddag.


Peas And Carrots fik 90 i handicap efter sin opvisning på Jägersro.
Foto Philip Christiansen.

14.11.2005 Flot afslutning i Aalborg

Af Lone Kaalund Thiel

Aalborg Væddeløbsbane dannede lørdag rammen om en flot afslutning på galopsæson 2005. Novemberregnen havde nærmest ’silet’ ned de seneste dage, så de aktive blev budt på en meget våd og regntung bane. Kort før start brød solen heldigvis igennem, så løbene kunne afvikles i den flotteste novembersol.
Dagens første løb var over 2100 meter havde sidste løbsdagsvinder Montenero samt Gold Winner som forhåndfavoritter. Louise Møller tog fronten på Montenero, men blev ret hurtigt presset af Breeders Love og Dorte Andersen. I opløbssvinget avancerede Lea Olsen med topvægtede Colour Blind frem i en flot finish og parret kunne ’sejle’ hjem til en knusende overlegen sejr efter et veldisponeret ridt af Lea Olsen. Der var hård kamp om resten af pladserne, hvor Breeders Love med sin nye amatørrytter Dorte Andersen kunne sikre sig andenpladsen efter en fin indsats foran Nanna Skovsgaard på Ocean's Eleven.
Bent Olsen træner vinderen 3-årige Colour Blind (IRE), der har haft en meget fin sæson med hele 3 sejre og en indtjening på ca. 60.000 kr. Colour Blind ejes af Rex Shipping.

Kampen om titlen ’Årets Hest’ blev dermed afgjort allerede i dette løb, idet Gold Winner aldrig nåede frem fra bagfeltet og sluttede uplaceret. Dermed var kampen afgjort til fordel for Snappy Times allerede inden årets finaleløb, hvor Snappy Times gik til start som forhåndsfavorit.

Mark Larsens taktik på Snappy Times er vanligt at gå til front, men i dag var taktikken lagt om. Mark valgte taktisk smart at tage den lidt med ro i starten. Derved fik Snappy Times et meget fint rygløb på fronthestene Turbo Man og LB Seawing. I opløbet var kræfterne sluppet op hos de førende, og så var der plads til ren opvisning af herlige 10-årige Snappy Times og Mark Larsen, der med sikker margin kunne vinde finalen 2005. Jan Olsen sluttede fint af til andenpladsen med Flying Colours foran All Rich og Nanna Skovsgaard.

Snappy Times kunne med sæsonens fjerde sejr sætte en fed streg under den velfortjente titel som årets galophest 2005. Snappy Times har i ni starter præsteret fire sejre, to andenpladser og to placeringer og en samlet indtjening på 50.350 kr, hvilket er en flot præstation af en 10-årig handicapper! Der var derfor også mange klapsalver fra publikum, da træner og ejer Ulla Frydensberg modtog æresdækken og laurbærkrans til Snappy Times i vindercirklen efter løbet.

Aalborg kunne hermed sætte punktum for en kvalitetsmæssig meget flot sæson, hvor banen nok må siges at være blevet noget mere tydelig på ’galop-landkortet’ efter at Louise Møller og Mark Larsen har valgt Aalborg som base for deres træningskvarter. Louise kunne derfor velfortjent modtage hyldesten som Årets Trænerchampion. Medierne i Aalborg har stor fokus på Louise og Mark både i aviser og lokal-tv, hvilket er en uvurderlig reklame for galopsporten i området.

Hos de professionelle gik championatet til Le Tølbøll, der med hele syv sejre allerede inden finaleløbene var sikker på titlen. Der var derimod lidt mere spænding omkring lærlinge- og amatørchampionatet. Her kunne en sejr for henholdsvis Ann Charlotte Nielsen og Nanna Skovsgaard have udløst championatstitler. Det blev dog ikke tilfældet, hvorfor Marc Stott kunne modtage titlen som årets lærlingechampion og Rikke Munk Sørensen dom årets amatørchampion. Omkring Rikkes titel skal det fremhæves, at den nok var lidt ekstra fortjent, når det tages i betragtning, at championatet er Rikkes allerførste efter en meget lang årrække som ihærdig aktiv amatørrytter.


Colour Blind/Lea Olsen.
Foto Ole Hindby.



Snappy Time/Mark Larsen.
Foto Ole Hindby.



Snappy Times hædres som Årets Hest på Aalborg Væddeløbsbane.
Foto Ole Hindby.

13.11.2005 Peas And Carrots gik alene over banen i Svenskt Kriterium

Lars Kelp havde én af karrierens bedste dage som træner, da han søndag eftermiddag tog en fremragende trippel på Jägersro med Minella, Sirius Company og Peas And Carrots. Kelp ejer selv både Minella og Peas And Carrots, og sidstnævnte slog med syvtommer søm fast at han er Skandinaviens 2-års Konge i år med en overlegen syv længders sejr i Svenskt Kriterium over 1730 meter. Peas And Carrots lå i ryg på førende Xaara det meste af vejen, og ind på opløbet efterlod han både Xaara og forhåndsfavoritten Icaros chanceløse. Sejren var 200.000 kroner værd for Final Appearance-sønnen, der her vandt karrierens tredje sejr i fire starter og gjorde sin favoritværdighed til næste års Danske Derby endnu større. Peas And Carrots er opdrættet på det fynske Havreholms Stutteri, der i avlshoppen Dominet Hope har fået en rigtig god producer. Dominet Hopes tidligere afkom inkluderer blandt andet fart-esset Primo Girl samt vinderne Tony og Senta.


Peas And Carrots/Manuel Santos.
Foto Philip Christiansen.

12.11.2005 Albany Hall sluttede sæsonen af med andenplads

Årets svenske Derbyvinder, Flemming Poulsen-trænede Albany Hall, sluttede lørdag eftermiddag året af med en andenplads i Prix Brantome over 1600 meter på Saint-Cloud. Turtle Island-sønnen måtte give vægt til hele feltet, inklusiv to kilo til Nicolas Clement-trænede Sweet Venture, der trak sig sejrrigt ud af opgøret med halvanden længdes afstand til Albany Hall. Stald Composits derbyvinder havde derudover små tre længder til Incentive på tredjepladsen, og han fik utvivlsomt afsluttet en flot sæson med manér. Det blev til tre sejre i otte starter og mere end 1,1 million danske kroner på præmiekontoen. Albany Hall får nu en velfortjent pause, men dukker muligvis op tidligt i 2006, idet Flemming Poulsen påtænker at matche ham i the European All Weather Series der allerede begynder i marts og slutter med Pramms Memorial (L) på Jägersro i begyndelsen af maj. Netop en start i Pramms Memorial (L) tegner meget sandsynlig, og dermed vil Albany Hall også få mulighed for at bevise at hans knusende overlegne sejr i Svenskt Derby var et tegn på høj klasse, og Flemming Poulsen ser naturligvis frem imod at se staldens fanebærer i 2005 kæmpe mod de bedste ældre heste i Skandinavien til næste år.
I det 3100 meter lange Prix Denisy var sidste års svenske Derbyvinder Zenato også i aktion, men den Fredrik Reuterskiöld-trænede hingst kunne intet stille op og sluttede på en distanceret 9. plads under Ioritz Mendizabal.


Albany Hall/Miguel Blancpain slutter på andenpladsen i Prix Brantome på Saint-Cloud.
Foto France Galop.

10.11.2005 Aramus fra start til mål på Jägersro

Francisco Castros 8-årige brune hingst Aramus var torsdag eftermiddag tilbage på vinderpladsen efter lang tids fravær, og under Manuel Santos fik Roi Danzig-sønnen bevist at hans karriere langt fra er forbi selv om en skade har holdt ham væk fra væddeløbene i langt over et år. Aramus havde fået comeback i Täby Open Sprint Championship (Gr.3) den 11. september med en 13. plads bag staldkammeraten Pipoldchap. Med dette løb i kroppen var Aramus klart forbedret denne gang, og i det 1000 meter lange Malmöhuslöpning katapult-startede han og tog fronten fra både staldkammeraten Media Hora og forhåndsfavoritten Maxim's. I opløbet forsvarede Aramus sig glimrende og kunne til slut sejre sikkert før Media Hora, mens Maxim's aldrig rigtig fik fat i de to hjemmebaneheste. Der var 35.000 kroner i førstepræmie til Aramus, der her vandt karrierens 20. sejr i 34 starter. Francisco Castro har endnu ikke taget endelig stilling til om Aramus på ny skal forsøges i Dubai over vinteren.
Manuel Santos var dagens mand på Jägersro med tre dagssejre. Foruden sejren med Aramus vandt Santos også med Wiesensturm og Survivor Lad. Dermed gik chileneren forbi Jacob Johansen i jockeychampionatet. Begge ryttere har opnået 20 sejre, men Santos fører med flest andenpladser. Championaterne på Jägersro bliver afgjort på Kriteriums-dagen på søndag.


Aramus er tilbage. Foto Burt Seeger.

10.11.2005 Peas And Carrots søger Kriteriums-revanche mod Icaros

Med ni heste til start over 1730 meter på søndag kan Svenskt Kriterium om 400.000 kroner meget vel betegnes som årets skandinaviske "2-års Derby". Feltet er virkelig stærkt i år med top-deltagere fra de fire skandinaviske hovedbaner, Øvrevoll, Täby, Jägersro og Klampenborg. Wido Neuroth sadler de to Stall EOS-heste Icaros og Nablus. Sidstnævnte kommer med en overlegen syv længders sejr i Norsk Mesterskap for 2-årige på Øvrevoll, mens Icaros med over 600.000 kroner på kontoen og fire sejre i fem starter er den naturlige forhåndsfavorit. Icaros jagter her årets anden kriteriumssejr, idet han i slutningen af september slog Lars Kelp-trænede Peas And Carrots med en længde. Icaros havde dog allerede en del rutine på dette tidspunkt, mens Peas And Carrots gjorde sin kun anden karrierestart, og at der fandtes en stor udvikling i Final Appearance-sønnen blev bevist i Vinterfavoritternes Ærespræmie, hvor han fuldstændig pulveriserede et stærkt felt som talte den dobbelte storløbsvinder Casata og den senere Basnæs-vinder Choco Express. Muligheden for en Kriteriumsrevanche for Peas And Carrots er derfor afgjort til stede, men den norske favorit kan drage fordel af at have løbet på Jägersro-dirten tidligere. Lars Kelp havde dog i sidste uge Peas And Carrots ovre for at teste sandet, og træningsrapporten lød ganske lovende. Täbys Michael Kahn har sine heste i fortræffelig form i øjeblikket og med førstejockey Yvonne Durant i bøjlerne kommer den sorte hoppe Xaara sikkert heller ikke til at gå upåagtet hen. Xaara har kun en enkelt start bag sig over 1200 meter på Täbys dirt track, og denne blev vundet knusende let med godt ni længder. Feltet i Svenskt Kriterium virker umådeligt stærkt i år, og det er nu den endelige afgørelse falder om hvem der kan gå vinteren i møde som årets skandinaviskfødte 2-årschampion.


Icaros. Foto Burt Seeger.


Peas And Carrots.
Foto Burt Seeger.

09.11.2005 Moltas overraskede i Treåringernas Elitlöpning

Melmac-sønnen Moltas stod for en gedigen overraskelse tirsdag aften i Treåringernas Elitlöpning på Täby. Moltas var blandt de mindst spillede heste i feltet der talte stjerner som Mambo King, Eltizaam, Desert Warrior, Novasky og Solvana - men den Roy-Arne Kvisla-trænede vallak trodsede spillernes forventninger og kunne efter en dårlig start udnytte det høje udgangstempo og i opløbet blæse forbi en række trætte konkurrenter og vinde en let fem længders sejr for sin jockey Gustavo Solis. Fredrik Johansson havde anlagt pacen fra start på ryggen af Solvana, mens Lennart Hammer lå lige bagved med forhåndsfavoritten Mambo King. Allerede i svinget måtte Hammer minde sin hest om opgaven og det stod klart at der ville blive lang vej hjem for Diktat-sønnen, der dog kæmpede bravt og holdt tredjepladsen bag Moltas og norske Desert Warrior/Marie Fretheim. Novasky tog fjerdepladsen, mens de sidste præmiepenge gik til El Gouna som gik forbi Solvana på de sidste meter. Jyllandsløbsvinderen Eltizaam var aldrig inde i opgøret og faldt helt fra på den lige strækning. Kim Andersen tog ham tidligt op og parret sluttede på en distanceret sidsteplads. Der var 130.000 kroner i førstepræmie til Moltas, som ejes af lokale E.L. Grundberg i Stockholm.


08.11.2005 Eltizaam og Mambo King møder Treårseliten på Täby

Der er fuldt tilspil til hele løbsdagen i Dantoto når Täby i aften blænder op for Sigblad Ekonomi AB Treåringernas Elitlöpning over 1600 meter i Stockholm. Det prestigefulde dirt-løb med 260.000 kroner i præmiesum har samlet et stærkt felt på 11 deltagere fra alle tre skandinaviske lande. Danmark er på trænersiden repræsenteret ved Bent Olsens Eltizaam og Lars Kelps Mambo King, der til daglig trænes side om side på det nyopførte staldanlæg i Klampenborg. Eltizaam har vundet seks af årets otte starter, heriblandt Jyllandsløbet og Provinsens 3-års Serie, mens Mambo King har vundet tre af ni starter samt været anden i Norsk Derby. Mens Eltizaam skuffede sine tilhængere lidt ved at være slået med godt fire længder af Justthetwoofus i Aalborg 3-års Grand Prix, kom Mambo King flot ud af sit første møde med de ældre heste da han i Tortue Efterårshandicap sejrede overlegent med seks længder før Sibelius. Mambo King er med 89 i generalhandicap feltets højestratede hest, men han kan forvente hård modstand fra topnavne som storløbsvinderne Novasky, Solvana og Desert Warrior. Også Rune Haugen-trænede Norwegian Pride bliver et interessant emne, idet hun siden tredjepladsen i Norsk 1000 Guineas kun har været ude mod den ældre hoppeelite og har krydset klinger med navne som Funny Legend og Halfsong. Et helt nyt bekendtskab finder man også i Olle Stenström-trænede King Nov, der her starter for første gang i Skandinavien. Romanov-sønnen er blevet importeret til Sverige fra Argentina med et handicap på 87 og havde opnået to sejre i seks starter i sit fødeland. Treåringernas Elitlöpning rides kl. ca. 20.52 tirsdag aften, og Dantoto viser altså samtlige løb i fuld længde fra Stockholm med fuldt tilspil i vinder, plads, V5, Raket og Komb.


Mambo King.
Foto Burt Seeger.


Eltizaam.
Foto Burt Seeger.

07.11.2005 Bocelli imponerede på Finaledagen i Århus

Af Henrik Brendholdt

Fredag aften afviklede Jydsk Væddeløbsbane sæsonens sidste løbsdag. Her blev man vidne til flere flotte præstationer.
Især 3-årige Bocellis sejr i dagens første galopløb imponerede. Med topvægten 69 kilo cantrede den forbi værste konkurrent Estoy Enamorada i opløbet og sejrede sikkert. Den Birgitte Nielsen trænede hest vandt dermed sæsonens anden sejr. Den første blev vundet helt overlegent i sommers i København. Sidenhen har den noget iltre hest skuffet fælt i løbssammenhæng. Amatørrytter Carsten Rasmussen gav dog sin hest et helt perfekt rygløb bag førende Red Passion. Da Bent Olsen trænede Estoy Enamorada gik frem midt i opløbet sejlede Bocelli let forbi til sejr.

Også Jette Mose Hansen trænede Breeders Love var en sikker vinder for sin jockey Kim Andersen. Efter at have ligget 4-5. undervejs gik "den rutinerede ræv" frem rundt opløbssvinget og sejrede sikkert før en pænt afsluttende Kat Malou, mens favoritten Colour Blind måtte "nøjes" med tredjepladsen.

Træner Bent Olsen har haft en flot sæson i år på sin gamle hjemmebane Jydsk Væddeløbsbane. Han tog sig da også af dagens tredje galopløb som var for klasse 5 hestene.
Her førte Villy Nielsen trænede Sweet Connection fra start og indtil midt i opløbet. Først angreb Russian Magic for Lea Olsen ude i banen. Ingen kunne dog dæmme op for Bent Olsen-trænede Kat Dior som spurtede flot til en kneben sejr. Halvsøsteren til gode Katahena fik dermed karrierens første sejr og har vist god fremgang efter at opdrætter Berner Olsen har købt hesten for et par måneder siden.

Dermed er sæsonens sidste løb afviklet på Jydsk Væddeløbsbane og diverse championater kan kåres. Mest vindende træner var Bent Olsen med 552.800 kroner på præmiekontoen. Mest vindende jockey var Manuel Martinez med 5 sejre i 17 starter. Marc Stott var bedst hos lærlingene med tre sejre i 14 ridt. Lea Olsen var bedst hos amatørrytterne med 6 sejre i 25 starter.

Årets hest på Jydsk Væddeløbsbane blev Bent Olsen-trænede og Stall Lambada ejede Eltizaam der bla. sejrede i Ceres Jydsk Derby og 3-årsserien.

Sæsonen bød desuden på fremgang i omsætningen og generelt set blev man vidne til mange velafviklede løb på banen.
I sæsonen 2006 får man samme antal løb som i den netop afsluttede sæson og der ses allerede frem til Pinselørdag den 3. juni hvor årets første store galopdag afvikles bla. med Ceres Jydsk Derby. På gensyn og tak for i år.


Breeders Love/Kim Andersen.
Foto Ole Hindby.


Humøret var højt på Jydsk Væddeløbsbane fredag aften. Lea Olsen, Kim Andersen, Bent Olsen og Ann-Charlotte K. Nielsen ses her med smil på læben efter dagens tredje og sidste galopløb.
Foto Ole Hindby.

04.11.2005 Fornuftig start for Poulsens Grand Central

Flemming Poulsens kinesisk-ejede 3-årige hingst Grand Central, fik torsdag eftermiddag en fornuftig debut for sin nye træner, da han under Miguel Blancpain sluttede på en delt tredjeplads i Grand Prix de la Ville de Nantes (L) over 2400 meter i Nantes. Sadler's Wells-sønnen fik serveret en perfekt rejse af sin unge jockey, men de forhåndsfavoritten Lord Du Sud accelerede i det sidste sving kunne Grand Central ikke følge med satte en del længder til. Lord Du Sud trak fra til en sikker sejr før næstfavoritten Kalderon, mens Grand Central kæmpede sig tilbage akkurat på målstregen nåede op på siden af tyske Encinas. De to heste kunne ikke skilles ad og der blev derfor dømt dødt løb imellem dem. I løbet efter havde Poulsen danskopdrættede Porsa System til start i et handicap over 2400 meter. Porsa System bar topvægten 60 kilo og tog fronten fra start i den bløde bane. Føringen holdt til sidste del af svinget, hvor han blev overspurtet, men han holdt dog et pænt tempo i opløbet og holdt femtepladsen.


03.11.2005 Øvrevoll aflyser torsdag aften

Grundet den store mængde regn der er faldet i Oslo, har Øvrevoll af sikkerhedsmæssige grunde måtte aflyse aftenens løb i Norge. Næste løbsdag bliver i stedet torsdag den 10. november.


03.11.2005 Køber hest for at sønnen kan blive Champion

Af Carsten Bundgaard

Ikke kun hesten Minnie forlod Louise Møller-stalden efter salgsløbet i lørdags på Københavns Galopbane. Senere på dagen tog træneren i Aalborg nemlig også afsked med Call Girl, der var nærmeste vidne til Minnies sejr i salgsløbet.
"Vi solgte hende til Wilson-familien", beretter Mark Larsen i dag. "De har fremdeles købt hende for at give deres søn Patrick Wilson muligheden for at vinde amatørchampionatet. Og en sejr til Call Girl vil akkurat være nok for den ambitiøse Patrick Wilson, som i hvert fald får en hest i god form. Hun må være en fin chance", anser Mark Larsen. Den tidligere professionelle Pernille Hansen er i førertrøjen på amatørlisten inden kick off på finaledagen, men har nu pludselig fået en helt uventet modtand med familien Wilsons lynkøb af formtoppede Call Girl. Den kommende amatørchampion modtager sin fortjente præmie ved Championatsfesten på Galopbanen fredag den 18. november.


Unge Patrick Wilson ses her vinde tidligere på året med All That Jaz. På lørdag jagter han Amatørchampionatet på ryggen af nyindkøbte Call Girl.
Foto Burt Seeger.

03.11.2005 Hattrick-chance for Bent Olsen i Århus

Af Henrik Brendholdt

Klampenborg-træner Bent Olsen som pt. er den næstmest vindende træner i Danmark i år, kun knebent overgået af Søren Jensen, står med stor vinderchance i alle tre løb når Jydsk Væddeløbsbane fredag aften afvikler sæonens sidste løbsdag. Bent Olsen har i år sat sit store præg på sin tidligere hjemmebane og fører suverænt trænerstatistikken med ni sejre og en præmieindtjening på 533.800 kroner.
Dagens første opgør på turfen er for de 2- og 3-årige heste med maximum én sejr og maximum generalhandicap på 68. Her kommer Bent Olsen med 3-årige Estoy Enamorada som har gjort det pænt i år med flere gode placeringer og en indtjening på lidt over 50.000 kroner. Hoppen har startet 21 gange i karrieren og den løbsrutine må komme hende tilgode i dette felt. Værste konkurrenter bliver givet Torben Christensen-trænede Picasso som gik godkendt på en fjerdeplads i Vinterfavoritten i Århus bag Little Prince. Også 2-årige Red Passion står godt til i løbet med et tal på 68. Hoppen gik godt i forrige start på andenpladsen bag Lulla i Ålborg 2-års Grandprix. Skuffede senest i Den Jydske Vinterfavorit hvor hun var for hidsig og pullede for mange kræfter væk.

Dagens andet løb er for klasse-5-hestene over distancen 1550 meter. Her er Bent Olsens bud Kat Dior som fik en god debut for sin nye træner sidst i Århus hvor den var tredje til Early Born. Hoppen burde være forbedret med det løb i kroppen og står med topchance. Modbuddene kan være Villy Nielsens Sweet Connection der er ikke var slået med meget af Mamazita senest. Også Croagh Patrick, Alesi og Hale-Bopp kan med rette løb være med på stregen.

I årets sidste galopløb på Jydsk Væddeløbsbane har Bent Olsen to deltagere med. Størst chance tillægger vi helt klart Colour Blind, der imponerede med sin sejr i Moesgaard Handicap.
Staldens anden deltager Apex Star bærer hele 70 kg og får det umiddelbart svært i den bløde bane. Derimod tror vi meget på Jette Mose Hansen-trænede Breeders Love som elsker det bløde underlag og som viste formfremgang med sin tredjeplads i Marselisborg Handicap. Også Frække Frida og Verdi er heste der kan løbe i top-tre.


Bent Olsen bliver Championtræner i Århus i år - og kan meget vel lukke og slukke sæsonen med et hattrick fredag aften. Foto Scandinavian Raceweb.

01.11.2005 "Årets Galophest" i Aalborg bliver en sand gyser

Af Lone Kaalund Thiel

Dagens første løb i Aalborg, Villadsen Dæk Ærespræmieløb var udskrevet over den velvoksne distance 2600 meter. På en efterårsbane betyder de sidste firehundrede meter ofte, at udfaldet af løbet bliver anderledes end ventet. Således var det også i Aalborg i går. Louise Møller rider på en bølge af succes for tiden, og med et frisk gåpåmod sendte Louise Helle Andersens Montenero i front fra start, og denne pace kunne ingen af de øvrige i feltet klare. I opløbet var der forsøg på angreb fra Locksmit/Le Tølbøll og Limerick/Pia Lillelund, der dog måtte nøjes med placeringerne i nævnte rækkefølge. Forhånsfavoritten Oceans Eleven nåede aldrig frem i opløbet. Vinderen Montenero har gennem den senere tid vist en meget posistiv udvikling, og det ser ud til, at Helle Andersen er ved at få styr på Monteneros temperament i forbindelse med løbsafviklingen.
Løbet blev desværre skæmmet ved at Halleluja fik en indre skade, der betød at den top-afstammede hoppe (Final Appearence – Harambine) måtte aflives efter løbet. Et stort tab for ejer Carsten og Hans Jørgen Johansen.
I dagens andet galopløb var der på forhånd lagt op til en spændende duel imellem de to aspiranter til titlen om Årets Galophest - Snappy Times og Gold Winner. Mark Larsen sendte Snappy Times i front, men da distancen denne gang var lige i overkanten for Snappy Times kunne Nanna Skovsgaard og All Rich sætte et fint angreb ind rundt opløbssvinget. Bagfra feltet havde også Gold Winner og Marc Stott fundet angrebsplads. Efter en spændende opløbsduel, som begge de duellerende heste havde ære af, kunne Nanna Skovsgaard og All Rich hjemtage sejren i Back Rideudstyrs Ærespræmieløb. Sejren var årets første til træner Per Sigsgaard, og det er rart at se, at All Rich nu er ved at genfinde den fine form fra forrige sæson. På tredje pladsen fulgte Naseem Reef med Le Tølbøll.
Kampen om titlen ’Årets Galophest 2005’ blev dermed yderligere skærpet. Snappy Times hentede 10 point på 5. pladsen og Gold Winner avancerede igen med 30 point. Derved er stillingen nu 245 point til Snappy Times og 240 point til Gold Winner. Det bliver en spændende finaledag, hvor begge heste har mulighed for at starte i løb på deres bedste distance!...


Montenero/Louise Møller.
Foto Ole Hindby.



All Rich/Nanna Skovsgaards.
Foto Ole Hindby.

01.11.2005 Katalogerne er i trykken til Jägersros efterårsauktion

Af Carsten Bundgaard

Trykningen af katalogerne er i gang til den spændende auktion over løbsheste på Jägersro, fredag den 11. november. "Jeg regner afgjort med at katalogerne vil kunne erhverves i Informationsboden under løbene i Klampenborg på lørdag", fortæller primus motor Sten Thynell. "Der er omkring 30 heste tilmeldt. Heste i fin form og under fortsat udvikling, som sikkert kan købes for rimelige penge. Det her er forhåbentlig bare startskuddet til en årlig begivenhed, som kan samle hele den skandinaviske galopsport under samme hat", fortsætter Sten Thynell. Auktionen indledes præcis klokken 20.00. En time efter middagen. "Jeg tror på en fornøjlig aften. Sikkert ikke med de toppriser som vi så på danskernes flotte auktion i forrige måned, men med mange solgte heste til nye ejere, således at hestene fortsætter i sporten. Det er det primære med auktionen foruden det sociale samvær", siger den initativrige svensker. Der bliver Live opdatering af auktionen her på galopsport.dk.


31.10.2005 Anaconda let vinder på Jägersro

Søren Jensen-trænede Anaconda hører ikke til blandt de oftest startende heste, men kredsen omkring ham er god til at finde de rette opgaver, og søndag eftermiddag slog Asaasy-sønnen til iLomma Ridklubbs SöndagsKomb over 1200 meter på Jägersro. Anaconda fik en rolig indledning af Kim Andersen, mens det gik stærkt fremme i front med Sentirica og Mabrook. Ind i svinget kom Mouli Man stærkt frem udvendigt i banen, men endnu bedre gik det for Anaconda, der i et sent ryk let afgjorde løbet med en længde før netop Mouli Man, mens tredjepladsen tilfaldt Sentirica. Der var 35.000 kroner i førstepræmie til Anacondas ejer Stald Santos.


27.10.2005 Danske jockeys gjorde rent bord på Jägersro

Anført af Jacob Johansen og Mark Larsen gjorde de professionelle danske jockeys rent bord torsdag eftermiddag på Jägersro. Det blev Dina Danekilde som kunne indlede dagen med sejr i Bellevuehandicap over 1730 meter på ryggen af Rolf Ohlsson-trænede Trofan, der i sit livs niende start endelig fik aflagt maidentitlen da han afviste Dylan/Sara Slot og Silver Jean/Kim Andersen til de næste pladser. Kim Andersen tog over i Jägersrohandicap over 1730 meter, da han med en stærk afslutning sejrede med Mr Padilla foran storfavoritten Falcon On The Hill/Manuel Santos og Zico/Per-Anders Gråberg. Triumphserien over 1200 meter gik til Mark Larsen på ryggen af Past Times, hvorefter Jacob Johansen red Lavirdan først over stregen i Stratosserien. Herefter slog Larsen til igen i Juvenile Mile med Mad Dog Slew, men Jacob Johansen svarede straks op i det efterfølgende maidenløb i bøjlerne på Major Gunn's. Pernille Hansen kunne havde gjort dagen hel-dansk i det afsluttende amatørløb, men her måtte på ryggen af Candeloro dog se sig slået til andenpladsen af Rameses/Susanne Gustafsson.


Jacob Johansen vandt ligesom Mark Larsen to dagssejre på Jägersro.
Foto Burt Seeger.

27.10.2005 Mad Dog Slew fra start til mål i Juvenile Mile

Torsdagens hovedbegivenhed på Jägersro, de 2-åriges Juvenile Mile over 1600 meter, gav sejr til storfavoritten Mad Dog Slew, der under Mark Larsen førte fra start til mål og til slut var en sikker længde foran staldkammeraten Al Bagari/Kim Andersen. Begge heste trænes af Fredrik Reuterskiöld. Det var Mad Dog Slews fjerde start på Jägersro og Slew City Slew-sønnen vandt for tredje gang. Eneste nederlag på hjemmebanen ligger tilbage i debuten, hvor han blev slået i sidste galopspring af selveste Icaros. Mad Dog Slew har derudover været to gange til start på Stockholms græs med en femteplads i Svealandlöpning og senest andenpladsen bag Gilmore i Vinterfavoriternas Pris som resultat. Med sejren i Juvenile Mile rundede den amerikanskfødte hingst 300.000 kroner i samlet præmiesum, og Fredrik Reuterskiöld giver nu hesten en velfortjent vinterpause. Andenhesten fra Juvenile Mile, Al Bagari, kan dog forventes til start i næste uges Basnæsløb over 1800 meter på Klampenborg.


Fredrik Reuterskiöld-trænede Mad Dog Slew/Mark Larsen vinderJuvenile Mile over 1600 meter på Jägersro før staldkammeraten Al Bagari/Kim Andersen.
Foto Stefan Olsson.

24.10.2005 Henrik Engblom atter vinder af Fegentri World Cup

Svenske Henrik Engblom har vundet amatørernes Fegentri World Cup for andet år i træk. Inden lørdagens to finaleløb i Baden-Baden førte "Henke" med 33 point til nummer to, franskmanden Mehdi Lesage, der havde chance for at gå forbi. I stedet udbyggede Henke dog føringen med ni point, og allerede efter fladløbet havde han sikret sig VM-titlen efter en fjerdeplads, mens franskmanden blev nummer seks. I forhindringsløbet sad Henke op på hesten Beanney, som han var styrtet med i Merano fire uger tidligere. "Denne gang red jeg mere sikkert i stedet for udelukkende at gå efter sejren. Resultatet blev en tredjeplads efter tæt opløbskamp mellem fire heste", fortæller Henrik Engblom, der her repræsenterede Sverige i World Cup'en for femte gang. Det er blevet til en plads som femte, to gange tredje og to gange vinder. Han har været bedste forhindringsrytter tre gange og bedste fladløbsrytter en enkelt gang, hvilket gør ham til én af de mest fremgangsrige Fegentri-ryttere nogensinde.


23.10.2005 Phoenix River vandt DM for 3-årige i Århus

Af Henrik Brendholdt

Søren Jensen trænede Phoenix River tog fusen på favoritterne og vandt Dansk Mesterskab for de 3-årige heste lørdag eftermiddag på Jydsk Væddeløbsbane. Halvbroderen til Amalie har dermed tjent 150.000 kroner i de sidste to starter efter en flot sejr på Øvrevoll for en måned siden. Jockey Kim Andersen gav sin hest et afventende løb. Først drog Blue Berry og Boceli afsted i toptempo. Da de mistede pusten med en halv omgang til mål tog favoritduoen Kaiser Suzek og William Tell over.
De førte side om side ind på lige bane, hvor Kim Andersen smart dirigerede Phoenix River i et indenomsangreb der resulterede i en kneben sejr før en velgående William Tell mens Kaiser Suzek lige akkurat klarede 3.pladsen før Theresa.

I Den Jydske Vinterfavorit var recepten fang-mig-hvis-i-kan for storfavoritten Little Prince. Cathrine Weilby dirigerede sædvanen tro hesten i spids. På et tidspunkt førte favoritten vel med 10 længder foran et halsende felt. Der blev dog lidt spænding om resultatet til slut, da en velgående Sir Alexander sluttede flot af til andenpladsen mens også godkendte Rock Of Kildare var tredje. Little Prince afviste dog konkurrenterne og kunne tilføje 43.500 kroner til sine ejere Racing Friends. Dermed afsluttede hesten en flot 2-års sæson hvor det er blevet til 4 sejre bla. i Auktionsløb og Stayerprøven.

Det var en krævende bane som hestene blev budt på Jydsk Væddeløbsbane denne lørdag eftermiddag. Solen skinnede dog det meste af eftermiddagen og sørgede for en flot eftermiddag hvor der blev budt på velafviklede løb. Træner Louise Møller som har haft et forrygende efterår var ikke selv til stede da hun var i Tyskland med Justthetwoofus, der løb uplaceret. Fik alligevel en flot sejr til stalden da Minnie på imponerende vis tog sin sjette sæsonsejr i Marselisborg Handicap med hele 29.000 kroner i førstepræmie. Skimlede Womanizer førte sædvanen tro løbet længe. Den kunne dog ikke dæmme op for først Breeders Love og Pearl Of York der angreb rundt opløbssvinget. Sidstnævnte lignede længe vinderen men på de sidste meter kom Minnie med sin hvasse spurt og sejrede med en længde. Imponerende af Arado-hoppen at vinde så mange løb på en sæson og flot set af Louise Møller at købe hesten midt på sæsonen.

Det andet traditonsrige løb Moesgaard Handicap blev vundet af Colour Blind fra Bent Olsens træningskvarter. Trods 67 kilo på ryggen gik den frem til sejr efter en hård opløbskamp med Ocean's Eleven mens staldskriget All Rich blev tredje for Kim Andersen.

Jockey Sara Slot rider rigtig i medvind i øjeblikket. Hun vandt to sejre denne eftermiddag på J.V.B. Begge gang var det til stor overraskelse for spillerne. Først "fyrede" hun Early Born af til 9 gange pengene. Hesten sluttede stærkt af ude i banen og fangede lige netop favoritten Croagh Patrick mens Kat Dior var forbedret på 3.pladsen for sin nye træner Bent Olsen. Også Saras sejr med Mamazita i dagens 5.løb var en stor overraskelse som kom bag på V5 spillerne. Her førte Sara fra start til slut og afviste sikkert angreb fra en velafsluttende Shereel og Sweet Connection. I dagens sidste opgør lignede Sara Slot og Desdemona også vinderen 100 meter før mål. De kunne dog ikke dæmme op for en flot afsluttende Limerick der vandt sæsonens første sejr.


21.10.2005 Ikke nok tilmeldinger til KG's Breeders-arrangement

Verdens største væddeløbsdag, Breeders' Cup i New York, kunne ikke vække nok interesse hos danskerne til at Klampenborgs arrangement på næste lørdag kan gennemføres. 80 forhåndstilmeldinger var påkrævet, men bare 33 danskere havde tilmeldt sig ved fredagens deadline. En forsvindende lille interesse for verdens bedste væddeløb, hvilket bestemt er tankevækkende og nærmest uforståeligt. Breeders' Cup-løbene bliver fortsat vist på Dantoto Racing Live og der er mulighed for at spille direkte til en fælles dansk/svensk pulje i Dantoto-boderne.


