Senest opdateret:
15. februar 2006
kl. 09:48
Nyheder Artikler Resultater Referater Debatforum Køb & Salg Guide Sæsonplan Links Kontakt


Kateb er død



- Af Filip Zwicky


Dansk galopsport mistede tirsdag eftermiddag et af sine helt store firbenede ikoner, da avlshingsten Kateb gik bort på Stutteri Blesbjerg i Sønderjylland.


Kateb/Kim Andersen vinder Pokalløb (L) på hjemmebanen i Klampenborg.
Foto Burt Seeger.

Kateb var ustartet som 2-årig i England, men han nåede at vinde to løb i 3-årssæsonen inden han blev importeret til Danmark af Bent Mikkelsen. I træning hos Søren Jensen opnåede Pennine Walk-sønnen en lang række storløbssejre på de skandinaviske baner. I Danmark vandt han Dansk Jockey Club Cup (L) og dobbeltsejrede i både Pokalløb (L) og forløberen til Scandinavian Open, Dansk Eclipse Stakes (L). Kateb fandt sig ligeledes fantastisk til rette på Øvrevoll i Norge, hvor han to gange strøg til tops i Oslo Cup (L). Hingsten vandt i alt 12 løb og 1,3 millioner i sin fremragende karriere, og allerede med sine første årgange slog han kraftigt igennem i avlen som far til Derby-vinderne The Khamsin og Lights Out, samt hans i særklasse bedste afkom, Hovman.


Kateb og Kim Andersen.
Foto Burt Seeger.

En lille hest med et kæmpe hjerte
Kateb havde igennem hele sin skandinaviske karriere et fast makkerskab med championjockey Kim Andersen, der mindes Kateb som én af de mest heroiske heste han nogensinde har redet. ”Kateb gav alt hvad han havde i sig hver eneste gang. Han var en lille hest med et kæmpe hjerte, og jeg vil aldrig glemme da vi sammen vandt Oslo Cup i 1994. Det var så blød en bane at Kateb næsten gik i til knæene, og vi var hårdt angrebet af løbets klare favorit Coneybury. Kateb blev dog ved med at kæmpe, hans lille krop strakte sig så meget den kunne bære, og hans enorme fighterhjerte gav os sejren. Han var noget helt specielt på disse breddegrader”, husker Kim Andersen, der meget passende var i sadlen på Katebs søn The Khamsin, da denne vandt en overlegen sejr i Dansk Derby på Klampenborg i 2002.


Katebs søn Hovman vinder Pokalløb (L) i 2005.
Foto Burt Seeger.

Flotte ambassadører for Kateb
Også jockey Mark Larsen har fejret store triumfer på ryggen af Katebs to sønner, helbrødrene Hovman og Lights Out. På sidstnævnte vandt Larsen både Norsk Derby, Norsk St. Leger og Dansk St. Leger, mens det på ryggen af Hovman er blevet til sejre i Pokalløb (L), Swedish Open Mile (L), Songline Classic (L) og SFK Jubileumslöpning (L). ”Både Hovman og Lights Out er pragtfulde væddeløbere. Selv om de er helbrødre er de ret forskellige, men de har det tilfælles at når de først er foran giver de ikke op, og de har begge to været flotte ambassadører for Kateb, som i mine øjne slet ikke fik de chancer i avlen som han var berettiget til”, udtaler Mark Larsen.



Kateb stod opstaldet på Stutteri Blesbjerg i Sønderjylland.

Løb med skruer i bagbenet
Katebs store løbshjerte blev yderligere bekræftet selv efter hans karriere var afsluttet. Opdrætter Bente Andresen, som havde hingsten opstaldet på Stutteri Blesbjerg i Sønderjylland, begyndte i 2002 at høre sære knirkelyde når hun trak ham. Hun fik ham røntgenfotograferet og det viste sig at han havde fået opereret to skruer ind i det højre bagben. Det var uvist hvornår operationen var sket, men det var helt sikkert sket før han kom til Skandinavien, hvilket betød at han i realiteten klarede sig igennem det meste af hans fantastiske karriere med et skadet bagben.