Bent Mikkelsen



- Af Hans Erik Westerberg


Vi der har været med i galopsporten i en årrække blev bedrøvede da vi i går modtog meddelelsen om Bent Mikkelsens død fra hans søn Erik.

Bent blev 66 år.

Bent var en af de største entusiaster i dansk galopsport i de sidste 25 år. Som ganske ung red han ud for træner Willie Waugh på Damgården og han var bestemt ikke det største talent til hest, men viljen var der. Da 'Studenten' som han blev kaldt i stalden fik tilbudt ridtet på Whitehall i Kongens Ærespræmie tabte han 10 kg i vægt for at kunne deltage. Desværre blev han langt sidst i løbet, men var stolt af at være med.

Det er svært at huske alle de heste Bent ejede gennem årene, men tænk blot på følgende:

FORNWELL

Hun var en stor kantet maidenhoppe, som Frode Nygaard i Odense importerede efter to års sæsonen. Han ringede til mig og spurgte og jeg var interesseret i en part, da den kunne blive en ny 'Clarion King' !

Jeg var dog ikke interesseret på det tidspunkt og foreslog ham i stedet at kontakte Bent Mikkelsen og der blev så en handel. Den gode Frode havde nok ikke tænkt sig at han skulle sælge hele hesten til Bent, men sådan blev det og Fornwell kom i træning hos Franz Nutz på Hvidegården. Hun fik en fantastisk karriere med masser af sejre bl.a. i Eclipse Stakes, Sceptre Stakes m.m. Hun fik også en start i Paris på Longchamp på Prix de l'Arc dagen. Efter afsluttet karriere blev hun solgt for et pænt beløb til Australien hvor hun virker i avlen.

ALLWINS

Da Fornwell sluttede ledte Bent efter søskende til Fornwell og agenten Jill Lamb i Newmarket præsenterede ham for en ustartet og knap tilredet 4 års hoppe som hed Allwins. Hun var efter en temmelig moderat hingst Neltino og var åbenbart tiltænkt en karriere som forhindringshest.

Hun begyndte også yderst beskedent, men udviklede sig hurtigt til at være en særdeles nyttig hoppe om end ikke i Fornwells klasse. Hun vandt 5 løb inden en benskade satte stop for den videre karriere.

Herfter besluttede Bent at Allwins skulle have den bedst mulige partner i stutteriet og hun blev sendt til Frankrig og bedækket ved den fashionable avlshingst Always Fair. Bedækningsprisen var 50.000 Fr. så det var noget af en satsning. Heldet står den kække bi og afkommet blev en lille hoppe All Fair som virkelig kunne spadsere med sejre i Dansk Kriterium og Svensk Oaks.

Allwins fik endnu en tur til Frankrig for at besøge Always Fair og også denne gang kom der en fremragende hoppe ud af alliancen, nemlig All Right der vandt alt som toåring samt Mowerinaløb som tre-åring.


Tophoppen All Fair med føl efter Richard Of York.

Begge disse hopper virker nu i avlen i dag og befinder sig på York Stutteri, hvor All Fair har haft stor succes med New York og nu Manomission.

KATEB

Denne dejlige hingst efter Penine Walk blev indkøbt i Newmarket af Søren Jensen og fik en fantastisk karriere med 12 sejre. Bl.a. to gange Pokalløb, Eclipse Stakes, Oslo Cup.


Franz Nutz' maleri af Kateb, som bragte Bent Mikkelsen mange glæder på turfen.

Kateb virker i avlen i dag og har med små chancer allerede produceret en tophest i Hovman, der nok er årgangens fløjmand i Danmark 2001.

Bent var ofte en kontroversiel person og lykkedes at gøre sig uvenner med mange gennem årene, men at han nærede en brændende kærlighed til galopsporten hersker der ingen tvivl om og han fulgte sporten tæt lige til det sidste.

En smuk hilsen dagen efter hans begravelse var Kateb-sønnen Hovmans sejr i Vinterfavoritternes Ærespræmie foran All Fair-sønnen Manomission.

Blodlinierne fra Bents store satsning gennem årene vil forblive i dansk avl i lang tid fremover og det tror jeg han var stolt af.

Hans Erik Westerberg.