Profil: Cut Courier
- Af Kathrine Faarvang
Cut Courier
Mørkebrun vallak 95 v. Muthhil (IRE) - Half Row
Ejer: K.P. og M. Brendholdt
Opdrætter: Stutteri Skovmarken
Træner: Desmond Scarlett
Vinder af: Fyns 2-års Grand Prix, Ålborg 2-års Grand Prix, Stayerprøven og Produce Stakes.
Cut Courier har med sin faste
makker John Fortune haft en helt forrygende 2-årssæson rundt
omkring på de danske væddeløbsbaner. Vallakken debuterede den
3. august 1997 i et maidensløb over 1200 meter på Klampenborg
Galopbane. Cut Courier viste allerede i sin første start, at han
har et godt væddeløbshoved ved at være en tæt 2. til Olympic
Line. Der blev satset større i næste start, hvor opgaven var
Fyns 2-års Grand Prix. Cut Courier afviste denne gang alle
konkurrenter og sejrede sikkert foran Call a Cab og Loucy-Bee.
Næste start var forventningens pres på Cut Courier. Opgaven hed
2-års Stayerprøven i Århus over 1500 meter og Cut Courier var
spillet helt i bund til odds 1,10. Denne gang sejrede Cut Courier
også sikkert og viste, at han
kunne stå en - for en 2-åring - krævende distance. Allerede
på dette tidspunkt begyndte mange at snakke om årgangens konge
blandt de 2-årige heste. Denne påstand blev yderligere
begrundet i vallakkens 4. start, som igen kom til at foregå på
Fyn. Produce Stakes hed løbet og det blev også bragt sikkert i
hus efter endnu en magtpræstation.
Den sidste start inden ejerkredsen Cut Courier besluttede at lade
vallakken få en velfortjent vinterferie blev i Ålborg 2-års
Grand Prix. Her beviste Cut Courier endnu engang, at han er som
en fisk i vandet på de danske væddeløbsbaner. Resultatet var
endnu engang en flot sejr. På 2. pladsen igen Call a Cab.
Cut Courier opnåede i sæsonen 97 et general handicap på
80 - en helt utrolig præstation for en 2-årig hest. Cut Courier
har ikke alene vist hurtighed og udholdenhed, men også en
uforlignelig evne til at tilpasse sig alle baner. Vi håber, at
måtte se denne dejlige vallak til start i Danmark
mange flere gange. Desværre kom Cut Courier ud for et uheld
sidst i februar, da han smed sin rytter af i Dyrehaven og løb ud
på vejen, hvor han faldt på asfalten og mistede luften. Desmond
Scarlett håber dog på at uheldet ikke har ødelagt noget for
hestens præstationer i den kommende sæson.