Senest opdateret:
19. marts 2006
kl. 13:26
Nyheder Artikler Resultater Referater Debatforum Køb & Salg Guide Sæsonplan Links Kontakt


Kelp er skærpet på alle fronter



- Af Filip Zwicky


Klampenborg-træner Lars Kelp blev for en måned siden kåret som Årets Galopprofil ved Hestesportens Galla i Skanderborghus. Titlen blev vundet ved hjælp af navne som La Petite Chinoise, Munay og naturligvis 2-årsfænomenet Peas And Carrots - men selv om der skal meget til at overgå sidste års flotte resultater, kan Lars Kelp meget vel overgå sig selv her i 2006, hvor træneren står umådelig stærkt med et ypperligt spredt hold af 2-årige, 3-årige og ældre heste.



Peas And Carrots og sin vanlige træningsrytter Kiri Glæsner er kommet glimrende over vinteren.
Foto Philip Christiansen.

"Peas And Carrots - ingen er bedre!"
Hele Galop-Skandinavien kender til Peas And Carrots' meritter som 2-årig, hvor fire starter blev omsat i tre sejre og en andenplads. Final Appearance-sønnen aflagde maidentitlen på hjemmebanen i Klampenborg, og allerede i sit livs anden start var han oppe imod mægtige Icaros i Dansk Kriterium. Peas And Carrots leverede en fremragende præstation, men var på dette tidspunkt ikke nær så skarp som sin norske konkurrent, der under Fredrik Johansson besejrede Peas And Carrots med en længde.


Peas And Carrots vinder Vinterfavoritternes Ærespræmie med mange længder før Casata og Choco Express.
Foto Burt Seeger.

Tredje start for Peas And Carrots var i Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg, og her viste hesten for første gang at han var noget udover det sædvanlige. Fernando Diaz havde ham med fremme hele vejen ind på opløbet, hvor han uden problemer forsvandt væk fra sine konkurrenter og sejlede hjem til en gigant-sejr med favoritværdigheden til Dansk Derby 2006 i hus. Formen fra Vinterfavoritternes Ærespræmie var rigtig god - på andenpladsen fulgte nemlig Kalanisi-datteren Casata, som inden da havde vundet de to svenske storløb Amacitalöpning og Svealandlöpning. Tredje gennem mål var Luis Villarroel-trænede Choco Express, som fulgte op med en overbevisende sejr i Basnæsløb. Formen var dermed nærmest skudsikker da Peas And Carrots for første gang skulle prøve kræfter med Jägersros dirt track i Svenskt Kriterium. Med i feltet var den ubesejrede Stockholm-hoppe Xaara og naturligvis den danske Kriteriumsvinder Icaros.
Peas And Carrots bestod prøven med glans og allerede kort ind på den lige bane afgjorde han løbet ved at sætte både Icaros og Xaara helt af og forsvinde væk med syv længder i hænderne på Manuel Santos. Xaara var bedst af de øvrige på andenpladsen, mens Icaros sluttede yderligere fem længder efter som tredje. Peas And Carrots' præstation gav ham et handicap på 90 og han blev dermed Skandinaviens suveræne 2-årschampion. Xaara fulgte i øvrigt op med en let sejr i TGAB's Auktionslöpning på Täby og var med til at give løbet et ekstra, men i princippet helt unødvendigt boost.

Solgt til Dr. Omar Zawawi
Efter sejren i Svenskt Kriterium blev Peas And Carrots solgt til Zawawi Racing, og han var klar til en start mere - denne gang på Saint-Cloud i Paris. Peas And Carrots var på plads i Frankrig og klar til start, men desværre kom han aldrig i aktion idet et kraftigt snefald gjorde det umuligt at gennemføre løbsdagen. På trods af den lidt ærgerlige afslutning på året, er Lars Kelp dog overbevist om at Dr. Omar Zawawi står foran mange glæder med sit danskfødte stortalent.


Peas And Carrots under morgentræningen på Klampenborg i midten af marts.
Foto Philip Christiansen.

