
For Klampenborg Galopbane blev 2011 et nyt år med fremgang og et positivt driftsresultat - en sjældenhed blandt de danske væddeløbsbaner - men især den sidste fjerdedel af sæsonen bød på store udfordringer, som banens direktør Tom Christensen vurderer vil komme til at fortsætte et godt stykke vej ind i 2012.

"Det er tilfredsstillende, at vi igen kommer ud med et positivt driftsresultat, og for sjette år i træk har det gennemsnitlige publikumsantal været stigende. Antallet af tilskuere steg med over seks procent i forhold til 2010, og i den forbindelse er det især glædeligt at kunne notere det store ungdomssegment som i stadig højere grad finder vej til Klampenborg", siger Tom Christensen, der tildeler de sociale medier en stor del af æren for den øgede tilgang af unge tilskuere.
"Facebook og Twitter er ikke til at komme udenom. Vi har et rigtig godt og udbytterigt samarbejde med irske Louise Kane, der via sin baggrund i blandt andet Horse Racing Ireland ligger inde med en masse erfaring og idéer til hvordan nye tilskuere kan introduceres til vores sport. Anvendelsen af de sociale medier bliver fortsat større, og Klampenborg Galopbane følger med", fortsætter Tom Christensen, som indenfor kort tid også søsætter banens nye website på adressen galopbane.dk.
"Vores website har af mange været et stort kritikpunkt, idet vi har lagt hovedvægten på informationer til de aktive og ikke på serviceniveauet for vores publikum. Det bliver der gjort noget ved nu, og i enten januar eller februar launcher vi en helt ny portal, hvor hovedvægten netop lægges på servicering af publikum - både de eksisterende og helt nye".
Banespillet gik frem
Fremgangen i tilskuerantallet havde også en positiv indvirken på banespillet, der gik 100.000 kroner frem. Det kan nærmest betegnes som "status quo" i forhold til 2010, men til gengæld fortsatte "bodspillet" sit styrtdyk med nedgang for fjerde år i træk.
Klampenborg Galopbane lever som alle øvrige væddeløbsbaner i Danmark af provenuet af selve banespillet (21,25%), og i kroner og øre har omsætningen i indskudsboderne eller online ikke nogen indtægtsmæssig funktion.
"Det er heller ikke banespilsfremgangen der har rykket ved omsætningen i indskudsboderne, men derimod den stigende interesse for at spille online. Internetomsætningen hos Danske Spil er gået markant frem, og det hænger uden tvivl sammen med muligheden for at sidde hjemme foran sin computer og både kunne spille og se løbene live - det er noget lettere end at skulle en tur forbi sin lokale Dantoto-forhandler", vurderer Tom Christensen.
Monopolets fald
Den 1. januar 2012 er i øvrigt også dagen hvorpå Danske Spils mangeårige monopol på alt spil i Danmark slutter. En lang række danske og internationale bookmakere får dermed deres indtog på det liberaliserede spillemarked, men det gælder dog i første omgang ikke hestesporten, der ligesom Lotto og Bingo fortsat ligger under monopolet.
"Selv om galopsporten ikke direkte berøres af det ophævede monopol, så har vi alligevel rigtig god grund til at holde øje med udviklingen og håbe på, at Danske Spil fortsat vil stå stærkt i kampen med de mange nye bookmakervirksomheder. Hestesporten er en del af Tipsnøglen, og jo større overskud Danske Spil genererer totalt set, jo større et provenu tilfalder os. Hvordan udviklingen bliver 2012 tør jeg slet ikke spå om", siger Tom Christensen.
Fortsat arrangementsfremgang
På den sponsormæssige side har Klampenborg ligeledes noteret fremgang, og det på trods af de endnu svære tider ovenpå finanskrisens hærgen. En hel del nye samarbejdspartnere fandt vej til banen, hvilket betød flere navngivne løb og større arrangementer både på og udenfor løbsdage.
