|
Velkommen til Galopsport.dk's optakt til Brogaarden Dansk Derby 2006.
Derby - galopsæsonens højdepunkt både her og i alle andre lande.
Derby - et forjættende ord, der fra fuldblodssporten er hentet til mange andre sportsgrene, som et kvalitetssymbol - en indikation af det særlige, det store - og det festlige!
Hvad er det der gør Derby til noget helt specielt? Det er umuligt at forklare. Naturligvis taler Derby i første række til de mennesker, der til daglig færdes i fuldblodssportens festlige og farverige verden, men for millioner af mennesker verden over er Derby'et blevet til noget magisk. En begivenhed, der står som sommerens højdepunkt.
Intet løb kommer på højde med Derby'et. Det er det løb ejere, trænere, jockeys og opdrættere helst vil vinde, og fuldblodsverdenen er fuld af historier om mennesker der har ofret millioner af kroner på at få en Derbyvinder - og også om dem, der har ofret formuer forgæves.
Hvad kræves der så for at bliver Derbyvinder? Først og fremmest naturligvis, at hesten er den bedste på dagen, at den har temperament til at stå en Derbyforberedelses strabadser igennem, at den har evne på distancen samt den nødvendige hurtighed til slut. Har den disse egenskaber, bliver den Derbyvinder. På papiret ser det måske ret let ud, men bag hver af de heste, der går til start i Brogaarden Dansk Derby ligger træneres, jockeys og staldfolks hårde og krævende arbejde for lige netop at have deres kandidat klar til minuttet.
- Søndag den 25. juni får dette års Derbykandidater den absolut eneste mulighed for at blive Dansk Derbyvinder - og kun én hest skriver sig ind i historien som vinder af det 96. Danske Derby i Klampenborg. Årets største galopdag står for døren!
Rigtig god fornøjelse!
|