Lene og Henning Brendholdt er et ægtepar i 50’erne. Galopsporten har i omkring 25 år været en stor del af deres dagligdag. Det har samlet hele familien, de tre børn og deres venner, der alle har vinderinstinktet indbygget i mentaliteten – et kendetegn, der i høj grad også afspejler sig hos de syv heste, de i øjeblikket har i træning hos Desmond Scarlett.
- Af
Merete Gorm
På en gryende forårsdag
i marts har Lene og Henning Brendholdt sagt ja til et interview i skuret ved
siden af stald Domino, hvor de syv Cut-heste dagligt passes og plejes af Desmond
Scarlett og hans staldpersonale. Kaffen damper i krusene og staldpigerne står
og er lidt støjende med deres snakken og med at pudse seletøj, så jeg må
bede Henning om at tale lidt højere for at kunne høre, hvad han siger.
Henning: Det hele
startede med, at vi tit kom på banen som spillere. Miljøet fascinerede os
meget, for der er vinderinstinkt over en hest og det er der også over os
mennesker; der er mange ligheder. Så viste det sig, at hele vores familie
egentlig har instinktet – det at vinde – sammen med hesten, og jeg føler,
at det har holdt familien samlet, for det er sjældent at finde en interesse som
ens børn også deler, men det gør vores børn – de er bidt af sporten.
Lene: Når en familie
pludselig er samlet om en ting gør det jo, at man slet ikke kan snakke om
andet.
Lenes og Hennings første
galophest hed Tina Tanholm. Den blev trænet af Ejvind Jensen, der i øvrigt
vandt derby med hesten Topline. Siden er det gået slag i slag. Selv om
familien til dagligt bor i Jylland, nærmere bestemt i Århus-området, så har
de valgt at have heste i træning på Klampenborg Galopbane.
Henning: Herovre er det
topprofessionelt. I Jylland føler vi, at det er er lidt mere på amatørbasis,
hvor mange trænere har arbejde ved siden af. Det opdager man, når man har prøvet
begge dele. Her hos Desmond Scarlett bliver hestene nusset og passet, hans heste
er altid glade, og så tror vi på, at de også løber bedre.
Cut-heste er kvalitet
Henning: Vi havde en fantastisk god hest, der hed Cut Singer. Han var nok den
bedste dansk opdrættede hest nogensinde. Nu prøver vi at bibeholde navnet for
at vise, at der er kvalitet over det. Men selvfølgelig får man af og til også
dårlige heste, det kan ikke undgås.
Lene: I de sidste
mange år har vi ikke haft nogle, der er dårlige, dér har vi været heldige.
Opdræt
Henning og Lene Brendholdt giver udtryk for, at det er en god ting at støtte de
danske opdrættere. Ellers dør sporten. Derfor mener de også, at det er godt,
at man har lukket Jyllandsløb og det danske derby.
Lene: De danske opdrættere
får nu en højere pris. I mange år har det været en underskudsforretning at
opdrætte heste, med nogle få undtagelser.
Henning: Vi synes, der
er lige så mange gode heste i Danmark som i England. Selvfølgelig er udbuddet
langt større i udlandet, men hvis man gider tage rundt til samtlige danske
stutterier, så kan man sagtens finde en rigtig god hest, lige så god som de
engelske. Det man så kan håbe på er, at man ved at købe dansk opdræt får
opdrætterne til at gå ud og investere videre og købe nogle gode hopper, så
standarden bliver endnu bedre.
Lene: Og så mener vi
nok, at man skal betale alt for meget for de engelske heste. Englænderne er jo
ikke dumme, vi får alt rallet.
Henning: Hvis man køber
en engelsk hest til 100.000 kr. eller mere, så er man egentlig lidt på herrens
mark. Måske har den startet, men hvis der er noget i vejen med den, så er det
skjult, der er ingen garanti. Hvis en hest ikke vil løbe, men er checket af en
dyrlæge, og vi så heller ikke kan få den til at løbe, så er der ikke noget
at gøre ved det.
Hestekøb
Familien Brendholdt har haft stor succes med deres hesteindkøb. De køber tit
en lillebror eller lillesøster til en hest, der har gjort det godt. F.eks. giver de udtryk for, at en hest som Precieuxe, der står i
nabostalden og er lillesøster til Steel Express, godt kunne være en hest, der
er værd at eje.