"Det er naturligvis ikke blevet lettere at finde samarbejdspartnere, tiderne taget i betragtning, men vi er heldige at have en yderst trofast skare af sponsorer, som ikke alene fortsætter med at støtte Klampenborg Galopbane, men også sørger for at introducere nye potentielle sponsorer til galopsporten og banens mange unikke muligheder for eventmaking. Det skylder vi en stor tak for", forklarer Tom Christensen.
22 løbsdage i 2012
Den kommende sæsonplan for Klampenborg ligner på mange måder det foregående års. Det bliver med det samme antal løbsdage - 22, fordelt mellem medio april og ultimo oktober - men dog skal der rides seks eller syv løb færre.
"I 2011 havde vi desværre en nedgang på mellem 125 og 150 startende heste fra Sverige, hvilket skyldes den øgede konkurrence fra Göteborg. Og netop Göteborg får i 2012 et udvidet løbsprogram, og derfor er det ikke realistisk at tro på at vi kan gennemføre mere end 175 til 180 løb med det påkrævede antal startende heste".
Farvel til Unghestesatsningen
Det mest opsigtsvækkende og kedelige ved sæsonplanen for 2012 er præmiebudgettet, som får et drastisk knæk på unghestesiden.
For alt imens det almindelige løbspræmietilskud fortsætter uændret i forhold til 2011, har Hestevæddeløbssportens Finansierings Fond besluttet at fjerne den populære unghestesatsning fuldstændigt, hvilket vil betyde en markant nedgang i præmiesummerne for de 2-årige heste - både i storløb såvel som de ordinære maidenløb.
"Unghestesatsningen har udgjort i alt fire millioner kroner fordelt på samtlige danske væddeløbsbaner. Travsporten har modtaget 3,4 millioner kroner, og galopsporten 600.000 kroner. Af de 600.000 kroner er halvdelen gået til Klampenborg, og det er præcis denne beløbssum vi har mistet i præmiebudgettet for den yngste årgang", kommer det fra en ærgerlig direktør.
Fire dage med fælles V4 og V5
En anden ærgerlig nyhed er nedgangen i antallet af fælles skandinaviske V4 og V5-dage på Klampenborg. I 2011 var banen vært for hele syv dage med fælles skandinaviske puljer, hvilket resulterede i totalomsætninger på mere end tre millioner kroner per løbsdag.
"Sverige har desværre besluttet at flytte tre af disse dage fra Klampenborg til svenske baner, og det betyder samtidig at tre af de rigtig gode søndage fra 2011 for vores vedkommende bliver konverteret til almindelige lørdag eftermiddage. Omsætningsmæssigt kan det ikke undgå at få negativ indflydelse, samtidig med at vi henover sommeren både skal kæmpe med EM i fodbold og de Olympiske Lege. Alt indikerer derfor, at der vil ske et tilbagefald i omsætningen, hvilket der også er budgetteret med. Set i lyset af de udfordringer vi her står over for, vil jeg være meget tilfreds såfremt vi kan opnå en uændret baneomsætning i forhold til 2011", lyder det fra Tom Christensen.
Klampenborg introducerede i 2011 det nye koncept "Saturday Night Racing", der som navnet antyder var aftenløb på lørdage. Banen afholdt tre af disse aftener henover sommeren, og grundet fin succes på især tillokningen af nye unge tilskuere, fortsætter satsningen i 2012 med yderligere én løbsaften i juni.
1 million liter vand i døgnet
Klampenborg Galopbane har eksisteret i mere end 100 år, men i september 2011 skete den måske værste "naturkatastrofe" i banens lange historie.

Grundet de store mængder regnvand henover sommeren, heriblandt det historiske skybrud i juli, sprang adskillige af de underjordiske kilder op i området mellem 1600 og 1800 meter starten, og det medførte at en million liter vand skyllede under banen per døgn.