21.10.2005 Desert Warrior Norsk Mester - Mission Possible tredje

Jacob Fretheim-trænede Desert Warrior var banens bedste da der torsdag aften blev redet om de Norske Mesterskaber for 3-årige heste på Øvrevoll i Oslo. Under Marie Fretheim sejrede Desert Sun-sønnen overlegent med små syv længder før Cathrine Erichsen-trænede Philitagain/Jacob Johansen, mens løbets storfavorit Mission Possible skuffede på tredjepladsen og atter engang beviste at dirt track ikke er hans livret. Samtidig var distancen nok i underkanten for Mission Possible, der efter en prominent rejse slet ikke kun accelerere med Desert Warrior i opløbet. Der var 72.500 norske kroner i førstepræmie til Desert Warrior, der ejes af Stall Rover og er opdrættet på Storfjord Stutteri. Norsk Mesterskab for 2-årige gik til Stall EOS' Nablus, i træning hos Wido Neuroth og redet til sejr af Fredrik Johansson. Lorofino-sønnen Nablus var ikke spået de store chancer mod gode Ticmosic, men der var absolut ingen slinger i valsen da løbet skulle afgøres og Nablus vandt knusende overlegent med syv længder før Ticmosic, der igen havde 10 længder til Final Trilogy på tredjepladsen. Også her var der 72.500 i førstepræmie. "Nu sigter vi mod Svenskt Kriterium med Nablus", udtalte Wido Neuroth efter løbet.

Øverst Desert Warrior/Marie Fretheim.
Nederst Nablus/Fredrik Johansson.
Foto Catchlight.no.




20.10.2005 Fernando Diaz tilbage til Chile

Jockey Fernando Diaz forlader på mandag Skandinavien for denne omgang, og rejser tilbage til sit hjemland Chile, hvor han vil tilbringe det næste halve år. Diaz, der netop har tilbragt sin 17. sommer på de skandinaviske væddeløbsbaner, havde atter en fin sæson med flere storløbssejre, heriblandt Valley Chapel Memorial på ryggen af Storm Trooper, der trænes af hans norske arbejdsgiver Rune Haugen. Diaz rundede denne sæson af med at vinde Vinterfavoritternes Ærespræmie i lørdags med Lars Kelps Peas And Carrots - en hest den 44-årige chilener glæder sig til at komme tilbage og ride i 2006. "Nu glæder jeg mig til at gense mine to døtre som begge går på universetet i Santiago, men der bliver også travlt med at ride løb og allerede nu på lørdag er jeg booket til et storløb derhjemme", fortæller Fernando Diaz. Fernando Diaz vender efter planen tilbage til Skandinavien i starten af maj næste år, og vil atter være engageret som førstejockey hos Rune Haugen i Norge.


Fernando Diaz. Foto Catchlight.no.

20.10.2005 Tre gange Sara Slot på Jägersro

Jockey Sara Slot havde endnu en fin dag på Jägersro torsdag eftermiddag, hvor det blev til tre sejre i syv ridt. I Pås-Calles Handicap over 1730 meter kun Sara efter et godt disponeret ridt dirigere Annika Wulf-trænede Mr Nermarket til hestens tredje sejr på stribe, og endda med 68 kilo på ryggen denne gang! Der blev lagt ud i et godt tempo fra start af Mistercheezdoodle og Amore, og Sara Slot kunne lægge sig bag de førende og vente med sit afgørende ryk indtil midt i opløbet, hvor Mr Newmarket spurtede stærkt og sejrede før Amore og en uheldig Face The Limelight, som tabte mange længder i starten af løbet. I På Minuten over 1000 meter var Sara Slot igen på pletten, denne gang med Bodil Hallencreutz-trænede Spasiba, der over de sidste 350 meter sikkert kunne gå forbi de to starthurtige hopper Walk On By og Sentirica og vinde sikkert. Primo Girl sluttede på fjerdepladsen, mens Matchmaker tog den sidste præmie. Endelig var Sara Slot først i mål i Bunkeflolöpning over 1730 på ryggen af Ominsky, der vandt karrierens første sejr til en værdi af 21.000 svenske kroner.

Sara Slot.
Foto Kanal 75.


19.10.2005 Hanne Bechmann med flere topchancer i Århus

Af Henrik Brendholdt

Med hele syv galopløb på programmet er der alt mulig grund til at besøge Jydsk Væddeløbsbane lørdag eftermiddag. Sæsonen går på hæld og flere traditionsrige løb som Marselisborg og Moesgaard Handicap skal afvikles. Dagens højeste præmiesum er dog i Dansk Mesterskab for 3-åringer og Den Jydsk Vinterfavorit for de 2-årige heste. I begge løb spår vi Klampenborg-træner Hanne Bechmann en hovedrolle. Der kæmpes om hele 100.000 kroner i Dansk Mesterskab for de 3-årige heste. Her ligner det et to hestes opgør. Hanne Bechmann-trænede William Tell har vundet tre sejre her i sin første sæson som væddeløber. Senest var han en flot tredje til tophestene Seeland Empire og Mambo King. Den form rækker langt i dette løb. Værste konkurrent må være Ole Larsens derby-4'er Kaiser Suzek, der senest var tredje i Ålborg bag Justthetwoofus og Eltizaam.
I 2-åringernes styrkeprøve Vinterfavoritten dystes der om 87.000 kroner. Her spår vi en sejr til Hanne Bechmanns velgående Little Prince der har været helt overlegen i de sidste par starter. Senest sejrede Ballet Prince-sønnen sikkert i Stayerprøven, ligeledes i Århus. Værste konkurrent bliver Søren Jensen-trænede Sir Alexander som vel skuffede lidt senest i København, men er en kapabel herre. Dagen byder på mange gode spilleløb og især Marselisborg Handicap og Moesgaard Handicap plejer at byde på overraskende resultater. I førstnævnte løb ligner det et opgør mellem Pearl Of York, der senest gik godkendt i Sceptre Stakes, og det lokale bud, sejrshesten Posix. I Moesgaard Handicap hvor der dystes om 54.000 kroner er det meget åbent. Vi tror heste som Colour Blind, Ocean`s Eleven og Call Girl kan gøre op om sejren. Tips og kommentarer til løbsdagen kan ses i Galopsvinget - klik her!


Little Prince er én af Enghavelyst-træner Hanne Bechmanns topchancer lørdag eftermiddag i Århus.
Foto Burt Seeger.

19.10.2005 Mission Possible kan blive Norsk 3-års Mester

Ved morgendagens løb i Oslo giver Cathrine Erichsen efter to måneders løbspause comeback til den danske Derbyvinder Mission Possible, der tørner ud i Norsk Mesterskab for 3-årige over 1600 meter dirt track på Øvrevoll. Groom Dancer-sønnen har ikke startet siden 12. pladsen bag Bye Bye Loev i Norsk Derby, og inden da var han femte bag Albany Hall i den svenske udgave. Mission Possible starter for første gang i år over milen, og med hans lange pause taget i betragtning kan opgave blive svær at løse med navnlig 2000 Guineas-2'eren Desert Warrior blandt de seks konkurrenter. Der er 72.500 kroner i førstepræmie i opgøret, og Mission Possible rides naturligvis af sin faste partner Espen Ski, der med sine foreløbige 31 sejre er klart i front på den norske jockeystatistik og stort set er umulig at hente. Nærmeste konkurrent til Espen Ski er Lennart Hammer, der har vundet 18 gange på Øvrevoll i denne sæson.
I Norsk Mesterskab for 2-årige over samme distance og med samme præmiesum bringes 10 deltagere til start, og favoritværdigheden ligger hos Eva Sundbye-trænede Ticmosic, der har vundet tre af årets syv starter og tjent over en kvart million kroner. Ticmosic rides som ved den seneste sejr af norske Cecilie Dahl.


Mission Possible får torsdag aften comeback efter to måneders løbspause. Foto Catchlight.no.

18.10.2005 Saint Pierre i efterårshumør

Af Lone Kaalund Thiel

Bladende ligger gule på græsbanen i Aalborg og aftenkulden signalerer, at nu er efteråret kommet. Saint Pierre er en af de heste, der stortrives på denne årstid, og i går var ingen undtagelse. Le Tølbøll sendte derfor resolut Saint Pierre i front i Væddeløbets Publikums Ærespræmieløb over 2100 meter. Saint Pierre holdt fronten med en længde til feltet hele vejen, og der var aldrig nogle af feltets øvrige deltagere, der kunne true John Nielsens smukke Brightbird-søn. På andenpladsen fulgte en godt afsluttende Montenero med Louise Møller, imens Caerful gik godt på tredjepladsen for sin nye ejer og rytter Louisa Sheldon. Storfavoritten Gold Winner med Mark Larsen sluttede lidt skuffende på en femteplads.
I dagens 2. løb stod der Snappy Times og Mark Larsen som hovedoverskrift. Fra start forsøgte Carsten Rasmussen på LB Seawing ihærdigt at fravriste Mark Larsen fronten, men måtte til sidst bøje sig. Derefter var løbet afgjort. Mark Larsen kunne vinde foran Louise Møller på Alesi. På tredjepladsen fulgte LB Seawing. Mark Larsen har et rigtigt fint tag på Ulla Frydensbergs efterhånden aldrende Snappy Times. I år er det blevet til hele tre sejre og to andenpladser i Aalborg, og sejren i går bragte hermed Snappy Times foran Gold Winner i den spændende kamp om at blive årets galophest i Aalborg.


Snappy Times/Mark Larsen vandt igen og fører nu kampen om at blive Årets Hest i Aalborg.
Foto Ole Hindby.

18.10.2005 O'Brien-kvintet til New York - men ingen Powerscourt

I går offentliggjorde den irske championtræner Aidan O'Brien sit Breeders' Cup-hold, der den 29. oktober skal i kamp på Belmont Park i New York. O'Brien tager til USA med fem heste, men overraskende er Sadler's Wells-sønnen Powerscourt ikke blandt de nominerede. Powerscourt, der i ante-post markedet har været næstfavorit til Breeders' Cup Turf (Gr.1) siden sin sejr i Arlington Million (Gr.1) i Chicago i august, var ikke på toppen i går morges inden forfeit, og i stedet bliver det den 4-årige Danehill-søn Ace som kommer til at repræsentere stalden i det 2400 meter lange græsløb. Ace vandt sin karrieres tre første starter hjemme i Irland, men siden er det kun blevet til sekundære placeringer med andenpladsen i Prince Of Wales' Stakes (Gr.1) bag Azamour i juni som det bedste resultat. Ace har fordel af kendskab til Belmont Park, idet han den 1. oktober var ganske kort slået til tredjepladsen af Shakespeare og English Channel i Turf Classic Invitational (Gr.1). I Breeders' Cup Turf møder Ace igen Shakespeare, der ligesom ved sejren i Turf Classic Invitational rides af Jerry Bailey. Blandt de øvrige europæiske kandidater i Breeders' Cup Turf (Gr.1) forventes den engelske Derby-vinder Motivator, Aga Khans firedobbelte Gruppe-1-vinder Azamour, Luca Cumani-trænede Alkaased, sidste års tyske Derbyvinder Shirocco og sidste års Prix de l'Arc-vinder Bago, som sluttede på andenpladsen bag Hurricane Run i det samme løb den 2. oktober. Epsom Derby-vinderen Motivator ser ud til at få sin faste makker Johnny Murtagh i sadlen, selv om den lave vægt i USA uden tvivl er et krisepunkt for den irske superjockey. Murtagh har dog forsikret motivators træner Michael Bell om at han vil være i stand til at ride vægten på 55 kilo i løbet, og Murtagh tager endda til New York tre dage inden løbet for at være sikker på at flyveturen ikke får indflydelse på hans krop og vægt på dagen.
Aidan O'Brien starter Ad Valorem i Breeders' Cup Mile (Gr.1), Ivan Denisovich i Breeders' Cup Juvenile (Gr.1), Mona Lisa i Breeders' Cup Filly and Mare Turf (Gr.1), og endelig skal Oratorio forsøge sig i Breeders' Cup Classic (Gr.1). Danehill-sønnen Oratorio var i lørdags til start som favorit Champion Stakes (Gr.1) i Newmarket, men skuffede fælt som fjerde til chokvinderen David Junior. Inden da havde Oratorio dog i to omgange slået Motivator i henholdsvis Eclipse Stakes (Gr.1) og Irish Champion Stakes (Gr.1). Starten i Breeders' Cup Classic (Gr.1) bliver Oratorios første på dirt track. Samtlige Aidan O'Briens fem deltagere i New York rides naturligvis af Europas varmeste jockeynavn lige nu, Kieren Fallon.
Husk, at der spilles direkte til Breeders' Cup-løbene fra både Danmark, Norge og Sverige lørdag den 29. oktober. Klampenborg afholder Breeders-arrangement med live transmission fra Belmont Park, startende kl. 19.20. Forhåndstilmelding til arrangementet er nødvendig senest på fredag den 21. oktober til KG's sekretariat på telefon +45 39 96 02 15/18 eller via mail info@galopbane.dk.


17.10.2005 Bailey kan vinde sit 15. Breeders' Cup med Ouija Board

Den amerikanske Hall Of Fame-jockey Jerry Bailey har rigtig gode chancer for at tilføje mindst én sejr til de i forvejen 14 Breeders' Cup-triumfer han har opnået igennem sin formiddable karriere. Bailey har nemlig opsnappet ridtet på den klare forhåndsfavorit Ouija Board i Breeders' Cup Filly & Mare Turf (Gr.1) den 29. oktober på Belmont Park i New York. Ouija Board, der ejes af Lord Derby, vandt det selv samme løb i fjor på Lone Star Park i Texas, dengang redet til sejr af Kieren Francis Fallon. Fallon har i år kontrakt med Aidan O'Brien og Ballydoyle-teamet Michael Tabor og John Magnier, hvilket betyder at Fallon ikke på forhånd har kunne sige 100% ja til at ride Ouija Board som han naturligvis var førstevalget til. Aidan O'Brien tæller nemlig fortsat på knapper om hvorvidt Giant's Causeway-datteren Mona Lisa skal transporteres over Atlanten og starte mod Ouija Board. Mona Lisa kommer fra en andenplads i Gruppe-1-løbet Prix de l'Opera i Paris. Fallon var heller ikke i bøjlerne på Ouija Board da hun vandt i sit efterårs-comeback i September Stakes (Gr.3) den 24. september i Newmarket - det var i stedet italienske Frankie Dettori, men også han må takke nej grundet kontraktlig forpligtelse overfor Sheikh Mohammeds Godolphin, der overvejer at starte både Sundrop og Punctilious i løbet som de europæiske heste traditionelt sidder meget stærkt på. Ifølge Jerry Baileys agent Ron Anderson er rytteren foruden Ouija Board klar til at sætte sig op på Sweet Symphony i BC Distaff (Gr.1), Original Spin i BC Juvenile Fillies (Gr.1), High Fly i BC Sprint (Gr.1), First Samurai i BC Juvenile (Gr.1), Shakespeare i BC Turf (Gr.1) og endelig Saint Liam i dagens bedst betalte opgør, Breeders' Cup Classic (Gr.1).


Hall Of Fame-jockey Jerry Bailey har fået ridtet på favoritten Ouija Board i Breeders' Cup Filly & Mare Turf (Gr.1).
Foto Jockeysroom.com

17.10.2005 Nu kan det ikke slå fejl!

Af Carsten Bundgaard

Københavns Galopbane er ligeså sikker på fremgang i totospillet i år, som to plus to giver fire. Det stod klart efter løbene i forgårs.
"Vi har nu et plus på totalt 6,33 procent pr. afholdt løb i forhold til sidste år", fortæller banens direktør og sportschef Tom Christensen. Den største fremgang kommer fra banespillet.
"Her er plusset på 6,89, mens vi har forbedret tallene i DanToto med 5,65 procent pr. løb".
Der mangler kun to løbsdage af sæsonen i Klampenborg. De tilsvarende dage sidste år gav 507.722 kroner i ni løb samt 716.663 kroner i 10 løb på finaledagen. Københavns Galopbane har hævet omsætningen pr. afholdt løb inklusiv V5 fra 85.300 til 90.700 kroner. Man har dermed distanceret samtlige baner i Provinsen med mange tusinde kroner pr. løb. Hvem havde troet det for blot få år siden? Banen i Klampenborg har i år haft minimum 150.000 kroner i udbetaling til en eventuel solovinder i V5. Garantier som Galopbanen udelukkende har formået at tilbyde spillerne, som følge af en flot opbakning fra sponsorerne igennem hele sæsonen. Målsætningen for en bane med visioner må vel være mindst 200.000 kroner til en solovinder i 2006, efter 100.000 kroner i 2004 og 150.000 kr. i indeværende år. Fremgang føder jo fremgang.


16.10.2005 Seeland Empire slog til i Svenskt St. Leger

Klampenborgs championtræner Søren Jensen fik på et hængende hår sæsonens første klassiske gevinst, da den 3-årige brune vallak Seeland Empire sejrede i årets sidste klassiske begivenhed i Skandinavien, Svenskt St. Leger over 2800 meter på Täby i Stockholm. Sejren blev en kendsgerning, da Seeland Empire på en sen indvendig spurt nedkæmpede forhåndsfavoritten Tam O'Rito/Kim Andersen med hals efter en rejse der bød på mange stop undervejs i det 14 heste store felt. Seeland Empire havde fået trukket det yderste startspor, hvilket var en stor forhindring i sig selv. Mark Larsen valgte derfor en meget rolig indledning med Second Empire-sønnen, og parret fik placeret sig indvendigt blandt de bageste da feltet kom over mål første gang. På bagsiden begyndte Seeland Empire sit avancement indvendigt i banen, men han mødte flere trætte heste på sin vej, og Larsen måtte tålmodigt vente på den endelige åbning, som først kom i slutningen af opløbssvinget. På dette tidspunkt var der fortsat langt frem til de forreste, hvor Kim Andersen lignede vinderen på ryggen af Tam O'Rito som havde rejst udvendigt. Over de sidste 250 meter skød Seeland Empire dog forrygende fart og kunne kort før mål få et lille overtag på favoritten og sejren lød altså på en kort hals, mens norske Sands Point besatte tredjepladsen for Lennart Hammer. "Jeg sparede min hest til 400 fra mål og fik et godt løb. På løbsfilmen kan det godt se ud som om hesten flere gange bliver stoppet, men fra det startspor jeg havde fået måtte jeg satse på en indvendig rejse helt nede bagfra og tage et skridt af gangen. Når alt kommer til alt fik jeg det bedste løb og kunne til slut slå Tam O'Rito, der havde fået en længere udvendig rejse undervejs", forklarede en tilfreds Mark Larsen efter St. Leger-sejren på Seeland Empire, hvis mor Granny's Pearl vandt Coolmore Matchmaker Stakes (L) på Täby og dermed scorede en fribedækning ved hingsten Second Empire, hvoraf resultatet altså er Seeland Empire. Pudsigt nok var Mark Larsen også i sadlen på Granny's Pearl da hun vandt sin karrieres største sejr og dermed dannede grundlaget for dagens sejr i Svenskt St. Leger. Seeland Empire er født i Sverige men opdrættet af Inge Dorte og Henrik Seerup, som selv ejede nu afdøde Granny's Pearl i hoppens aktive karriere. Seeland Empire ejes af danske Stald Seeland, der med førstepræmien på 264.000 svenske kroner kunne glæde sig over at deres klassiske vinder nu har rundet 300.000 kroner i syv starter. Seeland Empire har sejret tre gange i træk og han har dertil aldrig været placeret ringere end tredje - en virkelig interessant hest at følge fremover!


Seeland Empire/Mark Larsen vinder Svenskt St. Leger før Tam O'Rito/Kim Andersen.
Foto Kanal 75.


Seeland Empire/Mark Larsen efter sejren i Svenskt St. Leger.
Foto Kanal 75.

16.10.2005 Fantastiske Icaros overvandt ny problem-rejse

At Wido Neuroth-trænede Icaros er noget udover det sædvanlige er tidligere blevet slået fast med syv-tommer søm, men Zafonic-sønnen måtte dog atter overkomme en del trafikproblemer inden han kunne tage karrierens fjerde sejr i Agria Breeders' Trophy Juvenile over 1350 meter dirt track på Täby. Med 15 heste på startlinjen var der høj fart på opgøret fra start og en ivrig kamp om placeringerne i løbets indledning. Icaros lå i den bageste del af feltet efter de første 300 meter og var et stykke tid om at finde benene på dirt'en. Baron De Ley og Kim Andersen var kommet dårligt fra start, og Andersen måtte derefter kæmpe sig tilbage på sidste del af bagsiden. Da Baron De Ley gik op udvendigt på Icaros blev pladsen pludselig knap og Icaros faldt tilbage i feltet igen, og på dette tidspunkt så det faktisk sort ud for dagens største favorit. Fredrik Johansson valgte herefter at trække Icaros ud i banen og parret avancerede herefter i fjerde spor uden om mange af modstanderne indtil feltet ramte opløbet. Her sad Johansson fortsat fuldkommen stille på Icaros, der nærmest cantrede helt frem til de hårdt kæmpende Sentinico, Goodrun og Major Gunn's. Først få hundrede meter fra mål fik Icaros så marchordre og herefter stak hingsten med ørerne fremme fra de øvrige og sejrede overlegent med små fire længder før Major Gunn's/Yvonne Durant og Baron De Ley/Kim Andersen. Med sejren fulgte 233.792 svenske kroner, samt opdrætterpræmier på 35.075 til Stall EOS, som står bag Skandinaviens nye ungdomsstjerne, der nu har rundet 600.000 kroner i samlet præmiesum i karrierens første fem starter.


Icaros slog til i Breeders Trophy Juvenile.
Foto Catchlight.no (arkiv).

16.10.2005 Funny Legend suverænt den bedste

Der er ikke længere nogen tvivl om at Funny Legend er Skandinaviens ukronede Dronning på distancer fra 1600 til 2000 meter. I et kompetitativt Lanwades Stud Stakes (L) over 1600 meter græs var Funambule-datteren til start som klar favorit i kamp med de sædvanlige tophopper Halfsong, Poliaurea, Danish Shoppingg, Azolla og ikke mindst den tyske udfordrer Arlecchina. Der blev lagt hårdt ud i opgøret med Poliaurea i front med både Halabaloo og Halfsong lige bag sig. Allerede ind i opløbssvinget begyndte Halfsong at vise tydelige svaghedstegn, og da Funny Legend samtidig avancerede kraftigt udvendigt stod det klart at Halfsong ikke ville kunne matche ærkerivalen denne gang. I det hele taget var der ingen der kunne røre Funny Legend denne gang, og ligesom det var tilfældet med Icaros kunne Fredrik Johansson være iskold og sidde helt stille til få hundrede meter fra mål, hvor hoppen fik marchordre og straks adlød sin partner ved at trække afgørende fra med fire længder. På andenpladsen ankom Bent Olsen-trænede Danish Shopping/Manuel Martinez, der leverede en ny toppræstation som må rangeres som hendes hidtil bedste i karrieren. Danish Shopping henviste med en halv længde Poliaurea, Norwegian Pride og Gryngolette til de næste pladser, mens Halfsong denne gang måtte tage til takke med en 10. plads. Sejren i Lanwades Stud Stakes (L) var 132.500 kroner værd for Funny Legend, der samtidig vandt en fribedækning ved Lanwades-hingsten Domedriver. Denne fribedækning skal dog udnyttes i 2006, hvilket ikke ser ud til at være aktuelt i Funny Legends tilfælde. "Hun er Skandinaviens bedste hoppe og jeg ser ikke nogen grund til at stoppe hende allerede nu", fortalte Wido Neuroth og tilføjede at Funny Legend nu får en fortjent vinterpause, og at der til næste år påtænkes en eller flere opgaver på kontinentet. Stall E & F's vidunderhoppe går dermed ud af en sæson der har indbragt hende seks sejre i otte starter og nær ved en million kroner i samlet indtjening.


Fredrik Johansson havde meget at glæde sig over søndag eftermiddag i Stockholm, hvor han sammen med træner Wido Neuroth vandt tre storløb.
Foto Kanal 75.

16.10.2005 Hovman fra start til mål i Songline Classic (L)

Cathrine Erichsen-trænede Hovman giver alt han har i sig hver eneste gang han starter, og det var mere end fortjent at den danskopdrættede Kateb-søn kunne vinde årets anden Listed-sejr i Songline Classic (L) over 2000 meter dirt track på Täby. Med sin vanlige partner Mark Larsen sprang Hovman først ud af startboksen og tog omgående fronten i et friskt tempo. Ud på bagsiden holdt Hovman føringen et par længde før Organizer og Honeysuckle Player, mens forhåndsfavoritten Maybach stille og roligt avancerede udvendigt bagfra. I sidste del af opløbssvinget havde ingen endnu udfordret Hovman, og der var derfor masser af reserver tilbage i hesten, som uden problemer forsvandt væk i opløbet og sejrede usvigelig sikkert med små fem længder før Maybach/Gustavo Solis og med Royal Experiment/Fredrik Johansson et par længder efter på tredjepladsen. Næstfavoritten Organizer blev taget op i slutningen af svinget og sluttede sidst i løbet. Sejren gav 116.500 kroner til Stall Gamme Dansk, der efterhånden har haft mange store glæder med 6-årige Hovman, der blev købt af Stutteri Poulsensminde i Danmark efter 3-årssæsonen. Hovman vandt her sit 15. løb i 28 starter og er tæt på at runde 2,5 millioner kroner i samlet præmiesum.


Hovman/Mark Larsen.
Foto Kanal 75 (arkiv).

16.10.2005 Gilmore nedkæmpede Mad Dog Slew i Vinterfavoriternas

Duoen Wido Neuroth og Fredrik Johansson var helt i særklasse ved søndagens storløbsdag i Stockholm. Det blev til ikke mindre end tre storløbssejre, og den første kom i hus i Vinterfavoriternas Pris over 1600 meter græs, hvor 2-årige Gilmore tog karrierens anden sejr da han efter kraftig drivning over de sidste 600-700 meter til slut kunne nedkæmpe længe førende Mad Dog Slew/Mark Larsen med en sikker længde, hvorefter der var tre længder ned til favoritten Will Be/Espen Ski, Tick The Box/David Delgado og feltets eneste skandinaviskfødte deltager, danskopdrættede Albinoni/Jessica Lindberg, som tog de sidste penge efter en hæderlig indsats. Acatenango-sønnen Gilmore havde senest været femte i Norsk Kriterium på en øjensynligt for kort distance, og han bliver en rigtig interessant hest at følge over stayerdistancen til næste år. Der var 206.500 kroner i førstepræmie til Stall Rio.


Gilmore/Fredrik Johansson.
Foto Catchlight.no.

16.10.2005 Tredjeplads til Albany Hall på Longchamp

Flemming Poulsens svenske Derby-vinder Albany Hall stod for en ny flot indsats, da han søndag eftermiddag besatte tredjepladsen i Prix Le Fabuleux (L) over 1850 meter på Longchamp. Albany Hall tog fronten fra start under Ioritz Mendizabal og førte feltet ind på opløbet, hvor han en overgang så ud til at have et klart overtag, men 200 meter fra mål blev han fanget af sidste års Criterium International (Gr.1)-vinder Helios Quercus/Alex Roussel og Andre Fabre-trænede Earl's Court/Christophe Soumillon. Tredjepladsen var dog fuldt godkendt og Turtle Island-sønnen tjente 7.050 euro til Stald Composit. Sæsonen er nu ved at være slut for Albany Hall, der dog muligvis har en enkelt eller to opgaver tilbage i Gruppe-sammenhæng, angiveligt over favoritdistancen 1600 meter.


Helios Quercus vinder Prix le Fabuleux før Earl's Court og Albany Hall på Longchamp.
Foto France Galop.

16.10.2005 Tidligere Klampenborg-hest ny stjerne i England

Som 2-årig var Unfuwain-sønnen Hoo La Baloo i træning hos Flemming Poulsen på Enghavelyst. Han vandt sit livs første løb på hjemmebanen og var siden fjerde i Vinterfavoritternes Ærespræmie bag Lady Clementine. Som 3-årig tog han med Flemming Poulsen til Chantilly i Frankrig, men var atter i foråret tilbage på Klampenborg hvor han sluttede fjerde i Dansk 2000 Guineas bag vindende Emilio. Tilbage i Frankrig blev Hoo La Baloo bragt til start i et claiming race og han blev solgt for 20.000 euro ud af Poulsens stald. Sidenhen er der sket meget i Hoo La Baloos tilværelse. I november 2004, efter at Hoo La Baloo havde forladt Flemming Poulsen, vandt hestens et år yngre helsøster Perfect Hedge nemlig sin debut i Frankrig, og hun fortsatte i begyndelsen af 2005 med at imponere og kunne trække sig ubesejret ud af Prix Penelope (Gr.3) på Saint-Cloud, inden hun måtte indkassere karrierens første nederlag i Gruppe-1-løbet Prix Saint-Alary som tredje bag Vadawina. Men det er ikke kun helsøsteren der har skabt overskrifter, for lige nu er Hoo La Baloo nemlig selv blevet et yderst varmt navn. Unfuwain-sønnen er nemlig blevet sprunget ind, og efter at have vundet tre gange i træk over forhindringer i Frankrig er han blevet transporteret til England, hvor top-træneren Paul Nicholls har fået ham i sin varetægt. Søndag eftermiddag fik Hoo La Baloo sin første opgave i England, da han blev bragt til start i Victor Lucas Memorial Novices' Chase over 3500 meter. Hoo La Baloo tog straks fra start greb om tingene under Ruby Walsh, og da der manglede 400 meter af løbet var han helt alene på banen og kunne i en canter sejre med 48 længder til The Rising Moon/Tony McCoy på andenpladsen. Paul Nicholls har tidligere vundet netop dette løb med hestene Azertyuiop og My Will. Førstnævnte udviklede sig til en superstjerne og slog blandt andet Flagship Uberalles i Queen Mother Champion Chase (Gr.1) på Cheltenham, mens 5-årige My Will er ved at udvikle sig til én af landets bedste chasere. Paul Nicholls ved dermed præcis hvad der skal til for at skabe stjerner i forhindringssporten, og meget tyder nu på at eks-Klampenborg-hesten Hoo La Baloo er på vej mod en stor karriere i England.


14.10.2005 Justthetwoofus starter i Baden-Baden

Af Henrik Brendholdt

Ejer og træner af Justthetwoofus, Louise Møller, havde bestemt at "den grå fartmaskine" efter sejren den 4. september i København skulle på vinterferie og gemmes til næste sæson. Sammen med gemalen Mark Larsen bestemte hun sig dog til at give ham et par starter mere og det fortryder de nok ikke idag. Først sejrede Primatico-sønnen helt overlegent over 1200 meter i København mod gode ældre sprintere og for 10 dage siden snuppede han 47.500 kroner i førstepræmie, da han efter føring fra start til slut let besejrede tophesten Eltizaam. En sejr der efterfølgende næsten bragte "landskampsstemning" omkring vindercirklen på Aalborg Væddeløbsbane. Parret har nu bestemt at "den grå" skal forsøges i Tyskland. Lørdag den 22. oktober forsøges vallaken i Baden-Baden i et Listed Race over distancen 1000 meter. "Han kommer til at møde flere Black-type heste og det bliver spændende og se hvor langt han rækker", udtaler jockey Mark Larsen der sidder på ryggen af hesten i løbet, hvor der er omkring 100.000 kroner til vinderen. Flere øvrige skandinaviske navne er iøvrigt meldt til løbet, heriblandt Rune Haugens duo Steve's Champ og Soudelor, samt Niels Petersen-trænede Malex.


Louise Møller-trænede Justthetwoofus starter den 22. oktober i Baden-Baden.
Foto Burt Seeger.

14.10.2005 Se Svenskt St. Leger på Dantoto Racing Live

Af Carsten Bundgaard

Det 2800 meter lange Svenskt St. Leger kan følges på DanToto Racing Live på søndag. Og vel og mærke i en direkte udgave! Sæsonens 15. og sidste klassiske løb i Skandinavian rides nemlig først klokken 16.40, og på det tidspunkt har de danske søndagsbaner Lunden og Bornholm lukket ned. Svenskt St. Leger er samtidig anden afdeling af Dagens Double, og Racing Live byder naturligvis også på første afdeling, Lanwades Stud Stakes (L) med Funny Legend og brave Halfsong i favoritrollerne. Det løb er programsat klokken 16.10, og kommer muligvis også i en direkte version. Det kan dog også blive i en forskudt udgave, idet Lunden først afslutter deres sidste løb kort forinden. Der kan også spilles vinder og plads til DD-løbene. Har man ingen mulighed for at nå forbi sin lokale forhandler, kan der spilles både i aften på Jydsk Væddeløbsbane og i morgen på galopbanen i Klampenborg. Täby er bane nummer 18 i DanToto-spillet på søndag.

Søren Jensen-trænede Seeland Empire forsvarer
de danske farver i Svenskt St. Leger i Stockholm på søndag.
Foto Burt Seeger.


13.10.2005 Cathrine Weilby kåret som Månedens Sportsprofil

Med en check på 1.000 kroner stod Nordeas Ole Smidt for en uge siden klar til at modtage jockey Cathrine Weilby på Enghavelyst. Med til check'en hørte kåringen som Månedens Sportsprofil i avisen Det Grønne Område. Cathrine Weilby havde for alvor åbnet øjnene for det nordsjællandske nyhedsmedie da avisen selv var sponsor for Det Grønne Områdes Auktionsløb den 4. september, hvor Cathrine Weilby på flotteste vis red Hanne Bechmann-trænede Little Prince til en overbevisende sejr. Cathrine Weilby har samtidig klaret sig strålende igennem hele sæsonen, især på hjemmebanen i Klampenborg, hvor hun indtil for kort tid siden lå i front på jockeystatistikken. Lige nu ligger Cathrine nummer to bag Fredrik Johansson, men jagter naturligvis fortsat championatet her hvor der bare resterer tre løbsdage. Cathrine Weilby har lige nu tre sejre op til sin svenske kollega, men gode ridt på blandt andet Phoenix Phantom, Golden Gate og Cyrano kan muligvis bringe hende tilbage i den tætte opløbskamp. Med kåringen som Månedens Sportsprofil er Cathrine Weilby også direkte kvalificeret til Det Grønne Områdes finale om at blive Årets Sportsprofil, hvilket er en titel som læserne af avisen selv har mulighed for at vælge ved årets udgang.


Jockey Cathrine Weilby blev i sidste uge kåret som Månedens Sportsprofil af avisen Det Grønne Område. Ole Smidt fra Nordea stod for overrækkelsen.
Foto Burt Seeger.

13.10.2005 Er Poulsen på vej mod nyt Hong Kong-eventyr?

Chantilly-træner Flemming Poulsen fik sit store internationale gennembrud i 2002, da Dano-Mast under franske Gerald Mossé sluttede tredje i The Hong Kong Cup (Gr.1) over 2000 meter på Sha Tin. Her tre år senere kan Poulsen være på vej mod et nyt Hong Kong-eventyr - naturligvis ikke med nu pensionerede Dano-Mast, men i stedet med Sadler's Wells-sønnen Grand Central, som Poulsen har overtaget fra verdens mægtigste træner, Aidan O'Brien i Irland. Grand Central, der udover at være efter verdens førende avlshingst Sadler's Wells også har en betydningsfuld mor i Coronation Stakes-vinderen Rebecca Sharp (Machiavellian), har ikke startet siden midten af august, hvor han for sin tidligere ejer Mrs John Magnier sluttede fjerde i Secretariat Stakes (Gr.1) på Arlington Park i Chicago. Siden er Grand Central blevet solgt til Poulsens nye kinesiske hesteejer, der naturligvis meget gerne ser sit nyerhverv i aktion på én af Asiens absolut største væddeløbsdage, Hong Kong Cup-dagen søndag den 11. december. Flemming Poulsen har meldt Grand Central i både Hong Kong Cup (Gr.1) over 2000 meter græs og Hong Kong Vase (Gr.1) over 2400 meter græs, hvilket var samme fremgangsmåde træneren valgte med Dano-Mast i 2002. Grand Central har endnu ikke startet i Flemming Poulsens regi, hvilket Poulsen kommenterer således: "Han er bare tre år gammel og var allerede i foråret sat op til de store klassiske løb i England og Irland. Han var ude i både Guineas Trial og Derby Trial i Irland, samtidig med at han blev bragt til start i Epsom Derby, hvor han var niende bag Motivator. Derudover har han været en tur over Atlanten for at starte i USA, og da jeg overtog ham manglede han virkelig noget til at komme rigtig til sig selv igen. Han er nu faldet godt til i de nye omgivelser her i Chantilly, men Filippa og jeg ligger fast på at han først starter igen når han 'selv siger til'. Forhåbentlig bliver det tids nok til at vi kan få ham afprøvet her i Frankrig inden vi muligvis begiver os på rejsen mod Hong Kong". Der er i alt tilmeldt 133 heste til Hong Kong Cup (Gr.1), mens 97 heste står i Hong Kong Vase (Gr.1).


