galopsport.dk

Sandie Kjær Nortoft:
"Min største udfordring"



- Af Filip Zwicky

Den seneste tid er gået stærkt for 29-årige Sandie Kjær Nortoft. Rigtig stærkt! For blot et halvt år siden havde hun ingen intentioner om en karriere inden for galopsporten, og nu – få dage inden den danske sæsonstart – er hun professionel træner med 18 heste i sin varetægt og har kontrakt med én af landets førende jockeys.

Sandie Kjær Nortoft med 2-årige Dustin (Diktat), der kostede 220.000 kroner og var dyreste åring på Dansk Galops Åringsauktion i 2008.
Foto: Peter Leth Keller / Scanrace.dk

Det hører til de ekstreme sjældenheder at et hidtil ukendt ansigt dukker op i galopsporten og med raketfart skaber sig en virksomhed som professionel galoptræner. Men det er den klare realitet for Sandie Kjær Nortoft, der kort før nytår fik 10 heste i træning for ejerparret Lone og Jens Westh og sidenhen supplerede med yderligere en halv snes heste fra Rosenlund Racing. På samme tid introducerer Sandie Kjær Nortoft et helt nyt koncept på disse breddegrader, idet hestenes træning foretages i tre forskellige etaper på tre forskellige destinationer.

Uddannet hestemassør med egen virksomhed
Sandie Kjær Nortoft er uddannet hestemassør på Axelsons Body Work School i København, og allerede fra seks års alderen drømte hun om at arbejde professionelt med heste. ”Jeg havde allerede inden jeg startede min uddannelse været et år i Tyskland, hvor jeg arbejdede med alle aspekter inden for hestefaget. I sommeren 2001 åbnede jeg Sjællands første og eneste helse- og feriecenter for heste, kaldet Healthy Horse, og tilbragte en periode hos den tyske OL-rytter og dyrlæge Dr Mathias Baumann, der ejer et af de største rehabiliteringscentre for heste i Tyskland. Det var under opstarten af Healthy Horse jeg lærte Lone og Jens Westh at kende”, fortæller Sandie, der i dag driver Healthy Horse fra Westh-parrets ejendom Hvidemosegård i Kirke Hyllinge nær Holbæk.


Fuldblodshesten Our Choice nyder en tur i aquatræneren på Healthy Horse.
Foto: Peter Leth Keller / Scanrace.dk

Aquatræning tiltrak galophestene
Gennem Healthy Horse har Sandie Kjær Nortoft haft adskillige hesteracer i sine hænder, og efterhånden begyndte fuldblodshestene også at gøre indtog på rehabiliteringscenteret, hvor især stedets ”aquatræner” er yderst populær. ”Aquatræning er især godt for heste med sene- eller ledbåndsskader, idet den giver en særlig skånsom behandling og fordi der hele tiden er fuld kontrol over hestens bevægelser. Dertil kan både hastigheden på løbebåndet og vandmængden reguleres, og samtidig med at hesten motionerer, sørger vandet for at massere hestens ben og øge blodcirkulationen”, forklarer Sandie, der investerede i aquatræneren i 2003.



Foruden aquatræner findes der også hestesolarium på Healthy Horse.
Foto: Peter Leth Keller / Scanrace.dk


Marrons forvandling
At Sandie Kjær Nortoft pludselig fik galophestene helt tæt ind på livet skyldes ikke mindst Stald Ras, som i vinteren mellem 2007 og 2008 besluttede at sende to af deres galopheste, Flyer og Marron, på ophold hos Healthy Horse. Herigennem opstod et godt samarbejde med træner Søren Jensen, der efter at have set aquatræneren i funktion og oplevet flere af sine heste blive sine problemer kvit efter ophold på Healthy Horse, valgte at satse endnu mere på denne løsning. ”Et godt eksempel er jo Marron, der efter sin 3-årssæson ikke kunne klare det fulde træningspres på Klampenborg og i stedet blev sendt hertil på rehabilitering. Marron kom over sine problemer, samtidig med at han rent styrkemæssigt udviklede sig enormt, og året resulterede jo i to storløbssejre i Stockholm, heriblandt Breeders’ Trophy Stayer”, siger Sandie, der fortsat ofte har både Marron og flere af Søren Jensens øvrige heste på visit på Healthy Horse.



