Livet er jo dejligt!

I et historisk tilbageblik giver Lone Kaj Nielsen udtryk for, at livet har behandlet hende pænt. Hun imødeser med spænding og optimisme hvad år 2000 har at byde på, både for hende selv som hesteejer men også for galopsporten som helhed.
Også den nye tilskuertribune og Tipstjenestens overtagelse af hestespillet gør, at Lone Kaj Nielsen glæder sig til den nye sæson.

- Af Merete Gorm

Torsdag den 17. februar har Lone Kaj Nielsen sagt ja til at mødes med mig i stald Domino. Klokken er 17.30, og Lone har været på rundtur i stalden for at klappe Bodfari Street, Petite Blanche, Jackpot, Madeau og Precieuxe, som er de heste Lone har i træning hos Inge Mette Dejgaard i øjeblikket.

Lone Kaj Nielsen er formentlig kendt af alle, der kommer på Klampenborg Galopbane i sæsonen. "Jeg er hende med de to schæferhunde", som hun selv siger. En flink og behagelig dame med en fabelagtig hukommelse og klar og tydelig tale, hun ville bestemt gøre sig som oplæser i radioen, kan jeg selv tilføje.
Lone Kaj Nielsen er opvokset på Krathusvej i Charlottenlund. Hendes mor, Enid Ingemann, havde væddeløbsheste hos Harry Stummann på Bindesbøllsvej lige overfor, så Lone Kaj Nielsen var miljøskadet fra starten. Hun var fast inventar på Galopbanen morgen, middag og aften fra hun var omkring 11 år gammel. Hun har kendt alle de gamle trænere - Thorngreen, Percy Waugh, Willy Waugh, Arnold og Krantz, dem allesammen.

"Første gang jeg sad på en fuldblodshest, var jeg fire år gammel, startede så på Matsons Rideskole, og da jeg blev ældre red jeg min mors galopheste ud om morgenen for Harry Stummann. Jeg kan bl.a. huske en hest der hed Aladdin, som var vældig god. Den vandt både North State Plate og White Horse Cup to år i træk. Det var i 1948 og 1949.

Jeg fik min egen ridehest, da jeg var 15 år, men holdt stadig interessen ved lige med galopsporten, faktisk lige til jeg blev gift med Kaj Nielsen. Da var jeg 24 år. Min mand og jeg red konkurrencer - jagter - og var i de næste 20 år faktisk for aktive til også at have tid til væddeløbssporten.

Men så blev jeg opfordret af min fætter, Henrik Leth og hans kone Lise. På åringsauktionen i 1987 købte jeg to heste, nemlig Spencer Galla og Ekita, tog dem direkte hjem til os på Havegård og havde fornøjelsen af selv at gå og rode med dem, give dem trense og gjorde på. Så kom Gert Hansen og Inge Mette Dejgaard (Sisse) og også Brian Wilson, der på det tidspunkt var jockey hos Gert, og de red dem til i ridehuset for så at tage dem i træning i Dominostalden. De to heste var ikke det store lys, men Spencer Galla vandt da et løb på derbydagen i 1989".

Tiden i Dominostalden
"Noget af det vigtigste er at finde en god træner, som kan holde mig ud, og som jeg kan holde ud. Nu har jeg jo kendt Gert siden han var 24 år, for han red min mors heste, så valget var nemt. Jeg har haft væddeløbsheste her i stalden siden 1987. Antallet af heste afhænger jo af, hvad der sker med dem i løbet af sæsonen. Det er altid svært at skulle sige farvel til en hest, som absolut ikke har lyst til at løbe væddeløb mere. Touch Down løber nu et sted nede på landet og leger med køerne. Bernadette gik ud som følhoppe, Lola gik ud som distancehest og skal også i fol senere, og Viktor går som militaryhest på Bornholm, så jeg har egentlig fået dem placeret og byttet godt rundt, så jeg pludselig stod med en masse heste sidste år".