Sådan så det ud da Flemming Poulsen fik sit internationale gennembrud i 2002 - Dano-Mast slutter tredje i Hong Kong Cup (Gr.1) bag Precision. I år kan Poulsen få mulighed for at genskabe Hong Kong-eventyret med Sadler's Wells-sønnen Grand Central.
Foto Frank Sorge.

12.10.2005 Familien Brendholdt opruster til sæsonen 2006

Af Henrik Brendholdt

Familien Brendholdt med bopæl i Århus har igennem mange år været blandt de højest satsende om mest vindende hesteejere i Danmark, hvor prikken over i'et var Derbysejren med Cut Champion i 2001. Familien har dog haft en lidt svag sæson i år hvor hestene har skuffet grundet sygdom m.m. Med indkøb af tre velafstammede åringer satses der nu på succes i sæsonen 2006, hvor familien har hele fem heste i træning hos den nye træner på Jydsk Væddeløbsbane, Michael Sørensen. På åringsauktionen erhvervede familien Brendholdt sig en hingst efter Itsabrahma og Cut Chief. Moderen er i familie med flere af familiens tidligere topheste såsom Cut Singer og Cut Comeau. Efter auktionen blev der ligeledes erhvervet to åringer. En hoppe efter Final Appearance og Half Row, hvilket betyder en helsøster til Cut Champion. Tredje nye ansigt i stalden er en vallak efter Cajun Cadet og Cut So Sharp. Moderen var selv en kapabel hoppe som bl.a. sejrede i Dansk Mesterskab for 3-årige heste og var anden i Mowerinaløb. Hendes første afkom Cut Award sejrede i sin debut på Øvrevoll, men måtte siden aflives grundet en skade. Det bliver spændende at følge disse tre nye heste i bl.a. Provinsens 2-års Grand Slam Serie næste år, hvor Cut-hestene nok skal gøre en god figur.


Der skal nok blive mere at smile af for Familien Brendholdt i 2006.
Foto Scandinavian Raceweb.

12.10.2005 Breeders' Cup Live fra Belmont Park - med direkte spil

For andet år i træk kan væddeløbsentusiaster i hele Skandinavien følge verdens største væddeløbsdag, Breeders' Cup, direkte fra Belmont Park i New York. Breeders' Cup finder sted lørdag den 29. oktober, og samtlige otte Grade-1-løb bliver vist direkte over de skandinaviske spilleselskabers tv-signaler - ATG, Rikstoto og Dantoto. Man kan kalde Breeders' Cup for de uofficielle verdensmesterskaber inden for galopsporten, idet heste fra både USA, Australien, Sydamerika, Europa og Asien dyster om i alt 14 millioner US$, svarende til mere end 85 millioner danske kroner. Det er fjerde gang i løbsseriens nu 22-årige historie at Breeders' Cup finder sted på Belmont Park, og på Galopbanen i Klampenborg er der ligesom i fjor mulighed for at følge samtlige Grade-1-løb direkte. Og der kan naturligvis også spilles til løbene, som indgår i en fælles skandinavisk pulje. Norge, Sverige og Danmark spiller således med i spilleformerne "Vinder", "Plads", "Komb", "V5" samt "Trio" i sidste løb, som traditionen tro bliver Breeders' Cup Classic.

80 tilmeldinger kræves
For at BC-arrangementet skal kunne gennemføres, kræves der 80 forhåndstilmeldinger. Klampenborgs restauratør Marienlund sørger for et lækkert traktement bestående af to forskellige retter mad, men der er naturligvis ingen krav om spisning.

Forhåndstilmelding nødvendig
Forhåndstilmelding er nødvendig senest fredag den 21. oktober kl. 14.00 via Klampenborgs sekretariat på telefon 39 96 02 15 eller 39 96 02 18. Tilmelding kan dog også foregå i Informationsboden på løbsdagen på lørdag den 15. oktober. Bemærk at tilmelding er bindende, og prisen for arrangementet er 50 kroner, som betales ved tilmelding.

Løbene starter kl. 19.20
Det første Grade-1-løb starter kl. 19.20 skandinavisk tid, og Breeders' Cup Classic rides som aftenens sidste opgør kl. ca. 23.35. Gå ikke glip af denne vidunderlige galopaften - det kan ganske enkelt ikke blive bedre! Tilmeld dig allerede i dag.



11.10.2005 Icaros på ny mission i Stockholm

Wido Neuroth-trænede Icaros har hidtil vist sig som Skandinaviens absolut bedste 2-årige hest. Handicapper Pam Cordrey har efter Zafonic-sønnens første fire starter vurderet ham til et handicap på 84, og det er hidtil blevet til tre sejre og mere end 400.000 kroner på præmiekontoen. Kun et styrt i Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer på Øvrevoll har været årsag til at Icaros ikke er ubesejret i dag, og de to seneste starter er begge resulteret i lette sejre i henholdsvis SM for 2-årige på Täby og Dansk Kriterium på Klampenborg. På søndag er Icaros til start i Agria Breeders' Trophy Juvenile over 1350 meter dirt track i Stockholm, og det bliver for at forsvare den klare favoritværdighed i kampen om førstepræmiens 233.792 svenske kroner. Med en sejr på søndag passerer den veltrukne hingst de 600.000 kroner, og han kan meget vel vise sig at blive Skandinaviens nye pengesluger, idet der skal en meget god hest til at slå ham, og spørgsmålet er om denne hest overhovedet findes i årgangen. Der er dog nok om budet i Breeders' Trophy Juvenile med i alt 15 deltagende heste, heriblandt Bent Olsens Opdrætningsløbsvinder Trym og den norske Auktionsløbsvinder Goodrun.


Icaros/Fredrik Johansson.
Foto Burt Seeger.

11.10.2005 Nyt opgør mellem Funny Legend og Halfsong

De er uden sidestykke Skandinaviens to bedste hopper. Wido Neuroth-trænede Funny Legend og Karl Peter Andersens Halfsong har sat sig tykt på de store skandinaviske hoppeløb, og på søndag mødes de atter engang når Täby er vært for Lanwades Stud Stakes (L) over 1600 meter græs. 13 deltagere er til start i løbet, men det er uden tvivl Halfsong og Funny Legend med deres faste partnere Sara Slot og Fredrik Johansson der vil løbe med opmærksomheden. Både Halfsong og Funny Legend er forlængst blevet flerdobbelte millionøser, og det gælder for begge ejerkredse nu mere om prestigen end pengepræmierne. Og Karl Peter Andersen har utvivlsomt sat næsen op efter en revanche med Halfsong, der i både Coolmore Matchmaker Stakes (L) på Täby og i Semb Hovedgård Hoppeløp (L) på Øvrevoll har måtte tage til takke med andenpladsen bag netop Funny Legend. På søndag har Halfsong trukket spor 1, mens Funny Legend starter fem spor 5. Taktikken er derfor på forhånd klar, og det bliver med Halfsong hurtigt fra start sammen med argentinskfødte Poliaurea, mens Fredrik Johansson angiveligt vil skygge de forreste og bruge Funny Legends fabelagtige speed til at tage endnu en storløbssejr med Funambule-datteren.

Funny Legend og Halfsong mødes igen på søndag.
Foto Catchlight.no.


10.10.2005 Peas And Carrots som Vinterfavorit?

På lørdag rides Vinterfavoritternes Ærespræmie over 1600 meter i Klampenborg. Løbet er traditionelt en indikation af hvilken hest der kan gå vinteren i møde som favorit til næste års Derbysejr. Lars Kelp både ejer og træner Final Appearance-sønnen Peas And Carrots, der efter en fin andenplads bag Icaros i Dansk Kriterium må stå med rigtig gode chancer for at hjemtage karrierens første storløbssejr og førstepræmiens 75.000 kroner. Syv heste bringes til start i Vinterfavoritternes Ærespræmie, heriblandt Fredrik Reuterskiöld-trænede Casata, der med over en kvart million på præmiekontoen er feltets klart mest vindende deltager. Men klarer Casata også de 1600 meter? Svaret får vi på lørdag.

Peas And Carrots/Fernando Diaz. Foto Burt Seeger.


08.10.2005 Fly Society uplaceret på Saint-Cloud

Søren Jensen-trænede Fly Society måtte nøjes med en placering uden for præmierækken i sin første test i europæisk sammenhæng, da han lørdag eftermiddag var til start i Prix du Ranelagh (L) på Saint-Cloud i Paris. Under Kim Andersen kom Fly Society sent ud af startboksen og fristede herefter en tilværelse bagest i feltet langs rails, hvor han aldrig rigtigt fik galopperet sig ind i løbet. Få hundrede meter fra mål trak Kim Andersen sin hest fri til et udvendigt angreb, men det gik for stærkt foran og Flyinfact-sønnen kom aldrig ind i kampen om placeringerne. Sejren gik til outsideren Rageman, der besejrede André Fabres favorit Advice. Bedre gik det for Flemming Poulsen-trænede San Luis, der i sit livs tredje start var klart forbedret med blinkers og sluttede på andenpladsen i et maidenløb for den yngste årgang.


07.10.2005 Fly Society forsøges på Saint-Cloud

I morgen, lørdag, skal Stald Airbornes alt fremgangsrige Fly Society for første gang forsøges på kontinentet, når han med sin vanlige makker Kim Andersen i sadlen stiller til start i Prix du Ranelagh (L) over 1600 meter på Saint-Cloud. Den Søren Jensen-trænede hingst har udviklet sig hastigt hele sæsonen igennem, og de seneste to starter er resulteret i lette sejre i både Skandinavisk Grand Prix og Holger Danske Cup. Flyinfact-sønnen besidder en fantastisk, men meget kort speed som kan passe glimrende til franske væddeløb hvor tempoet ofte er meget lavt i den første halvdel af løbet og nærmest eksploderer i den afsluttende fase. Fly Society får syv konkurrenter i Prix de Ranelagh, hvor førstepræmien er 23.500 euro, svarende til ca. 180.000 danske kroner. Samme dag starter BS Racings 2-årige Bering-søn San Luis i øvrigt i et maidenløb over 1600 meter. Den Flemming Poulsen-trænede hingst var uheldig i sin seneste start og er omgivet af store forhåbninger denne gang.
Fly Society springer efter planen ud af startboksen på Saint-Cloud kl. 15.55 lørdag eftermiddag.


Fly Society og Kim Andersen starter på Saint-Cloud lørdag eftermiddag.
Foto Burt Seeger.

06.10.2005 Tophoppen Lady Clementine går i avlen

Af Carsten Bundgaard

Hårdt satsende Stutteri Hjortebo i Bjerringbro har nu udvidet hoppebestanden med Lady Clementine, som herved har afsluttet sin flotte løbskarriere. Lady Clementine kom allerede i fokus som 2-årig med sejr i fremdeles Vinterfavoritternes Ærspræmie, men også andenpladserne i Skandinavisk Opdrætningsløb og Dansk Kriterium fik smilet frem hos ejerfamilien Salling i Århus. Og glæden blev ikke mindre da Lady Clementine som 3-årig tog stikket hjem i Jyllandsløbet i Smilets By, efter et mønsterridt af jockeyen Kim Andersen. Lady Clementine blev endvidere en god anden i det klassiske Mowerinaløb, kun overgået af "umulige" Funny Legend. Med All Right på modersiden og Richard Of York som far, var forventningerne store da træner Søren Jensen modtog den skimlede hoppe på Enghavelyst i efteråret 2002.
Moderen havde vundet syv sejre og 497.500 kroner, herunder pletskud i Dansk Opdrætningsløb, Dansk Kriterium, Dansk Avlsløb, Fabellaløb og Mowerinaløb. Og Lady Clementine har så sandelig ikke skuffet med en præmieindtjening på 481.500 kroner. "Vi har allerede besluttet, at Lady Clementines første partner bliver Acadamy Award", siger en velfornøjet Søren Hjorth Jensen på Stutteri Hjortebo her til aften. Stutteriet fik adskillige gode priser på Danmarks-historiens bedste unghesteauktion i sidste måned, og det har givet appetit på nye investeringer.


Lady Clementine har stoppet karrieren og går nu i avlen på Stutteri Hjortebo.
Foto Burt Seeger.

06.10.2005 Flere åringer til Flemming Poulsen

Chantilly-træner Flemming Poulsen får virkelig fyldt stalden i disse uger, og i løbet af de tre første dage på Tattersalls October Yearling Sale i Newmarket fik danskeren yderligere to åringer med hjem til Frankrig. Tirsdag eftermiddag fik Poulsen hammerslag på en brun hoppe efter den syv-dobbelte Gruppe-1-vinder Rock Of Gibraltar og Silver Deputy-datteren Born Beautiful. Born Beautiful er selv ustartet og mor til vinderen Denver (v. Danehill). Born Beautiful er selv ud af den canadiske black-type vinder Ocean's Answer og dermed søster til Soundings, som igen er mor til superstjernerne Green Tune og Pas De Reponse og ud af samme familie som Storm Bird. Prisen for Rock Of Gibralter-datteren var 60.000 guineas og det bliver BS Racing der kommer til at stå for ejerskabet. Samme BS Racing slog til igen torsdag eftermiddag med købet af en brun hingst efter Inchinor og Danehill-datteren Park Crystal, der er halvsøster til selveste Walk In The Park (v. Montjeu), som i år har været anden til Motivator i Epsom Derby (Gr.1). Park Crystals mor Classic Park vandt selv Irish 1000 Guineas (Gr.1). Den fejlfri brune hingst gik for 100.000 guineas, svarende til 1,2 millioner danske kroner.


Flemming Poulsen.
Foto Burt Seeger.


06.10.2005 Top-dag for Larsen og Stall Reuterskiöld på Jägersro

Jockey Mark Larsen er i dag bosat i Aalborg, hvor han sammen med sin forlovede Louise Møller driver professionel trænervirksomhed. Trænervirksomheden går forrygende, og parret tager efterhånden sjældent fra en dansk væddeløbsbane uden en eller flere sejre i bagagen. På hesteryg er Mark Larsen også flyvende, også selv om de fashionable adresser i Canada, Californien og Macau nu er skiftet ud med Nordjylland. Torsdag eftermiddag tog Larsen således i partnerskab med Lennart og Fredrik Reuterskiöld hele fire dagssejre på Jägersros dirt track i Malmö. Larsen lagde ud med at vinde Fibergi-Stayern over 2200 meter i bøjlerne på danskopdrættede Citizen Kane, der fik lov at føre fra start til mål og således aldrig blev rigtig presset. Det var syvende karrieresejr for Rock City-sønnen, der ejes af Stall Reuterskiöld og Pigvet AB, og den 4-årige vallak trænes af Lennart Reuterskiöld. I Oktober Sprint over 1200 meter slog Lennart Reuterskiöld og Mark Larsen til igen, denne gang med 5-årige Mabrook, der fik en perfekt start og ramte fronten med det samme. Herfra dikterede Larsen pacen hele vejen og kunne ned gennem opløbet afvise et ellers fint angreb fra Spasiba/Sara Slot. I det 1600 meter lange Törringelöpning for den yngste årgang var Larsen for første gang i bøjlerne på Malmö Stads Pris-vinderen Mad Dog Slew, og for tredje gang lod konkurrenterne den danske jockey diktere pacen, hvilket betød let spil for Mad Dog Slew og endnu en let sejr med to længder foran Al Bagari/Manuel Martinez og Macleod's/Jacob Johansen. Mad Dog Slew trænes af Fredrik Reuterskiöld og går næste gang ud i Vinterfavoriternas Pris på Täby søndag den 16. oktober. Fjerde og sidste dagssejr for Mark Larsen og familien Reuterskiöld kom i Ljungstorplöpning over 1600 meter for de 2-årige maidens. Her fik Richard Of York-sønnen Castle Ritchie sin første sejr i sit tredje forsøg, da han sikkert med halvanden længde afviste Dalei/Jacob Johansen til andenpladsen. Castle Richie er første afkom efter Castle Queen, som netop Lennart Reuterskiöld, Mark Larsen og Castle Stables havde mange glæder med, heriblandt sejren i Vinterfavoritternes Ærespræmie tilbage i 1998.


Danskfødte Citizen Kane og Mark Larsen har et glimrende samarbejde. Torsdag eftermiddag blev det til endnu en sejr, og den første af i alt fire for den danske jockey. Foto Burt Seeger.

04.10.2005 Stor galopven fylder 60 år på søndag

Af Carsten Bundgaard

Det bliver blå himmel på søndag, hvis der blot er den mindste retfærdighed til. Søndag den 9. oktober er nemlig identisk med dagen, hvor den store galopven Leif Schubert fylder 60 år. Leif Schubert har sin store andel i, at galopbanen i Klampenborg klarer sig suverænt bedst blandt banerne i Danmark i forhold til sidste år, selvom det også var et stort plusår i 2004.
Schubert er galopbanens store udstillingsvindue når nye gæster kommer til rundvisning, ligesom han gerne hjælper til i andre sammenhænge, når Københavns Galopbane behøver en håndsrækning. Lige så naturligt som to plus to er lig med fire, modtog Leif Schubert en Special Adward som den første ved Championatsfesten i Klampenborg i 2002. Som hesteejer oplever Leif Schubert nu den skønne solside. Han er medejer af 2-årige Little Prince, der har vist sig som en af årgangens bedste. Den bliver med sikkerhed et "varmt diskussionsemne", når man til næste forår mødes på Taarbæk Kro, for at finde frem til favoritskaren til Dansk Derby 2006.


04.10.2005 Justthetwoofus knækkede Eltizaam

Af Lone Kaalund Thiel

Kom og se et mirakel på fire ben’ – således var overskriften i ugens væddeløbsprogram som optakt til
BE Profilers 3-års series 4. og sidste afdeling. Overskriften henviser selvfølgelig til Stald Lambada’s dejlige Eltizaam, der har imponeret ved at vinde hele seks sejre og en indtjening på knap ½ million i år. Sådan en galophest er ikke ’hverdagskost’ for publikum i Aalborg. Det er heller ikke ’normalt’ at der står en hest i Aalborg, der er i stand til at byde en kapacitet som Eltizaam op til ’dans’. Det kunne Louise Møllers dejlige skimlede Justthetwoofus i går. I daglig tale aldrig kaldet andet end ’Grå’. Mange troede dog ikke, at ’Grå’ ville stå distancen på de 1800 meter, efter hans to imponerende sprintersejre i Klampenborg. Mark Larsen udnyttede til fulde dels sit gode kendskab til hjemmebanen, men også den fartkapacitet Justthetwoofus er i besiddelse af. Mark lagde et stærkt tempo i front, og ved Tuborgsvinget forsøgte parret at stikke. Det lykkedes til fulde og Justthetwoofus fløj i mål til en afstoppet sejr i kampen om de 47.500 kroner til vinderen. En klassepræstation, der sætter spot på Justthetwoofus i større sammenhænge til næste år. På andenpladsen i behørig afstand fulgte Eltizaam med Manuel Martinez og tredje blev Kaiser Suzek med Sara Slot i sadlen. Hjemmebanesejren var meget populær, og der var stor jubel fra publikum ved præmieoverrækkelsen. Træner Louise Møller konsoliderede sin flotte trænersucces ved at hjemtage sin 10. sæsonsejr. Samtidigt bragte Louise Møller sig med en dagsindtjening på 73.700 kr i raketfart forbi førende Lone Kaalund Thiel i kampen om årets trænerchampionat i Aalborg (tillykke fra skribenten!).


Justthetwoofus/Mark Larsen vinder en overlegen sejr i B E Profilers 3-års Series 4. afdeling i Aalborg.
Foto Ole Hindby.

04.10.2005 Lulla - en kommende stjernehoppe!

Af Lone Kaalund Thiel

I år var der ’kun’ maidensheste til start i kampen om titlen som Aalborg 2-års Mester om hele 85.000 kr. Derfor var der ikke mange af de startende 2-åringer, der havde de store resultater at henvise til, og for en sjælden gangs skyld havde Aalborgbanen selv de to bedste kort på hånden til at kunne vinde løbet. John Nielsens Amber Lady kom med en flot andenplads på Øvrevoll-banen, og Louise Møllers Red Passion havde en tredjeplads i Produce Stakes at referere til. Derfor var disse to heste gjort til spillernes favoritter. Fra start var de to heste også toneangivende med Red Passion i front. Ned ad bagsiden gik Amber Lady til angreb på Red Passion, men i opløbssvinget slap kræfterne op. Bag de to frontrunnere kom Ken Stott-trænede Lulla frem i en flot finish og Marc Stott kunne vinde den eftertragtede titel på den flegmatiske hoppe. Red Passion og Mark Larsen kæmpede godt til andenpladsen imens Amber Lady måtte trække sig fra tredjepladsen for en godt spurtende Farndale med Catrhrine Weilby i sadlen. Den vindende hoppe Lulla(fr) er efter Keos(USA) og La Le Lu(fr). Lulla var trimmet til dagen af træner Ken Stott og er ejet og opdrættet af Recent A/S og J.P. Sønderskov. Lulla imponerede både ved at vinde løbet, men hele den måde hoppen fremførte sig på både før og efter løbet, signalerer, at her blev publikum nok præsenteret for en stjernehoppe i svøb!


Lulla/Marc Stott vinder Aalborg 2-års Grand Prix.
Foto Ole Hindby.

04.10.2005 Flot reklame for Hot Run

Af Lone Kaalund Thiel

Aalborg Væddeløbsbane dannede mandag rammen om tre flotte galopløb, der kunne give det fremmødte galopelskende publikum al den spænding og væddeløb i topklasse, som var forventet. Dagens første løb var for de gode klasse 3 sprintere. Søndervang Pels udsatte ærespræmie, og der var hele 30.000 at kæmpe om. På forhånd var Alkadem og Fair Run spillet langt ned i vinderspillet. Hvis Hot Run-sønnen HongKong imponerede i Klampenborg i lørdags, så må det siges, at en anden Hot Run-søn - Fair Run - i dette løb gav flot reklame for Hanne Beckmann’s tidligere sprinterstjerne Hot Run. Fair Run gik til front fra start, og siden var der ingen, der kunne true den dejlige vallak. Le Tølbøll kunne styre Fair Run til sejr med flere længder foran en godt angribende Alkadem med Mark Larsen i sadlen. På tredjepladsen var der hård kamp imellem LB Seawing og Blue Berry. Kristina Kanstrup kunne lige akkurat få LB Seawing foran på målstregen til tredjepladsen. Fair Run fik her sin anden sejr i træk og kunne derved forøge årets indtjening til ca. 50.000 kr. Helle Andersen træner Fair Run og Hans Kjær er både ejer og opdrætter.


Fair Run/Le Tølbøll.
Foto Ole Hindby.

02.10.2005 Lady Of York og Roswell vandt for første gang i Århus

Af Henrik Brendholdt

I en alder af fem år lykkedes det endelig den velafstammede hoppe Lady Of York at vinde sit første galopløb. Hestens ejer Jane Grove har haft en stabil hest igennem sæsonen. Søndag eftermiddag kom hun dog endelig på besøg i vindercirklen, da hesten efter et veldisponeret ridt af amatørrytter Tinna Hovgaard Meier sejrede forholdsvis sikkert. Marc Stott på ryggen af Cut De Triomphe lagde ud i et hæsblæsende udgangstempo flere længder foran et jagtende felt. Rundt opløbssvinget var det hestene bagest i feltet der havde mest at skyde med. Fra inderbanen dukkede en velgående Lady Of York frem og sejrede sikkert før stabile Luke Skywalker og en ligeledes godt afsluttende Hallelujah. Næstfavoritten Russian Magic kom aldrig ind i legen og sluttede i det slagne felt.
3-årige Roswell havde ikke gjort mange glade da træner Villy Nielsen i samarbejde med Morten Nielsen fik hesten i træning for et par måneder siden. Miljøskiftet har dog haft en meget positiv effekt. Efter tre andenpladser kom sejren så endelig i dagens andet opgør på galopturfen. Her blev man vidne til en meget medrivende opløbskamp, hvor 5-6 heste lå side om side igennem hele opløbet. Fronthestene Roswell og Ritzy som dystede i front fra løbets start forsvarede sig dog flot og indtog de to første pladser i mål. På 3.pladsens sås en meget hvast afsluttende Verdi, der må være vinderaktuel næste gang. De sidste penge tilfaldt Sweet Connection og Sky Walker i hård kamp med resten af feltet. Her skuffede favoritten Snappy Times fælt ved efter et godt rygløb undervejs kun at slutte nummer syv i mål.


01.10.2005 Fjerde sejr i træk til Fixboard i Paris

Den 4-årige brune Bluebird-søn Fixboard, ejet af danske BE Profiler A/S og trænet i Chantilly af Flemming Poulsen, vandt lørdag eftermiddag sin fjerde sejr på stribe, da han med stortalentet Miguel Blancpain i sadlen hjemtog Prix de Casino Barriere de Trouville på Longchamp. Fixboard tog straks fra start føringen i det 1400 meter lange opgør, og ind på opløbet stak han fra det øvrige felt og havde en overgang fire længder til de øvrige. Da målet nærmede sig kom Blue On Blues faretruende nær, men Fixboard kæmpede bravt og holdt sig forrest med et kort hoved. Blue On Blues trænes i øvrigt af ex-skandinaviske Diego Lowther, der ligesom Flemming Poulsen nu forsøger lykken i det franske. Sejren i løbet gav hele 30.000 euro, og Fixboard har nu vundet fire af årets fem starter og tjent mere end 80.000 euro hidtil i Frankrig. Det var anden gang inden for tre år at Flemming Poulsen sadlede en vinder i Prix de l'Arc-weekenden. I 2002 vandt Dano-Mast nemlig Prix Dollar (Gr.2) - et løb der for andet år i træk i går blev vundet af Touch Of Land. Og pudsigt nok står Flemming Poulsen med en 2-årig halvbror til netop Touch Of Land i stalden. En hest med navnet Touch Of Wisdom, som forhåbentligt kommer til at lave lige så store overskrifter som sin gode storebror.


Flemming Poulsen-trænede Fixboard afviser Diego Lowther-trænede Blue On Blues i Prix Casino Barriere de Trouville på Longchamp.
Foto France Galop.

01.10.2005 Albany Hall blev købt tilbage for 240.000 euro

Stald Composits svenske Derbyvinder, Flemming Poulsen-trænede Albany Hall, var lørdag aften til salg på Prix de l'Arc-salget på Saint-Cloud. 240.000 euro var dog ikke nok til at købe den 3-årige millionær, og Albany Hall kunne derfor efter salget returnere til sin boks hos Flemming Poulsen i Chantilly.


30.09.2005 To Goffs Orby Million-åringer til Søren Jensen

Klampenborg-træner Søren Jensen fik to heste med hjem fra det netop overståede Goffs Orby Million Sale i Irland. Stald Rainbow købte således to virkelig interessante åringer, som begge går i træning hos den danske champion. På førstedagen fik Stald Rainbow hammerslag på lot 145, en mørkebrun hoppe efter Kalanisi og Mujadil-datteren Chiquita Linda. Chiquita Linda vandt fem gange som 2- og 3-årig, incl. Premio Alessandro Perrone (L) i Italien. Hendes to første afkom har begge vundet, heriblandt Poskas, der endda har været tredje i et Listed race her i 2005. Chiquita Linda er selv søster til Mount Abu, som selv sejrede i Prix de la Foret (Gr.1). Hoppeåringen kostede 60.000 euro, svarende til ca. 450.000 danske kroner. Stald Rainbow fik siden erhvervet sig lot 508, en brun hingst efter Miswaki og Scarpe Rosse (Sadler's Wells). Scarpe Rosse var selv vinder som 3-årig og har et enkelt tidligere afkom, der endnu er ustartet som 2-årig. Den nyindkøbte hingst har en forrygende afstamning, og mormoderen Red Comes Up er således halvsøster til selveste Rainbow Quest. Red Comes Up har selv produceret Listed-vinderen Red Affair. Prisen for Miswaki-sønnen var 33.000 euro, svarende til 250.000 danske kroner, så der blev alt i alt købt ind for over 700.000 kroner til Søren Jensens træningskvarter på Enghavelyst.
Også Flemming Poulsen var på Goffs Orby Million, og han fik via sin agent Ghislain Bozo i Meridian International hammerslag på lot 245, en skimmel hingst efter Green Desert, der gik for 45.000 euro (340.000 DKK). Green Desert-sønnen skal i træning i Chantilly og ejes af Stald Composit ApS.


30.09.2005 Maybach bedst i SFK Jubileumslöpning (L)

Olle Stenström-trænede Maybach vandt torsdag aften SFK Jubileumslöpning (L) over 2400 meter på Jägersro efter en flot opløbsduel med Cathrine Erichsen-trænede Hovman. Der blev sat et godt tempo på løbet fra start af indvendige Passport/Jacob Johansen, mens Hovman/Mark Larsen skyggede den førende udvendigt. På sidste del af bagsiden fik Gustavo Solis flot fart på Maybach, samtidig med at Hovman overtog fra en træt Passport. Ind på opløbet havde Hovman føringen, men Maybach åd sig hurtigt ind og kunne med 250 meter tilbage definitivt afgøre løbet. Hovman holdt andenpladsen før den godt afsluttende Jagodin, mens Organizer og Santiago Matias fik de sidste præmiepenge. Stockholm Cup-vinderen Farouge lå sidst fra start og kom aldrig ind i opgøret. Ham og staldkammeraten Royal Experiment blev således næstsidst og sidst i løbet. Der var 113.000 svenske kroner i førstepræmie til Maybachs ejere Stall Dionysos i Stockholm.
Det tidligere Juvenile Mile, som nu bærer navnet Stig Holms Memorial, blev vundet af Wido Neuroth-trænede Faster Sara, der bibeholdt sig status som ubesejret i tre starter, da hun under Fredrik Johansson slog Will Be/Gustavo Solis med hals. 82.000 kroner var der i førstepræmie til Faster Sara, der en en halvsøster til Farouge. Både Fredrik Johansson og Gustavo Solis fik hovedroller denne regnfulde torsdag aften i Malmö. Fredrik Johansson fulgte op på sejren i Stig Holms Memorial med at sejre på ryggen af Waquaas i Skånelöpning over 1600 meter, mens Gustavo Solis foruden sejren med Maybach i SFK Jubileumslöpning (L) også red det nye argentinske fart-es Maxim's til en let sejr i Malmö Hösthandicap over 1200 meter foran Media Hora og Emilio.


30.09.2005 Rue d'Alsace slog Shangri La i Norsk Oaks

Bare fem dage efter Zenato vandt Dansk St. Leger på Klampenborg, kunne teamet bestående af Sten Thynell, Fredrik Reuterskiöld og Manuel Martinez føje endnu en klassisk sejr til samlingen, da Rue d'Alsace vandt en let sejr i Norsk Oaks, tre længder foran Hanne Bechmanns danske Oaks-vinder Shangri La. Rue d'Alsace var næstfavorit i totalisatoren og havde på forhånd fået store ord med på vejen fra sin træner Fredrik Reuterskiöld, der her tog sin ottende klassiske triumf i sin endnu korte men hele tiden fremgangsrige trænerkarriere. Danehill Dancer-datteren Rue d'Alsace er født i England men har i hele sin karriere været i træning på Jägersro. Hun har vist sig som en udpræget græshest, der hele tiden bliver bedre. Det danske håb Shangri La havde to længder ned til Rune Haugen-trænede In The Flesh på tredjepladsen, mens favoritten Xstase ikke fik de optimale vilkår over de 2400 meter i en blød bane og derfor måtte tage til takke med fjerdepladsen. Der var 125.000 norske kroner i førstepræmie til Rue d'Alsace.
Dagens andet storløbsopgør i Oslo, Norsk Auksjonslöp, gav sejr til Cathrine Erichsen-trænede Goodrun, der med Espen Ski på ryggen afgjorde løbet let med tre længder før Ticmosic/Manuel Martinez. Der var hele 180.000 kroner i førstepræmie til Oktan-datteren som har givet sin far en flot start på avlskarrieren. Danske John Nielsen havde atter taget turen til Øvrevoll med formhesten Bull's Eye, og dette viste sig at blive en nyttig rejse, for Bull's Eye vandt med Sofie Langvad på ryggen sin tredje sejr i træk i Øvrevoll Hesteutstyrs Cup over 1750 meter.

Goodrun/Espen Ski.
Foto Catchlight.no.


Rue d'Alsace/Manuel Martinez.
Foto Catchlight.no.



29.09.2005 Torben Christensen tror på topchance med Lady Of York

Af Henrik Brendholdt

Århus træneren Torben Christsensen tror på topchance med staldens Lady Of York, når der søndag eftermiddag afvikles to galopløb på Jydsk Væddeløbsbane. "Hun er min bedste chance på dagen. Får nu gavn af rytterens lettelse og blød bane er ihvertfald ingen ulempe" udtaler træneren. I samme løb starter han den urutinerede 3-åring She´s Ready som han giver følgende ord med på vejen "Skal ud med høj vægt mod formstærke rutinerede heste. Er glad for de sidste penge".
Torben Christensen har været udmærket tilfreds med sæsonen hidtil. Staldens flagskib Bongo Bello har haft en flot sæson med to sejre, og han starter næste gang den 15. oktober i Klampenborgs Maraton. I dagens andet galopløb over 1550 meter starter Christensen 3-årige Castlecary Lass. "Er svær at bedømme da den har haft en længere løbspause grundet de hårde baner. Den vil gå et godt løb og jeg tror ihvertfald den er i pengene", udtaler den sympatiske Århus-træner. Spillerne kommer på en meget svær opgave hvis de vil løse triospillet i galopløbene søndag eftermiddag på Jydsk Væddeløbsbane. I klasse 5 løbet over distancen 2000 meter er tolv heste klar til at dyste om de 16.000 kroner. Forgrundsfigurene må være Lady Of York som vil elske en blød bane og måske her kan vinde karrierens første sejr. Hun får dog kamp til stregen af flere heste. Især Birgitte Nielsens Russian Magic som vandt en let sejr senest skinner i øjnene sammen med Luke Skywalker og Bright Moon, der også kommer fra Birgitte Nielsens træningskvarter. I dagens andet opgør på turfen skal tolv heste ud at dyste over de 1550 meter. Et usædvanligt åbent opgør hvor 5-6 løber med topchance. 10-årige Snappy Times fra Nordjylland har vist kanonform siden jockey Mark Larsen er kommet på ryggen af den. Den starthurtige vallak må stå med topchance i dette løb efter sin overlegne sejr sidst. Flere formheste banker dog også på til en tur i vinderciklen. Roswell løber utroligt stabilt i øjeblikket. Sky Walker har manglet heldet på det sidste og står på spring. Crostini gik rigtig godt senest her på banen mens Ritzy vandt sidst banen var blød.


