|
Der bliver noget at leve op til for Klampenborg-træner Hanne Bechmann i sæsonen 2006. I Sidste sæson blev man nemlig vidne til rigtig flotte resultater, og staldens kun 16 heste indløb hele 1,3 millioner kroner på de skandinaviske baner.

Nu 4-årige Shangri La kan med videre udvikling tage skridtet ind i den skandinaviske hoppe-elite.
"Jeg synes vi har rigtig mange spændende heste i stalden til den kommende sæson. Kun få 3-årige, men vi har dog syv rigtig spændende 2-åringer og en række fine ældre heste", siger Hanne Bechmann som også på ryttersiden er godt rustet i dagligdagen, med både Nicholas Cordrey og Cathrine Weilby i stalden. Sidstnævnte vender hjem fra vinterens ophold i Chile den 1. marts.
Desuden har den pensionerede tidligere toptræner Frank Stewart sin daglige gang i stalden og han tages ofte med på råd. Hanne Bechmann har været med i sporten i mange år. "Jeg kom ind i sporten idet min far var beslagssmed. Jeg startede med at træne heste da jeg boede på Fyn. Siden kom Jens' far Willy Bechmann med i 80'erne og 90'erne, men efter han stoppede som hesteejer kørte vi på lavt blus i nogle år. Opsvinget er dog kommet igen efter at jeg overtog Flemming Poulsens stald, og nu har jeg en 18-20 heste i træning" fortsætter Hanne Bechmann.

Staldens store Derbyhåb er Ballet Prince-sønnen Little Prince.
Klassisk håb i Little Prince
Sidste sæson var det heste som 2-årsstjernen Little Prince, Oaks-vinderen Shangri La og sprinteren Hongkong der var frontfigurerne i stalden på Enghavelyst. Vi bad Hanne vurdere hestenes muligheder i den kommende sæson. "Little Prince ser ikke ud af så meget. Jeg tror dog godt han kan udvikle sig til en rigtig god 3-årig. Jeg ved ikke om han står de 2400 meter, men det er tæt på. Shangri La er først være at være færdigudviklet nu og bliver kun bedre med alderen. Hende forventer vi os meget af. Det samme gælder Hongkong" slutter Hanne Bechmann som endnu engang fremhæver hendes kuld af 2-årige, der tegner til at blive rigtig spændende. Hun har bla. modtaget en helbror til Derbyvinderen Cut Champion i træning fra familen Brendholdt.
Dette var lidt optakt om Stald Hanne Bechmann. De næste uger vil vi skrive lidt om andre træneres forventninger til den kommende sæson.
|