4-årige Duncan med jockey Susanne Vittarp på træningsbanen i Jægerspris.
Foto: Peter Leth Keller / Scanrace.dk


Fra amatør til professionel
I fjor tog Sandie Kjær Nortoft amatørtrænerlicens for selv at kunne træne hestene My Vale hun havde overtaget fra Allan Thelix, og Careline der blev købt af Berner Olsen. ”Jeg fik lidt mere indsigt i galopsportens verden gennem arbejdet med My Vale og Careline, men jeg havde aldrig troet at jeg med et slag skulle gå fra at være amatørtræner med to heste til at blive professionel træner med 18 heste. Det er en kæmpe omvæltning og uden tvivl den største udfordring jeg nogensinde har stået over for”, siger Sandie, der i sine primære ejere Lone og Jens West og Rosenlund Racing får al den støtte man kan drømme om som nystartet træner.

Lone og Jens Westh har investeret rigtig meget i både rammerne omkring træningen og ikke mindst i selve hestematerialet, mens det på Susanne Rosenlunds træningssted i Jægerspris er muligt at træne på et højt ambitionsniveau med en 1200 meter lang træningsbane og stort ridehus til de kolde frostdage”, siger Sandie Kjær Nortoft og kommer dermed ind på den sidste af de i alt tre etaper i træningskonceptet, der bl.a. omfatter løsdrift på trænerens egen gård, aquatræning og velfærd på Healthy Horse og endelig selve træningsbanen i Jægerspris. ”Vi har dermed hele tiden tre forskellige muligheder med hestene, og det betyder at vi fra dag til dag kan vurdere hvad der passer bedst for hver enkelt hest og agere derefter”, fortsætter træneren.



Det daglige team består af fra venstre Susanne Rosenlund, Sandie Kjær Nortoft, Susanne Vittarp og Jeannette Reitz.
Foto: Peter Leth Keller / Scanrace.dk



To professionelle jockeys
Sandie Kjær Nortoft er landet i galopsporten efter et liv i en helt anden del af hesteverdenen, og med det gigantiske ansvar der følger med så mange heste i træning, har hun også på rekordtid måtte sammensætte et team af rutinerede kræfter. Lige nu har stalden to ansatte, Jeanette Reitz der er military rytter, og Susanne Vittarp der er udlært jockey hos Elo Ervolder.

Susanne har adskillige års erfaring med træning af galopheste, og hun er lært op af en af sportens store trænernavne. Lige nu er der dog så meget tryk på kedlerne, at vi mangler en tredje rytter der kan indgå i det faste team, så jeg leder med lys og lygte efter en erfaren rytter”, siger Sandie.



Mark Larsen (tv) på ryggen af Lone og Jens Wesths Eko Arabian Night ved en tidligere sejr på Klampenborg. Larsen vandt også Fyensløbet med Eko Arabian Night. Foto: US Photo.

Kontrakt med Mark Larsen
Sandie Kjær Nortofts nystartede træningsvirksomhed har også tiltrukket ét af Danmarks største navne på hesteryg gennem tiderne, den 35-årige jockey Mark Larsen, der igennem de senere år har levet en noget tilbagetrukket tilværelse i Nordjylland og ikke længere deler den samme stressede dagligdag som mange af sine kollegaer, hvilket mest af alt skyldes en fortsat hård kamp med vægten. ”Mark Larsen har mere international erfaring end nogen anden aktiv i dansk galopsport, han har fingerspidsfølelse og er gået yderst professionelt ind til den opgave der er stillet foran ham i forbindelse med at være både førstejockey og rådgiver for stalden”, fortæller Sandie, der indledte samarbejdet med Larsen i slutningen af januar.


Den 4-årige hopp Sydney vandt fire gange i fjor, heriblandt det klassiske Mowerinaløb. I år har hoppen Dansk Breeders' Cup som sin første store opgave.
Foto: Peter Leth Keller / Scanrace.dk


Sydney bliver fanebærer i 2009
Et kig på Sandie Kjær Nortofts træningsliste afslører hurtigt, at den 4-årige hoppe Sydney (Academy Award) kan blive den helt store fanebærer for stalden i den kommende sæson. Sydney, der i fjor var i træning hos Birgitte Nielsen i Århus, havde en fantastisk klassisk sæson med i alt fire sejre. Sydney var tidligt klar i foråret og vandt tre sejre på stribe med kulminationen i Mowerinaløb (Dansk 1000 Guineas). Sidenhen vandt Sydney knusende overlegent en afdeling af BE Profilers 3-års Serie i Provinsen, og eneste rigtige svipser var i Rosengårdlöpning over 1200 meter på Jägersros dirt track, hvor hun aldrig rigtig fandt fodfæste.

