Senest opdateret:
24. januar 2003 kl. 15:05

Nyheder Artikler Resultater Referater Guide Sæsonplan Foreninger Links



Dina Danekilde - Skandinaviens Championlærling 2002



- Af Filip Zwicky


Den 31. december gik Dina Danekilde ud af sin sidste hele sæson som lærling med championater på både Københavns Galopbane og Jägersro - og den 23-årige danske pige blev samtidig også samlet vinder af det skandinaviske lærlingechampionat efter tæt kamp med norske Mette Hanssen.

Dina Danekilde, der rider på svensk licens og er i lære hos Ole Larsen på Minnesdals Gård i Svedala, tegnede sig for 29 sejre, samt 28 anden- og 23 tredjepladser og det blev til i alt 1.278.514 kroner i indredne pengepræmier.


Dina Danekilde i vindercirklen efter sejren med Apple Green i Københavns Store Handicap.
Foto Burt Seeger.

2002 var året hvor Dina Danekilde efter tre sæsoner uden at gøre særligt opmærksom på sig selv, med ét begyndte at høste frugterne af den seriøse, intense og målrettede oplæringsfase. Dina var dog allerede inden hun kom i lære hos Ole Larsen vant til hårdt arbejde, idet hun som 400 meter hækkeløber på det danske juniorlandshold dagligt blev presset til det yderste. "Jeg dyrkede faktisk stadigvæk atletik da jeg i 1999 gik i lære som jockey, men der skulle ikke gå lang tid sammen med Ole, før jeg fandt ud af at der ikke var ressourcer til begge dele".


Minnesdals Gård i Svedala uden for Malmö, hvor Dina Danekilde er i lære hos træner Ole Larsen.
Foto Scandinavian Raceweb.

Måtte ikke flytte
"Jeg måtte ikke flytte til Sverige og arbejde med galopheste for min mor, så jeg måtte bilde hende ind, at jeg skulle til Malmö for at få erhvervserfaring inden for reklamebranchen. Jeg levede på en hvid løgn i mere end et halvt år, og da min mor fandt ud af det, var det for sent - da var jeg allerede over alle bjerge", fortæller Dina, der startede med at ride som 8-årig i Nordsjælland og for første gang sad på en galophest i foråret 1996.


Dina Danekilde vinder Københavns Store Handicap på ryggen af Apple Green.
Foto Burt Seeger.

Gennembrud
Den 12. juli 2002 slog Dina til med højst overraskende at vinde Københavns Store Handicap på ryggen af Apple Green, og bare to uger senere kom det egentlige gennembrud - ligeledes på Klampenborg, hvor Dina som den første kvindelige skandinaviske lærling nogensinde hentede fire sejre på én og samme dag med hestene Mon Amie, Foie De Grace, Carlos Girl og Gitarist.


Eventyret begynder - Dina vinder dagens første sejr den 26. juli på ryggen af Mon Amie (lilla).
Foto Burt Seeger.

"De første tre sejre var ubeskrivelige, men efter den fjerde var det næsten ikke til at fatte - det hele gik så hurtigt, og jeg husker egentlig ikke så meget af hvad der foregik mellem løbene. Jeg var heldig at mine heste var så godt gående, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi regnet med at vinde fire løb på samme dag - i alt fald ikke som lærling", kommenterer Dina.


Det blev til i alt fire sejre på samme dag den 26. juli - her jubler Dina efter den historiske sejr på Gitarist.
Foto Burt Seeger.

Fremtiden
Dina Danekilde sluttede sæsonen 2002 på bedste vis med at vinde årets sidste løb på Täby, og 2003 blev begyndt på samme måde med en sejr i årets første løb på samme bane. Dina benytter sig fortsat af at hun som lærling kan ride med to kilos lettelse, men når hun midt i marts kan kalde sig udlært professionel jockey, bliver det pludselig konkurrence på lige fod med navne som Fredrik Johansson, Kim Andersen og Nicholas Cordrey. "Skal hesteejere eller trænere vælge mellem Kim Andersen og mig, er det ikke svært at tænke sig til at det bliver en svær tid. Men jeg tager det som en udfordring og bestræber mig på hele tiden at blive bedre".


Træner Ole Larsen giver konstruktiv kritik og har en stor del af æren for Dinas succes.
Foto Burt Seeger.

Når læretiden er overstået søger mange ryttere nye græsgange, enten som freelance eller hos en anden træner, men Dina Danekilde har dog ingen planer om at stoppe arbejdet hos sin læremester: "Ole er flink til at give mig ridt og hjælper mig med at få ridt for andre trænere. Jeg ser derfor ingen grund til at stoppe så længe det går så godt. Jeg får samtidig masser af konstruktiv kritik, der helt sikkert hjælper mig til at blive en bedre rytter", slutter Dina Danekilde, der netop er vendt hjem fra tre ugers "arbejds"-ferie i Stockholm.