Hjertesuk - fra Preben Emmeluth og Ryan "Buster" Parnell
- af Merete Gorm
På åbningsdagen rendte jeg ind i to ældre herrer, som har fulgt galopsporten i mange år. De brænder begge for især Klampenborg Galopbane og har som følge heraf en del meninger og tilkendegivelser, som de gerne ser mangfoldiggjort til så mange som muligt.
Den første jeg talte med var Preben Emmeluth, der i dag er 76 år. Han stoppede som amatørjockey for tyve år siden, men kan i de 34 år som aktiv på væddeløbsbanen se tilbage på de fire gange han vandt Kongens Ærespræmie. Nu tropper han op på Klampenborg Galopbane til hver løbsdag. Det, han på premieredagen især glæede sig over var, at resultaterne af løbene meddeltes publikum meget hurtigere end sidste år. Stor var også hans tilfredshed med, at der nu er kommet en ordenlig restauratør til stor gavn for sporten. Den nye restautør er Käte Hjort fra Tårbæk Kro og Jørgen Vidstrup.
Så til det negative. Hvorfor er paddocken ikke gjort i stand? Hestene er jo varen, som skal sælges til det spillende publikum. De præsenterer sig ikke ordentligt, for havde det nu regnet i dag, så havde de jokket rundt i mudder. Om sommeren støver det så meget, at publikums pæne tøj svines til. Det må der gøres noget ved. Hestene i paddocken skal heller ikke trækkes rundt helt ude ved rækværket. Publikum skal se på hestene helt inde ved hækken, så de kan bedømme dem ordentligt. Når de har været præsenteret i paddocken skal hestene ligeledes afkantre forbi publikum på banens langside, så de kan bedømmes en sidste gang inden publikum går ind og spiller på dem. Det ville også give stemning, hvis en vindende hest, foruden at blive fejret i vindercirklen, også afkantrer forbi publikum på langsiden, som så kunne klappe af den vindende ekvipage.
I det hele taget beklager Preben Emmeluth, at det tilsyneladende er de små kugler fra Lotto, som synes at interessere en spilleglad dansker. Derfor er der så megen mere grund til at få ledelsen af Klampenborg Galopbane til at forstå, at banen skal drives som en forretning. Den øverste ledelse burde gå rundt på banen, følge publikums adfærd, sørge for optimale faciliteter, se hvordan det ser ud i jockeyrummene og bese staldene. Kun på den måde får man indblik i, hvad der rører sig og hvad der kan gøres bedre. Preben Emmeluth påpeger, at ledelsen må forstå, at der skal gøres mere for det spillende publikum. Det er på tide at de forstår, at det er dem hele sporten lever af.
Så til baneforholdene. Den er jo stadig så ujævn og hullet, at Preben Emmeluth ikke kan forstå, hvorfor ingen protesterer. Hvorfor er der ingen trænere eller jockeyer der siger fra?
Jeg spurgte ham om, hvordan vi kan gøre TV-sporten mere interesserede i at vise især galopløb i fjernsynet. Hertil siger Preben Emmeluth, at der skal kæles for TV-journalisterne. De skal inviteres på frokost til hver løbsdag - de skal plejes. Også sponsorerne skal passes. De skal føle, at de får noget for pengene. De måler jo på tid og spalteplads, hvor længe og hvor meget de har været omtalt i TV og i aviserne.
Til sidst mente Preben Emmeluth, at den spilleservice, der gives i Væddeløbsbladet skal gøres bedre. Hvis ikke folk føler, at de får en ordentlig vejledning, så stopper de med at spille i løbene - og det er ingen tjent med.
Lige da jeg var klar til at gå hjem, rendte jeg ind i Ryan "Buster" Parnell, som var championjockey tilbage i 1957. Med ham fik jeg også en god snak på det bedste dansk/engelske jeg har lært. Også han brænder for Klampenborg Galopbane. Han startede med at sige, at premieredagen havde været god, men hvorfor var der dog ikke flere forskellige øl i cafeteriaet? For som han siger: Når først folk har det indenbords, som de allerhelst vi have, så skal de nok gå hen til spilleboderne og lægge nogle sedler. Ryan Parnell elsker at være på banen, møde gamle venner, sidde ved sit faste stambord. Han mener, at børnene skal "parkeres" forsvarligt på legepladsen, så forældrene har tid til at studere hestene og lægge penge i totalisatoren.
Også han har har mange og gode ideer til ledelsen. Én af de rigtig gode synes jeg er, at der jo er mange turister i København hele sommeren. Hvorfor ikke reklamere for, at Klampenborg Galopbane ligger så ideelt med hensyn til skoven og Dyrehavsbakken? Han foreslår, at der skal arrangeres gratis bustransport fra Rådhuspladsen til galopbanen på hver løbsdag for turisterne. De kan så tilbringe nogle fornøjelige timer med væddeløb. Bagefter kan de gå i skoven eller de kan tage på Bakken og spise mad og se dansk folkeliv.
Ja, det var nogle af de indtryk
jeg fik på en kold, men dejlig dag på Klampenborg Galopbane.