|
Mørkebrun vallak 2005 v. Most Welcome - Feuer-Limelight v. Feuerbach Ejer: Claus Reinhold Andersen - Træner: Brian Wilson
Jockey: Mark Larsen - Opdrætter: Claus Reinhold Andersen, Danmark.
Karrieren: 9 starter: 1-2-1. Præmiesum: 117.750 kr.
Clauses Star har været en af sæsonens store positive overraskelser, og udviklingen ser langt fra ud til at være for slut for den ærlige væddeløber, der kun to gange er sluttet udenfor præmierækken i sine ni karrierestarter.
Clauses Star vandt sin første og hidtil eneste sejr her på banen som 2-årig, og derudover sluttede han tredje i Svenskt Kriterium Consolation på Jägersro. I år er det for alvor gået den rigtige vej for Clauses Star, der har to anden- samt en tredjeplads på kontoen i fire starter. Bedste præstation har uden tvivl været andenpladsen bag Cut Royale i Dansk 2000 Guineas, og det var samtidig her han sikrede sig billetten til en start i Derbyet.
Sidste optakt til dagens begivenhed var i Derby Trial Stakes den 14. juni, hvor Clauses Star løb under standard og sluttede syvende, 12 længder bagved Carpe Diem. En blodprøve viste efterfølgende, at Clauses Star havde haft en forbipasserende infektion, hvilket også forklarede hvorfor han på intet tidspunkt i løbet så ud til at trives. Clauses Star er nu tilbage ved fuld styrke og der er stor tiltro til ham i stalden, der har haft et helt fantastisk forår.
Brian Wilson både trænede og red Mongolian Knight, der vandt Dansk Derby tilbage i 1993, og Clauses Stars jockey Mark Larsen er Danmarks mest internationale rytter med succes i en lang række lande og fire Derbysejre bag sig heraf de to på Klampenborg med Vetrotex i 2000 og Sibelius i 2004.
|