Senest opdateret:
30. september 2005 kl. 14:22

Nyheder Artikler Resultater Referater Community Til Salg Guide Sæsonplan Links Kontakt



Hurricane Run fik det
"uheldige" startspor



- Af Filip Zwicky


Luca Cumani-trænede Alkaased, der havde fået booket franske Gerald Mossé i søndagens Prix de l'Arc (Gr.1), kommer ikke til start. Hesten havde pådraget sig en overfladisk skade, som ikke helede i det tempo Newmarket-træneren havde håbet på, og dermed kommer Alkaased ikke med i opgøret og Mossé kan derfor blive i Hong Kong, hvor han har base i dag.
Der blev ligeledes trukket lod om startsporene fredag morgen, og løbets store favorit Hurricane Run trak det "uheldige" startspor 6, hvorfra ingen heste har formået at vinde Prix de l'Arc siden løbet for første gang blev afviklet fra startboks i 1964. Sidste års vinder Bago startede i fjor fra spor 5, men i år har han fået en noget sværere udgangsposition i spor 13. Den irske Oaks-vinder Shawanda trak det indvendige spor 1, hvilket ikke var gode nyheder for hendes træner Alain de Royer Dupre. "Det var ikke det ideelle spor at starter fra, og min anden deltager i løbet, Pride, har trukket spor 14 som er endnu værre. Jeg havde hellere set det den anden vej rundt med Shawanda udvendigt og Pride langs rails", udtalte den franske træner sig fredag morgen.
Den endelige liste over de startende heste med ryttere kan nu downloades ved at klikke her....

Aga Khan efteranmelder pacemaker til Shawanda
På trods af at kun 15 heste opretholdt engagement i søndagens Prix de l'Arc de Triomphe (Gr.1) ved onsdagens forfeit, ser det alligevel ud til at 16 deltagere kommer med i opgøret. HH Aga Khan har nemlig brugt 60.000 Euro på at efteranmelde en pacemaker til den irske Oaks-vinder Shawanda, der er afhængig af et opskruet tempo undervejs. Aga Khan har efteranmeldt den 3-årige hoppe Windya, der skal rides af Thierry Jarnet, som har vundet Prix de l'Arc to gange tidligere med Subotica i 1992 og Carnegie i 1994. Windya vandt i sin seneste start et Listed Race på La Teste, og klassemæssigt har hun intet at gøre i søndagens felt, hvor hendes eneste opgave bliver at trække læsset for Shawanda. Windya er dermed den ene af løbets to pacemakere. Også Wildenstein-familien har brug for en "hare" til superstayeren Westerner, der om nogen er afhængig af et hårdt tempo samtlige 2400 meter. Det bliver Voltmeter og Thierry Thulliez der skal hjælpe Westerner rundt i jagten på Wildenstein-familiens femte Arc-triumf. Græsset på Longchamp blev torsdag betegnet som god (3,1), og vejdudsigten lover flere regnskyl både i dag fredag, samt lørdag. Longchamps banemester Christian Delporte lover en god til blød bane på søndag, såfremt der kommer den mængde regn som meteologerne angiver.
Den endelige liste over de startende heste med ryttere kan nu downloades ved at klikke her....

15 heste opretholder engagement
Ved onsdagens 2. forfeit til Prix de l'Arc de Triomphe (Gr.1) faldt tre deltagere fra. De to tyske kandidater Königstiger og Manduro, samt tjekkiske Darsalam blev trukket ud af listen til søndagens millionopgør, hvilket efterlader 15 deltagere. Af disse 15 har 12 allerede nu fået ryttere på, og lige nu er det bare forrige års Arc-2'er Mubtaker, Norse Dancer samt Westerners formodede pacemaker Voltmeter som mangler en styrmand. Kieren Fallon har ikke overraskende valgt Hurricane Run, og dermed er tøjlerne på Aidan O'Briens Grand Prix de Paris (Gr.1)- og St. Leger Stakes (Gr.1)-vinder Scorpion overladt til Mick Kinane, der tidligere var førstejockey for netop O'Brien og vandt Prix de l'Arc i 1999 med faderen til både Hurricane Run og Scorpion, Montjeu.
Se listen over de resterende 15 deltagere i Prix de l'Arc og deres ryttere her...