Køb af heste
"Og så tog vi til Newmarket i 1998, og det var simpelthen alle tiders oplevelse. En oplevelse for livet. Sisse havde gjort et kæmpestort arbejde med at udse nogle heste fra kataloget. Vi bød på tre heste, men de var simpelthen for dyre, og så må jeg indrømme, at Bodfari Street tiltalte mig meget, han var også krydset af i kataloget på forhånd, og da han kom i paddocken, så sagde jeg altså, at ham ville jeg gerne ha'. Vi havde haft en agent på, som havde undersøgt ham for skader m.v., så jeg vidste, at han var i orden.
Ellers er jeg da modtagelig for min træners mening om en hest inden jeg køber nye, og jeg lytter gerne til kommentarer om benstilling eller noget andet der ikke tiltaler. Så taler vi om det, og så er der én af os, der får ret.
Egentlig har jeg nok haft flest hopper, men da jeg tog til Newmarket, ville jeg helst have en hingst med henblik på dens fremtidige karriere. Når man giver mange penge for en hest, tænker man jo på, at en hingst formentlig kan løbe i flere år, inden den skal i avlen.
Sidste år købte jeg Precieuxe på åringsauktionen. Jeg har et godt samarbejde med stutteri Hjortebo og Gert Larsen, og jeg havde udset mig hoppen allerede som føl, og ikke genset hende før auktionen. På auktionen ved jeg egentlig ikke, hvad der skete, men hun blev min. Et øjeblik var jeg helt betuttet, men jeg har bestemt ikke fortrudt det. Men der er jo lang vej endnu.

Hvert år sidder jeg og kigger i åringsauktionskataloget, og kommer altså også til at køre derud. Men ud over de to heste jeg har købt for nylig, så har jeg byttet mig rundt til de andre. Madeau er kommet ind i stedet for Lola, og Jackpot er kommet i stedet for Bernadette, og det er vel nogle gode byttehandler.

Jeg kan huske, da jeg købte Colorline i 1994. Jeg var ikke selv til stede, men havde sendt Gert og Sisse af sted til auktionen med ønske om køb af hingst. De kom tilbage med Colorline, en meget, meget lækker hingst, som vi havde store forhåbninger til. Desværre brækkede han benet kort før mål i et løb i 1996 ."

Baneforholdene på Klampenborg
"Jeg går tit banen rundt med mine to hunde, og det er jo ingen golfbane, må man nok indrømme, og kan vel heller ikke være det. Men jeg synes, at banen skal holdes i perfekt stand for hestenes skyld, for det er jo ikke en slotspark, hvor et par huller fra mosegrise ikke betyder så meget. Det er en tragedie, når en hest brækker et ben, og det er altid de bedste det går ud over.
Jeg synes også, at sandbanen om sommeren kunne trænge til lidt flere arbejdskræfter. Sidste sommer var den jo på et tidspunkt helt håbløs, og da gik Søren Jensen og Sisse i krig og fik den faktisk udbedret, så den blev flot. Når hestene gerne vil løbe og yde deres bedste, så skal de også have de bedste betingelser.
Oprydningen på banen er også under al kritik. Den ligner en losseplads, og det er ikke nemt at skaffe nye kunder hertil, når her ser sådan ud.
Og så kunne jeg godt tænke mig lidt mere publikum. Når jeg tænker på gamle dage, da stod vi jo som sild i en tønde".

Fremtidsdrømme
"Med Tipstjenestens overtagelse af hestesporten bliver vi jo lovet større præmier, så selv om man nok aldrig kan tjene penge på at have heste, så kan det måske komme til at løbe rundt.
Sisse og jeg har meldt mine heste i en masse store løb i år, og når vi så ser hvad de kan og ikke kan, så ryger de ud lige så hurtigt det er muligt. For jeg vil gerne beklage mig over, at vi skal betale så mange forfeits inden vi ved, om en åring kan rides til, kan gå i startboks, overhovedet har fire ben. Vi melder meget tidligt og betaler mange penge inden vi aner, om det er en god hest. Jeg går ind for, at man betaler små beløb i starten og så betaler et stort beløb, når vi vurderer, at hesten er klar til det store løb.
Men det er nu altid spændende at følge sine heste i det hele taget, uanset om de er tippet eller ej. Gert og Sisse og staldpigerne har foræret mig en kikkert, men jeg kan ikke holde den stille, den hopper. Væddeløbssporten er så fascinerende. Det er det smukkeste dyr, det er ligesom en jaguar-bil. Den har så smukke linjer og et godt temperament.
Vejen frem de næste år er jo nok, at flere går sammen om en hest. For et lille beløb får man jo en kæmpe glæde, nye venner og meget mere.

I indeværende sæson kan jeg også glæde mig over, at Jackpot står i generalhandicappet som værende en af de bedre treåringer i år, og dér er Madeau kun et kilo under.
Jackpot er meldt i Dansk Derby i år, og jeg tænker på den måde, han har løbet væddeløb på sidste år, hvor han kommer med en mulespids til slut. Husk det alle sammen".

16. marts 2000