Reportage fra Santa Anita

- Af Filip Zwicky-Broström

NB! - husk at pege på billederne med musen for at læse billedteksterne.

Væddeløb i USA er mange ting. En lille del af det kan man genkende hjemmefra, men man kan ikke undgå at blive overrasket over at se det amerikanske publikum sidde på Santa Anitas bænke fra tidligt om morgenen til sent på eftermiddagen med en Daily Racing Form i hånden og studere dagens 9 løb fra ende til anden. Daily Racing Form er en af livsnerverne for amerikansk hestesport. En tilfældig udvalgt af slagsen indeholder 140 sider spækket med informationer om hver enkelt bane, hvor der afholdes løb den pågældende dag. Til Santa Anitas lørdags-løb var der afsat over 30 avissider til omtale af heste, handicapperens tips, trænerudtalelser og en grundig gennemgang af hver hest. Avisen er desuden let at gå til og nem at overskue.

Det gælder om at tage tidligt af sted, hvis man skal gøre sig håb om en parkeringsplads tæt på banen, for selv om parkeringspladserne er enorme, bliver de fyldt forbløffende hurtigt. Det gør dog ikke så meget, hvis man er kommet for sent ud af døren, for hvis man bliver nødt at parkere langt væk fra banen, kører der en åben "mini-bus" rundt på parkeringspladsen og samler folk op. Det koster 5 $ at komme ind på banen - en entré-indtægt som de meget nødig vil miste. Jeg måtte derfor snakke for min syge moster for at komme ind på mit danske presse-kort, hvilket til sidst lykkedes mig, da køen bagved begyndte at vokse.

En af de første ting, der virkelig gjorde indtryk på mig var, at publikum der betaler en lille smule ekstra for at komme til at sidde i "Finish Line Loge", får deres egen lille loge med plads til 4 personer og indbygget fjernsyn, så de kan se hestene i close-up, odds-tavlen og re-play af løbene.

Før og under et løb
I paddocken får man desværre ikke lov til at se hestene skridte rundt med jockey på ryggen. Så snart rytterne sidder op, bevæger hestene sig ned mod galopbanen, der består af både dirt track og turf-bane. Som tegn på, at hestene nærmer sig præsentationen, lyder den verdenskendte trompet-lyd fra manden i rødt, der sætter en stor ære i at spille. Man hører ham tit, både før et løb, men også når han oppe fra tribunen spiller Happy Birthday for udvalgte fødselarer.
Hestene kommer på banen tæt ved målstregen. Herfra bliver de eskorteret ned til startboksen af de lynhurtige quarterhorses. Hvis en af løbsdeltagerne smidder sin rytter og stikker af, kan en quarterhorse let indhente en fuldblod og således få tingene under kontrol igen. Det går hurtigt med at få hestene i startboks, og før man ved af det, er hestene af sted. Stemningen under løbene er også meget særpræget. Indtil den lige bane er der forholdsvis roligt, man hører kommentatorens stemme og venter på, om ens hest kan blande sig i slutstriden. Når hestene så svinger ind bryder folk ud og stemningen løfter sig - igen en helt anden mentalitet en vi er vant til i Danmark.

En af verdens bedste
Den 3-årige hoppe Excellent Meeting v. General Meeting - Fitted Crown er nok en af verdens bedste 3-årige hopper. Sidste år blev hun kun overgået af staldkammeraten Silverbulletday, som også var den eneste foran hende i Breeders´ Cup Juvenile Fillies (Gr.1). Excellent Meeting var dagens store samtaleemne, for hun sæsondebuterede nemlig i Las Virgenes Stakes (G1) om $ 200,000. Der var kun fire modstandere, men alle med grade-sejre bag sig. Træner Bob Baffert, der ligger nummer 1 på den amerikanske liste og netop har vundet Eclipse Awards som "Outstanding Trainer", havde dagen forinden udtalt til Daily Racing Form, at Excellent Meeting simpelthen var blevet født det forkerte år på grund af Silverbulletday, men at publikum ville se hesten fra hendes bedste side. Dette havde også gjort Excellent Meeting til dagens suverænt største favorit, hvilket kunne ses og høres, da hoppen med jockey Kent Desormeaux kom på banen som første hest. Speakeren hævede stemmen, publikum langs rækværket klappede, og folk snakkede indbyrdes om, at hesten absolut ikke kunne tabe i dag. På vej til startboksen dalede oddset på Excellent Meeting stille og roligt til næsten ingenting, og folk ventede spændt på at se om forventningerne til deres favorit skulle indfries.
Da starten endelig gik på det 1600 meter lange Grade-1-løb, var det som om det amerikanske publikum holdt vejret, fulgte med på bagsiden og overlod resten til speakeren. Excellent Meeting var i anden position rundt det sidste sving bag Tout Charmant, som lagde en hård pace. Men ind på det lige stykke bad Kent Desormeaux sin hest om at komme i omdrejninger, og i løbet af de næste 7 sekunder var Excellent Meeting i føring med adskillige længder. Og så skreg publikum igen. Super-hoppen nærmest fløj ned gennem opløbet uden nogen konkurrence fra andre i feltet. Tout Charmant, der ligesom vinderen er trænet af Bob Baffert, holdt en lige så sikker andenplads foran Hollywood Picture. I vindercirklen stod ejerne fra Golden Eagle Farm klar til at modtage deres stjerne. Bob Baffert stod ligeledes klar i vindercirklen, men havde en smule svært ved ikke at flirte med Hollywood-stjernen Cybill Shephard, som var med for at overrække ærespræmie - det er også en af fordelene ved en galopbane i Los Angeles, at man kan trække endnu flere mennesker til ved at invitere en af byens mange stjerner. Sejrsceremonien blev fulgt op af interviews med ejer, træner jockey osv., alt imens publikum tog billeder. Endnu en ting jeg bed mærke i var, at jockeyen absolut ikke står af hesten før samtlige tilskuere med kamera har taget deres billeder.