28.09.2005 Louise Møller igen igen

Af Lone Kaalund Thiel

Det er helt utroligt, hvor meget Louise Møller har været i rampelyset gennem den senere tid. Mange trænere er slået igennem med en, to eller tre godt gående heste, men Louise imponerer altså ved at alle staldens heste tilsyneladende løber, så de er svære at slå. Samtidigt præsterer Louise, at hendes heste kan vinde i Klampenborg flere gange i træk, hvilket ikke er vanligt for Aalborgs galoptænere på grund af den lange rejse.
Louise Møller manifesterede igen sin trænertriumf tirsdag aften ved at sende Minnie til sejr i New Caladonia Handicap i Aalborg. Minnie blev redet af Marc Stott, der gav hoppen et perfekt rygløb bag førende Saint Pierre med Le Tølbøll i sadlen. På tredje pladsen fulgte altid stabile New Caladonia med Tinna Hovgaard Meier i sadlen.
Minnie har nu vundet hele fem sejre i sæson 2005, og det er spændende at se, om den lille hoppe kan blive ved med at stige i handicap? Om ikke andet, må det siges, at Minnie er en af de handicapheste, der har imponeret publikum mere end vanligt i år.

Dramatik i Limfjordshandicap….
Der var hele 80.000 kr i præmiesum i årtes udgave af Limfjordshandiap. Man kan måske godt undre sig over, at der ikke var mere end ni heste til start i et så veldoteret løb for de ældre heste?. På forhånd var Bent Olsen’s Apex Star og Birgitte Nielsens Posix favoritter, men løbet blev anderledes. Skimlede Womanizer lagde en fin pace i fronten, men da feltet nåede opløbet var baghestene klar. Mange heste angreb, og opløbet blev en drabelig duel imellem Keld Chr. Karlsens Angels Rushin og Lone Kaalund Thiel’s letvægtede Gold Winner. Gold Winner kunne vinde løbet med den korteste margin til Angels Rushin. Gold Winner blev redet til sejr af Kristina Kanstrup, der leverede et perfekt afventende løb. Gold Winner har som 8-årig udviklet sig til at være en rigtig fin væddeløber, og sejren i aften var en stor glæde for skribenten af disse linier! Limfjordshandicap blev desværre skæmmet af hele to uheld, idet smukke Ram Singh trådte forkert i opløbssvinget og brækkede benet. Den dejlige væddeløber måtte sørgeligt aflives til stor sorg for hestens ejer Stella Rasmusen. Også Lea Olsen styrtede med Birgitte Nielsens Posix, men heldigvis uden skader.


Minnie/Marc Stott.
Foto Ole Hindby.


Gold Winner/Kristina Kanstrup vinder Limfjordshandicap.
Foto Ole Hindby.

27.09.2005 Ny auktion over løbsheste på Jägersro

Af Carsten Bundgaard

Med Sten Thynell fra Stall Lambada som primus motor lægger Jägersro jord til en auktion over løbsheste fredag den 11. november. "Auktionen vil være åben for heste i både dansk, svensk og norsk træning", fortæller Sten Thynell. "Vi vil lave det til en rigtig festaften med mellem 40 og 50 heste under hammeren. Første hest i ringen klokken 20.00.
Jägersro har både Lørdagskomb og Svenskt Kriterium om søndagen på programmet, så jeg er sikker på, at vi får mange mennesker til auktionen. Man vil se kataloget i en langt mere professionel udforming end ved tidligere Lambada-auktioner. Den side tager Björn Zachrisson sig af, og så er det overladt i perfekte hænder. Jeg regner med at auktionen her er startskuddet til en årlig begivenhed, hvor vi sælger heste fra Danmark, Sverige og Norge under et og samme tag. Vi kommer kun videre med sporten ved at styrke det skandinaviske sammenhold", fastslår Sten Thynell.


Sten Thynell (th) fejrede i lørdags sejren med Zenato i Dansk St. Leger. Den 11. november er han primus motor på en fælles skandinavisk auktion over løbsheste. Foto Burt Seeger.

27.09.2005 Shangri La mod endnu en Oaks-sejr

Stald Fighters 3-årige hoppe Shangri La er torsdag på jagt efter sin anden klassiske triumf, når hun på Øvrevoll i Oslo starter i Norsk Oaks over 2400 meter. Efter afbud fra Ken Stott-trænede Lumen er Oaks-feltet skrumpet ind til kun seks heste, heriblandt den svenske Oaks-vinder Xstase og Fredrik Reuterskïold-trænede Rue d'Alsace. Et opgør mellem netop Xstase og Shangri La bliver rigtig interessant, for ikke nok med at der her er tale om et møde mellem den svenske og danske Oaks-vinder, så er der også lagt op til et revanche-opgør fra netop den svenske udgave, hvor Xstase vandt med kort hoved foran netop Shangri La. Græsbanen på Øvrevoll betegnes lige nu som blød, hvilket distancen taget i betragtning er til klar fordel for Shangri La, der trænes af Hanne Bechmann på Enghavelyst. Shangri La rides atter af Nicholas Cordrey, der også var i bøjlerne på hoppen i Dansk Oaks på Klampenborg den 4. september.

Shangri La/Nick Cordrey. Foto Burt Seeger.


25.09.2005 En enkelt hest solgt i lørdagens Claiming Race

Af Carsten Bundgaard

Ole Larsen havde en hest mere med hjem inden ved udrejsen, da han i aftes kom hjem til stalden i Sverige efter lørdagsturen i Klampenborg. "Ja vi købte Double Ess i salgsløbet", fortæller træneren. "Den har bevist den kan løbe, og fire år er jo ingen alder. Den glæder vi os til at arbejde med". Træneren havde forinden fået en vinderbuket med hjem, da sønnen Mark Larsen åbnede V5-spillet med sejr med Runaway Bride. Den var først syvendeseedede i V5'eren, men det ændrede sig omgående efter at jockeyen stod frem på Racing Live og udtalte en topchance.
"Selvfølgelig havde hun det", sagde en glad Ole Larsen efter sejren. "Det var jo et helt andet selskab i dag. Forrige gang løb hun mod Halfsong og flere øvrige topheste. Underlaget i dag var ellers ikke til hendes fordel. Der må gerne være noget at træde i, så der er nok mere gemt i Runaway Bride i resten af sæsonen", vurderer Ole Larsen.


23.09.2005 Hjemmebanehestene sejrede i Århus

Af Henrik Brendholdt

Det var de lokale trænere der tog sig af sejrene fredag aften på Jydsk Væddeløbsbane. I dagens første galopløb over distancen 2000 meter var det Lea Olsen og den 7-årige hoppe Russian Magic som er ejet og trænet af Birgitte Nielsen, der tog stikket hjem. Løbet blev meget forceret med først Sweet Connection i føring i højt tempo. Sidenhen tog Bright Moon over og den blev med 600-700 meter attakeret af favoritten Sky Walker, der angreb i tredje spor over den sidste omgang. Lea Olsen lå fornuftigt og lunede sig i feltet indtil opløbssvinget, hvor hun gik frem til en forholdsvis sikker sejr før samme stalds Luke Skywalker, der sluttede godt af inde i banen sammen med stabile Lady Of York. Russian Magic har siden 2-årssæsonen været en rigtig nyttig hest for sin ejer Birgitte Nielsen og vundet rigtig mange sejre. Planen er at hun skal i avlen til næste år. Med den viste form er det dog ikke usandsynligt at Russian Magic kan tage endnu en sejr inden karrieren slutter. "Bedre sent end aldrig" kan man med rette sige om vinderen af dagens andet galopløb, Tacanas. I en alder af fem år lykkedes det endelig den Johnny Reimar-trænede vallak at aflægge maidentitlen. Lærling Marc Stott serverede den et perfekt løb i ryg på længe førende Kila Gajo. Ind på lige bane spurtede den frem til en forholdsvis sikker sejr før en pænt gående Roswell, mens Kila Gajo holdt pænt ved til tredjepladsen. Favoritten Show Time kom aldrig rigtig med i løbet og lå langt tilbage undervejs. Vinderen Tacanas har haft en meget svingende karriere hidtil. Temperamentet har ind imellem spillet den et puds. Den har dog også vist pæn klasse med bla. med en placering i Breeders Consolation sidste år.


23.09.2005 John Nielsens Bull's Eye i topform på Øvrevoll

Sidste onsdag sejrede John Nielsens 5-årige vallak Bull's Eye let på Fyens Væddeløbsbane, og torsdag aften var han på pletten igen - denne gang på Øvrevoll i Oslo, hvor han med Sofie Langvad på ryggen vandt let med halvanden længde før Black Lucifer, der igen havde tre længder ned til Quick Shania på tredjepladsen. Mens underlaget på Fyn var græs, vandt Bright Bird-sønnen denne gang over 2300 meter dirt track, og formen må siges at være helt i top i John Nielsen-stalden lige nu, idet det udover sejren med Bull's Eye også blev til en andenplads med 2-årige Amber Lady, redet af Ann-Charlotte Nielsen. Både Bull's Eye og Amber Lady er både trænet, ejet og opdrættet af John Nielsen, der ligesom Louise Møller er en dygtig repræsentant for galopsporten i Aalborg.


Bull's Eye/Sofie Langvad vinder Ø H Klokkeløp på Øvrevoll.
Foto Catchlight.no.

23.09.2005 Trippel til Cathrine Erichsen i Oslo

Norske Cathrine Erichsen har som så ofte før sine heste i forrygende form her i det tidlige efterår, og torsdag aften blev det til ikke mindre end tre sejre på Øvrevoll. Cathrine lagde allerede ud i aftenens første opgør, et 2-årsløb over 900 meter græs, hvor irskfødte Caballo Loco under staldjockey Espen Ski sejrede let med en længde før John Nielsen-trænede Amber Lady. Det var karrierens første start for Caballo Loco, der er efter Desert Prince og Mas Media-datteren Media Legend. Sidstnævnte var selv en af Skandinaviens bedste hopper med sejr i både Norsk Kriterium, Norsk Oppdrettsløp, Skandinavisk Mesterskap for 2-årige og det klassiske Dianalöpning. Media Legend er - selvfølgelig - ud af den bedste norske hoppelinje, Chief Legend-linien, der blandt mange stjerner tæller Blue Chief og Funny Legend. I går blev endnu en vinder føjet til den fantastiske families stamtavle, og Caballo Loco har med garanti ikke gjort sig positivt bemærket for sidste gang.
I Celebration Løp over 1750 meter dirt track var Cathrine Erichsen og Espen Ski atter i vindercirkelen, da Ski trods topvægt kunne lede Kateb-sønnen Lights Out til en let sejr før en forbedret No Exit og Amolo. Det var Lights Outs første sejr i otte starter i år, men den tidligere Derby- og dobbelte St. Leger-vinder har sikkert ikke besøgt vindercirklen for sidste gang i indeværende sæson, navnlig ikke med tanke på staldens nuværende form. Det var nemlig ikke slut endnu for Cathrine Erichsen denne torsdag aften, idet brasilianskfødte Forza Negra i karrierens sjette forsøg fik aflagt maidentitlen i Candle Row Løp over 1600 meter dirt track. Forza Negra sejrede efter kamp med en halv længde før Tom Fix og Noblancs, mens Charmion var fjerde. De fire første gennem mål kom ind med ganske lille margin, men til slut var det jockey Mette Hanssen der kunne trække det længste strå med den 3-årige hoppe.




Øverst: Caballo Loco/Espen Ski vinder i første forsøg.
I midten: Lights Out/Espen Ski vinder årets første sejr.
Nederst: Forza Negra vinder Candle Row Løp for Mette Hanssen
Foto Catchlight.no.


21.09.2005 Kan Marc Stott fortsætte sejrsstimen fredag aften?

Af Henrik Brendholdt

Landets mest vindende lærling hedder Marc Stott. Lørdag vandt han to flotte sejre i København på Precious Pellmell og Minnie. Fredag aften i Århus står han med to nye gode chancer på turfen. Efter den flotte storløbsdag sidste fredag, så er det de mere "almindelige" heste der tørner ud. I dagens første galopløb rider Marc Stott favoritten Sky Walker, der senest gik et topløb mod gode klasse-3-heste. Hesten var den moralske vinder, da den i angreb blev trængt af Womanizer, som derefter blev deklasseret til en fjerdeplads. Værste modstander bliver nok Århus-træner Birgitte Nielsens trio Luke Skywalker, Russian Magic og Hale-Bopp. Sidstnævnte kan forhåbentlig med en topplacering give sin uheldige ejer Katya Bøtcher, som jo styrtede i København, en fortjent opmuntring. I dagens andet galopløb, et maidenløb, sidder Marc op på Johnny Reimer-trænede Tacanas, der burde løbe op mellem de tre forreste i kamp med Roswell, der kommer med en andenplads fra København og Show Time, der er godt inde på tallet og senest gik pænt på en fjerdeplads på Fyn bag Colour Blind. Læs mere i Galopsvinget ved at klikke her!

Danmarks førende lærling, Marc Stott.
Foto Philip Christiansen.


21.09.2005 Pølsemandens V5-scoop i Klampenborg

Af Carsten Bundgaard

En medarbejder i pølsevognen på Københavns Galopbane kommer aldrig til at fortryde, at vedkommende valgte at investere 20 kroner i V5-spillet i lørdags. Medarbejderens første indskud i totoen nogensinde. Tre blanke i de første tre afdelinger, og herefter to heste i både fjerde og femte afdeling. Rækkepris fire kroner. Men han ville jo spille for 20 kr. Som sagt så gjort. Kuponen blev herfor spillet fem gange, og gik rent hjem, da Balfour i V5-finalen cementerede en jubeldag for jockey Jacob Johansen. 12 kuponer før sidste afdeling blev reduceret til otte, til stykprisen 8.252 kroner. Samlet gevinst 41.260 kroner til lykkespilleren i pølsevognen. Der er næppe de store odds at hente på, at pølsemanden også deltager i V5-spillet på lørdag.


20.09.2005 Mageløse omsætningstal i Klampenborg

Af Carsten Bundgaard

Det går bare strygende med spillet på galopbanen i Klampenborg. Højst overraskende eftersom det halter slemt på flere af landets øvrige baner.
"Efter løbene i lørdags er fremgangen i banespillet pr. løb i år på 9,33 procent", fortæller en glad KG-direktør Tom Christensen. "Der ud over er vi gået frem med 7,02 procent i DanToto. Den samlede fremgang pr. løb lyder på 8,28 procent. Det er navnlig V5-spillet, der har bidraget til den højst opsigtsvækkende fremgang. Det er nu fjerde år i træk, at V5'eren er gået kraftigt fremad", fortæller Tom Chistensen. Tallene ser ud som følger:

2001: Gennemsnitslig V5-omsætning: 119.000 kroner
2002: Gennemsnitslig V5-omsætning: 138.187 kroner
2003: Gennemsnitslig V5-omsætning: 153.902 kroner
2004: Gennemsnitslig V5-omsætning: 162.156 kroner
2005: Gennemsnitslig V5-omsætning: 179.700 kroner

På lørdag kan man vel imødese en ny stor omsætning i V5-spillet. Med Klampenborg HesteEjerForening som sponsor udlover Københavns Galopbane nemlig stærke 200.000 kroner til en eventuel solovinder. Bemærk V5-spillet omfatter løbene fire til og med otte på lørdag. Spilstop klokken cirka 15.45.


19.09.2005 Fair Run tog fat på efterårssæsonen

Af Lone Kaalund Thiel

Alkadem og Louise Møller var klare favoritter, da Aalborg Væddeløbsbane i dag afviklede Aalborg Store Handicap med ærespræmier fra Søndervang Pelse og en præmiesum på hele 46.000 kr til klasse 3 hestene. På forhånd var der desværre afbud fra to heste Turbo Man og Vintage Style, så feltet var minimeret til kun syv startende. Feltet var dog kvalitativt fint, og de startende heste stod meget fint til hinanden. Fra start var det Fair Run med Le Tølbøll i sadlen, der lagde teten foran med staldkammeraten Poker lige efter. Louise Møller var lidt ude at 'hænge' i tredje spor med Alkadem. Sidst på bagsiden bad Le Fair Run om mere fart, og så var løbet egentligt afgjort. Den dejlige Hot Run-søn Fair Run havde fået en marchordre, han forstod, og så blev det til en komfortabel sejr for Fair Run. På andenpladsen kom Old Man River med Mark Larsen i sadlen i et godt angreb, der viser, at 3-årige Old Man River snart må være at finde på Louise Møllers fine sejrsliste! Tredjepladsen gik til bundsolide Second Interest og Sara Slot. Favoritten i løbet Alkadem svigtede lidt, og endte på en femteplads. Vinderen Fair Run og ejer Hans Kjær kunne velfortjent modtage de 23.250 kr, der var til den vindende hests ejer. Fair Run er normalt en udpræget efterårshest, og spillerne skal nok se op for Fair Run i de kommende starter.
Det var en meget glad træner Helle Andersen, der kunne modtage Fair Run og Jockey Le Tølbøll i vindercirklen efter sejren. Helle Andersens egne heste har haft generationsskifte i år, idet de fleste af staldens heste nu har nået pensionsalderen. Ingen tvivl om at Helle får svært ved at finde erstatning for bundsolide El Salvador og slideren Honourable Chap, der i år begge er sat på pension.


Fair Run/Le Tølbøll vinder Aalborg Store Handicap før Old Man River/Mark Larsen.
Foto Ole Hindby.

19.09.2005 Novasky fik revanche i Norsk Breeders Prize

I Svenskt Breeders' Trophy var Tommy Gustafsson-trænede Novasky klar favorit, men da sadlen gled og jockey David Delgado mistede stigbøjlerne var alle håb om sejr forsvundet. Søndag eftermiddag var Novasky klar til revanche i den norske pendant på Øvrevoll. Denne gang var der ingen tvivl om styrkeforholdet, og Sto Nova ABs flotte Diaghlyphard-datter kunne på den regntunge bane trække let fra konkurrenterne i opløbet og sejre overlegent med tre længder før Søren Jensen-trænede Blue Mary, som gik endnu et heroisk løb på andenpladsen. Ligeledes danskopdrættede Le Chef snuppede tredjepladsen foran Vigelegere og Sheik Dubai. mens både Next Venture og Eko Arabian Night sluttede lige uden for præmierækken. Sejren i Breeders Prize gav flotte 649.000 kroner i førstepræmie til Novasky, der i karrierens første ni starter har opnået over 1,4 millioner kroner i samlet præmiesum. Også Blue Mary kravler op ad indtjeningslisten, og med andenpræmiens 324.500 kroner er Richard Of York-datteren nu oppe på 775.000 kroner i 11 starter. Der er mange penge at tjene for de skandinaviskfødte heste i disse år!


Novaky/David Delgado vinder Norsk Breeders Prize før Blue Mary/Kim Andersen og Le Chef/Manuel Martinez.
Foto Catchlight.no.

19.09.2005 Phoenix River aflagde maidentitlen i Breeders Mile

Milo Racings veltrukne 3-årige hingst Phoenix River fik i sin karrieres ottende start endelig aflagt sin maidentitel - men det var et velvalgt tidspunkt for den Søren Jensen-trænede Final Appearance-søn, der strøg til tops i det 1600 meter lange Breeders Mile med en førstepræmie på 100.000 kroner! Under Kim Andersen blev Phoenix River taget roligt fra start, og ind på opløbet lå parret bagest i feltet. Phoenix River kæmpede sig dog op igennem feltet, og til slut kunne han afgøre med en længde før The Scunny Bunny og Sea Pirate. Phoenix River, der er halvbror til fremragende Amalia, havde inden dagens opgave været blandt de tre første i mål fem gange i syv starter, dog uden at have vundet.


Phoenix River/Kim Andersen.
Foto Catchlight.no.

19.09.2005 Females Fun fra start til mål i Norsk Kriterium

Hele tre deltagere var desværre udgået i Tattersalls Norsk Kriterium søndag eftermiddag på Øvrevoll. Heriblandt den ubesejrede forhåndsfavorit Negra Del Oro. Dermed tegnede løbet meget åbent, og sejren gik til tredjefavoritten Females Fun, der under hele tiden fremgangsrige Espen Ski førte samtlige 1350 meter og flot kunne afvise et godt angreb fra Monsun-sønnen Cunami til slut. Den engelskfødte Diktat-datter vandt her karrierens første sejr i sin tredje start. Hun var slået til andenpladsen af Negra Del Oro i debuten på Øvrevoll, og senest var hun tredje bag Casata i Svealandlöpning på Täby. I dag havde Females Fun for første gang blinkers på, hvilket så ud til at skærpe hende det ekstra stykke. Med sejren i Tattersalls Norsk Kriterium fulgte 140.000 norske kroner samt en værdicheck på 2.000 £ til én af Tattersalls auktioner her i efteråret. Females Fun trænes af Cathrine Erichsen og ejes af The Female Club.


Females Fun/Espen Ski vinder Tattersalls Norsk Kriterium.
Foto Catchlight.no.

19.09.2005 Funny Legend slog atter Halfsong

Der er ingen tvivl om at Skandinaviens to bedste hopper mellem 1600 og 2000 meter hedder Funny Legend og Halfsong. Blot en uge tidligere var de to jernhopper ude mod hinanden i Coolmore Matchmaker Stakes (L) på Täby, hvor Funny Legend formåede at minde med minimal margin. Søndag eftermiddag tørnede de atter ud mod hinanden, denne gang i Semb Hovedgård Hoppeløp (L) over 1800 meter med 95.000 norske kroner i førstepræmie. Denne gang var der dog ikke tvivl om udfaldet, idet Funny Legend til slut viste sig stærkest på hjemmebanen og under sin faste makker Fredrik Johansson kunne trække fra med en let halv længde. Halfsong fik overtaget kort inde i opløbet og kunne efter kraftig drivning af Sara Slot sætte alle andre end Funny Legend af, og ned mod målstregen kæmpede de to hopper en ensom kamp om sejren, fire længder før Miss Commotion og Azolla, der skar målstregen med et hoveds mellemrum. Norskfødte Funny Legend har nu rundet tre millioner kroner i samlet præmiesum, og hun har forlængst opnået bedriften som den mest vindende norskfødte galophest nogensinde. Halfsong har løbet 36 gange, mens Funny Legend har startet 18 gange med 12 sejre til følge. Funambule-datteren er både ejet og opdrættet af Stall E & F og har igennem hele sin stråledende karriere været i træning hos Wido Neuroth, der atter ser ud til at have taget grebet om det skandinaviske trænerchampionat i denne sæson.


Funny Legend slår Halfsong.
Foto Catchlight.no.

17.09.2005 Little Prince og Eltizaam en klasse over de øvrige

Af Henrik Brendholdt

Som ventet var det de to topheste 2-årige Little Prince og 3-årige Eltizaam, der sejrede på Jydsk Væddeløbsbane fredag aften. Aftenen blev indledt med 2-åringernes Stayerprøve, hvor Auktionsløbsvinderen, Hanne Bechmann trænede Little Prince, var stor favorit. Vallaken levede til fulde op til værdigheden, da den vandt en sikker sejr efter føring fra start til mål. Hermed har hesten som er første afkom efter hoppen Choice, nu vundet 142.500 kroner i fire starter.
Der var hård kamp om pladserne bagved vinderen. Her bekræftede Starlight´s Olli sin stabile form fra København ved at besætte andenpladsen foran en ligeledes pænt gående La Parrilla. Næstfavoritten Red Passion havde en dårlig dag og tabte først længder ud af startboksen og påred desuden en foranliggende hest undervejs. Træner Bent Olsen måtte lidt skuffende nøjes med 4.-5. pladserne med Loveline og Rock Of Kildare. Han tog dog gruelig revance i de to efterfølgende løb.
Først sejrede han i Århus Store Handicap med Apex Star, som efter et par svage præstationer, vendte tilbage i vindercirkelen. Amatørrytter Lea Olsen gav den et afventende løb inde i feltet og da hullet kom midt i opløbet spurtede den frem til en kneben sejr. Andenhesten Womanizer blev efterfølgende diskvalificeret for trængning af Sky Walker ind på lige bane. Istedet blev en pænt afsluttende Kat Malou anden før "uheldige" Sky Walker, der havde været vinderaktuel uden trafikproblemer.
Tophesten Eltizaam afsluttede en god galopaften på J.V.B ved som ventet af sejre i B.E Profilers 3-årsserie. Dermed vandt den udover de 50.000 kroner også bonus'en på de 30.000 kroner, som er en beløning for tre sejre i denne Grand Slam Serie. Eltizaam har haft en fremragende sæson i år med en indtjening på 450.000 kroner. Hingsten har lige et gear mere end de andre heste i opløbet. Topjockey Manuel Martinez serverede hesten et perfekt løb lige bag førerduoen Rue Dálsace og Bocelli. Sidstnævnte faldt fra rundt opløbssvinget i det hårde tempo. Efter kamp ind på den lige bane trak Eltizaam fra på de sidste 100 meter og sejrede før en velgående Rue D'alsace fra træner Fredrik Reuterskiøld i Sverige. Sensationelt blev Johnny Reimer-trænede Philip Windswept tredje i løbet efter en pæn afslutning. Løbets store skuffelse var Kaiser Suzek, der trods et perfekt løb undervejs faldt fra tilsidst.


Little Prince og jockey Cathrine Weilby vandt endnu en storløbssejr i 2-åringernes Stayerprøve fredag aften i Århus. Foto Burt Seeger.



Eltizaam/Manuel Martinez.
Foto Burt Seeger.

17.09.2005 Katya Bøtcher ved godt mod

Af Carsten Bundgaard

Jockey Katya Bøtcher er fortsat indlagt på Gentofte Amts Sygehus efter sit grimme styrt i lørdags på galopbanen i Klampenborg, hvor
hun pådrog sig otte brækkede ribben, et brækket kraveben og en punkteret lunge. "Jeg håber at blive udskrevet om en uges tid," meddeler den uheldige jockey i dag. Der kommer dog til at gå lang tid før vi genser Katya Bøtcher på hesteryg. "Det bliver nok ikke i år. Først og fremmest gælder det genoptræningen. Jeg er stadigvæk øm og forslået men ved godt mod", oplyser Katya Bøtcher.


15.09.2005 Høj klasse over Tattersalls Norsk Kriterium

Xaar, Acatenango, Monsun, Lorofino, Exit To Nowhere, Danehill Dancer, Zieten, Lahib og Diktat. Det er navnene på de ni faderhingste der er repræsenteret i Tattersalls Norsk Kriterium over 1350 meter på Øvrevoll søndag eftermiddag. Det norske storløb med 140.000 kroner til vinderen har igennem de seneste år tiltrukket Skandinaviens bedste 2-årige importer, og i år er kun én af feltets 11 deltagere opdrættet i Skandinavien, nemlig Bent Olsen-trænede Trym, der den 31. juli strøg til tops i Skandinavisk Opdrætningsløb på Klampenborg.
Arnfinn Lund, der i dag torsdag fylder 70 år, sadler favoritten Negra Del Oro, som er ubesejret efter karrierens to første starter, begge med danske Lennart Hammer i sadlen. Danehill Dancer-datteren debuterede i Eivind Eckbo Legats Vandrepokal over 1200 meter med en sikker halvanden længdes sejr foran Females Fun, der siden har været tredje i Amacitalöpning bag Casata. Senest var Negra Del Oro til start i The Heatherwold Cup over 1350 meter, hvor hun på en tung græsbane besejrede den lovende debutant Cunami. Både Cunami og Females Fun er blandt konkurrenterne på søndag, og selv om Negra Del Oro hidtil har været suveræn kan det bestemt ikke udelukkes at der findes masser af forbedring i en række af modstanderne. Wido Neuroth, der siden 1995 har vundet Norsk Kriterium seks gange, kommer foruden Maybachs halvbror Cunami også med Acatenango-sønnen Gilmore, som førstejockeyen Fredrik Johansson har valgt at ride. Gilmore er én af de i alt fire tyskopdrættede heste i opgøret som også tæller Negra Del Oro, Cunami og Giordano.
Gilmore var fire længder bag Negra Del Oro i sin første start, men den fukse hingst var klart forbedret da han senest slog debuterende Xaar Queen med halvanden længde. Xaar Queen, der er en halvsøster til superhoppen Tawoos, kan dog også være gået meget frem fra den udmærkede debut og hun aspirerer uden tvivl også til en topplacering. Foruden førstepræmien på 140.000 kroner udsætter Tattersalls et værdibevis på 2.000 £ til brug på én af efterårets Tattersalls-auktioner.


Negra Del Oro/Lennart Hammer.
Foto Catchlight.no.



Gilmore/Fredrik Johansson.
Foto Catchlight.no.

15.09.2005 Solvana overlegen i Rosengårdlöpning

Wido Neuroth og Fredrik Johansson har nu for alvor fundet topformen, og efter en flot Stockholm Cup-dag i søndags, kunne det tysk/svenske makkerpar føje endnu en storløbssejr til samlingen da Selkirk-hoppen Solvana tog en overlegen sejr i Rosengårdlöpning over 1200 meter på Jägersro. Solvana stod klart bedst til på tallet i løbet, men på forhånd var der sat et stort spørgsmål til den korte distance. Dette var dog ikke noget som hverken Neuroth eller Johansson var nervøse for, og i selve løbet fik Solvana vist hvorfor! Hoppen fik en perfekt indvendig rejse fra start i ryg på forhåndsfavoritten Road To Heaven/Jacob Johansen. Rundt opløbssvinget trak Fredrik Johansson sin hest ud i tredje spor, og kort inde i opløbet fik Solvana marchordre og trak overlegent fra det øvrige felt. Danskopdrættede Walk On By sluttede bedst af til andenpladsen for Manuel Santos, mens længe førende Zack’s Key/Manuel Martinez holdt tredjepladsen før Road To Heaven/Jacob Johansen og Philitagain/Espen Ski. Førstepræmien i Rosengårdlöpning var 136.500 svenske kroner og tilfaldt Stall EOS, der både ejer og har opdrættet Solvana. Stall EOS ejede også Solvanas mor Simmering, der både vandt Norsk 1000 og 2000 Guineas, M&T Klaveness’ Minneløp (L), samt storløb i både England og Tyskland.


Solvana. Foto Burt Seeger.

14.09.2005 Nanna vandt Championatet i Odense efter 100% udbytte

Af Carsten Bundgaard

Den unge nordjyde Nanna Skovsgaard blev onsdagens store vinder på turfen i Odense. 20 minutter efter sejren med Bull's Eye blev der bingo igen, da stortalentet førte Ocean's Eleven til sejr i Hendes Majestæt Dronning Ingrids Ærespræmie. Hestens tredje sejr på stribe. Den tidligere Klampenborg-hest fandt melodien i år da den fik blinkers på, og sejren i aften var aldrig i farezonen. Ocean's Eleven er ubesejret med "briller" i år. Nanna Skovsgård satte det sejrsgivne angreb ind med 800 meter til mål, og ingen formåede at svare. Ocean's Eleven kom alene til mål, klart foran New Caladonia/Tinna Hovgaard Hansen respektive Saint Pierre/Rikke Munk Sørnsen, mens amatørchampionats-aspiranten Lea Olsen aldrig kom ind i billedet med Shadowy. Det betød det andet amatørchampionat på stribe til Nanna Skovsgård i Odense, og med det følger to fribilletter til landets måske mest festlige championatsfest, hvor over 200 trav og galopfolk fester samtidig under fælles tag. Bent Olsen fra Klampenborg vandt trænerchampionatet på Fyn. Det har han prøvet tidligere, og det har Le Tølbøll også som jockeychampion. Ann-Charlotte Nielsen blev vinder af lærlinge-championatet, mens Gitte Hansen-trænede Naseem Reef blev hyldet som årets hest. Naseem Reef så lækker ud og starter på fredag i Århus med vinderchance. Hermed er galopsæsonen slut i Odense. Årets højdepunkt var indiskutabelt da Søren Jensen-trænede Singita hjemførte Fyensløbet for Kim Andersen i Elkær Stutteris farver.


Nanna Skovsgaard blev amatørrytter-champion for andet år i træk på Fyens Væddeløbsbane. Foto Burt Seeger.

14.09.2005 God Øvrevoll-form rakte til let sejr i Odense

Af Carsten Bundgaard

Det stod ikke at læse i det officielle program, at John Nielsen-trænede Bull's Eye i torsdags startede på Øvrevoll. Og tilmed var en god nummer fire i den norske hovedstad. En form, der rakte til sikker sejr i onsdagens første løb ved sæsonfinalen i Odense. Heldigvis havde Racing Live stablet et interview på benene med hestens træner John Nielsen, men fortidsspillerne blev sorteper. Ret beset burde Bull's Eye aldrig have deltaget i totalisatorspillet. En sag for Dansk Galop at undersøge. Den slags informationer fra seks dage forinden skal altså ud inden 10 minutter før start, for at bevare troværdigheden til sporten. Bull's Eye blev budt et godt rygløb af den alt mere fremgangsrige Nanna Skovsgård. I opløbet fik hesten frie tøjler, og så faldt afgørelsen på få hundrede meter. Klampenborg-hesten Dylan var nærmeste vidne med den ivrige årshusianer Birgitte Voetmann, mens tredjepladsen tilfaldt Tunnel Bridge efter målfoto for Lea Olsen.


14.09.2005 Olsen og Jensen lader kanonerne

På søndag blænder Oslo-banen Øvrevoll op for endnu en storløbsdag med både Norsk Kriterium, Norsk Breeders’ Prize, Breeders’ Mile og Semb Hovedgård Hoppeløp (L) på programmet.
De to Klampenborg-trænere Bent Olsen og Søren Jensen tager til Norge med tilsammen ni kandidater til hovedløbene. I dagens bedst betalte opgør, Breeders’ Prize 2005 over 2000 meter, har Søren Jensen både Danseuse Et Toi, Next Venture og Blue Mary klar til kamp, mens Bent Olsen sadler Eko Arabian Night. Blue Mary var ikke mange galopspring fra at tage førstepræmien i den svenske udgave for små tre uger siden, og med lidt mere held undervejs kunne hun have vundet løbet på sin fine slutspurt. Staldveninden Danseuse Et Toi har ikke rigtig været til at blive klog på i år, og femtepladsen i Dansk Derby er fortsat hendes bedste resultat her i den klassiske sæson. I fjor var Danseuse Et Toi en fin tredje bag Mission Possible i Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer på Øvrevoll, så hun kender banen og har dertil vist at hun klarer den godt. Next Venture har ikke startet siden slutningen af juni og meget kommer til at afhænge af hans dagsform. Bent Olsen sætter sin lid til Eko Arabian Night, der ikke fandt sig til rette i Svensk Breeders’ Trophy, men Täby er heller ikke den optimale bane for den langt galopperende hest, som givet vil finde Øvrevoll langt bedre at strække ud på. De fire danske musketerer skal i første omgang kæmpe med navne som Sheik Dubai, Le Chef og Novasky – sidstnævnte var klar favorit i Breeders’ Trophy i Stockholm, men et uheld med sadlen gjorde at jockey David Delgado tabte bøjlerne tidligt i løbet og dermed mistede chancen for sejr. Kredsen omkring Novasky er sikkert stærkt opsat på revanche denne gang!

Phoenix og Gilbert i Breeders Mile
I Norsk Breeders Mile over 1600 meter sætter Søren Jensen sin lid til Phoenix River og Gilbert Of York, mens Bent Olsen håber på Baggins. Phoenix River har endnu aldrig sejret, men Amalias lillebror har dog i glimt vist god kapacitet, og det kan ikke udelukkes at han slutter med fremme i dette opgør. Gilbert Of York er nu tilbage på milen, hvilket muligvis passer ham bedre end de 2400 meter han var ude i her på Klampenborg i sidste uge. Bent Olsen vandt dette løb i fjor med Star Quest, og han håber naturligvis på at Baggins kan gøre sin staldkammerat kunsten efter her.

Trym i Norsk Kriterium
Bent Olsen-trænede Trym, der vandt Skandinavisk Opdrætningsløb på SOC-dagen, får nok at se til i Tattersalls Norsk Kriterium over 1350 meter. Svenskfødte Trym møder et væld af stærke importer, heriblandt storløbsvinderen Negra Del Oro og Wido Neuroth-talentet Gilmore. Løbet tegner som altid virkelig stærkt, og det er netop i Norsk Kriterium vi ofte ser en eller flere af fremtidens absolutte stjerner i Skandinavien.

