|
Brun vallak 2005 v. Pennekamp - Vinga v. Sadler's Wells Ejer: Pås-Calle KB - Træner: Fredrik Reuterskiöld - Jockey: Per-Anders Gråberg Opdrætter: Stall Rancho AB & Caroline Strömberg, Sverige. Karrieren: 6 starter: 3-1-0. Præmiesum: 115.000 kr.
Med sejre i halvdelen af sine seks starter kommer Satang ind i Dexia Dansk Derby med en flot statistik, og med et tal på 78 er han Derbyets fjerde højest handicappede deltager. Satang fik den bedst tænkelige start på karrieren, da han som 2-årig aflagde sin maidentitel med syv længder over 1000 meter på Jägersro. Herefter fulgte Pennekamp-sønnen op med endnu en sejr, denne gang i Breeders’ Trophy Juvenile Consolation på Täby.
Den fornemme start på karrieren betød, at Satang i sin tredje og sidste start som 2-årig blev spillet til næstfavorit i Svenskt Kriterium, men her fik han dog aldrig med udfaldet at gøre og sluttede niende bag vindende Carpe Diem. Efter næsten et halvt års løbspause sæsondebuterede den brune vallak her på banen over 2200 meter i starten af maj, med en tredjeplads bag Vivaldi og Fly To The Park.
Tilbage på Jägersros dirt track leverede Satang sin hidtil bedste præstation den 18. maj, hvor han over 1730 meter besejrede gode heste som Golden Metalimo og Piaras, der siden hen har været henholdsvis første og anden i én af Jägersros store Derbytests. Satangs seneste start var i Jockeyklubbens Jubileumslöpning på Täby, hvor han sluttede syvende gennem mål. Pennekamp-sønnen har dermed fortsat til gode at vinde et løb på græs, men som han løb ved sit seneste besøg på Klampenborg burde underlaget ikke være nogen hindring for ham denne gang.
|