|
Prime
Match gjorde det igen
For andet år i træk vandt den danske topsprinter Prime Match
1000-meter løbet Preis der Hamburger Privatbankiers på Tysklands
Derby-Dag i Hamburg. Med Nicholas Cordrey i sadlen lagde Prime Match sig
i spidsen fra start og førte hele vejen til mål. Den tyske favorit
Ginola's Magic kæmpede godt indvendigt i banen, men han kunne aldrig
true Prime Match, der ligesom sidste år sluttede helt ude ved
rækværket, mens resten af feltet løb indvendigt i banen. Der var
10000 DM i førstepræmie til Prime Match. De øvrige skandinaviske
deltagere i løbet, Gipsy La, Symboli Kildare, Gipsy Run og Lord
Lieutenant havde ikke fart nok til at slutte blandt de tre første.
Favoritten
Samum vandt Tysk Derby
Årets tyske galopderby blev vundet af favoritten Samum, der under
championjockey Andrasch Starke med 200 meter til mål skød frem
udvendigt i banen og rundede hele feltet med en utrolig speed, som
tegner meget lovende for hingstens videre
karriere i Europas storløb. Der kom et pænt tempo på løbet, hvor
Mark Larsen havde sin hest Kreuzkönig placeret helt fremme i spidsen
sammen med Network/Doleuze. Da hestene rundede sidste del af
opløbssvinget havde Kreuzkönig ikke mere at skyde med, og i stedet kom
den italienske derbyvinder Kallisto helt frem og så en overgang meget
farlig ud. Også Andreas Wöhlers
Diamante var med i spidsen da feltet svingede ind på den lige bane.
Men bedst som løbet så meget åbent og jævnbyrdigt ud, angreb
Andrasch Starke med
Samum og trak let fra til en meget sikker sejr foran staldkammeraterne
Subiaco og Acamani.
Samum, som tilhører første årgang efter avlshingsten Monsun, der selv
var anden i Tysk Derby bag Lando, havde startet 4 gange inden derbyet og
havde også vundet samtlige, hvorfor han naturligvis var det tyske
publikums ubetingede favorit. Læg dertil deres yndlingsjockey,
26-årige Andrasch Starke og succestræner Andreas Schütz - så
var sejren meget kærkommen i Hamborg. Der var 468.000 DM i
førstepræmie, samt splinternye BMW'er til ejer, træner og rytter i
Gruppe-1-løbet, hvor standarden ser ud til at blive forbedret år for
år.
Trænerens far
døde i torsdags
Træner Andreas Schütz, som altså sadlede de tre første heste gennem
mål i derbyet, havde en af karrierens største dage - men desværre
blev det ikke med faderen Bruno Schütz i baggrunden. Bruno Schütz, som
selv har trænet flere derbyvindere og har været Tysklands bedste
træner i en årrække, døde i torsdags efter længere tids
kræftsygdom, og han nåede altså ikke at opleve sin søns store succes
på Derby-Dag 2000.
Andreas Schütz sagde i sit sejrsinterview efter løbet, at hans far
havde kæmpet til det sidste for at være i live når derbyet blev sat i
gang - men at hans sjæl stadig var på Hamburg-Horn, hvor Bruno Schütz
selv har fejret lige så store triumfer som den sønnen leverede i år.
Sunglo
skuffede
Der var sat store forventninger til svenske Sunglo i et hoppeløb over 2200
meter på Derby-Dag. Den 3-årige hoppe, som har gjort det fremragende
efter hun er kommet til Skandinavien, fik aldrig med udfaldet at gøre
og hun sluttede på næstsidste pladsen i det 7 heste store felt.
Heller ikke Flaming Ember kunne være med fremme i Trakhener Rennen over
1400 meter. Her blev det i stedet til sejr til Brachvogel, som er efter
hoppen Bastei - Bastei står opstaldet i Danmark og har et afkom med på
Dansk Galops auktion i år efter Starry Night.
Mark Larsen
vandt Allianz Pokal
Jockey Mark Larsen vandt lørdagens første løb, Allianz Pokal over
1800 meter, med oddsbomben Sturm Und Drang. Mark Larsen overtog fronten
rundt det første sving og havde hurtigt en 3-længders føring ned til
konkurrenterne, som tydeligt undervurderede hesten, som var feltets
mindst spillede. På sidste del af bagsiden gav Larsen sin hest en
"puster", hvor han næsten gav afkast på sin førsteplads -
men i sidste del af opløbssvinge stak han igen af sted med Sturm Und
Drang, og dette blev resten af feltets tyske top-jockeys så overraskede
over, at Larsen pludselig igen havde flere længders føring. Sturm Und
Drang vandt en sikker sejr og kunne modtage førstepræmien på 10000
DM. Sturm Und Drang er trænet af M. Prinzinger og er efter den tyske
avlshingst Windwurf.
Ingen
skandinaviske sejre om lørdagen
Selv om Mark Larsen havde indledt forrygende med sin flotte sejr med
Sturm Und Drang, var ingen af de skandinavisk-trænede heste i stand til
at følge op på succesen. River Foyle sås aldrig med vinderchance, de
tre dansktrænede araberheste Kin Kade Kid, IBN Indian Grodust og
Nokdaun mødte for hård modstand fra gode tyske og franske heste, og
endelig fik sprinteren Rolo Tomasi et meget dårligt løb af jockey Neil
Grant i dagens hovedbegivenhed, Holsten-Trophy (Gr.3) over 1200 meter og
med 120.000 DM til vinderen. Løbet blev vundet af Areion med Andrasch
Starke på ryggen.
|