|
Brun hingst 2005 v. Mark Of Esteem - Candlelight v. Quilted Ejer: Elkær Stutteri - Træner: Birgitte Nielsen - Jockey: Marc Stott Opdrætter: Elkær Stutteri, Danmark. Karrieren: 6 starter: 0-2-0. Præmiesum: 79.000 kr.
Selv om det blot blev til to starter i fjor, nåede Provinsens Derbyhåb Cayenne at gøre god reklame for sig selv på turfen. Han indledte karrieren i træning hos Desmond Scarlett her på banen, men skiftede ud på efteråret til Birgitte Nielsen i Århus, for hvem han sluttede sæsonen af med en godkendt andenplads i Den Jydske Vinterfavorit bag Classic Line.
Den brune hingst indledte 2008 med to andenpladser i Århus bag Superman, men den ene gang blev han efterfølgende deklasseret til fjerdepladsen grundet trængning. I Dansk 2000 Guineas leverede han endnu en god præstation der beviste, at han kan følge med de fleste, idet han skar målstregen som fjerde, tre længder bag vindende Cut Royale. Det blev til endnu en fjerdeplads i Jyllandsløbet, seks længder efter suveræne Dan Tucket. På papiret kommer Cayenne altså med tre fjerdepladser i træk, og netop en fjerdeplads var faktisk hvad hingstens storesøster Singita opnåede tilbage i 2003.
Cayenne ejes og er opdrættet af Elkær Stutteri, der igennem tiden har vundet adskillige klassiske løb med deres heste, men der mangler endnu en Derbysejr i samlingen. Heller ikke træner Birgitte Nielsen eller jockey Marc Stott har smagt sejrens sødme i et Derby, men netop Birgitte Nielsen har haft en fantastisk sæson hidtil, hvor det foreløbige højdepunkt er sejren i klassikeren Dansk 1000 Guineas med Sydney. I fjor stod Birgitte Nielsen også bag Aladar, der dog blev solgt kort inden Derbyet og siden sluttede på andenpladsen i løbet for træner Ole Larsen.
|