18 står tilbage i Prix de l'Arc (Gr.1)
Ved tirsdagens forfeit til Prix de l'Arc de Triomphe (Gr.1) blev 18 heste stående, heriblandt naturligvis forhåndsfavoritterne Hurricane Run, Motivator, Bago, Scorpiion og Shawanda. Derimod faldt sidste års 3'er, Lord Derbys fantomhoppe Ouija Board fra, idet hun i stedet vil blive matchet direkte mod Breeders' Cup på Belmont Park i slutningen af oktober måned.
Blandt de øvrige 18 tilbagestående heste findes Danehill-sønnen Westerner, der to år i træk har vundet det 4000 meter lange Prix du Cadran (Gr.1) på Prix de l'Arc-dagen, men i år er det intentionen at han skal forsøges i selve Arc'en. Westerner, der ellers har været en udpræget stayer med sejre i både Prix du Cadran (Gr.1) og Gold Cup (Gr.1), blev i sidste måned testet i Grosser Preis von Baden (Gr.1), hvilket resulterede i en tredjeplads bag Warrsan og Gonbarda, men foran Godolphins Arc-håb Cherry Mix. Tempoet i Grosser Preis von Baden (Gr.1) var ikke højt nok for Westerner, der angiveligt vil få hjælp af en pacemaker på søndag, idet han er afhængig af et opskruet tempo. Dertil stiger chancerne i en blød bane.
Warrsan, der netop vandt Gruppe-1-løbet i Baden-Baden, står ligeledes tilbage i opgøret sammen med Royer Dupre-trænede Pride, der i det traditionelle optaktsløb Prix Foy (Gr.1) vandt sikkert foran Luca Cumani-trænede Alkaased, som også allerede nu er sikker starter på søndag, idet franske Gerald Mossé er blevet kaldt hjem fra sin kontrakt i Hong Kong for at ride netop denne hest. De 18 resterende navne i Prix de l'Arc de Triomphe (Gr.1) efter tirsdagens forfeit er: Alkaased, Bago, Cherry Mix, Darsalam, Mubtaker, Norse Dancer, Shirocco, Warrsan, Westerner, Pride, Samando, Hurricane Run, Königstiger, Manduro, Motivator, Scorpion, Voltmeter og Shawanda.

45.000 kan ikke tage fejl -
Prix de l'Arc er størst i Europa!
Den 84. udgave af Prix de l'Arc de Triomphe Lucien Barriére er på trapperne. Søndag den 2. oktober har en betydelig mængde skandinaviske galopentusiaster valgt at besøge Longchamp-banen i Paris til det der betegnes som Europas svar på Dubai World Cup-dagen og Breeders' Cup i USA. De skandinaviske tilskuere kan dog langt fra matche fremmødet fra England og Irland, der forventes at lyde på mere end 15.000 mennesker. Læg dertil det franske publikum og antallet er oppe over 45.000!.

Årets Prix de l'Arc de Triomphe (Gr.1) tegner til at blive én af de mest hotte udgaver igennem 20 år. Et forestående møde mellem sidste års Arc-vinder Bago og en række 3-årige supertalenter ført an af den irske Derbyvinder Hurricane Run, den engelske Derbyvinder Motivator og den irske Oaks-vinder Shawanda får simpelthen tænderne til at løbe i vand.
Bago har ikke været til start siden juli måned, hvor han var tredje i King George (Gr.1) i Newbury, men forrige lørdag var han dog atter i mediernes søgelys da han blev trukket rundt i Longchamps paddock. Den Jonathan Peace-trænede hingst så fit ud og kunne så i går morges (onsdag d. 21. september, red.), gå sit sidste seriøse arbejde på træningsbanen i Chantilly. Redet af sin faste partner Thierry Gillet galopperede Bago sammen med to pacemakere og kunne give hans forbindelser et smil på læben. Alan Cooper, racing manager for The Niarchos Family, udtalte efterfølgende til den franske presse: "Han arbejdede flot her til morgen. Bago har ændret sig siden i fjor. Han er stærkere og mere moden nu. Jeg vil sige at han er lige så god som han var sidste år og vi gav ham en pause efter King George, idet han på dagen ikke så ud til at være i topform".

