Stald luksus!
- Af Merete Gorm

På en af de mest mondæne villaadresser i Gentofte Kommune, nærmere bestemt i Krathuskvarteret, hvor den ene luksuriøse villa overgår den anden, har Lone Graversen fundet en ny fremtid.
Sønnen Mark Larsen er i færd med at sadle en hest op, den
skal lige over på Klampenborg Galopbane og først trave en lille
tur, siden gå 12
omgange. De to andre hjælpere, begge unge piger, skal med på
turen. Lone Graversen giver også dem direktiver om, hvordan
deres heste skal arbejde i dag.
Inden turen går til Klampenborg har Mark lige klappet hesten Hale-Bopp på mulen. Den har fået ny boks i dag, for den opfører sig lidt for hingstet og bider efter nabohesten, når de stikker hovederne ud af de halvåbne boksdøre. (Billedet: Hale-Bopp bider naboen Dreamer).
På adressen finder vi også træner Sven Christensen. Han er meget fornøjet i dag, hans øjesten Mr. Ibrahim har lige vundet løb i Jägersro. I hans varetægt er også hestene Mr. Appian og Nurembourg. Da jeg roser ham og siger tillykke, og endvidere omtaler hans brors hest Miss Cassis, bliver jeg straks tilbudt at leje hesten mod at betale alle omkostninger og ydermere give 10% retur af alle de indløbne præmier. Inden jeg bliver for fristet, har Lone Graversen heldigvis fået tid til at tale med mig.
Hele Lones voksne liv har næsten udelukkende handlet om heste. Hun startede med at ride amatørløb, mødte så Ole Larsen og var gift med ham i 23 år. Sammen har de to dejlige drenge, hvoraf den ene jo er særdeles kendt, nemlig den dygtige jockey Mark Larsen.
Igennem årene har Lone Graversen trænet rigtig mange klasseheste, og i 1987 vandt hun Dansk Derby med hesten Farandole.
Årene 1990-1992 tilbragte Ole og Lone i Chantilly i Frankrig
med at træne heste. Her vandt Lone to løb på Longchamp-banen,
hvoraf det ene var et Tierce-løb med hesten Double Row, der
havde jockeyen Cash Asmussen på ryggen.
- Der er fantastiske forhold for galopsporten i Frankrig. Det kan
slet ikke beskrives, siger Lone.
Efter skilsmissen fra Ole Larsen tog Lone Graversen tilbage til Danmark, og herefter fulgte et par år uden heste, som hun udtrykker det.
I sommeren 1998 blev Lone Graversen
kraftigt opfordret til at starte trænervirksomhed igen; hun tog
udfordringen op, fik amatørtrænerlicens på dispensation og
tilbragte så nogle dejlige måneder hos Bechman med de heste,
som hun havde fået i varetægt. Det er fem heste, alle ejet af
den familie og de venner, som stod bag opfordringen.
Afstanden til Klampenborg Galopbane var dog for stor, og da hun tilfældigt løb ind i Sven Christensen som fortalte, at der snart blev ledige bokse på Bindesbøllsvej, slog Lone Graversen til.
I denne sæson har Lone Graversen altså fem heste, som nok skal vise træneren, at de sætter pris på de gode forhold. (Billedet: Lone ordner Hale-Bopps hovedtøj, mens staldpersonalet i baggrunden nusser om hoppen Blade Hit).
Den ene af dem er Blue Tango (Fijar Tango/Moune), en ustartet 3-årig fransk moderlivsimport. Den fik en skade i et bagben sidste år, men Lone mener ikke, at der er noget at bemærke i år. Den er meldt i Skandinavisk Mesterskab for 3-åringer i Oslo og i Dansk Mesterskab for 3-åringer i Århus. Men først skal den lige i prøveløb og maidenløb. Hesten har Lone Graversen på lejebasis, og det er en kæmpestor vallak med et dejligt temperament.
Hesten Hale-Bopp er en 2-årig brun hingst, der blev
købt på åringsauktionen i september måned. En skøn hest, der
tror på sig selv og som er meldt i 6 storløb for 2-åringer i
både Klampenborg, Odense, Århus og Malmø.
Til næste år venter der opgaver som 2000 Guiness og Dansk
Derby.
Blade Hit (Hilti's Hut/Another Blade) er en 3-årig
fuks hoppe, født i Sverige. Den startede én gang sidste år og
fik efterfølgende shore shines. Fem uger efter at Lone havde
overtaget hesten, vandt den et maidenløb i Malmø.
- Ja, det var fantastisk, men hun er en sej dame, griner Lone
Graversen. Hun er meldt i Mowerina, Rosengårdslöbning i Malmø,
i 3-års serien i Odense samt i Täby i et 3-års elite-löbning.
Dreamer (billedet) v.
Muthhill/Dreamers Row er den evige to'er, som Lone siger. Den
startede i alt fem gange sidste år, aflagde sin maidentitel i
sit 5. løb, og er to gange blevet slået af Cut Legend.
Indtjeningen sidste år beløb sig til 60.000 kr., ganske fint,
når man tager den våde sommer i betragtning, og når hesten
viser sig fra sin bedste side i god til let baneunderlag.
Sæsonplanerne er 2000 Guiness, Grand Slam serie nr. 1 i Århus,
Fyns 3-års Grand Prix og 3-års serien på Fyn.
Lone indskyder, at der forøvrigt er 1/4 part til salg i Dreamer, så vi skynder os videre med at omtale Finn-Ind-Sting (Bazziluzo/Imperial Sting), en 4-årig fuks vallak. Ham har Lone Graversen fået i træning i år. Han startede 6 gange sidste år uden at tjene en krone. Det er en stor, sen hest, som skal starte i handicap-løb i år, men Lone håber på noget sjovt med ham.
- Mine heste skal have det godt, humøret skal være i top, sådan kan jeg bedst li' det. Jeg hygger mig gevaldigt med mine fem heste, og jeg får god hjælp af Mark, Julie Falling Olsen, der red et amatørløb sidste år, og Sabine Billekop.