Breeders’ Cup første store opgave
Sydney er en talentfuld, men også meget speciel hoppe. Hun lagde ud med at forårsage to brækkede fingre, men hun er faldet virkelig godt til nu og opfører sig eksemplarisk. Hun står meldt i Dansk Breeders’ Cup i slutningen af maj, men hun har hidtil aldrig prøvet at løbe 1800 meter og hun skal lære at slappe mere af undervejs for at klare det”, beretter Sandie og hentyder til, at hoppen ved samtlige fire sejre i fjor vandt efter føring fra start til mål og aldrig rigtigt økonomiserede med kræfterne. Efter Dansk Breeders’ Cup findes der dog masser af gode opgaver over hele Skandinavien for Sydney, der baseret på sidste års præstationer passer bedst på distancer mellem 1400 og 1600 meter.


Diktat-sønnen Dustin på vej i ringen på Dansk Galops Åringsauktion i fjor, hvor han blev købt for 220.000 kroner af Sandie Kjær Nortoft og Lone og Jens Westh.
Foto: Peter Leth Keller / Scanrace.dk

Købte auktionens dyreste
Det kom sikkert bag på de fleste, da Lone og Jens Westh sammen med Sandie Kjær Nortoft i fjor stjal overskriften på Dansk Galops Åringsauktion med købet af den brune vallak Dustin (Diktat), som blev erhvervet for 220.000 kroner fra Stutteri Elverdam. Lone og Jens Westh købte på samme auktion også hoppen Hurricane Line, en halvsøster til sidste års Provinsstjerne Sin Cocos, om end for et langt mindre beløb.

Hurricane Line er halvsøster til sidste års provinsstjerne Sin Cocos, og hun ser ud til at besidde samme hurtighed som sin søster.
Foto: Peter Leth Keller / Scanrace.dk

Dustin er en meget sen type som vi nok ikke får set meget til i år. Det er en hest vi håndplukkede inden auktionen og bare måtte have, så nu giver vi ham al den tid han behøver og håber at have et godt klassisk emne til næste år. Derimod er Hurricane Line meget lig sin søster Sin Cocos, og her kan vi meget vel have en rigtig hurtig 2-årig på vej”, fortæller Sandie.


Denne 2-årige hoppe efter Shamardal blev købt på Goffs February Sale i år for 20.000 euro af Lone og Jens Westh. Foto: Peter Leth Keller / Scanrace.dk


Shamardal-datter til 20.000 euro
Lone og Jens Westh ejer blot en enkelt udenlandskfødt hest, og det er samtidig det nyeste tilskud til stalden. På Goffs February Mixed Sale i starten af februar fik Lone Westh nemlig hammerslag på en 2-årig engelskfødt hoppe efter den mangedobbelte Gruppe-1- og franske Derbyvinder Shamardal og ud af Forty Niner-datteren Enemy Action. Hoppen er halvsøster til den nu 3-årige Super Sleuth som i fjor var kort slået til andenpladsen i et Listed Race i Newmarket og sluttede sæsonen med et omregnet skandinavisk handicap på 88,5. Shamardal-datteren kostede blot 20.000 euro, svarende til ca. 150.000 danske kroner, hvilket er med til at afspejle finanskrisens hårde indflydelse på hestesporten overalt på kloden.

Vi har meldt hoppen i Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg, men ligesom med Dustin er det 3-årssæsonen der bliver den vigtige, og her har hun engagement i både Mowerinaløb og Dansk Oaks, samt de klassiske hoppeløb i både Sverige og Norge”, forklarer Sandie.


5-årige Danish Light er efter en langvarig skadespause snart klar til at gøre comeback. Foto: Peter Leth Keller / Scanrace.dk


Comeback til Danish Light?
En del husker sikkert stadigvæk den billedskønne hingst Danish Light, der som åring blev købt til Danmark af Klaus Pagh. Danish Light viste et stort potentiale som både 2- og 3-årig, hvor han bl.a. var anden i Dansk 2000 Guineas bag Kronhjort og tredje i Vinterfavoritternes Ærespræmie efter Stuart Little. Danish Light blev kort tid efter andenpladsen i 2000 Guineas desværre skadet i Jyllandsløbet, og det var næppe påregnet at han en dag skulle kunne gøre comeback. Det er der dog håb for nu, og Fantastic Light-sønnen kan for sin nye lejer Rosenlund Racing måske vende tilbage til vindercirkelen her i 2009.

