Senest opdateret:
16. december 2002 kl. 02:23

Nyheder Artikler Resultater Referater Guide Sæsonplan Foreninger Links



Fremragende Dano-Mast blev tredje i Hong Kong Cup (Gr.1)



- Af Filip Zwicky


Søndag formiddag satte Flemming Poulsen-trænede Dano-Mast for alvor Danmark på galopsportens verdenskort, da den 6-årige hingst blev nummer tre i verdens højst doterede græsløb over 2000 meter, The Hong Kong Cup (Gr.1), med en samlet præmiesum på ca. 17 millioner danske kroner.


Precision vinder Hong Kong Cup (Gr.1) foran Paolini og Dano-Mast.
Foto Frank Sorge.

Dano-Mast sprang godt af fra sit indvendige startspor tre, og den franske jockey Gerald Mossé placerede hesten på andenpladsen rundt det første sving. På bagsiden blev tempoet fuldstændig taget ud af løbet, og først i sidste del af opløbssvinget forsøgte Mossé at stikke af sted med Dano-Mast som tog føringen med 350 meter til mål. Her kom der dog stærke angreb fra både tyske Paolini og Hong Kongs Precision. Sidstnævnte gik til slut forbi til en kort sejr foran Paolini, mens Dano-Mast var mindre end en halv længde bag de to forreste i mål. Mens vindende Precision fik ca. 10 millioner danske kroner for sejren, var der ca. halvanden million kroner i tredjepræmie til Dano-Mast, der med den fornemme placering beviste at han virkelig har kapaciteten til at være med mod verdens allerbedste heste - ligemeget om det er i Europa eller Asien.


Opløbet i Hong Kong Cup (Gr.1) set oppe fra.
Foto Frank Sorge.

Vindende Precision var en kæmpe overraskelse fra hjemmeholdet Hong Kong. Den franskfødte vallak havde aldrig før vundet et gruppeløb, og med det vanskelige startspor 12 så opgaven endnu mere uoverkommelig ud på forhånd. Men efter perfekt af en af verdens absolut bedste jockey, Mick Kinane, lykkedes det Precision at fravriste Paolini sejren på de sidste meter og dermed gøre nærmest gøre dagen til national helligdag i Hong Kong fremover.


Mick Kinane jubler efter sejren i Hong Kong Cup (Gr.1).
Foto Scandinavian Raceweb.

Svag Grandera
Løbets store favorit var Godolphin-teamets Grandera med Frankie Dettori i sadlen. Løbet blev dog allerede fra starten ødelagt for Grandera, idet tempoet var så lavt at Dettori allerede rundt det første sving brugte for mange unødige kræfter for at holde sin temperamentsfulde hest tilbage. Grandera led fortsat under det lave tempo på bagsiden, og da feltet nåede den lige strækning havde favoritten aldrig fart nok til at have noget at byde på. En skidt World Cup-dag for Godolphin sluttede altså med en syvendeplads til Grandera.


Stemningen på Sha Tin Racecourse kort inden Hong Kong Cup var intens.
Foto Scandinavian Raceweb.

Hong Kong Sprint (Gr.1)
Det første Gruppe-1-løb på Cup-dagen var The Hong Kong Sprint, hvor Dano-Masts jockey Gerald Mossé fik en perfekt start på dagen ved at føre All Thrills Too til sejr foran Firebolt og de sidste to års vinder Falvelon. Både All Thrills Too og Firebolt er trænet i Hong Kong, der hermed indledte hvad skulle vise sig at blive en uforglemmelig dag for kineserne. Der var 5,7 millioner HK$ i førstepræmie til All Thrills Too.


Gerald Mossé indledte Cup-dagen med at vinde Hong Kong Sprint (Gr.1).
Foto Scandinavian Raceweb.


Hong Kong Vase (Gr.1)
Det 2400 meter lange Hong Kong Vase blev som det eneste af Cup-dagens løb et opgør mellem forhåndsfavoritterne. I lighed med sidste års løb strøg Frankie Dettori straks til front på ryggen af favoritten Ekraar, der fik at styre begivenhederne til feltet rundede opløbssvinget. Her trak Thierry Jarnet franske Ange Gabriel ud til angreb i midten af banen, og efter en 100 meters kamp gik den skimle hingst forbi Ekraar. I sidste del af opløbet havde Ange Gabriel hele tiden et sikkert overtag, mens Ekraar måtte bøje sig for både indvendige Aquarelliste og udvendige Falcon Flight der løb over mål i nævnte rækkefølge. Ange Gabriel trænes af Eric Libaud og hentede 8 millioner HK$ for sejren.


Ange Gabriel holder sig foran indvendige Aquarreliste med udvendige Falcon Flight tredje.
Foto Scandinavian Raceweb.


Hong Kong Mile (Gr.1)
Også The Hong Kong Mile over 1600 meter skulle vise sig at blive en stor triumf for Hong Kong, mens de europæiske farver falmede fuldstændigt. Vinder blev Iwan Allan-trænede Olympic Express, der efter en fremragende opløbskamp slog Electronic Unicorn. Ligesom i Hong Kong Vase var der 8 millioner HK$ i førstepræmie. Løbets favorit Noverre sås aldrig med chance i løbet og det var altså endnu en stor nedtur for Godolphin-teamet, som kom til Hong Kong med tre store favoritter der alle led sviende nederlag.


Iwan Allan-trænede Olympic Express vinder Hong Kong Mile (Gr.1) foran udvendige Electronic Unicorn.
Foto Scandinavian Raceweb.