Senest opdateret:
29. maj 2002 kl. 13:45

Nyheder Artikler Resultater Referater Debat Guide Mailinglist Sæsonplan Foreninger Links



Nedtælling til Dubai World Cup 2002



- Af Filip Zwicky



Sakhee og Frankie Dettori jagter sejren i verdens bedst betalte væddeløb, Dubai World Cup. Foto Dennis Madsen.


På lørdag afvikles løbsdagen hele væddeløbsverdenen har ventet på - den rigeste løbsdag i verden med hele fem Gruppe-1-løb, samt to Gruppe-2-løb udgør programmet til Dubai World Cup-dagen den 23. marts.
Den altoverskyggende hovedbegivenhed, Dubai World Cup over 2000 meter dirt track og med 6.000.000 US $ i samlet præmie, får efter alt at dømme mellem 10 og 12 heste til start, hvoraf de fire ejes af verdens mægtigste væddeløbsstald, Godolphin. Førstejockey Frankie Dettori har dermed fire heste at vælge imellem, men der er ingen tvivl om hvem den italienske superstar vælger - Sakhee! Den 5-årige Bahri-søn vandt sidste år Prix de l'Arc de Triomphe og Juddmonte International, mens han blev slået med det mindst mulige af Tiznow i Breeders Cup Classic. Hans eneste start i år blev vundet suverænt med mange længder, og Sakhee er den store favorit i dette års World Cup.

Godolphins øvrige potentielle deltagere her kort tid inden den endelige starterklæring er Best Of The Bests, State Shinto og Street Cry. Heraf regnes sidstnævnte som mest sandsynlige starter ovenpå sin utrolig stærke sæsondebut for to uger siden, hvor han pulveriserede at godt felt på Nad Al Sheba.

Japan ser ud til at blive præsenteret ved to heste - Agnes Digital og To The Victory. Den franske topjockey Olivier Peslier har bekræftet at han rider sidstnævnte, mens Hirofumi Shii sidder op på Agnes Digital, som sidste år slog Tobougg i Hong Kong Cup. De sidste meldinger om Agnes Digital, som er næstfavorit i løbet efter Sakhee, er at hingsten landede i Dubai syv timer forsinket og at det var en synligt svækket hest der kom ud af flyvemaskinen.

Det 2.000.000 dollars store Dubai Duty Free (Gr.1) over 1777 meter græs har 18 heste stående tilbage, heriblandt Silca Legends storesøster Golden Silca, som trænes i England af Mick Channon.
Det er dette løb som er mest populært blandt de engelske og franske trænere, idet løbet rides på græs, og otte af de tilbagestående heste kommer fra disse to lande - heriblandt Francois Doumens globetrotter Jim And Tonic, Marcus Tregonings Mubtaker og Nayef, Sir Michael Stoutes No Excuse Needed og Richard Hannons Tamburlaine. Tyske Peter Schiergen har bekræftet overfor galopponline.de at 4-årige Zöllner kommer til start med Andreas Suborics i sadlen.

Dubai Golden Shaheen (Gr.1) over 1200 meter dirt og ligeledes om 2.000.000 dollars, får besøg af to af USA's bedste sprintere - Caller One og Xtra Heat, der henholdsvis blev nummer tre og to i sidste års Breeders Cup Sprint (Gr.1) på Belmont Park bag Squirtle Squirt.

Dubai Sheema Classic (Gr.1) over 2400 meter var det løb som Sagittarius skulle have deltaget i, men på grund af for dårlige træningsbetingelser valgte kredsen omkring Sadler's Wells-sønnen at blive hjemme.
I dette løb kan man se frem til en international kamp mellem Tyskland (Boreal), England (Demophilos), UAE (Ekraar, Marienbard og Tobougg), Frankrig (Mont Rocher og Sagacity), Hong Kong (Helene Vitality), Japan (Hot Secret) og Saudi-Arabien (King's Boy) - alt afhængig af hvilke af ovennævnte der bliver endeligt starterklæret.

De danske araberheste Kin Kade Kid og Nokdaun kunne have skrevet dansk væddeløbshistorie, idet det ville være første gang nogensinde at to danskejede heste kom til start i det samme internationale Gruppe-1-løb. Men på grund af problemer med hestenes papirer valgte arrangørerne at inddrage hestenes pas og trække invitationerne tilbage.
Dubai Kahayla Classic (Gr.1) for araberhestene domineres af heste fra hjemlandet, dog forsøger de franske heste Iset La Belle og Magic De Piboul sig i det 2000 meter lange løb, hvor præmiesummen er 250.000 US-dollars.

Godolphin Mile (Gr.2) over 1600 meter dirt track domineres ligeledes af hjemmeholdets heste, men der kommer dog udfordrere fra både USA og Europa. Erika Mäder, som danske Lennart Hammer var førstejockey for i sidste sæson, sender Faberger ud i løbet. Faberger vandt forrige år Gruppe-1-løb i Italien, men mangler stadigvæk at slå helt igennem internationalt.
Godolphins tilmeldinger til løbet inkluderer Conspirator, Curule, Festival Of Light og sidste års UAE Derbyvinder Express Tour.

Og netop UAE Derby (Gr.2) er sidste løb der mangler omtale i det overvældende World Cup-program.
Igen i år ligner det unægteligt et opgør mellem Godolphins deltagere, og favorit i løbet bliver Essence Of Dubai, der med Frankie Dettori for få uger siden vandt UAE 2000 Guineas foran Firebreak, der ligeledes tiltænkes en start i løbet.

Dubai World Cup-dagen starter kl. 14.00 dansk tid på lørdag med Dubai Kahayla Classic, derefter følger Godolphin Mile, UAE Derby og Dubai Sheema Classic. Herefter vil der være en stor åbningsceremoni som varer fra kl. 16.25 til 16.45, hvorefter løbene genoptages med Dubai Golden Shaheen, Dubai Duty Free og til slut Dubai World Cup, som efter planen skal rides klokken 18.40 dansk tid.