DIT BANNER HER?
Pris: 1.500 DKK pr. måned!
Ring +45 20 33 58 11


Senest opdateret:
20. februar 2004 kl. 10:44



Derby-blod



- Af Filip Zwicky


Den 23. januar stod der efter 5. forfeit 83 heste tilbage i Dansk Derby 2004, der i lighed med tidligere år afvikles den sidste søndag i juni. Naturligvis findes der iblandt disse 83 aspiranter søskende til tidligere vindere af de blå bånd, ligesom mange af hestene er mere eller mindre beslægtede med Derbyvindere.

Skærer man helt ind til benet blandt de anmeldte er kun fem ud af de 83 heste søskende til derbyvindere – nemlig Ole Larsen-trænede Cut Di Campione, Annike Bye Nunez-trænede Don Pascal, Søren Jensens to hopper Nakia og Call Girl, samt Half Grey der under Karl Peter Andersens Dubai-eventyr er i varetægt hos Bodil Hallencreutz.

Cut Di Campione (Final Appearance – Half Row v. Saville Row) er helbror til den danske Derbyvinder fra 2001, Cut Champion. Hidtil har de to hestes karrierer ikke lignet hinanden særlig meget, idet Cut Champion allerede som 2-årig havde slået sit navn fast som årgangens fløjmand ved sejre i både Skandinavisk Opdrætningsløb, Produce Stakes og Vinterfavoritternes Ærespræmie. Den klassiske sæson bød udover Derbysejren også på en sikker gevinst i Dansk 2000 Guineas, og da Cut Champion løb over stregen som vinder af Derbyet var der ingen tvivl om at den rigtige hest vandt.


Cut Champion/Nicholas Cordrey vinder Kentaur Dansk Derby 2001.
Foto: Burt Seeger.

Cut Di Campione mangler fortsat meget i at opnå samme status som sin berømte bror, og skulle den brune vallak komme først i mål den sidste søndag i juni skal præstationen helst bære præg af den udvikling hesten har gennemgået over vinteren i stedet for den viste 2-årsform.

Hvis det lykkes for Cut Di Campione vil det nærmest være en 180 graders vending i forhold til hestens tidligere søskende som altid har båret præg af at være meget tidlige typer. Navne som Habitus, Cut Courier og Cut Legend – alle efter afdøde Muthhil – var udprægede 2-årsstjerner som aldrig formåede at gøre sig gældende i den klassiske sæson. Siden kom Cut So Sharp (Final Appearance), der viste en smule forbedring fra 2- til 3-årig hvor andenpladsen i Mowerinaløb bag Miss Et Toi var højdepunktet.

Efter at have set Half Row ’spytte’ den ene Top-2-åring ud efter den anden var der naturligvis delte meninger om Cut Champions chancer for at komme lige så flot ud af den klassiske sæson som han havde gjort det som 2-årig året før, men umiddelbart drog han fordel af sin mere stayerbetonede afstamning på faderens side der gjorde ham stærk nok til at avancere fra sin plads blandt de tre bageste rundt tribunesvinget og frem til en sikker Derbysejr på den lette sommerbane i Klampenborg.


Cut Di Campione/Mark Larsen aflægger maidentitelen i overlegen stil på Klampenborg den 4. oktober 2003.
Foto: Burt Seeger.

Tilbage til Cut Di Campione, der ligesom som sine ældre søskende ejes af Familien Brendholdt. Cut Di Campione debuterede på Derby-dag i Early-Bird Pokalen over 1200 meter. Hesten lignede ikke en type der var klar til at dyste mod tidlige typer som bl.a. vindende La Sall. Cut Di Campione sluttede ca. 11 længder bag La Sall, og debuten blev fulgt op med en 9. plads i Skandinavisk Opdrætningsløb, denne gang 12 længder efter La Sall.

Den 22. august var Cut Di Campione tredje i et maidenløb bag debuterende Star Quest – en præstation der ikke virkede meget bedre end de to første, men Final Appearance-sønnen var dog ved at finde sig til godt til rette på Klampenborgs græs, og den efterfølgende andenplads i Kriterium Consolation bag den talentfulde hoppe Rent A Tent var et godt tegn på at karrierens første sejr var inden for rækkevidde.

Og ganske rigtigt, allerede ugen efter var Cut Di Campione i kamp igen og her blev det til en overlegen fem længders sejr før debuterende Guantanamo, der i sin efterfølgende start sejrede sikkert og overvintrer som et interessant Guineas-emne.