Danish Shopping…
Bent Olsens Danish Shopping er ved at blive en rigtig publikums-hest her på Klampenborg, hvor hun går fra den ene flotte sejr til den anden. I Semb Hovedgård Hoppeløb (L) over 1800 meter udfordrer Danish Shopping de to mest vindende hopper i Skandinavien, Funny Legend og Halfsong, der i sidste uge blev første og anden i Coolmore Matchmaker Stakes (L) på Täby.


Blue Mary. Foto Burt Seeger.





Eko Arabian Night. Foto Burt Seeger.





Trym. Foto Burt Seeger.

14.09.2005

Nye hingstestatistikker fra Silke Pieterse

Silke Pieterse har udarbejdet nye hingstestatistikker (AEI-tal), som kan studeres nærmere på Dansk Galops hjemmeside. Tallene baserer sig alene på danske løb i sæsonerne 2002 - 2004 og kun hingste, som mindst har haft 5 afkom til start pr. år er taget med i beregningerne. AEI-tallene er udtryk for den gennemsnitlige indtjening af en hingsts afkom set i forhold til andre hingstes afkom. Et AEI på 1,0 er et middeltal. Er tallet over 1,0 har den pågældende hingsts afkom haft en bedre indtjening end gennemsnittet. Det vigtigste tal, er det revaliderede AEI, som findes yderst til højre i tabellerne. Det skal understreges, at tallene baserer sig på et forholdsvis lille grundlag. Gå til statistik-siden ved at klikke her!


13.09.2005 Eltizaam og Little Prince favoritter i Århus på fredag

Af Henrik Brendholdt

Jydsk Væddeløbsbane byder på en rigtig lækkerbisken, når banen fredag aften har tre løb på programmet.
Tre løb med masser af topheste og topjockeyer. Højeste præmiesum er der i B E Profilers 3-årsserie, hvor der dystes om hele 100.000 kroner. Favorit bliver Bent Olsen-trænede Eltizaam, der tidligere i år er vinder af bl.a. Jyllandsløbet. Med sejren kan Eltizaam tjene 50.000 kroner plus bonusen på 30.000 kroner for de tre sejre i denne løbsserie. Han får dog kvalificeret modstand af især Derby-4'eren Kaizer Suzek og Rue D`Alsace, der gik godt som anden bag Seeland Empire i København i lørdags. Også de 2-årige heste skal dyste om mange penge i Stayerprøven, nemlig 85.000 kroner. Her bliver storfavoritten Hanne Bechmann-trænede Little Prince, der imponerede med en overlegen sejr i Auktionsløbet på Klampenborg. Pladsen bag Little Prince kan tilfalde Loveline, der har løbet pænt i de seneste starter, bl.a. som anden i Produces Stakes. Her var Loveline lige foran Louise Møller-trænede Red Passion, der med det løb i kroppen må være en triochance. Dagens tredje galopløb er for klasse-3-hestene. Her bliver manges favorit Guantanamo, der vandt en sikker sejr senest i Klampenborg. Tre flotte løb med god klasse i venter tilskuere og spillere, så mød op på Jydsk Væddeløbsbane fredag aften.


Eltizaam/Manuel Martinez.
Foto Ole Hindby.


Little Prince/Cathrine Weilby.
Foto Burt Seeger.

13.09.2005 Tandpleje er vigtig for din hest

For heste er tandpine lige så slemt som det er for mennesker, og tandpleje bør være en vigtig del af dagligdagen i en galopstald. Der sker rigtig meget med hestens mund i de første fem leveår, hvilket er det tidspunkt hvor der forlanges mest af en fuldblodshest. For eksempel kan en skævhed i hestens bid forårsage problemer i både ryg og nakke, og skarpe tandspidser kan gøre det svært for hesten at have et bid i munden. Ifølge tandpleje-ekspert Carina Reimer bør trænere og hesteejere "lytte" endnu mere til deres heste når det gælder tandpleje. "I naturen går hesten med hovedet nede når den spiser, og de tygger derved korrekt, da kæben er på plads og tandrækkerne ligger over hinanden som de skal. Når vi fodrer hesten fra en krybbe over jorden vil hestens underkæbe blive skubbet tilbage og hesten vil udvikle tandkroge imens den spiser", forklarer Carina Reimer, der er eksamineret hestetandlæge med eksamen hos den internationale organisation for hestetandpleje, IAED. En eksamen der blev taget i Oxford, England. "Det var under en rejse i 1999 til Australien jeg stiftede bekendtskab med en rigtig hestetandlæge og fandt ud af hvor vigtig tandpleje er for heste. Jeg oplevede forskellen på hestene før og efter tandplejen", beretter Carina Reimer, der tilbragte en stor del af sin studietid hos hestetandplejeren Richard O. Miller, som praktiserer tandpleje i en mobil trailer. Carina Reimer fortsætter: "I naturen spiser hesten mere groft og slider derfor tænderne mere. I en stald er det stort set kun kindtænderne der slides, og det er faktisk minimalt på grund af det behandlede foder. Det kan være spild af træning, dyrt tilskud og foder, hvis hesten i virkeligheden trænger til tandpleje. I mange tilfælde kan man ikke mærke på hesten at den trænger til det. I naturen er det den stærkeste der overlever, og det sidder stadig i hestens gen. Den bekæmper smerten og fortsætter". Carina Reimer er ny-opstartet hestetandlæge i Danmark og tilbyder behandlinger i hele landet, samt i Sydsverige og Tyskland. Du kan læse mere om Carina og arbejdet med tandplejen på www.hestetandlaegen.dk.




08.09.2005 Ny sejr til danskejede Fixboard i Frankrig

Flemming Poulsen er ikke til at stoppe i Frankrig lige nu, og torsdag eftermiddag fik træneren endnu en sejr med hjem til Chantilly, da B E Profilers Bluebird-søn Fixboard vandt for anden gang i tre starter. Denne gang i Prix du Jeu De Paume over 1600 meter på Longchamp. Den danskejede hest blev en overlegen vinder af handicappet, og han kom helt alene i mål tre længder før Dark Green som besatte andenpladsen. Fixboard har i sine to første væddeløbssæsoner udelukkende startet i Frankrig, hvor han i fjor debuterede med en andenplads over 2400 meter på Longchamp. Siden fungerede han slet ikke og var hårdt ramt af den virus Flemming Poulsen døjede med i stalden igennem stort set hele 2004. I år sæsondebuterede Fixboard med en femteplads i Deauville den 30. juli, og denne start blev fulgt op med en sejr på samme bane den 21. august. I dag strøg Fixboard så til tops på Paris' hovedbane Longchamp, hvor Flemming Poulsen har planer om at starte ham igen i Prix de l'Arc-weekenden i begyndelsen af oktober. B E Profiler fik 11.000 euro for sejren, og Fixboards samlede præmiesum er nu oppe på over 30.000 euro, svarende til godt 225.000 danske kroner.


B E Profilers 4-årige Fixboard vandt en overlegen tre længders sejr torsdag eftermiddag på Longchamp i Paris.
Foto France Galop.

08.09.2005 Perchance vandt Norsk St. Leger

Stall MM's 3-årige Slip Anchor-søn Perchance gik torsdag aften direkte i sin helbror Anchoridges fodspor, da han strøg til tops i Norsk St. Leger med en halv længde før forhåndsfavoritten Sands Point/Lennart Hammer. Under Fredrik Johansson var Perchance med helt fremme samtlige 2800 meter, og ind på opløbet stod det klart at opgøret skulle stå mellem den tyskfødte hingst og Sands Point. Midtvejs i opløbet så Lennart Hammer ud til at have fået overtaget og Sands Point lignede en sikker vinder, men kræfterne slap op over de sidste 200 meter og i stedet kæmpede råstærke Perchance sig tilbage og kunne til slut trække afgørende fra. Equip Hill sluttede godt fire længder efter på tredjepladsen, mens Sir Bastian og Celestine Stamp tog de sidste præmiepenge. Der var 75.000 kroner i førstepræmie til Perchance, der her vandt sin anden sejr i syv starter.


Perchance/Fredrik Johansson vinder Norsk St. Leger med en halv længde foran favoritten Sands Point/Lennart Hammer. Foto Catchlight.no.

07.09.2005 Sands Point klar favorit i Norsk St. Leger

Torsdag aften rides det første af de tre skandinsviske St. Legers på Øvrevoll i Oslo. Ni heste er klar til start i det 2800 meter lange opgør, hvor 75.000 kroner tilfalder vinderen. Den klare favoritværdighed ligger hos Arnfinn Lund-trænede Sands Point, der med Lennart Hammer i sadlen kan sørge for endnu en stor triumf for teamet bag den norske Derby-vinder Bye Bye Loev. Sands Point ejes nemlig ligeledes af Nils Petter Gill og Rally-stjernen Petter Solberg. Sands Point sluttede senest på tredjepladsen bag netop Bye Bye Loev i Norsk Derby, og denne gang ser Trempolino-sønnen ud til at have fået et rigtig godt tilbud, såfremt han klarer de ekstra 400 meter. De på papiret to værste konkurrenter er Roy Arne Kvisla-trænede Equip Hill og Helena Fylkings Celestine Stamp, mens Lisa Gautier-trænede Sir Bastian og Wido Neuroths Perchance udgør de værste trusler blandt outsiderne.


Sands Point/Lennart Hammer.
Foto Catchlight.no.


07.09.2005 Eyeq og Lake St Clair til start i Bremer Stuten-Meile (L)

Søren Jensen-trænede Eyeq står over for en på papiret rigtig god opgave på fredag i tyske Bremen, hvor hun sammen med Lennart Reuterskiöld-trænede Lake St Clair stiller op i Bremer Stuten-Meile (L) over 1600 meter med 20.000 euro i samlet præmiesum. Som navnet antyder er løbet forbeholdt hopper, og konkurrencen er absolut ikke i samme klasse som den Eyeq tidligere har været oppe imod Tyskland. Cadeaux Genereux-datteren rides af Nicholas Cordrey, mens Mark Larsen sidder op på Lake St Clair i det 10 heste store felt.


07.09.2005 Louise Møllers drømmeuge

Af Henrik Brendholdt

Da trænertalentet, Ålborg-pigen Louise Møller, stod op sidste tirsdag havde hun i sin vildeste fantasi ikke forestillet sig hvilken uge hun ville få på galopfronten. Sidste tirsdag sejrede hendes egen Alkadem med hende selv på ryggen overlegent i Ålborg. Siden tog staldens heste Guantanamo og Justthetwoofus to imponerende sejre i København i søndags og prikken over i'et kom tirsdag aften på Jydsk Væddeløbsbane, hvor hun som rytter vandt to sejre. Den første på Mette Fruergaard-trænede Arajambo og sidenhen på hendes egen Alkadem. Man kan godt forstå at det var en smilende Louise Møller man kunne se i vindercirklen efter løbet. Hende og gemalen, toprytteren Mark Larsen, har virkelig fået gang i deres i år nystartede stald på Aalborg Væddeløbsbane. Man skal nok holde et vågent øje med staldens heste i den kommende tid, med den form de viser. Næste starter bliver fredag den 16. september hvor Guantanamo kommer ud i Århus Store Handicap og den talentfulde 2-åring Red Passion, som i sin debut var tredje i Produces Stakes, kommer ud i Stayerprøven, hvor hun dog skal op mod bl.a. 2-års stjernen Little Prince.
Det lignede ellers længe en overraskende sejr til Pia Gram og Crostini i gårsdagens første galopløb på J.V.B. Hoppen førte indtil midt i opløbet, hvor Arajambo med meget omtalte Louise Møller på ryggen, gik frem og tog en længdes sejr. Crostini holdt godt ved til andenpladsen før favoritten Croagh Patrick med Jacob Johansen, der sluttede stærkt af ude i banen og netop afviste Lady Of York, som spurtede frem indvendigt. Der var dramatik for alle pengene i dagens andet galopløb, Århus Magistrats Ærespræmie, hvor klasse tre hestene dystede om 30.000 kroner. Her var Ulla Frydensbergs nyindkøb Soap Watcher i to omgange uregerlig i startboksen om blev bortvist fra start. Den ene gang medførte det omstart, hvor rytterne heldigvis hurtigt fik stoppet deres heste. I den gyldige start tog Gert Larsen trænede Alfailak spidsen i et godt tempo med favoritten Alkadem klinet i ryg. Den stilling holdt til opløbsvinget, hvor Louise Møller sendte sin formhest frem til føring. Ingen af de øvrige heste formåede at gå i clinch med Alkadem som sejrede sikkert før en godt afsluttende Second Interest, der på sine ældre dage nu også løber godt på de hårde baneunderlag. Last First klarede lige tredjepladsen i hård kamp med en lidt uheldig Sky Walker, der igennem hele opløbet blev generet af Turbo Man og Tina Mortensen, der svejede ud og ind i banen.


Louise Møller vandt to gange inden for samme uge med hendes egen Alkadem.
Foto Ole Hindby.

06.09.2005 Sir Spencer skifter miljø

Af Carsten Bundgaard

Århus-træneren Johnny Reimer har udvidet stalden med 3-årige Sir Spencer. Nummer to i både Dansk Kriterium i fjor og i dette års Jyllandsløb. En spændende hest for den erfarne træner på JVB.
"Trænerskiftet er sket på forandledning af Søren Jensen", fortæller ejeren Karin Salling. "Søren mener, han er kørt fast med Sir Spencer, der skuffede os meget i sidste uge på Täby. Jeg sætter stor pris på ærlige mennesker, og det er virkelig flot det Søren har gjort her. Nu må vi se om miljøskiftet kan få en gavnlig effekt på Sir Spencer. Han er stadigvæk meldt i DM for 3-årige", oplyser Karin Salling. DM for 3-årige rides på Jydsk Væddeløbsbane lørdag den 22. oktober med 100.000 kroner i præmiesum, med halvdelen til ejer af sejrende hest.
Det bliver i det hele taget en stor efterårsdag for tilhængere af fuldblodssporten, med syv galopløb på programmet. Her i blandt Den Jydske Vinterfavorit.


Sir Spencer har skiftet træner fra Søren Jensen til Johnny Reimer.
Foto Burt Seeger.

02.09.2005 Mambo King niende i Baden-Baden

Lars Kelp-trænede Mambo King måtte tage til takke med 9. pladsen i Coolmore Stud Baden-Baden Cup (L) fredag eftermiddag. Under jockey Andreas Göritz kunne Mambo King ikke finde de fornødne ressourcer da løbet skulle afgøres, og han sluttede godt 10 længder bag vindende Mohandas/Torsten Mundry, mens Santa Clara-datteren Spatzolita blev nummer to for Terry Hellier.


01.09.2005 Overlegen sejr til Goodrun i Norsk Rikstoto Opdrettsløp

Cathrine Erichsen og Espen Skis storartede samarbejde fortsatte torsdag aften på Øvrevoll, hvor duoen slog til i Norsk Rikstoto Opdrettsløp over 1200 meter for den yngste årgang. 190.000 kroner var til fordeling, og akkurat halvdelen gik til vindende Goodrun, der under velridende Ski sejrede overlegent med fire længder før Rune Haugen-trænede Infinity/Fernando Diaz, mens der var dødt løb på tredjepladsen mellem Infinitys staldkammerat Final Trilogy/Carlos Lopez og Ticmosic/Roman Skrzydlo. Goodrun, der tilhører første årgang efter den tidligere Cathrine Erichsen-trænede top-sprinter/miler Oktan, vandt her sin anden sejr i tre starter. Goodrun aflagde maidentitlen i første forsøg på Øvrevoll, og senest førte hun til kort før mål i Skandinavisk Mesterskap for 2-årige, men blev lige nøjagtig slået på målstregen af Red Dress On. Denne gang var Goodrun tilbage på vinderpladsen, og hun har allerede nu sørget for glimrende reklame for faderen Oktan inden den forestående åringsauktion i Norge. Goodrun er i øvrigt halvsøster til sidste års norske Kriteriumsvinder Philitagain.


Goodrun/Espen Ski vinder Norsk Rikstoto Opdrettsløp på Øvrevoll.
Foto Catchlight.no.

01.09.2005 Ny storløbssejr til Lennart Hammer i Oslo

I øjeblikket er der ingen tvivl om hvilken bane der er danske Lennart Hammers favorit her i Skandinavien. Torsdag aften fulgte Hammer op på den enestående norske Derby-Dag ved at vinde endnu en storløbssejr. Hammer havde nemlig overtaget tøjlerne fra en skadet Fredrik Johansson på hoppen Creole Legend i Norsk Rikstoto Grand Prix over 1600 meter, hvor den nylige Derby Mile-vinder Desert Warrior var kæmpefavorit. Det så dog også længe lyst ud for Desert Warrior, som førte kort inde i opløbet og så ud som om han skulle afgøre sikkert, men de sidste 150 meter blev hårde for den tidligere Guineas-2'er, og i stedet fik Lennart Hammer koblet grebet med Creole Legend, der til slut gik forbi og snuppede førstepræmien på 82.500 kroner. Creole Legend føjede en ny storløbssejr til den danske avlshingst Cajun Cadets samling, og hoppen indfriede her nogle af de naturligt høje forventninger som både træner Wido Neuroth og Stall E & F har haft til hende. Creole Legend er halvsøster til unikke Funny Legend, hvilket er en stor mundfuld at leve op til, men vi har absolut langt fra set det sidste til Cajun Cadet-datteren endnu. Lennart Hammer kunne tage hjem fra Norge med endnu en sejr i bagagen, idet han på ryggen af Niels Petersen-trænede Francis vandt Yatirous Løp over 1200 meter med en længde foran Salsero/Carlos Lopez og Romund/Mette Hanssen.


Cajun Cadet-datteren Creole Legend og Lennart Hammer nedkæmper storfavoritten Desert Warrior/Marie Fretheim i Norsk Rikstoto Grand Prix. Foto Catchlight.no

01.09.2005 Mambo King testes i Baden-Baden

For anden gang i år forsøger Klampenborg-træner Lars Kelp sig syd for Danmarks grænse - denne gang med talentfulde Mambo King, der kommer ud i Coolmore Stud Baden-Baden Cup - et Listed race over 2000 meter med 30.000 euro i samlet præmiesum. Mambo King, der ejes af Provinsejendomme 2003 A/S, kommer med en frisk andenplads fra Norsk Derby, hvor kun Bye Bye Loev var for god. Mambo King havde dog bred margin ned til nummer tre Sands Point, og Diktat-sønnen fortsætter med at forbedre sig her i hestens første væddeløbssæson. Mambo King var allerede i fjor et varmt emne der blev talt meget om i Klampenborg, men han kunne ikke helt komme over en skade som holdt ham væk fra løbene helt til juni måned, hvor han debuterede med en sikker sejr på Klampenborg. Dette blev fulgt op med en tredjeplads i Larch Ærespræmie bag Blue Mary og York Street. Herefter skuffede han noget i sin første start på Jägersro, men var tilbage på toppen på Scandinavian Open-dagen i slutningen af juli, hvor han knusende overlegent sejrede i Rider Cup 3-års Mile. Herefter blev han igen forsøgt på Jägersro, hvilket resulterede i en tredjeplads bag Be Alert og Xstase i Sofierolöpning. Lars Kelp tog chancen og startede Mambo King i Norsk Derby, selv om han aldrig tidligere havde prøvet kræfter med 2400 meter, og resultatet blev som bekendt den fine andenplads bag Bye Bye Loev. Fredag eftermiddag gælder det så den første internationale opgave, og det bliver bestemt ikke nogen let opgave for hingsten der for første gang også skal møde gode ældre heste. Den danskopdrættede hingst rides af Andreas Göritz, der lige nu ligger nummer 18 i det tyske jockeychampionat. To andre heste i Baden-Baden Cup (L) vil også blive fulgt af skandinaviske forbindelser. 3-årige September Storm er en helbror til Rune Haugens Stockholm Cup-håb Storm Trooper, mens Spatzolita er efter den tidligere Bechmann-hoppe Santa Clara og dermed storesøster til både Derby Trial Stakes-vinderen Sir Bastian og Richard Of York-sønnen Szuma, der aflagde sin maidentitel i første forsøg for få dage siden.


Lars Kelp-trænede Mambo King er fredag eftermiddag til start i Baden-Baden Cup (L).
Foto Burt Seeger.

01.09.2005 Castro-double i Summer Fillies på Jägersro

Der har været usædvanligt stille omkring Jägersro-træner Francisco Castro den seneste tid, og chileneren har bestemt ikke haft marginalerne på sin side henover sommeren. Så sent som i tirsdags var det York Street, der med det mindst mulige blev slået til andenpladsen i millionopgøret Breeders Trophy Classic på Täby, men nu kan Castro håbe på at heldet er vendt til hans fordel igen. Det var dog ikke held der skulle til for at hjemføre dobbeltsejren i Summer Fillies torsdag eftermiddag på Jägersro - dertil var de to hopper Zoogina Zaid og Zell Amzee Zaid for overlegne. Syv deltagere var til start i opgøret, og det var med Castro-duoen som de klare favoritter. Zell Amzee Zaid lagde hurtigst ud under Manuel Martinez, og parret førte feltet først ud på bagsiden og ind i opløbssvinget, hvor Zoogina Zaid og Manuel Zantos dog stille og roligt åd sig ind på staldveninden. I sidste del af svinget havde Zoogina Zaid fået overtaget og trak fra kort inde i opløbet, og hun kunne holde hele vejen hjem til en sikker sejr, selv om Zell Amzee Zaid aldrig gav helt op og sluttede en længde efter på andenpladsen. Herefter var der syv længder til Past Times/Mark Larsen på andenpladsen, mens der skulle spejdes langt efter fjerdehesten Talinums Secret/Marc Stott, der kom i mål 20 længder bag tredjehesten. Der var 25.000 kroner i førstepræmie til Zoogina Zaids ejer og opdrætter Jan Johansson, der ligeledes har ejet og opdrættet Zell Amzee Zaid. De to fine hopper har tilsammen tjent over en million svenske kroner i deres to første væddeløbssæsoner.
Løbsdagen bød på hele tre jockey-doubler. Lærling Malin Svanberg både startede og afsluttede V5-spillet med sejr. Først strøg hun til tops på ryggen af stabile Åkesson i Ole Larsen 60 Års løb, og siden blev det til gevinst i Homosassaserien på ryggen af Stadium. Både Stadium og Åkesson ejes og trænes af Anne Cathrine Svedberg-Karlsson. Per-Anders Gråberg kunne i det 2650 meter lange BDO-Handicap sejren på ryggen af Lennart Reuterskiöld Jr-trænede Lavirdan, der var ude mod ældre heste for første gang. Lavirdan overtog kommandoen på bagsiden og trak fra de øvrige rundt opløbssvinget, hvorfra han kunne vinde sikkert på trods af et godt afsluttende angreb fra Wiesensturm/Gustavo Solis, med forhåndsfavoritten Muja Maiy/Marc Stott på tredjepladsen. Gråberg fulgte i det efterfølgende Recruitment-Handicap over 1730 meter på ryggen af Larissa Tandari-trænede Farad, der efter endnu et langt fra optimalt løb viste sine fantastiske fighteregenskaber og kort før mål fik nedkæmpet Citizen Kane/Mark Larsen. Danske Jacob Johansen blev den tredje rytter til at hjemtage en double denne eftermiddag. Jacob kom først på tavlen i dagens 7. løb for de 2-årige maidens, hvor han red Informant-datteren Rosetta først i mål. Rosetta trænes af Lennart Reuterskiöld og er både ejet og opdrættet af Stall Reuterskiöld HB. Det blev til endnu en maidensejr for Jacob Johansen i det efterfølgende løb, denne gang var det dog for de 3-årige heste. Her red Jacob Jacqueline Henriksson-trænede Whitelook til en sikker sejr før Pretty Gasa/Mark Larsen og den fint afsluttende Ominsky/Sara Slot.
Cathrine Weilby, der rider med stor succes i år og på søndag er favorit i Det Grønne Område Auktionsløb med Little Prince, fik også en sejr med hjem til Danmark idet hun i det 1600 meter lange Vellingelöpning sejrede på ryggen af 2-årige Mrs Miskovsky, i træning hos Ewa Breitholtz i Klågerup. Der var 25.000 kroner i førstepræmie til Mrs Miskovsky, der ligesom Stall Reuterskiölds Rosetta modtager yderligere 50.000 kroner i svensk-bonus.


Francisco Castro. Foto Kanal 75.

31.08.2005 Fynske piger havde pacen i orden

Af Carsten Bundgaard

De to rutinerede fynboer Christina Christiansen og Le Tølbøll kom begge på vinderpladsen, da banen i Odense for næstsidste gang i år bød indenfor til træf på græstæppet.
Christina Christiansen er en af pigerne i provinsgaloppen, der egentlig ikke får de chancer hun fortjener i løbene. Den fynske pige red et nydeligt løb på ryggen af JVB-hesten LB Seawing. Konstant med fremme i førergruppen, og hele tiden med overblik og kontrol over modstanderne. Ned langs opløbet blev farten sat gradvis i vejret. Københavner-hesten Megachief forsøgte at komme i nærkamp, men LB Seawing forsvarede sig sikkert for Christina Christiansen. Vinderhesten trænes af Birgitte Nielsen i Århus, og i ejerkredsen støder man på navnet Karen Frost - identisk med den forhenværende mangeårige dygtige amatørrytterske fra Smilets By, som også var parthaver i den tidligere derbytoer Highland, med base i Mogens Ahls stald i Århus.

Le smilede over hele femøren

Le Tølbøll satser ikke længere 100 procent på galopsporten. Fynboen har lagt lidt ekstra kilo på kroppen, uden det dog hæmmer ridningen når musikken spiller.
Le Tølbøll er fast partner på ryggen af Gitte Hansen-trænede Naseem Reef. Parret anlagde pacen, men blev så overhalet af en ivrigt ridende Nicolaj Scott, i sadlen på Freedom Boy.
Unge Nicolaj Scott havde dog tømt tanken for tidligt, der var nemlig ikke mere benzin i slutningen af opløbet, og så slog Naseem Reef kontra efter eksemplarisk styring af Le Tølbøll. Fortjent stort bifald.

Traveren som også satser på Galoppen

Flemming Hansen er navnet på en tidligere dansk mester i travsporten for amatørkuske. Han er dog ikke så ensidig, så der er også overskud til at kaste sig over galoppen.
Denne onsdag var Flemming Hansens fuldblodshest Colour Blind til start i onsdagens tredje galopløb på Fyn, og den tur tog hesten fra Klampenborg ikke forgæves. Den treårige hest vandt maidenløbet med kræfter i behold for Jacob Johansen, foran Red Marteeny/Le Tølbøll. og en lidt ubrugt Dancing May, som ikke fik angrebsplads for unge Danielle Sønderbæk. En luring i næste fremtræden. Colour Blind trænes af den allestedsnærværende Bent Olsen.


LB Seawing/Christina Christiansen. Foto KM Foto.



Naseem Reef/Le Tølbøll vinder indvendigt i banen. Foto KM Foto.



Colour Blind/Jacob Johansen.
Foto KM Foto.

31.08.2005 Sejr til Alkadem og Louise Møller i Aalborg

Af Lone Kaalund Thiel

Louise Møller har 'vovet pelsen' og er startet som professionel træner tilknyttet Aalborg Væddeløbsbane. Det er noget af en satsning, men yderst populært og et positivt løft for galopsporten i Aalborg. Mandag aften kunne Louise ride en flot sejr hjem på sin egen ejede og trænede Alkadem i Aalborg Galopforenings Ærespræmieløb over 1500 meter.
Louise red et fint afventende løb midt i feltet, og Alkadem kunne nemt løbe fra feltet i opløbet til en overbevisende sejr. Alkadem har været været utroligt uheldig i år, og Louise kunne i sejrsinterviewet bagefter løbet fortælle, at Alkadem har haft både en fibersprængning i et ben samt en grim hornkløft, der har drillet i sæsonen indtil nu. På dagen var Alkadem dog 100% i orden, og der var ingen problemer med at speede fra Second Interest med Rikke Munk i sadlen og Poker med Pia Lillelund i opløbet.
I dagens 2. løb om Arbejdernes radio og fjernsynsforenings Ærespræmieløb var Saint Pierre med Le Tølbøl feltet overlegen. Saint Pierre har de senere år vist, at han er en rigtig efterårshest, og det ser det ud til, at han bliver igen i år. Saint Pierre har ikke tidligere i år gjort synderligt væsen af sig, men i går kunne han føre løbet hele vejen til en flot sejr. Selvom Gold Winner og Christina Christiansen angreb i opløbet med en fin speed, var der intet at stille op imod Saint Pierre. Saint Pierre trænes af erfarne John Nielsen, der har haft fint gang i sin stald i år. På 3. pladsen fulgte en godkendt Arctic Palace med Nanna Skovsgaard.

Øverst: Alkadem/Louise Møller
Nederst: Saint Pierre/Le Tølbøll.
Foto Ole Hindby.




31.08.2005 Overraskelser i de Svenske Mesterskaber

Tirsdag aften bød på favoritfald i både Krafft SM Classic og SM Sprinters på Täby. I førstnævnte var Fredrik Reuterskiöld-trænede Honeysuckle Player den klare favorit i totalisatoren, men Fredrik måtte dog se sin storebror Lennart Reuterskiöld Jr. løbe med sejren i løbet, da 4-årige Passport under Jacob Johansen sejrede sikkert med en længde for Jacob Johansen. Andenpladsen gik Lennart Reuterskiöld Senior-trænede Diaghilew, mens Reuterskiöld Jr's anden deltager Zico indtog tredjepladsen foran Honeysuckle Player. Reuterskiöld-familien sad altså på de fire første pladser i det 1950 meter lange opgør, hvor 86.000 svenske kroner gik til vinderen. En endnu større overraskelse stod Olle Stenström-trænede Lucky Heart for i Krafft SM Sprinters over 1150 meter, hvor den 5-årige vallak under Nicholas Cordrey akkurat afholdt en uheldig Hide And Seek fra endelig at vinde sin første sejr i de svenske mesterskaber. Lucky Heart sejrede med hals, mens You Never Know fulgte på tredjepladsen. Der var 84.000 kroner i førstepræmie til Lucky Heart.
Nogen stor sensation var det dog ikke, at Wido Neuroths 2-årige hingst Icaros var bedst i Krafft SM for 2-årige heste over 1150 meter. Icaros, der leverede en fremragende debut på Jägersro, men senest mistede sin rytter Fredrik Johansson i de skandinaviske mesterskaber på den norske Derby-Dag, fik en perfekt indvendig rejse fra spor et, og da han fik marchordre i opløbet efterlod han uden problemer resten af feltet og strøg hjem til en overlegen fem længders sejr før Lamberth Walk og Blossom In May. Fredrik Johansson var naturligvis i sadlen på Zafonic-sønnen, der utvivlsomt går en stor fremtid i møde. Der var gode 225.450 svenske kroner i førstepræmie til Stall EOS.


30.08.2005 Tam O'Rito nedkæmpede tapre York Street

Agria Breeders' Trophy Classic fik en forrygende afslutning tirsdag aften, da tre heste krydsede målstregen næsten samtidig efter en helt utrolig fight. Som forventet tog Manuel Santos spidsen fra start med den dobbelte 2000 Guineas-vinder York Street, og parret blev i front til sidste galopspring før målstregen, hvor Kim Andersen formåede at presse langtgalopperende Tam O'Rito foran til sejr med det mindst mulige. Samtidig afsluttede Søren Jensen-trænede Blue Mary fremragende efter at have haft en del trafikproblemer i opløbet, og faktisk var hun den der skød bedst fart over mål, men hun dukkede akkurat for sent op under Sara Slot. Det var faktisk så tæt i mål, at Manuel Santos gjorde sejrsgestus idet han krydsede målstregen, og Kim Andersen sagde endda tillykke til chileneren da de pullede op - men målfotoet viste at sejren gik til hjemmebanehåbet Tam O'Rito, der trænes af lokale Patrick Wahl. "Jeg kunne slet ikke følge med fra start, og var faktisk allerede ridende da vi kom ud på bagsiden. Rundt opløbssvinget kom jeg bedre med, men distancen var absolut et minimum og banen var hurtigere end jeg havde håbet på", fortalte Kim Andersen efter løbet, som indbragte den danske championjockey 10 procent af førstepræmiens 790.397 svenske kroner. Det var Tam O'Ritos tredje sejr i fire starter i år, og det hidtil eneste nederlag i 2005 kom i Svenskt Derby, hvor han sluttede fjerde bag vindende Albany Hall. Træner Patrick Wahl havde hele fem heste med i løbet og kunne foruden sejren også sole sig i fjerdepladsen med Le Chef, mens Tromb og Quinzi Bloom delte femtepladsen. De sidste præmiepenge i løbet gik til Vigelegere. Forhåndsfavoritten Novasky fik aldrig med udfaldet at gøre, hvilket skyldtes at jockey David Delgado allerede ind i første sving mistede begge stigbøjler og derfor måtte gennemføre løbet siddende i sadlen på den Tommy Gustafsson-trænede hoppe.

Øverst: Tam O'Rito nedkæmper York Street.
Nederst: Kim Andersen jubler efter sejren i millionløbet.




30.08.2005 "Derby-Larsen" fylder 60 år på torsdag

Torsdag den 1. september runder én af dansk galopsports mest vindende ikoner nogensinde et skarpt hjørne. Ole 'Derby' Larsen fylder nemlig 60 år. Det er dermed blevet til 46 år i galopsporten, idet Ole tilbage i 1959 gik i lære som jockey. Jockeykarrieren blev lang og succesrig, med mere end 2000 sejre i de godt 40 aktive år, og det blev til i alt 11 Derby-sejre, hvoraf navnet 'Derby-Larsen' naturligvis kommer. Ole Larsen fejrer sin 60 års fødselsdag med reception i Malmö på selve dagen, mens han på lørdag glæder sig til at se venner fra hele Skandinavien til reception på York Stutteri mellem kl. 13.00 og 14.00, umiddelbart inden Dansk Galops Åringsauktion starter. Galopsport.dk ønsker Ole Larsen tillykke med 60-års-dagen på torsdag.

Ole Larsen fylder 60 år den 1. september.


29.08.2005 Clarion King sponsor for Skandinavisk Grand Prix

Af Carsten Bundgaard

Københavns Galopbanes mangeårige publikumsfavorit Clarion King lægger navn til næste uges Skandinavisk Grand Prix på det græstæppe i Klampenborg, hvor hesten opnåede hovedparten af sine totalt 25 sejre i blot 70 starter, i en fantastisk karriere.
Blandt sejrene var netop førstepladsen i Skandinavisk Grand Prix for præcis 20 år siden, da Clarion King kun tre år gammel satte den ældre skandinaviske elite eftertrykkeligt på plads, med den nu afdøde franskmand Serge Vache på ryggen.
"Vi er glade for at banen stadigvæk tænker på Claring King", siger ejeren Hans Erik Westerberg. "Clarion King lever stadigvæk, og tilbringer hverdagen på Fyn under min ven Gert Larsens kyndige opsyn". Med en samlet præmieindtægt på 1.176.390 kroner havde Clarion King en mageløs karriere i Franz Nutz' træning på Hvidegården. Franz Nutz og Hans Erik Westerberg vil begge være tilstede under præmieoverrækkelsen på lørdag otte dage, til 200.000 kroners løbet Clarion King Skandinavisk Grand Prix.
Galopbanen og Hans Erik Westerberg arbejder i fællesskab på at kunne byde banens trofaste publikum på Clarion Kings sejr i Skandinavisk Grand Prix 1985.


Clarion King nyder her gensynet med sin bedste ven, Franz Nutz, under den forhenværende championtræners visit denne sommer.