"Peas And Carrots har overvintret fint, og hvis han har udviklet sig normalt er der ikke nogen skandinaviske 3-årige der kommer i nærheden af ham i år. Det er jo ofte set før, at hestene ikke udvikler sig som vi tror, men alt ser positivt ud. Jeg er ærgerlig over at han ikke kom til start i Frankrig i fjor, idet han med en start dernede, efter min mening, med garanti havde fået et handicaptal højere end nogen anden 2-årig i Skandinavien gennem historien. Og det havde jo været flot hvis en danskfødt hest havde opnået denne bedrift", fortæller Lars Kelp og fortsætter: "Hovedopgaverne for Peas And Carrots i år bliver Dansk, Svenskt og Norsk Derby. Derefter må vi se hvor langt hans talent rækker internationalt".



Mambo King træner på sandet i Klampenborg.
Foto Philip Christiansen.

Mambo King skal op i eliten
Med 89 i handicap sluttede Mambo King 2005 som den højestratede 3-årige hest i Skandinavien, og han blev gradvist bedre igennem hele sæsonen der bød på både sejr i Tortue Efterårshandicap mod ældre heste og andenpladsen bag franske Bye Bye Loev i Norsk Derby. Diktat-sønnen skal i år tage det sidste svære skridt op i den skandinaviske elite, men ifølge træneren er det bestemt ikke umuligt at Mambo King viser sig at rumme endnu mere udvikling. Mambo King er tilmeldt Dansk Jockey Club Cup (L), Hangover Square Pokalløb (L) og Skandinavisk Grand Prix på sin hjemmebane. "Jeg er endnu ikke helt sikker på hvilken distance der passer ham bedst, idet han jo gik storartet i sin hidtil eneste start på 2400 meter. Men jeg vil tro at han vil være bedst mellem 1600 og 2000 meter, så vi må føle os frem", siger Lars Kelp.

Ice Cool - danskfødt Tiger Hill-datter
Mambo King ejes af Provinsejendomme 2003 A/S, der på trods af sine kun to sæsoner i galopsporten har ofret store summer på køb af heste og samtidig opnået en succes der ikke er alle forundt. I fjor erhvervede Provinsejendomme 2003 ApS sig hoppen Ice Cool på den danske Åringsauktion. Ice Cool er opdrættet af Stutteri Elverdam, og prisen lød på 210.000 danske kroner. Ice Cool er det første danskfødte afkom efter den tyske superhingst Tiger Hill (Danehill), og Lars Kelp er fortsat glad for investeringen. "Ice Cool er en lidt sen hoppe, som vi håber på bliver kar til efteråret, hvor hun har flere store opgaver foran sig. Hun er meldt i de største skandinaviske opgør som både 2- og 3-årig, og jeg regner med at en hoppe med så god en afstamning også kan gå en stor fremtid i møde".


Tiger Hill-datteren Ice Cool kostede 210.000 kroner på Dansk Galops Åringsauktion.
Foto Philip Christiansen.


Der blev købt stort ind i Tyskland!
På sidste års åringsauktion i tyske Baden-Baden markerede Castor Holding sig ved to virkelig store satsninger der tilsammen lød på én million danske kroner. Første nyerhverv blev den skimle Act One-søn Shareholder, som kostede 435.000 kroner. Shareholder tilhører første årgang efter Act One, der var ubesejret som 2-årig med triumfer i både Criterium International (Gr.1) og Prix Thomas Bryon (Gr.3). Som 3-årig fulgte han de gode takter op med sejre i både Prix Greffulhe (Gr.2) og Prix Lupin (Gr.1), inden han indkasserede karrierens eneste nederlag i det franske Derby, Prix Du Jockey Club (Gr.1), bag verdensstjernen Sulamani. Act One blev skadet i netop dette løb og kom aldrig til start igen.
Shareholders mor Secret Energy (Alwuhush) er Listed-vinder og var bl.a. placeret 3. i Hamburger Stutenpreis (Gr.3). I avlen har hun produceret fire startende afkom, hvoraf de alle har vundet. Hendes hidtil bedste afkom har været hoppen Serenata (Lomitas), der er Listed-placeret og i stutteriet har markeret sig fremragende som mor til Santiago, som i fjor strøg til tops i det tyske 2000 Guineas, Mehl-Mülhens-Rennen (Gr.2).
Om Shareholder siger Lars Kelp: "Han er lige blevet kastreret og jeg regner med han vil blive klar til debut ud på sensommeren. Der findes gode opgaver til ham i både Skandinavien og Tyskland, men herhjemme bliver Vinterfavoritternes Ærespræmie den eneste større udfordring".