Cut Di Campiones jockey Mark Larsen har ingen problemer med at huske hestens udvikling i netop denne periode: ”Han startede som en stor baby, han var aldrig rigtig klar over hvad der skete omkring ham og det var faktisk først efter at Manuel Santos rigtig havde ’vækket’ ham i Kriterium Consolation at han forstod hvad jobbet gik ud på. Da jeg red ham den efterfølgende uge var han blevet en helt anden hest, og så snart vi kom ind på opløbet og han så jeg gjorde tegn med pisken tog han fat og rykkede fra de øvrige i imponerende stil. Efter dette har jeg været overbevist om at der er en fremtid i hesten”, forklarer Mark Larsen, der også sad op på Cut Di Campione i årets ultimative start, Vinterfavoritternes Ærespræmie. ”Det gik uden tvivl hurtigere fra start end han havde været vant til fra de to tidligere starter, og det tog ham noget tid at finde benene. Jeg trak ham til udvendigt angreb da vi ramte opløbet og han afsluttede som skudt ud af en kanon, men der var blevet for langt op til de to Søren Jensen-heste”, fortæller Larsen om løbet hvor Cut Di Campione indtog tredjepladsen bag Lady Clementine og La Sall.

Ole Larsen, der har det daglige ansvar for Cut Di Campione, er fuld af lovord omkring hesten, og efter trænerens eget udsagn har han udviklet sig glimrende over vinteren. ”Han trængte uden tvivl til at vokse, og han er både blevet højere og meget bredere”, fortæller ’Derby-Larsen, som har fået sit tilnavn via sine 11 Derby-sejre, hvoraf de fem er vundet som træner.

Cut Di Campione er meldt i stort set alt hvad han kan komme i nærheden af i 2004, men der er stor sandsynlighed for at han ligesom Cut Champion skal den ’klassiske vej’ med Dansk 2000 Guineas og Jyllandsløb som de afgørende forberedelser til Derbyet.

Half Grey har skuffet
I Muthhil-datteren Half And Half har den skimle hoppe Half Grey samme mor som sidste års danske Derbyvinder Halfsong. Faderen har de dog ikke tilfælles, idet Half Grey er efter Troon, mens Halfsong er efter Songline.

Half And Half er i øvrigt halvsøster til førnævnte Cut Di Campione, hvilket gør deres moder Half Row ansvarlig for to af de seneste tre danske derbyvindere, Halfsong og Cut Champion – er dette bare et sammentræf??


Halfsong, her med Kim Andersen, var årgangens bedste stayerhoppe i 2003 - hvad kan lillesøster Half Grey?.
Foto: Burt Seeger.

Efter Halfsongs fabelagtige præstationer på Klampenborg og Jägersro i fjor blev der set vældigt frem til hendes lillesøsters væddeløbsdebut, men Half Grey skuffede stort i begge sine starter.

Med Kim Andersen på ryggen debuterede Half Grey over 1600 meter på Jägersro, og parret sluttede på en distanceret sidsteplads bag vindende Citizen Kane. Bedre gik det ikke i den efterfølgende start, Sweden Cup Juvenile Fillies over 1200 meter, hvor Kim Andersen igen måtte tage Half Grey op som en distanceret agterlanterne.

Half Grey afsluttede sæsonen med et generalhandicap på 48, og umiddelbart bliver det en svær opgave at få dette tal op på noget der antyder Derby-deltagelse. Det højst tænkelige er, at Half Grey bliver matchet i 3-årshandicaps for at vinde noget selvtillid, og derefter må hendes præstationer bevise om hun stadigvæk skal opretholde engagement i større sammenhænge. Med sprinterhingsten Troon som far er Half Grey heller ikke trukket på samme stærke måde som Halfsong, og det bliver sikkert på de kortere distancer ’Kalle-Dansk’ skal måle Half Grey i 2004.

Hvad bliver Nakia til?
Ét af de store spørgsmålstegn blandt den klassiske årgangs hopper er Stall Lambada og Stig Hanssons Nakia (Duty Time – Natalja v. Niniski). Nakia har en fabelagtig klassisk afstamning som halvsøster til bl.a. McGuire (Dansk St. Leger 1998), Vetrotex (Dansk Derby 2000) og Porsa System der udover at være vinder af både Klampenborg Classic og Dansk Mesterskab for 3-årige også hentede andenpladser i Svenskt St. Leger og Jyllandsløb samt tredjepladser i Dansk Derby og Dansk Breeders Cup. Nakias far Duty Time var selv vinder af Norsk Derby, og i avlen har han bl.a. produceret vinderen af Svenskt Breeders Trophy, Silana.


Mark Larsen jubler over Vetrotex's sejr i Dansk Derby 2000.
Foto: Burt Seeger.