Den sidste "double-sejr" i Prix de l'Arc skal man helt tilbage til 1978 for at finde. Her scorede irske Alleged sin anden triumf i træk for Robert Sangster, men sidenhen har seks Arc-vindere uden held forsøgt at genvinde løbet. HH Aga Khan har vundet Prix de l'Arc tre gange med henholdsvis Akiyda i 1982, Sinndar i 2000 og Dalakhani i 2003. I år står han på forhånd med to varme navne i den forrygende 3-årige hoppe Shawanda og King George-vinderen Azamour.
Shawanda, der er datter af netop Prix de l'Arc-vinderen Sinndar, debuterede først i april i år, hvor hun var anden gennem mål i et løb for ustartede hopper på Maisons-Laffitte. Herefter er det gået slag i slag med fem sejre på stribe, heriblandt i Irish Oaks (Gr.1) og senest i Prix Vermeille (Gr.1) den 11. september. Den sidste hoppe der har vundet Prix de l'Arc er Urban Sea, der som 4-årig strøg til tops i løbet tilbage i 1993. Man skal derimod helt tilbage til 1982 for at finde den seneste 3-årige hoppe med sejr i Prix de l'Arc - det var pudsigt nok HH Aga Khans Akiyda.

Løbets favorit bliver dog højst sandsynligt den 3-årige hingst Hurricane Run, i træning hos André Fabre, der bærer rundt på rekorden for antal sejre i Prix de l'Arc. Hele fem gange har Fabre sadlet løbets vinder, nemlig i årene 1987, 1992, 1994, 1997 og 1998. Der er nu gået syv år siden Fabres seneste Arc-sejr med Sagamix, og gigant-træneren har uden tvivl sat næsen op efter en ny triumf i år. Hurricane Run er ligesom Shawanda efter en Prix de l'Arc-vinder, nemlig eminente Montjeu, der slog El Condor Pasa efter en hæsblæsende opløbskamp i 1999. Hurricane Run startede sin karriere med at løbe i sin tyske opdrætter Gestüt Ammerlands farver, men hingsten blev solgt privat til Michael Tabor kort tid inden hans sejr i det Irske Derby (Gr.1). Sidenhen har Hurricane Run startet en enkelt gang, nemlig den 11. september, hvor han kort tid inden Shawanda vandt Prix Vermeille (Gr.1), strøg til tops i det traditionelle Arc-preprace Prix Niel (Gr.2).
Hurricane Run overtog definitivt favoritrollen i Prix de l'Arc, da den engelske Derby-vinder Motivator dagen forinden blev slået til andenpladsen af Oratorio over 2000 meter i Irish Champion Stakes (Gr.1). Motivator er ligesom Hurricane Run søn af Montjeu, og den sensationelle første årgang efter Prix de l'Arc-vinderen inkluderer også Aidan O'Brien-trænede Scorpion, som efter sejre i både Grand Prix de Paris (Gr.1) og St. Leger Stakes (Gr.1) ligeledes kandiderer til sejren.

Det næste forfeit til Prix de l'Arc de Triomphe (Gr.1) falder på tirsdag den 27. september, og Galopsport.dk vil naturligvis følge optakten til løbet på nært hold med flere rapporter fra Paris i dagene op til årets mest prestigefulde væddeløb i Europa.