29.08.2005 De kæmper om 2,6 millioner på Täby

Tirsdag aften rides der om ikke mindre end 2.643.695 svenske kroner i de otte rammeløb på Täby i Stockholm. Der bydes både på SM Classic, SM Sprinters og SM for 2-årige, men størst af dem alle er dog Agria Breeders' Trophy Classic over 1950 meter græs, hvor halvanden million kroner deles ud til de syv bedst placerede heste gennem mål, og vinderen løber af med hele 790.397 kroner. Dertil kommer opdrætterpræmier på næsten 200.000 kroner! Der er naturligvis fuldt hus i startboksen til Agria Breeders' Trophy Classic. 12 af deltagerne kommer fra Sverige, mens tre tager turen fra København. Af disse træner Søren Jensen de to, Blue Mary/Sara Slot og Sir Spencer/Espen Ski, mens Bent Olsen sender Eko Arabian Night/Jacob Johansen. Sidstnævnte fik en noget uheldig rejse i Breeders Trophy Trial senest, hvor han måtte angribe langt ude i sporene og akkurat ikke nåede frem til vindende Two Socks, der ligeledes er blandt konkurrenterne i morgen. Den lokale træner Patrick Wahl stiller til start i Breeders Trophy med et rekordantal på fem deltagere - Tromb/Lennart Hammer, Be Alert/Mark Larsen, Le Chef/Manuel Martinez, Tam O'Rito/Kim Andersen og Quinzi Bloom/Per-Anders Gråberg, mens Tommy Gustafsson, der tidligere har vundet seks af de i alt 15 hidtige Breeders Trohphy-løb, prøver lykken med Valbonne/Nicholas Cordrey og forhåndsfavoritten Novasky/David Delgado. Læs mere om Breeders Trophy-dagen på Täbys website.


Bent Olsen-trænede Eko Arabian Night er med i kampen om en førstepræmie på 790.397 svenske kroner i Agria Breeders' Trophy Classic.
Foto Burt Seeger.

28.08.2005 Szuma mod Dansk Kriterium efter sikker debutsejr

Danskejede Szuma fik søndag eftermiddag den bedst tænkelige debut, da Richard Of York-sønnen med halvanden længde aflagde sin maidentitel over 1400 meter i Göteborg. Under Sara Slot lå Szuma et godt stykke bag de forreste fra start, men ned gennem opløbet fik parret kontakt og til slut kunne duoen fange udbryderen Singha Time/Per-Anders Gråberg, og sejren blev ganske sikker. Der var yderligere fem længder ned til forhåndsfavoritten Scenario/Carlos Lopez på tredjepladsen. Sejren var 18.000 kroner værd, men derudover kunne Szumas ejere i Bastian Racing glæde sig over de ekstra 50.000 kroner i svenskbonus som maidensejren kastede af sig. Szuma er en halvbror til Derby Trial Stakes-vinderen Sir Bastian og således det andet afkom i Skandinavien efter den tidligere championhoppe Santa Clara, der tidligere har leveret storartede afkom i Listed-klassen i Tyskland. Træner Lisa Gautier planlægger nu i første omgang en start i Dansk Kriterium om mindre end en måned, mens Agria Breeders' Trophy Juvenile i Stockholm i midten af oktober bliver årets hovedopgave for det 2-årige stjernefrø.


27.08.2005 Double til Cordrey i Göteborg

Nicholas Cordrey kunne som den eneste rytter nyde to sejre ved lørdagens løb i Göteborg. Cordrey strøg først til tops i Trio/LördagsKomben over 1600 meter på ryggen af Olle Stenströms 9-årige Tough Guy, der efter en knaldhår opløbskamp trak det længste strå med det mindst mulige før Robinson/Manuel Santos, mens Doctor No/Dina Danekilde fulgte halvanden længde efter på tredjepladsen. Nick Cordrey vandt siden Feed'n'Race Arabmaiden i sadlen på dansktrænede Bridj, men også her måtte Cordrey kæmpe hårdt for sine procenter i kamp med El Sham/Dina Danekilde. Der rides igen i Göteborg søndag eftermiddag.


26.08.2005 "Dubai Excellence" identificeret som halvbror til Cape Cross

Officials ved The Australian Stud Book har fundet frem til hvem hesten, som man indtil for kort tid siden troede var avlshingsten Dubai Excellence, i virkeligheden er. Hingsten der netop nu står opstaldet i Australien hedder Samood og er en halvbror til Gruppe-1-vinderen Cape Cross. Samood blev i januar måned ved en fejl sendt til Australian under forudsætning af at være Dubai Excellence, en halvbror til Dubai World Cup-vinderen Dubai Millennium. Blodprøver taget på hingsten har allerede tidligere bevist at hingsten der blev købt ud af Sheik Mohammeds Darley Stud for 400.000 US$, ikke var Dubai Excellence, men først nu er det videnskabeligt bevist hvem hingsten er. "Samood, der er søn af Caerleon og den engelske championhoppe Park Appeal, er højst sandsynligt fejlagtigt blevet byttet rundt med Dubai Excellence, da begge hingste delte fold i Newmarket", fortæller The Australian Stud Books Michael Ford til Thoroughbred Times.
Det vides endnu ikke hvor i verden den 'rigtige' Dubai Excellence befinder sig.


26.08.2005 Bent Olsen hentede to åringer i Deauville

Klampenborg-træner Bent Olsen er netop vendt hjem fra auktionen i Deauville, og det blev med to nye åringer i transporten, begge signeret MAB Agency, der handler for Sten Thynell. Den første er en brun hingst efter Diktat og Alzao-hoppen Atlantique, der er vinder som 2-årig på Saint-Cloud og her bringer sit første afkom. Fjerdemoderen er ingen ringere end Allez France, vidunderhoppen der vandt 13 løb inklusiv Prix de l'Arc de Triomphe (Gr.1), Prix de Diane (Gr.1), Prix Vermeille (Gr.1), Criterium des Pouliches (Gr.1), Poule d'Essai des Pouliches (Gr.1), Prix d'Ispahan (Gr.1) samt Prix Ganay (Gr.1) to gange. Prisen for Diktat-sønnen var 22.000 euro. Den anden åring der netop er ankommet til Klampenborg er en brun hoppe efter Kalanisi og den tyske hoppe Leonora v. Surumu. Leonoras første afkom er 3-årige Delos, der er vinder af 2 løb som 2-årig i 2004. Leonora er i øvrigt ud af samme familie som Leopoldina, der allerede fungerer i avlen i Danmark. Prisen for Kalanisi-datteren der lyder navnet Lethe, var 15.000 euro.


26.08.2005 Poulsen overtager top-hest fra Aidan O'Brien

Flemming Poulsen har virkelig vind i sejlene i det franske, og staldens sejre giver ikke kun genlyd hos det skandinaviske publikum. Stalden ekspanderer kraftigt i øjeblikket, og Poulsen er højst bemærkelsesværdigt nu endt op med en allerede international stjerne - den 3-årige Sadler's Wells-søn Grand Central, der indtil for nylig var i træning hos den irske Champion Aidan O'Brien og ejet af Mrs John Magnier. Grand Central har hidtil startet syv gange i karrieren. Han aflagde maidentitlen i sin eneste start som 2-årig hjemme i Irland, og overvintrede som én af staldens varme klassiske kandidater. Han sæsondebuterede i april som favorit i det irske 2000 Guineas Trial, hvor han var slået til andenpladsen af Aga Khans Alayan. Herefter var han tredje i det irske Derby Trial, hvorefter han for første gang var uden for pengene som 9. bag Motivator i Epsom Derby (Gr.1). Dette blev fulgt op af en syvendeplads i Celebration Stakes (L) på The Curragh, inden han i midten af juli atter var tilbage i vindercirkelen efter at have sejret på Leopardstown. At Aidan O'Brien har haft store forventninger til Grand Central er der ingen tvivl om, og det afspejles også i hans valg af løb til hingsten. Senest var Grand Central nemlig med i Chicago, hvor han på Arlington Park sluttede fjerde i Grade-1-løbet Secretariat Stakes. Herefter blev hesten solgt til en hesteejer fra Hong Kong, og Grand Central var faktisk på vej til Hong Kong, da planerne blev ændret og Poulsen blev kontaktet - naturligvis som følge af at han tidligere har gjort sig bemærket i netop Hong Kong via Dano-Masts tredjeplads i Hong Kong Cup (Gr.1) tilbage i 2001. "Jeg glæder mig til at lære hesten bedre at kende, og jeg regner med at han kommer til start et par gange mere i år", fortæller Flemming Poulsen, der her har fået endnu en chance for at opnå internationale Gruppe-resultater i fremtiden.


26.08.2005 Ny sejr til talentfulde Faster Sara

Finske Amelie Ehrnrooth har med sit franske stutteri Haras de Bourgeauville igennem adskillige år leveret topheste til de skandinaviske hesteejere. Heste som Valley Chapel, Val De Mar og Farouge har trådt sine første skridt i Ehrnrooths varetægt. I år har den succesrige opdrætter valgt selv at sætte en hest i træning i Skandinavien, nemlig den 2-årige hoppe Faster Sara, som er en halvsøster til sidste års svenske St. Leger-vinder og dette års Scandinavian Open-2'er Farouge. Faster Sara, der er efter Kalanisi, debuterede i starten af august på Øvrevoll med en overbevisende sejr for sin træner Wido Neuroth, og torsdag aften var den skimle hoppe atter til start på Øvrevoll, denne gang over 1200 meter græs i en tung bane. Line Akselsen havde overtaget tøjlerne fra en skadet Fredrik Johansson, og Line indledte her hvad der senere skulle vise sig at blive en trippel-sejr med at vinde let med en længde foran Ask Thalheimer/Fernando Diaz, som igen var fem længder foran Wishmaster/Carlos Lopez på tredjepladsen. "Hun trives godt på den tunge bane. Hun kommer ikke til start mere på Øvrevoll i år, men det er muligt at vi prøver hende over 1600 meter på Jägersro senere på året", fortalte en fornøjet Wido Neuroth efter gevinsten. Neuroth tog sig i øvrigt også af Subaru Løp over 1600 meter med 75.000 kroner i samlet præmiesum. Her vandt Emilio let med to længder før Lights Out og Northern Cadet. Også her var der tale om en rytterændring, idet Roman Skrzydlo sad op i stedet for Fredrik Johansson. "Næste start bliver over 1600 meter på Täbys dirt track på Stockholm Cup-dagen", sluttede Neuroth.


Faster Sara/Line Akselsen vinder for anden gang i lige så mange starter på Øvrevoll. Foto Catchlight.no.

25.08.2005 Mere at juble over for Gill og Solberg

I søndags havde de både første- og tredjehesten gennem mål i Norsk Derby. Torsdag eftermiddag på Täby kunne Nils-Petter Gill og rallystjernen Petter Solberg glæde sig over endnu en sejr til 4-årige Ihla Grande, der for alvor har rejst sig oven på den skade der ødelagde efteråret for den dobbelte Guineas-vinder i fjor. I Kim Andersens sikre hænder tog Ihla Grande straks fra start fronten i det 1600 meter lange Guldhandicap på dirt track, og selv om både Maybach/Nick Cordrey og Organizer/Manuel Martinez så skræmmende ud i sidste del af opløbssvinget, kunne Ihla Grande i sikker stil holde førstnævnte fra livet i opløbet og sejre sikkert. Kim Andersen var bedste jockey på dagen med tre dagssejre - udover gevinsten med Ihla Grande strøg Kim til tops i dagens anden hovedbegivenhed, Sprint Trial over 1150 meter græs, hvor han på ryggen af Muskateer Steel sejrede med en halv længde før King Quantas/Nick Cordrey og Golden Gift/Dina Dankekilde. Andersen havde inden da vundet finalen i Stratosserien på ryggen af Bo Neumann-trænede Lacelle. Sammenlagt blev det til lidt over 100.000 indredne præmiekroner for den danske championjockey.


Ihla Grande/Kim Andersen.
Foto Catchlight.no.

25.08.2005 Johansson melder afbud til torsdagens løb

Svenske Fredrik Johansson har meldt fra til både Täbys lunchløb her til formiddag, samt Øvrevolls løb i aften. Fredrik Johansson kom på den norske Derbydag i søndags til skade, da han styrtede med 2-årige Icaros i Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer. Fredrik bed smerterne i sig i Derbydagens resterende opgør, men efterfølgende har han klaget over smerter i både hovedet og ryggen, og han er derfor ikke i stand til at sætte sig i sadlen i dag. Fredrik Johansson håber dog stærkt på at vende tilbage på tirsdag, hvor der rides om millioner på den svenske Breeders-dag i Stockholm.


Fredrik Johansson. Foto Catchlight.no.

25.08.2005 Kæmpe satsning af BS Racing i Deauville

Den danske hesteejer BS Racing fortsætter i år satsningen for at få en europæisk tophest. På Deauville Sales i Frankrig har BS Racing således købt tre top-afstammede åringer for en samlet pris på 305.000 euro, svarende til godt 2,3 millioner danske kroner. I søndags fik Baagøe Schou hammerslag på en Pivotal-søn ud af Gone West-hoppen China Moon. China Moon har aldrig selv startet, og den unge hoppes første afkom Blue Zambezi er i træning i Frankrig. Andenmoderen er den Listed-vindende og Gruppe-1-placerede Most Precious, der i avlen selv er mor til Gruppe-1-vinderen Matiara, Gruppe-2-vinderen Marathon, samt black-type navne som Pyrus og Precious Ring. Pivotal, der selv var en verdensklasse sprinter med sejre i både Nunthorpe Stakes (Gr.1) og King's Stand Stakes (Gr.2), har tidligere produceret Gruppe-vindere som Kyllachy, Golden Apples, Chorist, Saoire, Pivotal Point og Megahertz. Prisen for Pivotal-sønnen var 130.000 euro. Kort tid senere var BS Racing atter i centrum, denne gang som køber af en hoppe efter Grand Lodge og Nureyev-datteren Crystal Melody. Crystal Melody startede heller aldrig selv, men hun har papirerne i orden som helsøster til Crystal Music, der som 2-årig vandt Fillies Mile (Gr.1) og senere var anden i både Irish 1000 Guineas (Gr.1) og Coronation Stakes (Gr.1). Derudover er Crystal Melody søster til Gruppe-vinderne State Crystal, Solar Crystal og Dubai Success. Længere nede i moderlinjen finder man Nassau Stakes (Gr.2)-vinderen Crystal Palace, der selv producerede fantom-hesten Royal Palace. Royal Palace blev flerdobbelt Gruppe-1-vinder med triumfer i både Epsom Derby, Coronation Cup og Eclipse Stakes. Åringens fader Grand Lodge er i avlen far til store navne som Prix de l'Arc-vinderen Sinndar, samt Queen's Logic og Grandera. Prisen for hoppeåringen lød på 150.000 euro.
Onsdag eftermiddag fik BS Racing endnu en hest i eje, da hammeren faldt på en hoppe efter Spinning World og Perusha v. Southern Halo. Prisen for denne åring var 35.000 euro. Meridian International stod for alle tre køb, og hestene går i træning hos Flemming Poulsen i Chantilly.


24.08.2005 Cut Siegerin og Cut Supreme fra Oslo til Århus

Af Henrik Brendholdt

Familien Brendholdt har flytttet sine to heste fra Wido Neuroth til Michael Sørensen i Århus. Sidstnævnte har netop solgt Fyensløbs-2'eren Sweet Fury og bliver dermed privattræner for Familien Brendholdts to heste, 3-årige Cut Siegerin (Muthhil -Half Row) og 2-årige Cut Supreme (Final Appearance - Half Row). Sidstnævnte er en helbror til Derbyvinderen Cut Champion. Cut Siegerin, der i fjor vandt både Dansk Kriterium og Götalandlöpning, viste fin form senest hvor hun afsluttede forrygende på den svenske Derbydag til en fjerdeplads over korte 1000 meter. Hun ventes bragt til start for sin nye træner snarest, mens Cut Supreme som skuffede senest i et maidenløb i Norge, står med virus.
Grunden til flytningen er ikke utilfredshed med træner Wido Neuroth, men en erkendelse af at grundet den store afstand, så familien aldrig deres heste i træning og løb.



Sidste års Kriteriumsvinder Cut Siegerin er
nu flyttet til Michael Sørensen på Jydsk Væddeløbsbane.
Foto Burt Seeger.


23.08.2005 Anden sejr på seks dage til Ocean's Eleven

Af Henrik Brendholdt

Ålborg-hesten Ocean's Eleven, som tidligere i karrieren var hos træner Desmond Scarlett, har ramt en formtop og tog tirsdag aften sin anden sejr for Nanna Skovsgaard, inden for en uge. I onsdags cantrede hun sejren hjem på Fyn, og her kun seks dage senere gentog hun præstationen som favorit på Jydsk Væddeløbsbane. Efter en afventende indledning rundede hesten feltet rundt opløbssvinget og sejrede sikkert med to længder. Efter et par skuffende præstationer i juni måned gav Familien Skovsgaard hesten en lille løbspause på et par måneder og det var åbenbart recepten. Der var hård kamp om de efterfølgende placeringer. Længe førende Seeland som en overgang førte med 5-6 længder gik i stå til slut og i stedet speedede Kat Malou med formrytteren Lea Olsen frem til andenpladsen foran "staldskriget" Shadowy, der snart sidder lige i øjet. De sidste pengepræmier tog en pænt afsluttende Sky Walker og den Louise Møller-trænede Obelix, der lå med fremme undervejs.
Lea Olsen måtte også "nøjes" med andenpladsen i dagens andet opgør på galopturfen. Her sad hun på ryggen af favoritten Russian Magic. Rundt opløbssvinget lignede Lea endda vinderen, men en god opløbsspurt af Luke Skywalker med en velridende Cathrine Weilby på ryggen, kunne favoritten ikke dæmme op for. Dermed aflagde 4-årige Luke Skywalker endelig sin maidentitel efter flere gode præstationer i denne sæson. Luke Skywalkers mor, den topafstammede Mighty Miss Magpie, som selv var en god væddeløber, fik hermed for første gang et sejrende afkom. Tredje i mål var outsideren Bull's Eye, der var med fremme undervejs. På fjerdepladsen viste Lady Of York pæn form efter sidste uges skuffende indsats.


23.08.2005 Flot royal amatørryttersejr i Aalborg

Af Lone Kaalund Thiel

Den tilsyneladende overståede nedtur for galopsporten i Aalborg har været stærkt medvirkende til, at mange af de ellers meget traditionsrige amatørrytterløb i Aalborg i dag er åbnet op for deltagelse af professionelle ryttere. En beslutning, der har været nødvendig, men som forhåbentlig snart vil kunne revideres, hvis amatørrytterstaben fortsat vokser. To af disse løb var på programmet i Aalborg mandag aften, hvor der blev redet om henholdsvis den eftertragtede Sølvpisk og Hans Kongelige Højhed Prins Henriks Ærespræmieløb.
I kampen om Sølvpisken sendte Mark Larsen resolut Ulla Frudensbergs 10 årige valak Snappy Times til front og så var løbet næsten afgjort. Mark Larsen holdt et højt tempo i fronten, og i Tuborgsvinget havde kun LB Seawing og Lea Olsen kræfter til at byde parret en smule afstand. De to ekvipager trak fra det øvrige felt, men i opløbet var Snappy Times den stærkeste og kunne trække fra til en overlegen sejr. LB Seawing ydede en god indsats på andenpladsen foran Croagh Patrick med Louise Møller i sadlen. Ulla Frydensberg lagde sig hermed klart i front som den mest vindende træner i Aalborg i år.
Dagens 2. løb gjaldt Prins Henriks eftertragtede ærespræmie. Præmien består af et smykke eller manchetter med Prinsens monogram på, alt afhængig af, om det er en mandlig eller kvindelig rytter, der vinder.
Løbet blev afviklet i et frisk tempo med Turtle Due og Ann-Charlotte Nielsen i front. Ned ad bagsiden angreb Naseem Reef sammen med mange andre. Opløbet udviklede sig til en drabelig opløbsduel, hvor Tinna Hovgaard Meier på altid stabile New Caladonia flot kunne nedkæmpe Turtel Due, der her fik en flot debut i Aalborg. Gold Winner angreb stærkt til sidst og blev tredje. Tinna Hovgaard Meier kunne velfortjent modtage Prinsens eftertragtede ærespræmie. Og så gjorde det jo ikke slet ikke noget, at Tinna er amatørrytter! Tinna har haft en forrygende sæson i år, og det er dejlig god reklame for amatørryttersporten, når Tinna dygtigt spreder sin glæde over at ride galopheste ud til publikum ved sejrsinterviews.


Snappy Times/Mark Larsen.
Foto Ole Hindby.


New Caladonia/Tinna Hovgaard Meier. Foto Ole Hindby.

22.08.2005 Nu flyver Kelp igen!

Klampenborg-træner Lars Kelp fik i fjor et forrygende comeback som professionel træner i Danmark, hvor den ene storløbssejr afløste den anden. I år har det dog absolut ikke været en dans på roser for Kelp, som har døjet med sygdom i stalden i foråret og derfor ikke har haft mulighed for at fortsætte sidste års succes. I disse uger ser det dog for alvor ud til at Kelp har fundet melodien igen. I sidste uge vandt Lars Kelp de 2-åriges største opgør i Provinsen, Produce Stakes, med House Of Horses-ejede Receptionist, og den norske Derby-Dag på Øvrevoll blev et nyt triumftog for træneren. I Erik O Steens Memorial (L) over 2400 meter for de bedste stayerhopper i Skandinavien fik Kiddy Elsass' La Petite Chinoise endelig hul på bylden med en flot sejr foran hjemmehåbet Wellvita. Under Kelps staldjockey Lennart Hammer fik La Petite Chinoise den bedst tænkelige rejse indvendigt i banen, og Hamme kunne sidde stille til midt i opløbet, hvor 'kineseren' fik endelig marchordre. Der var 200.000 kroner i førstepræmie til Kiddy Elsass, der efter at have set sin hoppe vinde både Fabellaløb, Dansk Oaks og Jockeyklubbens Avlslöpning (L) i fjor, skuffet har måttet se Dr Fong-datteren løbe uplaceret i tre af årets første fire starter. Triumfen i det norske Listed-race bliver forhåbentlig vendepunktet for den fine 4-årige hoppe.
I Norsk Derby tog Lars Kelp en stor chance med Diktat-sønnen Mambo King. Mambo King havde aldrig tidligere løbet længere end 1730 meter, og de fleste havde nok regnet med at hingsten var blevet starterklæret i Derby Milen over 1600 meter med 100.000 kroner i førstepræmie. Men Kelp ville det anderledes med Provinsejendomme 2003's gode hest, og det viste sig at blive den helt rigtige disposition af træneren. Mambo King sluttede nærmest vindende Bye Bye Loev, og han var næsten otte længder fri af tredjehesten Sands Point. En fremragende præstation af Mambo King, der ved at bevise sit værd på den længere distance nu har givet sine ejere endnu mere at se være spændte over i fremtiden.


Lars Kelp har virkelig fået vind i sejlene igen, og kunne tage hjem fra Oslo som en meget tilfreds træner. La Petite Chinoise (billedet) og Mambo King stod begge for top-præstationer på Øvrevolls græs. Foto Burt Seeger.

22.08.2005 Silca Legends søster vandt Prix Morny (Gr.1)

De danske opdrættere med føl efter Silca Legend fik meget at glæde sig over i går i Deauville, da 2-årige Silca's Sister blev en let vinder af Gruppe-1-løbet Prix Morny under jockey Ted Durcan. Inchinor-datteren besejrede July Stakes (Gr.2)-vinderen Ivan Denisovich og Richmond Stakes (Gr.2)-vinderen Always Hopeful, og sørgede dermed for endnu en stor triumf for sin ejer/opdrætter Eddie Aldridge, der i slutningen af år 2000 solgte den nybragte Gruppe-1-vinders storebror Silca Legend til danske Bernt Dahl. Silca Legend havde bestemt også Gruppeløbs-potentiale, men en skade afholdt ham dog fra virkelig at slå igennem mod de bedste ældre heste. Silca Legend var dog uden sammenligning den bedste 3-årige hest i skandinavisk træning i 2001, og hans første afkom bliver afsindigt spændende at følge på turfen om få år. Foruden Silca's Sister er Silca Legend også halvbror til den dobbelte Gruppe-2-vinder Golden Silca, og på det kommende Tattersalls October Yearling Sale bliver endnu en halvsøster efter Pivotal et af de måske mest spændende emner i salgsringen.


2-årige Silca's Sister slår til i Prix Morny (Gr.1) i Deauville.
Foto France Galop.

22.08.2005 Dansk sejr i Deauville

Stald B.E. Profiler A/S fik søndag eftermiddag sin første sejr i Frankrig, da Flemming Poulsen-trænede Fixboard under Miguel Blancpain sejrede med en længde i Prix de Bayeux over 1600 meter i Deauville. Den 4-årige Bluebird-søn, der har døjet med mange problemer siden Poulsen købte ham som åring i Newmarket, virker nu til at være helt på toppen og sejren i løbet var gode 100.000 danske kroner værd for Stald B.E. Profiler A/S, som hårdt satsende Kristian Andersen står bag. Kristian Andersen ejer også halvdelen af Porsa System, der tidligere i år også skrev sig ind blandt Flemming Poulsens vindere i Frankrig.


B.E. Profiler A/S's Fixboard vinder i Deauville. Foto France Galop.

20.08.2005 Sorteper blev et lykkekøb - og vandt Derbyet

Af Carsten Bundgaard

For 14 år siden fik den mangeårige Klampenborg-træner Vinzenz Vogel hammerslaget for købet af hesten Sorteper
på dansk galopsports årlige unghesteauktion. Og Sorteper levede så sandelig ikke op til sine initialer. Den skiftede året efter både navn og træner. Kom til at hedde Mongolian Knight, og havnede i stalden hos træner Brian Wilson.
"
Og jeg må i den grad rose Vogel for købet af hesten på auktionen", siger Brian Wilson. "Mongolian Knight havde næsten alt og vandt Dansk Derby for mig i 1993. Jeg var både træner og jockey, så det var et stort øjeblik. Det er ikke let at komme til en auktion og finde en derbyvinder, men muligheden findes som her i det tilfælde med Sorteper, og ved andre auktioner", forklarer Brian Wilson og fortsætter: "Kvaliteten på hestene til den kommende auktion om to uger er bedre end nogensinde i min tid som træner. Jeg har naturligvis været en del rundt omkring hos opdrætterne og kigge på emner, og jeg håber afgjort at være med i budkampene med flere af åringerne", fastslår Brian Wilson.
Kun tre heste er udgået til auktionen i skrivende stund. Katalog-numrene 22 - 53 - 61.


Brian Wilson købte Sorteper - og vandt Derbyet i 1993.
Foto Scandinavian Raceweb.

19.08.2005 Skandinavisk Galopp 27 forsinket i Danmark

Dansk Galop meddeler, at ugens udgave af Skandinavisk Galop er forsinket. Bladet distribueres fredag, således at nogle vil modtage det med posten lørdag, mens andre først får det ind ad brevsprækken på mandag.


19.08.2005 Little Prince og Roi Et Toi udfordrer Icaros

Peugeot Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer over 1350 meter rides som søndagens andet løb på Øvrevoll, og det bliver med de to dansktrænede hingste Little Prince og Roi Et Toi i interessante outsiderroller. Hanne Bechmann-trænede Little Prince har kun startet en enkelt gang, og her tog han en overbevisende maidensejr på Klampenborg, to længder foran Trym, der i starten efter blev en sikker vinder af Skandinavisk Opdrætningsløb. Der er store forventninger til Little Prince hos Hanne Bechmann på Enghavelyst, og Racing Friends har her det måske hidtil mest talentfulde afkom efter Ballet Prince, som fortsat mangler sin første 2-årige storløbsvinder i avlskarrieren. Søren Jensen-trænede Roi Et Toi levede til fulde op til sin lovende afstamning, da han i debuten på Derby-dag slog Casata med en sikker halv længde i Petré Toddlers' Trophy. Casata vandt tidligere på ugen Amacitalöpning på Täby i overlegen stil, så Roi Et Toi har allerede bevist at han nok skal være at finde blandt årgangens bedste når sæsonen slutter. Senest var Roi Et Toi storfavorit i Skandinavisk Opdrætningsløb, men han skuffede fælt på et underlag som slet ikke så ud til at passe ham. Såfremt banen bliver god i Oslo, må Roi Et Toi have store muligheder for at forbedre storesøsteren Danseuse Et Tois tredjeplads fra samme løb i fjor. Én ting ligger dog helt fast - både Roi Et Toi og Little Prince skal over en meget besværlig hurdle for at vinde det norske storløb. En hurdle ved navn Icaros. Den Wido Neoroth-trænede Zafonic-søn imponerede stort ved sin debutsejr på Jägersro, hvor han tabte længder i starten og fortsatte med at tabe terræn hele vejen ind i opløbet, hvor han via en fantastisk afslutning akkurat nåede at fange Mad Dog Slew på målstregen. Mad Dog Slew bekræftede formen ved i sin næste start at vinde Malmö Stads Pris på den svenske Derby-dag, og dertil har både fjerde- og femtehestene fra samme løb, Choco Express og Inca City, aflagt deres maidentitler, hvilket forsikrer at det løb Icaros kommer fra på Jägersro var fantastisk stærkt. Icaros' mor Impetuous Air vandt selv på den norske Derbydag tilbage i 1998, hvor hun for samme ejer og træner strøg til tops i Peugeot Pokalløb. De ubesejrede heste skal man altid have respekt for, og dem er der to af foruden Icaros og Little Prince. Både Rune Haugen-trænede Final Trilogy og Cathrine Erichsens Goodrun aflagde nemlig maidentitlen i deres livs første start. Der er 115.000 kroner i førstepræmie til vinderen i de skandinaviske mesterskaber - i øvrigt et løb som Søren Jensen, Wido Neuroth og Cathrine Erichsen vundet i løbet af de sidste tre sæsoner. Dette var med hestene Amalia, No Exit og Mission Possible.


Little Prince (øverst) og Roi Et Toi er to farlige udfordrere til favoritten Icaros i Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer på Øvrevoll.
Foto Burt Seeger.

19.08.2005 Mission Possibles Derby-dopingprøve negativ

Dansk Galop har i dag, fredag, modtaget resultatet af den dopingprøve Mission Possible aflagde efter sejren i Bed and Beauty Dansk Derby den 26. juni. "Dopingprøven var negativ, ingen spor af det omtalte middel Flunixin, som Mission Possible blev testet positiv for i Norge fjorten dage inden Derbyet", beretter Dansk Galops direktør Peter Knudsen.


19.08.2005 Gode danske chancer i Erik O Steens Memorial (L)

Ét af de mange topløb på den norske Derbydag på søndag er det 2400 meter lange Erik O Steens Memorial (L) med 400.000 kroner i samlet præmiesum. Løbet hed tidligere Peugeot Pokalløb for Hopper og rides i år for første gang under det aktuelle navn for at hædre én af norsk galopsports største personligheder nogensinde, grundlæggeren af Stall EOS, Erik Otter Steen.
11 deltagere skal kæmpe om førstepræmiens 200.000 norske kroner, og heraf kommer de fem fra Sverige, mens tre norske og tre danske hopper er med. En enkelt hest skiller sig ud på formtallet, nemlig Roy Arne Kvisla-trænede Gryngolette, der altid står for stabile præstationer, men fortsat har sit rigtige gennembrud tilgode her i Skandinavien. Den 5-årige Linamix-datter har på papiret fem kilo at give af til nærmeste udfordrer, og hun er 100 procent distancesikker. Men netop dette løb har tradition for at servere artige overraskelser, og skulle Gryngolette svigte står stort set hele resten af feltet og banker på til et nyt V5-chok. Én af de tre startende danske hopper kan meget vel stryge helt til tops. Lars Kelp kommer til Norge med sidste års Oaks-vinder La Petite Chinoise, der i øvrigt let besejrede Gryngolette da de mødtes i Jockeyklubbens Avelslöpning over samme distance på Jägersros dirt track. La Petite Chinoise har ikke vist samme stærke form i år, hvor sygdom har ødelagt meget af hendes sæson hidtil. Kelp-stalden rapporterer dog La Petite Chinoise i storform, og løber hun op til det hun viste i fjor kan hun blive rigtig farlig på Øvrevoll. La Petite Chinoise startede senest i Primatico Hoppeløb over 2400 meter på Scandinavian Open-dagen i Klampenborg, hvor hun var slået med 9,5 længder af Søren Jensen-trænede Athene, der ligeledes er blandt deltagerne i Erik O Steens Memorial (L). Sejren i Primatico Hoppeløb var Athenes bedste hidtil i karrieren, og sidste års Derby-2'er kan nå meget langt såfremt hun holder formen. Hun sejrede afstoppet med tre længder før Simsala, der modtog et halvt kilo af den danske hoppe. På søndag får Simsala så to kilo af Athene, og afstanden imellem disse to burde matematisk blive mindre, men Athenes sejr var alligevel så overlegen at Kim Andersen let kunne have lagt yderligere længder til Simsala hvis han havde ønsket det. Søren Jensens anden deltager i løbet er Singita, der senest vandt Fyensløbet i Odense med kort hoved før Sweet Fury og ser ud til at have overvundet de mange problemer hun har døjet med igennem de sidste to år. Feltets store outsider er Wido Neuroth-trænede Wellvita, der er en elitehoppe på sine bedste dage, men hun løber ustabilt og kan ligeså godt kan være først som sidst i mål.


Athene/Kim Andersen tørner ud i Erik O Steens Memorial (L) søndag eftermiddag på Øvrevoll. Foto Peter Leth Keller.

18.08.2005 Trippel for Reuterskiöld Jr. på Jägersro

Jägersro-træner Lennart Reuterskiöld Jr. havde en fin torsdag eftermiddag på sin hjemmebane i Malmö, hvor han hele tre gange var i vindercirkelen under det otte løb store program. Allerede i dagens første opgør, Algarveserien over 2400 meter, havde Junior succes, da Jacob Johansen gav 4-årige Amore et perfekt løb i front og rundt sidste del af opløbssvinget reelt afgjorde løbet med et smart ryk. På de sidste meter kom både Stadium/Malin Svanberg og Cal Mac/Espen Ski tæt på, men Amore klarede sig hjem til en forholdsvis sikker sejr. Det var Vettori-datterens første sejr i 16 starter, og man kan kun sige at gevinsten var fortjent efter at hoppen hele syv gange tidligere har været nærmest vinderen i mål. Duoen Johansen/Reuterskiöld Jr. fortsatte i Stratosserien over 1200 meter, hvor 3-årige Road To Heaven var ude på en på papiret hård opgave mod garvede ældre sprintere som Mabrook, Anaconda og Spasiba. Jacob Johansen prikkede dog starten perfekt med Road To Heaven, som førte hver eneste meter af distancen og til slut sejrede sikkert med en længde til Spasiba/Manuel Martinez, der med kort hoved holdt sig foran Anaconda/Kim Andersen og Mabrook/Mark Larsen. I Tylehöglöpning over 1200 meter kunne Lennart Reuterskiöld Jr. se den 2-årige Nicolotte-søn Sentinico springe først ud af boksen for Fredrik Johansson, og efter at have holdt et højt tempo ind på opløbet, stak den brune vallak let fra de øvrige og sejrede knusende overlegent, seks længder foran Mrs Lavigne/Manuel Martinez og forhåndsfavoritten Primus/Nicholas Cordrey. Sentinico er en halvbror til Sentirica, der i fjor også var en virkelig nyttig 2-årig for Stall Tandem, der både ejer og har opdrættet begge heste. Lennart Reuterskiöld Jr. var uden tvivl dagens mand på Jägersro denne eftermiddag, men også Reuterskiöld Senior var en tur i vindercirkelen efter Derby Club Race over 1730 meter, hvor danskopdrættede Citizen Kane for lange tøjler fik lov at føre fra start til mål under Mark Larsen, som endnu engang viste sin store flair for pacebedømmelse. Danske Mint Julep fik en passiv rejse Le Tølbøll, og da den formstærke hest endelig kom i omdrejninger var der for langt frem til overlegne Citizen Kane, men Mint Julep var dog en sikker nummer to i mål, mens de sidste penge gik til Divino/Nick Cordrey, Gilbere/Per-Anders Gråberg og Only Penang/Manuel Santos. Amatørrytter Lea Olsen fortsætter sin gode stime fra Provinsen i Danmark, og i Ark-Håkan Cup over 1730 meter tog hun en sikker sejr på ryggen af Step Up, der havde en længde til Princess Tide/Christel Ernst og 15-årige Runnett Dancer/Lena Jarven.