Lars Kelp overværer 3-årige Kilbarri (blinkers) og 2-årige Calrissian arbejde på sandet.
Foto Philip Christiansen.

Castor Holding slog til igen senere på auktionen i Baden-Baden med købet af den fukse hingst Calrissian efter Efisio - Centaine v. Royal Academy. En hest der kostede små 600.000 danske kroner. Calrissians mor Centaine vandt selv Tysk Oaks (Gr.2) i 1995, og i stutteriet er hun mor til Listed-race vinderen Cloudy Bay og den 10-dobbelte vinder Vicchio.
"Calrissian er ligesom Shareholder tyskopdrættet og bærer rundt på en fremragende afstamning. Med Efisio som far bør han være relativt tidligt klar, og der venter opgaver i både Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og resten af Europa og venter på ham såfremt han er god nok", beretter Kelp.


Mrs Moneybags/Fredrik Johansson slår Starlight's Olli i november 2005.
Foto Burt Seeger.

Mrs Moneybags og Peas And Love
3-årige Mrs Moneybags (Exit To Nowhere - Christopherssister v. Timeless Times) og 2-årige Peas And Love (Cajun Cadet - Dominet Hope v. Primo Dominie) ejes begge af Joint Venture. Førstnævnte viste visse evner i fjor, hvor hun i efteråret fik aflagt maidentitlen foran Starlight's Olli og Polemic. "Jeg håber hun kan udvikle sig til et anstændigt Oaks-emne, og hun står ligeledes i 3-års Serien i Provinsen", siger Lars Kelp om dette klassiske håb.


2-årige Peas And Love træner på Klampenborgs sandbane.
Foto Philip Christiansen.

Peas And Love er halvsøster til Peas And Carrots og blev handlet privat efter Dansk Galops Åringsauktion i fjor, vel at mærke inden at storebroderen for alvor slog sit navn fast som Skandinaviens bedste 2-årig. Om hende siger Lars Kelp: "Hun har jo en del at leve op til som halvsøster til Peas And Carrots. Hun ser ud til at være tidligt klar, står meldt i alle skandinaviske storløb, og er hun kapacitetsmæssigt i nærheden af sin bror, er hun et ret godt kort at have på hånden".


Binary File matches i år mod de største løb mellem 1600 og 2000 meter i Skandinavien.
Foto Burt Seeger.

Kilbarri og Binary File
Stald Milo og Light Valley Stud er nye hesteejere hos Lars Kelp, og sammen ejer de Danmarks bedste ældre hest i 2005, Binary File (Nureyev - Binary v. Rainbow Quest). Binary File blev importeret til Skandinavien fra England i 2003 og har tidligere været i træning hos Søren Jensen. "Binary File har hørt til i den skandinaviske elite de sidste to sæsoner. Jeg håber jeg kan gøre arbejdet lige så godt som min kollega Søren Jensen, og at hesten som 8-årig fortsat kan holde dampen oppe. Han skal hovedsageligt matches i de største skandinaviske opgør mellem 1600 og 2000 meter, men jeg kan godt forestille mig at Polar Cup (Gr.3) over 1350 meter bliver en mulighed, da jeg tror han har fart nok i sig til at løbe på denne distance", forklarer træneren.
Sammen med TLP Racing importerede Stald Milo og Light Valley Stud i fjor den nu 3-årige brune vallak Kilbarri (Zafonic - Gentle Dame v. Kris), der på købstidspunktet netop havde aflagt maidentitlen i England. "Kilbarri er blevet kastreret nu. Han gik nogle fornuftige løb i England sidste år. Jeg håber at jeg kan forbedre ham lidt, så han kan løbe med frem i Norsk 2000 Guineas, Jyllandsløbet og Provinsens 3-års Serie".


