|
Brun hingst 2005 v. Kutub - Devil On Wheels v. Funambule Ejer: Stall Lambada - Træner: Jan-Erik Pettersson
Jockey: Espen Ski - Opdrætter: Stall Lambada, Sverige.
Karrieren: 14 starter: 2-1-2. Præmiesum: 125.850 kr.
Med sine 14 starter i bagagen er Hugh Wheels den mest rutinerede deltager i Dexia Dansk Derby. Hingsten startede hele 11 gange som 2-årig, og lagde faktisk ud med at vinde årets første 2-årsløb her på Klampenborg i fjor. Det skulle også vise sig at blive Hugh Wheels’ eneste sejr i sæsonen, men han opnåede dog fem øvrige placeringer i de næste 10 starter.
Bedste præstation leverede Hugh Wheels i Vinterfavoritternes Ærespræmie, hvor han efter en stærk afslutning blev tredje bag Carpe Diem og Hot Marta. Siden var han atter tredje i Basnæsløb og kronede dermed en flot sæson på Klampenborgs græs.
I år har Hugh Wheels startet tre gange, og efter en andenplads mod ældre heste i sæsondebuten var han uden chance i Jyllandsløbet. Indtil fire dage inden starterklæringen til Derbyet så det sort ud for Hugh Wheels’ chancer for at få en plads i Derbyet, men så førte han fra start til mål i Jockeyklubbens Jubileumslöpning på Täby og vandt så komfortabelt, at handicappet blev højt nok til at komme med på sidste mandat.
Hugh Wheels trænes af Jan-Erik Pettersson, der i sin lange trænerkarriere endnu ikke har vundet et Derby, men hestens jockey Espen Ski har til gengæld prøvet det her på banen med Mission Possible, der vandt Dansk Derby i 2005. Hugh Wheels ejes i øvrigt af Stall Lambada, der som den eneste stald har to heste til start i Dexia Dansk Derby.
|