Lennart Reuterskiöld Jr. sadlede tre vindere torsdag eftermiddag på Jägersro.

18.08.2005 Kan Storm Trooper også på 1800 meter?

Rune Haugen har for længst sikret sig det norske træner-championat - ja, lige med mindre at Wido Neuroth gør rent bord i søndagens storløb på Øvrevoll. Haugens bud på sejren i det norske derby, hoppen In The Flesh, virker på forhånd ikke som alvorlig trussel på forhåndsfavoritterne, men til gengæld står træneren atter fantastisk godt rustet i storløbene for de ældre heste. I Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) over 1800 meter er der 720.000 norske kroner i førstepræmie, og den vindende ejer vil samtidig få overrakt en guldbarre på ét kilo med en anslået værdi på 100.000 kroner. Den nykårede Scandinavian Open-vinder Alpino Chileno danner sammen med Zacatecas og Storm Trooper den trio som Rune Haugen sætter sin lid til i millionopgøret, hvor de 15 deltagende heste har et gennemsnitshandicap på 92,2! Det må uden sammenligning være det bedste væddeløb der nogensinde er afviklet i Skandinavien! Det er derfor helt sikkert, at Haugen ikke kommer nær så "let" til de gode præmiekroner som i de tidligere store opgør på Øvrevoll i år, og da både Storm Trooper og Alpino Chileno foretrækker distancer der er en del længere end de aktuelle 1800 meter, skal der kæmpes hårdt for pengene af de to staldkammerater. Foruden allerede etablerede skandinaviske eliteheste som Hovman, Jubilation, Santiago Matias, Royal Experiment, Magic Fact og Farouge kommer der gæster fra både England og Frankrig. Mark Johnston sender feltets eneste 3-årige hest, Crosspeace, mens Michael Jarvis ankommer med St Andrews. Fra Frankrig kommer Nicolas Clement med Islero Noir, der har formen helt i top efter senest at have været tredje i Grand Prix de Vichy (Gr.3), bare tre længder bag sidste års Prix Dollar (Gr.2)-vinder og Hong Kong Cup (Gr.1)-3'er Touch Of Land Fælles for de tre gæster fra kontinentet er dog, at ingen af dem tidligere har startet på Øvrevoll, som kan være en svær bane at håndtere første gang man starter der.


Storm Trooper er den højest handicappede hest i Marit Sveaas Memorial (Gr.3).
Foto Catchlight.no.


Hovman (tv) og Jubilation er to andre udfordrere til sejren.

18.08.2005 Debut-sejr til Receptionist i Produce Stakes

Lars Kelp-trænede Receptionist stod for en fremragende væddeløbsdebut, da den fukse hoppe med Lennart Hammer på ryggen strøg til tops i de 2-åriges største opgør i Provinsen, det 1300 meter lange Produce Stakes på Fyens Væddeløbsbane. Receptionist, der var spillet til klar favorit i totalisatoren, besejrede Bent Olsen-trænede Loveline/Jacob Johansen og ligeledes debuterende Red Passion/Louise Møller. Der var gode 45.000 kroner i førstepræmie til Receptionist, som ejes af House Of Horses, der her har et spændende emne for fremtiden. Receptionists far Abaco Prince er selv søn af det amerikanske fartvidunder Phone Trick, der vandt ni af sine 10 karrierestarter i USA. I avlen er Abaco Prince med ganske få chancer far til blandt andet sprinter-esset Primo Girl.
Odense Milen over 1650 meter med 15.000 kroner i førstepræmie blev vundet af Stald Seasides Perfect Victory, der under Dina Danekilde sejrede sikkert før Alkadem/Louise Møller og Last First/Kim Andersen. Perfect Victory trænes af Lars Jakobsen, der har forrygende form på sin stald lige nu og så sent som tirsdag aften også var i vindercirkelen på Jydsk Væddeløbsbane.
Sidste års unge galopkomet, amatørrytter Nanna Skovsgaard, havde atter vind i sejlene på Fyens Væddeløbsbane, hvor hun i aftenens sidste galopløb sejrede med familiehesten Ocean's Eleven, som afgjorde sikkert før favoritten Seeland/Ann-Charlotte K. Nielsen og Limerick/Tina Mortensen. Sejren var 8.500 kroner værd for familien Skovsgaard.


17.08.2005 Dubai Millenniums halvbror i identifikations-skandale

Blodprøver har afsløret, at den australske avlshingst som tilsyneladende skulle være Dubai Excellence - en lovende halvbror til Dubai World Cup-vinderen Dubai Millennium - faktisk er en helt anden hest. Det australske Lynward Park Stud købte den 6-årige Highest Honor-søn for et halvt år siden af Sheik Mohammeds Darley Stud. Efter et dyrlægetjek i England blev han transporteret til Australien. Da hingsten kom til Australien var der med det samme tegn på, at hesten ikke var Dubai Excellence, idet han var større og samtidig ikke viste tegn på den seneskade som havde ødelagt Dubai Excellences løbskarriere kort tid efter hans debutsejr tilbage i 2001. Dertil havde hesten ikke nogen microchip til identifikation. I sidste uge gav blodprøverne så afgørende beviser for, at hesten på Lynward Stud ikke er søn af Colorado Dancer - hoppen som producerede Dubai Millennium. "Vi er 99,9% sikre på at denne hest ikke er Dubai Excellence", forklarer Ted van Heemst, der både ejer Lynward Park Stud og er formand for the Western Australia Turf Club. I denne uge vil der blive taget DNA-tests i håbet om at kunne identificere hesten der under navnet Dubai Excellence blev solgt af Darley Stud til det australske stutteri. Heldigvis nåede hingsten ikke at bedække nogle af 80 hopper han var booket til i den kommende bedækningssæson på den sydlige halvkugle. Episoden med Dubai Excellence betegnes af Thoroughbred News Australia som den største skandale i den australske væddeløbsavls historie.


Dubai Excellence eller ej? Denne hingst blev solgt som værende halvbror til Dubai Millennium. Blodprøver har nu bevist det modsatte.
Foto Evergreen Lodge.

17.08.2005 Sejr nummer 21 for Nicki Hill

Arnfinn Lund-trænede Nicki Hill tog torsdag aften sin karrieres sejr nummer 21, da han på Øvrevoll vandt NFFF's Løp for norskopdrættede heste med 50.000 kroner i førstepræmie. Den 9-årige Basiluzzo-søn havde med Pascolina Pinto på ryggen ingen problemer med at henvise staldkammeraten Amolo/Mette Hanssen til andenpladsen, hvorefter der var yderligere fire længder til Rosso Avanti/Cecilie Dahl på tredjepladsen. Nicki Hill, der kom med en syvendeplads fra Golden Mile (L) i bagagen, var spillet til klar favorit i totalisatoren, og vallakkens sejr nummer 21 kom ikke bag på nogen i det 1600 meter lange dirt track-opgør.


Nicki Hill/Pascolina Pinto vinder for 21. gang i karrieren.
Foto Catchlight.no.


17.08.2005 Kan Klampenborg holde dampen oppe?

Af Carsten Bundgaard

I en sæson hvor mange danske hestesportsbaner beklageligvis har oplevet en massiv tilbagegang i totospillet, er trenden med helt modsat fortegn på galopbanen i Klampenborg. Her er der store pluscifre over hele linjen. "Ja, banespillet er steget med over 10 procent pr. løb, mens vi er gået frem i DanToto med mellem fem og seks procent pr. løb", siger banens direktør Tom Christensen, som gerne vi vente til sæsonafslutningen med eventuelt løfte armene. "Vi er jo gået frem i nu tre år i træk, så det bliver vanskeligt at forbedre tallene hele tiden, og efterårssæsonen var stærk i fjor", husker Tom Christensen. Så ingen fest men i stedet hårdt arbejde er parolen i Ordrup Mose, hvor der er løb igen på lørdag. Otte spændende opgør med HesteEjerForeningens Racing Bowl og Oaks-testen Fabellaløb på programmet. Weekenden efter står i Dansk Trav Derbys tegn, så her springer KG over, men vender stærkt tilbage ugen efter med Damernes Dag. Her er der mulighed for at vinde en kvart million i V5-spillet.


16.08.2005

Flot dobbeltsejr til Lea Olsen i Århus

Af Henrik Brendholdt

Den dygtige amatørrytter Lea Olsen, datter af galoptræner Bent Olsen, var i hopla tirsdag aften på Jydsk Væddeløbsbane. I dagens første opgør et klasse 5 handicap over distancen 1550 meter, sejrede hun efter et veldisponeret ridt på Birgitte Nielsen-ejede og -trænede 7-årige Russian Magic, der vendte tilbage på vinderpladsen efter et par års pause. Russian Magic havde vist gryende form i sidste start, hvor den havde pladsproblemer i opløbet. Denne gang lukrerede den på det høje tempo som Arajambo havde sat undervejs. Da den faldt fra i opløbssvinget tog storoutsideren Roswell over og lignede længe vinderen for lærling Ann-Charlotte Nielsen. Den kunne dog ikke dæmme op for Russian Magic til slut. På tredjepladsen sluttede stabile Hale-Bopp pænt af og tog denne placering for næsen af Johnny Reimers Croagh Patrick. En af favoritterne, Desdemona, havde en dårlig dag og ville ikke springe ud af startboksen og tabte mange længder og kom aldrig ind i løbet. Uheldig var også Jackie Windswept som mistede aktionen rundt opløbssvinget og alligevel sluttede pænt af til femtepladsen. Den skal lures i næste start!
I dagens andet galopløb var Lea Olsen også efterfølgende i vindercirklen med favoritten Vintage Style. Hun måtte dog dele sejren med den Torben Christensen-trænede 3-årige Miss Fjelsted, da målfotoet ikke kunne skille hestene ad. Det 1000 meter korte løb, som desværre kun havde seks heste til start, blev domineret fra første færd af lynhurtige Miss Fjelsted, der let tog føringen for sin rytter velridende Catherine Wejlby. Suivez La Trace forsøgte at hænge på, men faldt hurtigt fra og istedet kom favoritten Vintage Style frem. Ind på lige bane var der kun to heste på banen. Efter en medrivende opløbsdyst angreb Vintage Style indvendigt til slut og begge heste suste i toptempo samtidig over målstregen.På tredjepladsen afsluttede Wizzskilad pænt, mens de øvrige deltagere aldrig var med i løbet. Det bliver spændende at følge den kun 3-årige Miss Fjelsted på de korte distancer i fremtiden, nu fik hun ihvertfald aflagt sin maidentitel. Også Vintage Style gik et godt løb og bekræftede sin fine form, som bla. gav sejr i København for en måned siden. Træner Lars Jakobsen har for alvor staldens heste i form for tiden og de skal lures i den kommende tid. Dagens "kvinde" i skysovs var dog Lea Olsen som præsterede to veldisponerede ridt.


Amatørrytter Lea Olsen stod for to sejre tirsdag aften på Jydsk Væddeløbsbane i Århus.
Foto Burt Seeger.

16.08.2005 Let sejr til Casata i Amacitalöpning

Tirsdagens bedst betalte opgør i Stockholm, Amacitalöpning om 226.500 kroner for de 2-årige hopper, resulterede i en overbevisende sejr til Stall Lambada og Stig Hanssons Casata, der med Manuel Martinez i bøjlerne strøg først over stregen med to længders margin til Will Be/Fredrik Johansson, som yderligere havde små fire længder til norsktrænede Females Fun/Espen Ski på tredjepladsen. Det var Casatas anden sejr i fire starter - den Fredrik Reuterskiöld-trænede hoppe indledte karrieren med en let sejr over 1100 meter på Klampenborg, hvorefter hun først var anden bag Roi Et Toi i Petré Toddlers' Trophy og senest atter nummer to bag Fantastic Reign på Täby. "Casata løb grønt i sin første start her på Täby, og hun har virkelig haft fordel af at kende banen", udtalte stedfortræder Susanne Berneklint efter Casatas lette sejr i Amacitalöpning. Casata er efter Aga Khans stjernehingst Kalanisi, der har sin første årgang på væddeløbsbanerne i år, og da Casata aflagde maidentitlen på Klampenborg blev hun faktisk den første vinder på kloden efter den franske avlshingst. Der var 113.250 svenske kroner i førstepræmie til Sten Thynell og Stig Hansson, der ikke var tilstede i Stockholm denne aften.


Casata/Manuel Martinez aflægger her maidentitlen på Klampenborg. Tirsdag aften blev det en triumf i Amacitalöpning i Stockholm.
Foto Burt Seeger.

16.08.2005 Ny Breeders' Trophy Trial-sejr til Two Socks

Tirsdag aften blev den anden afdeling af Agria Breeders' Trophy Trial redet på Täby. Jonny Drews-trænede Two Socks vandt den første afdeling den 28. juli, og hun startede atter engang som favorit i løbet. Under Per-Anders Gråberg fik Diaghlyphard-datteren en perfekt indvendig rejse hele vejen ind på opløbet, hvor hun hurtigt fik selskab af en velgående Blue Mary/Kim Andersen, som en overgang så ud til at kunne koble grebet på favoritten. Two Socks forsvarede sig dog glimrende, og da Blue Mary med 200 meter tilbage stod af i sejrskampen var det i stedet Waterlily og Eko Arabian Night der kom strygende bagfra. De to udfordrere kom nærmere for hver eneste meter, men Two Socks holdt sig akkurat foran på målstregen, men der skulle ikke mange øvrige skridt til før at Eko Arabian Night var gået forbi for Jacob Johansen. Med sejren kommer Two Socks nu til Breeders Trophy i slutningen af august med to sejre på stribe, men som Bent Olsen-trænede Eko Arabian Night var gående efter næsten en måneds pause er den danskfødte Final Appearance-søn pludselig blevet en farlig kandidat til sejren i det kommende millionløb. Waterlily, der ligesom Eko Arabian Night er efter Final Appearance og opdrættet på Stutteri Hjortebo, var heroisk på tredjepladsen, mens Blue Mary og Estella tog de sidste præmiepenge i løbet.
Andenpladsen med Eko Arabian Night var ikke Bent Olsens eneste denne aften i Stockholm. I dagens indledende løb, Vallentuna Ridklubbs Svenskpott om 70.000 kroner, var trænerens 2-årige Opdrætningsløbsvinder Trym favorit til sejren, men efter at have lignet en vinder ind på opløbet, blev Lorofino-sønnen overspeedet af Blossom In May/David Delgado, som trak fra til en let to længders sejr.


16.08.2005 Syv 2-årige dyster om 90.000 i Odense

Årets største 2-årsløb i Provinsen, Produce Stakes over 1300 meter, rides onsdag aften på Fyens Væddeløbsbane i Odense. Efter et tidligt afbud fra Mrs Lavigne skal syv deltagere kæmpe om den samlede præmiesum på 90.000 kroner, hvoraf halvdelen går til vinderen. Ingen af deltagerne har endnu været først over målstregen, og formen er derfor svær at regne ud. Et godt vinderbud kan være Bent Olsen-trænede Loveline, der er datter af den tophoppen Golden Line og har startet karrieren ganske pænt. Senest var Loveline sjette gennem mål i Skandinavisk Opdrætningsløb, slået med 10 længder af den vindende staldkammerat Trym, og denne form kan vise sig at være god nok til en sejr her. Bent Olsen starter endvidere Starry Night-sønnen Dickson, som er en helbror til kapable Nardello, der selv havde en nyttig 2-årssæson i fjor. Der skal nok også kigges op for Louise Møller-trænede Red Passion, der har en virkelig god afstamning som datter af Kateb og Talinum-hoppen Montilja, der selv er halvsøster til forrige års mest vindende 2-årige hest i Skandinavien, Pamona. Red Passion skal dog ud i sin karrieres første start, hvilket naturligvis er et lille minus. Det samme gælder for Lars Kelp-trænede Receptionist, mens både Starlight's Maya, Farndale og Daughter Of York har fordel af et par starter på bagen.
Der er ni deltagere til start i Odense Milen 2005 over 1650 meter, hvor 15.000 kroner tilfalder vinderen. Det bliver et åbent handicap med flere interessante formheste. Det egentlige spørgsmål er vel, om Bent Olsen-trænede Danish Hand kan rejse sig ovenpå skuffelsen på Scandinavian Open-dagen, hvor han sluttede femte, slået med 10 længder af Mambo King. Under velridende Manuel Martinez står 2000 Guineas-2'eren dog med en fin chance, såfremt han genfinder formen og finder godt rundt på Fyens Væddeløbsbane. Produce Stakes og Odense Milen rides som de to første løb onsdag aften på Fyn, med start kl. 18.20.


Jacob Johansen er favorit til sejren i Produce Stakes med Bent Olsen-trænede Loveline. Foto Burt Seeger.

16.08.2005 Galopsvinget fra Århus - nu på galopsport.dk!

Galopsport.dk vil fremover bringe referater fra hver løbsdag på Jydsk Væddeløbsbane i Århus, skrevet af Henrik Brendholdt. Dertil vil der op til hver løbsdag bringes det populære indslag 'Galopsvinget' her på websiten. 'Galopsvinget' bringer tips og kommentarer til løbene, og vil normalt være online 1-2 dage før løbsdagen. Du vil finde 'Galopsvinget' under 'Århus' på forsiden af galopsport.dk - klik her for at se den første online-udgave af 'Galopsvinget' til tirsdagens to galopløb i Århus...


15.08.2005 Dansk sejr i Onsala Arabians Scandinavian Derby

Søndagens hovedbegivenhed i Göteborg, Onsala Arabians Scandinavian Derby over 2400 meter med 70.000 kroner i samlet præmiesum, blev vundet af Kristina B. Nielsen og Karsten Haahrs 4-årige fukse araberhingst Neiron, der under Nicholas Cordrey sejrede knusende overlegent med otte længder før Nariaat/Sara Slot, som med et kort hoved henviste El Sham/Dina Danekilde til tredjepladsen. Neiron, der trænes af sin delejer Kristina B. Nielsen, er født i Rusland og vandt her karrierens sjette sejr i 16 starter. Siden Neiron kom til Skandinavien i slutningen af 2004 er det blevet til fem sejre i otte starter. Inden starten i Scandinavian Derby havde Neiron været en tur i Italien, hvor han over 1750 meter græs var blevet tredje i et storløb. Vinderoddset på den danske araberhingst var bare 1,97. Jockey Sara Slot måtte nøjes med andenpladsen i dagens hovedløb, men til gengæld hentede hun yderligere to sejre i det kun fem løb store program. Sara red i JTG Novislöpning Kerstin Helander-trænede Turf Dream til en sikker halv længdes sejr før Wedowannagiveuthat/Rebecca Colldin, mens det i Scandinavian Arabian Criterion Trial blev en let tre længders triumf på ryggen af My Gold Lady, der med halvanden længde henviste Bridj/Anette Jarven og Black Out/Sarah Ann Jackson til de næste pladser.


12.08.2005 Optimisme før unghesteauktionen på York

På trods af en tilbagegang i salget på den netop overståede auktion på Lambada Sales, forventer Dansk Galop at deres unghesteauktion matcher cifrene fra sidste år.
Sporten i Danmark er i medvind, navnlig i Klampenborg, hvor både banespillet og spillet i DanToto er steget mere end på nogen anden dansk bane.
"Københavns Galopbane har formået den svære kunst, at fange et nyt publikum, og det kommer forhåbentlig også vi opdrættere tilgode", siger den erfarne opdrætter Søren Hjorth Jensen på Stutteri Hjortebo i Bjerringbro. Adskillige klasseheste er handlet på auktionen igennem årene, og ofte for ganske rimelige penge.
"La Sall var årets hest i Danmark i 2003. Hende solgte vi året forinden for 40.000 kroner", husker Søren Hjorth Jensen, der stiller med et hold på ni heste
Det meste af cremen blandt danske opdrættere har afkom på auktionen, som i år er henlagt til York Stutteri, for primært at begrænse foreningens udgifter.
"Men vi efterlever også et stort ønske hos køberne, om at holde auktionen i nærheden af hovedstaden", understreger Dansk Galops direktør Peter Knudsen.
Mange af de "mindre" opdrættere vælger helt bevidst at satse på kvalitet fremfor kvantitet. Det gælder også alt mere fremgangsrige Stutteri Thorskovgård.
Stutteriet kommer bare med en enkelt unghest, men hvilken en. En lillesøster til Auktionsløbs-vinderen Victory Emblem og den Listed-placerede Star Quest.
"Det skader heller ikke interessen, at de anmeldte og fremstillede åringer til næste år har et indbyrdes løb med 400.000 kroner i præmiesum", siger Søren Hjorth Jensen.
Opdrætteren tænker her på Dansk Auktionsløb. Doteret med en kvart million kroner alene til vinderen! Auktionsløbet er årgangens klart bedst betalte løb i Danmark.
Og som om det ikke allerede er nok, har Dansk Galop atter åbnet pungen og betalt første forfeit til Dansk Derby 2007, for alle danskopdrættede åringer. Hvem tør sige nej til at købe dansk, når der skal investeres i nyt hesteblod, i jagten på sejre og med sigtekornet rettet mod en plads i løbet om de "Blå Bånd".
Auktionen foregår lørdag den 3. september, med første hest i ringen klokken cirka 14.00.


11.08.2005 Let for Funny Legend i Fearnleyløpet

Stall E & F's 4-årige hoppe Funny Legend var, efter et af karrierens sjældne nederlag senest på Täby, tilbage på førstpladsen torsdag aften i Oslo. Funambule-datteren vandt under Fredrik Johansson en let to længders sejr i Fearnleyløpet over 1800 meter før Firello/Trond Jørgensen og Festina Lente/Manuel Martinez. På den regntunge bane valgte Fredrik Johansson en rolig indledning med Funny Legend, og angrebet blev først sat ind sent i opløbet, men superhoppen havde ingen problemer med at stryge forbi længe førende Firello og hjemtage førstepræmiens 125.000 norske kroner. "Hun er en vældig let hest at træne. Hvis alle heste var som hende, havde det været rigtig godt at være galoptræner", udtalte Wido Neuroth, der dog ikke har meget at klage over i forvejen. Funny Legend går nu mod Coolmore Matchmaker Stakes (L) på Stockholm Cup-dagen om en måned.


Funny Legend/Fredrik Johansson vinder Fearnleyløpet.
Foto Catchlight.no.

11.08.2005 Negra Del Oro slog til i The Heatherwold Cup

Stall Bonne Nuit har i 2-årige Negra Del Oro en virkelig spændende hest for fremtiden. Efter at have blæst konkurrenterne omkuld i sin debut, var den tyskfødte Danehill Dancer-datter torsdag aften ude i karrierens første storløb, The Heatherwold Cup over 1350 meter på Øvrevoll. Og under danske Lennart Hammer vandt den Arnfinn Lund-trænede hoppe let med to længder før de to Wido Neuroth-staldkammerater Cunami/Luis Santos og Gilmore/Fredrik Johansson, der ligesom vinderen er opdrættet i Tyskland. "Dette er en hoppe som har givet os meget glæde, og vi skal nok også få endnu mere at juble over i fremtiden. Med så god en hest tager vi det med ro. Vi starter i Norsk Kriterium om en måneds tid, og så glæder vi os til næste års opgaver", berettede en glad Arnfinn Lund efter sejren i The Heatherwold Cup, som gav 95.000 norske kroner på præmiekontoen.


Negra Del Oro/Lennart Hammer.
Foto Catchlight.no.

11.08.2005 Hjortebo-sejr i Stockholm

Dansk Galops åringsauktion er nært forestående, og de danske opdrættere går i disse uger og håber på fremgange blandt det nye kuld 2-årige heste, der så småt er begyndt at vinde frem på de skandinaviske væddeløbsbaner. På Stutteri Hjortebo i Bjerringbro var der naturlig glæde torsdag eftermiddag, da stutteriets 2-årige opdræt Albinoni i sit livs første start aflagde maidentitlen på Täby. Albinoni, der ejes af Stall Kris og trænes af Bo Neuman, sejrede let med halvanden længde foran Time Goes By og løbets klare favorit, Napoleon. Jessica Lindberg var i sadlen på Albinoni, der er en moderlivsimport efter Desert Story og Nishapour-datteren Alioli. Alioli er foruden Albinoni mor til de to vindende afkom Piccolino Yasan og All A Dream. Hoppens moderlinje er vældig stærkt repræsenteret ved navne som Nassau Stakes-vinderen Last Second, Champion-hoppen Alborada, samt de to søskende Yesterday og Quarter Moon, der begge blev Gruppe-1-vindere for deres træner Aidan O'Brien i Irland. Den 3. september præsenterer Stutteri Hjortebo en 1-årig halvbror til Albinoni. Denne hingst er født den 11. maj 2004 og er efter Cajun Cadet.


11.08.2005 Mission Possible har aflagt positiv dopingprøve

Stall Trick & Treats danske Derbyvinder Mission Possible har aflagt en positiv dopingprøve i Norge, skriver den norske avis VG i dag. Ifølge avisens udsagn har Groom Dancer-sønnen haft det forbudte stof flunixin i kroppen, da han den 12. juni vandt Lyches Minneløp på sin hjemmebane Øvrevoll i Oslo. Prøven havde lave værdier, men var alligevel over grænseværdien på nul.
Hestens træner Cathrine Erichsen fik besked om dopingprøven i mandags, og er naturligvis chokeret. "Jeg har lagt stor vægt på gode rutiner for veterinærbehandling, specielt efter det som skete i sporten sidste år", forklarer Cathrine Erichsen i en pressemeddelelse. Cathrine Erichsen forklarer endvidere, at Mission Possible den 25. maj blev behandlet med flunixin, hvilket er 18 dage inden dopingprøven blev taget. Karenstiden er af det norske Landbrugsdepartement fastsat til 14 dage, hvilket betyder at Cathrine Erichsen med sin behandling af hesten den 25. maj har fulgt forskrifterne fra dopingudvalget. Træneren håber nu på at der vil ske nye vurderinger omkring grænseværdierne for de forskellige præparater. Det er ikke ulovligt at behandle heste med flunixin, men det er forbudt at starte dem med stoffet i kroppen. "Jeg beklager over for hesteejere og sporten at jeg er kommet i denne situation, men når jeg har fulgt de gældende regler og rutiner føler jeg at jeg har gjort hvad jeg kunne for at forhindre denne situation i at opstå", slutter Cathrine Erichsen. Den positive dopingprøve på Øvrevoll får ikke konsekvenser for sejren i Dansk Derby fjorten dage senere.


Mission Possible, jockey Espen Ski og træner Cathrine Erichsen efter sejren i Dansk Derby.
Foto Burt Seeger.

10.08.2005 Derbyvindere hyldes i Klampenborg på lørdag

Af Carsten Bundgaard

Københavns Galopbane agter ikke bare at forbigå opvisningen i Svenskt Derby signeret Albany Hall. "Derbyet
bliver vist under løbene, hvor vi samtidig vil hylde ejeren Erik Olesen og jockeyen Mark Larsen i vindercirklen", beretter KG-direktør Tom Christensen.
Københavns Galopbane ville også gerne have hædret træneren Flemming Poulsen og hans sambo Filippa Fanøe for deres kæmpe andel i triumfen, men det må vente til en senere lejlighed, da duoen opholder sig med deres heste i Frankrig. Der er næppe tvivl om at galopbanen i Klampenborg håber at se derbyvinderen i næste års udgave af Scandinavian Open (Gr.3), men vælger kredsen bag den nyblivne klassiske vinder i stedet at stille med den formoede langt stærkere staldkammerat Airex, vil det nok blive betragtet som ganske godkendt endda.
En ting er sikkert Hr. Olesen. & Poulsen: Der er ingen vej udenom et trip til Scandinavian Open!
"D
et var en fantastisk fornemmelse at se Albany Hall forsvinde væk fra de øvrige. Jeg savner ord for det som gik igennem kroppen da Albany Hall kom alene til mål og sejren var hjemme", fortæller Erik Olesen.
Med sejre i 14 forskellige nationer, heraf i flere millionløb på den modsatte side af Atlanten, har jockey Mark Larsen haft en karriere på internationalt plan som ingen anden rytter med skandinavisk blod i årerne. Sejren i Svenskt Derby var en præstation helt på niveau med storhedstiden i 90'erne, da den daværende unge dansker henrykkede i hård international konkurrence. Scenen kunne ikke være flottere.



09.08.2005 Regnvejr og overraskelser i Aalborg

Af Lone Kaalund Thiel

Den regntunge bane i Aalborg i går var medvirkende årsag til, at publikum fik serveret to outsider-sejre i dagens galopløb til henholdsvis odds 12,5 og 14,1. Mette Fruergaard-trænede Ritzy var dagens første overraskelse. Le Tølbøll sendte hurtigt Ritzy i front foran løbets favorit Snappy Times med Mark Larsen i sadlen. Denne placering holdt parret løbet igennem og i mål var Ritzy og Le Tølbøll en klar og velfortjent vinder. Ritzy kunne hermed give Mette Fruergaard sin 2. trænersejr i træk. Det er dejligt at se, at Mette Fruergaards stald nu endeligt ser ud til at være fri for sygdom, der har hærget i stalden i årets første halvår. Snappy Times holdt andenpladsen foran stabile New Caladonia/Tinna Hovgaard Meier.
I dagens andet galopløb over 1800 meter angav Nanna Skovsgaard og Arctic Palace pacen fra start. Naseem Reef og Le Tølbøll angreb ned ad bagsiden, og i opløbet så det ud til at Naseem Reef kunne vinde løbet. Der var dog gjort regning uden Gold Winner og Pia Lillelund. Gold Winner kom i en forrygende finish helt nede fra bagfeltet, og kunne gå til en velfortjent første sejr i år. Naseem Reef holdt andenpladsen sikkert foran Minnie/Louise Møller. Pia Lillelund kunne bagefter løbet udtrykke sin fulde tilfredshed med at have fået tildelt ridtet på Gold Winner i sidste øjeblik som erstatning for Kristina Kanstrup, der havde meldt afbud grundet sygdom. Gold Winner trænes af Lone Kaalund Thiel.
Under løbene blev Mark Larsen i øvrigt hædret foran publikum for sin flotte derbysejr med Albany Hall i søndags.


08.08.2005 Fantastiske Halfsong slog til igen

For anden gang i løbet af kun syv dage strøg superhoppen Halfsong søndag eftermiddag til tops i et Listed Race. Præcis en uge forinden sejrede Halfsong i Copenhagen Golden Mile (L) i Klampenborg, og denne gang besejrede Halfsong en række af Skandinaviens bedste milerhopper i Haras du Logis Scandinavia Cup (L) over 1730 meter på Jägersro. Under sin faste partner Sara Slot lagde Halfsong offensivt ud fra start, og Songline-datteren fik i opløbssvinget marchordre, hvorefter hun let koblede grebet på indvendige Poliaurea. De værste angreb kom fra Halabaloo/Manuel Martinez og Norwegian Pride/Fernando Diaz, men ingen af de bagfra kommende kunne dog true Halfsong, der sejrede sikkert med halvanden længde. Halabaloo tog i første omgang andenpladsen, men blev siden deklasseret til tredjepladsen for trængning af Norwegian Pride, som dermed fik tildelt andenpladsen. Der var 111.000 svenske kroner i førstepræmie til Halfsongs ejere i Stall Australia, og Jägersros publikumsfavorit blev som vanligt modtaget med stor hyldest i vindercirklen efter sejren, der var hendes 10. i karrieren.


Halfsong/Sara Slot vinder Haras du Logis Scandinavia Cup (L).
Foto Burt Seeger.

08.08.2005 Zawawi Cup (L) til Pipoldchap

Bare seks heste havde fundet vej til startboksen i sprinternes Zawawi Cup (L) over 1200 meter på Jägersro søndag eftermiddag. Som vanligt fik løbet en stærk åbning med Media Hora/Manuel Santos i teten, tæt forfulgt af indvendige Flag High/Gustavo Solis, med totofavoritten Hide And Seek/Per-Anders Gråberg lidt længere tilbage. På bagsiden var der endnu flere længder ned til næstfavoritten Pipoldchap/Manuel Martinez, men det hårde udgangstempo kom til at spille en afgørende rolle i opløbet, hvor Pipoldchap fra sin næstsidsteplads skød frem mellem heste og trak fra til en let sejr på halvanden længde før svenskfødte Hide And Seek, mens Media Hora holdt fint ved til tredjepladsen før Flag High og Damachida. Det var andet år i træk Pipoldchap viste sig bedst i det velbetalte Listed Race, og det var ligeledes andet år i træk at Hide And Seek besatte andenpladsen. Da de to fartkanoner mødtes senest i Jägersro Sprint (L) i maj måned, var det dog Hide And Seek der trak det længste strå.


Pipoldchap/Manuel Martinez slår Hide And Seek
og Media Hora i Zawawi Cup (L). Foto Burt Seeger.


08.08.2005 Jagodin atter overlegen i Jägersro Cup

Der er ingen tvivl om at Stall Gransäters 5-årige vallak Jagodin er Skandinaviens i særklasse bedste stayer - er distancen længere end 3000 meter kan ingen på disse breddegrader stille noget op mod Be My Guest-sønnen, der søndag eftermiddag for andet år i træk sejrede overlegent i Tattersalls Jägersro Cup over 3200 meter. Jagodin startede med topvægten 62 kilo og løb med mellem 12 og otte kilo mere på ryggen end de øvrige konkurrenter - alligevel var der aldrig tvivl om udfaldet, og efter et offensivt udlæg af Hitman/Madeleine Smith og Oprah/Mette Hanssen blev alt perfekt for Jagodin, som under Per-Anders Gråberg trak afgørende fra rundt opløbssvinget og siden forsvandt væk til en overlegen 11 længders sejr. I fjor sejrede Jagodin med 13,5 længder i samme løb, og ved den lejlighed satte han ny banerekord over den aktuelle distance. I år slog Jagodin sin egen banerekord med mere end to sekunder, hvilket er helt fænomenalt. Jagodin havde bare en uge forinden været femte gennem mål i Scandinavian Open Championship (Gr.3) i Klampenborg, og lige som Halfsong havde Bo Neumans vallak ingen problemer med at starte i to uger i træk.


Jagodin/Per-Anders Gråberg vinder for andet år i træk knusende overlegent i Jägersro Cup.
Foto Burt Seeger.

08.08.2005 Be Alert overraskede i Sofierolöpning

Én af den svenske Derby-dags største overraskelser skete allerede i V65-spillets første afdeling, Sydsvenskan Sofierolöpning over 1730 meter med 218.000 kroner til vinderen. Den korte udgave af Derbyet blev nemlig vundet af Patrick Wahl-trænede Be Alert, der under Mark Larsen kæmpede sig til sejr med hals foran Xstase/Fredrik Johansson og Mambo King/Lennart Hammer. Be Alert overtog føringen kort inde i opløbet, og Diaghlyphard-sønnen kæmpede bravt hele vejen til stregen og formåede dermed at holde de ellers stærke konkurrenters angreb fra livet. Hanne Bechmann-trænede William Tell tog fjerdepladsen for Nicholas Cordrey, mens forhåndsfavoritten York Street aldrig kom ind i legen og måtte nøjes med de sidste præmiepenge. Jockey Mark Larsen havde på trods af kun tre ridt i dagens elleve løb en rigtig flot dag med næsten en million svenske kroner i indredne præmiepenge.
Dagens indledende opgør Team Högdala Hurricanelöpning over 2400 meter bød på en smule dramatik, da vindende Polar Bear/Per-Anders Gråberg efterfølgende blev deklasseret til andenpladsen for trængning af Equip Hill/Gustavo Solis. Equip Hill fik derfor sejren og de gode 100.000 kroner i førstepræmie. De 2-åriges Malmö Stads Pris over 1200 meter gav sejr til Fredrik Reuterskiöld-trænede Mad Dog Slew, som via en stærk afslutning nedkæmpede nyimporterede Tick The Box/Per-Anders Gråberg med en halv længde, mens Seeking The Storm/Fernando Diaz fulgte op på tredjepladsen, lige før staldkammeraterne Fargo og Victoria Street. Der var 100.000 kroner i førstepræmie til Mad Dog Slews ejere i Mec-Com Klippan AB.
Kay Jensens Pris over 1000 meter for de 3-årige heste resulterede i dødt løb mellem norske Philitagain/Espen Ski og hjemmehåbet Walk On By/Manuel Santos. De to hopper kæmpede indædt for sejren med udvendigt angribende Sentirica/Lennart Hammer en hals bagefter, og på målstregen var de to første uadskillige, hvilket resulterede i at hopperne måtte dele sejren.
Proverum Malmö Sommarhandicap over 1730 meter fik en hæsblæsende afslutning med fire heste inden for få centimeter. På målstregen trak Lennart Reuterskiöld Jr-trænede Zico det længste strå for Manuel Martinez, mens heroiske Mint Julep/Le Tølbøll fra det svære startspor 15 afsluttede rigtig stærkt til andenpladsen udvendigt i banen, mens Falcon On The Hill snuppede tredjepladsen fra Point Taken/Mette Hanssen, der var førende til få meter før mål, hvor tre heste altså akkurat gik forbi. Det var Zicos første sejr i år, og denne var 50.000 svenske kroner værd.