"Det svarer sådan rundt regnet til seks parcelhuses årsforbrug af vand per døgn, og vandet skyllede simpelthen jordfundamentet væk så banen sank flere steder, og der opstod gigantiske hulrum overalt mellem 1600 og 1800 meter starten", siger Tom Christensen og fortsætter:
"Katastrofen medførte, at vi de tre sidste løbsdage slet ikke havde løb over distancen 1800 meter, og tribunesvinget blev ligeledes alvorligt medtaget. Nu har vi retableret samtlige eksisterende dræn, og gravet en 100 meter lang grøft i kanten mellem væddeløbsbanen og skråningen ud mod Dyrehaven. Drænet leder alt vandet fra de nye kilder væk fra banen, og i stedet løber vandet ud i mosen og i et kloaksystem helt over på publikumssiden".
Tribunesvinget er nu rettet op med nyt græs, og Klampenborgs administrerende direktør håber på at kunne lade de første heste galoppere gennem svinget omkring tredje løbsdag, men det ligger helt fast at der ikke løbes længere distancer end 1600 meter på de to første løbsdage i april måned.
Ny distance for Jockey Club Cup (L)
Så snart tribunesvinget tages i brug, kan Klampenborg afvikle løb over alle distancer - undtagen 1800 meter, idet området umiddelbart efter starten fortsat har lang vej endnu ovenpå oversvømmelserne.
Det betyder blandt andet, at årets første skandinaviske Listed Race, Dansk Jockey Club Cup (L), ikke kan rides over sin sædvanlige distance 1800 meter, men i stedet vil blive skrevet ud over 1600 meter.
"Fra nu og helt frem til sæsonstarten retablerer vi området mellem 1600 og 1800 meter starten, men vi er voldsomt vejrafhængige, idet maskinerne ikke kan arbejde i vådt underlag. Det har hidtil været en rekordmild vinterperiode, men jeg håber på at vi snart får noget mild nattefrost der kan fastgøre jorden og gøre det muligt for maskinerne at køre rundt i området", siger Tom Christensen.
Hvornår 1800-meter starten kan bruges igen er fortsat uvist, og derfor står Klampenborg med et alvorligt problem i forhold til afviklingen af Dansk Breeders' Cup. Et løb de fleste heste i årgangen allerede var meldt til ved fødslen, og som ifølge propotionen skal rides over netop 1800 meter.
"Dansk Breeders' Cup rides normalt i slutningen af maj eller begyndelsen af juni, og lige nu er der ikke taget stilling til hvordan problemet skal tackles, men det ligger helt og holdent i Dansk Galops bestyrelses regi. Til gengæld ser jeg rigtig gode chancer for, at 1800 meter starten er klar til brug på Derby Dag den sidste søndag i juni, hvor vi jo både har Pokalløb (L) og Fawzia Stakes på programmet over denne distance. Der bliver dog taget forbehold for distanceændring i propositionens udskrivning", lyder det fra Tom Christensen.
Over en million i omkostninger
Den massive baneomlægning har været en voldsom bekostelig affære for Klampenborg, der dog kan glæde sig over støtten fra HFF. Finansieringsfonden har nemlig givet fuld støtte til det store reparationsarbejde, der samlet har kostet over en million kroner at udføre.
Staldsituation og helhedsplan for Enghavelyst
Anlægningen af den nye Cushion Track træningsbane har ikke gjort det mindre populært at træne heste i Klampenborg, og Tom Christensen kan her fra nytår melde alt optaget.
"Samtlige bokse er fyldt op alle steder, og vi står rent faktisk med lidt af et kapacitetsproblem, idet vi har venteliste over professionelle trænere der ønsker staldplads på banen. Derfor går vi også med seriøse planer for en udvidelse med 24 bokse på 1. plads, og det er både mit og bestyrelsens håb, at vi i 2012 kan tage det første spadestik til opførelsen af disse bokse".
"Dog står vi over for en mere presserende opgave på Enghavelyst, hvor Søren Jensen og Hanne Bechmann har træningskvarter. Her er en del af staldene kraftigt nedslidte, og det er nu der skal handles. Derfor kommer vi i løbet af januar ud med en helhedsplan for hele Enghavelyst, og den rummer både fornyelse og opgradering af de eksisterende forhold, samt forøget bokskapacitet. Derudover har vi planer om at renovere "Maskinhuset" i den anden ende af banen, med henblik på opgradering til heste i professionel træning".