Nakia startede karrieren i Stockholm i træning hos Tommy Gustafsson, men efter en imponerende debutsejr købte Sten Thynell og Stig Hansson den talentfulde hoppe og satte hende i træning hos Søren Jensen, der dog stadig har sin første sejr med hende til gode. Første start i Jensens varetægt endte med en godkendt femteplads i Amacitalöpning på Täby, slået med 3,5 længder af Green Rocket. Nakia var ved denne lejlighed lige i hælene på Pamona, der i netop Amacitalöpning indkasserede sit eneste nederlag i sæsonens fem starter.

Nakia fulgte op med endnu en femteplads, denne gang i Klampenborg Auktionsløb, hvor hun var slået med godt fem længder af staldveninden La Sall. Herefter prøvede Nakia for første gang kræfter med distancen 1600 meter på Täby, da hun sluttede på en fin andenplads i Duty Time Juvenile Mile, halvanden længde bag vindende Pamona. Næste start var Breeder’s Trophy Juvenile, ligeledes på Täby. Her vandt Pamona igen, mens Nakia var langt væk på 10. pladsen, næsten 17 længder efter vinderen. Sæsonen blev afsluttet med en 7. plads i Svenskt Kriterium, og dermed blev en hård sæson afrundet med et par skuffende resultater. Med tanke på, at stort set hele Nakias familie har været udprægede 3-årstyper, må vi dog forvente at vi endnu ikke har set det bedste af den veltrukne hoppe.

Når Søren Jensen i forvejen råder over tophopper som både La Sall og Lady Clementine er det vel ganske naturligt, at Nakia lever lidt i skyggen af disse to, men teoretisk set kan hun sagtens overtage staldens dronningetrone i løbet af den kommende sæson.

Eller Call Girl?
Call Girl (Richard Of York – No Call v. Cawston’s Clown), som ligeledes er i træning hos Søren Jensen, er lidt i samme situation som Nakia, idet hun via sine løbspræstationer står lidt i kulissen i forhold til La Sall og Lady Clementine. Call Girl startede kun en enkelt gang i fjor, nemlig da hun på Klampenborgs finaledag var kort slået til andenpladsen af før omtalte Guantanamo. Når vi taler Derby-blod, eller klassisk blod i det hele taget, er der dog ikke mange i årgangen der kan overgå Call Girl.


Call Girl/Kim Andersen (til højre) slutter på andenpladsen bag Guantanamo i debuten op Klampenborg den 11. oktober.
Foto: Burt Seeger.

Richard Of York-datteren har en lang, lang række af topvæddeløbere i sin søskendeflok. Helt tilbage i 1989 vandt hendes halvbror Kvicken Svenskt Derby; året efter strøg halvbroderen Mr Loophole til tops i Dansk 2000 Guineas samtidig med at halvsøsteren Nice Call strøg til tops i Dansk Futurity Stakes (L). I 2001 sluttede Call Girls helbror Call Me York forrygende af til en tredjeplads i Dansk Derby bag Cut Champion, og de seneste to år har en anden af Call Girls helbrødre, Ready Eddie, sørget for topresultater i form af sejre i både Dansk 2000 Guineas og Dansk Breeders Cup.


Call Girls helbror Ready Eddie/Troy Pengkerego vinder Dansk Breeders Cup 2003.
Foto: Burt Seeger.

Med en skræmmende stærk afstamning, en rolig 2-årssæson og et allerede bevist talent må Call Girl være en af favoritterne til hoppernes klassikere, og muligvis er hun også god nok til at slås med de bedste hingste. Eneste lille minus kan måske være, at No Call igennem mere end 15 år har produceret en lang række afkom, hvoraf hingstene har vist sig at være klart de bedste. Det kan selvfølgelig være et tilfælde, som Call Girl for den danske avls skyld meget gerne må modbevise!

Runner-up’s
Blandt de tilmeldte til Dansk Derby 2004 finder man også brødre og søstre til heste som var lige ved og næsten i kampen om deres respektive Derby-sejre.

Søren Jensen træner endnu en interessant hoppe, nemlig ustartede Athene (Final Appearance – Miss Fyns Tivoli v. Saville Row), som er helsøster til Derby-2’eren fra 2000, Amusement. Amusement viste først de rigtige klassiske takter da hun i Derby Trial Stakes fik pålagt blinkers og allerede på bagsiden forsvandt fra sine konkurrenter og siden fløj hjem til én af de mest mindeværdige Derby-generalprøver i nyere tid – sejren blev på ikke mindre end 22 længder, og Kim Andersen var for længst stoppet med at ride Amusement da hun skar målstregen i ensom majestæt. Siden blev det til andenpladsen i Dansk Derby bag Vetrotex, og Amusement fulgte op med en andenplads i Svenskt Oaks.