Be Alert/Mark Larsen vinder Sofierolöpning før Xstase og Mambo King.
Foto Burt Seeger.



Zico (grøn) vinder Malmö Sommarhandicap med kort hoved før Mint Julep (rød) og udvendige Falcon On The Hill. Indvendigt skimtes Mette Hanssen på Point Taken.
Foto Burt Seeger.

07.08.2005 Dansk triumf i Svenskt Derby

Albany Hall er irskfødt og trænes i franske Chantilly - men herudover var Turtle Island-sønnens knusende overlegne sejr i Svenskt Derby helt igennem dansk. Ejet af danske Stald Composit, trænet af danske Flemming Poulsen og redet til sejr af danske Mark Larsen. Efter løbet lød den danske nationalmelodi 'Der er et yndigt land' smukt ud over Jägersro - vel at mærke for første gang siden netop Flemming Poulsen og Stald Composit vandt løbet med Palatal tilbage i 1996. Men det var ikke bare sejren og den fantastiske førstepræmie på 715.000 svenske kroner, men også en triumf for Flemming Poulsen, der efter en første sæson uden de store fremgange, virkelig har fået sit materiale til at fungere forbløffende godt i Frankrig.
Albany Hall kom til start i Svenskt Derby med tre sejre fra sit hjemland - det var første gang han skulle testes på både dirt track og over distancen 2400 meter, men begge prøvelser blev bestået til perfektion. Mission Possible lagde hårdt ud fra start og sørgede for et stærkt tempo på løbet. Mark Larsen placerede straks fra start  Albany Hall udvendigt på andenpladsen bag Mission Possible, og disse to galopperede et pænt stykke foran de øvrige konkurrenter i løbets indledning. Med 1000 meter tilbage af distancen begyndte Albany Hall at trykke mere på førerhesten, mens hjemmehåbet Dublin Red var vældig flot gående på tredjepladsen. I sidste del af opløbssvinget gav Larsen marchordre til Albany Hall, der i et hurtigt ryk satte Mission Possible fuldstændig skakmat, og siden var det en ren formsag for hingsten, der i ensom majestæt tilbagelagde resten af distancen og skar målstregen med ni længder ned til den fint afsluttende Invertiel/Nicholas Cordrey, som igen var en længde før Dublin Red. De sidste præmiepenge gik til Tam O'Rito/Kim Andersen og Mission Possible/Espen Ski. De to øvrige forhåndsfavoritter fra Norge, Gaston og Sands Point, sås aldrig med chance i løbet og sluttede henholdsvis 10. og 13. gennem mål.
Stald Composit købte Albany Hall som åring i 2003 i Baden-Baden. Flemming Poulsens franske agent Ghislain Bozo kontaktede den danske træner og fortalte at han havde en hest i kikkerten på det tyske salg. Både Poulsen og Erik Olesen besigtigede hesten og endte med at købe den. "Han var en smart type at se på, han så ud til at kunne række et stykke internationalt hvilket selvfølgelig var vigtigt for mig, idet jeg skulle til at starte en ny karriere i Frankrig. Dertil er han jo en halvbror til Arlberg, som netop i 2003 havde været den absolut bedste 3-årige hest i Skandinavien", fortæller Flemming Poulsen. Købet af Albany Hall bragte dog ikke lutter glæder med sig, især ikke det første år, hvor hesten blev sendt til tilridning på Haras du Mezeray, men blev sendt tilbage igen fordi han var helt umulig at omgås. "Herefter fik min sambo Filippa ansvaret for ham, og hun har gjort et fantastisk stykke arbejde med at få ham på ret køl. Løbskarrieren var heller ikke særlig glansfuld i starten, men jeg vidste dog efter hans tredje start at han havde noget særligt i sig, og heldigvis har han udviklet sig meget professionelt lige siden", fortsætter Poulsen, der først valgte Derby-opgaven for Albany Hall da staldens bedste 3-årige hest Airex blev skadet for få uger siden. "Det var et hårdt slag at måtte sande, at Airex ikke ville blive klar til Svenskt Derby og samtidig nu kan se frem til op imod et års pause. Den oprindelige plan var at Airex skulle løbe i Derbyet, mens Albany Hall skulle med som rejsehest og deltage i det kortere Sofierolöpning. Skæbnen vill det dog anderledes, men i dag er vi alle glade og stolte af resultatet", understreger Erik Olesen, der sammen med Flemming Poulsen genoptog det tidligere så storartede samarbejde med jockey Mark Larsen. "Vi har været igennem meget sammen, glæder og sorger, store triumfer og skuffelser - men i dag fik vi en fantastisk sejr", fortalte Olesen efter løbet. Teamet Olesen, Poulsen og Larsen har tidligere stået bag Derby-sejren med Vetrotex i år 2000, og naturligvis også bag en række af Dano-Masts store triumfer, heriblandt hingstens første Gruppe-2-sejr i Prix Jean du Chaudenay på Saint-Cloud.
"Jeg er stolt over at Flemming valgte mig til at ride Albany Hall, og at min første svenske Derby-sejr netop skulle være for dette team er helt forrygende. Albany Hall var topforberedt, han gjorde alt rigtigt og allerede med 800 meter tilbage havde jeg grebet om løbet og kunne se at ingen bagfra kunne true os", beretter Mark Larsen, der nu er oppe på fire Derbysejre - to i Danmark, én i Norge og én i Sverige.





05.08.2005 Hammer kan gentage triumfen fra i fjor

For et år siden kunne danske Lennart Hammer fejre sin første Derbysejr. Denne kom i hus i den svenske udgave på Jägersro, hvor Hammer på ryggen af Zenato nedkæmpede Farouge og Fredrik Johansson. På søndag kan Svenskt Derby atter vise sig at blive et opgør mellem Hammer og Johansson, der begge står med store chancer i henholdvis Sands Point og Gaston. Begge heste gik deres afsluttende løb torsdag den 21. juli, men det var på to forskellige baner. Mens Gaston vandt en let 2,5 længders sejr i Svenskt Derby Trial på Jägersro, viste Sands Point sig endnu mere overlegen i det norske Derby Trial på Øvrevoll, hvor han totalt satte konkurrenterne af og sejrede afstoppet med fire længder før Perchance. Sejren i Norsk Derby Trial var Sands Points tredje i årets første fem starter, og tæller man den enlige sejr i 2-årssæsonen med har Sands Point vundet fire gange i ni starter og tjent mere end 200.000 kroner. Den stayertrukne Trempolino-søn kom ikke rigtig til sin ret som 2-årig, hvor han var ude på for korte distancer, og i år skulle der også en tung græsbane på Øvrevoll til for at Sands Point rigtig kom til sin ret. Træner Arnfinn Lund, der vandt sit første og hidtil eneste svenske Derby tilbage i 1979 med St Remi, udtrykker stor sikkerhed omkring Sands Point distanceevner, men som flere af de andre trænere med heste der endnu ikke har løbet på Jägersros dirt track, er han lidt i tvivl om hestens kapacitet på underlaget i Malmö. Lennart Hammer galopperede fredag morgen Sands Point rundt på Jägersro, og jockeyens umiddelbare indtryk var positivt: "Det så ud til at han fandt fint rundt på banen, og underlaget lod ikke til at genere ham. Vi gik ikke særlig stærkt, og det bliver naturligvis anderledes når starten går på søndag. Efter arbejdet virkede Sands Point afslappet og velafbalanceret, Arnfinn har forberedt ham bedst muligt til opgaven og hesten er i absolut topform", fortæller Lennart Hammer, der allerede fra start kommer på en svær opgave i Derbyet, idet Sands Point starter fra det yderste startspor 13. "Startsporet er selvfølgelig ikke nogen fordel for os, men taktikken kommer til at afhænge af hvordan vi kommer af sted. Normalt springer Sands Point hurtigt af, og i så fald vil jeg søge en plads fremme i feltet og forsøge at komme så langt ud til rails som muligt. Hvis starten derimod glipper, har jeg ikke tænkt mig at forcere hesten frem, men i stedet vil jeg ride ham på samme måde som jeg gjorde med Zenato i fjor. Her kom vi langt bagfra og rundede hele feltet på bagsiden og rundt opløbssvinget. Jeg ved at jeg har en lige så stærk hest i år, så denne taktik kan sagtens lade sig gøre igen", fortsætter Hammer, der peger på Albany Hall, Gaston og Tam O'Rito som de værste konkurrenter. "Albany Hall kan jeg ikke sige så meget om, andet end at hans meritter fra Frankrig taler sit eget sprog. Han har dog aldrig løbet længere end 2000 meter og derfor er der et spørgsmålstegn ved både distancen og underlaget. Gaston gik imponerende godt i Svenskt Derby Trial og han har nu bevist at han klarer dirten uden problemer. Jeg er dog overbevist om, at Gaston aldrig havde slået Sands Point hvis de to heste havde mødt hinanden på i Øvrevolls Derby Trial, så jeg tror i princippet på en god chance for at slå Gaston, såfremt min hest kan finde lige så godt rundt på Jägersro. Jeg vil gerne advare spillerne om Tam O'Rito, som jeg selv har redet og vundet på i hestens to seneste starter inden Derbyet. Han er 100% distancesikker og har vist at han klarer både græs og dirt track. Dertil er han en 'sej hund', der virkelig svarer op når han bliver mindet om opgaven, og i begge løb jeg vandt med ham var det som om at han bare fandt et ekstra gear hele tiden. Tam O'Rito er hesten der kan slå dem alle", slutter Lennart Hammer.


Lennart Hammer - ny Derbysejr på søndag?. Foto Catchlight.no.


Sands Point/Lennart Hammer. Foto Catchlight.no.


Sands Points træner Arnfinn Lund (tv). Foto Catchlight.no.


04.08.2005 Shangri La forsvarer Danmark i Svenskt Derby

Godt nok har både Alfred og Albany Hall danske ejere, og sidstnævnte har endda også en danskfødt træner i Flemming Poulsen. Men begge heste trænes i Frankrig og repræsenterer dermed deres træningsland i søndagens svenske Derby på Jägersro. Dermed er Stald Fighters brune hoppe Shangri La, i træning hos Hanne Bechmann, det 13 heste store Derbyfelts eneste danske deltager. Mas Media-datteren har startet otte gange i karrieren og det er hidtil blevet til en enkelt sejr i et maidenløb på Klampenborg. Shangri Las klasse skal der dog ikke tages fejl af, hvilket hun beviste via en fremragende afslutning i Svenskt Oaks, som resulterede i andenpladsen bag Xstase. Senest var Shangri La ude i Svenskt Derby Trial, hvor hun efter at have ligget helt fremme undervejs til slut faldt noget fra indvendigt og var slået med fem længder af vindende Gaston. Shangri La var dog lovligt undskyldt, idet hun mistede en sko undervejs, og hendes rigtige potentiale blev derfor ikke gjort klart. Shangri La er feltets eneste hoppe, men vi skal ikke længere tilbage end 2001 for at finde den senest hoppesejr i Svenskt Derby, hvor Final Care strøg til tops. Dertil var Halfsong som bekendt også vældig tæt på for to år siden. På handicapperens vurdering står Shangri La lige så godt til i løbet som de flestes favorit Gaston, og på tallet er Hanne Bechmanns hoppe kun overgået af Mission Possible og Albany Hall. Shangri La rides på søndag for første gang af succesrige Manuel Martinez, og på trods af det svære spor 11 skal feltets enlige danske deltager absolut ikke glemmes på forhånd - og slet ikke med tanke på den form Hanne Bechmann har haft på sine heste igennem den seneste måneds tid.


Enghavelyst-træner Hanne Bechmann sadler den eneste danske deltager i søndagens svenske Derby.
Foto Scandinavian Raceweb.

04.08.2005 Fin dansk torsdag på Jägersro

Jägersro-banen i Malmö varmede torsdag eftermiddag op til søndagens storløbsperler, og det blev med flere gode danske resultater. Sara Slot, der på søndag er i sadlen på Sea Stream i Svenskt Derby, lagde stærkt ud med at vinde dagens første to løb. I Nordanåhandicap over 1200 meter missede Sara totalt starten på ryggen af Chiefs Lady, der allerede efter få hundrede meter så ud til at være helt ude af spillet. Men Sara holdt aldrig op med at tro på chancen, og med godt 150 meter igen kunne hun efter et stærkt udvendigt angreb koble grebet på Bendt Jensen-trænede Lady Chablis/Cathrine Weilby og dennes staldveninde Mochaccino/Lennart Hammer. Sara fulgte op i Mrs Brown Race over 2400 meter, hvor hun på ryggen af Kerstin Helander-trænede Kapuchin ligeledes gik fra sidste til førsteplads i opløbet og sejrede sikkert før Blue Myst/Le Tølbøll og Cherokee/Anette Jarven.
På trods af fire kilos overvægt lykkedes det Manuel Santos at vinde finalen i Algarveserien over 1730 meter i bøjlerne på Karola Larsson-trænede Mistercheezdoodle, der førte fra start til mål og aldrig havde problemer med at hjemtage karrierens anden sejr i 24 starter. I Silver Sprint over 1000 meter var der gensyn med sprinteresset Rue La Fayette, der efter to starter i Frankrig for Richard Gibson nu er tilbage i Fredrik Reuterskiölds varetægt på Jägersro. Rue La Fayette var som altid hurtig fra start og prikkede under Manuel Martinez starten fra Primo Girl/Lennart Hammer. Disse to fartmaskiner førte feltet ind på opløbet i et hårdt tempo, hvilket angiveligt havde passet Mabrook og Mark Larsen fortræffeligt, for kort inde i opløbet overtog denne duo overraskende spidsen og kunne i sikker stil vinde med to længder. Rue La Fayette holdt bedst ved til andenpladsen, mens Primo Girl blev tredje.
Det blev en dansk double-sejr i Klagshamnhandicap over 2400 meter for de 3-årige heste, idet Bent Olsen-trænede Exline med Jacob Johansen i sadlen efter en passiv indledning rundede hele feltet over de sidste 600 meter og vandt med halvanden længde før Hanne Bechmann-trænede Lady Mara/Cathrine Weilby. Exlines sejr i V5s sidste afdeling betød en udbetaling på 155.000 svenske kroner til en enkelt dygtig spiller.
Lennart Reuterskiöld har virkelig fin form på sin stald lige nu, og i Hettingelöpning fulgte stalden op på sejren med Mabrook, da Fredrik Johansson i et sent angreb formåede at få Inca City først over stregen med en hals før Safarinight/Sara Slot, hvorefter der var to længder til Cuty Apache/Dina Danekilde på tredjepladsen.
I Klågeruplöpning over 1730 meter for 3-årige svenskfødte maidens blev det endnu en dansk double, idet Desmond Scarlett-trænede Breeders Hope i hænderne på Lennart Hammer vandt let med næsten tre længder før Hanne Bechmann-trænede Eko Sofitel, der sørgede for dagens tredje andenplads til Cathrine Weilby. Dagens ottende og sidste opgør på Jägersro var forbeholdt amatørrytterne, og her gik sejren til Åkesson med Annika Källse på ryggen. Åkesson slog Mr Lotus/Gisela Jardby og Vico/Christel Ernst til de nærmeste pladser. Dagens otte løb på Jägersro resulterede dermed i fem danske ryttersejre, samt to double-gevinster til de danske trænere - det blev en fin generalprøve til søndagens svenske Derby-Dag!


Sara Slot indledte torsdagen med to sejre på Jägersro.
Foto Kanal 75.


Træner Desmond Scarlett er omsider ved at få stalden i topform. Smitter det mon af på Casanova på den svenske Derby-dag?

04.08.2005 Sara tror på ny Listed-sejr til Halfsong

Danske Sara Slot har siden 30. september i fjor været fast partner med Stall Australias superhoppe Halfsong, og i søndags strøg duoen til tops i Copenhagen Golden Mile (L), hvilket var karrierens første Listed-triumf for både Sara og Halfsong. Allerede nu på søndag har ekvipagen dog mulighed for at gentage kunststykket, når de på den svenske Derby tørner ud i Haras du Logis Scandinavia Cup (L) over 1730 meter på Jägersro. Halfsong, der med sit nuværende handicap på 89 er bedre end nogensinde før og klart leverede karrierens bedste præstation i Golden Mile (L), møder en række af Skandinaviens bedste hopper, heriblandt argentinskfødte Poliaurea, Cinnamon Challenge-vinderen Gryngolette og de to 3-årige stortalenter Norwegian Pride og Solvana, der i år henholdsvis har vundet Dianalöpning og Altamiralöpning. På trods af den hårde konkurrence er Halfsongs jockey meget optimistisk: "Halfsong har taget løbet i søndags rigtig godt, og hun er så hårdfør at det ikke gør noget at hun starter med en uges mellemrum. Konkurrencen i Golden Mile (L) virkede alt andet lige til at være hårdere end på søndag, og samtidig er dette et løb forbeholdt hopper", forklarer Sara Slot, der starter fra spor to, hvilket er lige udvendigt for lynhurtige Poliaurea, der kommer med en tredjeplads fra M&T Klaveness' Minneløp i bagagen. "Halfsong er selv hurtig, og hun har slået Poliaurea over 1200 meter tidligere, men det er ret sikkert at jeg ikke får det samme frie løb som var udslagsgivende i Golden Mile. Jeg er dog meget optimistisk, og jeg ved jo at min hest kæmper med hele sit hjerte og aldrig giver op. Det skal nok række et langt stykke på søndag", slutter Sara Slot. Med en sejr i Scandinavia Cup (L) vil Halfsong nå op på 10 sejre i 34 starter og den samlede præmiesum vil nå lige op under 2,5 millioner svenske kroner.


Halfsong og Sara Slot kan tage en ny Listed-triumf på søndag.
Foto Burt Seeger.

04.08.2005 Stor serie af galopbilleder i Politiken

Op til Derby-Dag tog pressefotograf Jens Dresling en stor serie af unikke billeder fra Galopbanen i Klampenborg. Billedserien kan ses på Politikens website - klik her for at se billedserien.
Hvis du ønsker at kommentere Jens Dreslings billeder, kan du skrive til jens.dresling@pol.dk eller til sporten@pol.dk.


03.08.2005 Posix og alle de andre

Af Carsten Bundgaard

Amatørrytteren Lea Olsen red med is i maven i onsdagens andet galopløb i Odense, da hun med elegance førte Århus-hesten Posix til dens fjerde sæsonsejr. Tampen brænder nu i forhåbningerne om et slutfacit på den glade side af 100.000 kroner i indvundne præmiepenge i indeværende år for den formstærke søn af Final Appearance.
Posix dannede længe agterlanterne i et løb med front til Royal Engagement, under skarp observation af Turbo Man, som helt klart har tændt reelt til efter miljøskiftet til Aalborg. Turbo Man og unge Nicolaj Scott lagde et konstant pres på Royal Engagement, og det var lige noget som passede Posix og Lea Olsen bagest i feltet. Da førerduoen blev mærket af det høje udgangstempo kastede Lea Olsen los, og så handlede det i praktikken om Posix og alle de øvrige. Lea Olsen havde oven i købet overskud til at hilse på publikum, inden målstregen blev passeret med betrygende afstand til nærmeste vidne. Turbo Man holdt tappert til andenpladsen, mens dommerne ikke kunne adskille Royal Engagement og Alfailak på tredjepladsen. Altså dødt løb. Sejren var en skøn revanche for Lea Olsen, som ikke var for heldig med ridtet på Posix tidligere på sæsonen, og den jydske studerende pige fik samtidig selvtilliden styrket inden torsdagens opgave på Øvrevoll, hvor hun skal forsvare sidste års sejr i Skandinavisk Amatørmesterskab. Danskeren er sat på Are Hyldmo-trænede Second Wind, uden sejr i livet i 21 forsøg. Fra Danmark deltager endvidere Pernille Hansen med See Me Dance trænet af Steven Hill.
Den helt store ære for Posixs flotte form skal tilskrives træneren Birgitte Nielsen i Århus. Hun overtog licensen fra manden Allan Nielsen, og det har ikke svækket tempoet i bentøjet på hestene i stalden. Posix nærmer sig 80 i generalhandicap. Imponerende af en hest som lagde for land i år med et formtal på 63.


Birgitte Nielsen-trænede Posix var helt alene på banen onsdag aften på Fyn.  Foto Burt Seeger (arkiv).

03.08.2005 Seeland tilbage med fornyede kræfter

Af Carsten Bundgaard

Små seks ugers løbspause var lige hvad der skulle til for at skærpe den tidligere unghestestjerne Seeland. Den nu 9-årige hest blev en flot og fortjent vinder af onsdagens første galopløb i Odense, redet til sejr af trænerdatteren Ann-Charlotte Nielsen.
Seeland fik afgørende marchordre i løbets sidste tredjedel, og ekvipagen efterlod ingen tvivl om udfaldet. Seeland kom først ind i opløbet, og holdt sig hele tiden foran på betrygende afstand.
Han sejrede med to længder før en klart fremadstormende Desdemona, som Pia Lillelund red i stedet for programtilmeldte Dina Danekilde. Sidste totoplads gik til Luke Skywalker/Cathrine Weilby.
Vinderhesten Seeland var tidligt fremme i Søren Jensens talentfabrik i Klampenborg, hvor den som 2-årig vandt to løb og 72.500 kroner. Efter blandt andet at have været tredje i The Heatherwold Cup, kun slået med hals af legendariske Valley Chappel, afsluttede Seeland afsluttede debutåret med en andenplads i Vinterfavoritternes Ærespræmie, som dette år blev redet i Odense. Med Kim Andersen i sadlen var Seeland kun bagefter irskfødte Castle Queen, i træning hos Lennart Reuterskiöd, og med Mark Larsen på ryggen.

Mod Derbyet
Andenpladsen i Vinterfavoritternes Ærespræmie gav Søren Jensen-stalden forhåbninger om en plads i næste års Derby, og den målsætning blev også opfyldt.
Seeland var dog chanceløs i et af de måske stærkeste derbyfelter i løbets historie. Med Manuel Santos som makker sluttede Seeland som nummer 10, omkring 28 længder bagved Valley Chapel, som vandt Derbyet foran ærkerivalen Dano-Mast.
Søren Jensen-hesten vandt sin efterfølgende start, og var også godkendt senere på året som tredje i et stærkt felt i Oslo, men hesten udviklede sig ikke som ejer og træner håbede, og året efter blev Seeland solgt til Nordjylland, hvor Lone & Finn Pedersen overtog.
De senere sæsoner har træner Willy Nielsen haft fornøjelsen af den billedskønne hest, der naturligvis for længst har set sine bedste dage, men som fortsat er en nyttig og kampglad hest, og sejren i aften behøver absolut ikke at være årets enlige pletskud.


03.08.2005 Dansk Galops auktionskatalog online

Lørdag den 3. september kl. 14.00 afholder Dansk Galop den årlige auktion over 1-årige heste, og for første gang danner York Stutteri i Hørsholm rammen om auktionen, hvor 80 åringer efter planen skal under hammeren. Nu kan du downloade hele auktionskataloget, samt følge med i ændringer m.m. på Dansk Galops website - www.danskgalop.dk. Kataloget kan ligeledes rekvireres gratis via henvendelse til Dansk Galops sekretariat på tlf. +45 39 96 20 47 / pk@danskgalop.dk.


03.08.2005 Ski på ny Derby-mission

På søndag står den med efter alt at dømme kommende norske Championjockey Espen Ski over for en ny stor opgave med Cathrine Erichsen-trænede Mission Possible. For godt ni uger siden strøg ekvipagen til tops i Dansk Derby, og nu gælder det den svenske udgave på Jägersro i Malmö. Groom Dancer-sønnen har vundet syv af sin karrieres første otte starter, og på græsset har hesten været helt suveræn - men paradoksalt nok er Mission Possibles hidtil eneste nederlag indkasseret på netop Jägersro, hvor han sidste november sluttede tredje i Svenskt Kriterium bag Xstase og Zell Amzee Zaid. Espen Ski er dog ikke meget for at skulle sluge endnu et nederlag på Jägersro, og fra spor ét er taktikken til søndag klar: "I Svenskt Kriterium fik vi en besværlig udvendig rejse på hurtige heste, men på søndag starter vi helt indvendigt, så jeg har alle chancer for at få et optimalt løb langs rails. Det vigtigste for mig er ikke at blive lukket inde, så naturligvis vil jeg satse offensivt, men det optimale vil naturligvis være hvis der ligesom i Dansk Derby bliver sat et stærkt tempo på løbet fra start, og Mission Possible kan ligge og lune sig bag de forreste", fortæller Espen Ski, der selv betegner Derby-sejren i Klampenborg som karrierens største triumf, men den unge fremstormende rytter lægger ikke skjul på at det helt store mål er at vinde alle tre skandinaviske Derbies i år. Mission Possible står næstbedst til i løbet, og på papiret har han tre længder at hente på Albany Hall, der dog aldrig tidligere har prøvet hverken distance eller underlag, hvilket uden tvivl tæller til Mission Possibles fordel. Mission Possibles træner Cathrine Erichsen øjner ligeledes sin første sejr i Svenskt Derby. Tidligere har Cathrine vundet Dansk Derby to gange med henholdsvis Mission Possible og The Khamsin, og også en enkelt triumf i Norsk Derby er det blevet til med Lights Out - chancen er uden tvivl stor på søndag, og der er næppe tvivl om at vi kommer til at se Mission Possible i en dominerende rolle langt hen ad vejen.


Jockey Espen Ski finpudser Mission Possible inden
dagens træning på Øvrevoll. Foto Catchlight.no.


01.08.2005 "Nu høster vi for alvor frugterne"

Af Carsten Bundgaard

Københavns Galopbanes bestyrelsesformand Mogens Poulsen har svært ved at bevare pessimismen. Det ruller for hans bane. Efter SOC-dagen i går har galopbanen i Klampenborg en gennemsnitslig omsætning i år pr. afholdt løb på over 100.000 kroner, spillet i Danmark - med klar fremgang i både banespillet og i DanToto.
"Det er stærke cifre når man samtidig ser udviklingen på landets øvrige baner, hvor spillet flere steder er gået stort tilbage. Jeg er glad og stolt over at være formand for en så velfungerende bane", siger Mogens Poulsen.
"Det er ingen hemmelighed, at banen har haft en svær tid. Jeg har brugt mange penge på at lukke hullerne, men det har været alle omkostningerne værd når man ser den nuværende situation", fastslår Mogens Poulsen. "Jeg vil fremfor alt rette en stor tak til det daglige personale. De har aldrig opgivet selv da det så sortest ud. Der lægges mange ekstra timer i arbejdstøjet for at holde forretningen kørende, og jeg oplever et stærkt sammenhold mellem den daglige ledelse og løbsarbejderne på løbsdagene. Stor ros også til trænere, hesteejere og opdrættere som har bevaret troen til selskabets ledelse. Vi har fortsat et stort stykke arbejde foran os, og der bliver med garanti ikke slækket på tempoet. Vi kan blive meget bedre endnu".
Mogens Poulsen er en noget atypisk formand for en væddeløbsbane. Det er sjældent man møder ham som manden i centrum på løbsdagene, eller som vært ved receptioner på banen. Og det er helt bevidst for galopbanens førstemand.
"Jeg ynder absolut ikke at være midtpunktet, forklarer Mogens Poulsen. Jeg opholder mig en del i Skagen om sommeren, og undgår helst at komme på de store løbsdage. Til gengæld er jeg der næsten hver gang på de mindre dage, hvor jeg sidder og nyder løbene på afstand med min gode ven Svein Tufte. Jeg har tæt kontakt til den daglige ledelse, og fryder mig over at galopbanen i den grad udvikler sig år for år. Jeg har ingen hest for øjeblikket, men vil ikke afvise at et køb kan komme på tale".
Mogens Poulsen vil også gerne rette en stor tak til folk udenfor galopsportens regi. Uden deres medvirken havde fremtiden næppe set så lovende ud. "Hestesportens Finansieringsfond har virkelig bakket op omkring vores ideer. Se bare de nye staldbygninger som er blevet opført på banen, og som huser trænerne Lars Kelp og Bent Olsen. Jeg vil heller ikke glemme travsportens støtte til vores sport da vi var ude i torvene. Navnlig Erik De Fønss i Billund var os til stor hjælp på det kritiske tidspunkt", erindrer Mogens Poulsen, der som yngre var med til at vinde DM i herrehåndbold for klubben Efterslægten med hestesporsjournalisten John Bjørklund på B.T. som coach, og kampviljen og gejsten fra håndboldbanen har Poulsen med glans forplantet til et kanonarbejde for sin store hobby, galopsporten i Klampenborg, selvom man altså sjældent ser ham i billedet.


Københavns Galopbanes formand Mogens Poulsen ses her med daværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen ved indvielsen af Klampenborgs Paddock Tribune i maj 2000.  Foto Scandinavian Raceweb.

31.07.2005 Forrygende bane-spil på Klampenborgs SOC-dag

Af Carsten Bundgaard

Spillerne i Danmark tog godt mod tilbuddene på Scandinavian Open-dagen, hvor banespillet passerede stærke tre kvart million kroner. Og med klar luft til 700.000 kroners-stregen i DanToto nåede søndagens omsætning i Danmark over 1,5 mill. kroner til anretningen i Ordrup Mose.
Budgettet lød på 1,2 million. Altså over 25 procent bedre end planlæggernes tal. Det kan næsten ikke slå fejl nu. Københavns Galopbane er på vej mod et nyt plusår i totospillet, og man kan kun håbe på, at medvinden i Klampenborg også snart forplanter sig til alle øvrige baner i Danmark.


The Khamsin (tv) og Alpino Chileno fører feltet rundt tribunesvinget i Scandinavian Open Championship (Gr.3).  Foto Burt Seeger.

30.07.2005 Lambada Derby Sale for ottende gang på fredag

For ottende gang arrangerer Sten Thynell og hans Stuteri Lambada det nu traditionsrige Lambada Derby Sale. Lambada Derby Sale er en festlig optakt til årets største dag på Jägersro, den svenske Derby-Dag. Lambada Derby Sale starter fredag den 5. august kl. 15.00, og den første åring kommer i ringen kl. 19.00. Auktionskataloget rummer 39 åringer, og det kan rekvireres kvit og frit hos Scandinavian Racing Bureau eller de forskellige galopsekretariater rundt om i Skandinavien. Som altid sørger gavmilde Sten Thynell for både gratis forplejning og det ægte svenske Cirkus Olympia. Selve auktionen bliver ledet af Jeremy Mactaggart fra Doncaster Bloodstock Sales i England. Efter auktionen er der 'After Sale Party', hvor der blandt andet bliver trukket lod om en rejse til Dubai - og naturligvis fremvises også Sten Thynells topsprinter Swedish Shave, der i år har bedækket mere end 40 hopper og om kort tid returnerer til turfen.


29.07.2005 13 til start i Svenskt Derby

Fredag morgen blev der starterklæret til den svenske Derby-Dag søndag den 7. august på Jägersro. Løbsdagens hovedbegivenhed, med hele 715.000 svenske kroner til vinderen, skal afgøres mellem 13 deltagere, heriblandt den danske Derbyvinder Mission Possible, den norske 2000 Guineas-vinder Gaston, Norges Derby Trial-vinder Sands Point, og de to franske gæster Alfred og Albany Hall. Hanne Bechmann-trænede Shangri La er eneste danske udfordrer og samtidig også Derby-feltets eneste hoppe.
Startlisten til Svenskt Derby kan ses ved at klikke her....


28.07.2005 Man ved aldrig med Lennart Hammer!

Danske Lennart Hammer var dagens mand i rampelyset torsdag aften på Øvrevoll i Oslo, hvor han vandt to af dagens tre hovedbegivenheder. Hammer lagde ud i Gruppe-3-løbet Irish Thoroughbred Marketing Polar Cup (Gr.3) over 1350 meter, hvor han choksejrede på ryggen af 7-årige You Never Know, der leverede karrierens absolut bedste resultat nogensinde. Den svenskfødte vallak nedkæmpede på de sidste meter Rune Haugen-trænede Steve's Champ/Fernando Diaz, mens Pipoldchap/Manuel Santos tog tredjepladsen. Førstepræmien i Irish Thoroughbred Marketing Polar Cup (Gr.3) var gode 360.000, og You Never Knows ejere i Oslo Racing Stables AS har næppe fejret en større triumf. Diaghlyphard-sønnen trænes på Øvrevoll af danske Niels Petersen, der ligeledes opnåede sit største resultat som professionel træner.
Lennart Hammers succes stoppede ikke med sejren i Polar Cup (Gr.3), og i Eivind Eckbo Legats Vandrepokal over 1200 meter red danskeren den 2-årige Negra Del Oro først over stregen til en førstepræmie på 72.500 norske kroner. Arnfinn Lund-trænede Negra Del Oro er født i Tyskland og ejes af Stall Bonne Nuit som virkelig er i vælten i øjeblikket og på næste søndag atter sætter sin lid til Lennart Hammer - denne gang på ryggen af Sands Point i Svenskt Derby. Negra Del Oro besejrede Cathrine Erichsen-trænede Females Fun og Stockholm-hesten Dancing Steel.
Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer fik ligesom Polar Cup (Gr.3) en overraskende vinder, idet Roy Arne Kvisla-trænede Moltas og Gustavo Solis trak sig sejrrigt ud af opgøret. Det var Moltas' første sejr i fem starter i år, men den blev først officiel efter en længere voldgiftsundersøgelse, som resulterede i at forhåndsfavoritten Xstase som var anden gennem mål blev smidt helt ud af løbet. Andenpladsen gik i stedet til Xstases staldveninde Cut Siegerin/Fernando Diaz, mens tredjepladsen tilfaldt Moltas' staldkammerat Micke/Nicholas Cordrey. Sejren i Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer var 115.000 norske kroner.

Øverst You Never Know. Midten: Negra Del Oro. Nederst: Moltas (rød). 
Foto Catchlight.no.




28.07.2005 Two Socks overraskede i Breeders' Trophy Trial

Johnny Drews-trænede Two Socks stod for en overraskelse i Agria Breeders' Trophy Trial over 1950 meter torsdag formiddag på Täby. På den bløde græsbane i Stockholm sejrede Two Socks under Per-Anders Gråberg med en halv længde før Snatch/Gustavo Solis, mens kæmpeoverraskelsen York Thrills/Ninni Westerlund blev tredje før Phoenix Law og Gilbert Of York. Der var 30.000 kroner i førstepræmie til Two Socks, der ejes af Raoul Hamilton. Dagens to bedst betalte opgør, Sommarstoet og Cinnamon Challenge, gik begge til Sverige. Sommarstoet blev vundet efter føring fra start til mål af Stall Lambadas Rue d'Alsace/Manuel Marti