Tyske heste har domineret Italien i 1998
De tyske heste har i mange år stået den i
mørke skygge af de fremstormende franske og engelske heste, der
har domineret overalt i Europa. I perioder har tyskerne haft
problemer med at forsvare selv hjemmebanerne i Köln, Frankfurt,
München osv. Men nu er de tyske heste og trænere ved at træde
ud af skyggen og er tilbage i hestesportens Ivy League. Navne som
Lando, Borgia og Tiger Hill er kendte overalt i verden, men især
italienerne har lagt mærke til de tyske heste, der har domineret
i hele Italien i 1998.
Den 7. juni startede træner Andreas Schütz sin 5-årige hingst
Waky Nao i Premio Emilio Turati (Gr.2) på San Siro, og med
jockey Andrasch Starke vandt den en sikker sejr foran Handsome
Ridge. 3 uger senere vandt 4-årige Blume-trænede Ungaro Gran
Premio di Milano (Gr.1). Den 12. juli var Blume igen på spil i
Premio Primi Passi (Gr.3), hvor hans 2-årige klassiske håb
Kabuki sejrede med den italienske jockey Botti på ryggen. Den
26. juli var det den for mange ukendte træner W. Kujath, der
kunne
sadle vinderen af Premio d´Estate (L), 3-årige Adieu. Den 27. september indtog tyskerne Capannelle og Andreas Schütz´ Lomita vandt Premio Lydia Tesio (Gr.2). Endelig fik Andreas Schütz sit hattrick, da Waky Nao endnu en gang sejrede, denne gang i Premio Vittorio di Capua (Gr.1) med Andrasch Starke på ryggen. En fantastisk sæson for de tyske heste og trænere, der tjente styrtende med penge i det italienske. Måske er det snart slut med den engelske og franske dominans - de tyske opdrættere bliver fortsat bedre og bedre.