Mowerina-kandidaten Receptionist.
Foto Philip Christiansen.

Mere succes for House Of Horses?
House Of Horses har nu tre heste i træning hos Lars Kelp. To af dem er velkendte klassiske kandidater, nemlig Receptionist (Abaco Prince - Cool Adventure v. Final Jeopardy) og Sirius Company (Philidor - Dukrame v. Top Ville). Receptionist sejrede i fjor i Produce Stakes og var tredje i Klampenborg Auktionsløb. " Hun var en meget nyttig 2-årig sidste år, og hun vil først og fremmest blive matchet imod Provinsens 3-års Serie. Det er dog heller ikke umuligt at hun viser sig som en Mowerina-kandidat.


Sirius Company.
Foto Philip Christiansen.

Sirius Company gik et flot løb og vandt Svenskt Kriterium Consolation i sin sidste start i fjor. Han er meget stayerbetonet som halvbror til Touch Wood, og hovedmålet i år bliver Dansk Derby", lyder det fra Kelp, der også træner 2-årige Sevenfourtyseven (Richard Of York - Boss Lady v. Last Tycoon) for House Of Horses. Sevenfourtyseven er helbror til Choco Express der efter sin overlegne sejr i Basnæsløb har overvintret som et varmt klassisk emne. "Han er en sent udviklet hest med én af de bedste moderlinjer i Danmark. Han kommer først til start sent på året og vil først og fremmest blive matchet imod en stor 3-årssæson i 2007".


Hatina Dancer.
Foto Philip Christiansen.

Forbedring i Hatina Dancer?
Erik Larsens 3-årige Hatina Dancer (Wagon Master - Dancing Flojo v. Amazing Dancer) var omgærdet med fine træningsrygter sidste år, men hun fik aldrig vist det i løb. "Jeg var meget skuffet over hendes præstationer sidste år, idet hun viste glimt af fart i træning. Hun har dog udviklet sig godt i vinterens løb, og jeg håber at hun i det mindste kommer til at vinde løb i år. Hun står meldt i Dansk Oaks, har en stærk moderlinje og vi har ikke opgivet hende endnu".


La Petite Chinoise (tv) vinder Erik O Steens Memorial (L) på Øvrevoll i fjor.
Foto Philip Christiansen.

Den lille kineser...
Sidste hest på staldrunden er 5-årige La Petite Chinoise (Dr Fong - Susi Wong v. Selkirk), der siden hun blev importeret til Skandinavien i august 2004 har været en bærende kraft i Kelp-stalden med sejre i både Dansk Oaks, Jockeyklubbens Avelslöpning (L) og Erik O Steens Memorial (L). " Hun er den bedste hoppe i træning i Skandinavien på 2400 meter, og hun har vist sig effektiv på både græs og dirt track. Hun fik desværre en mindre skade efter sin Listed-sejr i Oslo i fjor, men hun kom godt igen med sin tredjeplads på Jägersro og har det strålende nu. De store løb for de 4-årige og ældre hopper over længere distancer kommer først sent på sæsonen, så én af de første opgaver for hende kan blive Fawzia Stakes på Derby-dagen i Klampenborg", slutter Lars Kelp, der må siges at være ualmindeligt godt rustet til den kommende sæson, og ligesom sin nabo Bent Olsen kan han blive en meget farlig konkurrent til Søren Jensen i kampen om det danske trænerchampionat i 2006.


Lars Kelp glæder sig over Klampenborgs træningsforhold, der har gjort det muligt at få hestene i gang tidligere end normalt på denne årstid.
Foto Philip Christiansen.