|
Fuks vallak 2005 v. Funambule - Alamea v. Ela-Mana-Mou
Ejer: Stall Trick Or Treat - Træner: Wido Neuroth - Jockey: Fredrik Johansson.
Opdrætter: Inge Dorte & Henrik Seerup, Danmark.
Karrieren: 6 starter: 2-2-1. Præmiesum: 119.050 kr.
Danskopdrættede Artie Bucco blev købt på Dansk Galops Åringsaution i 2006 og herefter transporteret til Norge, hvor han har været i træning lige siden. Den talentfulde vallak vandt en enkelt gang som 2-årig, hvilket faktisk var i et maidenløb her på Klampenborg. Artie Bucco besejrede ved denne lejlighed et par prominente navne som Vivaldi og dette års 1000 Guineas-vinder Sydney, og han gav hermed løfter for en flot fremtidig karriere.
Artie Buccos sidste start som 2-årig var i Svenskt Kriterium på Jägersro, hvor han sluttede på femtepladsen, syv længder efter Carpe Diem. Efter fem måneders vinterpause sæsondebuterede Artie Bucco hjemme på Øvrevolls dirt track med en andenplads efter stortalentet Gillsan, og efterfølgende leverede han en imponerende indsats i sit første forsøg over længere distance da han tilbage på græs besejrede sin staldkammerat Hermion efter hård kamp.
Artie Bucco har aldrig været uden for præmierækken i sine seks karrierestarter, og han kommer ind i Dexia Dansk Derby som en joker af de helt store, idet rigtig mange ting taler til hans fordel. Distancen bør ikke blive noget problem, han kender den til tider turbulente bagside fra sit besøg i fjor, han rides af Skandinaviens største jockeynavn Fredrik Johansson og forberedes til opgøret af den mangedobbelte Championtræner Wido Neuroth. Johansson og Neuroth hører til blandt Skandinaviens mest succesfulde makkerpar gennem tiderne, og specielt i Derbysammenhæng er der ekstra god grund til at have respekt for denne dynamiske svensk/norske duo.
|