Amusement/Kim Andersen bliver her nummer to i Dansk Derby 2000 bag Vetrotex.
I år er det lillesøster Athenes tur til at slås om de blå bånd.
Foto: Burt Seeger.

Det vides endnu ikke om Athene rummer samme høje kapacitet som Amusement, og der kan ikke siges meget mere om hendes prøveløb end at hendes lange aktion tyder meget på at hun er en Derby-, Oaks- og vel især St. Leger-type. Får Athene styr på aktionen, og når hun at vokse færdig til at vise de resultater der giver hende billetten til Derbyet – ja, så er der endnu mere der taler for at dette års Derby ligesom i fjor får en hoppe som vinder.

Ballet Girl (Ballet Prince – Ligegaux Maximum v. Kendor) fik vi heller ikke at se i andet end prøveløb, og her lignede hun langt fra en type der var klar til løbsdebut. Ballet Girl var starterklæret i Kriterium Consolation, men blev siden slettet på grund af sore shines. Den fukse hoppe er helsøster til sidste års Oaks- og Sceptre Stakes-runner up Royal Eleven, og halvsøster til Easy Boy som foruden flere store sejre både har andenpladser i Dansk Derby og Dansk Breeders Cup at henvise til.


Easy Boy vandt både Skandinavisk Grand Prix, Stayer Pokalen og Dansk Breeders Cup Trial i 2003.
Foto: Burt Seeger.

Derby-blod er der også i Bent Olsen-trænede Brave Heart (Heart Of Oak – Saucy Girl v. Taufan). Brave Hearts mor Saucy Girl vandt selv både Dansk og Norsk Oaks, og i avlen har hun produceret The Groom, der i 2000 sluttede nærmest vindende Double Net i Svenskt Derby.

Brave Heart indledte karrieren i hård konkurrence på Täby, hvor han i sine tre første starter sluttede uden for præmierækken i bl.a. SM for 2-årige og Duty Time Juvenile Mile.

Sæsonen blev afsluttet på hjemmebanen i Klampenborg, hvor Brave Heart over 1600 meter sluttede fjerde bag Tzatziki, Dollar Dance og Wakina. Året endte altså uden den store succes for Brave Heart, der i øvrigt også er halvbror til den svenske kriteriumsvinder Saucy Bird, og det er svært at spå om hvor meget tiden kan gøre for Brave Heart, der dog nok skal nå at få aflagt sin maidentitel i foråret.


Organizer/John Fortune (tv) vinder Svenskt Derby 2003 foran indvendige Halfsong og No Refuge (i midten).
Foto: Burt Seeger.

Organizers lillebror
Cajun Cadet-sønnen Don Pascal, der trænes i Norge af Annike Bye Nunez, er halvbror til sidste års svenske Derbyvinder Organizer (Zafonic). Organizer nåede ikke selv at komme til start som 2-årig, men havde det efterfølgende år en fremragende sæson hvor Derbysejren på Jägersro naturligvis var højdepunktet.
Don Pascal nåede selv at starte to gange i fjor, dog uden at krydse målstregen først. Han fik debut i et 2-årsløb for norskopdrættede, hvor han sluttede på andenpladsen, to længder bagved Festina Lente som senere leverede en række flotte præstationer og sejrede i Øvrevoll Hesteeierforenings Vandresverd. Herefter forsøgte Don Pascal sig i Norsk Rikstotos Opdrettsløp, hvor han sluttede på 8. pladsen slået med små seks længder af Ticmotal.
Don Pascal har en stayertrukket moderlinje, mens Cajun Cadet traditionelt producerer sprinter-milere. I fjor beviste Jolly Boy dog ved sin andenplads i Dansk Derby, at Cajun Cadets afkom godt kan stå Derbyets 2400 meter på en stayertrukket moderlinje. Don Pascals mor Orange Walk var i sin tid selv nummer to i både Norsk Derby bag Inchory og Norsk Oaks bag Lady Fonteyn, mens hun var tredje i Norsk St. Leger bag Litchanine.

At blod meget sjældent fornægter sig er der ingen tvivl om, og de ni heste der er blevet beskrevet i denne artikel har alle i teorien det der skal til for at være med i kampen om Derbysejren på Klampenborg den 27. juni. Tilbage står 74 kandidater der i løbet af de næste fire måneder skal kæmpe det bedste de har lært for at tilføje endnu et navn til ’Derby-blodet’.