Stor Championatsaften den 28. januar
Endelig husker Klampenborgs direktør på, at det er lørdag den 28. januar de både to- og firebenede aktører hyldes ved banens traditionsrige Awardsfest i Paddock Restauranten. Aftenen er en hyldest til de nykårede Champions, samt publikums favoritter i kategorierne Årets 2-årige, 3-årige, Ældre, Handicapper og naturligvis kategorien over dem alle - Årets Hest 2011 på Klampenborg.
"Som tidligere får publikum mulighed for at have indflydelse på heste-kategorierne, og blandt de fire nominerede finalister i hver kategori, har vi en stærk jury bestående af Skandinaviens handicapper Pam Cordrey, samt repræsentanter fra både Klampenborg HesteEjerForening og Klampenborg Trænerforening til at kåre de endelige vindere", fortæller Tom Christensen.
Deltagelse i Awards-festen koster 450 DKK, og yderligere information om tilmelding til arrangementet offentliggøres snarest på Klampenborg Galopbanes website og galopsport.dk.
Greb i den nye generation
Med udgangen af 2011, og med udsigt til et år med mange store udfordringer, er Tom Christensen hurtig til at pege på det mest positive i udviklingen på Klampenborg Galopbane:
"Jeg har hver eneste løbsdag været glad for at se de mange unge mennesker gå gennem indgangen. Det lader til at de hygger sig på Klampenborg, og at galopsporten er ved at få et godt greb i en ny generation af tilskuere. Det er her vores fremtid ligger, og vi kommer til at gøre meget mere for både at skabe endnu mere synlighed om banen, sporten og spillet - men også for at holde på de nye gæster og byde dem på nogle fremragende oplevelser".

Elkær Stutteri, beliggende i byen Malling uden for Århus, venter ingen føl i år. Til gengæld er det idylliske danske stutteris fire avlshopper ved at blive gjort klar til rejsen...
Klampenborg GalopbaneStartlister - Baneprogram - Vægtlister - Ændringer - Resultater |
Jydsk Væddeløbsbane, Århus |
Aalborg Væddeløbsbane, Aalborg |
Fyens Væddeløbsbane, Odense |
Jägersro - Täby - Göteborg - Øvrevoll |
Svensk Sportssystem- Norsk Sportssystem |
Official Scandinavian Handicap |
Galoptrænere |
Stutterier |
Øvrige links |
| Ann-Charlotte Nielsen, Jydsk Væddeløbsbane | Alebäcks Stuteri AB, Sverige | Atrium Real, Costa del Sol |
| Bent Olsen, Klampenborg | Havreholms Stutteri, Fyn | Brogaarden |
| Francisco Castro, Jägersro | Lanwades Stud, United Kingdom | Dansk Hesteforsikring |
| Helle Christensen, Klampenborg | Rainbow Stables, Sjælland | Goffs Bloodstock Sales, Irland |
| Lennart Reuterskiöld Jr., Jägersro | Rävdansens Stuteri, Sverige | Klampenborg HesteEjerForening |
| Niels Petersen, Øvrevoll | Stald Jupiter & Stutteri Bøgely, Fyn | Racing Post Yearling Bonus |
| Ole Larsen, Jägersro | Stutteri Korsgården, Fyn | Seeland |
| Rune Haugen, Øvrevoll | Stutteri Laser, Fyn | US Photo, væddeløbsfotos |
| Tina Mortensen, Fyens Væddeløbsbane | Stutteri Thorskovgaard, Jylland | |
| Torben Christensen, Jydsk Væddeløbsbane | York Stutteri, Sjælland | |
| Wido Neuroth, Øvrevoll |
|
|
| Forsidelink på galopsport.dk: 500 DKK ex. moms pr. år. Book dit link nu: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. | ||
KLAMPENBORG GALOPBANE
DANSK GALOP

Væddeløbsfarver
Kontakt Nina Falck
+45 65 96 76 07
Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.