Henning: Hvis vi synes,
der er et ”glimt” i hesten, noget specielt over den, så køber vi den, lige
meget om det er en hingst eller en hoppe.
Lene: Når vi går ud
og kigger, så falder vi næsten altid for den samme hest.
Henning: Man kan ikke
sige, at man er verdensmester, for det er der ingen der er, men vi har en TRO på
det, og det er ligesom den der flytter bjerge.
Væddeløb
Under hele samtalen går det igen, at ægteparret
har stor indlevelse i deres hestes psyke. Hver gang en hest løber væddeløb, så
er den til en slags eksamen, hvor belønningen enten er et 13-tal eller et
3-tal. Får den et dårligt løb, bliver den redet ned, eller har den bare en dårlig
dag, så ”føler” de med den. Skuffelsen over et dårligt resultat er selvfølgelig
til stede, men hvis de bare ved, at den har gjort alt hvad den overhovedet
kunne, så er de godt tilfredse.
Lene: Man står ikke
lige og tænker over de penge, man har investeret, bare på, at hesten kommer
hel hjem med benene.
Henning: Vi kender jo
til alle de forberedelser der ligger forud for løbet, man ved den har gået
nogle gode træningsarbejder, det hele har været til stede, men hvis den så
har ondt i halsen eller får et dårligt løb, så føler man med hesten, man er
egentlig ikke skuffet i den forstand, for som regel er der jo en årsag til, at
det gik så skidt.
Samarbejdet med Stutteri Skovmarken
Henning: Dem har vi et godt samarbejde med, for vi får tilbudt deres heste før
andre. Vi startede med at købe Cut Courier deroppe. Den vandt jo samtlige 2-årsløb.
Som 3-årig var det så uheldigt, at den stak af og løb 10-12 km, og siden har
den faktisk ikke løbet.
Cut Legend og Cut So
Sharp har vi også fået derfra. Så længe han sælger gode heste og de løber godt, så klager vi ikke. Jeg kan også godt li’, at de følger hestene som om
det var deres børn. Det er lige før man ikke kan komme til for dem i
vindercirklen.
Med hensyn til fremtidige derbydrømme, så tror jeg ikke, at det var en enlig svale med Cut Singer. Selv om jeg godt ved, at succesen går op og ned, så har jeg store forhåbninger til Cut Legend og Cut So Sharp, så jeg vil sige: ”Vi er de bedste vindere og nogle sympatiske tabere”.
Kras kritik af ledelsen på Klampenborg Galopbane
Lene og Henning Brendholdt synes, at galopsporten skal gøres mere folkelig. Det
er noget sludder, at det er en sport for overklassen, det kan den ikke leve af i
dag. I stedet mener de, at det fint, at flere går sammen om en hest, får en
familiedag ud af være til væddeløb og at alt skal fungere, når folk endelig
kommer til væddeløb.
Henning: Jeg synes nok, at ledelsen på Klampenborg Galopbane ikke har formået at nå jorden og ikke har indset, hvad der skal til for at få menigmand ud på banen. De er ikke ude mellem arbejderne, og det er egentlig en stor fejl.
I det hele taget mangler der en person, der koordinerer alt hvad der foregår på banen. Jeg husker sidste år, hvor der til premieren var annoncer i både B.T. og Ekstrabladet. Der kom mange mennesker herud, men så var der ikke spilleboder nok, folk stod i kø for at komme til at spille. Ingen vidste, hvor man kunne få kontanter på sit dankort, og sådan noget må bare ikke ske.
Folk skal vide, at når de tager til Klampenborg, så er forholdene som de skal være. De kan få god mad, der er pænt og velholdt, og hvis alt fungerer, så skal folk nok komme igen. De skal ikke irriteres og være sure, for selve løbene kan de jo godt lide at se.
Der bør også ansættes en baneforvalter, hvis fornemste opgave det er at sørge for, at banen er i tip-top stand. Det skal bare være hans opgave.
Lene: Ja, jeg må sige, at nu er vi kommet på alle tidspunkter af døgnet, men vi har aldrig set nogle lave noget her. Det kunne være dejligt med nogle små boder rundt omkring på banen, hvor man f.eks. kan købe hesteudstyr eller noget andet. I Hamborg er det tyske derby f.eks. en hel folkefest. Det er bare så hyggeligt, og sådan kunne jeg også godt tænke mig, at der var på Klampenborg Galopbane.
21. marts 2000