Ikke bare en galopbane
Det ekstraordinære ved Santa Anita er, at det kæmpe område ikke bare rummer en galopbane. Der er en masse andre seværdigheder og boder. Kommer man f.eks. ned af rulletrappen fra tribunen vil man finde et lille supermarked, hvor man kan købe en salat, sandwich osv. og betale ved kassen. Det hele fungerer som en normal købmandsbutik. Spillehallen er fyldt med barer og fast-food butikker fra ende til anden, så amerikanerne ikke skal løbe mere end 10-12 meter, når de føler trang til mad og drikke. Helt nede i hesteejergangen finder man en ældre mand med militærbukser, skjorte, forklæde og en flad hat. Han hedder Leon og er pensioneret jockey, men efter han stoppede som aktiv blev han ved med at komme på Santa Anita for at udføre sit nye arbejde - som skopudser. Han virker noget sær, snakker meget med sig selv og kommer med nogle udbrud en gang imellem. Han holder sin egen lille forretning med skopudsemiddel, klude og en rød bænk med tre stole på. Her kommer hesteejerne tit forbi for at få pudset deres sko en ekstra gang inden de skal i paddocken, men også enkelte tilskuere lægger vejen forbi den lille mand for at få en "snak".

Elektronisk totalisatorsystem
Det amerikanske publikum må være meget utålmodige. I hvert fald har Santa Anita fået opført elektroniske totalisatormaskiner, der først tager imod dollarsedlen, så vælger man bane, løb, spilleform og nummer. Når man er færdig kommer bonen ud af maskinen som kviteringen fra en pengeautomat, og det hele har ikke taget mere end 15 sekunder.

Jockeyerne kender proceduren
Som før omtalt stiger en amerikansk jockey ikke af sin hest, før alle tilskuere uden for vindercirklen har taget deres billeder. På Santa Anita har alle tilskuere deres favorit-jockey, ikke nødvendigvis en de spiller på i hvert løb, men en som de følger ekstra nøje og altid bakker op om. Det ved rytterne også godt, det er derfor de gør så meget som muligt for at holde deres popularitet, netop ved at gøre som deres "fans" siger. Efter et vundet løb er de heller ikke blege for at lave lidt sjov med hesteejerne eller bane-reporteren, såsom at fyre "jokes" af en gang imellem eller løbe efter en af de små drenge, der er med deres forældre med i vindercirklen. Hele denne procedure giver på en måde mere varme mellem alle parter på banen, end den europæiske måde, hvor jockeyen står af hesten og fortsætter hurtigt via vægten ned i jockeyrummet, uden at eventuelt nye tilskuere får lov at sætte ansigt på den vindende jockey. Og nu vi er ved jockeyerne, må jeg lige nævne, at væddeløb herovre ikke kun er for mænd. Den kvindelige toprytter Julie Krone vandt nemlig senere på ugen sin sejr nummer 3.500 på bare 8 år. En helt igennem fantastisk præstation af Julie Krone, som også blev den første kvindelige jockey der formåede at nå 3.500 vindere. For mændenes vedkommende nåede Eddie Delahoussaye for et par uger siden at runde de 4.000 sejre - men man må også tænke på, at de amerikanske jockeys rider omkring 42 løb om ugen hele året, hvor de skandinaviske ryttere rider ca. 18 løb om ugen i højsæsonen.

Efter sidste løb

Når dagens sidste løb er afviklet, går de fleste lige gennem supermarkedet for at købe lidt med hjem, andre bliver stående i en af barerne, mens endnu en del går mod deres bil, der er parkeret mellem tusinder af andre køretøjer på den kæmpe parkeringsplads. Størstedelen kommer tilbage dagen efter, og igen dagen efter, lige så længe der er løb. Det er en livsstil at gå på galopbanen i Californien, og tanken om, at det må blive kedeligt at sidde på den samme bane dag efter dag faldt til jorden, for det er virkelig imponerende, hvad man får ud af et besøg på Santa Anita Racetrack.