Det går rigtig godt med Danish Light, der blot er fem år gammel og sin tidligere skade kvit. Han er meldt i storløbssammenhæng senere på sæsonen, men først og fremmest skal vi have ham ud og bevise at lysten stadigvæk findes”, beretter Sandie, som ligeledes har overtaget træningen af 4-årige Burj Al Arab fra Lars Kelp. ”Burj Al Arab er på mange måder en skøn hest, han har afstamningen og rammerne til noget stort, men også han har døjet med problemer og må betegnes som et endnu ubeskrevet blad. Han er fortsat maiden og er lavt handicappet, så vi burde kunne finde nogle lempelige opgaver til ham i starten af året og så må vi se hvor langt han rækker efter lidt luftforandring. Susanne Rosenlund har selv utrolig meget erfaring inden for galopsporten, og vi samarbejder om den daglige træning af hendes heste”, fortsætter Sandie, der blandt sine 3-årige heste har forventningerne på vågeblus, idet staldens fire klassiske kandidater endnu alle er ustartede og meget svære at vurdere.


Numerous-sønnen Burj Al Arab er på trods af sin flotte afstamning fortsat maiden. Her ses han med sin nye ejer, Susanne Rosenlund.
Foto: Peter Leth Keller / Scanrace.dk

Op til bevis
Sandie Kjær Nortoft er galopsportens eneste professionelle træner som endnu ikke har rundet 30 år, og de næste par år vil vise om hun også har en fremtid som professionel træner på lige niveau med sportens topnavne. Sikkert er det heldigvis, at den unge træner tror på sig selv og sine metoder, hun tror på sit team og det hestemateriale hun har fået at arbejde med. Nu skal hun ud og opnå det allervigtigste – resultaterne!


Om Sandie Kjær Nortoft
Født: 7. juni 1979
Bopæl: Kirke Hyllinge nær Holbæk
Status: Gift med Rune Kjær Nortoft
Børn: Jamie på knap to år
Antal heste i træning: 18
Sandie Kjær Nortofts træningsliste

Ejer Hest Alder Lød Køn Afstamning
Lone & Jens Westh / Sandie Kjær Nortoft DUSTIN (DEN) 2 Brun Vallak Diktat - Lyceta
Lone & Jens Westh NN (GB) 2 Brun Hoppe Shamardal - Enemy Action
Lone & Jens Westh KOZLAK (DEN) 3 Skimmel Vallak Kateb - Dancing Flojo
Lone & Jens Westh GARCON (DEN) 3 Brun Vallak Diableneyev - Luna Flight
Lone & Jens Westh / Sandie Kjær Nortoft CARELINE (DEN) 3 Brun Hoppe Ballet Prince - Top Spin
Lone & Jens Westh MONKEY BUSINESS (DEN) 3 Brun Vallak Hamond - Action Again
Lone & Jens Westh SYDNEY (DEN) 4 Brun Hoppe Academy Award - Kirobel
Lone & Jens Westh DUNCAN (DEN) 4 Brun Hingst Kateb - Dancing Flojo
Lone & Jens Westh TRIPOLI (DEN) 7 Brun Vallak Asaasy - Trout
Rosenlund Racing RABAZZA (DEN) 2 Fuks Vallak Coneybury - Taxus
Rosenlund Racing TREBBIANO (DEN) 4 Brun Vallak Final Appearance - Sky Princess
Rosenlund Racing CENTFROMHEAVEN (DEN) 4 Brun Hoppe Primatico - Apache
Rosenlund Racing BURJ AL ARAB (DEN) 4 Brun Vallak Numerous - Tabariya
Rosenlund Racing DANISH LIGHT (DEN) 5 Brun Hingst Fantastic Light - Galette
Rosenlund Racing PACEMAKER (DEN) 5 Fuks Vallak Arado - Picco Bello
Rosenlund Racing SHAMAL (DEN) 5 Brun Vallak Primatico - Hot Express
Rosenlund Racing ZOOFIE (DEN) 6 Brun Hoppe Primatico - African Zoo
Rosenlund Racing AMATICO (DEN) 7 Mørkebrun Vallak Primatico - African Bell