Ejerskab
med hygge og forventninger
Tre dage før sæsonstart står Jaybird i folden på Hvidegården og
kigger på de fem mennesker, der er medejere af den smukke, fukse hoppe. Det
lyser ud af øjnene på dem, at forventningerne til hesten er store, og at de
glæder sig til at vise hende frem for publikum på Klampenborg Galopbane,
når hun sæsondebuterer lørdag den 29. april i Mowerina Trial.
- Af Merete Gorm
Tilbage i stalden hos træner Bent Olsen kommer en af staldpigerne ind med jockeydragten, som lige er ankommet fra England. Stald Jaybirds farver er hvid silke med guldkant forneden på ærmerne. Med i pakken er også et smukt hvidt ulddækken, som skal varme Jaybird, når vejret er køligt.
![]() - Jaybirds ejere i paddocken før hoppens første start på dansk grund i Mowerina Trial d. 28. april. Jaybird brød sig ikke om den lette bane og kunne ikke rigtig finde benene. Hun sluttede på fjerdepladsen i løbet, som blev vundet af Power Supply. |
De fem medejere, der er mødt op i dag til et interview
om at være anpartshesteejere er: John Jensen, Janne Wind Andersen,
Kurt Westermann, Flemming Hendriksen og Marianne Halberg, og så
selvfølgelig træner Bent Olsen. Efter at have kigget beundrende på dragten og diskuteret prisen på, hvor dyr sådan noget udstyr egentlig er, ca. 5000 kr. har de givet for dragt og dækken, vender vi tilbage til økonomien i at eje væddeløbsheste. Nogle af de i alt 9 mennesker, som udgør Stald Jaybird, har aldrig
været hesteejere før, andre har prøvet det uden det store held.
Fælles for dem er, at galopsporten er deres store interesse. |
Starten på hele projektet var derfor, at det ikke skulle være købsprisen det skulle afhænge af, men at gruppen ville finde en god hest. Prisen på træning af heste er jo den samme for den gode og den dårlige hest. Enighed var der også om, at hesten skulle købes i Newmarket, og at det helst skulle være en hingst.
Aftalt
pris
Hele gruppen griner, da jeg spørger om de havde sat en maksimumsgrænse
for købsprisen.
"Jo, vi havde da hjemmefra regnet med, at vi skulle købe hest for
omkring 100.000 kr., måske lidt mere", siger Flemming Hendriksen. Her
indskyder Bent Olsen, at der jo er en masse omkostninger forbundet med at
købe heste i udlandet, såsom fragt, moms og meget mere, men at han i øvrigt
synes, at det er en god idé at have besluttet sig for, hvilket beløb man vil
købe hest for.
Turen
til Newmarket
De var fem fra gruppen, der tog af sted til Newmarket i oktober sidste år
sammen med Bent Olsen.
"Vi havde arrangeret det sådan, at vi havde lov til at købe på hele
gruppens vegne, men at det var Bent der skulle styre købet og have det sidste
ord", forklarer Flemming Hendriksen.
"For mange af os var det første gang vi var derovre. Det var en
fantastisk oplevelse", siger John Jensen. "Vi ankom om lørdagen, og
så gik vi og kiggede på heste næsten 12 timer i døgnet de næste par dage.
Det var lige før vi blev trætte af heste". Men ved at tage rundt og
kigge på heste før selve auktionen fandt de ud af, at hingste er meget dyre,
dyrere end de havde råd til. Da de ankom til Sir Michael Stoutes stald
kostede hingstene omkring 300.000 kr., men her stod også den dengang 2-årige
hoppe Jaybird (Common Grounds/Flight Soundly). Det er moderens første afkom.
På det tidspunkt havde Jaybird allerede vundet 1 løb og blevet nr. 2 i et
andet ud af i alt 4 løb.
Bent Olsen forklarer, at Jaybird i og for sig kommer fra en stald, hvor man
normalt ikke kan købe heste i den prisklasse, som anpartsforeningen havde
besluttet sig for. Men på selve auktionen, når det bliver alvor, så er det
med at række armen op, for ellers kommer man hjem uden hest. Nu står Jaybird
i folden på Hvidegården og har kostet omkring 150.000 kr. med fragt, moms og
det hele.
Papirerne er i orden
De ni ejere af Jaybird har oprettet en forening, hvor der er nedskrevet et
sæt vedtægter. Da nogle af dem havde erfaringer fra tidligere projekter,
vidste de hvad de skulle gøre. De beklager sig lidt over, at sporten er
skruet sådan sammen, at der næsten ingen hjælp er at få, når man skal i
gang. Folk må selv prøve at finde ud af det, især når det drejer sig om
anpartsprojekter.
"Hesteejerforeningen er ved at gøre lidt i det med at få hjælp, men vi
har selv gjort os visse erfaringer fra tidligere projekter", siger John
Jensen. Ellers har de arrangeret sig sådan, at Flemming Hendriksen står for
regnskabet, og så ringer de rundt til hinanden med nyheder om hesten m.v. De
holder også "hyggemøder" hos Marianne Halberg eller på Hotel
Fortunen.
"Vi har allerede holdt tre hyggemøder, så vi føler os som et team,
hvor man kan have det sjovt sammen", forklarer John Jensen. "Det er
sjovt at være nogle stykker om ejerskabet. Vi får også nogle rigtig gode
ture ud af det til udlandet", siger Flemming Hendriksen.
Hver af de ni ejere betaler et fast månedligt beløb for træning, indskud til løbsdeltagelse m.v. Stald Jaybirds årsbudget lyder på 120.000 kr., og det mener de er det reelle beløb for at eje en galophest. De ved dog godt, at de måske skal til lommerne, hvis der kommer en ekstraordinær dyr regning fra dyrlægen.
Fremtidsdrømme
for Jaybird
Jaybird er i år meldt i Norsk 1000 Guiness, Rosengårdlöpning, Fyns
3-års Grand Prix og 3-års Grand Slam-serien i provinsen. "Det er de
eneste steder, der er løb til hende", siger John Jensen. "Alle de
danske klassiske løb er lukket for Jaybird, fordi det er udenlandsk
import".
Når gruppen tænker længere ud i fremtiden, så synes de det kunne være sjovt at beholde hende som avlshoppe, selv om de godt er klar over, at det både er en besværlig og dyr drøm. "Lad os sige, at det går hen og lykkes med Jaybird, så tror jeg ikke, at gruppen kvitter Jaybird, næh så køber de måske én mere. Det tror jeg meget på", siger Bent Olsen.
"Ja, især hvis hun vinder mange penge", slutter Kurt
Westermann med et lunt smil.